Det næste punkt på dagsordenen er:

15) Forespørgsel nr. F 26:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvordan vil ministeren sikre, at varigt inhabile personer, der eksempelvis har diagnosen demens, ikke skal trækkes igennem retssager og blive pålagt at betale sagens omkostninger, når man på forhånd ved, at vedkommende ikke kan dømmes på grund af varig inhabilitet?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Henrik Brodersen (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Jeppe Jakobsen (DF), Merete Dea Larsen (DF) og Morten Marinus (DF).

(Anmeldelse 10.01.2017. Fremme 12.01.2017).

Værsgo for begrundelse af forespørgslen.

Tak. Det er nu den tredje forespørgsel, vi har, med en ny minister. Det er jo meget rart. Det er det, vi synes kunne være rigtig godt: at vi fik en handlingsplan, der simpelt hen bredte sig ud over alle ministerområder, der har med f.eks. mennesker med demens at gøre.

Grunden til den her forespørgsel er jo netop, at vi ser inhabile personer, der f.eks. har diagnosen demens, som bliver trukket igennem nogle retssager og pålagt at betale sagens omkostninger, selv om man på forhånd ved, at vedkommende faktisk ikke kan dømmes på grund af varig inhabilitet.

Utilregnelig i øjeblikket – sådan sagde retten i Glostrup om en ældre kvinde, der havde overfaldet en sundhedshjælper. Men selv om hun ikke kunne straffes på grund af sin demens, skulle hun alligevel betale sagsomkostningerne. Det var overskriften på en artikel i Information sidste år.

Selvfølgelig er det ikke i orden, at personalet overfaldes, når de passer deres arbejde. Men at føre en proces, selv om man ved, at personen ikke selv er bevidst om sine handlinger på grund af en svær demens, mener vi i hvert fald i Dansk Folkeparti er unødvendigt. Det hjælper ikke de ansatte, det hjælper ikke den syge, og det hjælper slet ikke familien, der bliver pålagt at betale for retssagen. Samtidig bruger vi en del ressourcer i retsvæsenet, som kunne have været brugt langt bedre.

Det er begrundelsen for den forespørgsel, som vi rejser, da vi mener, vi kan sikre det på andre måder. Jeg ser frem til debatten. Tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er vi klar til besvarelsen af forespørgslen, og det er justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak for forespørgslen, hvori jeg anmodes om som justitsminister at redegøre for, hvordan jeg vil sikre, at varigt inhabile personer, der eksempelvis har diagnosen demens, ikke skal trækkes igennem retssager og blive pålagt at betale sagens omkostninger, når man på forhånd ved, at vedkommende ikke kan dømmes på grund af varig inhabilitet.

Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg fuldt ud anerkender og deler den bekymring for varigt inhabiles møde med retssystemet i straffesager, som forespørgerne er inde på. Jeg har med andre ord stor forståelse for den vanskelige situation, som varigt inhabile personer befinder sig i. Det er min grundlæggende holdning, at vi som samfund er forpligtede til at tage os af udsatte persongrupper, og det gælder naturligvis også varigt inhabile eller psykisk afvigende, som de også kaldes, selv om det måske ikke lyder så godt, men det er nu engang termen, men misforstå mig nu ikke. Det er forespørgerne og jeg helt enige om. Inden jeg kommer nærmere ind på, hvordan jeg stiller mig til forespørgslen, vil jeg lige ridse op, hvordan vores straffesystem egentlig er indrettet på dette område.

Straffesager mod psykisk afvigende behandles ud fra et andet udgangspunkt end normale straffesager, og det er med god grund. Psykisk afvigende har det ofte svært, og de forstår ikke altid de almindelige normer i samfundet eller konsekvensen af deres handlinger. I sådanne sager kan anklagemyndigheden derfor i visse tilfælde meddele personen et tiltalefrafald i stedet for at indbringe sagen for retten med påstand om, at der idømmes en foranstaltning. Tiltalefrafald anvendes, særlig når man allerede har fået en behandlingsdom. Hvis man som følge af tidligere kriminalitet allerede er undergivet en foranstaltning, kan sagen afsluttes med et tiltalefrafald, medmindre der er helt særlige omstændigheder, der taler imod.

Anklagemyndigheden har altså allerede fuldt fokus på disse sager, og de kan afsluttes med tiltalefrafald frem for at indlede en straffesag ved domstolene. Det er derfor langtfra alle sager af denne type, der ender som straffesager ved domstolene, og det synes jeg er en vigtig pointe at få frem. Det er også udtryk for, at der i retssystemet allerede er en forståelse for den svære situation, som f.eks. varigt inhabile kan befinde sig i.

De sager, der så alligevel ender ved domstolene, vil typisk være grovere sager, hvor der også kan være et hensyn til offeret eller til retsfølelsen. Hvis man som gerningsmand findes skyldig i en straffesag, men er straffri som følge af sin psykiske tilstand, har domstolene mulighed for at idømme en behandlingsdom, hvis det er formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Det betyder, at den psykisk afvigende gerningsmand f.eks. vil kunne tage ophold på et bosted eller vil kunne blive underlagt ambulant behandling. Det er her en vigtig pointe, at selv om den pågældende ikke straffes på sædvanligvis med f.eks. en fængselsstraf, idømmes der en såkaldt foranstaltning, når det er nødvendigt at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Jeg synes, det er den rigtige ordning, for vi kan ikke have et retssamfund, hvor bestemte persongrupper ansvarsfrit kan begå f.eks. vold, uden at samfundet reagerer og forsøger at forhindre, at det sker igen. Omvendt skal vi selvfølgelig have et retssystem, der tager højde for den helt særlige situation, disse personer befinder sig i, og det er både ved vurderingen af, om der overhovedet skal føres en straffesag, og vurderingen af, hvordan en eventuel straffesag skal afgøres. Lad mig i den forbindelse med al tydelighed pointere, at det heldigvis også er sådan, vores retssystem fungerer i dag. Der er en passende balance mellem forståelse og rummelighed i forhold til personer, der har disse helt særlige udfordringer, og hensynet til ofrene og nødvendigheden af at forebygge yderligere kriminalitet.

Et andet spørgsmål er så, om det er rimeligt, at man, hvis man findes skyldig i en straffesag, men er straffri som følge af sin psykiske tilstand, i alle tilfælde skal betale sagens omkostninger. Efter min mening er det et grundlæggende og korrekt princip, at den, der dømmes, pålægges at betale sagens omkostninger, frem for at det er staten. Det gælder, uanset om gerningsmanden idømmes en almindelig straf, eller om gerningsmanden er straffri som følge af sin tilstand og i stedet idømmes en behandlingsdom. Men domstolene kan dog efter de gældende regler efter en konkret vurdering bestemme, at omkostningsansvaret i straffesager skal begrænses, hvis det ellers vil komme til at stå åbenbart i misforhold til domfældtes skyld og vilkår.

Denne undtagelsesbestemmelse finder i dag eksempelvis anvendelse i sager, hvor der er afholdt unødvendige udgifter, og i principielle sager, som bliver ført ved alle instanser for at fastlægge den fremtidige retstilstand. Undtagelsesbestemmelsen bliver dog i praksis ikke anvendt i sager som dem, vi diskuterer her i dag.

Jeg er enig med forespørgerne i, at man kan spørge sig selv, om det nu også er helt rimeligt, at en dømt psykisk afvigende i alle tilfælde skal betale sagens omkostninger. Jeg vil derfor i næste folketingssamling fremsætte et lovforslag, der ændrer på undtagelsesbestemmelsen i retsplejeloven, så domstolene får bedre mulighed for at vurdere, om det i en konkret retssag er rimeligt, at en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale sagens omkostninger. Samtidig vil det i bemærkningerne til lovforslaget blive tilkendegivet, at den nuværende praksis, hvorefter en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale omkostninger, skal ændres, så der fremover foretages en konkret rimelighedsvurdering, hvor de særlige hensyn til disse personer kan indgå.

Det vil næppe være muligt at opstille mere faste retningslinjer, da de her sager er meget forskellige og der er stor forskel på, hvordan og i hvilket omfang en psykisk afvigelse kommer til udtryk hos den enkelte person. Det er derfor, vi har brug for, at det kan vurderes i det enkelte tilfælde hos domstolene. Så lovændringen har simpelt hen den hensigt, at domstolene får bedre mulighed for at balancere de forskellige hensyn, der gør sig gældende i disse straffesager. Jeg har fuld tillid til, at domstolene selvfølgelig kan håndtere det inden for de rammer, som vi sætter her i Folketinget. Domstolene fastsætter i forvejen straffen i straffesager og er vant til at skulle foretage konkrete rimelighedsvurderinger.

Men jeg håber hermed, at jeg har svaret klart og tydeligt på forespørgslen, og jeg er sikker på, at vi alle sammen deler den opfattelse, at samfundet selvfølgelig kun skal føre straffesager mod psykisk afvigende, hvis der er et konkret behov for det, og sådan er reglerne også indrettet. Der tages i dag særlige hensyn til psykisk afvigende, og en eventuel behandlingsdom fastsættes efter, hvad der er nødvendigt for at forebygge, at den pågældende begår ny kriminalitet. Det er, som det skal være.

Jeg er derimod enig med forespørgerne i, at det ikke i alle tilfælde virker rimeligt, at man også skal betale sagens omkostninger. Og på det punkt kan der være behov for at foretage en ændring af reglerne, som jeg så har præciseret. Jeg håber, der i denne debat vil blive taget vel imod den håndsrækning om en kommende lovændring. Tak for ordet.

Hermed siger vi foreløbig tak til justitsministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvor er det dejligt at stå her ved den tredje forespørgsel i dag, for vi startede ret tidligt i formiddags, og det har handlet om mennesker med demens, fordi vi netop har fået lavet en national handlingsplan for demens. Den første forespørgsel var vi ikke så enige om, i den næste var der lidt flere, der var enige, og nu ser det ud til, at vi faktisk er enige alle sammen, og at ministeren faktisk også gør noget ved det. Det er en god måde at afslutte dagens forespørgsler på.

Som vi ser det i Dansk Folkeparti, er det jo rigtig godt, at vi giver nogle penge til udredning, og vi har netop afsat penge til at klæde pårørende på og lave netværk. Vi styrker kompetencen for personalet derude, hvilket også er vigtigt, men hvad hjælper det, hvis en af de personer, der er voldsomt udadreagerende, så skal trækkes igennem en sag som den her? Det var en ulykkelig historie, som har gjort, at vi står her. For vi ved jo, at der med diagnosen demens er rigtig mange former for demens, vi har tidligere i dag hørt, at der findes 200 former, det sagde Venstres sundhedsordfører, så det må vi tro på, og der er desværre nogle, der er værre end andre, kan man sige.

For nogle er det at være svært dement noget, der gør, at man altså skal sikre, at der, når de kommer ud på et plejecenter, er de rette kompetencer. Det håber jeg oprigtigt på at vi nu får løftet med den indsats, der bliver gjort med den nationale handlingsplan. Det er også vigtigt, at der er nogle aktiviteter, og at vi sikrer, at de ikke bliver fyldt med en masse medicin; det er de tiltag, der er gjort. For på den måde ved vi også, om der er problemer, og om der er personale nok, for det er jo ikke altid den udadreagerende persons skyld. Så både for personalets og den syges skyld skal vi sikre det bedst mulige.

Når det er sagt, ved vi, at en enkelt person i afmagt kan komme til at slå og ramme personalet, og desværre tror man nogle steder, at man for at få en arbejdsskadeerstatning skal melde det til politiet, men det behøver man ikke. Jeg ved, at der er nogle faglige organisationer, der siger det, men der er altså dispensationsmuligheder i netop de her tilfælde. Derfor er det også spild af ressourcer og ulykkeligt for de berørte at køre en retssag, når de pågældende er så syge, at de ikke er bevidste om deres handling.

I den her sag blev kvinden ikke straffet på grund af sin mentale tilstand, og som det hedder ifølge dombogen, var tiltalte på gerningstidspunktet utilregnelig på grund af en tilstand, der må sidestilles med sindssygdom. I stedet bestemte retten, at den ældre kvinde forsat skulle bo på den skærmede afdeling på plejehjemmet, hvor hun allerede var beboer, og selv om kvinden ikke blev straffet, fordi hun var utilregnelig, blev hun alligevel dømt til at skulle betale sagens omkostninger, og det var 13.000 kr. Det er rigtig mange penge for en syg person, som ikke har andet end sin folkepension, hvoraf langt det meste går til at betale for pleje på plejehjemmet.

Så det er nogle af de ting, som vi ønsker kan blive ændret, og det håber jeg bliver gjort ved den lovændring, som justitsministeren lægger op til. Så bliver vi i hvert fald fri for disse ulykkelige situationer, og så håber vi, at den nationale handlingsplan løfter området, og at der kommer flere varme hænder, mindre medicin og nogle gladere mennesker med demens.

Jeg vil derfor på vegne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Folketinget noterer sig, at der allerede findes særlige regler for strafforfølgning af lovovertrædelser begået af varigt inhabile, og at langtfra alle sager af denne karakter ender som straffesager ved domstolene.

Folketinget anerkender, at det er et grundlæggende princip, at den dømte i en straffesag skal betale sagens omkostninger frem for staten.

Folketinget noterer sig samtidig, at de gældende regler lægger for snærende bånd på domstolenes mulighed for at kunne foretage en konkret og individuel vurdering af, om det er retfærdigt, at en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale sagens omkostninger.

Folketinget noterer sig, at regeringen derfor i næste folketingssamling agter at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejeloven, så domstolene får mulighed for at vurdere, om det i en konkret straffesag er rimeligt, at en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale sagens omkostninger.

(Forslag til vedtagelse nr. V 82).

Tak for det. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Og vi siger tak til ordføreren.

Så går vi videre i rækken til fru Yildiz Akdogan fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Det ligger os på sinde, at mennesker, som har en psykisk lidelse, et handicap eller en demenssygdom, ikke trækkes igennem unødvendige retssager eller skal betale store beløb i sagsomkostninger.

Mennesker, som er ramt af demens eller en psykisk lidelse, skal kunne få en behandling, som er fair og retfærdig, og som tager hensyn til, at de er ramt af en sygdom. De skal ikke udsættes for at skulle betale omkostninger for handlinger, de på grund af deres sygdom ikke er herre over.

For os i Socialdemokratiet er det væsentligt både at beskytte den syge, men selvfølgelig også de mennesker, som bliver udsat for vold eller overfald af en, der er syg – som oftest personale, der arbejder med udsatte borgere. Det er vigtigt at understrege, at deres vilkår og sikkerhed er meget vigtigt for os. Vi skal sikre, at dem, som arbejder med de mest udsatte mennesker i vores samfund og gør en kæmpe indsats, ikke bliver udsat for vold og/eller overgreb.

Som reglerne er i dag, har retten allerede mulighed for at fritage en dømt, men straffri person, for at betale sagsomkostninger. Hvis man er erklæret varigt inhabil, fordi man eksempelvis lider af en demenssygdom, er det allerede muligt at blive fritaget for at betale sagsomkostninger. Det er op til retten at vurdere i den enkelte sag, og derfor ser vi også, at nogle kommer til at betale, herunder demente.

Det er netop på den baggrund, at denne forespørgsel er blevet stillet, altså fordi der åbenbart findes sager, hvor mennesker, som tydeligvis har været svært demente, er blevet dømt og tvunget til at betale sagsomkostninger, og det giver jo ikke nogen mening.

Vi vil gerne være med til at se på, om det kan gøres bedre, altså at vi sikrer, at personer, som er erklæret syge, for syge til at kunne stå til ansvar for deres handlinger, og er erklæret inhabile, fritages for strafansvar og for at betale omkostninger. Det synes vi er fornuftigt.

Derfor er vi også glade for, at der bliver sat fokus på området, og at der bliver set på, om der er noget, vi kan gøre bedre fremadrettet. For det skal selvfølgelig give mening.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne indledningsvis sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgselsdebatten her. I Venstre har vi det faktisk ligesom i Dansk Folkeparti, nemlig at demente og deres livsvilkår ligger os meget på sinde, og vi har en fælles ambition med Dansk Folkeparti om at sikre, at mennesker med demens på alle måder lever et værdigt liv. Jeg skal hilse fra Venstres retsordfører, og så skal jeg indledningsvis også sige, at jeg taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.

For så vidt angår denne forespørgselsdebat, bør vi måske lige forsøge at afgrænse emnet, for jeg går ud fra, at der alene tales om sagsomkostninger i straffesager, altså ikke i civile sager, som jo er mellem to borgere. I straffesager bærer staten omkostningerne til selve rettens virke, altså dommerløn, anklager, husleje osv., og hvis der medvirker en forsvarer, skal den dømte betale salær hertil, og det er vel denne udgift, som vi taler om i debatten.

Hvor mange sager taler vi så om? Det står mig faktisk ikke helt klart, men der er helt sikkert sket en stigning, efter det blev en betingelse, at offentligt ansatte, f.eks. plejepersonale, skal anmelde en sag til politiet for at få erstatning fra Nævnet for Voldsofre. Jeg ved, at justitsministeren ser på den regel, og det er der god grund til, idet politiet har nok at lave, og idet en dement, der dømmes skyldig, meget sjældent straffes, jævnfør bestemmelsen i straffelovens §§ 16 og 69. Selv om en dement dømmes, men fritages for straf efter disse bestemmelser, risikerer vedkommende alligevel at blive idømt sagsomkostninger. Det kan virke urimeligt, og allerede i dag har vi faktisk en bestemmelse i retsplejelovens § 1008, stk. 4, hvorefter retten kan – og jeg citerer – »begrænse omkostningsansvaret, når den finder, at dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår.«

Den bruges åbenbart ikke, og derfor hilser vi en yderligere præcisering og ministerens varslede initiativer velkommen med glæde. Venstre kan støtte vedtagelsesteksten, som Dansk Folkepartis ordfører tidligere læste op, og det samme gør sig gældende for Det Konservative Folkeparti.

Vi siger tak til fru Jane Heitmann. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak. Tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Jeg tror også, at ordføreren for forespørgerne selv nævnte et eksempel på en sag, der har været, med en svært dement kvinde fra Rødovre, som havde overfaldet en plejehjemsvikar, og det førte til, at plejehjemmet anmeldte den pågældende kvinde til politiet. Politiet afhørte kvinden, til trods for at det faktisk ikke var muligt at føre en egentlig samtale med hende, og der blev også rejst en tiltale. Anklagemyndigheden mente, at sagen skulle rejses, fordi den pågældende kvinde tidligere også havde overfaldet andet personale og de sager også var anmeldt. Selv om kvinden var for syg til at deltage i den her retssag, da hun hverken kan tale eller huske selv, gennemførte man altså retssagen alligevel, men man konkluderede, at hun ikke kunne straffes på grund af sin sygdom. Det er jo klart, at det er en absurd situation, at hun så alligevel ender med at kunne blive pålagt at betale sagens omkostninger, og det er da også kun godt, at vi er enige om, at det må vi kigge på, og at det skal laves om. Den del af forslaget til vedtagelse kan vi også fuldstændig bakke op om fra Enhedslistens side. Når vi ikke er medforslagsstillere til den, skyldes det simpelt hen, at der er en helt anden sætning, som vi ikke er enige i, og derfor vil vi stemme gult til selve forslaget til vedtagelse.

Jeg synes også, det er værd at have med, som Venstres ordfører også lige nævnte, at der er et grundlæggende problem i, at der er en opfattelse af, at det er nødvendigt at politianmelde, når personale bliver udsat for vold på deres arbejdsplads, f.eks. af en borger, der er dement, eller det kunne også være andre borgere, man arbejder med, f.eks. udadreagerende unge, udviklingshæmmede og andre. Det er et grundlæggende problem, at det er meget vanskeligt at få adgang til erstatning, og at der også er en forståelse af, det skal anmeldes til politiet, før man kan få en erstatning. Så det er et helt fundamentalt behov, vi har, at kigge på de regler.

Det er i øvrigt også noget, vi tidligere har fremsat et beslutningsforslag om sammen med bl.a. Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, som nu sidder på justitsministerposten, og SF, hvor vi kiggede på, om man ikke kunne undersøge det her område mere grundigt, lægge frem, hvad der kunne være af muligheder for at sikre en mulighed for at få fuld erstatning, når man som medarbejder udsættes for vold på arbejdet. Det tror jeg ville være medvirkende til at mindske det her problem, men selvfølgelig er der også et særskilt problem i, at man kan pålægges at betale sagens omkostninger, selv om man ikke kan dømmes.

Tak til fru Stine Brix. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Forespørgslen drejer sig om, hvorvidt mennesker med demens eller psykisk sygdom, eller som på anden vis er varigt inhabile, skal igennem retssager og betale sagsomkostninger.

Mennesker med demens, varigt inhabile eller personer med anden psykisk sygdom kan have svært ved at forstå og forholde sig til, hvad der sker omkring dem, og derfor kan de være til fare for både sig selv og andre. Disse mennesker skal vi hjælpe bedst muligt, men ved voldelig adfærd over for andre mennesker skal vi altid tage hensyn til offeret. Der skal være en retsfølelse, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå, at nye overfald kan finde sted. Derfor er der nødt til at være nogle procedurer, hvor man tager stilling til, hvad der skal ske med voldspersonen, også selv om der er tale om en psykisk syg person.

En sådan procedure kan være en straffesag, hvilket dog langtfra altid er tilfældet. Men for mennesker, som er erklæret varigt inhabile på grund af demens eller anden alvorlig sygdom, bør der være mulighed for en individuel vurdering, så man undgår forløb, der er uhensigtsmæssige, både for borgerne og for samfundet. I dag findes der allerede særlige regler, der gør, at i mange sager, hvor der er tale om psykisk afvigende personer, skal der ske tiltalefrafald. I straffesager, hvor dette ikke sker og den tiltalte dømmes, er det som udgangspunkt den dømte selv, der skal betale sine omkostninger, og ikke staten. Det bør fortsat være udgangspunktet.

Men der kan være sager, hvor det ikke virker rimeligt, at en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale sagens omkostninger. Det glæder mig derfor, at justitsministeren lægger op til at se på en lovændring, der giver domstolene mulighed for at foretage en individuel vurdering af, om det i en konkret sag er rimeligt, at en dømt psykisk syg, som er straffri, skal betale sagsomkostningerne.

Liberal Alliance støtter vedtagelsesteksten læst op af fru Liselott Blixt.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Jeg kan forstå på Dansk Folkeparti, som har taget initiativ til den her forespørgselsdebat, at udgangspunktet er en historie fra Information. Det er også den historie, jeg havde tænkt mig at tage udgangspunkt i her i min ordførertale, og måske skyldes det, at det kan være lidt svært faktisk at finde nogle historier og finde ud af, hvad det er, der sker i forhold til vold på plejehjem og demente. Men jeg har da kunnet finde ud af, at i 2015 og 2016 fandt man i Arbejdstilsynet frem til, at der havde været vold på plejehjem eller i hjemmeplejen 34 gange. Altså, 34 gange havde man oplevet, at der havde været vold på plejehjem eller i hjemmeplejen i 2015 og 2016.

Men jeg vil nu alligevel tage udgangspunkt i historien om den her kvinde, fordi jeg synes, det er en vigtig historie og en vigtig oplevelse i forhold til det, det handler om i dag. En aften overfaldt denne 78-årige demente kvinde en social- og sundhedshjælper, der arbejdede som vikar på et plejehjem i Rødovre, hvor den ældre kvinde er anbragt. Social- og sundhedshjælperen fik et slag i nakken og blev hevet i håret, og lidt senere samme aften rev den ældre kvinde hjælperen på underarmen og slog hende flere gange på kroppen. Og kvinden overfaldt igen to gange en medarbejder på det her plejehjem.

På vegne af de to medarbejdere anmeldte plejehjemmet overfaldet til Københavns Vestegns Politi, og kvindens mand fortæller i artiklen, at hans hustru blev forsøgt afhørt af en politibetjent, for at der kunne skrives rapport, men ifølge manden var det lidt af en farce, fordi hans kone »ikke fattede noget som helst af, hvad der foregik omkring hende« . Og efter 5 minutter afbrød man også afhøringen, fortæller manden.

Hun blev så i Retten i Glostrup fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, med en strafferamme på op til 8 år. Og det handler altså om, hvis man »med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv«. Kvinden var blevet fritaget, som det også blev nævnt, fra at møde i retten, fordi hun ifølge lægen var uden bevidsthed om sine handlinger og behøvede hjælp til alle funktioner i dagligdagen. Og på grund af kvindens mentale tilstand blev hun ikke straffet, men hun blev altså dømt til at betale sagens omkostninger på i alt 13.000 kr. Det er jo naturligvis mange penge for en syg person, der ikke har andet end sin folkepension, hvor langt det meste går til at betale for plejehjemmet.

Det er historien om den her kvinde, som ligger til grund for den forespørgselsdebat, vi har i dag, og jeg vil gerne understrege, at mennesker med demens som udgangspunkt ikke er voldelige eller udadreagerende. Men der kan være nogle omstændigheder i deres situation eller nogle behov, som ikke bliver dækket, eller noget i omgivelserne, som ikke er optimalt, og som gør, at mennesker med demens kan blive udadreagerende. Og i Alternativet ønsker vi, at vi som udgangspunkt skal gøre alt for, at mennesker med demens slet ikke kommer i de her situationer, hvor de bliver voldelige.

Når det er sagt, mener vi, der er behov for at få set på den slags sager, og at det er en god idé at skabe forudsætninger for en mere individuel vurdering, også når det gælder betaling af sagens omkostninger. Og vi ser derfor frem til, at regeringen lægger op til et lovforslag, der ser på muligheden for at kunne foretage en konkret og individuel vurdering af, om det er retfærdigt, at en dømt person, der er straffri som følge af sin psykiske tilstand, skal betale sagens omkostninger. Og vi er derfor også med i det forslag til vedtagelse, som regeringen – går jeg ud fra det er – har udfærdiget.

Tak til fru Pernille Schnoor. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for denne tredje forespørgsel om demens. Det har været en fin og grundig debat i dag om emnet, og jeg synes, det har vist, at der er en god fælles forståelse for relevante problemstillinger på området. Selv om det er glædeligt, at vores gennemsnitlige levealder stiger, er det naturligvis rigtig, rigtig trist, at flere og flere får demens. Det er et grundvilkår, vi skal håndtere og skabe den bedst mulige livssituation og størst mulige værdighed ud fra. Det er en rigtig svær situation at håndtere både for den, der er ramt, men også for de pårørende. Man står pludselig i en masse situationer, som kan være svære at tackle med flere dilemmaer til følge. Dagligdagen er ikke, som den har været. Den demente kan komme til at handle på en måde, som man ikke har gjort før. Der skal naturligvis tages hensyn til de svære situationer, man som dement kan komme til at sætte sig selv i, fordi ens krop og sind ikke nødvendigvis handler på samme måde som tidligere og ikke handler efter samme ordrer, som de tidligere har gjort, med potentielt utilsigtede hændelser til følge.

Det er bl.a. derfor, der er de her særlige regler for strafforfølgelse af varigt inhabile, og det er også derfor, at Radikale Venstre støtter forslaget til vedtagelse, hvoraf det også fremgår, at der ventes fremsat yderligere lovforslag på området.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak til Dansk Folkeparti for at sætte denne debat på dagsordenen. Som tidligere repræsentant for FOA-medlemmer i Aarhus har jeg desværre ofte erfaret, hvordan både borgere og ansatte kommer i klemme, når vi som samfund ikke formår at skærme borgere, som grundet sygdom optræder voldeligt. For det må være vores førsteprioritet, at vi helt undgår, at borgere grundet sygdom eller anden form for nedsat habilitet begår overgreb på andre borgere eller ansatte. Det forudsætter først og fremmest tilstrækkelige ressourcer og kompetencer for dem, som skal tage sig af de syge borgere. Forespørgselsdebatten her er dermed også et godt eksempel på, at hvad der er sparet, ikke altid er tjent.

Når skaden alligevel er sket, bør vi som samfund påtage os ansvaret for det skete, al den stund at vold og andre skadelige reaktioner, som rammer andre borgere eller ansatte, ikke lægges den syge borger til last, i det omfang årsagen er sygdom og/eller social afmagt. Der er desværre en række eksempler på, at anmeldelse om vold og deraf følgende retsforfølgelse af den syge borger er en forudsætning for, at den ansatte kan modtage erstatning fra Voldsoffernævnet. Her er der virkelig plads til afbureaukratisering, som både kan gavne den syge borger, den ansatte og samfundsøkonomien. For der er desværre også en række eksempler på, at retssystemet skal behandle sager, som vi alle på forhånd kan se er uretfærdige, både i forhold til den syge borger, som vi ikke lykkes med at skærme, og i forhold til den ansatte, som tvinges til at retsforfølge en syg borger eller alternativt frasige sig et berettiget krav om erstatning for arbejdsskade.

Summa summarum: Vi skal først og fremmest søge at skærme syge borgere, så de undgår at udsætte andre for vold grundet den mentale tilstand. Vi skal, når uheldet alligevel er ude, som samfund påtage os ansvaret for, at det ikke lykkedes at skærme den syge borger. Og så skal vi selvfølgelig sikre, at arbejdsgiverne bærer ansvaret for, at den ansatte eller den borger, som udsættes for vold forårsaget af en syg borger, som vi havde ansvaret for, holdes skadesløs i forhold til erstatning, både i arbejdsskadeforsikringsøjemed og i forhold til de gældende regler for erstatning til ofre for vold. SF noterer sig, at justitsministerens forslag til vedtagelse netop tager højde for, at der er særlige behov for at se på lovgivningen på de områder, og derfor tilslutter vi os også til fulde udtalelsen.

Tak for det. Heller ikke her er der nogen korte bemærkninger. Så er det justitsministeren.

Tak. Jeg vil ikke tilføje så meget. Jeg synes egentlig, at det er kommet ret godt til udtryk i de forskellige indlæg, at det, vi diskuterer, jo lige præcis er balancen mellem retsfølelse, og hvordan det er rimeligt at behandle mennesker som f.eks. demente, der er varigt inhabile, der jo, som det er blevet udtrykt af fru Liselott Blixt, ikke skal trækkes igennem sådan noget her. Det er jo mennesker, der ikke kan gøre for det, for at sige det lidt enkelt.

Der har i dag været en længere debat i Folketinget, som har dækket flere områder, og hvis jeg nu bare skal holde mig meget snævert til det, jeg skal forholde mig til – for jeg synes jo faktisk, det helt generelt er spændende at diskutere, hvordan vi behandler de af vores medborgere, der har sådan en lidelse – så tolker jeg det, jeg har hørt i dag, sådan, at vi er ret godt i overenstemmelse med hinanden herinde, og at forespørgselsdebatten også har vist, at der vil være opbakning til den lovændring, der kommer senere, så domstolene får en reel mulighed for at kunne afgøre, at der ikke skal betales sagsomkostninger. Der er en mulighed i dag, men den bruges ikke på lige præcis det her område, fordi bestemmelsen simpelt hen er for snæver til det, og derfor er der brug for en lovændring, og det ser jeg meget frem til at vi kan få gennemført.

Tak til justitsministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, for afsluttende bemærkninger. Værsgo.

Jeg vil gerne benytte muligheden for at tage ordet her til en afrunding. Nu har nogle af os siddet her i 4 timer, og til dem, der har gjort det, vil jeg sige tak for debatten, men jeg vil også sige tak til de ordførere, der kun har været her en del af tiden. Tak til ministeren, der kom her til sidst og kom med lidt positive input, så det hele i hvert fald ikke var spildt.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi, når vi laver lovgivning herinde, i højere grad vil kunne bevæge os ind på forskellige ministeriers område, så vi ikke kun indtænker et enkelt ministerie, for det er mange gange der, det halter, når vi kommer ud i samfundet. Det var også det, vi ville gøre opmærksom på med de tre forespørgsler, fordi vi syntes, der manglede en del i den nationale handlingsplan. Jeg og min kollega, ældreordfører hr. Jeppe Jakobsen, ved, at vi ikke er færdige endnu, for der er stadig væk ministerier, som vi synes kan være relevante, når det handler om mennesker med demens, og som vi kan tage det op med i nogle forespørgsler.

Men tak for den gode debat. Der er nok nogle, der kan gå videre nu, så tak skal I have.

Vi siger også tak.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 25. april 2017.