Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 23:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Vil ministeren redegøre for status for løftet fra Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om at få indført optjeningsprincipper for børne- og ungeydelsen (børnechecken) for EU-borgere, jf. det fælles udspil »Dansk velfærd i Europa«, status for at få indført en indeksering af børne- og ungeydelsen for EU-borgere og status for forhandlingerne herom i forbindelse med EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og for, hvilke konkrete tiltag regeringen har taget for at sikre en aftale om optjening/indeksering?

Af Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Leif Lahn Jensen (S).

(Anmeldelse 10.01.2017. Fremme 12.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 30. marts 2017.

Det er først hr. Peter Hummelgaard Thomsen for en begrundelse.

Tak for ordet, formand. Vi har jo indkaldt til den her forespørgselsdebat af flere forskellige årsager, både fordi der igennem en årrække har været en større debat om spørgsmålet om indeksering af børnechecken, men jo sådan set også om optjeningsprincipper. Og nu er der så kommet et forslag til en revideret forordning 883, som vi har ment det var på sin plads at Folketingets partier fik lejlighed til at drøfte med hinanden, og vi har lavet en indkaldelse, som lyder sådan her:

Vil ministeren redegøre for status for Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis løfte om at få indført optjeningsprincipper for børne- og ungeydelsen for EU-borgere, jf. det fælles udspil »Dansk velfærd i Europa«, status for at få indført en indeksering af børne- og ungeydelsen for EU-borgere og status i forhandlingerne herom i forbindelse med forordning 883, samt hvilke konkrete tiltag regeringen har taget for at sikre en aftale om optjening/indeksering? Og vi ser meget frem til debatten.

Så er der en besvarelse fra beskæftigelsesministeren, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke de to spørgere for at tage initiativ til en drøftelse af det vigtige spørgsmål om indeksering af børne- og ungeydelsen, som bestemt ligger regeringen bestemt meget på sinde. Jeg sætter stor pris på at få lejlighed til at give en status på regeringens arbejde med forslaget til ændring af forordning 883. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er regeringens holdning i spørgsmålet om velfærdsydelser i Europa meget klar. Regeringen støtter arbejdskraftens fri bevægelighed. Den fri bevægelighed udgør en hjørnesten i det indre marked og en af forudsætningerne for den vækst og beskæftigelse, som er så vigtig for Danmark.

Men EU skal ikke – og jeg understreger ikke – udvikle sig i retning af en social union, hvor fælles standarder bliver et isoleret mål i sig selv. Reglerne, der knytter sig til den fri bevægelighed, skal være baseret på sund fornuft og rimelighed. Vi ønsker et EU, hvor folk søger derhen, hvor der er ledige job, og ikke derhen, hvor der er adgang til bedre sociale ydelser. Derfor har regeringen også den holdning, at velfærdsydelser så vidt muligt skal forblive i Danmark og gå til dem, der arbejder, bor og bidrager i Danmark i en længere periode.

Regeringsgrundlaget viderefører den linje, som de tre nuværende regeringspartier sammen med Dansk Folkeparti fremlagde inden valget i den fælles aftale om dansk velfærd i Europa. Af linjen fremgår det også af det grund- og nærhedsnotat, som blev oversendt til EUU den 1. februar om forslag til ændring af forordning 883 om koordination af de sociale sikringsordninger i EU, at regeringen er stærkt kritisk over for flere dele af Europa-Kommissionens udspil, f.eks. den manglende mulighed for at indeksere børne- og ungeydelsen. Det er en forudsætning for folkelig opbakning til den fri bevægelighed og dermed også det indre marked, at reglerne af befolkningerne opleves som rimelige og fair. Fra dansk side har vi længe arbejdet for, at det gældende regelsæt bliver gået efter i sømmene og tilpasset udviklingen i EU-samarbejdet. Den Europæiske Union er blevet større og har i dag større forskelle mellem velfærdsniveauer og velfærdsmodeller end tidligere. Det er kun naturligt, at dette også afspejles i reglerne.

Regeringen er i forvejen kritisk over for flere af de eksisterende bestemmelser i den gældende forordning. Jeg er derfor også glad for, at Kommissionen nu – og det var jo i december måned – er kommet med et forslag til at revidere reglerne på en række områder. Vi kan heldigvis se, at der på en række områder er tale om forslag, der støtter det danske ønske om mere fair, moderne og dermed også mere rimelige regler.

Men samtidig må vi konstatere, at Kommissionen med sit forslag på andre væsentlige punkter ikke har lyttet til Danmark. Det er skuffende, at Europa-Kommissionen har undladt at benytte muligheden for at rette op på skævheder i det eksisterende regelsæt ved f.eks. ikke at give medlemslandene mulighed for at indeksere børnepenge, der sendes ud af landet. Det er helt afgørende, at reglerne forebygger uhensigtsmæssig brug, så der ikke opstår ubalance mellem medlemslandene. Der må ikke være incitament til at spekulere i relativt højere ydelser og komme unødvendigt pres på den sociale sikring i nogle af medlemslandene. Reglerne går klart for langt, når børn, der er bosat i et andet land, kan få børnepenge på dansk niveau. Det forekommer ganske enkelt ikke rimeligt.

Som bekendt var indeksering af børne- og ungeydelsen, bl.a. efter dansk indsats, en del af den aftale, som Det Europæiske Råd indgik den 19. februar sidste år om en ny ordning for Storbritannien i EU. Det var så i øvrigt også en del af aftalen om dansk velfærd i Europa, at vi bakkede Storbritannien op i forhandlingerne om en ny ordning for dem. Drøftelserne forud for Storbritanniens beslutning om at forlade EU viser tydeligt, at der ikke er nogen traktatmæssige ting til hinder for at indføre indeksering af børnefamilieydelsen. Som jeg har forstået det, benytter Kommissionen endda selv at differentiere visse ydelser til deres egne ansatte, i forhold til hvor de gør deres tjeneste. Så det er altså også administrativt muligt.

For mig at se er det helt centralt, at EU giver plads til forskellige velfærdsmodeller, og at EU-regler på det sociale område opleves som fair. Det er ikke store pengesummer, det drejer sig om, men det er derimod et principielt vigtigt spørgsmål og har bestemt også politisk betydning. Regeringen vil derfor fortsætte med at arbejde målrettet for, at forslaget ændres, så der ikke skal gives fulde danske børnepenge til udlændinge, hvor børnene opholder sig i udlandet, hvis leveomkostningerne i det pågældende land er lavere.

Det bliver ikke nødvendigvis nogen let opgave. Mange, herunder Kommissionen og flere af de nye EU-lande, er imod. Men det er også et faktum, at mange endnu ikke har taget stilling, og der er bestemt også bevægelse i debatten i Europa. Lad mig derfor afslutningsvis benytte lejligheden til at sige et par ord om, hvor vi er i forhandlingerne om Kommissionens forslag.

Som jeg også orienterede om på mødet i Folketingets Europaudvalg den 24. februar, fremsatte Kommissionen sit forslag til revision af forordningen i december. Forhandlingerne om forslaget er altså kun lige gået i gang. Jeg fik for første gang lejlighed til at udveksle synspunkter om forslaget med mine ministerkolleger på EPSCO-mødet den 3. marts. Her gjorde jeg det meget klart, at Danmark er utilfreds med, at forslaget ikke indeholder mulighed for indeksering, og at regeringen vil arbejde målrettet for, at det bliver muligt at indeksere familieydelser, så de tilpasses leveomkostningerne i det medlemsland, hvor barnet har bopæl.

Det var uden tvivl nok den første af mange drøftelser. Rådsmødet efterlod indtryk af, at medlemslandene er splittet i spørgsmålet om indeksering, og at forhandlingerne formentlig vil blive langvarige. Danmark er nok det land, der indledningsvis har været længst fremme i ønsket om at indføre en ordning for indeksering af børne- og ungeydelsen. I forbindelse med præsentationen af Kommissionens forslag i december var det uvist, om andre lande ville følge trop. Men siden har vi heldigvis kunnet konstatere, at der er en positiv bevægelse i en lang række lande. På rådsmødet den 3. marts sagde mine kollegaer fra Østrig, Irland og Tyskland således klart til kommissæren, at de ønsker, at muligheden for indeksering af børnefamilieydelser efter leveomkostninger i barnets bopælsland skal indgå i forhandlingerne. Det er en særdeles positiv udvikling.

Vi vil fra dansk side i løbet af forhandlingerne arbejde tæt sammen med ligesindede lande i forsøget på at overbevise flere lande om fornuften i at ændre reglerne. Vi vil arbejde tæt sammen også internt i regeringen om, at denne sag skal, om man så må sige, prioriteres højt for at sikre danske interesser bedst muligt. Samlet set håber jeg, at det står klart, at regeringen i de kommende forhandlinger arbejder målrettet for, at forslaget ændres, så det bedre flugter med regeringens ønsker og for den sags skyld også med de ønsker, som et bredt flertal her i Folketinget også har givet udtryk for i forbindelse med de drøftelser, som vi bl.a. har haft i Folketingets Europaudvalg.

Ud over de egentlige forhandlingsmøder i rådet taler regeringen løbende med både Kommissionen og bilateralt med andre lande om vores ønsker og argumenterer og arbejder for, at der skabes opbakning til vores synspunkter. Vi taler naturligvis også med europaparlamentarikerne.

Jeg sætter pris på, at Socialdemokratiet udviser interesse for regeringens arbejde med at sikre ret og rimelighed i EU-reglerne om koordinering af de sociale sikringsordninger. Regeringen mener som sagt også selv, at det er et arbejde, der er meget væsentligt, og vi skal naturligvis også fremadrettet løbende holde Folketinget orienteret om sagen. Jeg skrev derfor også allerede den 22. december, umiddelbart efter forslagets fremsættelse, til kredsen bag den europapolitiske aftale og til forligskredsen bag »Et tryggere dagpengesystem« og orienterede alle forligspartier om, at forslaget var blevet fremsat.

Der er jo som bekendt også inviteret til en gennemgang af forslaget den 5. april, og her kan vi så også belyse nogle af de øvrige dele af forslaget, som ikke er genstand for drøftelsen her i Folketinget i dag. Men jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt lægger afgørende vægt på, at der er en kontinuerlig drøftelse om fremdriften i forhandlingerne om 883, da det jo har stor politisk opmærksomhed i Danmark, men bestemt også, fordi vi har en selvstændig politisk interesse i, at alle Folketingets partier er både godt og dermed også velinformeret i forhold til de fremskridt, der måtte komme, og ikke mindst også for at give et estimat over, hvordan det tidsmæssige aspekt vil blive i de forhandlinger, som jeg forventer må blive langvarige, om forordning 883.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak igen for ordet, formand.

Først og fremmest tak til ministeren for besvarelsen. Som jeg redegjorde for under motivationen til denne forespørgsel, har det været vores ønske at bruge den her mulighed til dels at få en lidt bredere debat om forordning 883 og principperne for koordinering af sociale sikringsordninger i EU, men jo også for at høre regeringen og resten af Folketinget om, hvordan man ser på den her sag. Det er jo især i lyset af, at den nuværende regering samt støtteparti i 2015 forud for folketingsvalget gik sammen om udspillet »Dansk velfærd i Europa«, og at hele den debat, der på det tidspunkt var i Folketinget, jo i høj grad bar præg af – hvis man skal sige det pænt – at man tog meget let på, hvordan det vil være muligt rent faktisk at få indført indeksering osv.

Man skriver bl.a. i oplægget, hvor man anfører det som et programløft, at man vil arbejde for at få taget EU-reglerne for velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere op til revision snarest muligt. Revisionen skal bl.a. sigte efter at give større muligheder for at lave optjeningsprincipper, at begrænse mulighederne for eksport af velfærdsydelser, og at velfærdsydelserne skal kunne indekseres efter leveomkostningerne i det land, hvor ydelsen modtages. Og det er jo altså status for de her programløft, vi gerne vil have en debat om.

Der er set med socialdemokratiske øjne ikke nogen tvivl om, at den frie bevægelighed bidrager til vækst og velstand i Danmark. Samtidig er der heller ingen tvivl om, at de nuværende regler ikke er tidssvarende. Siden forordning 883 trådte i kraft, er antallet af EU-borgere, der er bosat i et andet medlemsland end deres hjemland, vokset med mere end 60 pct. I Danmark er antallet af ikkedanske EU-borgere mere end fordoblet. Det stiller store krav til, at vi som land har et ordentligt værn imod snyd med sociale ydelser, der kan undergrave hele fundamentet for vores velfærdssamfund.

Der er stadig væk meget, meget store forskelle på levestandarderne i de forskellige EU-lande. Cirka halvdelen af EU-borgerne, der flytter til Danmark, kommer fra medlemslandene, hvor mindstelønnen er mindst fem gange mindre end de fulde danske arbejdsløshedsydelser. For nogle er den danske arbejdsløshedsunderstøttelse mere end ti gange den løn, de kan få i deres hjemland. Det, der er vigtigt for os her, er, at vi ikke vil acceptere, hvis europæere kommer hertil kun med det formål at modtage danske velfærdsydelser eller i øvrigt misbruger det danske velfærdssamfund. Det er dræbende for opbakningen til det politiske projekt, der hedder EU, hvis vi som danskere oplever, at den samfundsmodel, vi har brugt så mange år på at bygge, undergraves af EU-regler.

Kritikerne af den her debat vil hævde, at det er blæst ud af proportioner, og at der reelt ikke er et problem. Kritikerne har på sin vis ret i, at det i dag ikke er en uoverstigelig udgift for statskassen, men principperne i forordning 883 er nødt til at blive gjort mere tidssvarende af to forskellige hensyn. For det første hensynet til at udvise rettidig omhu, når nu vi ved, at vores arbejdsmarked i fremtiden vil undergå en endnu større forandring og vil opleve en endnu større indvandring af arbejdskraft. Og for det andet og måske allervigtigst: ud fra et rimelighedshensyn. I de her år er det mere end nogen sinde afgørende, at EU-reglerne afspejler almindelig sund fornuft og føles rimelige for de borgere, der en livstid igennem betaler deres skat, a-kassebidrag m.v. Hvis de føler, at reglerne ikke er rimelige, vil det erodere opbakningen til EU og til princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. På den måde handler debatten om børnechecken om ret og om rimelighed.

Jeg skal så til sidst her, inden jeg siger, at jeg glæder mig til en god debat, læse teksten til et forslag til vedtagelse op, som er fremsat af Socialdemokratiet, af Venstre, af Liberal Alliance, af Det Konservative Folkeparti og af Dansk Folkeparti – i hvert fald indtil videre. Og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at EU-reglerne skal være baseret på sund fornuft og rimelighed.

Folketinget konstaterer med utilfredshed, at Europa-Kommissionen ikke har inkluderet indeksering af børne- og ungeydelsen i sit forslag til ændring af forordning 883/2004, ligesom forslaget til ændring af forordningen indebærer yderligere uhensigtsmæssigheder som forlængelse af perioden, hvor man eksporterer sine ydelser til andre lande.

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at skabe opbakning til, at det skal være muligt at indeksere børne- og ungeydelsen.

Folketinget noterer sig, at regeringen løbende vil holde de partier, der stemmer for forslaget til vedtagelse, orienteret om forhandlingerne om forslaget til revision af forordning 883/04.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Når jeg bad om ordet, var det bare for at udtrykke min glæde over forståelsen hos Socialdemokratiet for, at det skal kunne betale sig at arbejde, at det er vigtigt, at der er en mærkbar forskel på det, man modtager i passiv forsørgelse, og det, man får ved at tage på arbejde. Det kunne være, at den forståelse måske endda også kunne brede sig til den indenrigspolitiske debat. Det ville være dejligt.

Værsgo, hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jamen det gør mig sådan set altid glad, når hr. Jan E. Jørgensen er glad.

Jeg vil til gengæld sige, at vi sådan set aldrig nogen sinde har udtrykt manglende forståelse over for, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi har haft en debat med partiet Venstre og med andre borgerlige partier mange gange om, hvorvidt det er yderligere marginale skattelettelser, der rent faktisk er motiverende for, at folk går ud og tager sig et arbejde, eller om det er andre ting. Og så har vi haft en debat om, hvorvidt det reelt er rigtigt, at der er en masse mennesker, der ikke gider at arbejde, hvis der samtidig er arbejde at få.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det ville jo også være mærkeligt, hvis man havde et arbejderparti, der ikke var enig med Venstre i, at det er vigtigt, at det kan betale sig at arbejde. Jeg tror ikke, at jeg behøver sige yderligere ud over måske lige et enkelt ord: kontanthjælpsloft.

Værsgo, hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Venstres synspunkt omkring, at det skal kunne betale sig at arbejde, er velkendt. Vi er uenige med Venstre og en række af de andre borgerlige partier i, at den eneste måde, man kan få folk ud at tage et arbejde, er at skære i deres ydelser og for den sags skyld at stille endnu hårdere krav til dem. Vi tror også, at der er andre måder. Hvis der er arbejde at få, viser det sig jo, at folk rent faktisk gerne vil arbejde, og hvis der er videreuddannelses- og opkvalificeringsmuligheder, så folk kan tage de jobs, der er, hjælper det jo også.

Tak. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren, også for at have rejst den her forespørgselsdebat. Det er jo en meget vigtig diskussion, som jeg også tror vi kommer til at have adskillige gange her i salen, og det er bestemt også nødvendigt.

Ordføreren fremstiller det – sådan opfatter jeg det i hvert fald, og sådan tror jeg mange vil høre det – som om udenlandske arbejdere kommer hertil for at stikke snabelen ned i den danske statskasse og ikke af en måske mere indlysende grund, nemlig at de gerne vil have et arbejde, hvor de kan tjene mere, end de kan hjemme i Polen eller Rumænien. Min opfattelse er nu, at det er det sidste, der er årsagen til, at de kommer.

Jeg vil gerne spørge ordføreren om noget. Ordføreren siger, at vi skal have et værn imod den form for misbrug, og så er det bare jeg spørger: Hvad er det så for nogen EU-regler, der skal ændres, før ordføreren kan sige, at nu har vi fået det værn, som Socialdemokratiet gerne vil have? Skal det opfattes sådan, at hvis vi får indekseret børnechecken og får rullet Kommissionens forslag om, at man kan tage dagpengene med i op til 6 måneder, tilbage og nøjes med 3 måneder, så er vi home safe, og så har vi ikke flere problemer med EU's regler på det her område?

Værsgo til ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Hvis ordføreren har hørt min tale på den måde, altså som værende en advarsel imod udenlandske lønmodtagere, der kommer til Danmark for at tage arbejde, vil jeg sige, at det ikke var ment sådan. Jeg har ikke noget imod, at folk kommer til Danmark og tager et arbejde, hvis de arbejder på overenskomstmæssige vilkår og betaler den skat, de skal. Men det er klart, at nogle af de eksempler, vi har set, hvor der eksempelvis har været tale om spekulation i eksport af velfærdsydelser, og hvor det har oversteget nogle rimelighedsbetragtninger, har vi et problem med.

Til den anden del af ordførerens spørgsmål vil jeg sige: Nej, det mener vi ikke. Vi er optaget af – vi havde faktisk en større debat i forbindelse med udenrigsministerens redegørelse i sidste uge omkring udviklingen i EU-samarbejdet – at få en bedre balance i principperne for arbejdskraftens fri bevægelighed over for respekten for lønmodtagernes lønninger, rettigheder, vilkår osv., for det er en klar mærkesag for Socialdemokratiet, og det er ikke nok med indeksering af børnecheck eller – for den sags skyld – det andet, som ordføreren nævnte.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Men så er det bare, jeg spørger: Hvad er det så for nogen regler, ud over at man gerne vil have en indeksering af børnechecken, hvad der også med Enhedslistens øjne kan være, om jeg så må sige, den næstbedste løsning på det problem? Det andet kan vi såmænd også blive enige om. Men hvad er det så for nogle regler, der derudover skal ændres, for at der kommer den bedre balance? Jeg kan spørge om det samme, men på en anden måde og med en anden indgangsvinkel så: Er det sådan, at ordføreren faktisk er enig med de borgerlige partier i det oplæg, der kom, og som også er nævnt i forespørgslen, om at sikre den danske velfærd i Europa? Er det sådan, at ordføreren faktisk er enig med de borgerlige partier i det oplæg, og at det er derfor, man også har fundet sammen om et fælles forslag til vedtagelse i dag?

Værsgo til ordføreren.

Nej, vi er ikke en til en enige i alt, hvad der står i det oplæg. Vi er enige i behovet for at indeksere børnechecken. Vi synes, at meget af den kritik, der kom fra de daværende oppositionspartier dengang, var urimelig, i forhold til hvilke muligheder vi som regering havde for rent faktisk at forsøge at ændre ved det, og det er også det, vi tror den her regering er ved at sande lige nu. Men vi vil gerne stå sammen om den her vedtagelse, fordi det skaber en fælles indsats for at få kæmpet for at få ændret de regler nede i EU, så vi ud fra nogle rimelighedsbetragtninger umuliggør eksport af visse velfærdsydelser.

Så er det hr. Rasmus Jarlov, Konservative Folkeparti.

Tak. I forbindelse med diskussionen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har jeg fået forståelsen af, at Socialdemokraterne også mener, at man som forbruger har et ansvar for, hvilke firmaer man vælger at benytte, i forhold til at holde lønninger oppe på et vist niveau. Tidligere har hr. Peter Hummelgaard Thomsen kaldt det for svineri, at statsministeren havde sat sig ind i et Ryanairfly. Jeg vil spørge, om det var noget svineri, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen satte sig ind i et fly fra, jeg tror, det hed Wizz Air, her i forbindelse med en fodboldlandskamp forleden dag.

Værsgo, ordføreren.

Jeg tror, at det må være op til hr. Rasmus Jarlov at vurdere, om det var noget svineri eller ej. Jeg valgte jo at tage den forbindelse for at undgå at flyve med Ryanair, og jeg synes i virkeligheden, at ud over at jeg personligt måske nok burde have været væsentlig mere tydelig om, hvad det er for nogle vilkår, Wizz Air flyver under, så understreger det i virkeligheden også det ræs mod bunden, der er i den internationale og i særdeleshed den europæiske luftfartsbranche, hvor der er en mangel på fælles EU-regulering.

Det arbejder vi jo for i EU. Vi arbejder for at undgå, at selskaberne kan lave regelshopping, vi arbejder for at undgå, at man kan ansætte sine medarbejdere på nultimekontrakter, og vi arbejder i øvrigt på at sikre, at der er nogle fair konkurrencevilkår alle selskaberne imellem. Jeg har intet imod lavprisselskaber. Jeg ser bare helst, at de har og flyver på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, og det har ikke ændret sig af det.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg synes jo ikke, at det er noget svineri. Jeg mener, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen gerne må benytte sådan et fly. Jeg bruger også selv Ryanair, ligesom jeg har brugt Uber og andre selskaber, som Socialdemokraterne er imod. Jeg undrer mig bare over, at man kan kalde det svineri, når andre foretager en bestemt handling, mens man ikke vil sige undskyld for det, når man selv gør det, så jeg vil bare spørge hr. Peter Hummelgaard Thomsen, om han vil sige undskyld til statsministeren for, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen kaldte det svineri, da statsministeren benyttede et Ryanairfly, når hr. Peter Hummelgaard Thomsen gjorde præcis det samme her for en uges tid siden.

Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er så nyttigt at give en masse undskyldninger. Jeg synes jo også, der var det forhold i den nævnte sag, at Ryanair rent faktisk var og havde været udtaget til en arbejdskonflikt med dansk fagbevægelse eksempelvis, og at det skete lige efter. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg jo synes, det står meget klart også i medierne. Og jeg synes også, det står meget klart, at jeg selv er mere end bare ærgerlig over det.

Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Så fra det ene spørgsmål og så til et mere principielt, politisk spørgsmål, som drejer sig om dagens forespørgselsdebat. Helt principielt, hvis en borger fra et andet EU-land kommer til Danmark, får et arbejde, betaler skat og dermed bidrager til samfundet, mener ordføreren så, at den person også har ret på lige vilkår med andre, der lever i vores samfund, betaler skat i vores samfund osv.?

Værsgo til ordføreren.

Ja, det mener jeg for så vidt principielt med det meget store men, at der jo er en række af de velfærdsordninger, som vi har lavet i Danmark, som på alle mulige måder er mere omfattende, mere generøse, tager højde for nogle andre ting, end man ser i en lang række andre EU-lande. Jeg mener, at det overstiger det, som jeg vil kalde rimelighedsprincipper, hvis det er, at det kan lade sig gøre for udenlandske lønmodtagere at komme hertil, betale deres skat, få børnechecken, børne- og ungeydelsen, for så at sende den tilbage til det hjemland, de kommer fra, hvor det er, man har et andet udgiftsniveau til eksempelvis det, det koster at have børn, det, det koster at sende børn i daginstitutioner m.v., og det er derfor, at vi er tilhængere af en indeksering af børnechecken.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men kan ordføreren ikke også se, at der alligevel er en udfordring i, at man kommer som borger fra et andet land, Frankrig eksempelvis, får et arbejde og betaler sin skat, men at ens børn bor i Frankrig, så man ikke bruger læge, ikke bruger skole, ikke bruger alle de andre dele i vores velfærdssamfund – og at vi så går ind og synes, at det her er det helt vidtrækkende og største problem? Vi har tidligere diskuteret det i forbindelse med B 48 og et utal af gange i Europaudvalget, og nu har vi her igen en stor debat om det, som om det er et af de mest presserende spørgsmål.

Værsgo.

Men samtidig har de borgere jo stadig væk ret til at benytte sig af de ting, altså vores forskellige velfærdsydelser, og det står dem også frit for at tage deres børn med til Danmark under principperne for arbejdskraftens frie bevægelighed. Og i den henseende ville jeg heller ikke have noget imod, at de fik en børnecheck til at betale for børnenes underhold. Jeg tror, at man skal være meget opmærksom på det, og der tror jeg faktisk at Alternativets ordfører og jeg er enige, måske bare med forskellige udgangspunkter.

Når vi er tilhængere af indeksering af børnechecken, er det i virkeligheden et forsøg på at forsvare princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, for hvis det overstiger almindelige rimelighedsbetragtninger, tror jeg, man vil se, at opbakningen falder ude i befolkningen. Og det mener jeg rent faktisk ville være rigtig, rigtig skadeligt, både for vores økonomi, men jo sådan set også for vores muligheder for at bevæge os frit og tage et arbejde i de lande, hvor arbejdet måtte være.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren i denne omgang. Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Allerførst vil jeg rette en tak til hr. Peter Hummelgaard Thomsen og hr. Leif Lahn Jensen for at have stillet den her forespørgsel. Det er altid interessant at have en forespørgsel, hvor vi diskuterer børnechecken. For at gøre det helt klart mener Dansk Folkeparti jo ikke, at man skal kunne sende børnechecken ud af Danmark. Den er for de børn og forældre, der er i Danmark, til de udgifter, de har i Danmark.

Når det så er sagt, synes vi, det er på sin plads, at hvis man er tvunget til at sende børnechecken ud, og det er man jo lidt på grund af EU-regler, så skal det også afspejle, hvad købekraften er i det land, hvor de modtager den. For det bør jo være sådan, at for f.eks. en bulgarer, der arbejder i Danmark og har kone og børn hjemme i Bulgarien, er det Bulgarien, der betaler børnebidraget. Det er ikke bulgareren, der arbejder i Danmark, der skal have børnechecken og sende den hjem.

Hvis man har et barn mellem 0 og 2 år, får man her i Danmark udbetalt 17.880 kr. hver tredje måned som en børnecheck, og skal den så indekseres efter købekraft, vil det svare til, at vi kun skulle sende 6.180 kr. til Bulgarien hver tredje måned. Men i dag bliver der sendt 17.880 kr. til Bulgarien hver tredje måned – eller også er det om året, det ved jeg sgu ikke engang. Undskyld, jeg må ikke bande, beklager meget, formand.

Men altså, hvis man tager eksemplet med de 17.880 kr. – og det er selvfølgelig om året, ikke hver tredje måned, heldigvis – så må vi se på købekraften. Hvorfor skal de sende så mange penge hjem til Bulgarien og faktisk have en fordel af ikke at have børnene her i Danmark og få en stor børnecheck til underhold, som kan sendes hjem til Bulgarien? Det synes vi ikke er ret og rimeligt. Det må være sådan, at der indekseres efter købekraften, hvis vi skal sende pengene ud af landet.

Det samme gør sig gældende for stort set alle østeuropæiske lande, der er med i EU. Generelt mener vi også, at det skal gælde for alle EU-lande, at børnechecken skal indekseres, og i den forbindelse kan vi se, at der er sket en stigning. Jeg nævnte de her 17.880 kr., og i 2017-niveau er det 17.964 kr. – det tror jeg er det rigtige tal. Det vil sige, at man kan se en stigning og en forbedring af forholdene, nemlig at jo mere man tjener i Danmark, desto større check kan man sende hjem. Vi har også set eksempler på, at en arbejdsgiver, der underbetaler sine medarbejdere, siger: Det kan godt være, du ikke får så meget i løn, men vi hjælper dig med at få børnechecken sendt hjem; den er skattefri, og det betyder rigtig meget. Det er ikke ret og rimeligt, at det skal være sådan.

Hvad angår forordningen, har ministeren her fra talerstolen sagt, at der er opbakning fra Tyskland – og det kan jeg forstå der også er fra Østrig – til at lave en indeksering af børnechecken. Så må det jo være sådan, at man virkelig går ind og gør det, og jeg kunne da godt have ønsket, at ministeren så havde sagt: Jamen lad os lave en lovgivning om det her i Danmark og prøve at få den godkendt ved EU-domstolen; i stedet for at ministeren siger, at det må vi nok ikke, og at vi nok skal vente, til vi måske har fået aftalt, at man godt må indeksere.

Tag da og lav en lovgivning, og tag så en prøvesag og se, hvad EU siger til det, for at få rene linjer. Det synes jeg egentlig må være ret og rimeligt, men det kan ministeren jo svare på senere, når han kommer herop, altså hvorfor man ikke afprøver den mulighed. For tilsyneladende vil der være et stort flertal for det, hvis ministeren kommer med et lovforslag om at indeksere børnepengene. Det er der ingen problemer i. I Dansk Folkeparti lægger vi stemmer til, og det kan jeg forstå Socialdemokratiet også gør, så flertallet er hjemme.

Så afprøv da sagen, og se, hvad der sker. På den måde lægger det også mere pres på EU, at der her er en sag, der betyder meget for Danmark, og det skal selvfølgelig på plads, når ministeren kommer ned til EU. Så langt hen ad vejen synes jeg da, det er positivt, at der fra regeringen trods alt ikke på forhånd kommer en afvisning af at indeksere børnechecken.

Jeg skal sige, at vi selvfølgelig tilslutter os det forslag til vedtagelse, der er fremsat.

Så skal jeg lige beklage, at jeg i starten kom til at sige, at de 17.880 kr. var for 3 måneder, når det er for et 1 år. Det er for sådan at undgå misforståelser.

Men vi støtter forslaget til vedtagelse og håber, at ministeren er klar til at tage lidt hårdere fat og lægge mere pres på EU ved at prøve at lave en lovgivning og så med den i hånden se, om det ikke kan have en virkning over for EU.

Tak til hr. Bent Bøgsted. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren. Det synes jeg var en frisk idé, den er vi da med på i Enhedslisten. For vi mener jo, at en indeksering af børnechecken er den næstbedste løsning, når vi nu ikke kan få det, som egentlig står i den danske lovgivning. Det er vi da med på, så jeg kan kun opfordre til, at vi måske snakker sammen om en lille tekst. For jeg tror, at noget af det, der kan sætte skub i det der EU-system – det viser Brexit trods alt – er, at landene begynder at bestemme selv. Så kommer der lidt skub i systemet, så den er vi med på fra Enhedslistens side.

Det, jeg vil spørge om, handler om, at Dansk Folkeparti vist også er med i »Dansk Velfærd i Europa«, altså den her aftale på halvanden sides penge, som man indgik for et par år siden, og hvor der bl.a. står:

»I Danmark vil vi:

Indføre optjeningsprincipper hvor det er muligt med afsæt i en fuldstændig kortlægning af danske velfærdsydelser, som andre EU-borgere kan få ret til uden længere ophold eller beskæftigelse i Danmark.«

Det er altså et ønske eller et krav om at indføre optjeningsprincipper. Hvordan går det med det?

Værsgo, hr. Bent Bøgsted.

Jamen her i sidste uge blev der indgået en aftale om optjeningsprincipper for 6 år, så det går da i den rigtige retning. Men det, hr. Finn Sørensen hentyder til i forhold til EU-borgere, er, at det her optjeningsprincip er for tredjelandesborgere. Det går i den rigtige retning, at det er udvidet til 6 år, og vi ser da også gerne, at der bliver optjeningsprincipper for EU-borgere.

Men man skal selvfølgelig huske på, at der er forskel på, om det er en familie, der kommer herop og bosætter sig med børn og det hele, for så bliver pengene jo ikke sendt ud af landet. Så får de pengene til det forbrug, der er. Men jeg synes, det ville være fair nok også at kigge på optjeningsprincipper for dem, der kommer til Danmark og slår sig ned.

Hvordan det kommer til at gå, og om vi kan lave en aftale for EU-borgere også, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men jeg tager imod hr. Finn Sørensens tilbud om at prøve at lave et beslutningsforslag om indeksering af børnepengene. Lad os bare snakke sammen om det.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det må vi så arbejde videre med. Ordføreren sagde det jo selv, altså i forhold til det optjeningsprincip, der er blevet indført for nylig og strammet op og gjort ved. Det har man jo gjort på mange andre områder fra den her regerings side, og det har alt sammen været vedrørende tredjelandesborgere. Det, jeg spurgte til, var ambitionen om at indføre optjeningsprincipper for vandrende arbejdstagere. Og så er det, jeg spørger, hvordan det går med det. Og når ordføreren ikke kan svare på det, er det, fordi der ikke sker noget som helst på det felt.

Jeg spørger så: Hvorfor sker der ikke noget på det felt? Hvorfor har det blå flertal, som der nu er, ikke gennemført optjeningsprincipper for vandrende arbejdstagere fra EU- og EØS-lande, sådan som man sagde man ville?

Ordføreren.

Nu var jeg ikke med ved de forhandlinger, men jeg vil gætte på, at det er, fordi Dansk Folkeparti ikke kan få regeringen overbevist om, at man skal indføre de principper for EU-borgere. Det vil jeg sådan lige umiddelbart gætte på. Men jeg ved ikke, hvordan det går med forhandlingen på det område. Det er nok vores EU-ordfører, vi skal have på banen der for at få at vide, hvordan det går. Men vi har stadig væk et ønske om at indføre optjeningsprincipper, der er ikke nogen ændringer der. Men det kræver, at der er flertal for det.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Det er faktisk nogle meget principielle politiske spørgsmål, vi tager stilling til her i dag, netop om man, hvis man betaler skat i Danmark, så har krav på de velfærdsydelser, vi har. Så jeg tager ud på en lille tankerejse og siger, hvis jeg nu køber det princip: Nu leger vi, at vi har en optjening for den vandrende arbejdstager; en person har boet her i 6 år og betalt skat måned efter måned, mens vedkommendes børn stadig væk bor i Frankrig eller i Tyskland. Hvor lang tid skal man have optjent for at have lov til at få del i de velfærdsydelser, vi har som en del af vores system – og som de borgere jo betaler skat til, og som de borgere faktisk bidrager til og ikke gør så meget brug af, da børnene ikke går i skole, går til lægen osv.?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen altså, nu er det sådan, at børnene nok går i skole og til læge i det land, hvor de bor, og det er så det land, der skal betale børnechecken, hvis de har den ordning. Det bør ikke være Danmarks problem, at der er en, der arbejder i Danmark og så har kone og børn til at bo derhjemme. Vi er imod, at børnechecken skal sendes til det land, som man kommer fra, uanset om det er Bulgarien eller Frankrig, som hr. Rasmus Nordqvist nævnte før. Det må være det land selv, der betaler til de børn, der bor i deres land. Bare fordi man arbejder i et andet land, skal man ikke have en børnecheck sendt hjem. Det mener vi absolut ikke. Der skal være udbetaling i det land, hvor børnene bor, og den skal komme fra det land, som børnene bor i.

Værsgo, hr. Rasmus Nordqvist.

Nu handler det her jo ikke bare om arbejde. Det her handler om at bidrage til samfundet ved at betale skat hver måned af den løn, man får. Så vil det sige, at ordføreren mener, at selv om det er en skatteyder i Danmark – altså en, der bidrager til det danske samfund – så er det et andet land og det andet lands skatteydere, der har ansvaret for børnene? Altså, det er sådan forskudt, hvem der får ansvaret for de her børnepenge. Er det rimeligt, at Frankrigs skatteydere betaler til de børn, der bor i Frankrig, selv om det samfund, som skatteyderen bidrager til, er Danmark?

Værsgo, ordføreren.

Nu kan det være svært, hvis ikke man lige kan huske alle reglerne, men vi har jo en fælles aftale med bl.a. Frankrig om beskatning. Det siger hr. Rasmus Nordqvist at vi ikke har, og det er så o.k.; det skal jeg ikke gøre mig klog på her. Men i princippet skal man optjene af den løn, man tjener, og den børnecheck, man optjener, skal udbetales i Danmark. Hvis man har familien med og man har børnene med i Danmark, har man ret til at få den, men det skal ikke være Danmark, der skal sende en børnecheck til et andet land. Hvis det er Bulgarien, som jeg nævnte her, må det være Bulgarien, der betaler børnechecken til de børn, der bor der, hjemme i deres eget land. Det er ikke meningen, man skal nyde godt af de sociale ydelser her.

Derfor er vi imod at sende checken ud af Danmark, og vi vil også gerne have optjeningsprincipper. Og så må Bulgarien eller Frankrig udbetale børnecheck til de børn, de har i det land, så de kan nyde godt af deres sundhedsvæsen. Det gør de nok også i forvejen.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Venstre er, har altid været og vil altid være varme fortalere for arbejdskraftens frie bevægelighed, for den frie bevægelighed er en af hjørnestenene i det indre marked. Den udgør en væsentlig forudsætning for Danmarks vækst og velstand. Og det handler ikke kun om vækst og velstand – penge. Det handler også om, at danskere, som af nød tager til et andet land for at finde arbejde, har muligheden. Omkring krisen var der ganske mange jyske håndværkere, der tog arbejde i Tyskland. Ordrebogen hjemme i Danmark var tom, og Tyskland ligger altså tæt på. Det er billigere at komme dertil end eksempelvis til København, og der var ganske mange jyske håndværkere, der arbejdede i Tyskland.

Men det kan også være lysten, der driver værket, muligheden for at få arbejde i Bruxelles, Barcelona eller Berlin – ikke fordi man er nødt til det, men fordi man har lyst til at prøve kræfter med det i nogle år. Det synes vi er meget, meget positivt. Og selv om drømmen om Europa aldrig går i opfyldelse og man aldrig nogen sinde kommer ud over den hjemlige andedam, så mener vi, at bare det, at man har muligheden, har ganske, ganske stor betydning.

Men arbejdskraftens frie bevægelighed handler jo altså netop om arbejdskraftens frie bevægelighed og ikke om bistandsmodtageres frie bevægelighed. Det er et spørgsmål om, at man har mulighed for at finde arbejde og forsørge sig selv i et andet EU-land end der, hvor man bor. Derfor har det også igennem snart noget tid været Venstres ønske, at vi skal have mulighed for at kunne indeksere børnechecken for EU-borgere, der kommer til Danmark som vandrende arbejdstagere, og som altså sender børneydelsen hjem til deres børn, som opholder sig i hjemlandet. Det er simpelt hen hverken ret eller rimeligt, at man som udenlandsk lønmodtager kan sende børnepenge hjem til et land, hvor leveomkostningerne og prisniveauet er betragtelig lavere end i Danmark, medmindre der sker den her indeksering. Det er altså væsentlig billigere at have børn i Rumænien, end det er at have børn i Danmark.

Så er det da rigtigt, at antallet af udenlandske statsborgere, der sender børnechecken hjem til hjemlandet, ikke er sådan alarmerende højt, hvis vi kigger på statskassens udfordringer. Det er ikke sådan, at når vi ændrer reglerne for børnecheck, vil det medføre en milliardstor besparelse i den danske statskasse, der kan gøre os i stand til at foretage os alt muligt. Vi taler om et millionproblem, ikke et milliardproblem.

Men det eneste afgørende er altså ikke, hvor mange penge det drejer sig om, for det handler også om ret og rimelighed. Det handler om, at vi må have skabt et EU-samarbejde, hvor der er plads til forskellige velfærdsmodeller, og hvor der er plads til regler, som opleves som retfærdige for alle befolkninger i Europa, herunder selvfølgelig først og fremmest den danske.

Jeg synes, det er værd at hæfte sig ved, at spørgsmålet om indeksering af børne- og ungeydelsen jo altså heller ikke kun er en debat her i Danmark. Det var noget af det, som indgik i den aftale, som Storbritannien fik forhandlet sig til forud for Brexit. Og hvis det var blevet »remain« i stedet for »leave«, havde vi altså fået denne indekseringsmulighed også her i Danmark. Så der er i øvrigt hverken noget traktatstridigt eller grundlæggende umuligt ved at indføre den indeksering, som Venstre ønsker. Det viser aftalen forud for Brexit jo med al tydelighed.

Det er så ikke alle lande, der ser ens på det her spørgsmål. De østeuropæiske lande har et andet synspunkt, end vi har, og det er ikke så underligt. Så regeringen skal kæmpe. Regeringen skal kæmpe en hård kamp, og det bliver en langsommelig og slidsom proces, men vi har en forhåbning om, at det vil lykkes og vi kommer ud i den anden ende med en sejr. Jeg er sikker på, at vores minister – og i øvrigt også vores dygtige embedsmænd – arbejder meget målrettet på at indfri regeringens ambitioner om mere rimelige rammer for børnechecken.

Se, her i weekenden rundede det europæiske samarbejde jo et skarpt hjørne. Det var 60 år siden, Romtraktaten blev underskrevet, og ved den lejlighed udbredte jeg og flere andre os jo altså om, hvor godt det er, at vi har EU, og at hvis ikke vi havde EU, skulle vi skynde os at få det opfundet.

Som proeuropæer skal man naturligvis også kunne forholde sig kritisk over for de dele af samarbejdet, der ikke fungerer. Det er der ikke noget underligt i, det gør vi i alle andre politiske sammenhænge – Folketing, kommunalbestyrelse, regionsråd – så hvorfor skulle vi ikke også gøre det i EU og få ændret de ting, der ikke fungerer hensigtsmæssigt, til noget bedre? For det er simpelt hen en forudsætning for fortsat folkelig opbakning til den frie bevægelighed og det indre marked, at vi får regler, som danskerne føler og oplever som fair og rimelige. Og derfor håber jeg virkelig, at alle, også dem, som desværre ikke kan støtte det forslag til vedtagelse, som ligger her i dag, vil arbejde sammen på, at vi får løst det her problem, så vi kan sikre den fortsatte opbakning til det europæiske samarbejde.

Tak. Så er der nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er jo ganske rigtigt, som ordføreren siger, al mulig grund til at ønske EU-projektet og for den sags skyld også arbejdskraftens frie bevægelighed tillykke med fødselsdagen, sådan som hr. Jan E. Jørgensen gør.

Hr. Jan E. Jørgensen er jo i sin tale – som han ofte er, og det synes jeg er rigtig, rigtig fint – meget, meget begejstret for hele EU-projektet. Og vi deler sådan set også hele målsætningen om at løse det her problem. Men vil hr. Jan E. Jørgensen ikke indrømme, at de krav, der var i den sidste regeringsperiode, efter at Danmark fik en henstilling fra Kommissionen om optjeningsprincippet, om, at man bare kunne bryde EU-retten, på det tidspunkt var både uansvarlige og forkerte set med historiske briller – nu, når hr. Jan E. Jørgensen står på talerstolen?

Værsgo til hr. Jan E. Jørgensen.

Det vil jeg ikke forholde mig til.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jamen hvorfor vil ordføreren ikke forholde sig til det? Han sad i Folketinget i perioden. Der var et oplæg, »Dansk velfærd i Europa«, hvor man påstod, at man bare kunne indføre optjeningsprincippet. Det var et krav fra den nuværende statsminister, at Danmark sådan set bare kunne bryde EU-retten.

Værsgo.

Jamen jeg kan jo citere min partifælle miljø- og fødevareministeren og sige: Jamen det vil jeg simpelt hen ikke.

Så er det hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Undskyld mig, men det her er simpelt hen for tyndt. Jeg prøver at spørge på en anden måde. I 2014, da vi havde en socialdemokratisk ledet regering, var der et flertal, der pålagde regeringen at administrere efter optjeningsprincippet i sagen om de danske børnepenge. Princippet var i strid med EU-retten. Derfor gjorde regeringen dengang det, at man ikke kunne følge beslutningen, fordi man ikke ville lave lovgivning, der gik imod EU-retten. Nu er jeg så nødt til at spørge ordføreren, som er ordfører for Venstre, Venstre, som jo sidder i spidsen for regeringen: Vil Venstre og vil regeringen lave lovgivning, der går imod EU-retten? Det er bare at svare med et ja eller et nej.

Ordføreren.

Nej.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Det var meget mere klart end det svar, hr. Peter Hummelgaard Thomsen fik. Det vil så også sige, at det ville Venstre godt, dengang de var i opposition, men det vil de så ikke, nu da de er i regering. Socialdemokratiet får tit at vide af Venstre, at når de er et oppositionsparti, er de det ene, og når de er i regering, er de et andet parti. Så det vil sige, at ordføreren så hermed må give mig ret i, at når Venstre er i opposition, vil man gerne lovgive imod EU-retten, men det vil man så ikke, når man er i regering. Er det ikke korrekt forstået?

Værsgo til ordføreren.

Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er nej, overhovedet ikke. For dengang havde man en anden vurdering af, om det var medholdeligt inden for EU-retten eller ej. Man kan så i bagklogskabens ulideligt klare lys se, at den vurdering var forkert. Men altså, sådan er det. Det var jo ikke, fordi Venstre dengang bevidst pålagde nogen at bryde EU-retten. Det tror jeg sådan set også man er klar over i Socialdemokratiet.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Betyder det svar, at Venstre er parat til at sige undskyld til den tidligere regering og det tidligere folketingsflertal? For dengang var man nemlig parat til at vælte Thorningregeringen, fordi Thorningregeringen ikke ville administrere børnechecken i overensstemmelse med den lovgivning, som VK-regeringen havde vedtaget, og hvor der jo blev indført nogle ret skrappe optjeningsprincipper for at få ret til børnecheck. Da var man parat til at vælte Thorningregeringen.

Så enten må man altså sige undskyld nu, fordi man dengang var så høj i hatten, eller også må man jo være parat til at vælte den nuværende regering, for den administrerer jo fuldstændig på samme måde, som Thorningregeringen, nemlig i strid med den gældende lovtekst om optjeningsprincipper. Så vil ordføreren ikke nok være sød at vælge mellem de to muligheder?

Værsgo til ordføreren.

Jeg hørte det som tre muligheder. Det var også en mulighed, at jeg kunne være med til at vælte den nuværende regering. Det tror jeg ikke vil overraske hr. Finn Sørensen, når jeg siger, at det er jeg altså ikke klar til.

Med hensyn til spørgsmålet, om man skal sige undskyld, – det var hr. Rasmus Jarlov også inde på tidligere – tror jeg ikke, at det kommer bag på hr. Finn Sørensen, når jeg siger, at det er vi ikke parate til.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen så hænger det, man står og siger, jo ikke rigtig sammen, fordi i 2014 var de blå partier klar til at vælte Thorningregeringen, fordi den ikke administrerede børnechecken i overensstemmelse med den lov, som VK-regeringen havde indført. Men den siddende regering gør nøjagtig det samme. Hvorfor er man så ikke parat til at vælte den siddende regering?

Værsgo.

Jeg forstår godt, hvad hr. Finn Sørensen siger. Det gør jeg. Det er sådan set forholdsvis klart og tydeligt, og jeg tror også godt, at hr. Finn Sørensen forstår, hvorfor jeg ikke er klar til at vælte en regering med min egen partifælle i spidsen som statsminister. Det ville være noget af et særsyn.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Finn Sørensen som ordfører for Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Hvis man skal løse et problem, skal man jo finde den grundlæggende årsag til, at problemet er der, og den grundlæggende årsag til de problemer, vi diskuterer her, er nogle bestemmelser i EU-traktaten, specielt bestemmelser i forhold til det indre markeds regler. For det er jo de regler, der betyder, at vi er blevet frataget muligheden for selv at bestemme, hvem der skal have adgang til de velfærdsydelser, vi har her i landet, og om disse velfærdsydelser skal kunne tages med ud af landet. Disse regler betyder også, at vi er frataget nogle vigtige redskaber til at sikre, at de arbejdere, der kommer hertil, arbejder her på lige vilkår, altså det problem, vi plejer at kalde social dumping. Og der er hele historien om børnechecken jo det klassiske eksempel på den første del af det med velfærdsydelserne.

For i den oprindelige danske lov om børnechecken står der jo højt og tydeligt, at hvis man er skattepligtig her i landet og børnene opholder sig her, så har man ret til at få en børnecheck. Så var der nogle få undtagelser i forhold til muligheden for at tage den med ud af landet, f.eks. hvis børnene skulle studere, nogle meget rimelige principper, som det danske Folketing har været enige om i årevis. EU har bare bestemt noget andet. For EU har bestemt, at hvis man opnår status som vandrende arbejdstager – og det kan man gøre med 10 timers arbejde om ugen i nogle få uger – så har man ret til den fulde børnecheck, og man har også ret til at tage den med ud af landet. Det er EU, der har bestemt det, og ikke det danske Folketing, og det er stik i strid med den lovgivning om børnechecken, vi vedtog for mange, mange år siden her i landet. Så indførte VK-regeringen nogle optjeningsprincipper, men man ville ikke respektere sammenlægningsprincippet, som jo siger, at hvis der er optjeningsprincipper for at få en ydelse, skal man medregne de perioder, den vandrende arbejdstager har opholdt sig i andre EU-lande. Det ville VK-regeringen ikke respektere, på trods af at det var rimelig klart, at det var i strid med EU-reglerne.

Så kom Thorningregeringen til, og jeg ved ikke, om de er mere eller mindre EU-loyale, men de turde i hvert fald ikke administrere i strid med EU-reglerne, så de rettede ind i forhold til optjeningsprincipperne og sammenlægningen af perioderne, med det resultat, at de kom til at administrere i strid med den lovgivning, som VK-regeringen havde lavet, et grundlag, som de blå partier så truede med at vælte Thorningregeringen på. Så skete der jo bare det, at et flertal pålagde Thorningregeringen, at de skulle rette sig efter det, der stod i lovteksten, og Enhedslisten var en del af det flertal. Det var ikke, fordi vi var enige i lovteksten, men fordi vi mener, at dansk lov skal stå højere end EU-lovgivningen, og det ville Thorningregeringen stadig væk ikke, medmindre der blev vedtaget et lovforslag. Så fremsatte Enhedslisten et lovforslag, der nøjagtig beskrev de principper, der var i den danske lovgivning om børnechecken, fra starten af. Det var der ingen andre der ville stemme for. Jo, jeg tror, at Dansk Folkeparti stemte for det, men de andre ville ikke, nogle, fordi det var i strid med EU-reglerne, og andre, fordi de absolut ville have nogle optjeningsprincipper. Så fortsatte Thorningregeringen med at administrere i strid med den her lovgivning, som VK-regeringen havde vedtaget, og det gør den nuværende regering også, på trods af at den truede med at vælte Thorningregeringen på nøjagtig det grundlag. Hvad viser alt det her? Det viser selvfølgelig, at ondets rod er nogle partier, der ikke helt kan finde ud af, om de vil udfordre EU-retten, eller hvad de vil, og det er jo et problem i sig selv. Men det grundlæggende problem er, at det altså er nogle andre, der har bestemt de regler, som vi administrerer børnechecken efter, og det synes jeg at man skal bide mærke i.

Så er der det med indekseringen af børnechecken, og ja, det er den næstbedste løsning, hvis vi ikke kan få de principper. Men det løser jo ikke problemet, for de regler, der er om velfærdsydelser, gælder jo dem alle sammen. Hvad social dumping angår, har vi været inde på det mange gange, men Domstolen har forhindret os i at kræve, at udstationerede virksomheder fuldt og helt skal leve op til danske overenskomster, og lave en konflikt for at komme igennem med det. Vi har ikke mulighed for at sikre, at vandrende arbejdstagere lever op til nøjagtig de samme løn- og arbejdsvilkår, i det øjeblik de kommer ind i landet, en ganske simpel og fornuftig ting, som vi bruger i forhold til tredjelandes arbejdere, nemlig at stille krav om en arbejds- og opholdstilladelse, hvor der ligger en ansættelseskontrakt som grundlag. Selv sådan et beskedent krav må vi ikke have for EU.

Så vil man ikke nok forholde sig til i den videre diskussion, at det er nogle EU-regler, der forhindrer os i selv at bestemme i det her forhold, og det er dem, der skaber problemerne? Derfor vil jeg gerne læse et lille forslag til vedtagelse op, der lyder sådan:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EU-reglerne forhindrer det danske Folketing i at bestemme reglerne for vandrende arbejdstageres adgang til danske velfærdsydelser og dagpenge, og at EU-reglerne fratager os de nødvendige redskaber til at sikre lige vilkår for såvel udenlandske som for danske arbejdere.

Folketinget pålægger derfor regeringen at benytte forhandlingerne om en revision af forordning 883 til at rejse kravet over for de andre regeringschefer om en dansk undtagelse på dette område.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 62).

Det affødte en kort bemærkning fra hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Amager.

Tak for det, og tak til ordføreren for Enhedslisten. Ordføreren kommer lidt med en opfordring til alle Folketingets partier om bare at indse og acceptere, at grunden til hele det her morads og alle de her besværligheder og alt muligt andet er, at EU-retten forhindrer det. Det vil jeg gerne medgive. Det er jo det, der har været Socialdemokratiets udgangspunkt hele vejen igennem. Vi har sådan set indrømmet, at der har været udfordringer i forhold til EU-retten, samtidig med at vi jo også anerkender, sådan som det her system er etableret, at EU-retten i mange henseender har forrang for dansk lovgivning. Så vil hr. Finn Sørensen ikke bare medgive, at det sådan set hele tiden og hele vejen igennem har været Socialdemokratiets position, og at det i virkeligheden er ovre i den anden side af salen, man skal kigge i forhold til de holdningsmæssige udsving, der har været over de senere år?

Ordføreren.

Jeg vil gerne anerkende, at ordføreren har anerkendt det, og det synes jeg i sig selv er et fremskridt, når man kigger på Socialdemokratiets argumentation på det her område, som jeg jo har fulgt i rigtig mange år, af gode grunde også flere år end spørgeren. Så det er glædeligt, at man er kommet så langt, at man konstaterer, at det er EU-reglerne, der er problemet på det her område. Så savner jeg bare nogle større ambitioner i forhold til at skaffe os noget mere selvbestemmelse her i det danske Folketing over de regler. Det er sådan set min pointe over for Socialdemokratiet og med det forslag til vedtagelse, vi har fremsat.

Spørgeren.

Jamen de ambitioner diskuterer ordføreren og jeg jo ganske ofte, og det vil jeg sådan set gerne blive ved med at diskutere. Men det, der adskiller Enhedslisten fra Socialdemokratiet, er jo netop, at Socialdemokratiet ikke ønsker, at Danmark skal melde sig ud af EU, og vi bakker sådan set også helhjertet op om princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed med de udfordringer, det også giver. Men jeg tror, at vi deler ambitionen om, at vi ikke skal gå på kompromis med overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår og lønmodtagerrettigheder m.v. I bredere forstand er det jo sådan set hele det stridsspørgsmål, vi har forsøgt at bringe op i den her forespørgselsdebat i dag.

Ordføreren.

Hvis spørgeren havde hørt lidt efter, ville han have hørt, at der ikke stod noget om udmeldelse af EU i det forslag til vedtagelse, vi fremsatte. Det var et forslag om, at vi får en undtagelse fra traktatens bestemmelser på de her områder, og om end der ikke er i enighed i Folketinget om de konkrete løsninger, så sporer jeg dog en ganske stor utilfredshed med, at der er nogle ting, vi ikke kan få lov til at bestemme selv. Men hvis det skal forstås på den måde, at Socialdemokratiet er i færd med et hamskifte, så vi kan få en mere offensiv samarbejdspartner i vores bestræbelser på at få ændret EU-reglerne på det her område, så vil jeg se frem til, f.eks. at Socialdemokratiet bliver helt klare i mælet om, at de selvfølgelig vil være med til at støtte kravet om en social protokol, og at vi i den situation, hvor fru Mette Frederiksen eller en anden socialdemokrat bliver statsminister, så stiller det krav over for de andre regeringschefer i EU. Det ser jeg da meget frem til.

Tiden er godt og vel gået. Der er heller ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand, og tak til Socialdemokratiet for at rejse den her forespørgselsdebat, som faktisk er, synes jeg, en rigtig vigtig debat. I Liberal Alliance er vi varme tilhængere af princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det frit at kunne bosætte sig i et andet europæisk land, tage et arbejde, leve og lære om tilværelsen uden for ens eget lands grænser er et ubetinget gode for den enkelte europæiske borger. Den frihed skal vi værne om, ikke kun af hensyn til den enkelte, men også fordi det er en meget stor fordel for vores virksomheder, at de uden alt for meget besvær kan rekruttere medarbejdere på tværs af de europæiske landegrænser.

Men retten til at tage et arbejde i et andet land bør ikke automatisk være det samme som retten til at hæve samme velfærdscheck i andre europæiske lande. Der skal være plads til forskellighed inden for rammerne af det europæiske samarbejde, og der er stor forskel på, hvordan vi har indrettet vores velfærdsydelser, fra nord til syd, øst og vest i Europa – og sådan skal det være.

Når det opleves, at f.eks. børnecheck cirkulerer hen over landegrænser, udfordrer det sammenholdet i Europa, og jeg er bekymret for, at det på sigt kan udfordre opbakningen til selve princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Derfor er der behov for en reform af reglerne. Der er behov for at adskille retten til at tage arbejde i et andet land fra retten til at modtage kontante velfærdsydelser i et andet land, hvis vi ønsker at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, og det gør vi i Liberal Alliance.

Derfor mener vi også, at Folketinget skal støtte regeringen i bestræbelserne på at få forhandlet forordning 883 derhen, hvor vi vil kunne indeksere børnechecken efter omkostningsniveauet i de enkelte lande. Helt ærligt er det sådan set bare at tage bestik af virkeligheden, for virkeligheden er, at der er enormt stor forskel i leveomkostninger i de enkelte europæiske lande, og det skal udbetalingerne selvfølgelig afspejle.

Hvis det lykkes regeringen at forhandle forordning 883 i den retning, som bl.a. Liberal Alliance, men også vores kollegaer i blå blok og i andre partier er enige om, er jeg sikker på, at noget af den politiske blæst, der er i Europa, om selve arbejdskraftens frie bevægelighed, vil aftage. Det vil være et godt skridt på vejen for et reformeret, fremtidssikret europæisk samarbejde. Det kan måske også afmontere dele af de nationalpopulistiske bevægelsers forsøg på at destabilisere arbejdet, og det er der behov for.

Så vil jeg egentlig gerne lige afslutningsvis knytte et par kommentarer til den debat, der var med min gode kollega i Venstre, hr. Jan E. Jørgensen, om de blå partiers tidligere stillingtagen i den her sag. Det blev fremført som noget helt vildt, at man i 2014 var parat til at vælte en socialdemokratisk ledet regering, og det er bare lige, for at ingen skal være i tvivl: Vi har været klar til at vælte en socialdemokratisk ledet regering i 2011, 2012, 2013 og 2014, og det vil vi også være fremadrettet, bare så der ikke er nogen tvivl om det.

Hvis man så også bare skal være alvorlig et øjeblik: Der er jo forskel på situationen dengang og nu. Dengang var situationen, at man havde den her forordning, 883, som ikke var til forhandling i Bruxelles. Det er den i dag. Og det er da rigtigt, at vi var nogle, herunder jeg selv og mit parti og andre, der råbte højt – og måske også for højt, men vi råbte højt – og det har så gjort, at man nu har åbnet for en forhandling om de her regler. Det gjorde man også, da det ligesom blev sat på spidsen, i forbindelse med Storbritanniens forhandling om en udtræden. Og det er da klart, at når man ved at råbe højt får åbnet for en dialog om at lave tingene om, ville det da være underligt, hvis vi så gik ud og brød EU-retten.

Det er også bare for at sige, at vi godt kan drille hinanden med, at man mener noget andet, når man sidder i regering, end man gjorde før, og sådan noget, men der er jo også bare en anden forhandlingssituation nu, end der var dengang. Tak

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Finn Sørensen.

Der er ikke nogen forskel. Kritikpunktet fra de borgerlige partier var, at Thorningregeringen ikke ville følge den tekst, der var i VK-regeringens lovgivning om børnechecken, nemlig optjeningskravet for at få ret til børnechecken, hvor VK-regeringens lovgivning udelukker det, som EU-retten siger, nemlig at man kan indføre alle de optjeningsprincipper, man vil, men man skal bare acceptere sammenlægningsprincippet, altså de perioder, borgeren har opholdt sig i andre EU-lande.

Men situationen er nøjagtig den samme nu. Den lovtekst er ikke blevet ændret, og den nuværende regering har lige fra dag et – også da den hed Lars Løkke Rasussen I, eller hvad den første regering hed – også administreret i strid med det. Så der er ingen forskel. Og så er det da meget naturligt, at vi spørger, om man så har ændret holdning i de blå partier, altså at det var rigtigt, at man ikke administrerede, som man skulle, fordi det må man ikke for EU – eller hvor står man? Det er da rimeligt at svare på det, ellers er det jo bare sådan noget pjat. Så truer man og skælder ud, fordi man ikke selv sidder i regering. Og når man så selv sidder der, gør man nøjagtig det samme, og så er det pludselig rigtigt at gøre det.

Værsgo.

Men det er da fuldstændig rimeligt at svare på det, og det vil jeg også rigtig gerne. Hr. Finn Sørensen har jo fuldstændig ret i, at i dag som i 2014 administrerer man efter gældende EU-ret og ikke efter det optjeningsprincip, som den daværende VK-regering indførte. Det er fuldstændig rigtigt. Det er jeg da enig i. Det ville være underligt at bestride fakta. Men det, der jo er forskellen, og det, jeg sagde er forskellen, er jo, at der i dag er en forhandling i Bruxelles om den her forordning. Det var det, som også beskæftigelsesministeren redegjorde for i sit svar, nemlig at man faktisk forhandler de her regler. Om det så er, fordi de blå partier har råbt højt i Danmark alene – det tror jeg sådan set ikke, og det tror jeg måske ville være at tage munden for fuld, men der er jo forhandlinger om den her forordning, og det er det, der er hele forskellen. Jeg tror også, at noget af det, som har åbnet op for forhandlingerne, er, at man i forbindelse med forhandlingerne med Storbritannien om en ny aftale for Storbritannien, blev nødt til ud fra et politisk pres at åbne op for det. Nu er der en forhandlingssituation, og det er selvfølgelig en anden position, også for Danmark, end når der ikke er en åben forhandling. Det er jo det, der er det nye. Men jeg bestrider ikke, at man i dag administrerer efter EU-retten. Det er jeg fuldstændig enig i.

Spørgeren.

Tak for det. Det var da altid noget. Man ville nemlig ikke dengang indrømme, at det var i strid med EU-retten, hvis man ændrede en måde at administrere loven på. Hvis man administrerede den, sådan som VK-regeringen havde skrevet loven, så var det ifølge de blå partier ikke i strid med EU-retten. Men man erkender så, at det vil det være.

Jeg vil bare sige, at det da intet som helst har med den argumentation at gøre, som blev fremført dengang. Det var en meget principiel argumentation, der gik på, at lov er lov og lov skal holdes. Det var også derfor, Enhedslisten stemte for det beslutningsforslag fra De Konservative, fordi vi er enige i, at den vedtagne lov skal overholdes, uanset hvad EU mener. Det var en helt principiel argumentation, og ellers kunne man jo heller ikke have truet med at vælte en regering, hvis det ikke var et så principielt spørgsmål som det. Så det hænger bare ikke sammen, må jeg konstatere. Tak.

Ordføreren.

Vi kunne jo godt tage en længere historisk debat om, hvorfor hvem sagde hvad og med hvilket motiv og i hvilket ærinde dengang. Det, der i hvert fald er Liberal Alliances holdning i dag, som det også var dengang, er, at vi mener, at vi skal kunne have lov til f.eks. at indføre optjeningsprincipper. Det mente vi også dengang.

Men jeg synes også, det ville klæde hr. Finn Sørensen og Enhedslisten at anerkende, at der er et andet forhandlingsrum i Europa i dag omkring de her regler, end der var tilbage i 2014. Det er sådan set bare det, vi tager bestik af. Vores holdning har ikke ændret sig et komma.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. Bare lige til at starte med vil jeg spørge: Vil ordføreren ikke anerkende, at det nye forhandlingsrum, der er blevet skabt, i langt højere grad skyldes de diskussioner, der var i forbindelse med og forud for briternes afstemning – det, der senere viste sig at blive et exit, men som man håbede på ikke ville udløse et exit – mere end det handlede om det beslutningsforslag, de borgerlige partier gik sammen om tilbage i 2014? Kunne vi ikke starte med lige at høre ordførerens vurdering af det?

Værsgo.

Det tror jeg at jeg har sagt to gange nu: at selvfølgelig spillede det politiske pres, som blev sat på Europa i forbindelse med Camerons forhandlinger om en ny aftale for Storbritannien, også en rolle. Selvfølgelig har det haft en betydning. Jeg tror da ikke, at man skal underkende, at det har en betydning, når det er en debat, der fylder rigtig meget i forskellige medlemslande, herunder i Danmark, men at den situation, som blev skabt af Storbritanniens afstemning, satte det her fuldstændig på spidsen, vil jeg overhovedet ikke løbe fra.

Spørgeren.

Det er jeg faktisk rigtig glad for at ordføreren indrømmer. Jeg skal også beklage, hvis jeg missede den meget klare pointe til at starte med.

Der er så noget andet, jeg gerne vil spørge om. Det, vi jo havde store problemer med – fordi vi sådan set delte synspunktet om, at det skulle kunne lade sig gøre at indeksere børnechecken, og at man skulle kæmpe for, at vi ligesom fik tilpasset vores system til de gældende EU-regler – og virkelig syntes var uansvarligt på daværende tidspunkt, var opfordringen til decideret at bryde med EU-retten, når vi nu samtidig taler så varmt om, både i lørdags og på alle mulige andre tidspunkter, at vi skal respektere EU-retten, og at vi skal respektere EU-systemet, arbejdskraftens frie bevægelighed og alle de elementer, som ordføreren selv havde med i sin ordførertale. Det er det, jeg vil høre ordførerens vurdering af. Altså, er hun ikke enig i, at det var uansvarligt – set i bagklogskabens klare lys?

Værsgo.

Jeg ved ikke, om det var uansvarligt. Jeg vil sådan set godt medgive, at vi gik rigtig langt i debatten dengang, men det tror jeg også der var behov for – og det tror jeg egentlig der er på en lang række områder i forhold til den europapolitiske debat. Der er behov for, at nogle også siger meget højt og tydeligt, at det her er et problem.

Så kan man jo altid gå ind i en eller anden semantisk diskussion om, om der skulle være argumenteret for det ene eller det andet på den ene eller den anden måde. Fakta er, at vi var nogle, som rejste debatten for år tilbage, og at man nu er et sted, hvor man i Europa har reelle politiske forhandlinger om at forandre de her regler. Det synes jeg sådan set at vi begge to skal være glade for – for jeg ved, at det også er noget, som ligger Socialdemokratiet på sinde.

Tak til fru Christina Egelund. Den næste ordfører er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Vi har jo stået her og diskuteret det her før. Jeg gik da også ned i mine gemmer, da vi skulle til debatten i dag, og fandt min ordførertale frem fra B 48 fra sidste år, som også handlede om de her ting. Jeg kunne egentlig godt tænke mig bare lige at læse et lille citat op fra den tale, for nogle gange må man klappe sig selv på skulderen og sige, at det faktisk var meget klogt skrevet. Så det kommer her:

I stedet for at understøtte forsimplet mytedannelse mener jeg vi bør se på de udfordringer, vi reelt står over for. I stedet for at mistænkeliggøre europæere, som gerne vil herop og arbejde, bør vi sikre, at reglerne er så gode som muligt, så vi undgår eksempelvis social dumping og sikrer, at udenlandske virksomheder ikke underbyder danske virksomheder ud fra det alene. Hvis vi vil fastholde et stærkt indre marked, er det afgørende, at vi adresserer de udfordringer, men samtidig også viser vores støtte til et forpligtende samarbejde i stedet for igen at gå til det, som var det et menukort.

Det er meget rammende for, hvad jeg har lyst til at sige i den debat i dag. Det handler om noget meget principielt, når vi eksempelvis snakker indeksering af børnepenge. Der er det principielle i, at er man skatteborger i Danmark, er det her, man får en sådan ydelse. Og hvis man er det i et andet land, er det dér. Det synes jeg egentlig er meget simpelt.

En anden del handler for os om nogle gange at se på de reelle problemer i stedet for at hidse sig op over en dagsorden, der måske ikke – hvilket man ser, når man går ned i fakta og ser på alle de svar på spørgsmål, der har været om sagen – er det mest presserende, når vi snakker om at få fri bevægelighed til at fungere. Og der tager vi i høj grad til efterretning, hvad Kommissionen også har meldt ud – at det her vil være administrativt fuldstændig vanvittigt at gøre.

Så vil jeg gerne lige kommentere noget om det forslag til vedtagelse, som hr. Peter Hummelgaard Thomsen fremsatte. I slutningen skriver man, at Folketinget noterer sig, at regeringen løbende vil holde de partier, der stemmer for forslaget til vedtagelse, orienteret om forhandlingerne til revision af forordning 883/2004. Jeg mener sådan set, det kunne være rart, hvis ministeren havde lyst til at holde alle de af Folketingets partier, der, hvad enten man er enig eller ej, faktisk er interesseret i at se, hvilken retning de her forhandlinger går i, orienteret.

På vegne af Radikale Venstre, som desværre ikke kan være her i dag, og Alternativet, vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget mener, at det er mest retfærdigt, at vandrende arbejdstagere kan modtage børnepenge, når den vandrende arbejdstager på lige fod med nationale borgere betaler skat af sin løn og dermed er med til at bidrage til samfundet, hvor denne arbejder.

Endvidere konstaterer Folketinget, at en indeksering af børnechecken vil være en for bureaukratisk foranstaltning, og mener derfor ikke, at regeringen bør arbejde for at få en indeksering af børnechecken med i revideringen af EU-reglerne på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Rasmus Nordqvist. Vi går videre til fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre – hun er der ikke, det er rigtigt, og det er der givet besked om. Så er det hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Der er jo ikke så mange penge i det her, men det handler også om så meget andet. Det handler om fairness og om, at lønarbejderne skal opleve retfærdighed.

Det er jo ikke sådan, at lønarbejdere fra Østeuropa kommer til bl.a. Danmark for at udnytte vores ordninger. Jeg synes, at diskussionen om velfærdsturisme nogle gange kammer over i, at man mener, at det nærmest er med det formål, lønarbejdere fra lavtlønslande kommer. Det kan vi ikke se nogen dokumentation for, men resultatet er et stykke hen ad vejen det samme. For når målet er, at der skal være fair konkurrence om jobs mellem lønarbejderne og fair konkurrence om ordrer mellem firmaerne, er det jo klart for enhver, der kan en smule hovedregning, at bl.a. børnepengene vil tage toppen af lønpresset for de lønarbejdere, som kommer fra lavtlønslande.

SF kan støtte det forslag til vedtagelse, som er blevet fremsat af hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. Og heller ikke her er der korte bemærkninger, så vi går straks videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og han hedder hr. Rasmus Jarlov.

Det gør jeg nemlig.

Vi er meget på linje med det, som de øvrige borgerlige partier har sagt, og derfor vil jeg heller ikke lave et meget langt indlæg – det har været en relativt lang debat om noget, som vi jo faktisk er utrolig enige om i Folketinget. Det er selvfølgelig hyggeligt nok, men jeg vil gøre det relativt kort.

Vi er også rigtig glade for, at arbejdskraften i Europa kan bevæge sig rundt, så samfundets ressourcer kan blive udnyttet bedst muligt; at dem, der kan tilbyde deres arbejdskraft et sted i Europa, hvor der er brug for den, kan gøre det, og at virksomheder og arbejdstagere kan finde hinanden til gavn for, at tingene kan blive produceret der, hvor man er bedst til det.

Vi synes ikke om, at man i Europa skal konkurrere om, hvem der kan tilbyde de bedste sociale ydelser, og derfor er vi varme tilhængere af, at man forsøger at lægge nogle bremser på den mulighed, der er, for at udnytte, at der er meget høje sociale ydelser i Danmark. Dermed undgår vi, at vi kommer til at tiltrække folk til Danmark, ikke fordi vi har noget relevant arbejde til dem, men fordi vi har et velfærdssystem, som er meget generøst i forhold til andre europæiske landes. Ethvert tiltag, som kan medvirke til at forhindre den type af konkurrence, vil vi støtte. Og derfor håber vi også meget, at det kan lykkes for Danmark at få den her indeksering af børnepengene igennem, således at hvis man er bosiddende i Danmark og betaler børnepenge til børn, der befinder sig i Rumænien eksempelvis, så bliver det en mindre ydelse, de får, end hvis børnene bor i Danmark.

Så vi støtter regeringen. Jeg må så sige, at jeg ikke er sådan specielt optimistisk, i forhold til at det kan lykkes at få det igennem, for jeg synes, man kan fornemme, at der er andre lande rundtomkring, hvor man ikke er enige i den her tilgang. Men vi må gøre, hvad vi kan, og Det Konservative Folkeparti ønsker, at regeringen lægger så mange kræfter som muligt i at få det her igennem.

Tak for det. Der er en kommentar fra hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak. Jeg skal ikke bede ordføreren om at sige undskyld for noget som helst eller lignende, men jeg vil til gengæld gerne høre om noget. Når nu man både hører ordførerens ordførertale her i dag, hvor han siger, at Det Konservative Folkeparti ikke er særlig optimistisk, i forhold til at det rent faktisk kan lade sig gøre at lave de her ændringer, samtidig med at Det Konservative Folkeparti jo tilbage i 2014, efter Kommissionen var kommet med sin henstilling til Danmark, var en del af det beslutningsforslag, hvor man bad den daværende Thorningledede regering om at bryde EU-retten, vil ordføreren den dag i dag i bagklogskabens klare lys så indrømme, at det måske både var en fejl og måske endda også juridisk set uansvarligt?

Ordføreren.

Det er fra en tid, hvor jeg ikke sad i Folketinget, så jeg skal ikke gøre mig helt klog på alle detaljerne i den diskussion, der var dengang. Jeg har simpelt hen lidt svært ved at forholde mig til det, for jeg kan ikke huske, hvor man præcis kritiserede det. Vi har et ønske om, at vi kommer til at indeksere børnepengene, vi har et ønske om, at regeringen kæmper så meget som muligt for at få det igennem.

Spørgeren.

Den del er vi i Socialdemokratiet med på, og det er også derfor, vi står sammen om en fælles vedtagelsestekst. Jeg tror godt, Venstres ordfører var klar over debatten på det tidspunkt, men han nægtede at svare og citerede en af ministrene, der havde sagt det samme, og jeg kan så også forstå, at den konservative ordfører måske ikke nægter at svare, men i hvert fald ikke kan svare.

Ordføreren.

Det er en meget fair fortolkning af det. Jeg føler ikke, jeg kan svare på det, for jeg var ikke en del af de diskussioner dengang, så det må hr. Peter Hummelgaard Thomsen have til gode at få svar på til en anden gang.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Det er fair nok, at ordføreren ikke kan svare på noget, der skete dengang, men ordføreren er valgt til at være ordfører for et parti, som sidder i regering, og er nu ordfører her. Derfor vil jeg jo så stille et spørgsmål, og det forventer jeg at ordføreren kan svare på. Vil Konservative, der sidder i regering, gå med til at lave nogle ting på det her område, som går ind og bryder EU-retten, altså går imod EU-lovgivningen? Vil man det under den her regering?

Ordføreren.

Jeg kan svare på mit partis holdning til det spørgsmål, og det er klart, at det ikke ligger lige for, at vi skal bryde EU-lovgivningen. Det vil udløse en masse besvær, og det synes jeg kun man gøre, hvis det er meget, meget store og principielt vigtige sager for Danmark; det kunne f.eks. være i forhold til flygtningesituationen, at man skulle gå ind og sige: Jamen her prøver vi at gøre noget andet. Men udgangspunktet er naturligvis, at vi er nødt til at rette os efter EU-lovgivningen. Hvis der kommer nogle klare juridiske svar, og det skal vi så have først, på, at vi ikke kan komme videre med det her, jamen så har vi selvfølgelig et problem, i forhold til hvad vi gerne vil.

Spørgeren.

Så det vil sige, at det vil man ikke. Regeringen vil ikke lave et eller andet, der kan gå ind og bryde EU-retten eller EU-lovgivningen. Det vil sige, at ordføreren så også vil give mig ret i, at Det Konservative Folkeparti i opposition godt vil gå ind og bryde EU-retten – det pålagde de den daværende regering at gøre i 2014 – men det vil Det Konservative Folkeparti i regering ikke. Det er jo sådan set det, jeg hører. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jeg må sige det samme, som jeg sagde før, at jeg ikke kan huske detaljerne i den diskussion fra 2014 godt nok til, at jeg kan svare på det. Det går så faktisk først nu op for mig, når jeg hører de to socialdemokratiske spørgere her, at det åbenbart er det, der er formålet med den her forespørgselsdebat i dag, nemlig at rode rundt i, hvad der blev sagt i 2014. Jeg troede faktisk, at formålet med det her var, at vi kunne blive enige om, hvordan vi skulle forholde os i dag, men det står nu klart for mig, at det egentlig er en drilleforespørgsel, der er tale om her.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Nu kan det så ikke være mit formål med at stille spørgsmålet, for jeg har ikke været med til at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg vil spørge på en lidt anden måde. Vil det være i strid med EU-retten, hvis den nuværende regering begynder at administrere i overensstemmelse med den gældende lovtekst om børnecheck?

Ordføreren.

Det skal man have en juridisk ekspert til at svare på.

Spørgeren.

Det kan jeg altså ikke rigtig forstå, for det var åbenbart ikke nødvendigt i 2014, da man diskuterede det problem, at den daværende regering ikke ville administrere i overensstemmelse med lovteksten. Så hvad er der sket? Er der sket det, at Det Konservative Folkeparti er kommet i tvivl om, at den argumentation, man fremførte dengang, faktisk ikke var rigtig?

Ordføreren.

Altså, jeg er meget ked af, at jeg ikke her kan svare på spørgsmål om diskussionen fra 2014, men det kan jeg simpelt hen ikke. For jeg har forberedt mig på det, jeg skal forholde mig til i dag, og det er det, der står i forespørgslen om, hvad vi ønsker at den danske regering skal forhandle nu. Så jeg har ikke læst grundigt op på den kritik, der var af den tidligere regering for 3 år siden, så det må vi tage en anden gang.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så giver vi ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Lad mig starte med at takke for den debat, der har været her i Folketingssalen i dag, om et vigtigt politisk spørgsmål, som jo så også har taget karakter af mange forskellige, kan man sige, hjørner, i forhold til det, som er temaet, nemlig en indeksering af børne- og ungeydelsen.

Jeg er glad for, at der er en meget bred opbakning til det forslag til vedtagelse, der nu er fremsat. Jeg synes, det er vigtigt, at der er så stort og bredt et flertal i Folketinget, der arbejder for netop at sikre den linje, som jeg har brugt en del kræfter på nu at redegøre for i forbindelse med de forhandlinger, som har været i Folketinget i dag. Det er også vigtigt at sige, at den her regering gerne vil sikre, at EU ikke udvikler sig i retning af en social union, hvor fælles standarder bliver et isoleret mål i sig selv. Vi er optaget af, at vi har en fri bevægelighed, vi er optaget af, at der kan skabes arbejdspladser, og vi er optaget af, at vi kan samarbejde om det indre marked, men vi er også meget optaget af, at vi i Danmark skal have mulighed for at have vores egen velfærdsmodel. Og det er jo lige præcis derfor, at vi også kæmper den her kamp, som vi har brugt lidt kræfter på at diskutere i dag.

Er det så ladsiggørligt eller ej? Der er ikke nogen tvivl om, at det her bliver en hård og langvarig kamp, som potentielt kommer til at tage mange år. Jeg tror ikke, vi kan forvente, at vi kan afslutte diskussionen her i løbet af 2017. Jeg vil forvente, at vi skal ind i 2018 og måske også senere, inden vi er i stand til at lave en politisk aftale. Jeg er sådan set også meget enig i, for at give et par kommentarer til f.eks. det, hr. Peter Hummelgaard Thomsen sagde, at det her er vigtigt – det har hr. Peter Hummelgaard Thomsen også før sagt – ud fra en politisk diskussion, og at det ikke nødvendigvis er det, der vælter dansk samfundsøkonomi på nuværende tidspunkt, men det handler jo om, hvad der er ret og rimeligt; det har vi også tidligere diskuteret i Folketingets Europaudvalg. Det er fuldstændig afgørende, at man også har den holdning til det europæiske samarbejde. Hvis man har en anden holdning, er jeg af den opfattelse, at så er man faktisk med til potentielt at gøre det sværere at sikre en bred opbakning til et stærkt europæisk samarbejde.

Jeg noterer mig jo også, at andre ordførere lægger vægt på, at man kæmper benhårdt i de forhandlinger, som finder sted, og jeg kan også sige til hr. Rasmus Nordqvist, som er i salen, men dog i den lidt fjernere del af salen, altså ude til højre, så han ikke er så nem at se i salen, at Folketingets Europaudvalg selvfølgelig bliver holdt orienteret om, hvordan fremdriften er i den her sag. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke har tænkt mig at gøre det.

Så må man jo sige, at en del af debatten i dag jo også har været med hr. Finn Sørensen. Det er jo den altid myreflittige ordfører fra Enhedslisten, som har afsøgt hvert et hjørne i den her diskussion. Det må man jo tage hatten af for. Men jeg håber så også, at det er gået op for hr. Finn Sørensen, at der jo er vedtaget et lovforslag, der hedder L 7. Det blev vedtaget i anden samling af 2014-2015, lige efter at den daværende V-regering var tiltrådt, og det sikrer jo netop, som der står i lovforslaget om genindførelse af optjeningsprincippet for ret til børnetilskud og børne- og ungeydelse for flygtninge m.v, at man anvender EU-retten i forhold til EU-borgere. Det konstaterer Venstreregeringen i lovforslagets bemærkninger

Så alt det, der har været hr. Finn Sørensens diskussionsemne i dag, er sådan set allerede gældende. Så man må sige, at hr. Finn Sørensen måske ikke har været helt opmærksom på, hvad der stod i det lovforslag, hvorfor hele argumentationen fra hr. Finn Sørensen sådan set er faldet til jorden. Men det skal jo ikke nødvendigvis komme hr. Finn Sørensen til skade, blot ordføreren vil love mig at læse det lovforslag, og så kan vi tage en diskussion ud fra, hvad der står der.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. På baggrund af at den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov, mente, at det her havde karakter af en drilleforespørgsel, vil jeg starte med at sige, at det har det sådan set overhovedet ikke. Da forespørgslen i sin tid blev stillet, var det med det formål at få en bredere diskussion omkring forordning nr. 883. Det har vi så efterfølgende haft, hvilket jeg gerne vil kvittere for, og jeg vil også gerne kvittere for den linje, som ministeren lagde i Europaudvalget her i slutningen af februar, og i det hele taget for den vilje, ministeren udviser til at få skabt noget samling på tværs af Folketingets partier omkring det her vigtige spørgsmål.

Det, jeg måske bare gerne kunne tænke mig at spørge ind til, er noget af det, vi ikke kunne få svar på, fra hverken hr. Jan E. Jørgensen eller hr. Rasmus Jarlov. Vil ministeren i dag i bagklogskabens klare lys erkende, at det var en fejl tilbage i 2014 at kræve, at den daværende regering overtrådte EU-retten med det forslag, som man havde fremsat, da man i Venstre var i opposition på det tidspunkt?

Ministeren.

Jeg har sådan set ikke tænkt mig at stå og botanisere i og sige undskyld for, hvad man mener politisk. For Venstre var det her på det tidspunkt en helt afgørende og vigtig sag. Vi mente dengang, at man fra den daværende regerings side kunne have gjort mere i forhold til også at presse Kommissionen.

Hvis man skal gå ned i en historisk diskussion, må man jo sige, at med den aftale, der var med UK, blev det anerkendt, at hele det der spørgsmål om indeksering eller ej sådan set var noget, der kunne lade sig gøre, og det var jo hele den diskussion, vi havde på det tidspunkt. Så nej, jeg har sådan set ikke tænkt mig at sige undskyld for, hvad der skete historisk.

Spørgeren.

Jeg bad heller ikke ministeren om at undskylde noget som helst. Det har vi været inde på et par gange i dag. Det er der ikke nogen grund til; det kommer debatten nødvendigvis ikke meget videre af.

Når nu vi er en række partier, der også står sammen omkring det her, som mange af os har givet udtryk for er vigtige spørgsmål, må vi jo også på en eller anden måde være enige om, hvad en ansvarlig tilgang til nogle af de her EU-spørgsmål er, uanset om man er i regering eller opposition. Det var sådan set mere det, vi var nysgerrige efter, og det, mit spørgsmål gik på, nemlig om ikke ministeren den dag i dag også anerkender det.

Ministeren.

På de tidspunkter af livet, hvor jeg har og har haft fornøjelsen af at have ministeransvaret, bestræber jeg mig jo på at sikre både et godt og tæt samarbejde med Folketinget, men også på at række ud til en dialog, og det er lige præcis det, der har været baggrunden for den her debat.

Jeg vil også gerne understrege, at jeg faktisk synes, det har været en frugtbar diskussion, ud fra at det her er en meget, meget vigtig politisk diskussion i forhold til hele det europæiske samarbejde. Det har ikke fyldt særlig meget i dag i den her diskussion, vi har haft i Folketinget. Det har været nogle andre dele, man har diskuteret. Men i forhold til at sikre en opbakning til et stærkt europæisk samarbejde og ikke mindst en stærk folkelig opbakning er det her en helt relevant diskussion. Der må man jo sige, at det vel også er det, den diskussion, vi har haft for år tilbage med skiftende regeringer, har været udtryk for.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Jeg er jo personligt glad for, at ministeren går på talerstolen, for ordføreren for Venstre, hr. Jan E. Jørgensen, og ordføreren for De Konservative, hr. Rasmus Jarlov, kunne lige så godt have ladet være med at gå på talerstolen – for de vidste sådan set ikke ret meget eller ville i hvert fald ikke udtale sig. Der kender jeg jo ministeren så godt, at jeg ved, at det vil ministeren gerne. Og jeg anerkender også, at ministeren rent faktisk har nogle gode holdninger på det her område og rent faktisk også kæmper for de her ting, som vi er enige med ministeren og regeringen om.

Men jeg er nødt til at spørge om noget, for det er også en del af det. Altså, vi kæmper for de her ting, som vi har snakket om i dag, og det skal vi jo gøre sammen. Det er også dejligt, at vi har et fælles forslag til vedtagelse. Men jeg er også bare nødt til at spørge: Vil vi se den her regering bryde nogle regler, der går imod EU-retten? Vil man se det?

Ministeren.

Altså, først og fremmest synes jeg jo faktisk, at man skal kvittere for en ganske udmærket ordførertale fra hr. Jan E. Jørgensen – ikke kun i dag, men sådan generelt – og for den sags skyld også fra hr. Rasmus Jarlov. Der er ikke nogen grund til at sige, at det, der blev sagt der, ikke var klogt.

Men hvis spørgsmålet går på, hvorvidt regeringen har i sinde at bryde de regler, som vi er forpligtet af i forhold til vores EU-medlemskab, kan jeg sige: Nej, vi overholder selvfølgelig de regler, der er gældende i forhold til medlemskabet af EU. Ellers var der sådan set heller ikke nogen grund til at være medlem af EU.

Spørgeren.

Så det vil sige, at ligesom vi har ét Socialdemokrati i opposition og et andet Socialdemokrati i regering – sådan som jeg hører Venstrefolk sige – har vi også et Venstre, der i opposition mener, at vi skal bryde EU-retten, men som, når de er i regering, mener, at vi ikke skal gøre det. Det vil sige, at på det her punkt har vi også ét Venstre i opposition og et andet Venstre i regering. Er det ikke korrekt? Det er jo det, jeg kan udlede af det her svar.

Ministeren.

Nej, inden hr. Leif Lahn Jensen nu bliver grebet helt af glæde og begynder at vandre hvileløst rundt nede i salen, vil jeg sige, at sagen jo sådan set meget banalt er den, at den tidligere regering overhovedet ikke turde gå til Kommissionen og stille krav til Kommissionen om, at man så på hele spørgsmålet om indeksering. Nu kan vi jo se, at det kan lade sig gøre; det var det, som var modellen i forhold til UK.

Så der er grund til at notere sig, at Socialdemokratiet generelt mener ét, når de er i opposition, og nogle gange noget mere fornuftigt, når de er i regering, men at Venstre selvfølgelig har en god holdning, der går igen, både når man er i opposition, og når man er i regering.

Hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ministeren for talen. Jeg er glad for ministerens bekræftelse af, at det er alle Folketingets partier, der vil blive orienteret om, hvordan den her sag går. Og det er vel også under alle omstændigheder fornuftigt af ministeren, for vi skændes om mange ting og diskuterer mange ting, men i forhold til lige præcis nogle af de konkrete emner, vi diskuterer i forbindelse med forordning 883, er der, som flere har konstateret, jo et bredt flertal i Folketinget, bl.a. i forbindelse med indeksering af børnechecken – med større eller mindre begejstring er der jo en opbakning til det. Så det er vist fint at have hele baglandet med i det omfang, man kan få det.

Jeg er nødt til at forlænge den sikkert for seerne lidt trælse diskussion om, hvad der skete i 2014. Men man kan sige, at ministeren jo har sat punktummet her ved at henvise til L 7, ved at henvise til, at man åbenbart var nødt til at skrive i L 7, at man respekterede EU-lovgivningen, nemlig lige nøjagtig på det punkt, som man ikke respekterede, da VK-regeringen lavede sit lovforslag, altså at perioder fra andre lande skulle tælles med, når man skulle finde ud af, om optjeningsprincippet var overholdt. Og dermed erkender ministeren jo, at VK-regeringen tog fejl. Det var bare det, jeg gerne lige ville have slået fast. Tak.

Ministeren.

Jamen altså, man må beundre hr. Finn Sørensen for en enorm flittighed og faktisk også nogle gange en dybde i, hvordan han politisk angriber en sag. Desto værre er det jo så at opleve, at hr. Finn Sørensen mod bedre vidende – mod bedre vidende – har stillet spørgsmål til kolleger her i Folketingssalen, hvor hr. Finn Sørensen har foregivet, at noget har været anderledes end det, der var tilfældet, for hr. Finn Sørensen var jo godt klar over, at L 7 var vedtaget; det kommer jo ikke som nogen overraskelse nu, og hr. Finn Sørensen ser ud til helt ned i detaljen at kende L 7. Og det synes jeg faktisk ikke er fair over for de kolleger her i Folketinget, som måske ikke lige har været opmærksomme på L 7. Men sandheden er jo, at ja, i L 7 siger vi, at vi selvfølgelig forholder os til EU-retten.

Spørgeren.

Jo, men dermed erkender man jo så også, at VK-regeringen tog fejl. Kan vi nu ikke bare få en bekræftelse på det lille spørgsmål, så vi kan få det ud af verden? For det var jo en ret ophedet diskussion dengang. Og det er klart, at når man ligefrem truer en regering og skælder ud på dens parlamentariske grundlag, og jeg ved ikke hvad, så var det måske meget godt lige at få ryddet op i det. Så vil ministeren ikke bare erkende, at de blå partier tog fejl, og at VK-regeringen tog fejl i spørgsmålet om lovgivningen om børnechecken?

Ministeren.

Jeg har ikke brug for at stå og være til en eller anden andagt hos paven og bekende mine synder og sige, at vi tog fejl. Vi står fuldt på mål for det, vi gjorde på det tidspunkt. Vi syntes, det var nødvendigt at kæmpe den kamp. VK-regeringen lavede et ganske udmærket lovforslag tilbage i 2010 eller 2011, sådan som jeg husker det.

Så har der jo været en diskussion om, hvad EU-retten siger, og hvad EU-retten ikke siger, og vi valgte så at lave L 7. Og vi må så bare konstatere i dag, at hr. Finn Sørensen godt har været klar over, at L 7 har eksisteret, men jo har foregivet i spørgsmål til ordførerne her i salen i dag, at L 7 ikke har, om man så må sige, været vedtaget. Det synes jeg er lidt ærgerligt for debatten, for når hr. Finn Sørensen har kendt svaret, er der jo ikke nogen grund til at stille nogen spørgsmål, for man kender svaret på forhånd. Men det skal jeg ikke blande mig i. Hr. Finn Sørensen må stille alle de spørgsmål, han vil. Jeg er sådan set glad for, at han interesserer sig for området.

Hr. Thomas Jensen, Silkeborg.

Tak, formand. Nu nævner ministeren jo, at den tidligere VK-regering i 2010-2011 fremsatte et lovforslag, og det var på skatteministerens område, og det var jo den nuværende beskæftigelsesminister, der var skatteminister på det tidspunkt. Jeg vil bare spørge ministeren, om ministeren i sin funktion som skatteminister tilbage i 2010-2011 spurgte EU, om det var lovmedholdeligt i forhold til EU-retten, at man indførte det her optjeningsprincip på børnechecken.

Ministeren.

Hvad jeg foretog mig i 2010 som skatteminister, og hvilke overvejelser der var, tror jeg, at jeg over for hr. Thomas Jensen, som jo også fulgte debatten dengang, skal redegøre for i skriftlig form. Så er jeg sikker på, at alle nuancer kommer med i det svar.

Spørgeren.

Så kan jeg hjælpe hukommelsen lidt på vej, men vi kan også godt tage det skriftligt efterfølgende. Det var nemlig sådan, at som svar til hr. Nick Hækkerup sagde den daværende skatteminister, at han ikke behøvede at spørge EU, om det her var lovmedholdeligt, men at man simpelt hen bare indførte det her i Danmark uden overhovedet at vide, om man gik ind i noget, der kunne skabe problemer. Det skabte senere hen problemer, og det var så en anden regering, der måtte prøve at rette op på skaderne. Men jeg synes bare, det hører med til historien, at VK-regeringen i sin tid ikke lavede et ordentligt lovgivningsarbejde om det her med genoptjeningsprincippet på børnechecken.

Ministeren.

De regeringer, jeg har været medlem af, har altid bestræbt sig på at lave god lovgivning. Det tror jeg faktisk alle ministre gør, også selv socialdemokratiske ministre. Men hvordan loven blev til, og hvilke overvejelser der var, gør jeg gerne rede for på skrift. Det er også en sag, der har været genstand for stor politisk diskussion, aktindsigter er fløjet rundt i manegen, og det er kun fint. Jeg kan uddybe det i et skriftligt svar. Det tror jeg vil være nyttigt for alle.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Tak for indsatsen.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de tre fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 30. marts 2017.