Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 18:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Hvilke oplysninger kan regeringen give om tilstanden i kernen af vores velfærdssamfund, nemlig sygehusvæsenet, herunder de seneste oplysninger om bl.a. manglende ressourcer til fødselsområdet?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Henrik Brodersen (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Jeppe Jakobsen (DF), Merete Dea Larsen (DF) og Morten Marinus (DF).

(Anmeldelse 13.12.2016. Fremme 15.12.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 7. februar 2017.

Til begrundelse for forespørgslen er det fru Liselott Blixt.

Da statsministeren holdt sin tale efter den nye regeringsdannelse, udtalte han, at kernen af dansk velfærd var vores sundhedsvæsen. Det er vi fra Dansk Folkepartis side helt enige med ham i, og derfor er vi også rigtig glade for, at vi har været med til at afsætte flere milliarder over de seneste år. Men alligevel er vi bekymrede, for der går ikke ret lang tid imellem historierne, hvor vi hører om travlhed på landets sygehuse. Vi har jo netop haft en stor debat om travlheden på landets fødeafdelinger, og det, selv om vi i Dansk Folkeparti fik sat penge af til afdelingerne. Så det er bestemt bekymrende, når vi hører, at man netop på fødeafdelingerne ikke kan følge de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet netop med henblik på at få en så god og tryg oplevelse som muligt samt at give den nyfødte en god start på livet.

Så vi tænker naturligvis også på de afdelinger, som ikke er lige så gode til at råbe op. Hvordan sikrer vi, at de har lige så meget kernevelfærd og får lige så meget opmærksomhed som de andre områder, når de ikke enten har faglige organisationer eller patientrettede organisationer til at råbe op? Det er grunden til, at vi har stillet denne forespørgsel til sundhedsministeren, og vi glæder os naturligvis til debatten. Tak.

Tak for det. Og vi går over til besvarelsen. Værsgo til sundhedsministeren.

Tak til Dansk Folkeparti for forespørgslen om tilstanden i sundhedsvæsenet, herunder fødselsområdet. For ja, vi er helt enige i, at et trygt og et godt sundhedsvæsen er en grundpille i vores velfærdssamfund, og netop derfor prioriterer denne regering, men også den tidligere Venstreregering, sundhedsområdet højt – og det er heldigvis noget, vi har gjort i fællesskab med Dansk Folkeparti, også i de finanslove, vi har lavet de senere år – både økonomisk, men også i forhold til at have fokus på området, på behandlingskvaliteten og udviklingen af området.

Derfor har vi også ønsket at fortsætte den udvikling og reformering af sundhedsvæsenet, som vi satte os i spidsen for tilbage i 2001 med VK-regeringen, også i et stærkt og tæt samarbejde med Dansk Folkeparti. For der skal ikke herske tvivl om, at Danmark skal have et sundhedsvæsen, der sætter patienten i centrum. Og den målsætning skal selvfølgelig afspejle sig i indretningen af vores fælles sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, behandling af høj kvalitet, nye, moderne sygehuse og sammenhæng i indsatsen.

Siden 2015 har vi fortsat vores arbejde med at sikre et sundhedsvæsen på patienternes præmisser. Det har vi gjort med en ny og forbedret udrednings- og behandlingsret; det har vi gjort med en kræftplan IV, som med rettidig omhu skal højne kvaliteten yderligere med et kapacitetsløft på 2,2 mia. kr. over de næste 4 år; med vores handlingsplan for den ældre medicinske patient; akutpakken mod overbelægning, der skal sikre en værdig pleje og et bedre samarbejde mellem region og kommune; med den nationale demenshandlingsplan, som vi alle i satspuljepartierne havde et meget vellykket symposium til lanceringen af i sidste uge, der skal være med til at sikre den demensramte og de pårørende et bedre og et trygt liv og også mere fokus på kompetenceudvikling hos medarbejderne; det gælder også vores igangværende arbejde om det nære sundhedsvæsen og om lægedækning i hele landet. Og sidst, men ikke mindst, tog vi sidste år i forbindelse med økonomiaftalen med regionerne initiativ til otte forpligtende nationale mål for kvalitet i sundhedsvæsenet, som vi indgik en aftale om sidste forår. Alene i 2016 blev der tilført 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedsområdet, og også i år er der afsat ekstra ressourcer.

Vores fælles satsning på sundhedsområdet har haft en mærkbar effekt til gavn for patienter og pårørende i hele landet. Og tager vi et øjebliksbillede af den aktuelle tilstand af vores sundhedsvæsen, kan vi også se, at det går den rette vej. Og derfor vil jeg sådan set også gerne sige tak til alle de partier, der i fællesskab står bag forslag til vedtagelse i forespørgselsdebatterne i dag, fordi det også sender et signal om, at selv om der kan være steder, hvor vi er uenige, og selv om der er steder, hvor vi alle sammen anerkender at der skal ske forbedringer, så står vi i fællesskab vagt om, at vi fortsat skal udvikle vores sundhedsvæsen og også sikre den tryghed og den udvikling af sundhedsvæsenet, der er behov for, til gavn for patienterne, men også til gavn for medarbejderne og for at sikre, at vi med de ressourcer, vi betaler i fællesskab som skatteborgere, også får mest mulig sundhed for pengene.

Det går den rette vej, heldigvis, hvis vi tager sådan et øjebliksbillede af den aktuelle tilstand. Ventetiden til operation er faldet med mere end 40 dage siden 2001; vi ser, at otte ud af ti kræftpatienter behandles til tiden sammenlignet med syv ud af ti bare i 2013; for 15 år siden overlevede fem ud af ti kræft, i dag er det seks ud af ti; og ikke mindst kan vi se det, når 80 pct. af de indlagte ambulante patienter siger, at de grundlæggende er tilfredse med det sundhedsvæsen, de møder.

Der er tale om et sundhedsvæsen, som har udviklet sig over en årrække. Og betyder det så, at alt er, som det skal være alle steder? Nej, det gør det ikke. Der er steder, hvor vi er nødt til at have en særlig opmærksomhed. Der er steder, hvor vi skal gøre det bedre. Der er fortsat en stor geografisk ulighed i Danmark, når det kommer til behandling. Der er fortsat udfordringer med f.eks. at tiltrække læger alle steder i landet. Og hvis vi f.eks. kigger på, hvor mange patienter der får tilbudt et forløb for brystkræft til tiden, kan vi se, at i én region er det ni ud af ti patienter, mens det i en anden region kun er syv ud af ti patienter. Kigger vi på, hvor mange der bliver tvangsfikseret i psykiatrien i én region, er vi oppe på 8 pct., mens vi i en anden region er nede på 5 pct. Det er jo ikke fair for patienterne, at vi på den måde stadig væk kan se store geografiske forskelle, og det er noget af det, som vi skal arbejde med, også over de kommende år.

For nok har vi valgt, at regionerne er vores organisatoriske ramme for vores sundhedsvæsen, men for den enkelte patient burde det jo ikke have betydning, hvilken region man bor i, når det handler om at få sikret en høj kvalitet i vores sundhedsvæsen; det være sig ude hos almensektoren, vores praktiserende læger, det være sig på vores sygehuse. Alle patienter skal kunne forvente en høj kvalitet i behandlingen hver gang og også forvente, at det sker uden unødig ventetid. Og alle regioner skal også følge med udviklingen, stræbe efter den bedste behandling, prioritere efter behov og også være åbne over for at lære af hinanden. Det gælder også på fødselsområdet, som indgår i forespørgselsdebatten, og som vi jo heldigvis også har haft lejlighed til at diskutere både på den høring, som Sundhedsudvalget arrangerede tilbage i december måned, men også på et samråd.

Jeg tror, man skal være politisk immun og argumentresistent, hvis den aktuelle debat om travlhed både på landets fødegange og på en række andre afdelinger på landets sygehuse ikke gør indtryk. Jeg synes, det er vigtigt, at vi lytter, når dedikerede og kompetente medarbejdere oplever, at deres hverdag er præget af travlhed, så de dermed ikke føler, at de kan give patienterne – det være sig den fødende, det være sig andre patienter – den tid, den omsorg, den behandling, som de gerne ville. Det skal være trygt og sikkert at føde på de danske fødegange over hele landet, og det skal være trygt og sikkert at være patient på alle vores sygehuse på alle afdelinger over hele landet. Og så skal vi sikre os, at personalet, både dem, vi har på fødegangene og på andre afdelinger, også har rimelige arbejdsvilkår. Det er en forudsætning for at give en god behandling, og det er sådan set også et af hovedbudskaberne, hvis vi kigger specifikt på fødselsområdet, som forespørgslen jo også fokuserer på, og som var omdrejningspunktet for den høring, som Sundheds- og Ældreudvalget afholdt den 15. december.

Vi skal så bare passe på med, at de udfordringer, der er i vores sundhedsvæsen, ikke leder frem til, at vi taler hele vores sundhedsvæsen ned i et sort hul, det være sig fødeafdelingerne, det være sig generelt. For det ville ikke være respektfuldt over for de mange medarbejdere, der hver dag knokler og gør en forskel for vores patienter, hvis ikke også man anerkender det store arbejde og de heldigvis mange ting, der lykkes hver dag, og hvor der sker store forbedringer.

Hvad angår noget af det, vi nu har brugt et par timer på, nemlig styringen, kommer man ikke udenom, at det er regionerne, der er vores organisatoriske enhed for at udvikle også vores sundhed og træffe de her driftsmæssige beslutninger. Det har de godt og vel 110 mia. kr. til hvert år, og langt hen ad vejen kan de også prioritere selv. Der har vi jo selvfølgelig en opgave med at lægge rammerne, men jeg synes også, det er berettiget, at vi har en forventning om, at man også regionalt tager debatten om, hvor det er, man har behov for at bruge flere ressourcer, hvor det er, man kan skrue arbejdsgangene sammen på en anden måde, hvor det er, man lokalt skal adressere de aktuelle udfordringer, der er, hvad enten det er på fødselsområdet, influenzaepidemier, som lægger særligt pres på nogle afdelinger, og netop også kigger på, at det kan være gode ting, glædelige ting, som stigende fødselstal, der så gør, at man er nødt til at prioritere ekstra nogle steder, mens man andre steder skal kigge på, om man kan optimere arbejdsgangene. Det handler om lokal planlægning, og det handler også om at sikre frirummet til, at man lokalt kan planlægge efter de forskelligheder, vi også ser. Regionerne har en pligt til at stræbe efter det højst mulige niveau og også tage ved lære af de bedste, når det kommer til at komme de geografiske uligheder i sundhed til livs, og det er også vigtigt, at vi har fokus på det, både jeg som sundhedsminister og vi som regering, men også vi samlet som Folketing.

Vi ønsker fra regeringens side fortsat at prioritere og forbedre og udvikle vores kernevelfærd på sundhedsområdet, og det vil vi også gøre i den kommende tid, for kigger vi lidt frem, vil vi se, at der vil komme flere borgere med en kræftsygdom, der vil komme flere medborgere med en kronisk sygdom, og der kommer heldigvis også flere fødsler med et stigende fødselstal over de kommende 10 år. Det er selvfølgelig tendenser, det er udviklinger, som vi er nødt til at tage bestik af, både de steder, hvor det er en positiv udvikling, men også de steder, hvor det kommer til udtryk, ved at der er flere patienter, der har behov for vores behandling og også har behov for, at vi prioriterer det ressourcemæssigt. Derfor skal vi også allerede nu udvise rettidig omhu og ruste sundhedsvæsenet til, at alle patienter også fremover kan få en behandling af høj kvalitet. Vi skal følge udviklingen på baggrund af bl.a. de otte nationale mål for kvalitet i sundhedsvæsenet, som vi aftalte med Danske Regioner og KL sidste forår, for de otte nationale mål sætter en klar retning for, hvordan sundhedsvæsenet skal udvikles og udgør en drivkraft for det lokale arbejde med kvalitet og patientsikkerhed.

Målene er suppleret med indikatorer, som siger noget om temperaturen i vores sundhedsvæsen, hvis man tør bruge sådan et udtryk om et sundhedsvæsen. Det giver os en statusrapport også løbende på, hvor det er, man særligt, såvel regionalt som også herinde på Christiansborg, skal have fokus på, at der kan være særlige udfordringer, og det giver os også en indikation på, hvor det er, det danske sundhedsvæsen udvikler sig i en ønsket retning, og hvor der kan være ting, der er behov for at blive taget hånd om.

En øget økonomisk ramme gør det ikke alene. Vi skal også skabe en bedre sammenhæng i vores sundhedsindsats på tværs af kommuner, almen praksis og de specialiserede sygehuse, og så skal vi have fokus tilbage på kerneopgaven. Vi er nødt til at være åbne over for også at lære af hinanden, udvikle bedre arbejdsgange, både til gavn for patienterne, men også for medarbejderne, bruge nye metoder og sikre, at ressourcerne anvendes bedst muligt. Derfor er det væsentligt, også i de debatter, vi tager i dag, at vi hele tiden holder fokus på, at vi ikke må gå i stå. Det, at vi ikke må gå i stå, gælder, når vi taler om udvikling i sundhedsvæsenet, og når vi taler om den måde, som vi styrer vores sundhedsvæsen på.

Vi er nødt til at konstatere, at der nogle steder i sundhedsvæsenet stadig væk eksisterer spild i form af fejloperationer, utilsigtede hændelser, infektioner, forløb, som er unødvendige, unødvendig behandling eller undersøgelser, og det er ikke acceptabelt for patienterne, men det er faktisk heller ikke acceptabelt i forbindelse med den brug af ressourcer, som vi har, og derfor har vi heller ikke som politikere og sundhedsvæsen råd til, at vi bare lader det fortsætte. Der har vi behov for at have et stærkere fokus. Vi skal undgå spildet, vi skal have mere fokus på kvalitet og patientsikkerhed og det, der giver værdi for patienten, og bl.a. derfor vil kvalitet og patientsikkerhed også indgå som vigtige parametre i økonomiforhandlingerne om den regionale økonomi, som vi også har brugt lidt tid på at diskutere her ved den seneste forespørgsel. Det er netop for at sikre, at vi fortsat har et stærkt sundhedsvæsen i Danmark, et stærkt sundhedsvæsen, som er en grundpille i vores velfærdssamfund, og så man som patient kan være sikker på at få en god behandling, uanset hvor i landet man bor.

Jeg glæder mig til dagens debat, og jeg glæder mig også til det fremtidige samarbejde om at udvikle vores sundhedsvæsen.

Tak til ordføreren. Så går vi i gang med forhandlingen. Først er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak til sundhedsministeren for besvarelsen, som betrygger mig i, at vi stadig væk arbejder for at få det sundhedsvæsen, som vi alle nok har ønsket og i mange år har talt om. For er der noget, der har været et varmt emne i de seneste par år, er det netop vores sundhedsvæsen. Nu har jeg efterhånden været sundhedsordfører i mange år, så der har efterhånden været nogle forskellige sundhedsministre – og der kommer også flere – og skiftende regeringer, og de har alle sammen sagt: Nu er det slut med senge på gangene. Nu er det slut med ulighed i sundhed. Nu skal vi have et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Det er jo mange flotte ord. Vi har også de seneste par år sat flere penge af til området – flere end nogen sinde før – men vi ser også en øget travlhed derude. Vi ser flere ældre, vi ser flere, som vi heldigvis kan redde, men som så flere gange har brug for mere hjælp. Vi hører om travlhed på flere afdelinger. Som jeg fortalte om i min begrundelse, har vi længe hørt om fødegangene, men mange andre områder har også haft det svært, men har ikke haft helt samme fokus.

På Køge Sygehus fortalte sygeplejerskerne, at de var nødt til at sedere patienterne, altså overmedicinere med sløvende medicin, på grund af travlhed. På Regionshospitalet Randers har sygeplejerskerne så travlt, at de dagligt må udskyde nødvendige opgaver som at ordinere medicin og overvåge syge patienter. Det viser en rapport fra Arbejdstilsynet. Sygeplejerskerne oplyser, at det typisk er monitorering og lægeordineret monitorering, der udskydes eller udføres med længere tidsinterval end foreskrevet, og at det her sker dagligt. Eksempelvis var der 61 patienter ved Arbejdstilsynets besøg i april på en afdeling med plads til 33. Ja, i det hele taget kom Arbejdstilsynet med 37 påbud til sygehuse landet over for for store arbejdsmængder, og det er bare ikke godt nok.

Jeg håber, at vi ser effekterne af de penge, vi har afsat til et sikkert patientflow, til patienter i sikre hænder, til stor fokus på medicinske patienter, men jeg er utålmodig. Ja, det er regionernes ansvar, men vi må også se på, hvilke betingelser vi giver dem. Som vi var inde på i forbindelse med forespørgslen fra Enhedslisten, bliver vi nødt til at se på, hvilke styringsredskaber der skal til i fremtiden. Vi tror ikke på, at et 2-procentseffektiviseringskrav er den rette løsning for fremtiden. Vi ser gerne, at vi finder nogle andre styringsværktøjer, og derfor håber vi selvfølgelig også, at sundhedsministeren vil lytte til fagfolkene, der siger, at tiden nu er inde til at se på, hvordan vi sikrer kvalitet. Og her mener vi selvfølgelig at det skal komme alle til gode.

Sidste år fik vi afsat en stor del penge til kræftområdet, og det område ønsker vi også i Dansk Folkeparti at prioritere. Men vi må samtidig sige, at jeg tog den tidligere sundhedsminister i ed på, at det ikke ville gå ud over andre afdelinger på sygehusene. Og det sagde sundhedsministeren at det ikke ville gøre. Men desværre hører vi bare tit fra patienter, som kan fortælle, at der er rigtig stor forskel på, om det er på en kræftafdeling, eller om de kommer med et barn med cystisk fibrose på en anden afdeling. Som en mor til en uhelbredeligt syg dreng sagde: Jeg føler altid, det er mere synd for børn med kræft end for mit barn. Jeg er rigtig glad for, at børn med kræft får sådan en god behandling, samt at de modtager en masse ting fra frivillige, men jeg ønsker også, at vi kan gøre det for de andre børn, der har uhelbredelige sygdomme, og uanset hvilken forfærdelig diagnose de har.

Vi skal derfor være ligeså opmærksomme på andre diagnosegrupper. Regionerne skal sørge for, at der er den samme udredning og behandling for alle grupper, og organisationerne må gerne sørge for at fordele de goder, de har, til børn på sygehusene. Jeg synes, det er hjerteskærende at høre om børn med andre sygdomme, der må se til, når der bliver givet gaver til kræftafdelingen.

Så der er meget, vi skal være opmærksomme på, og statsministeren må jo sørge for at sikre penge til det sundhedsvæsen, når statsministeren netop mener, at det er kernen af vores velfærd og derfor skal prioriteres. Det vil jeg bede sundhedsministeren om at holde statsministeren op på. Så uanset hvilken diagnose du har, eller hvor i landet du bor, skal vi sikre, at vi kan give den optimale behandling.

Jeg vil så læse et forslag til vedtagelse op, som vi er en bred vifte af partier, der står bag, nemlig Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, De Radikale og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der fortsat er områder, hvor der er geografisk ulighed i sundhed. Folketinget imødeser derfor statusrapport om de nationale mål til foråret, som følger tilstanden i sundhedsvæsenet og udviklingen i den geografiske ulighed.

Folketinget finder dog, at tilstanden i sygehusvæsenet generelt er god med faldende ventetider, stigende overlevelse for kræft og høj patienttilfredshed, men indsatsen skal fortsat styrkes.

Folketinget konstaterer således, at der endnu er steder i landet, hvor der opleves store udfordringer med travlhed på de enkelte afdelinger, hvilket øger risikoen for fejl.

Folketinget understreger, at regionerne har ansvaret for at sikre en prioritering, der afspejler de faktiske behov, så det er muligt at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer på eksempelvis føde-, kræft- og hjerteområdet.

Folketinget forventer, at ministeren følger tæt, hvordan regionerne anvender de af Folketinget afsatte midler til løft af kvaliteten og patientsikkerheden generelt i sundhedsvæsenet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34).

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre – ja, det indgår selvfølgelig i debatten.

Så går vi videre i rækken til hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti, fordi man rejser den her forespørgselsdebat i dag. Nu, vi taler om det, så er der jo altså ikke noget, der næsten er vigtigere for danskerne end sundhedsvæsenet, og lad os derfor tage en rigtig god og konstruktiv diskussion og debat om det her.

Se, hvad er det for et sundhedsvæsen, vi har i dag? Vi har et sundhedsvæsen, hvortil der er fri og lige adgang. Der er faktisk også rigtig stor tilfredshed blandt patienterne og borgerne med vores sundhedsvæsen. Vi har vel nok et ret moderne sundhedsvæsen, fordi vi løbende er gode til at lave omlægninger på en dynamisk måde. Vi har et sundhedsvæsen, hvor alle dem, der arbejder i sundhedsvæsenet, hver eneste dag forsøger at gøre det bedst muligt, dvs. vi fokuserer på kvaliteten. Vi har også et sundhedsvæsen, hvor vi hele tiden prøver at sætte standarder efter, hvad der er den bedste viden, hvad der har den bedste evidens.

Vi har også et sundhedsvæsen, som udvikler sig i en retning, hvor det hele bliver mere og mere kompliceret og specialiseret, og vi har et sundhedsvæsen, som vi slet ikke kan drive frem, som vi gerne vil, her fra Folketinget, hvis ikke tilliden mellem patient og sundhedsvæsen til stadighed er meget høj. Hvem styrer vores sundhedsvæsen? Det gør vi i meget høj grad her fra Folketingssalen, for hele den del, der har med selve sygehusvæsenet at gøre, ligger ude i regionerne, og det er altså os, der sætter den økonomiske ramme for, hvad regionerne skal formå derude. Så er det regionernes opgave at sørge for, at kapaciteten og fagligheden, men også bygningerne og udstyret er moderne og tidssvarende.

Hvordan er det, vores sundhedsvæsen skal agere på sygdom? Jo, som jeg siger, er der fri og lige adgang, og det vil sige, at alle skal kunne komme ind, uanset hvilke sygdomme de har. Og hvad er det så for nogle sygdomme, danskerne har? Ja, desværre meget kræft, hjerte-kar-sygdomme, rigtig mange sygdomme, som er udløst af den måde, vi lever livet på. Og her synes jeg rent faktisk, at vi har et etisk dilemma, som jeg tror vi skal sætte meget højere på dagsordenen politisk. Det ønsker vi i hvert fald at gøre fra Socialdemokratiets side. Og det er lige nøjagtig, i hvor høj grad arbejder vi for at reducere udviklingen af sygdom i Danmark? I hvor høj grad arbejder vi forebyggende og sundhedsfremmende? Det mener jeg som sagt er et etisk dilemma, for vi gør slet ikke det, vi ved at vi burde gøre her.

Det hænger også sammen med, at den sociale ulighed og den demografiske ulighed, som også omfattes af forespørgslen, jo rent faktisk er stigende. Den sociale ulighed mellem de rigeste og bedst uddannede, de fattigste og dem med de korteste uddannelser stiger i Danmark. Det er slet ikke holdbart. Det passer slet ikke til et land som vores, at det er sådan. Og så er vi jo en velfærdsstat, og velfærden opstår i samspillet mellem de offentlige ansatte og borgerne, der, hvor borgerne møder det offentlige sundhedsvæsen eksempelvis.

Her må vi også sige, at den måde, borgeren møder sundhedsvæsenet på, er en helt anden måde i dag, end det var for blot få år siden. Korte indlæggelser, måske slet ingen indlæggelser, ambulante behandlinger. Det er godt, det er rigtig godt. Det er også respektfuldt i forhold til borgerens og patientens tid, og det bliver en måde, vi også skal omlægge på i fremtiden, på samme måde som vores sundhedsvæsen også kommer til at bære præg af telemedicinske løsninger, og det skal også være muligt i et land som vores, som er så rigt, at patienterne får de fordele, også fordi, som forespørgerne siger her i dag, der er en geografisk ulighed. Her kan telemedicinske løsninger også komme ind som noget, der er med til at gøre vores sundhedsvæsen mere lige og mere moderne.

Det, som forespørgslen her drejer sig om i dag, er også arbejdsmiljøet. Hvordan står det til med arbejdsmiljøet i det sundhedsvæsen, som jeg roser og siger er så godt? Mange steder står det ikke ret godt til, og det er en udfordring. Fødegangene har vi sat i højsædet i et forsøg på at prøve at bruge fødegangene som et eksempel på, hvordan tilstandene er rundtomkring i sundhedsvæsenet. Fra socialdemokratisk side skal jeg også i dag rejse en bekymring i forhold til, hvordan det er, vi allokerer ressourcer. Hvordan er det, vi får ressourcer til vores sundhedsvæsen i fremtiden? Med den regering, vi har i Danmark i dag, er jeg reelt bekymret, for den fremskrivning, de vil lave af det offentlige forbrug, er kun det halve af det, som befolkningens udvikling, aldrings-, patient- og sygdomsudvikling tilsiger der skal være.

Vi har haft en drøftelse af, hvordan styringsmekanismerne skal være fremover. Vi ønsker fra socialdemokratisk side, at de skal bygge på kvalitet, og at der skal laves moderne tiltag. Vi fjernede den danske kvalitetsmodel, andet er kommet i stedet. Jeg vil slutte af med blot at sige, at der er nogle steder, hvor vi skal være bekymrede, og det skal vi være i forhold til, hvad vi styrer efter, hvilket arbejdsmiljø der grundlæggende er for medarbejderne, og så vil jeg sige: Forebyggelse og sundhedsfremme skal vi have sat højere på dagsordenen her i Folketinget.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Jane Heitmann, Venstre.

Jeg vil først og fremmest gerne kvittere for, at DF rejser debatten i dag om tilstanden i sygehusvæsenet. Det er jo ingen hemmelighed, at der særlig har været fokus på fødeafdelingerne i det sidste års tid. Uanset med hvilken grund man henvender sig eller kommer i berøring med det danske sundhedsvæsen, skal det være trygt at være patient. Vi har i Venstre altid prioriteret danskernes sundhed højt. Sådan var det før valget, og sådan vil det også være fremadrettet. Alene sidste år løftede vi sammen med DF sundhedsvæsenet med 2,4 mia. kr., og det er et markant løft. En del af midlerne, 50 mio. kr. årligt for at være helt præcis, blev øremærket fødeafdelingerne.

Betyder det så, at vi har løst alle udfordringerne? Nej, for vi skal fortsat lytte til personalet, når de igen og igen peger på travlhed og en stresset hverdag. Og jeg ser frem til den kortlægning af fødselsområdet, som regionerne har igangsat, og til, hvilke svar en sådan kortlægning giver, og hvilke spørgsmål den rejser. Fra Venstres side har vi noteret os, at de øremærkede midler i høj grad er anvendt til at sikre mere jordemoderkapacitet, og jeg er sikker på, at regionerne nøje har overvejet, hvordan de ekstra midler investeres bedst. Jordemødrenes formand, Lillian Bondo, skrev sidste år i en kronik i Politiken:

»Skal vi satse på mere af det samme, eller skal vi tænke svangreomsorgen om? Jeg vil opfordre til det sidste.«

Det er en spændende tanke, særlig set i lyset af at Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg jo også kort før jul var vært ved en høring om netop tilstanden på de danske fødeafdelinger. Her blev det bl.a. bemærket, at ni ud af ti kvinder har en god fødselsoplevelse, og det er en fin indikator i forhold til temperaturen, om man så må sige, på svangreomsorgen, som vi med det afsæt kan betegne som sund og langtfra så overophedet, som debatten indimellem giver indtryk af. Og jeg blev oprigtig glad for den mangfoldighed, som prægede høringen med deltagelse af både private og offentligt ansatte med erfaringer lige fra private hjemmefødsler i rolige omgivelser til et mere institutionaliseret erfaringsgrundlag. For vi skal lytte til dem alle, og vi kan lære noget, uanset hvor i svangreomsorgen man har sin daglige gang, og vi skal måske, som Bondo foreslog, gentænke en del af svangreomsorgen.

Men lad mig for en god ordens skyld slå fast, at der ikke er et produktivitetskrav på 2 pct. målrettet fødende. For at sige det helt kort har regionerne jo et ansvar for at prioritere, således at udviklingen og de faktiske behov lokalt afspejles. Og enhver kan da sige sig selv, at en fødsel tager den tid, en fødsel tager, og produktivitetskravet er jo som sådan ikke målrettet en enkelt afdeling eller et enkelt område, men er et mere generelt krav, som regionerne heldigvis har været gode til at levere på, og de har faktisk i gennemsnit over flere år leveret mere end de aftalte 2 pct.

For os i Venstre er det afgørende, at det danske sundhedsvæsen leverer behandling af høj kvalitet, uanset hvor i landet man bor, hvor tung pengepungen er, eller hvilket postnummer man har. Vi har skabt fokus på patienternes sundhedsvæsen og har styrket patienternes rettigheder, ligesom vi har en ambition om, at vi skal have udlignet regionale forskelle. Lægedækningsudvalget er et godt eksempel på, at vi sætter handling bag ordene. Nu har vi anbefalingerne, og tiden er kommet, hvor vi skal trække i arbejdstøjet. I sidste uge lancerede vi sammen den nye nationale demenshandlingsplan, og det er en vigtig satsning, for vi bliver flere og flere ældre. Og for os i Venstre er det væsentligt, at vi udviser rettidig omhu og adresserer nogle af de udfordringer, som venter lige om hjørnet.

Når vi med kræftplan IV sætter patienten i centrum med en patientansvarlig læge, når vi med akutpakken ønsker at få de ældre medicinske patienter væk fra kolde hospitalsgange og ind på varme stuer, og når vi med otte nationale mål og tilhørende indikatorer ønsker at vende skuden i en ny retning, er det alt sammen et udtryk for, at vi er på patienternes side. Og jeg er overbevist om, at skal vi for alvor rykke i det danske sundhedsvæsen og sikre gode rammer både for patienter og ansatte, er det afgørende, at vi får hele paletten i spil. Kommuner, regioner og almen praksis sidder med nøglen til den lås, som vi, når koden er knækket, kan bruge til at løfte sundhedsvæsenet i en retning, hvor tværfagligheden er mere reglen end undtagelsen, og hvor fokus i langt højere grad er på, hvad der skaber værdi for patienten.

Afslutningsvis vil jeg gerne tilkendegive, at vi bakker om det forslag til vedtagelse, som DF's ordfører læste højt tidligere.

Tak til fru Jane Heitmann. Vi går videre til den næste ordfører, som er Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Det her er jo en forespørgsel, der giver os anledning til at diskutere tilstanden i sundhedsvæsenet endnu en gang. Det er jo godt, at vi i dag har en dag til at gøre det i, for det er virkelig en væsentlig diskussion. Og jeg sætter stor pris på, at Dansk Folkeparti har stillet den her forespørgsel i dag, og vil også gerne takke for det.

Jeg synes så alligevel, det er en lille smule friskt, når jeg hører forslaget til vedtagelse fra det store flertal af partier, hvori tilstanden i sundhedsvæsenet beskrives som generelt god. Jeg kan godt nogle gange spekulere lidt på, om det er det samme sundhedsvæsen, vi taler om, og det skal jo ikke forstås sådan, at jeg har et ønske om, eller at vi i Enhedslisten har et ønske om at tale det danske sundhedsvæsen ned; det er blot et spørgsmål om, at vi anerkender, hvordan forholdene er, hvilket også nogle af de tidligere ordførere har været inde på: at der er områder, hvor sundhedsvæsenet virkelig er presset og i den grad udfordret.

Det er jo sådan, at de sundhedsfaglige organisationer forsøger at råbe os op. Vi hører sygeplejersker sige, at grænsen for nedskæringer i sundhedsvæsenet er nået, altså at man er nået til et punkt, hvor arbejdsmiljøet er nedslidt, og hvor mere end halvdelen af alle sygeplejersker melder, at muligheden for at løse deres kerneopgaver på et fagligt forsvarligt niveau altid eller næsten altid er under pres. Hverdagen på sygehusene er i dag præget af opsigelser og af sygeplejersker og læger, som må sygemelde sig med stress, og patientsikkerheden er under pres. Dansk Sygeplejeråd kalder flere steder situationen for etisk uforsvarlig.

Jeg synes, det er vigtigt, når vi hører den her slags meldinger, at sige, at det ikke er udtryk for, at vi har et sundhedsvæsen, der ikke fungerer, men at der er tale om, at det sundhedsfaglige personale på grund af deres høje faglighed gør opmærksom på, at de i den grad er presset på deres faglighed. I december måned diskuterede vi, hvilket andre også har været inde på, overlægen på Rigshospitalets fødeafdeling Morten Hedegaards opsigelse, og der kom det også frem, at svangreomsorgen er præget af, at læger og jordemødre ikke mener, at de kan gøre deres arbejde ordentligt. Vi har hørt det statistiske budskab om, at der er flere jordemødre og færre fødende – til gengæld har vi også hørt de implicerede parter gøre rede for, hvordan arbejdsopgaverne er blevet flere og mere komplekse, ligesom vi har hørt ledende læger og jordemødre forklare, at de over en 10-årsperiode ikke har oplevet et år, hvor de ikke skulle spare. Især synes jeg, det kan være bekymrende, når meldingen fra jordemødrene også er, at flere og flere jordemødre søger væk fra fødeafdelingerne, hvor deres kerneopgaver ligger, fordi de dér simpelt hen er for presset på tid og på deres faglighed.

I forslaget til vedtagelse i dag lægges der også op til, at regionerne skal pålægges krav om kvalitet og effektivitet. Det stiller vi os en lille smule undrende over for. Vi finder, at det egentlig er på tide, at Folketinget påtager sig et reelt ansvar for den situation, regionerne også står i i dag. For regionerne kan ikke blive ved med at løfte opgaven med at skabe et velfungerende sundhedsvæsen, så længe vi herindefra holder dem i en styringsmæssig spændetrøje. Regionsformændene har selv været ude med en fælles udtalelse om, at de gerne vil af med 2-procentsproduktivitetskravet, fordi det hæmmer dem i at skabe den kvalitet, som vi så gerne vil have for borgerne.

Ønsket i dag kunne derfor være, at vi var med til at lytte til alle de mennesker, der hver dag knokler for at skabe kvalitet og bedre sundhed. De prøver at fortælle os, at deres hverdag er for travl, og fra FOA over Lægeforeningen til regionerne peger de alle sammen på, at én vej frem er at få fjernet produktivitetskravet. Det synes vi at vi skylder dem at lytte til, altså når de forsøger at råbe os op. Og vi håbede derfor, at vi i enighed kunne stå sammen om at fjerne produktivitetskravet, men det er nok set i lyset af den tidligere debat et fromt, men urealistisk ønske.

Men det skal dog ikke afholde os fra på vegne af EL og ALT at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er områder, hvor der er geografisk ulighed i sundhed. Folketinget imødeser derfor statusrapporten om de nationale mål til foråret, som følger tilstanden i sundhedsvæsenet og udviklingen i den geografiske ulighed.

Folketinget konstaterer, at der opleves store udfordringer med travlhed generelt i sundhedsvæsenet, og det vækker bekymring, at de største sundhedsfaglige organisationer på landets hospitaler vurderer, at muligheden for at løse deres kerneopgaver på et fagligt forsvarligt niveau altid eller ofte er under pres.

Folketinget anerkender, at de sundhedsprofessionelle hver dag yder en stor indsats for at skabe kvalitet for borgerne.

Folketinget tager de sundhedsprofessionelles bekymring til efterretning og pålægger regeringen at fjerne 2-pct.-produktivitetskravet uden økonomisk kompensation fra økonomiaftalen for 2018 mellem regeringen og Danske Regioner og at indlede forhandlinger med Danske Regioner samt de sundhedsfaglige organisationer om at udvikle et nyt styringsredskab for sundhedsvæsenet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 35).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse indgår i den videre debat.

Men der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Peder Hvelplund. Så går vi videre i ordførerrækken til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. En ting er i hvert fald helt sikkert, og det er, at de ansatte ikke skal løbe hurtigere, for de løber allerede for stærkt, og det gør de primært på grund af øget bureaukrati, nogle arbejdsgange, som kan gøres smartere, og detaljeret processtyring m.m. Det er ikke godt nok, og det skal vi lave om på.

Liberal Alliance har stor fokus på bedre kvalitet for patienterne og bedre arbejdsvilkår for de ansatte. Vi gik faktisk til valg på at opprioritere sundhedsvæsenet. Sammen med Venstre, DF og Konservative skrev vi en kronik i Berlingske med seks konkrete løfter, og vi har leveret på dem alle sammen. Men vi skal fortsat udnytte ressourcerne bedst muligt. Det skal vi bl.a. gøre ved at vise tillid til de ansatte, så de kan få tid og mulighed for at yde en god, menneskelig og faglig service, som giver tryghed og sikkerhed for patienterne.

Kontrol og registrering er nødvendigt, men al overflødig kontrol skal skæres væk, det stjæler tiden fra dygtige ansatte. F.eks. viser en undersøgelse fra Overlægeforeningen, at overlæger arbejder i flere og flere timer om ugen, men alligevel bruger de mindre og mindre tid på patienterne. Og når man hører om situationen, som nogle kvinder oplever på en fødeafdeling, skal vi i allerhøjeste grad tage det alvorligt. Her på Christiansborg skal vi sørge for, at vilkårene er til stede for, at regionerne har mulighed for at løfte deres opgave og deres ansvar.

Derfor må vi finde ud af, hvorhenne problemerne opstår. For til trods for at der er tilført 50 mio. kr. årligt, øremærket til fødeafdelingerne, er der stadig væk for stor travlhed nogle steder. Man skal dog lægge mærke til, at det kun er nogle steder. Derfor kan vi måske lære af de steder, hvor det går godt, og det er generelt en ting, som vi skal blive meget bedre til, nemlig at lære af de regioner, hospitaler og afdelinger m.v., som gør det godt. Vi skal blive bedre til vidensdeling, og vidensdeling er ikke kun relevant internt i det offentlige system. Vi kan også lære af private leverandører, som i mange tilfælde kan levere de samme ydelser til lavere priser uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Endelig skal vi huske på, at ni ud af ti kvinder har en god fødselsoplevelse, men det skal ikke være nogen sovepude. Vi skal se på, hvordan den tiende kvinde også kan få en god oplevelse. Det at bringe et barn til verden skal foregå i trygge omgivelser med personale, som har tid og overskud.

Der bruges også flere og flere penge. Fra 2014 til 2016 er der specifikt på Rigshospitalet brugt flere penge pr. fødsel – fra 22.352 kr. i 2014 til 24.783 kr. i 2016, i faste priser vel at mærke; der er også brugt flere penge til personale. Generelt for landet er der også brugt flere penge. Der er ansat flere læger og flere sygeplejersker, og antallet af jordemødre er steget med 50 pct. fra ca. 1.000 til 1.500 fra 2001 til 2015, mens fødselstallet faldt fra ca. 65.000 til ca. 58.000. I perioden fra 2001 til 2015 er der i alt ansat 16.000 flere personer på danske sygehuse. Og i Danmark har vi både flere sygeplejersker og læger pr. indbygger, end de har i Sverige. Vi har også flere hospitalssenge i Danmark, end de har i Sverige.

Men alle de her indsatser, som jeg lige har nævnt, har også givet en rigtig god og positiv udvikling med bedre behandlinger og kortere ventelister til følge, og det er jo glædeligt, men det betyder så ikke, at det ikke både kan og skal blive bedre, og derfor skal vi følge udviklingen tæt og følge, hvordan midlerne bruges.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Landet over har sundhedspersonale påpeget, at der ikke længere er ressourcer til at udøve den kvalitet, de ønsker i deres dagligdag og i deres kerneopgave, og de har påpeget, at krav om kvalitet er erstattet af krav om kvantitet. Vi har fra Morten Hedegaard, den afgående fødselslæge og klinikchef på Rigshospitalets fødegang, hørt om en dagligdag med arbejdspres og stress, hvor kvaliteten har været nødsaget til at komme i anden række hos de kompetente medarbejdere. Som det også er blevet nævnt tidligere i dag, har regionernes fem formænd understøttet det ved at påpege, at yderligere tempo hos medarbejderne ikke længere er afgørende for at løse sygehusvæsenets problemstillinger. De har påpeget, hvordan de tildelte midler simpelt hen ikke længere rækker til at imødekomme medarbejdernes faglige stolthed og patienternes behov.

Vi har hørt fra medarbejderforeninger på landets hospitaler, at de har sendt et råb om hjælp til Christiansborg – en kritik, der primært er en konsekvens af det forældede produktivitetskrav, som vi har debatteret tidligere i dag. Derfor må vi konstatere, at vi som politikere bærer en stor del af skylden. Gennem de seneste 10 år er sygehusvæsenet blevet påtvunget produktivitetskrav, krav, som gør, at der nu ikke er andet at skære på end medarbejdernes tid, som Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, har udtalt det. Det er krav, som også gør, at det vigtige forebyggende arbejde, f.eks. på fødselsområdet, skæres væk.

Vi i Alternativet mener derfor, at det er tid til at handle. Vi har tillid til medarbejdernes faglighed. Vi har tillid til, at når vi bliver bedt om hjælp, så kan vi stole på, at det skal tages alvorligt. Derfor mener vi, at det er tid til at sætte fokus på kvalitet for medarbejderne og kvalitet for borgerne. Vi mener alt i alt, at vi skal lytte til fagfolkene og lytte til deres bekymringer og opbygge et system, der tilgodeser deres faglige vurderinger. Som jeg har nævnt i den tidligere debat, har vi nået grænsen for, hvor presset vi synes vi kan tillade os at sundhedssystemet skal være. Vi mener, at det her produktivitetskrav og det, som jeg har kaldt for et produktivitetstyranni, må slutte nu, og at vi må få tilliden til fagpersonalet tilbage. Tak.

Tak til ordføreren. Der er heller ingen korte bemærkninger her, så vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Dansk Folkeparti spørger til kernen i velfærdssamfundet, nemlig sygehusvæsenet. For mig som radikal er kernen i velfærdssamfundet også vores daginstitutioner, skoler og uddannelser, for det er jo der, vi giver alle lige muligheder. Og der vil svaret være: Det ser lidt sløjt ud, så længe regeringen forsømmer at prioritere daginstitutioner og skærer i alle vores uddannelser. Og uddannelse og sundhed hænger sammen.

Vi har en uacceptabel ulighed i sundhed i Danmark. Mennesker med mindst uddannelse lever kortere og er mere syge og bliver hurtigere nedslidte. Det taler vi alle sammen om herinde, men lige nu er der også et flertal i Folketinget, som tøver med at tage de initiativer til forebyggelse, som skal til.

Når det ikke hænger sammen på fødegangene, handler det om økonomi, som vi lige har diskuteret, men det handler jo også om, at kvinder bliver ældre og tykkere og er mere syge. Derfor kan man sige, at der skal sendes flere penge til fødegangene. Det tror jeg der skal. Men vi skal også spørge os selv, om vi gør nok for at forebygge, f.eks. forebygge fedme.

Jeg vil gerne bruge den her debat til igen at sige tak for den høring, vi havde, om fødegangene. Jeg synes faktisk, det var en rigtig, rigtig god dag. Jeg blev selv klogere, og jeg synes, vi skal holde hinanden lidt i ørerne, i forhold til at det skal vi gøre meget mere.

For mig hænger den her diskussion sammen med diskussionen før om, hvordan vi styrer og leder sundhedsvæsenet på en klog måde. I virkeligheden synes jeg også, at der her er en parallel til uddannelsesverdenen, hvor vi jo står i den groteske situation, at hvis du forsker, tæller det, men hvis du bare er en rigtig god underviser, så tæller det ikke rigtig.

På samme måde synes jeg også, at vi har en diskussion til gode på sundhedsområdet om, hvordan vi formår at lede og styre på en måde, hvor det personlige og nærværet og tiden får lov til at blive vægtet højere. For det er jo helt grotesk, når vi hører fra jordemødre, at de skal have dobbeltvagter, fordi der ikke kom nogen for at afløse, at de ikke kan nå at spise, at de ikke kan nå at gå på toilettet.

Det er jo både et spørgsmål om den samlede ramme, men det er jo også et spørgsmål om, hvordan det så er, sundhedsvæsenet styres, og så er det en diskussion om ledelse. Derfor håber jeg, at vi kan tage en samlet diskussion om, hvordan vi ikke bare kan bidrage til at styre rammerne, men også sørge for at få god ledelse rundtomkring. Og det vil Radikale Venstre gerne bidrage til.

Tak til fru Lotte Rod. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for forespørgslen og tak for ministerens redegørelse. Jeg vil ikke sige så meget mere om den, da det meste allerede er blevet sagt – måske i virkeligheden også i den foregående debat. Derfor vil jeg blot knytte nogle enkelte kommentarer til vedtagelsesudkastet fra fru Liselott Blixt.

SF vil under ingen omstændigheder stemme for forslaget, da det overhovedet ikke adresserer det spørgsmål, som fru Liselott Blixt jo selv har peget på i forespørgslen, nemlig spørgsmålet om tilstanden og de manglende ressourcer i sundhedsvæsenet. I forslaget til vedtagelse henvises der blot til, at regionerne skal anvende de midler, der er afsat til løft af kvaliteten og patientsikkerheden. Teksten forholder sig derfor ikke på nogen måde til de alvorlige problemer, som de sidste mange års effektiviseringskrav på 2 pct. nu for alvor påfører patienter og medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Så vil jeg sige til fru Liselott Blixt, at det altså ikke kun er på fødeafdelingerne på Rigshospitalet, den er gal. Inden for de sidste par måneder har medarbejdere løbende klaget over arbejdsmiljøet på flere sygehuse i alle fem regioner. Lad mig blot nævne medarbejderne på fødeafdelingerne i Aarhus og i Odense, medarbejderne inden for psykiatrien i Risskov, hvor personalet er bange for at gå på arbejde, og overbelægningen på de medicinske afdelinger i Holbæk og Aalborg, hvor man sætter både patienter og personale under pres. I det sene efterår kom det frem, at patienterne på Køge Sygehus var blevet overmedicineret, for at personalet kunne klare arbejdspresset.

Det er de problemer, vi bliver nødt til at skulle forholde os til i fremtiden, og at det er tilfældet, synes jeg desværre slet ikke fremgår af fru Liselott Blixts udkast til vedtagelsestekst. Det bliver en sædvanlig regionsbashing fra Dansk Folkepartis side, og det kan vi ikke stemme for.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Konservative er godt tilfredse med, at vi generelt har et sygehusvæsen med faldende ventetider, stigende overlevelse for kræftpatienter og høj patienttilfredshed, og at vi har nogle dygtige og engagerede medarbejdere på landets sygehuse, som hver dag gør deres bedste for at levere en tryg og god behandling.

I efteråret 2016 sagde klinikchef Morten Hedegaard sin stilling op på Rigshospitalet, på en af landets største fødeafdelinger, på grund af for få hænder. Det var en beslutning, som gjorde indtryk, og efterfølgende har der kørt en debat om travlhed på landets fødeafdelinger, som jeg har fulgt med interesse. Som en del af det generelle løft til sundhedsområdet på 2,4 mia. kr. i finanslovsaftalen for 2016 blev der øremærket 50 mio. kr. årligt til en styrket indsats på hospitalernes fødeafdelinger. Til trods for de øremærkede midler til den styrkede indsats på fødeafdelingerne kan vi konstatere, at der stadig opleves travlhed på nogle fødeafdelinger. Det skal vi selvfølgelig lytte til og anerkende, for det skal være trygt og sikkert at føde på vores fødeafdelinger, og personalet skal trives og have ordentlige arbejdsforhold, så risikoen for fejl minimeres.

Regionerne har ansvaret for inden for den samlede ramme til sundhed at tage højde for udviklingen lokalt og sikre en prioritering, der afspejler de faktiske behov. Vi imødeser derfor, at ministeren følger udviklingen på området tæt og får en drøftelse med regionerne om, hvordan de anvender de afsatte midler til løft af kvalitet og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet. Vi vil fra konservativ side fortsat følge tilstanden i sundhedsvæsenet tæt, og vi ser med glæde frem til statusrapporten om de nationale mål, som kommer til foråret.

Tak til ordføreren. Så er vi igennem ordførerrækken, og så er det sundhedsministeren.

Jeg skal gøre det kort. Jeg prøvede i min indledende tale at opsummere noget af det, som jeg synes er vigtigt at vi arbejder sammen om i forhold til at udvikle vores sundhedsvæsen yderligere i de kommende år. Jeg synes også, at debatten afspejler den her gensidige interesse i, at vi fælles, også på tværs af partierne, nu fokuserer på de steder, hvor der er problemer, men samtidig også anerkender og sikrer arbejdsro de mange steder i vores sundhedsvæsen, hvor vi heldigvis ser store fremskridt, og hvor vi heldigvis oplever at personalet leverer en god kvalitet for vores patienter hver dag – at vi også husker at anerkende deres indsats. For det er også med til at sikre, at vi kan udvikle vores sundhedsvæsen – at vi ikke kun har fokus på de afdelinger, hvor der kan være behov for, at vi tager særlige problemstillinger op, men at vi grundlæggende også kigger på de steder, hvor vores sundhedsvæsen er velfungerende, og hvor der heldigvis sker en god udvikling til gavn for vores patienter.

Tak til Dansk Folkeparti for at sætte emnet for forespørgslen til debat. Jeg synes, det er relevant, at vi ikke bare sådan i udvalg og i ministeriet tager debatten, men at vi også her i salen tager nogle af de større debatter og principielle debatter om udviklingen i vores sundhedsvæsen.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra fru Liselott Blixt.

Jeg vil takke ministeren for besvarelsen og for at ville sætte fokus på de her sager. Grunden til, at jeg netop rejser spørgsmålet, er, at det er kræftbehandling, demensbehandling, hjertebehandling, eller hvad det nu er, vi løfter herinde, mens nogle af de små grupper mange gange føler sig trængt eller føler sig som dem, der ikke får helt den samme opmærksomhed.

Derfor vil jeg selvfølgelig spørge ministeren, om ministeren – og når ministeren det ikke før, så bare, når ministeren kommer tilbage – og den, der afløser ministeren, vil være med til at sætte fokus på de grupper, der føler sig trængt. Vi har talt om det tidligere, og det er derfor, jeg synes, det er vigtigt at tage en offentlig debat om det, herunder om, at de børn, der har en anden uhelbredelig sygdom, bliver hjulpet på samme måde som de børn, der har en sygdom, som man taler mere åbent om og samler ind til osv. Det er nogle af de ting, jeg vil høre om ministeren stadig væk vil arbejde på.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det vil jeg meget gerne, og jeg er meget enig med ordføreren i, at det er vigtigt, at vi ikke får skabt et hierarki af diagnoser i Danmark, så vi glemmer og overser nogle patientgrupper. Det er vigtigt, at der er bredt fokus på at udvikle vores sundhedsvæsen. Nu har der så været meget debat om fødselsområdet; den debat har jeg taget del i, og det er ikke kun, fordi jeg sig selv snart skal på barsel, men fordi der er behov for, at vi har fokus på svangreomsorgen og de udfordringer, der er der.

Men jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at der også er nogle områder, der nogle gange bliver sådan lidt klemt i debatten. Og jeg har som minister en forpligtelse til, at vi holder både patientrettigheder og udviklingen på de områder i fokus, og det vil jeg gerne medgive er en fælles opgave.

Ordføreren.

Det er jeg rigtig glad for at høre. Så vil jeg bruge lejligheden til at takke de andre ordførere for debatten. Jeg vil håbe på, at det går ministeren rigtig godt, og at ministeren hurtigt vender tilbage, så vi sammen kan kæmpe i den her sag. Tak.

Det var der ingen kommentarer til. Så er der en sidste bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg bemærkede, at i ministerens indledende tale sagde ministeren, at vi i vores sundhedsvæsen skal undgå spild. Spild er i det hele taget noget, som vi mennesker og i hvert fald vi, der bærer ansvar for skattekroner, skal gøre alt for at undgå.

Jeg havde håbet, at ministeren havde talt bare lidt om forebyggelse og sundhedsfremme, bare lidt om, at vi bør gøre noget mere for at reducere sygdomsudviklingen i Danmark. Vi har et sygehusvæsen, der tager sig af sygdom. Men for det enkelte menneske, for livskvaliteten, for os som samfund må det da være meget bedre og forbundet med sund fornuft, at vi prøver at reducere sygdomsudvikling. I Venstreregeringens regeringsgrundlag spejdede jeg efter, hvad regeringen ville på forebyggelsesområdet. Den ville ikke noget. Nu spejder jeg efter trepartiregeringens intentioner på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet. Der er heller ikke noget.

Ministeren.

Det er der i høj grad. Jeg er helt enig med den socialdemokratiske ordfører i, at det er vigtigt at have fokus på forebyggelse. Men forebyggelse er bredere end det, der sker på sundhedsområdet. Forebyggelse er også grundlæggende sunde, gode værdier, et godt forhold til både kost og motion, fra man er helt lille. Derfor indgår det også i de nyreviderede pædagogiske læreplaner, det indgår i vores fælles aftaler på uddannelsesområdet, både på folkeskoleområdet, men også på ungdomsuddannelsesområdet, med henblik på at understøtte forebyggelse. Det indgår i vores idrætspolitik for at sikre, at flere danskere bliver aktive i bl.a. idrætsklubber, lige så vel som vi har en forebyggelsesindsats, når det handler om at bekæmpe rygning, når det handler om at bekæmpe den nordiske rekord, Danmark desværre har i at drikke for meget alkohol.

Så det er et område, som den her regering prioriterer højt, og som vi ønsker at løfte. Selvfølgelig spiller det en rolle. Hvis man kigger på regeringsprogrammet, ser man, at der indgår et direkte tværministerielt arbejde om kost og den betydning, den har for sund livsstil og forebyggelse. Og jeg vil gerne være med til at tage dialogen ud over det, vi har mulighed for her i dag.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det er jeg glad for at høre. Men jeg må bare sige, at det godt nok skorter på initiativer i forhold til en politisk udmøntning. Senest har vi set, at Venstreregeringen godt ville være med til at regulere rygning på erhvervsskoler. Det havde jeg glædet mig rigtig meget til, for rygning er og bliver det allerstørste sundhedsproblem, vi har i Danmark. Det udløser mest sygdom, flest dødsfald. Det vil en ny trepartiregering overhovedet ikke røre ved. Derfor må jeg sige: Én ting er ord, en anden er handling, og der er ikke nogen handling bag. Men det kan jo komme.

Tak. Så er det ministeren.

Der er i høj grad handling bag, når vi taler om kampagner i forhold til forebyggelse af rygning, når vi taler om partnerskaber, og når vi kigger på, om der er steder, hvor rammerne kan være bedre. Spørgsmålet går specifikt på erhvervsuddannelserne, og vi har sagt, at vi ikke mener, at det skal ske på nationalt plan, gennem lovgivning. Vi mener, at det er vigtigt, at man ude på den enkelte institution løfter det ansvar, man har. Det, vi kan se i dag, er, at en lang række erhvervsuddannelser og voksenuddannelsescentre har rygepolitikker, heldigvis, som klart og tydeligt siger, at man ikke må ryge på de pågældende institutioner. Den dialog tager vi også gerne med institutionerne. Det handler selvfølgelig også om forebyggelse.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted tirsdag den 7. februar 2017.