Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvordan det sikres, at psykisk syge kan blive indlagt, når de har brug for det, og at de kan forblive indlagt, indtil de er klar til at blive udskrevet?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Henrik Brodersen (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Jeppe Jakobsen (DF), Merete Dea Larsen (DF) og Morten Marinus (DF).

(Anmeldelse 13.12.2016. Fremme 15.12.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 7. oktober 2017.

For begrundelse ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt.

Tak. Vi har sat stort fokus på psykiatrien de seneste år. Men desværre ser vi til stadighed en stigning i antallet af mennesker med psykiatriske diagnoser. Ofte får vi henvendelser fra borgere, som ikke kan blive indlagt eller bliver udskrevet for tidligt. Så sent som i går fik jeg en henvendelse om præcis det: En far til en ung pige, der er psykisk syg, fortæller, at de kommer til psykiatrisk skadestue en fredag aften, men får den besked, at hun kan vælge mellem at blive indlagt sammen med de voksne eller tage hjem, for børneafdelingen har lukket i weekenden. Så tænker jeg: Er det det, vi tilbyder vores børn og unge? Mener man, at det er bedst, at den enkelte ikke er indlagt?

Siden politireformen trådte i kraft i 2007, er antallet af tvangsindlæggelser foretaget med hjælp fra politiet steget med 61,5 pct. fra 2.567 til 4.145 tvangsindlæggelser sidste år. Det viser en aktindsigt i politiets journalsystem. Det svarer til, at der i gennemsnit blev gennemført 11 tvangsindlæggelser hver eneste dag i hele 2015. Overlæger og organisationen SIND mener, at det her er en konsekvens af for mange nedlagte sengepladser. Knud Kristensen fra SIND siger:

Vi oplever, at flere og flere henvender sig frivilligt og bliver afvist, fordi de ikke er syge nok. Så bliver de overladt til sig selv og ender med at blive så syge, at de må tvangsindlægges med politiets hjælp, så det er en ond cirkel, vi ser.

Det er bare to grunde til, at vi i Dansk Folkeparti mener, at det er vigtigt med en forespørgselsdebat på det her område. Jeg glæder mig til debatten. Tak.

Så giver jeg ordet til sundhedsministeren for besvarelse.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører for begrundelsen og for at stille forespørgslen, som jo overordnet set handler om, hvordan vi sikrer, at psykisk syge får den nødvendige indlæggelse og behandling, og hvordan vi politisk sikrer, at der er nok fokus på det. Dansk Folkepartis ordfører bringer selv børnepsykiatrien op. Der er ingen tvivl om, at det er et område, som jeg tror optager os alle sammen, og som der er behov for, at vi har fokus på ikke bare her i debatten i dag, men også videre frem. Det afspejler den fælles satspuljeaftale, som vi lavede sidste år, i høj grad. Det vil jeg også vende lidt tilbage til.

Det er et yderst vigtigt og aktuelt emne, som vi skal diskutere. Det handler om de tvangsindlæggelser, som vi desværre ser der bliver flere af, det handler om, at der sker for mange genindlæggelser, det handler om, at vi hører om, at patienter udskrives, før de oplever, at behandlingen er afsluttet, og det handler om den situation, som vi desværre har fået beskrevet af nogle faglige miljøer, med, at man oplever, at det er kapaciteten og ikke en konkret lægefaglig vurdering, der afgør, om en patient bliver indlagt eller udskrevet. Det er klart, at det ikke er acceptabelt, for det skal være en lægefaglig vurdering, om en patient har behov for indlæggelse eller har behov for udskrivning.

Vi har som landspolitikere også et ansvar for det her område, selv om det er regionerne, der har det driftsmæssige ansvar, og regionerne, der driver sundhedsvæsenet i det daglige. Vi skal også sikre, at regionerne kan løfte de opgaver, træffe de forsvarlige beslutninger på psykiatriområdet, så lægerne og andet sundhedsfagligt personale dermed kan træffe deres faglige beslutninger netop ud fra deres faglighed og ikke ud fra andre hensyn.

Det er et ansvar, vi har her i Folketinget i fællesskab. Det er faktisk også et ansvar, som jeg oplever vi har taget på os. Selv om der kan være adskillige ting, som vi er uenige om, oplever jeg, at vi ret hurtigt også over de senere år har kunnet blive enige om, at i alt for mange år har psykiatrien ikke fået den opmærksomhed og prioritering, som var nødvendig. Den har heller ikke fået den samme opmærksomhed som f.eks. somatikken. Jeg oplever, at det heldigvis har ændret sig. Det var også nødvendigt.

Jeg oplever i høj grad, at der i dag er politisk vilje til at ændre forholdene i psykiatrien. Det betyder også, at vi i satspuljekredsen bevilgede 2,2 mia. kr. til regionerne direkte til psykiatrien med satspuljeaftalen for 2015-2018. I har også haft en diskussion med den tidligere minister om en opfølgning på, om pengene er gået til det, der var aftalt, ligesom særskilte midler, 40 mio. kr. årligt, til flere senge er øremærket med satspuljen 2012-2015. Og med den seneste aftale er de her midler blevet gjort permanente. Der er også blevet lavet forsøg med brugerstyrede senge, og der er blevet taget en række andre initiativer.

Det er også blevet besluttet i satspuljekredsen, at der skal udarbejdes en ny opfølgningsmodel for regionernes brug af midlerne. Det gælder særlig, når vi kigger på antallet af sengepladser. Vi skal have kigget på, hvorfor der ikke er blevet etableret det antal, som i hvert fald var forventningen ved afsættelsen af de 40 mio. kr. årligt. Antallet af sengepladser i psykiatrien er ifølge Danske Regioners tal for perioden 2007-2016 faldet med 11,6 pct. fra 3.287 i 2007 til 2.905 sengepladser i 2016.

Jeg synes også, det er vigtigt at fremhæve de ensartede udrednings- og behandlingsrettigheder på tværs af sundhedsområdet, som blev indført i 2014, og som også betyder, at de psykiatriske patienter har samme rettigheder som de somatiske patienter. Det handler også om ligestilling, og den ligestilling afspejler sig også i de nye udrednings- og behandlingsrettigheder fra efteråret, som sikrer, at patienter har ret til at blive udredt og behandlet på privathospitaler, hvis det offentlige ikke har tilstrækkelig kapacitet. Det handler om ligestilling, når vi taler om patientrettigheder, på tværs af hele vores sundhedsvæsen. Vi har fra politisk side signaleret, at vi ser somatikken og psykiatrien som ligestillede, og vi har forsøgt at opveje noget af det efterslæb, som vi må erkende der har været på psykiatriområdet.

Men der er også stadig væk steder, hvor vi skal i arbejdstøjet, og som repræsentant for regeringen kan jeg sige, at vi ikke ønsker at stoppe her. Vi har også derfor netop besluttet at lave et styringseftersyn af psykiatrien. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som forventer at afslutte sit arbejde her i efteråret 2017, med bl.a. Danske Regioner, og arbejdsgruppen skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan den overordnede styring af psykiatrien kan forbedres med afsæt i gennemsigtighed og styring af aktivitet, kvalitet og ressourceanvendelse i psykiatrien. Det vil jeg vende tilbage til.

Så har satspuljepartierne og den tidligere regering, Venstreregeringen, desuden i fællesskab besluttet at etablere helt nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, som skal stå klar i 2018. Det er klart, at det er en diskussion, vi kommer til at få i detaljer sammen med socialordførerne. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at formålet med de nye afdelinger er at give den gruppe af borgere, der i dag ofte har alt, alt for mange indlæggelser og også nogle gange oplever næsten at blive svingdørspatienter med afbrudte behandlingsforløb, langt bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb end det, der er tilfældet i dag.

Efterårets forhandlinger i satspuljekredsen affødte nye forløbsprogrammer på børne- og ungeområdet og fokus på den tidlige indsats over for særligt sårbare familier. Forløbsprogrammerne skal jo bl.a. understøtte sammenhængende forløb på tværs af sektorerne og forvaltningsområderne, når vi taler børn og unge med psykiske udfordringer. Det er vigtigt, at vi begynder at få det her helhedsfokus, for der er rigtig mange, ikke mindst når vi taler om børn og unge, som har oplevet, at de egentlig har skullet navigere mellem forvaltninger, mellem aktører, i stedet for, at det er dem, der er i centrum.

Jeg har store forventninger til de forløbsprogrammer og det arbejde, vi nu skal lave i fællesskab, for at skabe bedre forhandlingsforløb og sikre mere målrettede indlæggelser der, hvor der er behov for det for den her målgruppe, men mest af alt sikre, at vi får så tidlig en indsats, at vi forhåbentlig kan undgå, at nogle af de her børn og unge når dertil, at deres psykiske problemer udvikler sig så meget, som de desværre får lov til at gøre i dag.

Desuden skal projektet om tidlig indsats styrke sundhedsplejeindsatsen over for udsatte og sårbare børn og familier og være med til at sikre en bedre overgang mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats. Vi ved, at den tidlige indsats kan betyde meget for den senere udvikling af psykiske lidelser.

Jeg ser også frem til, at udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen kommer med deres anbefalinger, for jeg har også en klar forventning om, at de ikke kun forholder sig til den del, der handler om somatikken, men at de netop også forholder sig til sammenhængen og det gode patientforløb, når vi taler om psykiatriområdet. Også her skal vi sørge for at følge op på deres anbefalinger, for desværre hører vi, at det er en udfordring. Vi ikke bare hører det, vi ved også fra aktørerne på området, at det nogle steder er en udfordring, at der ikke er en præcis sammenhæng mellem den kommunale indsats og den regionale indsats.

Vi ved også, at der i nogle regioner for ikke at sige rigtig mange steder er store udfordringer med at rekruttere psykiatere, hvilket kan gøre det sværere at tilbyde den tilstrækkelige indsats til målgruppen. En styrket sammenhæng på tværs af sektorer, bedre udnyttelse af det sundhedsfaglige personale – det gælder både psykologers kompetencer, men også sygeplejerskers de steder, hvor man ikke kan rekruttere psykiatere og læger med speciale inden for området – er noget af det, vi skal arbejde med for at håndtere nogle af de konkrete rekrutteringsproblemer, der er.

Regeringen har i samarbejde med regionerne nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på, hvordan vi sikrer en bedre styring af hele psykiatriområdet. Det er nødvendigt. Det handler ikke kun om de enkelte steder, hvor vi oplever problemer. Det handler også om at sætte rammerne for den fremtidige udvikling af psykiatrien over de kommende år, så vi ikke kommer dertil, at vi ikke har fokus på, hvor det går godt, og hvor det går mindre godt, så man på den måde lærer af hinanden. Hvis vi kigger på psykiatrien i dag, ser vi, at der fra statslig side ikke er fastlagt den samme form for styring som med somatikken. Det kan der både være fordele og ulemper ved. Vi skal jo ikke overføre nogle af de børnesygdomme, vi har talt om tidligere, men vi er også nødt til samlet set at kigge på, hvordan man får en større ensartethed og kvalitetsudvikling i psykiatrien, og vi er nødt til at fokusere bedre på, hvad der giver værdi for den enkelte patient.

Det giver også god mening at få arbejdsgruppen til at undersøge nærmere, hvordan indsatsen på området kan blive bedre understøttet af strukturen og incitamenterne i psykiatrien. Hvis der er noget, vi kan gøre fra centralt hold, skal man selvfølgelig kigge på det. Det er ikke kun en opgave, der ligger ude hos regionerne. Det er også en opgave, som vi som regering ønsker at have stærkt fokus på, og som jeg også håber på at vi bredt i Folketinget kan få et stærkere fokus på. Det synes jeg også dagens forslag til vedtagelse i høj grad afspejler.

Jeg forventer mig meget af de initiativer, vi har iværksat på området i fællesskab, og de initiativer, vi kommer til at tage. Det er vigtigt, at vi kommer til at samle op på de erfaringer, vi har fra forsøg og nogle af de initiativer, vi har taget. Der er også behov for at samle op, når vi taler udvikling i psykiatrien.

Jeg synes, det er væsentligt at prøve at samle op på nogle af ting, vi allerede kender. F.eks. har Statens Institut for Folkesundhed udarbejdet en rapport som en del af analysegrundlaget for udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor de peger på erfaringerne med en række tværgående projekter, der har haft til formål at skabe bedre sammenhæng i forløbene for borgere med psykiske lidelser. Rapporten har nogle rigtig gode pointer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver bedre til, når vi taler om psykiatri, at få samlet op på de ting, vi ved virker. Vi skal have samlet op, så det ikke bare bliver et enkelt forsøg et enkelt sted, men reelt kommer til at indgå flere steder. Som jeg har nævnt tidligere, skal vi også have samlet op på brugen af de penge, vi har afsat i fællesskab, så ved vi, de går til det, der er aftalt. Det er i høj grad en vigtig del af gennemsigtigheden på psykiatriområdet, så vi kan følge de midler, vi afsætter, så vi ved, de reelt kommer ud og kommer patienterne og medarbejderne til gode.

Vi afsatte også fælles ressourcer til udbygning af kapaciteten i psykiatrien til flere varme hænder og flere sengepladser. Når det handler om varme hænder, kan vi se, at vi har haft en ret stor vækst i antallet af medarbejdere. Men hvis vi kigger på antallet af sengepladser, kan vi ikke se det samme. Så er det ikke sådan, at sengepladser er alt, for vi har heldigvis også fået flere ambulante behandlinger i psykiatrien. Men når vi samtidig kan se på de seneste tal, at vi har 23 pct. genindlæggelser, så er der noget, der bør få alarmklokkerne til at ringe, så vi tør diskutere kapacitet og sammenhæng i de behandlingsforløb, der er på psykiatriområdet i dag.

Jeg glæder mig meget til debatten i dag og det videre samarbejde om, hvordan vi fremadrettet skaber mere ensartethed i psykiatrien, og hvordan vi sikrer bedre forløb for patienterne. Der er en politisk forpligtelse til at sikre, at psykiatriske patienter og mennesker med psykiske lidelser får behandling af høj kvalitet i form af, at vores sundhedsvæsen er der for dem, når der er behov for det. Vi har taget små skridt allerede og skal tage flere skridt. Vi kan ikke tage tigerspring, men vi skal hele tiden udvikle vores psykiatriområde, så vi får bedre kvalitet, så vi får bedre patientsikkerhed, så vi får et bedre patientomdrejningspunkt, så vi sikrer rekruttering af medarbejdere til psykiatrien, som sikrer en høj kvalitet for patienterne.

Ventelisterne er heldigvis for nedadgående. Der behandles flere patienter, og personalet har fokus på, at behandlingen i mindre grad end tidligere skal foregå med tvang. Så sent som i sidste uge kunne man i medierne læse, at Psykiatrisk Center Ballerup som det første sted i landet har undgået at bruge bæltefikseringer i 100 dage. Det synes jeg er rigtig flot. Vi skal også huske at anerkende de positive historier. Det skal være en del af fortællingen om det stærke faglige fokus, der er hos vores medarbejdergrupper i psykiatrien.

Selv om jeg nu har sagt, at der skal ske mere udvikling, og at det desværre ikke på alle områder går så hurtigt, som man kunne ønske, skal vi huske at anerkende de steder, hvor det heldigvis går fremad, og hvor vi kan se, at patienterne og medarbejderne lykkes med hver dag at skabe gode forhold for patienterne i psykiatrien.

Jeg er også åben over for konkrete og gode forslag til, hvordan vi kan forbedre psykiatrien, og jeg håber sådan set, at det fælles forslag til vedtagelse, der ligger i dag, er udtryk for, at det her ikke er et område, hvor vi skal have polemiske diskussioner, men i høj grad er udtryk for, at vi kan fortsætte det arbejde, vi har haft de seneste år, hvor vi i fællesskab har løftet området. Tak for ordet, og tak for forespørgslen.

Tak til ministeren. Så er det fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti, som er ordfører for forespørgerne. Værsgo.

Mange tak til sundhedsministeren. Jeg synes, det var et rigtig dejligt svar, at man er bekymret, og mange af de ting, som ministeren var inde på, er faktisk noget af det, der står i min tale, så jeg ved ikke helt, om ministeren har smugkigget.

Vi ser alt for ofte, at når psykiatrien kommer i fokus og i medierne, er det jo hovedsageligt, når der sker noget forfærdeligt. Vi har jo i de seneste par år været vidner til ulykkelige situationer, og det har nu resulteret i, at vi har lavet en ny aftale om nye bosteder. Men spørgsmålet er, om ikke alt det, vi foretager os med psykiatrien, er lappeløsning på lappeløsning. Når jeg ser tilbage på de 9 år, hvor jeg har arbejdet med psykiatrien herinde på Christiansborg, har vi sat utrolig mange ting i gang. Vi har afsat penge til nye og moderne bygninger; vi har afsat penge til flere gennembrudsprojekter, der har resulteret i mindre tvang; det er til akutstuer i kommunerne; og det er flere tiltag, der skulle vise, hvad de mennesker, som har en psykisk lidelse, og som har brug for hjælp, mangler. Det er som en gordisk knude. Jeg kan huske, at da vi afsatte penge til en retspsykiatrisk afdeling, kunne vi ikke få personale, og ergo kunne vi ikke bruge den. I dag har vi også en afdeling i Slagelse, som ikke er åben, fordi de ikke kan få personale til den. Så jeg oplever gang på gang, at det hele bider sig selv i halen.

Når vi fordyber os i tallene, kan vi også se, at vi i dag har det samme antal sengepladser, som for 5 år siden, og at vi nærmest har ligget på det samme niveau i de sidste 10 år – og det er, selv om antallet af behandlingskrævende psykisk syge er steget med 43 pct. fra 2007 til 2014. Det svar, vi får fra forskellige ministre, og som ministeren også selv var lidt inde på, er, at udvidelsen af den ambulante udredning og behandling gør, at vi ikke har behov for sengepladser. Det er det, vi har hørt i mange år. Men jeg tvivler, specielt når vi får de her henvendelser om dem, der ikke kan indlægges, eller som bliver udskrevet for tidligt – det være sig unge piger eller voksne mænd.

Jeg mener, at vi skal se at få vendt udviklingen i psykiatrien, og lige her og nu har vi brug for sengepladser og personale. Som jeg var inde på før, er der jo nogle steder mangel på personale, og andre steder er det penge til senge, så vi må jo se på, hvordan vi kan få det til gå op i en højere enhed. Derfor er jeg også glad for, at man nu kigger på det og kigger på styringsredskaber og på, hvad der er brug for i psykiatrien. Den nye aftale om nye bosteder resulterer forhåbentlig i, at vi får tilført 150 pladser i den almene psykiatri. Det er i hvert fald blevet lovet.

Men vi er også nødt til at se på, hvordan vi så sikrer de mennesker, der har det så svært og har det bedst ved at være indlagt, og at vi sikrer, at de kan blive indlagt, når de har brug for det, og ikke bliver udskrevet, før de er klar til det. Men der er også nødt til at være nogle ude i kommunerne, som kan tage sig af dem, når de bliver udskrevet. Sagen er den, at vi ikke har et sammenhængende forløb og en sammenhængende indsats, når man bliver ramt af en psykisk sygdom. Ministeren var også inde på det. Jeg tror faktisk ikke, at vi har brug for sengepladser, hvis vi sikrer, at vi kan tage os af borgerne, når de har brug for det, og hvis man ude i det kommunale sikrer, at der bliver taget hånd om de børn, der starter med at få nogle problemer – det kan nogle gange starte med at være sociale problemer eller andre ting i skoletiden. Vi kan jo se, når headspace i nogle kommuner går ind og hjælper til, at de faktisk nogle gange kan hjælpe børnene, så de ikke bliver indlagt og ikke fortsætter en psykisk sygdom-deroute, hvor det kommer til indlæggelser og udskrivninger, og hvor de er i sundhedsvæsenet i mange år.

Vi kan se, at det hjælper nogle af de voksne, der bliver smidt ud af arbejdsmarkedet, fordi de får en psykisk lidelse, med en håndholdt indsats. Så vi har jo beviser på, at der er nogle ting, der virker. Problemet er bare, hvordan vi implementerer det rundtomkring, for hvis vi sikrer os, at vi tager os af de unge og af de ældre, når de bliver syge på arbejdsmarkedet og går ned med stress, vil de ikke nå derhen, hvor de har brug for at blive indlagt til behandling. Det var det, vi så i Trieste for nogle år siden. Jeg bliver ved med at nævne Trieste, men det er nok, fordi det gjorde et rigtig stort indtryk på mig, for de havde faktisk ikke ret mange sengepladser. Jeg har talt med ministeren om, at ministeren, når ministeren kommer tilbage fra barsel, måske skulle tage en tur til Trieste og se, hvordan de har det dernede.

Så jeg håber, at vi kan se på det hele, og at det her med, at vi kigger på styringsværktøj, pladser osv., også gør, at vi eventuelt kan lave en helt ny psykiatriplan. Det kunne da være rart, hvis vi sammen herinde kunne se på, hvad der har virket, og få det implementeret, og så se på, hvordan vi kunne få en rigtig god psykiatri og hjælpe de mennesker, som har det svært.

Jeg vil nu læse et forslag til vedtagelse op. Det bliver støttet af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Konservative og De Radikale.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig

– at det er en lægefaglig vurdering, hvorvidt patienter skal indlægges og udskrives, og

– at der i regi af satspuljen for 2017-2020 er igangsat nye initiativer på området såsom specialiserede socialpsykiatriske afdelinger og forløbsprogrammer for børn og unge med psykiske udfordringer, som skal sikre bedre og sammenhængende behandlingsforløb.

Folketinget ønsker at understøtte gode behandlingsforløb for mennesker med psykiske lidelser.

Folketinget ønsker at forbedre indsatsen ved

– som en del af styringsarbejdet for psykiatrien at undersøge, om der eksisterer uhensigtsmæssige strukturer, som bl.a. kan føre til for korte indlæggelser, og

– at sikre bedre indlæggelsesforløb for mennesker med psykiske lidelser med afsæt i anbefalinger fra udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Folketinget opfordrer regeringen til øget fokus på bedre indlæggelsesforløb, herunder forebyggelse af genindlæggelser for mennesker med psykiske lidelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 36).

Tak for det. Det forslag vil indgå i de videre forhandlinger under den her debat.

Så er der en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for ordførertalen. Der var rigtig mange ting i den, jeg var meget enig i. Psykiatriområdet er jo et område, hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten faktisk ofte har stor enighed, og jeg vil især kvittere for forslaget om, at vi får etableret en ny psykiatrihandlingsplan.

Ordføreren har også ret i, at der er mange ting, vi ville kunne afhjælpe gennem bedre forebyggelse, men jeg ville bare gerne høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at der også er brug for et akut løft til psykiatrien, og at der også vil være behov for at få flyttet psykiatrien over som faste bevillinger på finansloven, frem for at det er noget, der kører over bevillinger gennem satspuljen – som ganske vist også bliver finansieret over finansloven – men altså at det kommer over som et generelt løft på finansloven, så vi kan få fjernet det efterslæb, der er, i forhold til somatikken.

Værsgo til fru Liselott Blixt.

Vi er fuldstændig enige i Dansk Folkeparti. For det første ønsker vi, at satspuljen bliver nedlagt, så psykiatrien automatisk ryger over på finansloven, så det har vi faktisk fremsat forslag om flere gange, og vi har også støttet Enhedslistens forslag, når man har villet nedlægge satspuljen. Så vil jeg da også skynde mig at sige, at vi har haft et rigtig godt samarbejde, og jeg jo faktisk er ked af, at hr. Peder Hvelplund nu snart er færdig med at være barselsvikar, for der er mange ting, vi er enige om på området.

Hr. Peder Hvelplund.

Så kan jeg da berolige ordføreren med at sige, at det er muligt, at medlemmer går på orlov, men politikken består. Så jeg er sikker på, at det gode samarbejde vil fortsætte efterfølgende. Jeg ser da frem til, at vi kunne prøve at se, om vi ikke kunne få løftet den opgave i fællesskab at få bragt psykiatrien over på finansloven, og at vi kan sikre en fast bevilling herigennem.

Fru Liselott Blixt.

Det kan du tro. Vi arbejder i hvert fald fortsat på det. Tak.

Man bliver jo så beruset af al den venlighed, at man kommer til at sige »du«.

Den næste ordfører er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skal fortsætte den gode dialog her.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for den her forespørgselsdebat. Vi har løbende hørt mange historier om en presset psykiatri. Alene inden for de sidste 6 måneder har der været historier om et fald i antallet af sengepladser og en stigning i antallet af patienter, et stigende antal genindlæggelser, tvangsindlæggelser, rask fra i dag osv. Vi har været vidne til en psykiatri, hvor patienter ikke får den behandling, de har behov for, hvor de udskrives for hurtigt og derfor bliver indlagt igen og igen.

Når den samlede personalegruppe på Psykiatrisk Hospital i Risskov siger stop, skal vi lytte. Lige før jul sendte overlægerne, sygeplejerskerne, psykologerne og social- og sundhedsassistenterne sammen et åbent brev til Region Midtjylland, hvori de beskrev, at de ikke længere kunne stå inde for kvaliteten af behandlingen, og at de anså forholdene for at være fagligt uforsvarlige. Brevet kom lige efter opråbet fra politiet i forhold til tvangsindlæggelse af patienter. Knap 12 gange om dagen rykker politiet ud for at hjælpe med at tvangsindlægge en patient. Politiet siger, at de ikke kan magte opgaven, og at de hverken har kompetencerne eller ressourcerne til at løfte opgaven godt nok.

Siden 2007 er antallet af tvangsindlæggelser, hvor politiet hjælper, steget med 66 pct., og i samme periode, det vil sige fra 2007 til 2016, er antallet af sengepladser faldet med ca. 11 pct. Det svarer til næsten 400 sengepladser. I 2015 blev næsten hver fjerde patient i psykiatrien genindlagt kort tid efter udskrivelsen. Ja, tallene og historierne taler for sig selv; psykiatrien har barske vilkår. Men lad mig slå fast med syvtommersøm, at patienter skal udskrives på baggrund af en lægefaglig vurdering, ikke på baggrund af noget som helst andet, og slet ikke fordi der ikke er plads eller personale nok. Det seneste tiltag om de socialpsykiatriske afdelinger skulle meget gerne give noget kapacitet i psykiatrien, fordi funktionen gerne skulle føre til færre genindlæggelser og færre tvangsindlæggelser, når personalet får nogle bedre værktøjer kombineret med en høj faglighed.

Men lad mig også slå fast, at kapaciteten er en del af løsningen, men ikke det hele. Den fagligt bedste løsning er jo ikke at lade patienterne være indlagt for evigt. Alle mennesker vil gerne hjem til familien, til det netværk og den hverdag, man har, og det gælder altså også mennesker med psykiske sygdomme. Ingen bliver rask af at være indlagt længst muligt, og der er også behov for resocialisering og recovery. Derfor skal vi også se andre steder hen, når vi skal forbedre vilkårene for nogle af de mest udsatte mennesker. En ordentlig sammenhæng mellem psykiatrien og de opfølgende indsatser er ekstremt vigtig, samspillet og samarbejdet mellem sektorer og forskellige faggrupper er, som ministeren også var inde på, helt afgørende, hvis vi skal sikre en ordentlig behandling, kvalitet og tryghed for den pågældende patient. Det er tvingende nødvendigt, at vi bliver bedre til at sørge for, at den ene hånd tager over, hvor den anden slipper, og at mennesker ikke falder mellem to eller flere stole. I den kontekst synes jeg at det er bekymrende, at regeringen ikke nævner psykiatrien med ét ord i regeringsgrundlaget. Jeg håber ikke, det er et generelt udtryk for en nedprioritering.

I Socialdemokratiet ønsker vi en reel ligestilling mellem de psykiske og fysiske sygdomme, og når vi ser på det efterslæb, der er i forhold til psykiatrien, er det vigtigt at holde fast i den prioritering. Men jeg noterer mig også, at der er et bredt flertal i Folketinget, som viser en vilje og har et ønske om at løfte psykiatrien fremadrettet. Derfor ser jeg også frem til den her forespørgselsdebat, hvor vi kan drøfte både udfordringerne, men også de mulige tiltag, der kan komme på tale i forhold til den pressede psykiatri. Og jeg skal på vegne af mine kollegaer fra Radikale Venstre sige, at de også støtter forslaget til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Indledningsvis vil jeg gerne kvittere for DF's initiativ med forespørgselsdebatten her i dag. Et godt sundhedsvæsen er et sundhedsvæsen for alle, uanset om man har en fysisk sygdom eller en psykisk lidelse. For selv om der er stor forskel på et hoftebrud og en hashpsykose, er omdrejningspunktet det samme: Det danske sundhedsvæsen er til for danske patienter, uanset hvilken lidelse man har, og det må og skal være patienten, som altid er i centrum. For os i Venstre har det været væsentligt at sikre samme rettigheder for patienter i somatikken så vel som i psykiatrien – og i 2015 fik alle patienter faktisk samme udredningsret på 30 dage – ligesom det har været afgørende for os i forbindelse med satspuljeforhandlingerne at sikre midler til indsatser i psykiatrien. Sammen med satspuljepartierne har vi prioriteret midler til en kapacitetsopbygning, både i det fysiske, men også personalemæssigt.

Da jeg i 2011 blev psykiatriordfører, var der en række interessenter omkring psykiatrien, som ønskede at mødes til en kop kaffe. Og jeg inviterede inden for på skift, og de første input, som jeg fik, fra personale og organisationer, var, at der manglede sengepladser i psykiatrien. Det troede jeg så på, indtil jeg deltog i et debatmøde, hvor det gik op for mig, at den sandhed også havde nuancer. For til debatmødet, det var i øvrigt sammen med fru Liselott Blixt, var der en stor flok, som pegede på, at udfordringen ikke alene var flere sengepladser, men også bedre ambulante tilbud. Og jeg tror, hvis jeg skal være ærlig, at sandheden ligger et sted midtimellem.

Siden 2011 har vi gennem satspuljen prioriteret midler til flere sengepladser – midler, som siden er blevet permanentgjort og altså nu er på finansloven – ligesom vi har prioriteret midler til en styrket ambulant indsats, som også er permanentgjort. Det har betydet, at vi i de seneste år har set en markant stigning i antallet af ambulante patienter og kortere indlæggelser. Det er i og for sig glædeligt, for det viser jo, at den omlægning af psykiatrien, som vi har ønsket fra politisk hold, nu er en realitet.

Men det rejser også en række spørgsmål. De seneste år har personalesammensætningen i psykiatrien ændret sig, og antallet af sengepladser er også faldet de seneste år, så man nu med rette kan stille spørgsmålet, om personalesammensætningen er optimal, og om der er det rette antal sengepladser til rådighed. Vi havde jo i satspuljekredsen faktisk en ambition om, at vi skulle øge antallet af sengepladser. For det er klart, at er man syg, og er man behandlingskrævende i en sådan grad, at man har brug for at være indlagt, så skal sengekapaciteten da være til rådighed.

De seneste år har vi set en markant stigning i antallet af genindlæggelser, og det bør vække bekymring. Siden 2009 er genindlæggelsesprocenten steget med ca. 20, og den stigning bør få os alle til at løfte øjenbrynene og spørge os selv: Hvor går det galt? Jeg har ikke svaret her, men jeg har en klar fornemmelse af, at når vi igen og igen hører om patienter, der bliver sat mellem to stole, er det måske i snitfladerne mellem overgangene mellem regioner, kommuner og den almene praksis, vi skal finde en del af svaret og en del af løsningen.

Netop nu arbejder Udvalget vedrørende det nære og sammenhængende sundhedsvæsen på forslag til, hvordan vi kan styrke netop det sammenhængende sundhedsvæsen og blive bedre til at sikre gode overgange, så færre i fremtiden vil opleve at blive sat mellem to stole eller i det hele taget føle sig fortabt i et stort sundhedsvæsen, som kan være svært for den enkelte at navigere i, særlig når man er i en sårbar og udsat position.

Jeg tror også, vi skal finde en del af svaret i den styringsmodel for psykiatrien, som vi har valgt. Psykiatrien er jo ikke underlagt produktivitetskrav, som vi kender det fra somatikken, men er primært rammestyret. I 2014 nedsatte den tidligere SR-regering en arbejdsgruppe, som skulle se på, hvordan styringsmekanismerne i psykiatrien er skruet sammen. Og alene sommerens diskussion om, hvad de 2,2 mia. kr., som blev prioriteret til psykiatrien via satspuljen i sommeren 2014, er blevet brugt til, er jo et dugfrisk eksempel på, at der er behov for at se på, hvordan man i psykiatrien opnår større ensartethed, for så vidt angår f.eks. monitorering. Vi skal have bedre muligheder for at følge op og sætte ind dér, hvor udfordringerne er størst.

I somatikken har vi i disse år et større fokus på, hvad der skaber værdi for patienten, og det fokus skal vi også have i psykiatrien. Vi hører alt for ofte triste historier, og man glemmer eller overser de gode historier. Personligt blev jeg så glad, da vi i sidste uge kunne læse, at man på Psykiatrisk Center Ballerup havde fejret 100 dage uden bæltefiksering, og en del af succesen skyldes et øget fokus på leg, bevægelse og motion, ligesom sygefravær, arbejdsskader og anmeldelser af vold og trusler er faldende. Det giver så meget mening, og det bekræfter os i Venstre i, at det var den rigtige beslutning, vi tog sammen med den tidligere SR-regering, da vi besluttede at halvere brugen af tvang frem mod 2020, også når vi skal sikre bedre indlæggelsesforløb for de patienter, som har brug for at være på en lukket psykiatrisk afdeling i en tid.

Fra Venstres side kan vi bakke op om det forslag til vedtagelse, som DF's ordfører tidligere læste op.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og en stor tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten her. Det er jo en kærkommen lejlighed til at debattere forholdene i psykiatrien. Det er et område, der ofte er lidt overset i sundhedsdebatten, og derfor er det rigtig godt, at vi i dag får muligheden for at drøfte det. Forespørgslen i dag handler specifikt om forholdene i hospitalspsykiatrien og muligheden for at blive indlagt og for at forblive indlagt, hvis det er det, man ønsker.

Vi har på det seneste oplevet en kraftig stigning i søgningen til psykiatrien. I perioden 2007-2014 steg antallet af patienter i den regionale psykiatri med 43 pct. Samtidig steg bevillingerne imidlertid kun 17 pct. Der er derfor et stort økonomisk efterslæb i psykiatrien, hvis man sammenligner med somatikken, og det udmøntes bl.a. i en mangel på sengepladser. Jeg er helt med på, at vi godt kan diskutere sengepladser som den eneste løsning på problemet; det er jeg sådan set enig i det ikke er. Men sengepladser skal jo ses i sammenhæng med de muligheder, vi har i dag i socialpsykiatrien og i det forebyggende arbejde. Der kan vi jo bare konstatere, at der i dag mangler sengepladser, set i forhold til, hvor svært det er at blive indlagt, og hvor svært det er at forblive indlagt

Senest har vi oplevet det i form af det nødråb, som en samlet personalegruppe på Psykiatrisk Afdeling i Risskov sendte til politikerne. De gjorde det fuldstændig tydeligt, faktisk nærmest skræmmende tydeligt, at systemet ude hos dem var ved at bryde helt sammen til skade for personalet, til skade for de pårørende og til skade for patienterne. Virkeligheden er, at borgere med psykisk sygdom ikke får den behandling, de burde kunne forvente. Det er borgere, der er i en yderst sårbar situation.

Vi tilbyder dem nogle gange forhold, vi aldrig ville drømme om at tilbyde andre steder i hospitalsvæsenet. Antallet af genindlæggelser er stigende. Vi oplever det, man kalder fredagsudskrivninger, hvor de mindst syge udskrives til weekenden for at sikre plads til nye og akutte indlæggelser, uanset om borgerne mener at være klar til at blive udskrevet, og uanset om det sundhedsfaglige personale vurderer, at det er forsvarligt. I princippet burde det jo være sådan, at der var en modtagepligt på psykiatriske afdelinger, hvor det alene var de sundhedsfaglige afgørelser, der gjorde, om man kunne blive indlagt. Men det er klart, at hvis man skal gøre det, bliver der også nødt til at følge ressourcer med til det.

For det at blive indlagt er ikke nogen ønskværdig situation. Jeg tror ikke, at der er nogen, der går og drømmer om at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er en situation, man først kommer i, når det er sådan, at der virkelig er behov for hjælp til at kunne få kontrol over sin tilværelse igen. Til gengæld ønsker langt de fleste også at blive udskrevet, så snart de har muligheden for det, og så snart de ser sig i stand til at klare sig selv. Det er også derfor, det er fuldstændig urimeligt, at det er så svært at blive indlagt, og at det er så svært at bevare muligheden for at forblive indlagt. Bl.a. derfor har vi oplevet en kraftig stigning i antallet af patienter i retspsykiatrien; borgere, der ganske enkelt ser sig nødsaget til at havne i kriminalitet for at få hjælp, eller som er gået så lang tid uden tilstrækkelig hjælp, at de havner i kriminalitet. Retspsykiatrien har hvert år de seneste år oplevet en stigning på 7 pct. om året. Det er en ganske dramatisk stigning, og det er det, især fordi den fortsætter.

Det beskæmmende er, at vi godt ved, hvad der virker. Det er en styrkelse af hospitalspsykiatrien med flere sengepladser og mulighed for længerevarende indlæggelser, så vi kan minimere antallet af såkaldte svingdørspatienter. Det er flere ressourcer til aktiviteter på afdelingerne, en mangefacetteret vifte af tilbud med musikterapi, motion, kognitiv terapi og en tværfaglig indsats. Vi har erfaringerne, og vi ved, hvad der virker, også som en forebyggende indsats. Det eneste, vi mangler, er den politiske vilje til at afsætte midlerne.

Nu er der flere, der har nævnt de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, og dem bliver jeg også nødt til lige at berøre her, for jeg mener, at de nye afdelinger er et juridisk og pædagogisk misfoster. Vi har i mange år haft et klokkeklart princip om, at man kun anvender tvang, hvis en borger er psykotisk og er til fare for sig selv eller andre. Det bliver nu fraveget. Nu kan man opleve en tvangstilbageholdelse, hvis blot der opfyldes nogle specifikke kriterier. Og det er faktisk værre endnu. Faktisk kan man frihedsberøves på de nye tilbud, selv om lægen siger, at borgerne ikke har en svær psykisk lidelse. Det er et visitationsudvalg, der træffer afgørelse ved stemmeflerhed, og lægens afgørelse kan således tilsidesættes. Man lægger med andre ord op til, at der kan stemmes om, hvorvidt en borger har en psykisk lidelse. Det er et temmelig voldsomt anslag imod retssikkerheden og i det hele taget på vores syn på borgere med en psykisk sygdom.

Så i stedet for burde regeringen straks afsætte midler på finansloven til et løft af psykiatrien, der kunne sikre flere pladser i behandlingspsykiatrien, så det bliver en lægefaglig vurdering, der afgør, om en borger kan indlægges, frem for som i dag, hvor det ofte er en ressourcemæssig vurdering. Desuden burde regeringen sammen med faglige, brugere og pårørendeorganisationer igangsætte arbejdet med en ny psykiatrihandlingsplan.

Jeg skal derfor på vegne af Enhedslisten og Alternativet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er et betydeligt økonomisk efterslæb i psykiatrien, der bl.a. resulterer i mangel på sengepladser. Antallet af patienter er fra 2007-2014 steget med 43 pct., mens bevillingerne kun er steget med 17 pct.

Folketinget konstaterer, at det har den konsekvens, at borgere med en psykisk sygdom oplever vanskeligheder med at blive indlagt på grund af mangel på sengepladser. Det bør ikke være ressourcehensyn, der afgør, om en borger med psykisk sygdom kan indlægges, men alene en lægefaglig vurdering.

Folketinget skal derfor opfordre regeringen til at igangsætte arbejdet med en ny psykiatrihandlingsplan, der kan klarlægge behovet for ressourcer samt optimere samarbejdet mellem borger, hospitalspsykiatri og specialpsykiatri. Arbejdet med en ny psykiatrihandlingsplan bør involvere repræsentanter for brugerne, de pårørende og de ansatte i psykiatrien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 37).

Tak for det. Det her forslag til vedtagelse vil også indgå i de videre forhandlinger.

Tak for det. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at bringe en debat op om det her emne vedrørende psykisk syge. Det er et meget vigtigt område, som langtfra altid får den fokus og opmærksomhed, som det bør have. Vi ser desværre mange ulykkelige skæbner i psykiatrien, mennesker, som af den ene eller den anden grund er kommet i en situation, hvor livet er for svært, og dem skal vi forsøge at hjælpe bedst muligt. Nogle har brug for indlæggelse, og derfor har vi igangsat flere forskellige initiativer for at skaffe flere sengepladser. Der er afsat midler øremærket til flere sengepladser, men alligevel er antallet af sengepladser faldet, og der er mangel på dem. Det duer ikke. Vi må finde ud af, hvordan det hænger sammen, og hvordan vi kan sikre, at der kommer flere sengepladser.

Vi ser patienter, som udskrives for tidligt, og der er for mange genindlæggelser. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at undersøge, hvilke forhold der gør sig gældende, hvordan vi kan undgå disse for korte indlæggelser, og hvordan vi kan hjælpe psykiatriske patienter bedre. Det må aldrig være kapacitet, som bestemmer, hvorvidt en patient indlægges eller udskrives. Det skal altid bero på en lægefaglig vurdering.

Vi her i Folketinget skal sikre, at regionerne har de rammer, der skal til, for at regionerne kan løfte den opgave. Derfor har vi igangsat flere indsatser fulgt af økonomiske midler. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som sammen med regionerne kan se på, hvordan vi får den bedste behandling ud af disse indsatser, og hvordan vi yder den bedste hjælp til psykiatriske patienter.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed vil cirka 20 pct. af den danske befolkning i løbet af et år opleve problemer med deres mentale sundhed. Det svarer til mellem 700.000 og 800.000 personer. Psykisk sygdom kan ramme os alle, og vi skal tage udviklingen alvorligt og arbejde for, at færre bliver ramt, og at flere kommer godt igennem deres sygdomsforløb. Meget af den indsats handler om at styrke indsatsen mod stress, depression, angst og andre sygdomme, også inden de opstår. Andet handler om at løse mere akutte udfordringer med manglende ressourcer på institutioner og bosteder. Her er flere penge måske en del af løsningen. Antallet af psykisk syge kriminelle er steget, i takt med at antallet af sengepladser er faldet, og også antallet af svært psykisk syge blandt hjemløse er steget.

En tredje del af indsatsen handler også om, at vi fra politisk side tør at prioritere den forebyggende indsats højere, så der i fremtiden ikke bliver brug for så mange sengepladser og indlæggelser. Hvis man kigger på de aktuelle udfordringer, er det for Alternativet vigtigt, at vi sikrer, at psykisk syge kan få den behandling, som de har behov for, og at det tager udgangspunkt i en lægefaglig vurdering, ikke økonomi, ligesom det derudover er vigtigt, at patienterne kan forblive indlagt, indtil de ud fra en lægefaglig vurdering er klar til at blive udskrevet.

Vi har naturligvis ingen ambitioner om, at vi skal tilbage til tidligere tiders sengepsykiatri, men vi er helt enige med de fagfolk, der understreger, at kombinationen af flere patienter, færre senge og en manglende udbygning af den ambulante psykiatri er en særdeles farlig udvikling, bl.a. fordi vi har set, at det kan få fatale konsekvenser, hvis man udskriver patienterne for tidligt. Som samfund har vi en fælles forpligtelse til at sikre, at systemet kan håndtere psykisk syge personer, også dem, der er for raske til at være indlagt, men for syge til at bo for sig selv eller opholde sig på de bosteder, der tager imod dem efter udskrivelsen.

Jeg vil også nævne, at jeg er enig med de af mine kollegaer, der har gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er, at psykisk syge kan få den rette behandling, også når de er indlagt. Forskning viser, at f.eks. motion, kost og miljøterapi kan mindske den enkeltes brug af medicin, og det kræver jo, at medarbejderne klædes på til at påtage sig den opgave. Vi skal også tænke nyt, mener vi i Alternativet. I Florida drives et hospital for svært psykisk syge lovovertrædere, ved at patienterne er aktivt involveret i den daglige drift, som giver dem nogle nye færdigheder, der ruster dem til udskrivelser.

Jeg har også lyst til at understrege, hvor vigtigt det er, at vi husker hinanden på, at rigtig mange psykiske sygdomme kan forebygges. Hvis vi sætter ind i tide og prioriterer den forebyggende indsats, kan vi faktisk forhindre, at mange af de her mennesker overhovedet får brug for piller, en sengeplads eller behandling. Desværre er vi for dårlige til at forebygge, især når det handler om psykiske sygdomme. Vi prioriterer det simpelt hen ikke nok, og vi bruger for få penge på det. Når vi ikke prioriterer forebyggelse nok, har det store konsekvenser for den sociale bæredygtighed, men det har også store konsekvenser for vores økonomi. Psykisk sygdom koster hvert år vores samfund omkring 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste. Derfor er der både fra individets og fra fællesskabets side god fornuft i at opprioritere den forebyggende indsats.

Til sidst vil jeg gerne slå fast, at Alternativet selvfølgelig står klar til at diskutere, hvordan man kan gentænke vores systemer og udvikle nye gode løsninger på de udfordringer, som psykiatrien står over for nu og på sigt. Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her debat.

Tak for det. Og den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Først tak til Dansk Folkeparti for forespørgselsdebatten, som jeg synes er yderst relevant. Også tak for ministerens redegørelse. En ordentlig og menneskeværdig psykiatri kræver, at der er let adgang og god og effektiv behandling til mennesker med sindslidelse, så det er muligt for dem at vende tilbage til deres hverdag hurtigst muligt. Det er trods ministerens mange fine ord altså ikke tilfældet i dag. Alt for mange afvises i døren, når de henvender sig til den behandlende psykiatri, eller udskrives alt for hurtigt.

For et par uger siden udtalte psykiaternes formand, at han ikke kunne afvise, at man arbejdede med begrebet rask fredag på de psykiatriske afdelinger som følge af manglende sengepladser og psykiatere. Der er derfor fortsat brug for et generelt løft af området på trods af de midler, som den forrige regering fik overført til området. I SF kunne vi godt tænke os, at man gav psykiatrien den samme bevågenhed, som vi f.eks. giver kræftområdet. Vi har derfor også peget på, at man fremadrettet burde arbejde for, at 25 pct. af de nye sundhedsmidler, der tilføres sundhedsområdet, skulle øremærkes til psykisk syge, så vi kunne få bedre rammer og flere uddannede psykiatere og specialuddannede psykologer og sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ind i psykiatrien, samtidig med at vi styrkede samarbejdet mellem den behandlende psykiatri og socialpsykiatrien i kommunerne.

I den forbindelse tror jeg man burde lytte til Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, FOA og Danske Patienter, der har peget på fælles finansiering af psykiatrihuse, så man på bostæderne og i overgangen mellem de to systemer kunne trække på den sundhedsfaglighed, vi har i sygehusdelen af psykiatrien, og den socialfaglighed, der i dag ligger i kommunerne.

Så har jeg slet ikke nævnt behovet for en langt stærkere forebyggende indsats eksempelvis i form af fri adgang til en psykologhjælp til unge, så vi måske kunne undgå, at mange unges psykiske sårbarhed senere hen skal sætte sig som psykoser og sindssygdom. Det betyder også, at vi ikke kun skal se på uhensigtsmæssige strukturer, vi skal også se på manglende økonomi eller uhensigtsmæssig fordeling af midlerne til psykiatrien. I SF synes vi, at det haster.

Tak for det. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Tak til Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgslen, så vi fortsat kan have fokus på nogle af vores mest svage medborgere, der kræver særlig pleje og behandling. Og tak til ministeren for de indledende bemærkninger, som Konservative deler. Det var betryggende at høre, at ministeren også ser med stor alvor på udfordringerne og vil følge det tæt.

Der er ikke nogen tvivl om, at der i mange år har været et efterslæb på det psykiatriske område, samtidig med at der har været en voldsom stigning i antallet af patienter. Det var derfor også med tilfredshed, at Konservative var med til at bevilge 2,2 mia. kr. i satspuljemidler til psykiatriområdet fra 2015 til 2018. Det var et tiltrængt løft.

Forhåbningerne til forbedringer var store – desto mere beklageligt er det at konstatere, at trods de mange penge tilført regionerne har det samlet set ikke udmøntet sig i flere sengepladser på de psykiatriske sygehuse. Tværtimod er der blevet færre i en tid, hvor presset er større end nogen sinde. Konservative var derfor også tilfredse med, at den tidligere minister indkaldte satspuljeaftalepartierne til et opfølgende møde i oktober sidste år med henblik på at få etableret nogle bedre styringsværktøjer, så vi bedre kan følge satspuljemidlerne fremadrettet. Det er helt ufatteligt, at regionerne ikke har mulighed for at opgøre tal og oplysninger på området på samme måde, så vi i Folketinget kan få et klart indblik i forholdene.

Når det så er sagt, er det dog positivt at kunne konstatere, at ventetiderne generelt er blevet meget kortere end for bare få år siden. Man må så bare håbe, at de akut trængende kommer til med det samme, og at resten kan tåle at vente op imod 20, 25, 27 dage, før de kommer i kontakt med psykiatrien. Men det er et spørgsmål, vi også fremover må have fokus på.

Spørgsmålet er så, om patienterne udskrives for tidligt fra de psykiatriske hospitaler. I den netop udkomne rapport fra Sundhedsdatastyrelsen vedrørende genindlæggelser i psykiatrien kan man konstatere, at næsten hver fjerde voksne genindlægges, og at en fjerdedel af dem bliver det inden for de første 3 dage. Det er overlægens suveræne afgørelse, hvorvidt en patient skal udskrives eller ej. Men af en omtale i pressen og fra interesseorganisationen SIND kunne meget tyde på, at man grundet overbelægning eller forventede mange indlæggelser op til en weekend udskriver nogle patienter for tidligt. Såkaldte prikkerunder om fredagen er ikke god musik i mine ører, og af førnævnte rapport kan man også konstatere, at der er en større genindlæggelsesprocent for patienter, der netop er udskrevet efter en kort indlæggelse uden for dagtid eller i weekenden. I det hele taget burde de ansvarlige i regionerne tage rapporten til efterretning. Statistikken taler sit tydelige sprog, både hvad angår patientgrupper og deres sociale baggrund. Netop de i rapporten nævnte genindlæggelsesgrupper skulle hospitalerne måske give lidt mere opmærksomhed i nogle dage.

Jeg vil i den forbindelse ikke undlade at gentage, at det ikke er den nuværende eller den tidligere regerings skyld eller de siddende ministres skyld, at psykiatriområdet ikke fungerer optimalt. Det er regionerne, der har driftsansvaret, og specielt efter tilførslen af 2,2 mia. kr. burde man med rette kunne forvente noget bedre. Konservative anerkender, at der er personalemangel i hele landet. Vi bør derfor tænke ind, om andre faggrupper kan opgraderes, så hospitalerne tilføres de nødvendige kompetencer hurtigst muligt.

Konservative foreslår, at ministeren indkalder Danske Regioner til møde og præciserer, at der skal være den nødvendige kapacitet til patienter, der har behov for indlæggelse i kortere eller længere tid.

Tak til ordføreren. Så er det sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for debatten, og tak for de mange kommentarer, som jeg vil vælge at tolke som et udtryk for, at det her er et område, som optager os alle sammen. Jeg synes, at når man sidder her i salen og lytter til de indlæg, der er kommet, kan man konstatere, at der er rigtig meget, der går igen, og det vidner også om, at vi har nogle fælles opgaver, der skal løftes.

Derfor er det også en god anledning til igen at sige tak til Dansk Folkeparti for at sætte det her emne på dagsordenen. Jeg glæder mig til som minister – også med de tilsagn, der er kommet fra partierne i dag – at vi i fællesskab får mere fokus på psykiatriområdet, herunder ikke mindst med nogle af de projekter, vi allerede har sat i søen, men også med nogle af de initiativer, vi kommer til at tage i den kommende tid, herunder det styringseftersyn af hele psykiatriområdet, regeringen har iværksat, men også de anbefalinger, der måtte ligge fra Udvalget, om det nære, sammenhængende sundhedsvæsen, når det vedrører psykiatriområdet. For som alle ordførere har sagt, er der desværre alt for mange steder, hvor der ikke er en sammenhæng i forløbene i dag, og hvor det er borgeren og patienten, der ender med at falde ned mellem stolene, i stedet for at vi får etableret den sammenhæng, som netop skal sikre nogle bedre patientforløb.

Så herfra skal lyde en tak for debatten og et tilsagn om, at det her er et område, som optager mig som sundhedsminister og regeringen meget.

Så er der en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, og mange tak for debatten – også herfra. Ministeren var i besvarelsen inde på de 2,2 mia. kr., som vi gav. Der har vi jo sat spørgsmålstegn ved, hvor de her penge blev af – specielt jeg, som havde gjort et stort arbejde ud af at få sat penge af til børn og unge. Vi har ingen besvarelse fået endnu, så jeg tænker, om det er noget, ministeren vil rykke regionerne for, så vi får et svar på, om de penge virkelig gik til børn og unge, som jeg netop synes er hårdt belastede derude i øjeblikket.

Så vil jeg spørge ministeren, om ministeren, når ministeren nu engang kommer tilbage fra barsel, eventuelt vil tage kontakt til undervisningsministeren, så vi sikrer, at vi laver de optimale tilbud til de børn og unge, som engang imellem bliver indlagt, for at forhindre, at vi får de her flere genindlæggelser, og så vi støtter dem, så de får en rigtig god opvækst. Det er faktisk dem, vi skal leve af i fremtiden. Tak.

Tak. Værsgo til ministeren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Jeg vil meget gerne også rykke for, at der kommer en bedre afklaring af særlig børn og unge-området i relation til de 2,2 mia. kr., og sørge for, at det bliver tilsendt udvalget, sådan at der også kommer mere opmærksomhed på det. Heldigvis kan vi jo se, at når det handler om ventetiden, har den været faldende, og det er positivt. Men der er også en række andre punkter, hvor der er god grund til at vi kigger netop både på sammenhængen og på, hvad det er for en kvalitet, der er i de tilbud, som der ligger i børn og unge-psykiatrien.

For så vidt angår undervisningsministeren – og jeg kender jo selv området fra min tidligere post som minister – vil jeg gerne tage en dialog med undervisningsministeren, for vi ser nemlig nogle børn og unge, som kommer til at have både halve og hele år væk fra deres undervisningsinstitution som følge af nogle af de forløb, de er i. Nogle af dem har også store sociale fobier, som gør, at det er svært for dem overhovedet at få den undervisning, som de både har krav på, og som er nødvendig, for at de kommer godt videre i livet. Det er et område, hvor vi skal have fokus på også det tværministerielle samarbejde i forhold til en sårbar børnegruppe.

Fru Liselott Blixt.

Jeg er rigtig glad for, at ministeren vil gå ind i det på den måde. Jeg vil bruge lejligheden også nu her til at takke de forskellige partier og sundhedsordførere og psykiatriordførerne for debatten i dag. Men samtidig vil jeg også sige, at ministeren nævner, at ventelisterne er blevet kortere. Det nytter bare ikke noget, hvis vi ser flere genindlæggelser.

Værsgo.

Jamen det skal jo både være sådan, at ventelisterne bliver kortere – at vi får behandlingen i gang tidligere – som jeg også sagde i min indledende tale, og at flere af de her forløb jo ikke skal ende med en indlæggelse eller ende der, hvor de gør i dag, for vi skal have taget tingene i opløbet. Det synes jeg sådan set at der er mange der sætter ord på, nemlig at når vi taler om psykiske lidelser, sårbare grupper, skal vi være langt bedre til at forebygge og dermed også sikre en sammenhæng i vores indsats på området. Så ja, genindlæggelser skal undgås, ventelister skal også være korte, og forebyggelsen skal mere i højsædet.

Tak for det, og tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 7. februar 2017.