Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Regeringen bedes redegøre for konsekvenserne af produktivitetskravet, der årligt pålægger de offentlige sygehuse at levere 2 pct. flere ydelser, herunder konsekvenser for kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø.

Af Peder Hvelplund (EL), Pelle Dragsted (EL), Pernille Skipper (EL), Finn Sørensen (EL) og Nikolaj Villumsen (EL).

(Anmeldelse 06.12.2016. Fremme 08.12.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 7. februar 2017.

Først er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, for en begrundelse. Værsgo.

Når vi i Enhedslisten har indkaldt til denne forespørgsel, er det på baggrund af de seneste måneders debat om de pressede forhold i det offentlige hospitalsvæsen. De opmærksomme af os har også kunnet se, at der på Slotspladsen her foran har stået nogle af virkelighedens eksperter, nemlig noget af det sundhedspersonale, der bliver ramt af de pressede arbejdsforhold. De er bl.a. samlet i det, der hedder Velfærdsalliancen.

Det er en debat, der tydeligt har afsløret og dokumenteret arbejdsforhold, der er pressede, hvilket går ud over kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljøet. Derfor håber vi med dagens debat, at Folketingets partier bliver enige om nu at vise handling. Vi bakker op om kravet fra regionerne og det sundhedsfaglige personale: Nok må være nok; produktivitetskravet må væk.

At kvaliteten bliver presset, kan vi se i stigningen i de utilsigtede hændelser. Og det er endda, selv om vi godt ved, at det langt fra er dem alle, som bliver indberettet, bl.a. fordi der ikke er tid til det. De rigide styringsmål skaber absurditeter, som f.eks. på Ortopædkirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital, hvor det er sådan, at selv om det sundhedsfaglige personale og patienter oplever bedre kvalitet ved genoptræning frem for operation, bliver operation ofte løsningen; ikke af hensyn til faglighed og patienter, men af hensyn til excelark.

At patientsikkerheden er presset, kan vi se ud fra stigningen i patientklager. Antallet af patientklager har de senere år været stigende, det ved vi fra Patientombuddet. Ligeledes ved vi det fra mange af de påbud, der er kommet fra Arbejdstilsynet efter deres besøg på danske hospitalsafdelinger, som f.eks. sagen fra intensivafsnittet på Anæstesiologisk Afdeling i Køge, hvor hårdt presset personale så sig nødsaget til at gå på kompromis med deres faglighed og skrue op for den beroligende medicin hos indlagte, fordi de blev nødt til at tage sig af andre opgaver.

At arbejdsmiljøet er presset, viser sig gennem netop de mange påbud fra Arbejdstilsynet. Over halvdelen af sygeplejerskerne melder, at muligheden for at løse deres kerneopgaver på et fagligt forsvarligt niveau altid eller ofte er under pres. Eller når jordemødre på grund af urimelige arbejdsvilkår flygter fra fødeafdelingerne, eller et samlet personale på Psykiatrisk Sygehus i Risskov laver et fælles nødråb til politikerne om decideret farlige vilkår for personale og patienter.

Billedet er fuldstændig klart: Hvis regeringen og Folketinget fastholder det evindelige effektiviseringspres, bliver enhver ekstrabevilling spist op af de generelle besparelser. Det fik vi senest bekræftet ved den høring om forholdene på fødegangene, som Sundhedsudvalget afholdt.

Der var budskabet fra overlægerne fra Odense, Aalborg og Rigshospitalet, at den ekstrabevilling, som det trods modstand og forringelser fra regeringens side lykkedes at få bevilget, reelt set var forsvundet ned i planlagte besparelser. Vi må have et opgør med produktivitetskrav og den fuldstændig rigide målstyring.

Derfor har vi anmeldt forespørgslen her i dag, for at regeringen kan redegøre for konsekvenserne af produktivitetskrav med hensyn til kvalitet og arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Det er i håbet om, at regeringen og Folketinget stillet over for konsekvenserne af den nuværende politik påtager sig at være en del af løsningen i stedet for at være problemet.

Tak for det. Og så er det sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for forespørgslen om produktivitetskravet i sundhedsvæsenet. Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at regeringens fokus er på patienterne, på kvaliteten og patientsikkerheden i det danske sundhedsvæsen. Og den seneste kritik af travlhed på sygehusene, bl.a. på fødeafdelingerne, samt historien om en unødig behandling, f.eks. en knæoperation og den fatale konsekvens heraf, er selvfølgelig noget, som vi tager alvorligt og lytter til.

Når flere overlæger og sygeplejersker og ikke mindst jordemødre melder, at arbejdspresset er for stort og bægeret snart flyder over, så skal vi selvfølgelig lytte, og det gør vi også.

Denne forespørgsel er så måske også et udtryk for, at alle er optaget af, at vi ikke bare har et sundhedsvæsen, som er stærkt for patienterne, men at vi også er optaget af arbejdsmiljøet og kvaliteten og patientsikkerheden i sundhedssektoren. Det er noget af det, vi som regering lægger vægt på er i orden, og det er noget, som vi hele tiden også skal udvikle, for der skal være ordnede forhold for de knap 110.000 medarbejdere, vi har i det danske sundhedsvæsen, og som hver dag gør en forskel for vores patienter og leverer en meget god service og omsorg og en kompetent lægelig såvel som sygeplejefaglig behandling. Det er noget af det, som kommer vores patienter på sygehusene, men også generelt i sundhedsvæsenet, til gavn hver dag og hvert år.

Patientsikkerheden skal være høj. Det skal være sikkert at være patient i det danske sundhedsvæsen, og det er ikke meningen, at nogen skal blive mere syge af at komme på sygehuset eller oplever, at det behandlingsforløb, de får, ikke har fokus netop på det, som i sidste ende gør dem raske og sikrer, at de kan komme videre. Spild såvel som fejloperationer og genindlæggelser skal undgås, og det skal der selvfølgelig arbejdes på. Det er noget af det, som regeringen har fokus på. Vi skal så også have fokus på, at vores samlede ressourcer inden for sundhed bruges målrettet.

Den tidligere Venstreregering tilførte sidste år sammen med finanslovspartierne, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet alene i 2016. Her i 2017 bliver der yderligere tilføjet 0,7 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet. Vi har også senest med en historisk kræftplan IV været med til at løfte både økonomien og kapaciteten på sundhedsområdet.

Så når man nogle gange får det indtryk, ikke mindst fra Enhedslistens ordførers side, at der bliver sparet, må jeg bare sige, at det jo ikke er tilfældet. Den her regering såvel som Venstreregeringen har tilført flere penge til det danske sundhedsvæsen, og det har vi gjort, fordi vi prioriterer, at der er et sundhedsvæsen i Danmark. Det har vi gjort sammen med vores samarbejdspartier, hvoraf to nu er en del af den nye trekløverregering, og Dansk Folkeparti. Det er, fordi vi som partier har valgt at sige, at det er vigtigt også at tilvejebringe ressourcer de steder i vores sundhedsvæsen, hvor der er behov for at sikre en bedre behandling, mere kvalitet og have fokus på, hvordan vi sikrer nogle bedre forløb for patienterne. For et trygt og godt sundhedsvæsen er en grundpille i vores velfærdssamfund.

Sundhedsområdet er dog også en stor innovativ og teknologisk sektor, og det betyder, at de produktivitetskrav, som jo har været på sygehusene siden 1990'erne, har været med til at udvikle vores sundhedsvæsen. Vores sundhedsvæsen står ikke stille, og fokus på ny teknologi med nye scannere og nye behandlingsmetoder har også været med til at sikre bedre forhold for patienterne, bedre kræftoverlevelse og en lang række ting, som netop har været til gavn for patienterne. Det er også reducerede ventelister, og at vi hele tiden har diskussionen om, hvordan vi bruger vores ressourcer bedst muligt. Hvis der er steder, hvor man kan effektivisere og få teknologi ind, så kan det frigøre ressourcer, som man kan bruge til varme hænder og omsorg andre steder i vores sundhedsvæsen.

Derfor har skiftende regeringer jo også fastholdt et produktivitetskrav, for det, at vi hele tiden kigger på, hvor vores sundhedsvæsen kan udvikle sig, handler også om at få mere målrettet sundhed for pengene, og at det sikres, at patienterne såvel som medarbejderne er i centrum for udviklingen af vores sundhedsvæsen.

Derfor er det også vigtigt at sige, at de gevinster, der har været af produktivitetskravet, ikke er tilfaldet staten. Det er penge, som er blevet i regionerne, og der har jo ikke været tale om årlige sparekrav. Der har været tale om en omstilling ude regionalt, hvor pengene er blevet i et sundhedsvæsen, og hvor man så har kunnet prioritere op nogle steder såvel som ned andre steder, fordi man har kunnet frigøre nogle opgaver.

Pengene er bl.a. blevet frigjort til mere udredning, mere behandling, mere sundhed, og det er jo en del af produktivitetskravet, som jeg godt ved ikke er den version, som Enhedslistens ordfører synger om, men som jo sådan set er en del af udviklingen.

Hvis man kigger på det, kan man se, at sundhedsvæsenet siden 2003 har haft en produktivitetsvækst på 2,4 pct., altså mere end det aftalte. Og man kan jo så spørge sig selv, hvorfor de har haft det. Det har de nok haft, fordi de netop også har haft fokus på at høste gevinsten af noget af den innovation og den teknologiske udvikling, der har været i sundhedsvæsenet – til gavn for patienterne. Men selvfølgelig skal man løbende kigge på, hvordan man gør det, hvordan man styrer på en god måde, hvordan man har fokus ikke bare på aktivitet, men også på kvalitet, patientsikkerhed og det at udvikle vores fælles sundhedsvæsen.

Produktivitetskravet medfører selvfølgelig et ledelsesmæssigt fokus i regionerne, men det indbefatter jo også, at man tager ansvar for det. Som jeg sagde før, har produktivitetskravet været med til både at sikre ibrugtagning af ny teknologi og bedre arbejdsgange, at ventelisterne er blevet nedbragt, og at der hvert år er blevet frigjort ressourcer til varme hænder i sundhedsvæsenet. Og dermed har det været til gavn for flere patienter.

Derfor kan man også stille sig selv spørgsmålet, om det, som Enhedslisten ønsker, er, at vi skal lade være med at tage nye teknologier i brug, at vi skal lade være med hele tiden at kigge på, om vi kan gøre tingene bedre og indrette behandlingsforholdene bedre for patienterne. For det modsatte er sådan set, at man ikke siger, at vi hele tiden skal kigge på, hvordan vi kan optimere vores sundhedsvæsen til gavn for både patienter og medarbejdere.

Vi har et sundhedsvæsen, der konstant udvikler sig, og det vil også udvikle sig over de kommende år. Det er kendetegnet af teknologiske muligheder, og det er kendetegnet af nye forskningsmæssige landvindinger, ny viden om, hvad der virker, og ny viden om behandlingsforløb, som kan skrues sammen på en anden måde. Og derfor skal vi også hele tiden have fokus på, hvordan vi kan bruge ny medicin, på bedre og smartere arbejdsgange, hvor arbejdsglidningen mellem medarbejdergrupperne også er en del af det at kigge på, hvordan vi organiserer vores sundhedsvæsen.

Vores primære formål som regering er at have fokus på kvaliteten og det, det giver værdi for patienterne, og patientforløb, som er hurtigere og mere effektive, bl.a. takket være ny teknologi. Hvis vi f.eks. tager en operation for tarmkræft, som i dag udføres som en kikkertoperation i stedet for en konventionel operation, så har det betydet, at indlæggelsestiden i dag er cirka 6 dage i stedet for 12 dage, og at behandlingen i dag koster 70.000 kr. i stedet for 100.000 kr. Det er jo noget, der hverken er gået ud over patientsikkerhed eller den værdi og den kvalitet, der skal være for patienten. Det har faktisk ledt til en mere skånsom behandling af patienten, og det har sparet ressourcer for sygehusene og haft den betydning, at hr. Jensen eller fru Hansen er kommet hurtigere tilbage til sin hverdag.

Derfor tror jeg også, man skal holde fokus på, hvad det egentlig er, vi diskuterer. For vi taler jo ikke om, at man ikke skal udvikle vores sundhedsvæsen. Det gør vi i hvert fald ikke som regering. Når vi over de seneste år har investeret 47 mia. kr. i nyt sygehusbyggeri, handler det ikke kun om nye mursten eller lækkert design. Det handler også om en investering i det danske sundhedsvæsen, som gerne skal gøre det muligt at tilrettelægge arbejdsgangene på en bedre måde, få mere sammenhængende patientforløb og bedre logistik, noget, der er mere effektivt, og noget, der er mere tidssvarende, og også noget, hvor de driftsøkonomiske omkostninger er mindre. Derfor er det jo også en del af det at tale om produktivitet og effektiviseringer i vores sundhedsvæsen.

Det er klart, at den investering selvfølgelig skal komme patienterne til gavn. Det, der bliver sparet på bygningsdrift, skal selvfølgelig bruges på varme hænder, patienternes forløb og en god behandlingskvalitet. Det er jo noget af det, som man skal kigge på, og som vi som regering ønsker at kigge på i sundhedsvæsenet, nemlig hvordan vi bruger vores ressourcer.

Det betyder ikke, at vi ikke skal diskutere, om den måde, som man styrer på, giver mening alle steder. Jeg oplever da også steder, hvor man ledelsesmæssigt ikke har taget på sig netop at foretage prioriteringer og kigge på, hvor det giver mening, og hvor det ikke giver mening, men hvor det bare er blevet sådan en flad grønthøstermodel, som sådan set hverken bidrager til kvalitet eller god patientsikkerhed, og hvor det er blevet et excelark og et styringsredskab, mere end det er blevet en stillingtagen til, hvor det er, vi kan få mere sundhed for pengene, og hvor det sådan set er, vi har behov for at frigøre ressourcer, der kan bruges til at investere til gavn for patienterne og til gavn for personalet.

Det er regionernes ansvar at foretage den klogest mulige udmøntning af kravet og også hele tiden at tænke i, hvor det giver mening, og hvor det i høj grad ikke giver mening. Den samme beslutning om effektivisering er ikke nødvendigvis god eller passende i alle dele af landet eller nødvendigvis god eller passende på alle afdelinger. Der er ikke de samme muligheder for omlægning af behandlinger på en fødegang, som der f.eks. er, hvis man indkøber en ny scanner. Og derfor er det også vigtigt, at vi holder os for øje, at én ting er styringsprincipper, men noget andet er jo at sørge for, at man ledelsesmæssigt tager stilling i hverdagen og foretager de rigtige prioriteringer i vores sundhedsvæsen.

Kigger vi på dialyseområdet og nogle af de muligheder, der er i forhold til en række af vores kroniske patienter, ser vi, at der med telemedicin i dag er en helt anden mulighed for at tilrettelægge arbejdet, end der var tidligere. Det skal man selvfølgelig drage nytte af. Det er kvalitet for patienterne, og det er kvalitet for vores samlede sundhedsvæsen, men det kan også frigøre ressourcer, vi så kan bruge til at sikre bedre kvalitet andre steder i vores sundhedsvæsen.

Derfor er det klart, at det ikke nytter noget, at 2 pct. lidt bliver oversat til sådan en leverpostejstyring nogle steder, hvor man bare lægger det ud som en grønthøster på alle afdelinger, og hvor man netop ikke efterspørger, hvor det er, det giver mening; hvor det er, det ikke giver mening; hvor det er, det har ringe eller ingen effekt for patienten; og hvor det er, det leder til spild, i stedet for at det leder til, at vi frigør ressourcer.

Det er jo også den diskussion, jeg oplever at mange medarbejdere har rejst gennem den seneste tid, nemlig at de ikke føler, der har været en tilstrækkelig værdimæssig stillingtagen til, hvordan vores sundhedsvæsen skal udvikle sig; at det ikke giver mening for fødelægen eller for jordemoderen, hvis kravet bliver omsat til, at den fødende skal føde 2 pct. hurtigere; men at det derimod giver rigtig god mening, hvis det bliver en værdimæssig og ledelsesmæssig diskussion af, hvor det så er, vi både kan gøre patientforløb bedre og indlæggelsesforløb kortere.

Derfor synes jeg, det er helt relevant, at vi diskuterer det her, og det gør regeringen også gerne. Og jeg har også sagt, at det er at sparke en åben dør ind, for noget af det, som vi gerne vil arbejde med at der også fortsat er fokus på, er de forsøg, der har kørt det seneste år, og som vi har aftalt med regionerne at oprette; det at sætte otte nationale mål op, som netop fokuserer på kvalitet; det, at vi i økonomiaftalen i forhold til regionerne netop har aftalt at arbejde med akkrediteringsmodellen, som var bureaukratisk og tog tid.

Så får vi netop diskussionen om, at det ikke bare bliver styringsprincipper, men at det bliver en kvalitetsmæssig udvikling af vores sundhedsvæsen, hvor vi selvfølgelig også tør frigøre ressourcer de steder, hvor der kan frigøres ressourcer, og hvor vi har det sigte, at pengene bliver i vores samlede sundhedsvæsen og dermed kan være med til at løfte ikke bare kvaliteten for patienterne, men også medarbejderglæden for medarbejderne andre steder i vores sundhedsvæsen. Derfor kan jeg kun være enig med de medarbejdere, der peger på, at det ikke nytter noget, at det bliver et excelarkstyringsprincip, men at det netop er nødt til at være værdimæssigt og ledelsesmæssigt forankret.

Hvad angår OECD-tallene, peger de jo også på, at der internationalt set er 10 pct. af de behandlede patienter, som er udsat for utilsigtede hændelser, og at lidt mere end 10 pct. af sygehusudgifterne anvendes på at afhjælpe utilsigtede hændelser. Det er det, vi skal have fokus på, for det er ressourcer, som hverken gavner medarbejderne eller patienterne. Vi har sådan set behov for at kigge på i de kommende år – både sammen med regionerne, vi som regering og også vi som sundhedspolitikere herinde – hvordan vi sikrer, at vi der får sundhed og kvalitet til gavn for patienten for de ressourcer, der i dag bliver brugt på en uhensigtsmæssig måde.

Det er for mig at se den vigtige diskussion, når vi taler produktivitet. Det handler ikke om at sætte stop for udvikling, det handler om at kigge på, hvordan vi bruger pengene i vores sundhedsvæsen, hvordan vi undgår spild, hvordan vi undgår fejloperationer, genindlæggelser, utilsigtede hændelser, infektioner og en række andre ting, som jeg tror vi bredt set kan være enige om at vi har behov for at få reduceret til gavn for patienterne, til gavn for medarbejderne, men også til gavn for patientsikkerheden.

Det, at vi sætter patienternes sikkerhed og deres behandling i centrum, er netop det, der også skal være med til at udvikle vores sundhedsvæsen i de kommende år. Den dialog har regeringen taget med regionerne, og vi glæder os til at tage den også fremadrettet, for det handler netop om at sikre, at vi ikke laver excelarkstyring, men kigger på, hvordan vi får mest kvalitet i vores sundhedsvæsen.

Det er også baggrunden for, at jeg lige for tiden er i dialog med de fem regionsformænd med det ønske, at alle bidrager til, at vi kan udvikle vores sundhedsvæsen i fællesskab, at alle bidrager til, at vi lytter til de opråb, der er kommet, og at vi netop tager initiativerne med de otte nationale mål og kvalitetssigtet videre, sådan at vi kan sikre et stærkt sundhedsvæsen, hvor det hverken går ud over patientsikkerhed eller patientrettigheder eller de mange resultater, vi har opnået over de seneste 10-15 år i det danske sundhedsvæsen.

Tak til ministeren. Man kan ikke stille spørgsmål nu. Så er det hr. Peder Hvelplund som ordfører for forespørgerne. Værsgo.

Tak for det. Hvis man sådan kort skal summere op, hvad jeg i hvert fald hører ministeren sige, så er det: Vi lytter, og vi sparer. Det er sådan set budskabet. Ministeren siger: Vi fortsætter den kurs, der er nu. Der må jeg bare konstatere, at der befinder ministeren sig altså i en markant anderledes virkelighed end den, som det sundhedsfaglige personale befinder sig i, en markant anderledes virkelighed end den, regionsformanden befinder sig i, en markant anderledes virkelighed end den, vi hører fra Dansk Sygeplejeråd, fra FOA, fra Lægeforeningen, fra 3F, fra HK, som alle sammen samstemmende siger: Vi kan ikke fortsætte med den her kurs, fordi 2-procentskravet netop er et rigidt styringsmål. Og nej, det handler ikke om, at vi ikke går ind for, at vi gør det mere effektivt, eller at vi gør det bedre i sundhedsvæsenet, og det tror jeg heller ikke at det gør for det sundhedsfaglige personale – det skulle undre mig meget. Det handler om, hvilke rammer vi stiller til rådighed for dem. Og når der sker en stigning i antallet af utilsigtede hændelser, er det jo netop – netop – fordi vi lægger rigide styringsmål ind.

Siden 2003 har de offentlige sygehuse være underlagt kravet om en produktivitetsstigning. Det betyder kort og godt, at de hvert år har skullet levere en større aktivitet, flere behandlinger, end de har penge til. Kravet har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler, som er indgået mellem Danske Regioner og regeringen, og som et flertal i Folketingets Finansudvalg har stemt for. Frem til 2006 var produktivitetsstigningskravet på 1,5 pct. om året, fra 2007 steg kravet til 2 pct. om året. I kroner og øre betyder et krav om øget produktivitet på 2 pct., at sygehusene hvert år skal levere ydelser for ca. 1,3 mia. kr. mere end sidste år uden at få penge til det. Et krav om en øget produktivitet på 2 pct. er i sig selv voldsomt, men faktisk har sygehusene præsteret mere, end skiftende folketingsflertal har forlangt. I perioden fra 2003 til 2014 har sygehusene leveret en faktisk produktivitetsstigning på hele 30 pct. svarende til en gennemsnitlig stigning på 2,4 pct. om året. Til sammenligning har den private markedsøkonomi præsteret en produktivitetsfremgang på 10 pct. i samme periode. Det svarer til en produktivitetsfremgang på 0,8 pct. om året. Produktivitetsstigningen i sygehussektoren er altså bemærkelsesværdig høj, men har også haft en række omkostninger.

Investeringer i optimering af bygninger og apparatur kan forklare en del af udviklingen i produktiviteten, i takt med at udviklingen i praksis og forskning medfører, at flere behandlinger kan udføres hurtigere og bedre. Dermed nedsættes det efterfølgende plejebehov i forbindelse med mange operationer, som kan udføres uden eller med blot kortvarig indlæggelse. Men det betyder altså også, at de patienter, der bliver indlagt i længere tid på sygehusene i dag, i gennemsnit har et markant større plejebehov den tidligere. For virkeligheden ude i sygehussektoren er jo, at kravet om flere ydelser hele tiden stiger. Udgifterne til medicin stiger hele tiden. Og så længe, der er produktivitetsstigningskrav, er det eneste sted, hvor pengene kan findes, på personalekontoen.

Produktivitetsstigningskravet lægger derfor et massivt pres på plejepersonalet – læger, sygeplejersker, SOSU'er – som har oplevet en kraftig stigning i antallet af patienter, de skal yde en plejeindsats over for i løbet af en arbejdsdag. Kravet om at øge produktiviteten sætter derfor plejeindsatsen under pres og stiller den enkelte læge, sygeplejerske og SOSU over for ubehagelige valg om, hvilke patienter der ikke kan få den nødvendige pleje. Blandt sundhedspersonalet er der en klar opfattelse af, at der er et højt og stigende arbejdstempo og opgavemængde, og at der er væsentlige forhindringer for at udføre arbejdet fagligt tilfredsstillende.

Samtidig presses sundhedsvæsenet af manglende finansiering til at gennemføre screeningsprogrammer. Yderligere pres på økonomien kommer af indførelsen af en ikkedifferentieret behandlingsgaranti på 30 dage for alle patienter, som vil føre til flere behandlinger på privathospitaler. Samlet set er presset på sundhedsvæsenet så stort, at det er uforsvarligt at fortsætte videre ad den vej. Presset på personalet i sundhedssystemet kan ikke kun aflæses som dårligt arbejdsmiljø, for samtidig stiger risikoen for fejl og utilstrækkelig pleje, fordi der simpelt hen ikke er tid. Det er en helt reel og umiddelbar fare for patientsikkerheden. Det kan aflæses i form af en klart stigende tendens i antallet af utilsigtede hændelser. Tilsvarende ses en klar stigning i antallet af indberettede patientklager, for ikke blot forlanger politikerne, at sygehusene leverer produktivitetsforbedringer, samtidig har et flertal i Folketinget bestående af alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet lagt benspænd ud for regionerne med budgetloven. Regeringen kan i dag straffe regioner økonomisk, hvis regionerne bruger flere penge, end de har fået i økonomiaftalen, til sundhed. Konkret kan regeringen i det kommende år modregne et overforbrug i bloktilskuddet. Så meget for det regionale selvstyre.

Samtidig er der lagt loft over, hvor meget regionerne må investere. Det er fuldstændig undergravende for bestræbelserne på at skabe produktivitetsstigninger, for problemet er, at når regionerne ikke må foretage de nødvendige investeringer uden at blive straffet, må de ty til offentlig-private partnerskaber, finansiel leasing eller noget andet, der forskyder udgiften fra investeringsrammen til driftsudgifterne. Det er præcis der, sundhedsvæsenet er presset i dag. Det betyder, at i stedet for at have en engangsudgift til investering i nyt udstyr, bliver regionerne nødsaget til at investere i udstyr med midler til drift. Dermed udhules driften, og der kommer færre ressourcer til personalet.

Der er altså noget fuldstændig galt med styringen i det moderne danske sundhedssystem. Grænsen er ganske enkelt nået for, hvor meget der kan presses ud af de ansatte for at nå de politiske mål om flere og bedre behandlinger, uden at der følger flere midler med. De ansattes arbejdsmiljø forringes kraftigt, og som konsekvens stiger risikoen for fejl og dermed forringet kvalitet og dyre genindlæggelser. Det er et generelt problem i sundhedsvæsenet, uanset om vi taler om psykiatri, svangreomsorg eller geriatri. Der er behov for et opgør med produktivitetstyranniet ... ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Taletiden er overskredet). Ja, jeg skal bare lige læse vores forslag til vedtagelse op. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Og det kommer nu så?) Ja. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Det er godt). Det må være et klokkeklart løfte fra regeringen og Folketinget, at vi sikrer, at der er midler til rådighed for de ydelser, vi forventer sundhedsvæsenet leverer. Vi kan ikke fortsætte med at sende regningen videre til patienter og personale, for der er råd til ordentlig sundhed i Danmark, der er råd til ordentlige arbejdsvilkår og tid til en ordentlig og værdig pleje.

Jeg skal dermed på vegne af Enhedslisten og Alternativet fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at produktivitetskravet i økonomiaftalerne med regionerne siden 2003 har haft den konsekvens, at det offentlige hospitalsvæsen årligt har leveret en produktivitetsstigning på 2,4 pct., hvilket er en væsentlig højere produktivitetsstigning end i den private sektor.

Folketinget konstaterer, at det har betydet et dramatisk pres på kvalitet, arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Personalet har oplevet det som et rigidt styringsmål, der har haft negative konsekvenser for personalets faglighed og for patienternes oplevede kvalitet i hospitalsvæsenet.

Folketingets partier pålægger regeringen at indlede forhandlinger med Danske Regioner og de sundhedsfaglige organisationer om at udvikle et nyt styringsredskab for sundhedsvæsenet. Folketingets partier pålægger derfor regeringen at sikre, at kravet om 2 pct. øget produktivitet uden økonomisk kompensation ikke indgår i økonomiaftalen 2018 mellem regeringen og Danske Regioner.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Tak for det. Det her forslag indgår i de videre forhandlinger.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgsel i dag.

Spørger man bredt i befolkningen, hvilke emner man vægter højest i sin hverdag set i en politisk sammenhæng, så falder sundhedsvæsenet altid ud blandt de væsentligste. Det har vi forstået i Danmark gennem mange årtier, og derfor har vi også et sundhedsvæsen, som er godt, ja, på mange måder endda rigtig godt, også sammenlignet med andre landes. Patienterne er i meget høj grad tilfredse, ventetiderne er historisk lave, og resultaterne og kvaliteten i udredningen og behandlingen bliver bedre og bedre.

Det sundhedsfaglige personale står i spidsen for det hele. Sådan er det. Vi taler så hyppigt om velfærd og om vores velfærdsstat. Set med socialdemokratiske øjne opstår velfærden der, hvor borgeren møder den offentligt ansatte, og det gør de jo bl.a. på sygehusene og i de øvrige dele af sundhedsvæsenet. Vi har som land meget at være stolte af på det her område, og det har de mange professionelle og utrolig dedikerede offentligt ansatte i sundhedsvæsenet i særdeleshed. Dog er der også en anden side af sagen. Lad mig blot nævne begreber som højt tempo, rigtig mange målepunkter, høje krav og forventninger, hyppige omlægninger i hverdagen, personalemæssige flaskehalse, konstant uforudsigelighed, sparerunder, frygt for at begå fejl på grund af mangel på tid til patienterne, begreber, som præger manges hverdag i sundhedsvæsenet, når de er på arbejde.

Det hører vi, og det forstår vi alvoren af i Socialdemokratiet. Omvendt har vi også gennem årene netop set, at omlægninger, fokusering, rigtig dokumentation og planlægning har betydet store kvalitetsmæssige forbedringer for patienterne og borgerne samt sikret moderne og hensigtsmæssige nye måder at gøre tingene på til glæde for os alle i samfundet. Begge dele er vi jo kendt for ude i den store verden; Danmark er et dynamisk samfund med høj velfærd.

Som socialdemokrater vil vi gerne det bedste for borgerne og for patienterne. Og hvad gør vi så nu for at gøre det bedst mulige? Ja, lige nu lytter vi socialdemokrater derfor rigtig meget til patienterne, til borgerne, de faglige organisationer, eksperterne og også dem, vi har sat til at drive vores sygehusvæsen, nemlig de fem folkevalgte regioner. De taler meget taktfast om, at rammen for sundhedsvæsenet og styringen af sundhedsvæsenet ikke mere er holdbare. Vi har i Socialdemokratiet erkendt, at de sidste mange års produktivitetskrav på 2 pct. har presset mange til et ikkeholdbart niveau i deres arbejdshverdag.

At det ikke er holdbart at fortsætte som nu til evig tid, har vi forstået. Det er nu, vi skal vurdere, hvordan vi kan gøre det anderledes, rigtigt, dynamisk og i et tæt samarbejde med personalet. Derfor har vi præsenteret tanken om en hold fingrene væk-reform, som skal imødekomme en del af den rigide styring, der findes i den offentlige sektor. De fem regioner prøver netop nu forskellige ny styrings- og kvalitetsmodeller af. Det er spændende, det er nødvendigt, og vi venter i Socialdemokratiet med spænding på deres resultater.

Lige nu skal vi klappe hesten og tænke nye tanker grundigt igennem. Det faglige personale inklusive de faglige ledere skal møde lydhørhed og anerkendelse for kritisk og konstruktiv deltagelse i den nødvendige omlægning og nytænkning. Vi når ikke vores fremtidige mål om bedre kvalitet og sikkerhed for patienterne, højere social lighed i sundhedsvæsenet, bedre arbejdsmiljø for det sundhedsfaglige personale og bedre forebyggelse af sygdomsudviklingen, hvis ikke kapacitet og faglighed er prioriteret, balanceret og styret. Det har vi i Socialdemokratiet med os, når der skal sættes nye rammer og tanker for sundhedsvæsenets styring.

Så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget vil et dansk sundhedsvæsen, som er kendetegnet ved høj kvalitet og patientsikkerhed samt gode arbejdsvilkår for medarbejderne.

Folketinget finder, at der skal lyttes til personalets kritik om en presset hverdag, og forventer, at regionerne som arbejdsgivere vil følge op på forholdene.

Folketinget vil et sundhedsvæsen, der styres med et balanceret fokus på aktivitet, kvalitet og patientsikkerhed, således at der leveres mere sundhed og værdi for patienterne for de samlede ressourcer, der prioriteres til sundhedsvæsenet, og som samtidig sikrer et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at sikre, at kvalitet og patientsikkerhed indgår som vigtige parametre i økonomiforhandlingerne om den regionale økonomi.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Tak for det. Også det forslag indgår i den videre forhandling.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne takke den socialdemokratiske ordfører for talen. Der var jo mange fine overvejelser og ord i forhold til den her forespørgsel og det konkrete problem i forhold til produktivitetskravet. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren kunne blive en lille smule mere konkret. Nu kunne jeg forstå, at der i forslaget til vedtagelse lægges op til, at det er regionernes ansvar, og at regionerne skal være sig deres arbejdsgiveransvar bevidst. Er ordføreren af den opfattelse, at det her er et problem, der skal løses blandt regionerne, altså at det er regionerne, der ikke lever op til deres opgaver? Og er ordføreren enig i – som ordføreren jo tidligere har givet udtryk for – at produktivitetskravet skal afskaffes? Lægeforeningen lægger jo i tråd med det, ordføreren kalder en hold fingrene væk–reform, meget klart op til, at vi i hvert fald i 2018 siger, at der tager vi produktivitetskravet ud af økonomiforhandlingerne, som vi også lægger op til i forslaget til vedtagelse fra Enhedslisten og Alternativet.

Jeg skal bare høre, om den socialdemokratiske ordfører er enig i, at produktivitetskravet bør aflyses i 2018.

Værsgo til ordføreren.

Tak for spørgsmålet. I Socialdemokratiet er vi jo fuldstændig bevidste om, hvilket ansvar og hvilke opgaver regionerne har fået. Vi er mere end bevidste om, at den ramme, de skal løse opgaverne inden for, er bestemt her. Det ansvar påhviler Folketinget, sådan er det. Det er rigtig vigtigt at præcisere i den her sammenhæng, og derfor skal jeg naturligvis som Socialdemokratiets sundhedsordfører også udtrykke min skepsis i forhold til den rammesætning, den nuværende regering lægger for de offentlige budgetter, hvor man laver en fremskrivning på 0,3 pct. samlet set. Vi opererer med den dobbelte fremskrivning, som lige nøjagtig imødekommer den demografiske udvikling i samfundet. Så det er jeg helt bevidst om.

Socialdemokratiet synes jo, at regionerne gør det godt. Jeg vil endda tillade mig at sige, at de ikke bare gør det godt, de gør det endda rigtig godt. De nyder også anerkendelse for deres opgavevaretagelse og deres ansvarsfølelse i forhold til det, men de er pressede, og derfor siger jeg også i min ordførertale, at vi lytter til de faglige organisationer, vi lytter til patientorganisationerne, vi lytter til alle fem regioner, når de fortæller, hvordan deres styring i dag er udfordret, og hvordan deres økonomi er udfordret.

Tak. Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jamen jeg er glad for, at ordføreren erkender, at det her er Folketingets ansvar. Det er Folketinget, der sætter rammerne. Det er derfor, jeg ikke helt kan forstå ordføreren, når nu budskabet fra regionerne er fuldstændig klart. Jeg kan læse op her, hvad samtlige regionsrådsformand skrev i Jyllands-Posten i december måned 2016:

»Regionerne har i årevis stået på mål for en årlig produktivitetsstigning på 2 pct. på sygehusene i form af flere behandlinger for de samme penge, og vi har leveret mere end det. Men det kan ikke fortsætte.«

Det er et meget tydeligt budskab. Er budskabet fra Socialdemokratiet til regionsrådsformændene, at det skal de fortsætte med, også i 2018?

Værsgo.

Jeg har hørt nøjagtig det samme, og jeg har læst det samme, og jeg har også forstået det, regionerne siger, nemlig at den økonomi, de har nu, er den strammeste, de har haft. De har rigtig, rigtig stramme økonomirammer i øjeblikket. Det, jeg siger i min ordførertale, er, at vi skal klappe hesten. Det er lige nu, alle fem regioner prøver styrings- og kvalitetsudviklingsmodeller af. Vi skal høste erfaringerne, og vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre i fremtiden. Jeg siger udtrykkelig i min ordførertale, at vi ikke kan blive ved til evig tid, som det kører i øjeblikket. Den erkendelse har vi gjort os.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Skal det så forstås på den måde, at i 2018 skal det køre, som det kører nu, eller hvornår stopper det? Det er jo spørgsmålet. Jeg hørte godt ordføreren sige, at det ikke er holdbart at fortsætte som nu til evig tid, og så må vi jo spørge om, hvor længe man så skal fortsætte som nu, hvor regeringen og flertallet i Folketinget forlanger, at personalet hvert eneste år skal løbe 2 pct. hurtigere. Det har nu stået på i 14 år med de resultater, som medarbejderne og regionsformændene taler om.

Ordføreren mangler stadig at svare på, om det skal afskaffes i 2018. Det er jo meget lavpraktisk, ja eller nej til, om regeringen skal have kravet med til økonomiforhandlingerne om økonomien i 2018, eller om regeringen ikke skal. Det vil vi gerne have et svar på.

Men hvis ordføreren ikke kan svare på det og bare vil sige, at det ikke skal fortsætte til evig tid, så må ordføreren da have et bud på, hvornår den der evighed, som nu har varet i 14 år, stopper.

Værsgo.

Tak for spørgsmålet fra hr. Finn Sørensen. Ordføreren har helt bestemt fundet det essentielle og det afgørende i ordførertalen her. Det er den socialdemokratiske erkendelse af, at rigtig manges hverdag er præget på en måde, hvor man står i noget, der er ugunstigt for arbejdsmiljøet og dermed også for patientsikkerheden. Det er det, regionerne har fundet ud af, også før vi fandt ud af det her i Folketinget, og derfor er det så helt afgørende, at vi nu får erfaringer på bordet fra de fem regioner, får det koblet med det, jeg siger skal være en konstruktiv, kritisk forholden sig til det, der er det sundhedsprofessionelle personales hverdag, sådan at der udvises lydhørhed, så alle kan hjælpe hinanden frem mod en ny styring.

Jeg forstår godt, at man gerne vil have et svar fra mig som ordfører på, hvad Socialdemokratiet tænker i forhold til 2018, men det er for mig at se slet ikke det, der er det afgørende. Dermed siger jeg ikke, at spørgsmålet ikke kan være relevant, men jeg kan ikke give det konkrete svar, som ordføreren vil have, fordi jeg netop præciserer, at det, vi gør i øjeblikket, er, at vi lytter, vi tager alt det ind, som der arbejdes med ude i regionerne, og alle de input, de faglige organisationer kommer med.

Tak. Der er mange kommentarer, og jeg tror, det bliver en lang dag, for der er mange debatter, så vi skal bestræbe os på at holde taletiden.

Værsgo til hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg forstår ikke, det kan være så svært at svare på det spørgsmål. Regionerne har besluttet sig, og de har meldt ud, at det der effektiviseringskrav på 2 pct. skal væk. Sundhedspersonalet siger det samme, de har gjort deres erfaringer. Jeg har også hørt en udtalelse fra en hr. Flemming Møller Mortensen i TV 2 for ikke så længe siden, den 29. december, hvor hr. Flemming Møller Mortensen, jeg går ud fra, det er den samme person, sagde til TV 2: Vi er nået til et sted, hvor personalet simpelt hen ikke kan løbe stærkere. Vi er også nået til et punkt, hvor man mange gange ikke gør det bedste for patienten, men i stedet gør det bedste for systemet, og sådan må det aldrig være. Det sagde ordføreren.

Alligevel kan ordføreren ikke beslutte sig. Måske skal det gentage sig i 2018. Det er jo sådan set det, ordføreren siger, også ved at skrive under på den vedtagelse, som Venstre har lagt frem.

Værsgo.

Til det sidste vil jeg sige, at det, hr. Finn Sørensen siger i forhold til vedtagelsesteksten, ser jeg overhovedet ingen sammenhæng i. Men det, jeg har sagt i min ordførertale her og har sagt til medierne, er – fuldstændig ordret citeret: Vi har som Socialdemokrati forstået, hvordan vilkårene er rigtig mange steder.

Socialdemokratiet tog initiativ til en hastehøring i Sundhedsudvalget om fødegangenes situation, fordi vi havde været med til, bl.a. sammen med Enhedslisten, også at finde nogle øremærkede midler til fødeområdet, så jeg kan ikke forstå, at Enhedslisten ikke har forstået, at vi hos Socialdemokratiet har erkendt, at her skal der en anden styringsmekanisme til.

Tak. Fru Pernille Skipper.

Jeg skal starte med at beklage, at jeg ikke begriber, hvad det er, hr. Flemming Møller Mortensen siger. Altså, vi har at gøre med 2 pct.s produktivitetskrav, der hvert år løber ind på sygehusene, og det betyder, at man hele tiden skal blive 2 pct. mere effektiv; det kan man gøre ved ny teknologi – det er fint nok – men hvis ikke man kan finde pengene der, betyder det, at man skal løbe stærkere. Det giver stress blandt de ansatte – det har vi hørt utallige ansatte tale om – det giver fejloperationer, og i det hele taget rammer det kvaliteten. Det hører jeg også hr. Flemming Møller Mortensen sige at det gør. Så siger regionerne, at det er rammerne, at det simpelt hen er de økonomiske rammer. Vi kan ikke finde de 2 pct. årligt i effektiviseringer via styring, omlægninger og ny teknologi, så det rammer kvaliteten. Og hr. Flemming Møller Mortensen siger, at ansvaret for det ligger herinde på Christiansborg.

Så skær det bare ud i pap for mig: Er Socialdemokratiet for eller imod de 2 pct.s produktivitetskrav på sygehusene?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Socialdemokratiet er for det, som regionerne og de faglige organisationer også ved at vi skal have, nemlig et eller andet at styre efter. Det, jeg siger i min ordførertale – meget tydeligt – er, at vi ikke kan fortsætte, som vi gør nu, og derfor skal der nye tanker, nye modeller til. De prøves af, bl.a. ude i regionerne. De diskuteres blandt de faglige organisationer. Og der siger vi at vi er lydhøre i forhold til alle parter, fordi vi er i en proces.

Man skal jo ikke bare afblæse noget, uden at man har vurderet konsekvenserne og ved, hvad man skal sætte i stedet for. Og jeg vil da håbe, at Enhedslisten også tager imod opfordringen til at være konstruktivt kritiske i forhold til at sige, hvad der så skal til. For Enhedslisten står jo bare her i dag og siger, at de 2 pct.s produktivitetskrav skal afblæses, men der siger vi: Vi skal have noget andet at styre efter. Og der håber jeg vi kan blive enige om, at vi skal arbejde frem mod noget. Der føler jeg at regionerne meget konstruktivt i øjeblikket prøver ting af, altså fordi vi skal have noget andet at styre efter.

Fru Pernille Skipper.

Så det, hr. Flemming Møller Mortensen siger, er, at man fortsætter med nedskæringerne, effektiviseringskravet på 2 pct. hvert år, som rammer patienter, ansatte, tryghed, indtil man finder en eller anden anden styringsmekanisme, og at det står fuldstændig åbent, hvornår det bliver. Er det det, der er svaret fra Socialdemokratiets side, altså at man ikke kan fortsætte med det her, men faktisk alligevel har tænkt sig at blive ved med at fortsætte med det?

Værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, hvad fru Pernille Skipper startede med at sige, nemlig at hun ikke forstår mig. For jeg synes, det fremgår meget tydeligt af min ordførertale her i dag, at vi er nået til et sted, hvor vi ikke kan fortsætte, og at vi derfor er der, hvor vi lytter, og hvor rigtig mange ting prøves af. Jeg tror faktisk, der er tale om en ganske bred anerkendelse af, at det her ikke er holdbart. Vi havde den hastehøring, som Socialdemokratiet tog initiativ til, om fødegange, og der så vi fuldstændig tydeligt, hvordan forholdene er derude, og at man ikke dér kan føde 2 pct. hurtigere om året.

Tak. Hr. Bruno Jerup, Enhedslisten.

Hr. Flemming Møller Mortensen opremser en lang stribe af fagforeninger og grupper og personer, som han lytter til, og så vidt jeg kan høre, har alle dem, han lytter til, sagt det samme, som Enhedslisten faktisk er fremme med her, altså at det må stoppe med de der produktivitetskrav. Men har hr. Flemming Møller Mortensen også lyttet til, hvad ministeren sagde? Ministeren sagde jo det stik modsatte. Ministeren sagde: Det skal fortsætte, som det plejer – ingen ændringer, intet nyt under solen. Og det er sådan set det, hr. Flemming Møller Mortensen lægger stemmer og mandater til, altså at ministeren kan fortsætte, som man plejer – en 2-procentseffektivisering også i 2018.

Jeg kunne godt tænke mig, at hr. Flemming Møller Mortensen forholdt sig til, at det sådan set er det spil, som han er inde i, altså at han siger, at han lytter til en masse forskellige gode folk, men at den, som han i virkeligheden har lyttet til, er ministeren. Det skal altså bare fortsætte, som det plejer.

Tak. Værsgo til hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak. Her bliver jeg altså nødt til at trække lidt på smilebåndet, for det kan hr. Bruno Jerup da ikke mene – at det forslag til vedtagelse, der blev læst op, fra socialdemokratisk side skulle anerkende, hvad ministeren har sagt. Det har intet på sig. Jeg synes, hr. Bruno Jerup skulle lytte til den socialdemokratiske ordførertale her i dag. Og lad mig bare lige citere:

»Vi har i Socialdemokratiet erkendt, at de sidste mange års produktivitetskrav på 2 pct. har presset mange til et ikkeholdbart niveau i deres arbejdshverdag.

At det ikke er holdbart at fortsætte som nu til evig tid, har vi forstået.«

Det kan da ikke misforstås, vil jeg sige til hr. Bruno Jerup.

Værsgo.

Men hr. Flemming Møller Mortensen læste også et forslag til vedtagelse op, som jo er en kanonisering af den politik, som regeringen står for. Det er jo sådan set det, der er essensen af det. Hvis det er sådan, at det ikke skal være det, og hvis det er sådan, at det er de fine ord, der bliver puttet ind i en ordførertale, der ligesom skal være essensen, og ikke det forslag til vedtagelse, som hr. Flemming Møller Mortensen læste op, så lyder det meget mærkeligt. Jeg synes, det er mærkeligt, hvis det er sådan, at der ligesom er to forskellige standarder, altså en ordførertale, hvor man siger en masse pæne ting, og så et forslag til vedtagelse, som sådan set bare er en kanonisering af regeringens politik om, at det skal fortsætte med de der produktivitetskrav.

Værsgo.

Jeg må altså bare igen sige, at det for mig at se er en totalt misforstået tolkning af det her forslag til vedtagelse, og jeg vil bede hr. Bruno Jerup om at læse det igennem igen, når det kommer ud på skrift til alle.

Tak. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at rose ordførertalen. Jeg synes, at det var en rigtig god ordførertale, og jeg er enig i alt, hvad Socialdemokratiets ordfører sagde. Derfor undrer det mig også, at ordføreren så ikke imødekommer, at både medarbejderforeninger og fagforeninger har sendt et råb om hjælp til Christiansborg, et råb om hjælp, der handler om det her produktivitetskrav, og der handler om at få fokus på kvalitet frem for effektiviseringer og produktivitet. Hvorfor vil ordføreren så ikke gå linen ud, om man så må sige, og være med på det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten og Alternativet har foreslået?

Værsgo til ordføreren.

Det forslag til vedtagelse, jeg læste op, nyder jo bred opbakning her i Folketinget. Hvis der er noget, der er væsentligt for vores sundhedsvæsen, er det, at vi skal undgå zigzagkurs. Det er, at de omkring 140 mia. kr., vi bruger på sundhedsvæsenet, har ét langt sigte, og det er kvaliteten for patienterne, det er sikkerheden for patienterne, og som socialdemokrat kan jeg sige, at der ikke er nogen, der skal være udeladt fra at få den bedste kvalitet. Fri og lige adgang til sundhed i sundhedsvæsenet er noget af det allervigtigste for Socialdemokratiet. Det er noget af det vigtigste for hele befolkningen, og derfor skal vi trække bredt sammen, og derfor skal vi få en ny styringsmodel, nogle nye kvalitetsmodeller, nogle nye målpunkter, hvor det sundhedsfaglige personale og patientorganisationerne er med, som de forstår, som stimulerer deres hverdag, som giver trivsel og ikke mistrivsel i deres hverdag.

Derfor tog vi bl.a. initiativet med baggrund i det dårlige arbejdsmiljø på mange af landets fødegange. For man har simpelt hen for travlt derude. Derfor var vi irriterede over, at den daværende Venstreregering fjernede en tredjedel af de penge, vi havde øremærket til fødegangene. Tag dog det som et signal til, at vi vil noget andet, og det tror jeg også at rigtig mange er klar over at vi vil fra socialdemokratisk side.

Fru Pernille Schnoor.

Det er jo helt fantastisk at høre, og jeg kunne ikke selv have sagt det så godt, som ordføreren lige har gjort. Det er jo helt, helt fantastisk sagt. Men regionernes formænd har jo også været ude at sige, at nu må der ske noget i forhold til det her produktivitetskrav, og mange af regionernes formænd er jo socialdemokrater, og derfor forstår jeg igen ikke, som jeg sagde før, at Socialdemokratiet og ordføreren ikke vil gå linen ud og sige, at det simpelt hen ikke duer med det her produktivitetskrav. Som vi også hørte på den høring, der var på Christiansborg i forhold til barselsområdet og fødeafdelingerne, duer det jo simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Fru Pernille Schnoor skal jo forstå – og det håber jeg i hvert fald min ordførertale giver udtryk for – at vi lige nøjagtig er et sted nu, hvor der er en erkendelse af, at de 2-procentsproduktivitetskrav kan vi ikke blive ved med, som det kører nu. Der skal noget andet til, og vi er jo lige nøjagtig inde i overvejelsen. Regionerne er ved at prøve ting af, så alt er i en proces lige i øjeblikket, for at vi skal komme ud på den anden side med noget nyt, noget moderne, noget dynamisk, noget personaleinddragende, noget kvalitetsfokuserende frem for måltalsfokuserende. Det er det, vi vil.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er rigtig glad for, at Enhedslisten har taget den her debat op. Mange tak.

Det her var jo netop noget, vi diskuterede mellem jul og nytår, hvor vi hørte fra læger og fra organisationer, at det her produktivitetskrav på 2 pct. havde nogle bivirkninger. Vi hørte netop om operationer, som det måske ikke var nødvendigt at lave, men mange gange blev lavet, fordi der var det her krav om, at man skulle effektivisere. Det var så også grunden til, at jeg gik ud og sagde, hvad jeg stadig væk mener: Jeg ønsker, at vi skal gøre op med 2-procentskravet. Det er også grunden til, at jeg har spurgt, om sundhedsministeren vil komme til møde i Sundheds- og Ældreudvalget, hvilket ministeren har sagt ja til. Jeg håber selvfølgelig, at det bliver den her minister, men det kan også være afløseren. Det vides aldrig. Vi har jo lidt skift på sundhedsministerposten. Men uanset hvad er det i hvert fald ministeriet, som vi skal have en samtale med.

Vi bliver også nødt til at finde ud af, hvordan det er, vi styrer, hvordan det er, vi aflønner. Vi har jo i mange år talt om DRG-takster, og om, hvordan vi bruger DRG-takster. Det er også en grund til, at når et sygehus skal levere, ser det mere ud som en pølsefabrik. Det er altså ikke alle afdelinger, der er ens. Der er afdelinger, som har komplekse patienter. Vi kender til det med medicinske ældre patienter med flere forskellige kroniske sygdomme. De kan ikke behandles på samme måde, som hvis en af os skal have lavet en knæoperation, hvis den så ellers er nødvendig. Der kan vi udskrives samme dag.

Men det skal ikke gøres op i, hvor mange knæoperationer vi kan nå på en dag, fordi det er vigtigt, at vi giver den patient, der kommer ind på sygehuset, en ordentlig behandling. Efterhånden betyder det her – det er i hvert fald sådan, vi ser det – krav om, at man skal præstere mere, at det går hurtigere, at man skal have mere igennem. Vi ved, at jo hurtigere man er, jo mere sjusket bliver det. Vi har fejl. Hvis vi nu gjorde det på den rigtige måde og tænkte kvalitet frem for kvantitet, så kunne det måske være, at vi faktisk stadig væk kunne overholde et produktivitetskrav, fordi vi faktisk gjorde det rigtigt første gang.

Vi har utrolig mange genindlæggelser, infektioner osv. Måske er det, fordi det hele skal presses igennem, og det er grunden til, at vi siger: Gør nu op med det her 2-procentsproduktivitetskrav. Det har jo eksisteret i 14 år. Faktisk har Enhedslisten støttet det, mens de støttede en rød regering – ja, det har I jo gjort, fordi I stod bag den regering – og det synes jeg jo er meget sjovt.

Når man ser på, hvad det betyder, så kan vi jo se på sundhedsvæsenet, at det har forandret sig rigtig meget med ny teknologi og nye behandlingsformer på mange områder. I 1980'erne havde man en gennemsnitlig liggetid på ca. 10 dage. I 2000 var den 5,8, og man regner med, at når vi når 2020, har vi liggedage på 2,7. Der er faktisk nogle, der antager, at hvis vi når 2035, er det nul. Jeg tror nu bare ikke helt på, at det er sådan, det kommer til at gå.

For Dansk Folkeparti betyder det her, at vi skal sikre, at man har den tryghed, der skal til, i sundhedsvæsenet. Vi kan se det på fødeafdelinger. Vi kunne se det på høringen. Vi har faktisk rigtig mange, der har født hjemme eller ambulant, der var trygge ved det, og de behøvede kun at have hjælp i et par timer. Jeg har selv en datter, der fødte sidste år. Hun tog hjem inden for 24 timer – hun var førstegangsfødende og 21 år – mens jeg selv for 25 år siden lå de her 5-6 dage, som man lå dengang. Men i og med at vi nu kan se, at en fødende kvinde er der minimum mindre end 24 timer, så kan vi næsten ikke sige, at hun skal være der mindre tid. Men vi skal også sørge for, at hvis ikke man er tryg ved at tage hjem, hvis man vil have amningen i gang, inden man kommer hjem, så skal man altså også kunne ligge der de dage, der er brug for. For bliver man sendt for hurtigt hjem, ved vi, at så kommer der en genindlæggelse. Det er de ting, vi skal gøre op med. Vi skal sikre, at dem, der tager hjem, når de har været der i kortere tid, er trygge ved det.

Nu kan jeg se, at jeg har talt min tid færdig. Men tak for det.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peder Hvelplund, værsgo.

Tak. Først bliver jeg nødt til lige at korrigere ordføreren for Dansk Folkeparti. Det er ikke sådan, at vi pr. automatik stemmer for økonomiaftalerne med regionerne, som Dansk Folkeparti har haft tradition for. Det er ikke noget, vi gør, og derfor er det heller ikke rigtigt, at Enhedslisten hver gang har stemt for de her økonomiaftaler, heller ikke under den tidligere regering. For selvfølgelig accepterer vi ikke et produktivitetskrav, uanset om det er en socialdemokratisk ledet regering, eller om det er en Venstreledet regering.

Ordføreren har jo mange fine betragtninger i forhold til det her, men grundlæggende handler det her om at kunne give fagligheden tilbage til de ansatte, at det grundlæggende bliver en faglig vurdering, hvilken behandling patienter skal have, frem for at det bliver økonomisk styret gennem et excelark. Konsekvensen af produktivitetskravet, uanset om man snakker værdibaseret ledelse og alt muligt andet, man kan finde på af fine ord, er jo, at så længe kravet ligger der, skal der findes 1,3 mia. kr. hvert år i sundhedsvæsenet, og det er endda stigende.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren ikke er enig i, at det, hvis vi skal kunne give muligheden for at give fagligheden tilbage til de ansatte, er fuldstændig nødvendigt med et opgør med produktivitetskravet, og er ordføreren derfor ikke også enig i, at kravet om produktivitetskrav i økonomiforhandlingerne i 2018 skal tages ud af forhandlingerne, altså at vi skal give regionerne ret i, at de ikke kan levere med de fortsatte krav?

Ordføreren.

Jeg kan gøre det meget kort. Jeg er meget enig med Enhedslisten i, at vi skal gøre op med produktivitetskravet. Vi må bare være enige om, at vi ikke kræver noget af en regering. Vi siger, lad os snakke om det og forsøge at nå til enighed om de her ting. Det, jeg også sagde i den artikel, jeg bliver citeret fra, er, at jeg da vil tale med regeringen og ministeren først for at se, om vi kan nå til enighed om, hvordan vi sikrer nogle styringsværktøjer, for jeg vil da nødig bringe regeringen i mindretal. Det er det, jeg siger, og det er derfor, jeg er fuldstændig enig. Jeg håber, vi kan blive enige om, at det her krav om 2 pct. ryger ud, for det er de 2 pct., fagfolk, regioner og andre siger er problemet.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu er det normalt sådan i en forhandling, og jeg tror sådan set også, det gør sig gældende her, at dem, der vil være mest kede af, at regeringen kom i mindretal, formentlig ville være regeringen og ikke Dansk Folkeparti. Derfor handler det også om netop i en forhandling at sige: Jamen vi har et stærkt krav udefra. Vi bliver nødt til at rejse kravet, vi bliver nødt til at få det gjort klart over for regeringen, at der ikke er et flertal for produktivitetskravet. Vi bliver nødt til at bakke Danske Regioner og de sundhedsfaglige organisationer op, for ellers står de ude og råber og kan kun opleve, at vi lytter, og at vi sætter os ind til et forhandlingsbord. Vi bliver nødt til at sætte konkret handling bag det krav, der bliver rejst fra organisationernes side.

Tak. Så får vi et svar. Værsgo.

Indtil videre ved vi jo ikke, hvad det er, regeringen har flertal til. Regeringen ved, at vi, som er et støtteparti, har sagt, at vi vil gøre op med det her. Derfor kan der være andre partier, der støtter en regering, ligesom der var, da Enhedslisten ikke støttede en rød regering, for der var der andre, der støttede, at man fastholdt produktivitetskravet. Så vi sidder faktisk i samme båd her. I var støtteparti til en rød regering, vi er til en blå, I kom ikke med ultimative krav, og det gør vi heller ikke.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg er glad for, at vi er enige om, at der skal gøres op med produktivitetskravet, og det er helt ærligt ment. Jeg synes, det er dejligt og en klar udmelding, men vi får så også trukket op, hvad forskellen er på Dansk Folkeparti og Enhedslisten. For Dansk Folkeparti vil ikke stille krav til regeringen om det her. Man udtrykker sin mening, og så håber man lammefromt, at regeringen lytter til det. Men det er jo altså sådan, at hvis ikke Folketinget i dag fuldstændig klart og tydeligt slår fast, at regeringen ikke skal tage det krav med til økonomiforhandlingerne, så har regeringen frie hænder til at gøre det, og efter sundhedsministerens udmeldinger her tror jeg på, at den gør det. Hvis det så lykkes regeringen at presse regionerne til at skrive under på det, kommer der et aktstykke i Finansministeriet, som Dansk Folkeparti så stemmer for, ikke sandt? Så hvis man virkelig mener noget med det, man siger, skal man jo støtte Enhedslistens forslag til vedtagelse, hvor der klart og tydeligt står, at det krav skal væk, og ikke støtte det, som regeringen kommer med.

Ordføreren.

Jeg synes jo, det er meget fint, at hr. Finn Sørensen skal fortælle mig, hvordan Dansk Folkeparti skal agere. Jeg vil så lige vende den om. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor det var, Enhedslisten stillede ultimative krav til den røde regering om at få 2-procentsproduktivitetskravet væk. Det kunne jeg godt tænke mig at se.

Hr. Finn Sørensen.

Nu synes jeg, ordføreren skal forholde sig til den situation, vi har her i dag, og det bliver nemt at finde masser af eksempler på, at Enhedslisten har kritiseret og taget afstand fra det, og at vi har stemt imod økonomiaftaler, bl.a. med den begrundelse. Så det bliver ikke svært. Men det er jo forskellen. For Dansk Folkeparti vil gerne fremstå positiv og kommer med en rigtig positiv udmelding, men når det drejer sig om handling, er det en forhandlingssituation, og Dansk Folkeparti er jo med til at svække regionerne i forhandlingssituationen, hvis Dansk Folkeparti ikke støtter Enhedslistens klare forslag og krav om, at det krav kommer ud af forhandlingerne. For ellers benytter regeringen sig jo selvfølgelig af det.

Ordføreren.

I jeres forslag pålægger I regeringen noget. Vi pålægger ikke regeringen noget, vi taler sammen. Vi er i dialog, og man forhandler, præcis som Enhedslisten gjorde, da de støttede en rød regering. For ellers kunne I have bragt den røde regering i mindretal, og så skulle den være gået af. Og det gjorde I ikke.

Så er det fru Pernille Skipper.

Jeg kan godt sige meget, meget klart, at hvis vi havde kunnet bringe den tidligere regering i mindretal i forhold til produktivitetskravet på sygehusene, så havde vi gjort det, fuldstændig, helt kyssekoldt. Det, jeg ikke kan forstå ved den her situation, er, at Dansk Folkeparti bliver ved med at skubbe andre mennesker foran sig for ligesom at slippe for at tage ansvar for sine egne stemmer. Dansk Folkeparti siger, at de ikke kan lide produktivitetskravet – og det er rigtigt nok, at det rammer patienter, og at det rammer ansatte, og det er fuldstændig forfærdeligt – men de vil ikke sige, at de stemmer imod, de vil ikke sætte deres stemmer bag af frygt for ... For hvad? For hvis man godtager Dansk Folkepartis holdninger til produktivitetskravet, og hvis Dansk Folkeparti sætter stemmer bag, vil Socialdemokratiet så turde at gøre det samme? Altså, det kan godt være, at min matematik er helt gal, men det giver da mere end 90. Hvis alle herinde i det her lokale taler sandt, er der ikke flertal for et fortsat produktivitetskrav på landets sygehuse, som rammer patienter og ansatte, og som konsekvent lægger et øget pres på dem, så kunne man ikke bare handle efter ord?

Tak. Så er det ordføreren.

Det var en utrolig dramatisk fremstilling fra fru Pernille Skippers side. Jeg tager det altså meget roligt. Jeg har netop sagt det, som jeg mente, og hele tiden har sagt, og det er ikke noget med at skubbe nogle mennesker frem. Der er kommet flere penge til sundhedsvæsenet i den tid, vi har støttet en regering, end da Enhedslisten støttede en regering – og det er sort på hvidt; det har Finansministeriets økonomer udregnet – for da stod det stille. Så det er ikke noget med, at vi skubber en hel masse mennesker frem. Det handler jo bare om selv at tage ansvar for, hvad man selv har støttet i sin tid. Det foregår altså ikke på den måde, at vi herinde i salen siger, at nu støtter vi i Enhedslisten, fordi man pålægger en regering noget. Vi samarbejder med regeringen. Det er ikke ensbetydende med, at vi så siger, at vi støtter alt om produktivitetskravet. Vi forhandler altså på en anden måde.

Fru Pernille Skipper.

Jamen altså, undskyld, det giver simpelt hen ikke nogen mening. Det giver ingen mening. Enhedslisten stemmer imod produktivitetskravet, og vi går imod de økonomiaftaler, og det gjorde vi i øvrigt også under den regering, som var her før. Men vi kunne ikke få lov til at bringe dem i mindretal, fordi Dansk Folkeparti og Venstre holdt fast i, at det var okay, at produktivitetskravet fortsatte. Det, vi bare må konkludere, er, at Dansk Folkeparti bliver ved med at sige, at de er imod det og bliver ved med at stemme for det. Det eneste spændende og konsistente i det, der kommer ud af Dansk Folkepartis holdninger, er, at man siger én ting og gør noget andet, og det gør man så, uanset om det er en blå eller en rød regering, der sidder. Så tillykke med det.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Nej, nu er det sådan, at Dansk Folkeparti i hvert fald ikke danser efter Enhedslistens pibe. Vi har indkaldt ministeren i Sundheds- og Ældreudvalget, hvor vi kan snakke om det, og så skal vi da ikke, inden vi tager en snak med ministeren, stå her og sige, at nu gør vi, hvad Enhedslisten gør, fordi vi er så gode venner. Det er da noget pjat. Vi går da efter vores egen politik, og det er, at vi tager en dialog, og at vi tager en snak. Og vi ved også, at sundhedsministeren har sagt, at man er gået ind, og at man allerede kigger på de her ting.

Så er det hr. Bruno Jerup.

Jeg mener, at fru Liselott Blixt blander nogle ting sammen, når hun taler om ultimative krav. Altså, det her handler jo sådan set ikke om, hvorvidt nogle partier skal stille ultimative krav. Det her handler om, at et flertal laver et forslag til vedtagelse om, hvad der skal være landets politik og dermed regeringens – hvad regeringen skal arbejde for. Det er jo en helt anden situation.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor fru Liselott Blixt ikke bider til bolle og siger, at her er der jo en mulighed for, at man rent faktisk kan sætte sin politik igennem. Hvis det er rigtigt, som det blev sagt fra ordførerens side, at det er Dansk Folkepartis politik, at man vil tage de her produktivitetskrav væk, hvorfor bider man så ikke til bolle og faktisk går ind og stemmer for Enhedslistens forslag til vedtagelse? Det har jo ikke noget at gøre med at være ultimativ, det har noget at gøre med, at der er et flertal, der sætter sig igennem.

Ordføreren.

Altså, mine kundskaber siger mig, at når man pålægger nogen noget, bliver det et ultimativt krav. Og som vi siger, ønsker vi netop at tage den dialog med sundhedsministeren, og jeg synes også, vi er godt på vej. Jeg er også sikker på, at vi når et sted hen, hvor vi ikke ser det produktivitetskrav i de aftaler, der ligger, på samme måde, som vi ser det i dag.

Hr. Bruno Jerup.

Men jeg synes, at ordføreren taler udenom. Det konkrete spørgsmål, handler om, hvorfor man ikke rent faktisk gør det, som er muligt i den her sammenhæng, og så siger: Okay, nu går vi efter den politik, som vi støtter i ord, og gør det også i praksis.

Jeg håber også, at ordføreren hørte, hvad ministeren sagde tidligere. Ministerens klare melding var jo: Vi fortsætter, som vi plejer. Det vil sige, at det, som ordføreren sådan set er oppe imod, ikke er en mulig forhandling, hvor man kan forhandle sig til noget andet, det er bare et ultimatum fra deres side.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg synes, jeg har gjort det meget klart, at jeg følger min politiske overbevisning, og hvad jeg har sagt, er, at jeg kalder ministeren i udvalget, hvor vi netop tager en snak om det her, og hvor vi selvfølgelig vil sætte ministeren under pres. Ministeren har ikke sagt, at vi fortsætter, som vi plejer. Tværtimod ved jeg, at ministeren har sagt, at man allerede ser på det, og at vi sparker en åben dør ind. Og det giver mig da et håb om, at vi netop kan få nogle aftaler på det her område.

Vi siger tak til fru Liselott Blixt og går videre i ordførerrækken til fru Jane Heitmann.

Og så vil jeg lige benytte lejligheden til at sige, at nu har jeg været meget tålmodig med sådan at rejse mig op, men kunne man ikke lige kaste et blik ned på tiden? For det er ret markante overskridelser, vi har, og vi har en lang dag. Så det hjælper vi hinanden med, så vi også får en god fredag ud af det.

Værsgo, fru Jane Heitmann.

Tak, formand. Kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø er for os i Venstre afgørende, og det er vigtige elementer i et godt dansk sundhedsvæsen, som vi både i Venstre er umådelig stolte af og samtidig fortsat ønsker at styrke og udvikle. Hundredtusindvis af danske patienter bruger eller besøger hvert år det danske sundhedsvæsen. For nogle er rejsen lang, for andre er den kort. Uanset hvilken ledelse, uanset hvor alvorligt det måtte være, har alle ret til og krav på behandling af høj kvalitet, og i Venstre er vi på patienternes side.

Men de ansatte i sundhedsvæsenet, som hver dag gør en forskel for danske patienter og deres pårørende, har også krav på en arbejdsplads, hvor der er gode muligheder for, at man kan løfte sig, at man kan udvikle sit potentiale, og man kan arbejde på højeste kompetenceniveau. Skal man yde sit bedste, stiller det store krav til en fokuseret ledelse. Men det stiller også krav til alle andre aktører, som bevæger sig inden for eller i periferien af vores sundhedsvæsen.

Der har de seneste år været et stort fokus på de danske fødeafdelinger og på det produktivitetskrav, som er til debat i Folketingssalen i dag. For nylig så jeg et tv-indslag, hvor det nærmest blev fremstillet, som om de fødende nu skulle føde 2 pct. hurtigere, for at afdelingerne kunne leve op til produktivitetskravet. Det er jo kun til at smile af, for jeg gad nok vide, hvilken afdeling derude i virkeligheden, hvor livet leves, og hvor vores dygtige sundhedspersonale hver dag hjælper nye familier til verden, der sådan i ramme alvor kunne finde på at stille sådan et krav. Man hverken kan eller skal føde 2 pct. hurtigere. En fødsel tager den tid, som den tager, og ja, der er mange myter.

Men når det så er sagt, har jeg da en klar forventning om, at den kritik, der er rejst, tages alvorligt, og at man lytter ude i regionerne til personalets opråb. Og lad mig med det samme slå fast, at et produktivitetskrav på 2 pct. jo ikke er en ny opfindelse. Hvis jeg ikke husker helt galt, har vi faktisk haft produktivitetskrav på sygehusene siden engang i 1990'erne, altså under skiftende regeringer. Når vi gennem årene har haft fokus på produktivitet, ja, så er det jo i bund og grund et fælles ønske om at udvikle vores fælles sundhedsvæsen. Sådan er det også i dag, selv om vi nu i høj grad bevæger os i retning af nye kvalitetsmål, væk fra tidskrævende akkreditering, og i stedet indstiller sigtekornet på værdibaseret styring.

Produktivitetskravet bliver ofte fremstillet som et nedskæringsinstrument, og den fremstilling er set fra min stol unuanceret, for hverken nyt sygehusbyggeri, bedre koordinering af indkøb eller ny teknologi til hjemmemonitorering mener jeg kan betegnes som nedskæringer, men tværtimod som eksempler på, at man i regionerne tager nye muligheder til sig og udvikler dem til glæde for både patienter og personale. Produktivitetskravet har bidraget til at sikre en udvikling inden for det danske sundhedsvæsen, hvor ny teknologi og ny viden og ny medicin er taget i brug, og hvor nye arbejdsgange har lettet arbejdet for personalet.

For et par uger siden besøgte jeg sammen med gode folketingskollegaer fra Socialdemokratiet og DF CoLab i Odense under Syddansk Sundhedsinnovation. CoLab er et fantastisk eksempel på, hvordan samarbejde om innovation og udvikling er med til at rykke vores sundhedsvæsen og sikre værdi for både patient og behandler. Her mødes kommuner, regioner, hospitaler og virksomheder om at udvikle bedre løsninger. Der bliver arbejdet med velfærdsteknologier, som gør arbejdet lettere for personalet ude på hospitalerne, og teknologier, som tilgodeser patienternes behov og gør mødet med sundhedsvæsenet lettere. Initiativer som dem er jo netop gode eksempler på, at man i regionerne har formået at tænke nye arbejdsgange, ny teknologi og nye måder at gøre tingene på ind i hverdagens arbejdsgange. Og så er det jo værd at huske på, at de midler, som regionerne henter ved at tænke i nye arbejdsgange og ny teknologi, forbliver i regionerne.

Regionerne har været skarpe, for de har formået at levere en øget produktivitet på i gennemsnit mere end 2 pct. de sidste mange år. Vi skal have det bedste ud af de penge, som vi investerer i det danske sundhedsvæsen, for både patienter og personale. Derfor handler det i høj grad om, at man i regionerne og i ledelsessammenhæng har fokus på, hvor det giver mening at realisere potentialet, så vi ikke skal høre fjollede historier om kvinder, som skal føde 2 pct. hurtigere. Det giver jo ingen mening. Men det giver mening, at vi prioriterer det danske sundhedsvæsen. Alene i 2016 løftede vi det danske sundhedsvæsen med 2,4 mia. kr., og det er et markant løft, som kommer alle til gode.

Vi forvalter penge, som er betalt af danskerne, hr. og fru Hansen og alle de andre, og vi har en forpligtelse til at arbejde for, at alle får mest muligt ud af pengene, så vi også i fremtiden har et sundhedsvæsen, hvor kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø går hånd i hånd. Fra Venstres side kan vi bakke op om det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiets ordfører læste højt.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peder Hvelplund.

Tak til ordføreren. Jeg bliver nødt til at sige til ordføreren, at ordførerens tale i mine ører kommer til at lyde arrogant. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man lægger op til, at hvis der skal ske udvikling af ny teknologi, innovation, nye behandlingsformer i sundhedsvæsenet, betinges det af, at der udstikkes nogle rammer, hvor der er et produktivitetskrav. Har ordføreren ikke den tillid til, at hvis personalet fik rammerne til at kunne træffe beslutninger ud fra faglige kriterier, ville der stadig væk ske en produktivitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Er ordføreren af den opfattelse, at den eneste grund til, at de her ting sker, er, at vi kommer med en økonomisk pisk fra Folketinget og siger, at der skal leveres 2 pct. hvert år? Og i samme åndedrag vil jeg da gerne spørge ordføreren: Hvis det er sådan her, at vi kan lave en værdibaseret ledelse og alle de der flotte ting, vi snakker om nu, er man så villig til at sige, så lad os prøve at give regionerne mulighed for det, så lad os aflyse produktivitetskravet og sige, at nu laver vi værdibaseret ledelse, og så lad os prøve at se, om det faktisk ikke bliver bedre, og lad os prøve at se, om det ikke giver både bedre patientsikkerhed og bedre arbejdsmiljø og bedre mulighed for at styre sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige til Enhedslistens sundhedsordfører: Jeg er oprigtig ked af det, hvis ordføreren har opfattet min tale som arrogant. Som jeg sagde i min tale, er produktivitetskravet jo i virkeligheden – det var i hvert fald det, jeg forsøgte at give udtryk for – en måde at sikre, at vi altid har fokus på, om vi kan gøre tingene på en bedre måde, på en smartere måde, på en måde, som frigiver potentialer i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Så spørger ordføreren til værdibaseret ledelse, og der vil jeg sige, at der jo allerede i dag foregår forsøg med værdibaseret ledelse, og jeg synes simpelt hen, at det er så spændende, at vi har taget fat i det, og at man nu derude i virkeligheden, hvor personale og patienter færdes, arbejder på, om vi kan gøre tingene på en anderledes og på en bedre måde. Men jeg bliver også nødt til at skynde mig lidt og sige – formanden har rejst sig – at der jo endnu ikke er en færdig model, mig bekendt, noget sted i verden, hvor man har værdibaseret ledelse sådan rullet helt ud.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Vi skulle jo nødig have flere knæoperationer, alene fordi formanden bliver nødt til at rejse sig så ofte, så nu vil jeg prøve på at holde mig inden for taletiden.

Der, hvor jeg synes at ordføreren bliver arrogant, er i forhold til at sige, at de her effektiviseringer alene kommer, fordi regeringen udstikker nogle stramme rammer, der gør, at regionerne får det pres på de 2 pct. hvert år. Tror ordføreren ikke på, at personalet eller regionerne uden det krav fra regeringen om 2 pct. effektiviseringer ville være i stand til at forbedre sundhedsvæsenet?

Ordføreren.

Hvornår en ramme er stram tror jeg er et meget vidt begreb, og jeg tror, at man vil få mange forskellige svar på, hvad en stram ramme er, i forhold til hvem man spørger. Men hvis man nu kigger på produktivitetskravet sådan isoleret set, må man jo sige, at regionerne over de sidste år faktisk har leveret mere. Som jeg også sagde i min tale, har de været superskarpe ude i regionerne, de har faktisk formået at levere mere end de 2 pct., og det er jo i hvert fald et udtryk for, at der har været et uforløst potentiale, og at vi heldigvis i samarbejde har sikret, at nu har man fokus på, hvor vi kan gøre tingene smartere, bedre, nemmere, hurtigere, så vi får mest mulig sundhed for pengene.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Jo tak, men hvis man spørger personalet og deres organisationer; hvis man spørger regionerne, de fem regioner, er svaret krystalklart: Nu er nok nok, og kravet om 2 pct.s årlige effektiviseringer oven i alle de andre årlige effektiviseringer skal væk. Er ordføreren enig med organisationerne og personalet i det?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal se på, hvordan vi styrer det danske sundhedsvæsen. Som jeg nævnte tidligere, foregår der i øjeblikket forsøg ude i regionerne. Vi har de otte nationale mål som én vej til at styre sundhedsvæsenet på en anden og forhåbentlig bedre måde. Vi har nedlagt den danske kvalitetsmodel. Vi ser på nye måder, muligheder for at akkreditere. Jeg er fuldstændig enig i, at det er vigtigt, og det var jo også det, sundhedsministeren gav udtryk for, altså at der er mange veje til at se på, hvordan det er, at vi i dag styrer vores sundhedsvæsen, og om der er ting, vi kan gøre på en bedre måde.

Hr. Finn Sørensen.

Det, som organisationerne, medarbejderne og regionerne gerne vil vide, og som Enhedslisten også meget gerne vil vide, er: Skal det 2-procentseffektiviseringskrav stå ved magt i den periode, hvor man laver nogle forsøg? Når jeg læser det forslag til vedtagelse, som ordføreren står bag, kan jeg ikke få andet indtryk, end at 2-procentskravet skal fortsætte – for det, man skriver, er, at man altså vil have et sundhedsvæsen, hvor der »leveres mere sundhed og værdi for patienterne for de samlede ressourcer, der prioriteres til sundhedsvæsenet«.

Hvad er det nye? Det er jo, som det hele tiden har været i de 14 år, hvor det krav har været gældende, nemlig nøjagtig samme mekanisme. Har jeg læst det rigtigt: at der i den sætning ligger et krav om, at 2-procentseffektiviseringen skal fortsætte?

Det svar får vi på 30 sekunder. Værsgo.

Jeg synes simpelt hen, det ville have klædt Enhedslistens ordfører, hvis han havde gjort sig den ulejlighed at have læst hele det fælles forslag til vedtagelse, hvori vi, også fra Venstres side, har skrevet: »Folketinget finder, at der skal lyttes til personalets kritik om en presset hverdag«. Og det er jo lige præcis det, som jeg også har stået og sagt her på talerstolen, nemlig at vi skal lytte. Som sundhedsministeren jo også gav udtryk for i sin tale, er hun faktisk i dialog med regionerne, og jeg hørte også sundhedsministeren anvise eksempler på flere veje, man kunne gå i forhold til at styrke dialogen. Så jeg synes, at Enhedslisten må læse hele forslaget til vedtagelse og ikke bare i flæng tage ting ud af en sammenhæng.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Jeg har også lige et lille spørgsmål til ordføreren. Jeg vil overhovedet ikke bruge et ord som arrogant, men jeg tænkte, at det måske godt kunne forstås sådan lidt, som om vi som politikere er bedrevidende, når de her 2-procentskrav skal få dem ude i sektoren, kan man sige, til at gøre tingene smartere og bedre osv., altså når det er os som politikere, der lægger et 2-procentskrav ind, for så kan man gøre tingene smartere og bedre.

Er ordføreren interesseret i en ny model, der bygger på mere tillid, og hvor vi som politikere måske er lidt mere ydmyge over for den faglighed, der findes i sundhedsvæsenet, end den model, vi har nu, hvor det er sådan en lidt kniven på struben-agtig filosofi, vi præsenterer sundhedsvæsenet for?

Ordføreren.

Jeg er sådan set interesseret i, at vi sætter patienten i centrum. Hvis man kigger tilbage på 2001, hvor VK-regeringen overtog magten efter den tidligere røde regering, vil man se, at ventelisterne var alenlange. Produktivitetskravet her – de 2 pct. – bliver jo tilbageført til regionerne, så man fortsat kan have fokus på at styrke og udvikle bl.a. hurtig udredning og hurtig behandling. Og heldigvis har vi jo set, at der er rykket på det. Det glæder mig, og det er det, der er mit fokus, nemlig patienten i centrum.

Fru Pernille Schnoor.

Det er jo rigtig fint, men så kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren også er interesseret i at sætte medarbejdernes og ledelsernes faglighed i centrum. For lige nu har vi ydelsesregistrering og alle mulige andre mekanismer, som måske ikke lige sætter fagligheden i centrum.

Men er ordføreren også interesseret i et system, der sætter medarbejdernes og ledelsernes faglighed i centrum?

Ordføreren.

Jeg mener også – det nævnte jeg også min ordførertale – at naturligvis skal vi da have et fokus på personalet. Og jeg tror da godt, jeg lige kunne citere mig selv her, for jeg sagde, at de ansatte i sundhedsvæsenet også har krav på en arbejdsplads, hvor der er gode muligheder for, at man kan løfte sig, udvikle sit potentiale og arbejde på højeste kompetenceniveau. Og jeg har da en forventning om, at man ude i regionerne lige præcis har det ledelsesfokus, som gør, at både patienter og personale trives i en travl hverdag, som vi jo hører der er.

Så siger vi tak til fru Jane Heitmann og går videre i ordførerrækken til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Okay, det kom ind så sent, at jeg ikke nåede at se det eller registrere det heroppe. Men vi gentager seancen med endnu en kort bemærkning, så nu er det fru Pernille Skipper.

Jeg beklager, men det var nu et stykke tid siden, jeg havde trykket mig ind.

Jeg er bare lidt interesseret i at forstå det her med afprøvningen af de nye metoder, som Venstreministeren også taler om. Som jeg forstår det, har Venstre indset nu, at det ikke er så godt, altså at der i hvert fald er problemer. Så langt, så godt. Man lytter til nogle ansatte, der siger, at de simpelt hen ikke kan arbejde under de her vilkår, stress, fejl, utryghed for patienterne. Så langt, så godt. Nu skal vi så afprøve nogle nye ting og se, hvordan vi kan gøre det anderledes. Det er også fint, det er jo faktisk fra mit perspektiv et fremskridt.

Det, jeg ikke kan forstå, er, om produktivitetskravet på 2 pct. så skal fortsætte, mens man afprøver. Altså, skal der ikke dispenseres fra kravet om konstant at løbe 2 pct. hurtigere, hurtigere og hurtigere, mens man finder nogle bedre måder at gøre det på? Eller tror Venstre virkelig, at hvis man fortsætter med det der tryk år efter år efter år, er der simpelt hen rum til, at man lige bliver krea-krea og finder på gode nye ting?

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke det tryk eller den nedskæringsterminologi, som Enhedslisten taler i. Jeg anerkender simpelt hen ikke det udgangspunkt. Hvis man ser på perioden fra 2007 til 2017, vil man se, at sundhedsvæsenet er blevet tilført ekstra 13 mia. kr. Der har aldrig været så mange læger, der har aldrig været så mange sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen, som der er i dag. Det løft synes jeg man skal anerkende.

Betyder det så, at der ikke er udfordringer eller problemer? Nej, det gør det ikke. Jeg var også med til høringen om fødeafdelingerne, og der er udfordringer. Og jeg har da en klar forventning om, at regionerne også har fokus på de udfordringer, ligesom vi har det herinde fra Christiansborgs side, og når sundhedsministeren giver udtryk for, at hun er i dialog med regionerne om at se på nye veje, er det da en klar anerkendelse af, at ja, vi har løftet sundhedsvæsenet markant, men vi har også udfordringer, og dem skal vi da have løst.

Fru Pernille Skipper.

Det er de der ord, altså »dialog« og »fokus« og sådan noget, og det kan man blive ved med i hundrede år. Det er rigtigt nok, at der er kommet flere penge til sundhedsvæsenet, og det er rigtigt nok, at der er kommet flere ansatte, men der er også kommet flere ældre, flere sygdomme, man behandler for, mere komplicerede sygdomme. Så trykket er der. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at Venstres ordfører ikke vil anerkende terminologien. Og det er ikke bare en terminologi, men det er den virkelighed, vi får fortalt af de mennesker, der dag på dag skal gå og arbejde under de forhold, hvor man bliver bedt om at løbe 2 pct. hurtigere. Det er det, der er virkeligheden for regionerne.

Ordføreren.

Det, jeg bare stilfærdigt siger, er, at jeg ikke anerkender den her nedskæringsdiskurs og den talen sundhedsvæsenet ned i et stort sort hul, som jeg synes Enhedslisten giver udtryk for i dag. Jeg anerkender simpelt hen ikke det udgangspunkt, for vi har løftet det danske sundhedsvæsen. Alene i 2016 løftede vi det danske sundhedsvæsen med 2,4 mia. kr., og det er jo markant mere end den tidligere regering, som Enhedslisten selv støttede. Og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke dengang har haft et fokus på at give sundhedsvæsenet et øget løft, hvis man mener, at det er det, der skal til.

Så siger vi tak til ordføreren. Denne gang er der ikke flere, der har kommentarer. Og vi siger velkommen til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Vi ser glædeligvis en meget positiv udvikling i det danske sundhedsvæsen og med gode resultater, men desværre oplever vi alligevel gang på gang, at personalet på sygehusene føler sig stressede. De arbejder virkelig hårdt, og de går frustrerede hjem med en følelse af ikke at have haft mulighed for at gøre det godt nok for deres patienter; det er utilfredsstillende. Man oplever, at de ansatte er kede af det og har større sygefravær, at patienterne ikke får den kvalitet i behandlingen, som de skal have, og at der bruges ressourcer, uden at det kommer patienterne nok til gavn. Det er ikke godt nok, og det skal vi lave om på.

Vi skal have bedre kvalitet for patienterne og bedre arbejdsvilkår for de ansatte. Jeg mener imidlertid ikke, at det er produktivitetskravet, der er problemet. Jeg mener, at det snarere er den måde, som afregningssystemet er bygget op på. I dag afregner man efter kvantitet i stedet for efter kvalitet. Det vil sige, at man afregner efter antallet af aktiviteter. Det giver f.eks. incitament til at foretage flest mulige operationer, og det er jo godt, så længe man tager fra ventelisten af patienter, som venter på nødvendige operationer. Men desværre har vi også set eksempler på, at man foretager operationer af f.eks. knæ, hvor patienten havde været lige så godt eller bedre tjent med et genoptræningsforløb, som oven i købet er billigere.

Vi skal derfor kombinere tingene og se på afregningssystemet ud fra en værdibaseret vinkel: Vi skal belønne personale, afdelinger og hospitaler, efter hvad der giver merværdi for patienterne. Jeg oplever også, at der allerede er meget fokus på et mere værdibaseret afregningssystem, ikke mindst i regionerne. Så derfor er jeg meget fortrøstningsfuld, med hensyn til at der findes et system, som kan give mere værdi for pengene.

Samtidig skal vi arbejde seriøst for, at nødvendig dokumentation adskilles fra unødvendig dokumentation, med henblik på at afskaffe det overflødige. Ifølge Dansk Sygeplejeråd ville det for deres vedkommende betyde så meget frigivet tid til patienterne, at det ville svare til cirka 3.000 fuldtidsstillinger. Og hvis det samme gør sig gældende for både læger og andre personalegrupper på de danske sygehuse, er der rigtig meget at hente her. Det er tid, der kan bruges på patienter, og som kan gøre arbejdsdagen mere meningsfyldt og mindre stresset for personalet, og som kan bidrage til bedre kvalitet i behandlingen.

Ny teknologi, nye behandlingsmetoder og smartere arbejdsgange kan også bidrage til effektivisering. Vi så f.eks., hvordan en enkelt ting som daglige tavlemøder gjorde en kæmpe forskel og drastisk nedsatte antallet af patienter på gangene. Vi kan også få mere for pengene ved at øge samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Analyser viser, at private kan levere mange af ydelserne billigere, end det offentlige kan, og borgere har stor tillid til, at det private gør det mindst lige så godt. Patientinddragelse er også en meget vigtig parameter, som vil give bedre service for pengene. Og så skal vi måle det på outcome.

Vi skal måle, hvad vi får ud af det, hvad der giver værdi for patienterne, og vi skal give personalet frihed til selv at bestemme, hvordan de vil nå nogle overordnede mål, i stedet for at processtyre. Vi er allerede godt på vej. Vi har afskaffet akkrediteringsmodellen og vedtaget otte nationale mål, som netop er værdibaserede.

Målet er at få mere sundhed og værdi for patienterne for de samlede ressourcer og at få et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Og sammen skal vi finde ud af, hvordan vi når derhen. Folketingets partier skal sammen med regionerne og personalet – de mennesker, som er tættest på hverdagen, og som har forstand på det – finde ud af, hvordan vi når frem til et sundhedsvæsen, som giver mest værdi for patienterne.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jeg vil bare gerne spørge den liberale ordfører om noget. Jeg troede, det var et grundtræk ved den liberale tankegang, at man skulle lytte til borgerne, at man skulle give dem frihed og sådan noget, og derfor undrer det mig lidt, at når nu både Danske Regioner, alle de sundhedsfaglige organisationer og særligt de ansatte i sundhedsområdet siger, at det, der er problemet, er 2-procentskravet, så siger ordføreren for Liberal Alliance, at der tager de fuldstændig fejl, for ordføreren for Liberal Alliance har nemlig gennemskuet, at det er DRG-systemet, den er gal med. Det er sikkert også rigtigt, men jeg tænker bare på, om det ikke ville være mere i tråd med liberal tankegang at sige: Nu lytter vi faktisk til, hvad folk siger, i stedet for at vi hæver os op over dem og siger, at det, de siger, er forkert, og at det er noget helt andet, der er problemet?

Ordføreren.

Vi lytter rigtig meget til, hvad der bliver sagt hos personalet og de mennesker, som har med det her at gøre. Derfor har vi også holdt møder med Dansk Sygeplejeråd, og vi har fået mange eksempler fra dem, fra hverdagen, fra virkeligheden, på, hvordan man kan afbureaukratisere og gøre tingene nemmere, og hvordan man kan skaffe mere tid, så der kan sikres en mindre stresset hverdag for de ansatte og en bedre kvalitet for patienterne. Så vi lytter rigtig meget til, hvad der bliver sagt derude.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg er da fuldstændig enig i, at man sagtens kan afbureaukratisere og alt mulig andet. Vi holder også møder med Dansk Sygeplejeråd og andre faglige organisationer, men jeg har bare ikke hørt nogen af dem sige, at det er en god idé at blive ved med at fastholde effektiviseringskravet på 2 pct. Hvis man skal ud og finde nye løsninger, hvis man skal afbureaukratisere, er det første skridt at få det afskaffet, og så kan vi prøve at se på det andet bagefter, for grunden til, at der er meget bureaukrati, er jo netop det her produktivitetskrav, som gør, at man skal dokumentere alle ydelser og hele tiden skal kunne vise, at der bliver produceret mere og mere. Så hvis vi skal lytte til dem, må det være sådan, at vi skal starte med at afskaffe produktivitetskravet, og så kan vi kigge på de andre ting.

Ordføreren.

Produktivitetskravet er jo en del af afregningssystemet. Det er jo måden, som det bliver effektueret på, som er et problem, altså at man bruger masser af tid på at se på, hvilken handling der giver den bedste økonomi for en afdeling, i stedet for at man ser på, hvad der er bedst for patienten. Så det er jo hele afregningssystemet, der skal laves om.

Endelig kan man jo også sige, at hvis de 2 pct. er så stort et problem, hvilket de måske er, i og med at vi skal finde en anden måde at gøre det på, er det mærkeligt, at man altså selv har valgt udover aftalen at effektivisere med 2,4 pct. – det har vi hørt hele dagen. Så hvis de 2 pct. er et problem, kan det jo undre, at man af egen fri vilje effektiviserer med 2,4 pct.

Fru Pernille Skipper.

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget, for jeg hører tit Liberal Alliance sige, at det er rigtig vigtigt, at vi finder pengene, før vi bruger dem. Når vi f.eks. foreslår, hvad ved jeg, at vi godt kunne tænke os at bruge nogle penge på nogle bedre skoler eller universiteterne, et eller andet, så siger Liberal Alliance: Ja, ja, men hvor skal pengene komme fra? Og det er ligesom om, det ikke rigtig tæller på sygehusene, vel? Der siger man: Vi kunne rigtig godt tænke os at finde 2 pct.s besparelse hvert eneste år gennem et produktivitetskrav. Men der er ingen hos Liberal Alliance, der svarer på, hvor pengene skal komme fra.

Ordføreren.

Rent faktisk taler Liberal Alliance ikke om besparelser; vi taler om effektivisering. Det er to meget forskellige ting: Effektivisering er, når man får mere for de samme penge, og det er ikke det samme som besparelser. Det, som vi taler om, er effektiviseringer.

Fru Pernille Skipper.

Det vil jeg simpelt hen anbefale at Liberal Alliance går ud og siger til ansatte sygeplejersker og jordemødre og læger og patienter: Bare rolig, det er ikke besparelser, det er bare effektiviseringer.

Ordføreren.

Det har vi skam sagt. Vi har talt meget med både sygeplejersker og andre personalegrupper, så det er vi fuldstændig i overensstemmelse med. Det, der netop er vores politik, er, at man skal lytte til dem, der har forstand på det, dem, som arbejder med det til hverdag, og høre, hvordan vi kan bruge deres kompetencer, deres tid meget bedre, i stedet for at spilde den på ligegyldige kryds i et skema eller på en pc. Vi skal ud og spørge dem, hvor det overflødige tidsforbrug er, sådan at vi koncentrerer os om de steder, hvor det giver merværdi.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at Alternativet ikke har en dogmatisk holdning til størrelsen på den offentlige sektor. Som udgangspunkt er det ikke afgørende for os, om den offentlige sektor vokser så og så meget. Det afgørende for os er, at den offentlige sektor har de ressourcer, der skal til for at sikre kernevelfærden på en måde, der er god og meningsfuld for både borgere og ansatte, og at ressourcerne bruges på den bedste måde. For at skære det ud i pap, er der nogle steder, hvor Alternativet gerne så, at det offentlige fyldte mere, og nogle steder, hvor vi gerne så, det fyldte mindre. Så vi mener ikke, at løsningen er så simpel som at sende flere penge.

I forhold til sygehusområdet deler Alternativet bekymringen om, at det er et område, hvor man har sparet og effektiviseret for meget. Virkeligheden er, at sundhedsvæsenet, især landets sygehuse, længe har været stærkt presset. Det er de fortsat, og derfor mener vi ikke, at det er muligt at indføre nye produktivitetskrav, uden at det kommer til at koste andre steder. Det er et meget alvorligt problem, vi diskuterer her i dag. I Information kunne jeg for nylig læse om en hjertepatient, der på Odense Universitetshospital i efteråret blev akutopereret på en firesengsstue, mens andre patienter og deres pårørende var til stede. Det er altså nogle meget alvorlige tilstande, vi har mange steder i vores sundhedsvæsen. Problemet er jo, at politikerne også ad flere omgange har tvunget personalet på hospitalerne til at skulle løbe hurtigere og hurtigere, uden at der nødvendigvis er fulgt flere midler med. Og det har selvfølgelig konsekvenser for kvaliteten, i behandlingen og også i de ansattes arbejdsforhold.

Vi ser jo bl.a., at patienter sendes hjem, fordi sygehuse rammes af overbelægning. Vi ser, at syge og svage ikke får den bedst tænkelige rådgivning, fordi der ikke er tid til det. Vi ser ansatte, der går ned med stress, fordi de ikke kan overskue arbejdsbyrden, eller fordi deres arbejdsdag ikke giver mening for dem. Vi ser, hvordan indlagte patienter ikke får skiftet tøj eller sengebetræk, eller at de lægges til at sove med medicin, fordi personalet er nødt til at prioritere anderledes. Vi ser også medarbejdere, der bruger tid på f.eks. ydelsesregistreringer, som ikke bidrager til kvalitet eller på anden måde bidrager til, at de finder mening i deres arbejdsdag og i deres arbejdsliv. Den udvikling er vi nødt til at gøre noget ved, for den kan hverken vi, borgerne eller de ansatte være tjent med. Hvis vi skal løse problemerne og give de ansatte bedre arbejdsbetingelser, er vi både nødt til at forbedre de økonomiske rammer og skrue ned for kontroltyranniet. Det er bl.a. derfor, at vi i Alternativet er kritiske over for det nuværende produktivitetskrav, da produktivitetskravet er et usundt og forældet styringsprincip, der fremmer et principielt og ikke sundhedsfagligt kvalificeret pres på sygehusene, hvor det handler om at få patienterne hurtigere igennem systemet for at styrke økonomien uden at se på effekterne af indsatsen.

For mens konsekvensen af produktivitetskravet kan være svær at få øje på, når man ser på sygehusenes økonomi gennem et regneark i Finansministeriet, er det ikke svært at få øje på det, hvis man kigger på, hvordan det opskruede tempo på hospitalsgangene har påvirket dagligdagen på sygehusene. F.eks. viste en undersøgelse, jeg tror måske den er blevet nævnt i dag, fra Dansk Sygeplejeråd fra 2015, at 21 pct. af sygeplejerskerne vurderer, at det altid er nødvendigt at arbejde meget hurtigt, hvilket var dobbelt så mange som i en tilsvarende undersøgelse i 2012. For også at nævne et andet tal, er der også noget, der tyder på, at antallet af fejl, i hvert fald risikoen for fejl, er stigende i takt med produktivitetskravet. F.eks. er antallet af indgivne patientklager vokset fra ca. 4.000 i 2009 til 7.000 i 2014. På den måde er der ting, der indikerer, at det ikke kun er de ansatte, medarbejderne, der mærker følgerne af produktivitetspresset, men også patienterne, der på egen krop mærker, at presset på sygehusene har konsekvenser.

Alternativets konklusion er, at presset på sundhedssystemet har nået grænsen for, hvad vi som ansvarlige politikere kan tillade. Vi mener, at produktivitetstyranniet må slutte nu og her, hvis vi skal kunne se os selv, medarbejderne og patienterne i øjnene. Vi har sådan set respekt for, at regeringen gerne vil have mest mulig sundhed for skatteborgernes penge, men vi står fast på, at det ikke må ske på bekostning af kvaliteten og medarbejdernes trivsel. Det vigtigste er, at vi sikrer en god og værdig behandling, og derfor skal vi tage det alvorligt, når forskere, læger og sygeplejersker og andre faggrupper melder om, at konsekvensen ved at fortsætte som nu vil være, at kvaliteten i den offentlige service, patientsikkerheden og arbejdsforholdene forringes yderligere. Jeg er færdig om 1 sekund. (Kommentar til formanden, der har rejst sig op) .

Så skal vi huske på, at det godt må koste noget at have gode, glade og tilfredse borgere og medarbejdere. Det lønner sig i sidste ende, ligesom vi skal huske på, at den offentlige sektor og sygehusene altså er til for borgernes og ikke økonomiens skyld. Og sidst, men ikke mindst, glæder det mig, at stort set alle her i dag er enige i, at produktivitetskravet skal ændres.

Tak! 1 sekund er jo 1 sekund.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til næste ordfører. Det er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak. Og tak til Enhedslisten for at rejse den her debat, som jo giver mulighed for at få regeringens vurdering af konsekvenserne af produktivitetskravet. Den synes jeg der er god grund til at få, og vi har jo også allerede nu hørt regeringen fremlægge især mange fordele ved produktivitetskravet. Vi kunne måske med fordel også bore lidt mere i nogle af de ulemper, der er. For jeg synes, det bliver mere og mere tydeligt, at der er steder i sundhedsvæsenet, hvor produktivitetskravet, sådan som det er i dag, ikke nødvendigvis giver god mening. Det mest tydelige eksempel er jo det, vi har hørt rigtig meget om efterhånden, nemlig på fødeområdet, hvor folk lidt kækt har sagt, at man jo ikke bare sådan lige kan bede de fødende kvinder om at gøre det 2 pct. hurtigere. Jeg ved godt, at Venstres ordfører gjorde lidt grin med det lige før, men der er jo altså en styring i det, som vi er nødt til at tage alvorligt.

Man kan også forestille sig andre områder, hvor det at sige til folk, at de skal øge produktiviteten med 2 pct. om året, ikke giver mening, simpelt hen fordi der ikke er flere patienter, og at man dermed ikke bare kan gøre mere af det, og hvor det jo så bare bliver en besparelse.

Samtidig har jeg det også sådan, at når man laver økonomiske styringsmodeller, virker de rigtig godt i en årrække, for at få folk til at tilpasse sig, men på et eller anden tidspunkt har de der modeller være der så længe, at det begynder at blive uhensigtsmæssigt. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Det er meget normalt, at der kommer et tidspunkt, hvor det giver god mening at justere på dem, sådan at vi rent faktisk får det, som er formålet med dem. Jeg synes, det er meget relevant at stille sig spørgsmålet nu, nemlig om det er der, vi er, med produktivitetskravet.

Men alligevel vil jeg sige, at for mig kører det altså lidt af sporet for både Enhedslisten og Alternativet i dag, når man bare foreslår, at vi skal afskaffe produktivitetskravet. For medmindre man er ligeglad med, at vi får mest muligt sundhed for pengene, eller at vi jo gerne vil behandle flere og behandle dem bedre, så skylder man jo et svar på, hvordan det så er, vi skal styre. Hvis ikke man har det svar, er det i mine øjne useriøst at fremsætte et forslag i dag om, at man skal afskaffe produktivitetskravet. Jeg synes, at Enhedslisten og Alternativet er uærlige over for folk, når man i debatten i dag får det til at lyde, som om der er uanede pengebeløb, hvis bare man fjernede produktivitetskravet.

Derfor hænger det for mig sammen, at vi jo skal have en diskussion med åbne øjne om, hvad det kræver af os som Folketing for at have det velfærdssamfund, vi gerne vil have. Der er for mig den største bekymring lige nu, at vi har en regering, der lægger op til, at der kun skal være en vækst i det offentlige forbrug i Danmark på 0,3 pct., når vi ved, at hvis bare vi gerne vil gøre det lige så godt, som vi gør i dag, samtidig med at vi bliver flere ældre, så kræver det 0,6 pct., altså at vi herindefra politisk skal have en holdning til, at vi vil bruge de penge, der skal til, som den ene del, men jo som den anden del, at vi gør os nogle alvorlige overvejelser om, hvordan det så er, vi styrer; hvad det er for nogle økonomiske incitamenter, der er – og giver de mening ude på de enkelte afdelinger? De diskussioner skal for mig hænge sammen. Det arbejde vil Radikale Venstre meget gerne deltage i.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Jane Heitmann.

Tak for det. Jeg forsøgte faktisk ikke at gøre grin med fødeafdelingerne, som ordføreren nævnte. Det vil jeg godt lige sige. Jeg gør mig faktisk umage for at tage den kritik alvorligt, som også kommer fra fødeafdelingerne. Det skal vi jo diskutere lige om lidt. Jeg vil bare gerne spørge ordføreren: Er ordføreren enig i, at 2-procentsproduktivitetskravet er et generelt, et overordnet krav, som regionerne skal leve op til, og at der altså ikke er noget krav om, at man skal føde 2 pct. hurtigere?

Ordføreren.

Det er rigtigt, men det ændrer jo ikke på, at den situation, man står i ude på fødegangene, er, at man lige nu oplever det som en besparelse. Noget af det, der gjorde stort indtryk på mig på den høring, vi havde, var, da de fortalte om, at der jo er det paradoksale i, at når de på den ene side på afdelingen lykkes med faktisk at få flere kvinder til at føde naturligt og færre med kejsersnit, så bliver de skåret i pengene, og på den anden side sagde, at det er svært at leve op til produktivitetskravet på de 2 pct., når nu kvinder både bliver ældre og tykkere og mere syge. Så jeg er helt med på, at Venstre hermed prøver at sige: Jo, jo, det er jo overordnet, men derfor har vi stadig væk et ansvar for at sikre, at modellen samlet set også giver mening ude på den enkelte afdeling.

Fru Jane Heitmann.

Jeg går også ud fra, at ordføreren er enig i, at det er regionerne, der samlet set selv vurderer, hvor de kan hente besparelser, hvis det er det, man vil kalde det, effektiviseringer, produktivitetsgevinster – man kan kalde det mange ting. Jeg vil bare gerne sikre mig, at ordføreren er enig i det udgangspunkt, at der ikke ligger et krav om, at kvinder fra regeringens side eller fra Venstres side eller fra noget politisk partis side skal føde 2 pct. hurtigere. Hvis ordføreren mener, at det er et krav, kunne jeg da godt tænke mig at høre, om ordføreren er bekendt med, at man ude på nogle afdelinger rent faktisk har bedt kvinder om at føde 2 pct. hurtigere.

Ordføreren.

Nej, men jeg tror, at der, hvor der måske er en lille uenighed mellem Venstre og Radikale Venstre, jo er om, hvad det er, Folketingets ansvar er i det her. For det er rigtigt, at det er regionerne, der bestemmer detaljerne, men de er jo underlagt den ramme, der er herindefra, og derfor vil jeg gerne tilkendegive på Radikale Venstres vegne, at vi meget gerne vil indgå i en diskussion om, om vi sammen, i fællesskab kan finde bedre styringsmodeller.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Allerførst vil jeg da gerne lige konstatere, at 2-procentsproduktivitetskravet jo har konsekvenser ude på fødegangene; det har konsekvenser for, hvordan man planlægger ude på fødegangene i dag. Og i øvrigt er det sådan, at når det er et generelt krav om de 2 pct., betyder det jo ikke, at der skal spares 2 pct. på alle afdelinger. Det betyder bare, at hvis der er afdelinger, hvor der ikke bliver sparet 2 pct. medfører det, at så er der andre afdelinger, hvor der skal spares mere end 2 pct. Det ser vi jo bl.a. i psykiatrien og på de medicinske afdelinger.

Ordføreren sagde, at hun mente, at det, vi fremlagde, var useriøst. Altså, mener ordføreren så også, at det er et useriøst krav, som Danske Regioner har fremført? Mener ordføreren, at det er useriøst, når de faglige organisationer har fremført det krav? Mener ordføreren, at Lægeforeningen f.eks. er useriøs? Jeg fik en henvendelse i går fra Lægeforeningen, og det gjorde den radikale ordfører selvfølgelig også, hvor man opfordrer til, at vi aflyser produktivitetskravet i 2018 for netop at se på, hvad der så kunne være af andre styringsmuligheder. Det er faktisk præcis det samme som det, vi skriver i vores forslag til vedtagelse. Mener ordføreren så også, at Lægeforeningen er useriøs?

Ordføreren.

Jeg synes, det er seriøst, for nu at bruge det ord, at rejse en diskussion om produktivitetskravet og om, hvad der skal komme efter det. Men vi har jo som politikere ansvaret for at styre på en klog måde, og derfor har vi også et ansvar, mener jeg, og mener vi i Radikale Venstre, for, at i det øjeblik, vi skal foreslå at afskaffe produktivitetskravet, er det, fordi vi har en bedre model. Og det, som Enhedslisten og Alternativet har fremlagt et forslag til vedtagelse om i dag, er, at man bare skal afskaffe produktivitetskravet. Og jeg synes, vi skylder at vise, hvad den anden løsning er, før vi kan have en seriøs debat om det.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen jeg kan jo bare konstatere, at der er en bred enighed blandt både Danske Regioner og de faglige organisationer om, at 2-procentskravet lige præcis er det, der gør, at vi ikke kommer videre i den diskussion, og at vi bliver nødt til at starte med at afskaffe det, før vi begynder at se på de andre ting. For virkeligheden er jo, at 2-procentsproduktivitetskravet er en hindring for at kunne udvikle nye styringsmetoder, fordi der hele tiden ligger det rigide krav. Så i takt med at man udvikler nye styringsmekanismer, som vi også lægger op til i vores forslag, er det jo en klar forudsætning, at man også kommer af med produktivitetskravet, for ellers kommer den rigide styring hele tiden til at ligge der.

Ordføreren.

Det er måske forskellen på Enhedslisten og Radikale Venstre, for man kan jo i politik vælge, om man stiller sig udenfor og bare kritiserer, eller om man går ind i maskinrummet og tager ansvar for styringen. Jeg har det sådan, og Radikale Venstre har det sådan, at hvis vi skal afskaffe produktivitetskravet, skal det være, fordi vi har en bedre styringsmodel. Den har Enhedslisten og Alternativet ikke fremlagt i dag, og derfor hilser vi debatten velkommen, men vi må altså også sige, at den model skal man lave, før man bare kan afskaffe kravet.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak. Jeg synes da, det er trist at skulle høre, at ordføreren anser mig og Alternativet for at være useriøse. Jeg synes også, det er ærgerligt, at jeg bliver skudt i skoene at mene og citere noget med, at der er uanede pengebeløb, for det synes jeg overhovedet ikke jeg har udtalt mig om i dag. Jeg synes, det er en del af teksten i forslaget til vedtagelse, at vi er interesseret i at finde frem til nogle andre styringsmodeller.

Men i stedet for at høre, at man skyder mig eller nogen andre noget i skoene, kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren forholder sig til produktivitetskravet. For der har jo i dag været bred enighed om, at det ikke er den bedste måde. Og hvis ordføreren ikke er enig i det, virker det, som om det kun er De Radikale, der ikke er enige i det.

Ordføreren.

Jeg gentager gerne, at jeg sådan set er enig med partierne i, at produktivitetskravet har spillet den rolle, det skulle, og at jeg meget gerne vil være med til at finde en anden styringsmodel. Men Alternativet skylder en forklaring, for hvis man bare gør det, som Alternativet foreslår i dag, nemlig at afskaffe produktivitetskravet, så betyder det jo, at der mangler alle de penge, som skulle dække de ekstra behandlinger, man kan få for produktivitetskravet. Og så længe Alternativet kommer med nul kroner til at finansiere det, mener jeg, det er et useriøst forslag.

Fru Pernille Schnoor.

Det, Alternativet er med til at foreslå i dag, er, at der bliver set på nogle andre styringsmodeller; så jeg synes, at vi her bliver skudt nogle ting i skoene. Når der er en hel masse organisationer, og når der er en hel masse fagfolk, der går ud og siger, at det ikke er en effektiv måde, produktivitetskravet fungerer på; når man kan høre, at der er folk, der bliver opereret på en firemandsstue, mens der er pårørende og andre patienter til stede, så er der altså noget, der ikke fungerer i forhold til den måde, man styrer det på nu.

Det, vi går ud og spørger om, er: Skyldes det produktivitetskravet? Skulle vi ikke finde en ny model? Det er faktisk også det, der står i teksten.

Tak. Så er det ordføreren.

Den del af det er vi fuldstændig enige om. Jeg synes også, at vi skal sætte et arbejde i gang og sørge for at udvikle en anden model. Men der, hvor kæden hopper af for mig, er, når Alternativet sammen med Enhedslisten siger: Vi skal bare afskaffe produktivitetskravet, og så må vi se, hvornår der er en anden model. Rækkefølgen er nødt til at være omvendt. Vi er nødt til at udvikle den nye model, før vi kan afskaffe produktivitetskravet.

Så er det hr. Bruno Jerup.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren ikke synes, det er en rimelig betragtning, at man, hvis man har et ønske om, at der skal laves 2 pct. mere i regionerne, på sygehusene, så også siger, at så skal man også have midlerne, der svarer til det. Er det ikke en rimelig betragtning, at når det er sådan, at man beslutter at øge arbejdsmængden, giver man også de midler, som svarer til den arbejdsmængde? Det er jo det, der ligger i hele diskussionen om 2 pct.s effektivisering: Man øger arbejdsmængden med 2 pct. for de samme midler. Det er sådan set det, der er problemstillingen i det.

Så vil jeg også bare lige for en ordens skyld gentage, hvad der står i vores forslag til vedtagelse. Der står: »Folketingets partier pålægger regeringen at indlede forhandlinger med Danske Regioner og de sundhedsfaglige organisationer om at udvikle et nyt styringsredskab for sundhedsvæsenet«. Så der ligger sådan set også i det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat, at man skal udvikle et nyt styringssystem.

Ordføreren.

Det kan være, at ministeren om lidt kan supplere med, hvornår forhandlingerne om økonomiaftalen går i gang. For hvis det der skulle kunne lade sig gøre, skulle man dælen dyleme – nej, det må man ikke sige – så skal man arbejde meget hurtigt for at nå at lave en ny styringsmodel. Det er derfor, jeg bare gerne vil holde fast i præmissen, at modellen skal være på plads. Ja, lad os gøre lige præcis det, I foreslår, med at lave en ny model, men den skal da være på plads, før man bare kan fremsætte et forslag til vedtagelse med en tekst om, at man afskaffer produktivitetskravet.

Hr. Bruno Jerup.

Det er jo faktisk sådan, at der allerede nu er i hvert fald mindst én region, som har en anden styringsmodel. Region Sjælland har lavet en model, hvor de har det, der hedder værdibaseret ledelse i stedet for, men selv om de har en ny model, ændrer det ikke ved, at den besparelse, den 2-procentseffektivisering indirekte også er der. Så det står alligevel tilbage, at hvis man ønsker 2 pct. mere, skal man også betale 2 pct. mere.

Ordføreren.

Jeg køber den argumentation en del ad vejen og så alligevel ikke. For mig er der f.eks. en meget stor forskel på uddannelsesområdet og sundhedsområdet. På uddannelsesområdet er vi i Radikale Venstre skrappe modstandere af omprioriteringsbidraget, fordi så stor en del af udgifterne til vores undervisningsområde jo går til løn til lærere, hvorfor det ikke giver nogen mening at skære ned, fordi det får den konsekvens, at man så er nødt til at fyre lærere og dermed lave dårligere undervisning. Helt den samme sammenhæng er der jo ikke på sundhedsområdet, hvor noget af det selvfølgelig handler om, at der skal være folk nok. Det er vi meget optaget af. Men der er også i sundhedsvæsenet en mulighed for med nye teknologier, med nye behandlingsformer, med klogere måder at tilrettelægge tingene på at lave en effektivisering, og derfor er en effektivisering ikke lig med en besparelse på sundhedsområdet.

Tak til fru Lotte Rod. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak til Enhedslisten for en rigtig vigtig forespørgsel, som også kalder på handling, og tak til ministeren for redegørelsen. Der bliver løbet stærkt på sygehusgangene, rigtig stærkt endda. Vi hører igen og igen fra sundhedspersonalet, at de er nødt til at arbejde hurtigere, end det er fagligt forsvarligt.

For sundhedspersonalet betyder effektiviseringskravet, at arbejdsmiljøet nu er så belastet, at flere siger op eller går ned med stress. Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fortæller, at nødvendige opgaver ikke bliver løst, og at der sker fejl på grund af for lidt tid til patienterne. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for de ansatte i vores sygehusvæsen eller over for patienterne. Det handler ikke blot om, at ledelsen på sygehusene skal oppe sig, eller at kommunerne skal blive bedre til at hjemtage patienterne. Vi har allerede set flere konsekvenser af alt for mange opgaver til for få hænder.

Der er ingen tvivl om, at især kravet om, at sygehusene skal effektivisere 2 pct. om året, spiller en rolle i den udvikling. Jeg har da også lyttet mig til en vis anerkendelse af, at der er behov for nogle andre budgetparametre. Derfor er vi i SF også enige i, at fremtidige aftaler om sygehusenes budgetter skal bygge på nogle andre parametre end kyniske grønthøstermetoder. Det er eksempelvis meget mere interessant at se på, hvordan vi skaber gode og holdbare resultater. Det er interessant at se på, hvordan vi skaber mere lighed i sundheden i en tid, hvor der beviseligt er forskel på vores muligheder afhængigt af vores levevilkår. Det er vigtigt for SF, at vi sikrer, at alle fagområder tilgodeses, uanset at ikke alle fagområder har lige stærke patientorganisationer, som kan tale patienternes sag.

I SF er vi heller ikke i tvivl om, at der er brug for her og nu-løsninger i forhold til særlig udsultede områder i sundhedssektoren. I SF har vi ikke lagt os benhårdt fast på en bestemt måde at løse udfordringerne på. Vi har alene lagt os fast på, at der skal findes løsninger, som kan sikre patienterne den rigtige behandling og sikre de ansatte et godt arbejdsmiljø.

Vi kan ikke se bort fra, at 2 pct.s effektivisering ikke længere er et brugbart parameter i regionernes budgetter. Derfor havde jeg også håbet, at hr. Flemming Møller Mortensen kunne tilføje i forslaget til vedtagelse, at vi skal overveje andre parametre end det generelle 2-procentseffektiviseringskrav, som har været herskende i de sidste mange år.

Jeg deler hr. Peder Hvelplunds oplistning af udfordringerne i sundhedssektoren, men jeg er ikke overbevist om, at en ensidig kompensation svarende til 2 pct. over hele linjen er den rigtige løsning. Jeg tror eksempelvis, at der også er behov for at se på differentierede modeller, hvor nogle områder har brug for noget mere og nogle andre måske har brug for noget mindre. Derfor stemmer SF heller ikke for Enhedslistens forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning. Værsgo, hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jeg vil gerne takke ordføreren for SF for talen. I forhold til det, som ordføreren her til sidst kom ind på, blev jeg bare lidt nysgerrig med hensyn til det der med, at man kan lave en differentieret model. Altså, er ordføreren af den opfattelse, at man fra Folketingets side bliver nødt til at pålægge regionerne en besparelsesramme, før man kan få udmøntet nogle effektiviseringer i det offentlige sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Næh. Jeg er af den opfattelse, at vi skal finde en model, som er rimelig, og jeg synes umiddelbart ikke, at vi kan sidde her og vurdere i dag, om det er den ene måde eller den anden måde, vi skal gøre det på. Jeg er ikke i tvivl om, at der mangler penge, og der mangler ressourcer nogle steder i sundhedsvæsenet, men jeg synes også, at der er muligheder for at kigge på, om man kan løse opgaverne på andre måder. Hvis man f.eks. forestiller sig, at det lykkes for kommunerne at løse nogle af de opgaver, som de skal tage sig af, så vil det helt sikkert kunne aflaste på sygehusene. Hvis vi lykkes med den specialisering, der er på sygehusene i dag, så vil man måske også kunne arbejde anderledes og tilrettelægge arbejdet anderledes.

Jeg tror, at der er mange forskellige årsager til, at tingene smelter sammen nogle ganske bestemte steder og ikke fungerer, mens der på andre områder måske er plads til, at vi stadig væk kan udvikle.

Hr. Peder Hvelplund.

Jo, men det, jeg efterspørger, er den der ret rigide styringsmetode, man bruger med at lægge besparelsesrammer ind, for det, vi gør nu, uanset om vi siger, at det generelt er 2 pct. over hele linjen, eller det er en mere differentieret model, er jo at sige, at der hvert år skal ligge et krav, og at regionerne kan blive straffet, hvis de ikke lever op til det krav. Og det, vi i hvert fald hører fra de faglige organisationer, er jo mere et ønske om, at man kan blive sat fri for det krav, at der ikke hele tiden ligger en forventning om, at der konstant skal kunne effektiviseres, for det kan man faktisk godt, men man kan jo ikke sætte sig ned og kigge i et excelark og så sige: Præcis så meget kan vi effektivisere det næste år på den her afdeling. Og det er mere for at høre, om ordføreren ikke er enig i den betragtning.

Ordføreren.

Jeg tænker, at hr. Peder Hvelplund måske ikke lige var opmærksom, da jeg faktisk gav udtryk for, at vi ikke tror på, at 2 pct.s effektiviseringsrammen bliver ved med at være en brugbar metode. Jeg lytter mig faktisk også til hele salen rundt, at det er der enighed om. Men jeg synes også, at det er rimeligt at prøve at give os selv rum til at nå frem til, hvad den rigtige løsning så er.

Jeg synes, der er plads til forbedringer. Jeg synes ikke bare, det handler om at blive ved med at bruge flere og flere penge ud fra en forudsætning om, at folk bliver mere og mere syge. Jeg tror, det i højere grad handler om at kigge på, hvad der skal til, for vi kan undgå, at folk bliver syge, for der er ingen livskvalitet i at være syg.

Der er en kort bemærkning mere fra fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Jeg vil høre, hvad ordførerens holdning er til, at regionerne har effektiviseret med 2,4 pct., når det kun er aftalt og de kun er blevet bedt om at effektivisere med 2 pct.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at regionerne arbejder klogt, og jeg er sikker på, at regionerne også har haft en grund til at løse opgaverne anderledes end det, der egentlig lige var forudsat i et excelark. Og det gør en klog arbejdsgiver jo i virkeligheden. Så pengene er jo stadig væk i brug i forhold til områder, hvor der er et behov for det.

Spørgeren.

Set i lyset af, at man har effektiviseret for endnu mere, end der var aftalt, kan det bare undre, at det bliver gjort til sådan et kæmpe problem, at man har aftalt, at der skulle effektiviseres for 2 pct. Hvordan hænger det ligesom sammen i ordførerens optik?

Ordføreren.

Altså, jeg tænker, at fru May-Britt Kattrup ser helt bort fra, at man over hele landet kan lytte sig til, at både personale og ledelser giver udtryk for, at den her måde at blive ved med at styre budgetterne på ikke holder. Og jeg lytter mig heldigvis også til, at der her i salen er en bred enighed om, at der skal findes nogle andre måder at løse opgaverne på i fremtiden. Jeg tror ikke, at ensidige grønthøstermetoder i fremtiden er løsningen. Jeg tror, vi skal tænke meget klogere i forhold til budget, så der også er plads til at operere efter, at der nogle steder er et større behov end andre steder.

Vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen og går videre i ordførerrækken til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Flere ordførere har haft travlt med at give produktivitetskravet et hug her i salen i dag. Lad mig starte med at minde om, at takket være indførelsen af produktivitetskravet i 2007 har vi siden begyndelsen af 00'erne og til nu næsten halveret ventetiden for ikkelivstruende lidelser fra 90 dage til 48 dage. Det er den rette udvikling. Vi er mange, som husker de lange ventetider, som tidligere gjorde livet surt for os selv, vores børn, vores forældre og venner, der skulle have fjernet f.eks. brok eller have nyt knæ eller nye hofter og meget andet. Takket være produktivitetskravet blev et halvsløjt sygehusvæsen rask og langt hen ad vejen super effektivt. Gamle, støvede arbejdsgange er gået igennem med en tættekam og ændret, ny teknologi er indført og opgaverne løst mere effektivt. Takket være robotteknologi kan analysearbejdet på Laboratoriecentret på Vejle Sygehus nu reducere svartiderne på akutte analyser fra 2½ time til kun 60 minutter. Slående er det også, at f.eks. Region Sjælland havde en produktivitetsstigning på imponerende 6,2 pct. fra 2014 til 2015, eller at Region Nordjylland i samme periode havde en produktivitetsstigning på 4,2 pct. Øvelsen med at effektivisere sundhedsvæsenet var sundt og nødvendigt.

Når det så er sagt, har Konservative stor respekt for, at personalet løber hurtigere, og at der er en travl arbejdsdag på sygehusene landet over. På nogle områder og afdelinger kan man ikke nødvendigvis fortsætte produktivitetskravet. Fødeafdelingerne er et eksempel, som har været nævnt flere gange i den offentlige debat på det sidste. Men det har heller aldrig været udgangspunktet, at alle afdelinger skulle gøre det mere effektivt. Grundlæggende er det regionerne, sygehusene lokalt og de ansvarlige læger, som i fællesskab har haft ansvaret for at implementere produktivitetskravet bedst muligt og sikre den højeste kvalitet. Vi har i medierne læst om overbehandling af patienter, for at sygehusene kan leve op til produktivitetskravet, patienter, som får taget unødvendige blodprøver, ja, til og med unødvendige operationer. Så er systemet vist kommet før patienten.

Det kan meget vel være, at sygehusene nu med produktivitetskravet selv er blevet overbehandlet, og det kan meget vel være, at sundhedsvæsenet selv skal have et andet måleinstrument og defineret nye krav. Konservative savner bare det rette alternativ, der sikrer en effektiv sygehusdrift, uden at ventelisterne stiger igen. Men vi går åbne og lydhøre ind i de videre forhandlinger, når økonomien med regionerne skal genforhandles.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Undskyld, jeg beder om, at man trykker sig ind bare en lillebitte smule tidligere, og den har vi haft nogle gange. Men nu er det i hvert fald hr. Bruno Jerup, der har en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren er opmærksom på eller har en vurdering af, at den overbehandling, som bliver omtalt, rent faktisk ikke er en tilfældighed, men måske er en konsekvens af produktivitetskravet.

Ordføreren.

Det er svært for mig at svare på, hvad årsagen er til den overbehandling, som har været omtalt. Men jeg vil sige, at jeg synes, det er flot. Bl.a. Region Sjælland, som vi to jo selv kommer fra, har formået at effektivisere og gøre tingene på andre måder, så de har kunnet leve op til det her produktivitetskrav – endda hele 6,2 pct.

Hr. Bruno Jerup.

Så igen, når det er sådan, som ordføreren også er inde på, at det godt kan være, at det her produktivitetskrav ligesom har overlevet sin tid, er det så ikke nødvendigt, at man også tager konsekvensen af det, og siger, at okay, så må det stoppe, hvis det er sådan, at det ligesom har overlevet den tid, hvor det virker?

Ordføreren.

Som jeg nævnte i min ordførertale, er vi sådan set åbne over for at kigge på, om der er nogle alternativer. Jeg savner bare lidt at høre noget alternativt i forhold til det her produktivitetskrav, for der er jo ikke oceaner af penge, sådan er det jo, og det håber jeg også at Enhedslisten er klar over. Det er sådan, det forholder sig. Så jeg savner faktisk lidt her i debatten også at høre fra Enhedslisten, hvad alternativet er. Hvordan vil man sikre en effektiv styring af sygehusene? Hvordan vil man sikre høj kvalitet og patienttilfredshed? Det synes jeg jeg savner at høre.

Vi siger tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel som ordfører. Så er det sundhedsministeren.

Tak for debatten i dag. Når jeg lytter til bl.a. nogle af Enhedslistens spørgsmål, får jeg sådan en fornemmelse af, at man har skrevet sine spørgsmålet ned, inden man kom i salen i dag, og at man ikke fraviger sit papir eller lytter til, hvad der egentlig bliver sagt. Derfor synes jeg sådan set, at der er god grund til at gentage noget af det, som jeg også sagde i min indledende tale.

Vi hilser den her debat rigtig meget velkommen. Vi er allerede i fuld gang. Det er at sparke en åben dør ind, hvis man ønsker at tale om styring og fokus på, hvad der skaber værdi for patienterne, og på, hvordan vi udvikler vores sundhedsvæsen også i de kommende år. Jeg har også tidligere sagt, at min dør står åben for drøftelser. Det gælder Sundhedsudvalget, og det gælder også regionerne, hvor jeg har en dialog med de fem regionsformænd. Det gælder de faglige organisationer, som jeg har haft fornøjelsen af at mødes med en række af.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager den her dialog. Det er både om helt konkrete problemer, der kan være de forskellige steder i vores sundhedsvæsen, men også om den overordnede styring af vores sundhedsvæsen og om, hvordan vi hele tiden udvikler styringen, så vi sikrer mest mulig værdi for pengene, så vi netop har et balanceret fokus, som det også fremgår af det forslag til vedtagelse, som jeg er glad for at så mange af Folketings partier bakker op om. Det er et balanceret fokus både på aktivitet, kvalitet og patientsikkerhed og på, hvordan vi sikrer, at de ressourcer, vi bruger på vores sundhedsvæsen, også sikrer mest mulig sundhed for pengene og også gør op med den geografiske ulighed, vi desværre stadig væk ser nogle steder i vores sundhedsvæsen.

Enhedslisten har jo gjort det lidt til en diskussion om, at vi ingen ressourcer bruger på vores sundhedsvæsen, og at det 2-procentsproduktivitetskrav, der eksisterer, er udtryk for en spareøvelse. I den forbindelse vil jeg bare tillade mig at minde om, at vi faktisk siden 2007 har tilført ekstra 13 mia. kr. til vores sundhedsvæsen. Siden 2007 er der kommet flere ansatte. Der er 20 pct. flere læger, end der var i 2007, og der er 13 pct. flere sygeplejersker. Det svarer til, at der hvert år på hvert af vores 24 sygehuse i gennemsnit er ansat 13 flere læger og i gennemsnit 21 flere sygeplejersker. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi holder os for øje, at også sidste år sikrede Venstreregeringen med en aftale med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance en ekstra tilførsel til sundhedsvæsenet på 2,4 mia. kr., og også i år har trekløverregeringen sammen med Dansk Folkeparti, som finanslovsparti, øget rammen for vores samlede sundhedsvæsen, fordi vores sundhedsvæsen udgør en grundpille i vores velfærdssamfund, og det kræver, at vi prioriterer det. Det kræver også, at vi løbende tør kigge på, hvordan vi gør styringssystemet bedre og styringen mere balanceret og tidssvarende.

Vi er i høj grad i gang med et sporskifte i styringen af sundhedsvæsenet, hvor det hidtidige fokus på aktivitet og produktivitet bliver finjusteret, så vi får et moderne og et mere balanceret fokus på aktivitet, kvalitet, omkostninger og patientsikkerhed inden for de midler, som vi prioriterer til sundhedsområdet. Det var også derfor, at vi sidste år i forbindelse med økonomiaftalen indførte otte nationale kvalitetsmål på sundhedsområdet, samtidig med at vi udfasede akkrediteringen for de offentlige sygehuse, som vi ved har ledt til unødigt bureaukrati, og som vi ved var genstand for stor frustration hos rigtig mange af de medarbejdergrupper, vi også har talt om i dag. Vi har løbende foretaget tilpasninger også af den statslige aktivitetspulje, og senest har vi ændret den kommunale medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen, sådan at vi har taget hånd om nogle af de problemer, der er. Det skal vi også gøre fortsat.

Så har vi også, som mange af ordførerne har sagt, sammen med regionerne iværksat en række forsøg omkring værdibaseret styring. Det er forsøg, som jeg glæder mig til at følge, og som det også er vigtigt at vi følger, for vi kan ikke bare fra den ene dag til den anden, sådan som Enhedslisten indikerer, sige, at nu lader vi bare, som om der ikke skal styringsprincipper til, nu afskaffer vi det, vi har, uden at vi kigger på, hvordan vi også med de forsøg, der er iværksat, kan udvikle vores styringsmodel i sundhedsvæsenet.

Så for regeringen er det væsentligt, at vi har fokus på kvaliteten og patientsikkerheden i det regionale sygehusvæsen med det formål, at vi har et stærkt og godt sundhedsvæsen for alle vores borgere og ikke mindst for vores patienter, men også for personalet og også for skatteborgerne, for det handler også om at sikre, at de ressourcer, vi tilfører området, bliver brugt på mest mulig sundhed. Vi skal, som jeg også sagde i min indledende tale, have fokus på genindlæggelser, som vi desværre stadig væk ser for mange af, infektioner, fejloperationer, utilsigtede hændelser og på det spild, som vi også nogle steder ser i vores sundhedsvæsen.

Derfor vil både kvalitet og patientsikkerhed også indgå som vigtige parametre i de økonomiforhandlinger om den regionale økonomi, som regeringen skal have med regionerne her i foråret. Vi har også løbende fokus på, hvordan vi kan udvikle vores nuværende styring endnu bedre, så vi netop undgår spild, så vi netop sikrer mere kvalitet for patienten, så vi netop sikrer et stærkt fokus på medarbejdernes vilkår og arbejdsforhold i vores sundhedsvæsen – og så man som patient kan være sikker på, at man får en god behandling af høj kvalitet, uanset hvor i landet man bor.

Det er det arbejde, som regeringen har iværksat, og som vi vil fortsætte, og jeg glæder mig også til dialogen med Folketingets partier om det. Jeg er glad for den brede opbakning, der er her i salen, til vigtigheden af det arbejde, der er i gang, og som skal fortsætte.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peder Hvelplund.

Når sundhedsministeren siger, at der er blevet tilført flere ressourcer til sundhedsvæsenet, så er det jo uangribeligt. Det er rigtigt. Men der er samtidig også blevet bestilt flere ydelser. Vi har oplevet et stigende pres, både i forhold til behandling og i forhold til stigende medicinudgifter, og når vi taler om et produktivitetskrav, betyder det jo altså, at ud over det, vi betaler ekstra, forventer vi sådan set, at personalet også skal løbe hurtigere. Det er i hvert fald det, der er konsekvensen, og det er det, vi hører fra de faglige organisationer. Derfor kan jeg ikke helt forstå, at sundhedsministeren siger, at det, vi fremlægger her, ikke er seriøst, eller at det bare er sådan noget med, at så behøver vi ikke have styring. Det er faktisk ikke det, der er budskabet, hverken fra regionerne eller fra de sundhedsfaglige organisationer.

Men jeg vil godt lige bede sundhedsministeren om at bekræfte, at med produktivitetskravet på 2 pct. er det sådan, at vi fra sidste år til i år forventer, at regionerne leverer ydelser for 1,3 mia. kr. mere, end de gjorde sidste år, uden at de får økonomisk kompensation for det.

Ministeren.

Som jeg allerede sagde i min indledende tale, har regionerne jo leveret langt mere produktivitet end det, der var aftalt. De har sådan set i gennemsnit leveret 2,4 pct. Alene i 2015 var der en produktivitetsstigning, som havde en værdistigning på omkring 4 mia. kr. i DRG ud over det, der var aftalt. Så det er en diskussion, som Enhedslisten prøver at puste op, som om det skal være et krav.

Noget af det er netop et ønske om til gavn for patienterne ude i den enkelte region at omlægge nogle ydelser, så man kan frigøre ressourcer fra et sted til et andet sted, og noget er et udtryk for, at man får en ny teknologi og kortere indlæggelser, som mange af ordførerne også har fremhævet, at man har fået et sundhedsvæsen, hvor der er sket en lang række forbedringer og udviklinger, og det ønsker vi sådan set ikke at sætte over styr. Det betyder ikke, at vi ikke skal kigge på en ny styringsmodel, men vi skal bare holde fokus på, at det, Enhedslisten foreslår, bare er at lade, som om der ikke skal ske en udvikling.

Hr. Peder Hvelplund.

Så bliver jeg nødt til at spørge sundhedsministeren, om det er udtryk for, at sundhedsministeren ikke anser det for at være et problem i dag. Når de sundhedsfaglige organisationer påpeger, at præcis 2-procentskravet er skyld i, at arbejdsmiljøet bliver presset, og at patientsikkerheden bliver truet, er det så bare et udtryk for en eller anden luftig forestilling blandt de sundhedsfaglige organisationer?

Altså, det lyder, som om det er sådan, sundhedsministeren opfatter det, når man siger, at regionerne sagtens har kunnet spare 2,4 pct., at det ikke har været noget problem. Jo, det er et problem, og problemet er præcis, at man lægger de her rigide styringsmål ind. Ellers synes jeg da, sundhedsministeren skulle gå ud og få et virkelighedstjek ude hos de sundhedsfaglige organisationer.

Ministeren.

Som jeg allerede sagde i min indledende tale, lytter vi i høj grad til de bekymringer, der kommer fra sundhedspersonalet forskellige steder. Jeg sagde også i min indledende tale, at jeg synes, det er vigtigt, at vi også får en diskussion af, hvad produktivitetskrav betyder, også som det ser ud i dag. Det er ikke et leverpostejstyringskrav, der skal lægges ned over alle afdelinger uden nogen form for ledelsesmæssig stillingtagen. Og det er jo lidt den diskussion, vi også skal have, i forhold til hvordan vi styrer vores sundhedsvæsen. Hvad er det for en ledelse, også værdibaseret ledelse, der skal til, hvor man også tør foretage nogle prioriteringer?

Så må jeg bare sige, at jeg oplever en stor stolthed hos personalet på afdelinger, hvor man får nedbragt infektionstallet. Det er jo også produktivitet, det er faglig stolthed, og det går hånd i hånd. Det synes jeg er en styrke, så lad være med at gøre det til et skisma.

Tak. Så er det hr. Bruno Jerup.

Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren måske var lidt præcis. Ministeren var meget klar, når det handlede om, at der var kommet flere ansatte og blevet brugt flere ressourcer, men det, der jo er essensen, er, at det godt kan være, at der er kommet mere, men der er kommet endnu flere opgaver, som man har bedt regionerne og sygehusene om at løse. Er ministeren klar over det forhold, at det godt kan være, man har puttet mere i systemet, men at man også har krævet eller forventet endnu mere?

Ministeren.

Det er rigtigt, at nogle steder behandler vi heldigvis flere. Vi har kortere ventelister, godt 40 dage kortere, end de var, da VK-regeringen tiltrådte. Det synes jeg da er enormt positivt. Vi har genindført nogle unikke patientrettigheder for at holde fokus på, at patienterne hverken skal stå og dø på venteliste eller blive mere syge. Det er nogle af de gevinster, der er opnået.

Er der steder, hvor man løber hurtigt? Ja, det er der, og det sagde jeg også i starten. Det er noget af det, vi har fokus på. Vi har også fokus på, hvordan vi sikrer en styring, der hverken går ud over patientsikkerheden eller kvaliteten i vores sundhedsvæsen, og hvor vi har opmærksomhed på, at der er steder, hvor man ikke kan løbe hurtigere, end man gør, men at der er andre steder, hvor man skal bruge ny teknologi, hvor man skal drage nytte af, at behandlingsmetoderne bliver mere skånsomme, tager kortere tid og kræver kortere indlæggelser, og man dermed samlet set kan spare på, at f.eks. en operation, som tidligere tog lang tid, nu tager kortere tid.

Hr. Bruno Jerup.

Kan jeg tolke ministerens svar derhen, at ministeren giver mig ret i, at man rent faktisk har lagt flere opgaver ud, at man får lavet flere ting, end man har betalt for?

Ministeren.

Jeg har ikke noget ønske om, at Enhedslisten skal tolke, hvad jeg siger. Jeg synes, man skal lytte til det, jeg siger, og det er, at der heldigvis mange steder i vores sundhedsvæsen i dag er kommet mere værdi for pengene. Vi har en bedre overlevelsesrate på kræftområdet f.eks., fordi vi har fået en bedre behandling. Det er både nogle kræftpakker, der har gjort, at forløbene er blevet bedre, og nogle unikke patientrettigheder, der har gjort, at man bliver behandlet til tiden. Det er alt sammen fremskridt, som er med til at gøre vores sundhedsvæsen stærkere og bedre til gavn for patienterne. Men der er også steder, hvor vi kan høre at der er en bekymring i forhold til medarbejderforhold og i forhold til patientsikkerhed. Det skal vi tage alvorligt, og det gør jeg også som minister på området.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak. Jeg vil bare slutte af på en positive note, tror jeg det hedder, på engelsk i hvert fald. Jeg synes, det har været en positiv debat. Jeg synes, det er en alt for seriøs problemstilling til, at den skal bruges til at skyde hinanden nogle meninger i skoene eller drille hinanden. Og jeg synes faktisk, det har været en rigtig positiv og konstruktiv debat.

Jeg vil også sige tak til ministeren for netop at anerkende, at der er brug for et sporskifte og for at få sat det her arbejde i gang. Det var netop det, der var vigtigt i forhold til Alternativets input til den her vedtagelsestekst, altså at der kom til at stå, at vi har brug for det her nye styringsredskab, og at der er tillid til, at medarbejdere og sundhedsfaglige organisationer også kan inddrages i det arbejde.

Så vil jeg også sige tak til ministeren for at anerkende det behov, der er.

Ministeren.

Selv tak. Det synes jeg også fremgår meget klart af den brede vedtagelse, som jeg er glad for at så mange partier i Folketinget står bag. Det var det, der lå til grund for, at Venstreregeringen i økonomiaftalen med regionerne sidste år iværksatte arbejdet om de otte nationale mål, som netop handler om kvalitet og styring og udvikling af nye modeller, forsøgene med regionerne, og også det, at vi allerede sidste år afskaffede – lovforslagsmæssigt var det her før jul – men altså afskaffede akkrediteringsmodellen, som var unødig bureaukratisk og optog tid fra medarbejderne, som i stedet for kunne bruges på patienterne.

Så ja, der er et sporskifte i gang, men det er vigtigt, at vi udvikler det her ordentligt, for det handler om vores samlede sundhedsvæsen, og derfor er der i respekt for både medarbejderne og patienterne behov for, at vi gør os meget umage med at se på, hvilke modeller der virker, og hvilke der ikke virker. Vi skal se på, hvor det er, der er behov for justeringer, og hvor der er behov for fortsat at have fokus på, hvordan vi får ny teknologi ind, ny medicin, bedre behandlingsmetoder til gavn for patienterne.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund.

Når vi anmeldte den her forespørgselsdebat, var det, fordi vi synes, det er et væsentligt emne, og fordi vi synes, vi havde hørt nogle partier gøre opmærksom på, at de var enige om, at den her problemstilling skulle der gøres noget ved.

Når jeg så skal opsummere debatten, vi har haft her i dag, må jeg konstatere, at det, vi åbenbart er bedst til herinde, er at lytte. Vi har talt rigtig meget om, at vi skal lytte. Vi skal lytte til de faglige organisationer og lytte til hinanden.

Men hvis vi nu lytter til de faglige organisationer og til virkelighedens eksperter og Velfærdsalliancen, der stod herude på trappen i morges, inden vi startede forhandlingerne, så kan vi se, at budskabet jo er temmelig klart. Budskabet er, at det, der stiller sig i vejen for en sund faglig udvikling inden for sundhedsområdet og de offentlige sygehuse, er produktivitetskravet. Det er det rigide krav om, at der skal effektiviseres 2 pct. hvert år over hele linjen, og at der samlet set skal løbes 2 pct. hurtigere.

Konsekvensen er jo ret tydelig. Vi hører det fra de faglige organisationer, og vi ser det i de eksempler, der nærmest månedligt kommer i pressen. Her senest har vi set det med brandtilsynet, som gav en anmærkning til sygehuset i Holbæk, fordi der var for mange patienter på gangene og det var til fare for brandsikkerheden. Hvis man går ind og læser de påbud, der er blevet givet fra Arbejdstilsynet, og som Danmarks Radio har fået aktindsigt i, og som Dansk Sygeplejeråd også har samlet sammen, kan man se, at det jo er temmelig tydeligt, at vi taler om et sundhedsvæsen, der er presset ud over det rimelige.

Danske Regioner gør faktisk også selv opmærksom på det. De siger, at de ikke kan styre efter den her model længere. Og når man så i dag hører om, at vi så skal opfinde noget nyt, styre på en anden måde, lave værdibaseret ledelse, så må det helt klare spørgsmål fra Danske Regioner jo være: Hvordan skal vi opfinde nye styringsmetoder, hvis kravet stadig væk er, at der skal effektiviseres 2 pct. hvert år? Det spørgsmål bliver der jo ikke givet et svar på.

Vi siger, at de skal gøre noget andet, men vi gør ikke noget andet. Vi fastholder kravet og siger, at der stadig væk skal effektiviseres. Hvis det er rammen, hvordan kan vi så forvente, at Danske Regioner kan levere mere? Hvordan kan vi forvente af det sundhedsfaglige personale, at de kan levere mere, hvis ikke vi rækker hånden ud?

Når jeg læser det forslag til vedtagelse, som der så er bred enighed om, og hvor der står: »Folketinget finder, at der skal lyttes til personalets kritik om en presset hverdag, og forventer, at regionerne som arbejdsgivere vil følge op på forholdene«, så tror jeg, at hvis vi spørger ude i virkeligheden, fatter de ikke en bjælde af, hvad der står her.

Vi siger, at det skal blive bedre, men vi bliver ved med at gøre det samme. Jeg tror simpelt hen ikke, de fatter det, og når vi har sådan nogle debatter som den her, kan jeg godt forstå, at der engang imellem opstår en idé om, at der findes en elite, og der findes et folk.

For jeg synes ikke, vi forholder os til den virkelighed, der er derude. Jeg synes, vi sidder herinde og kigger på verden igennem nogle regneark og forholder os til, hvordan vi synes virkeligheden burde se ud. Og så kan vi i øvrigt ikke forstå, hvorfor de folk, der er derude, ikke agerer efter det. Jeg synes, vi prøver på at skabe et billede af, at vi befinder os i en helt anden virkelighed, end de gør derude.

Det synes jeg er et alvorligt problem, og jeg må sige, at jeg helt oprigtigt havde håbet, at den debat, vi har her i dag, kunne være med til at rette op på det.

Jeg synes, at vi i stedet for går fra den her debat med en idé om, at vi bliver ved med at gøre det samme, og så håber vi på, at virkeligheden indretter sig efter vores teori. Det synes jeg er ærgerligt.

Men jeg håber, at debatten i det mindste kan give anledning til, at det faglige personale, der er derude, og de regionsvalgte i hvert fald kan se, at den fremstrakte hånd ikke kommer her fra Christiansborg. Hvis det produktivitetskrav skal fjernes, fordrer det, at de faglige organisationer og de regionsvalgte tager kampen op, og at de kæmper det igennem. For det bliver ikke herfra, at hjælpen kommer.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Liselott Blixt.

Tak. Nu taler hr. Peder Hvelplund meget om, at vi lytter. Det er jeg rigtig glad for at vi gør, fordi det synes jeg ikke Enhedslisten gør. I lytter jo ikke til, hvad det er, vi siger, når vi siger, at det, vi ønsker, er ikke at stille ultimative krav, men det er at tale med sundhedsministeren og presse på for, at vi får ændret noget.

Så jeg tænker på, hvad Enhedslisten gjorde i de år, hvor man støttede en rød regering, der havde præcis det samme produktivitetskrav. Gik man til finanslovsforhandlingerne og sagde til den røde regering: Vi støtter ikke jeres finanslov, medmindre I tager det her væk?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at det her produktivitetskrav er noget, der bliver vedtaget i økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner, og jeg kan forsikre fru Liselott Blixt om, at Enhedslisten ikke stemte for de aftaler. Det gjorde Dansk Folkeparti, det gjorde Socialdemokratiet, og det gjorde regeringspartierne.

Hvis det er sådan, at man ønsker et opgør med det, så er det sådan set ganske simpelt: Så skal man give et klart budskab til regeringen om, at man ikke støtter, at et sådant krav bliver båret igennem, fordi man så stemmer imod den økonomiaftale, der bliver indgået. Her senest har vi jo hørt, at nu stemmer man bare for. Hvis regeringen indgår en aftale med Danske Regioner, stemmer man pr. automatik for. Det synes jeg er en mærkelig måde at udøve sit politiske mandat på.

Fru Liselott Blixt.

Når der bliver lavet en aftale, er der aftaleparter, og dem respekterer vi. Vi respekterer det, når man har lavet en aftale. Når fagbevægelsen laver en aftale med Arbejdsgiverforeningen, er det på samme måde, som når en regering laver aftaler med KL eller regionerne.

Enhedslisten kunne, da den var støtteparti for en rød regering, have væltet regeringen, hvis den havde stillet et ultimativt krav, men det gjorde man ikke. Man kunne have lavet den aftale, at regeringen ikke skulle lave den aftale med KL og regionerne, men det gjorde Enhedslisten ikke. Hvorfor ikke?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, stemte Enhedslisten imod de økonomiaftaler. Jamen, fru Liselott Blixt, det er sådan set ganske simpelt. Hvis man tager situationen i dag, så skal regeringen lave en aftale med regionerne omkring det her. Hvis der er et flertal i Folketinget, som pålægger regeringen at sige, at det her produktivitetskrav ikke skal indgå i forhandlingerne, så har regeringen ikke flertal for det. Og når fru Liselott Blixt giver udtryk for, at det skal vi ikke; når Enhedslisten giver udtryk for, at det skal vi ikke; når Socialdemokraterne giver udtryk for, at det skal vi ikke; så er der faktisk et flertal uden om regeringen, som kan sikre, at det krav ikke bliver båret ind i de forhandlinger.

Så er det fru Lotte Rod.

Jeg vil gerne spørge Enhedslisten om, hvad Enhedslistens løsning er, fordi hvis man bare fjerner produktivitetskravet uden at sætte noget andet i stedet for, kan man jo gøre en af to ting. Man kan jo enten sige, at vi lader være med at behandle flere mennesker, eller man kan anvise finansiering til at betale for at behandle flere mennesker. Hvor skal de penge komme fra?

Ordføreren.

Det her er jo sådan set ikke et spørgsmål om at anvise flere penge. Det er bare et spørgsmål om, at man siger, at man ikke forlanger af nogen, at de skal levere det samme og så få mindre for det, for det er jo det, det her handler om. Det er jo, som det tidligere er blevet sagt, at det her ikke handler om besparelser. Det gør det nemlig ikke. Det handler om effektiviseringer, det handler om, at man forventer, at mennesker kan blive ved med at levere den samme ydelse uden at få mere tid eller flere penge til det, altså penge til regionerne og tid til de ansatte, og det er fuldstændig urimeligt. Det er sådan set også det, Lægeforeningen peger på i deres oplæg, nemlig at de siger, at vi aflyser produktivitetskravet for 2018, og så sætter vi os ned og ser på, hvordan vi så kan oprette en ny styringsmodel, og det er også det, der ligger i det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten sammen med Alternativet har lagt frem.

Fru Lotte Rod.

Jeg spørger lige en gang til, fordi det, som produktivitetskravet jo muliggør, er, at vi kan behandle flere mennesker. Hvis Enhedslisten bare siger, at nu fjerner vi produktivitetskravet, vi sætter ikke nogen anden styringsform i stedet, så skylder Enhedslisten jo enten at svare på, hvor der så skal komme flere penge fra, og jeg hører, at man siger, at man ikke vil finde flere penge, så må man da gøre det andet og sige, at okay, så ser man i Enhedslisten med åbne øjne ind i, at vi ikke kan behandle flere mennesker.

Ordføreren.

Prøv at høre her. Det er sådan set ret simpelt. Når vi i Enhedslisten siger, at vi skal afskaffe produktivitetskravet, er vi selvfølgelig villige til at gå ud at finde yderligere finansiering til sundhedsvæsenet. Det er bare ud fra det ganske simple princip, at hvis vi beder om at få mere, betaler vi også for det, fordi den anden konsekvens ved at gøre, som regeringen nu gør, er, at der er en part, der kommer til at betale for det her, og det er personalet, for man kan ikke blive ved med at finde effektiviseringer for 2 pct. Derfor betyder det, at det eneste sted, man kan finde dem, er ved, at personalet løber hurtigere, og det er simpelt hen ikke rimeligt. Så det er et meget grundlæggende princip, at hvis vi bestiller mere, betaler vi selvfølgelig også mere, og det er vi helt sikkert med på at finde finansieringen til.

Så er det fru Jane Heitmann.

Jeg vil bare gerne spørge, om Enhedslisten anerkender, at pengene fra produktivitetskravet på 2 pct. forbliver i regionerne.

Ordføreren.

Ja, men samtidig er det jo også sådan, at regionerne er underlagt et budgetloft, som gør, at regionerne ikke bare frit kan disponere over det. Det gør, at man ikke bare kan gå ud og bruge pengene. Der er faktisk regioner, som har penge til at investere. De har bare ikke mulighed for det på grund af anlægsloftet i regionerne og budgetloftet. Så derfor er det jo rigtigt, at regionerne godt kan beholde nogle af pengene selv, de kan bare ikke selv bestemme, hvad de skal bruges til.

Fru Jane Heitmann.

Jeg prøver lige at spørge igen. Anerkender Enhedslisten, at pengene fra produktivitetskravet på 2 pct. forbliver i regionerne?

Ordføreren.

Ja, og så bliver jeg nødt til at spørge ordføreren – nu har ordføreren jo ikke mulighed for at svare, men det kan vi så tage bagefter – om ordføreren ikke vil anerkende, at regeringen gennem aftalen bl.a. med de EU-krav, der ligger, har et budgetloft og et anlægsloft, som regionerne er underlagt, og derfor kan de ikke bare gå ud og bruge de penge, de sparer, til det, de gerne vil.

Så er det fru Susanne Eilersen.

Tak for det. Det skal også være et simpelt spørgsmål fra mig: Anerkender Enhedslisten regionalt og kommunalt selvstyre?

Ordføreren.

Ja, det gør vi i den grad, og det er også lige præcis derfor, vi ikke vil underlægge regionerne de krav om budgetloft og anlægsloft, som regeringen og Dansk Folkeparti jo har været med til at pålægge dem. Vi synes i den grad, at regionerne skulle sættes fri.

Spørgeren.

Det er jo lidt sjovt, at man siger, at man anerkender kommunalt og regionalt selvstyre, men når en region eller en kommune laver en aftale med en regering, anerkender man ikke, at den aftale kan stå ved magt. Der vil man så gå ind og stemme imod. Så jeg forstår ikke rigtig, hvordan Enhedslisten anerkender kommunalt og regionalt selvstyre. Kan ordføreren uddybe det lidt?

Ordføreren.

Jamen så vil jeg da anbefale ordføreren, at ordføreren finder Jyllands-Posten fra den 10. december frem og læser det brev, som samtlige regionsrådsformænd sendte, og hvor de opfordrede regeringen til at trække produktivitetskravet tilbage og ud af forhandlingerne. Både regionsrådsformænd fra Venstre og Socialdemokratiet siger meget entydigt, at de ikke kan blive ved med at leve op til de krav, der ligger deri. Så vi anerkender i den grad det regionale selvstyre, og det vil jeg da opfordre de øvrige partier i Folketinget til også at gøre.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Først har jeg lyst til at sige, at jeg simpelt hen ikke er enig med hr. Peder Hvelplund i, at der rundtomkring i salen er mismod med hensyn til at gøre noget ved de 2 pct.s effektivisering, som er det, hr. Peder Hvelplund har fuldstændig ret i at både organisationer, patienter og personale peger på som en løsning. Jeg tror sådan set også, det er rigtigt, at folk har en oplevelse af, at de ikke kan blive ved med at effektivisere. Det skal der lyttes til, og det hører jeg faktisk fra samtlige ordførere at der bliver lyttet til.

Jeg tænker også, at mindre aktivitet svarende til 2 pct. jo vil ramme bestemte områder. Altså, apropos de fødende er det jo sådan, at vi ikke kan bede de fødende om at holde op med at føde – det bliver de ved med at gøre – og det betyder så bare, at man alligevel skal løbe stærkere. Så det regnestykke kan set med mine øjne ikke hænge sammen på den måde, som hr. Peder Hvelplund fremlægger det på.

Jeg tænker, at der godt kunne være behov for, at man også gør noget andet. Altså, ulighed i sundhed gør, at der i nogle områder mangler rigtig meget personale, og det betyder også, at der i nogle områder i virkeligheden er behov for noget mere aktivitet. Kunne man forestille sig, at der var et behov for, at vi satte os ned og omkalfatrede den måde, som vi tænker penge i sundhedssektoren på i almindelighed?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen det tror jeg helt bestemt der kan være god mening i. Jeg har da også i dag hørt, at der er en bred opbakning til, at vi skal kigge på den måde, vi udregner takster på, altså f.eks. DRG-taksterne. Jeg er ikke en af dem, der siger, at de bare skal afskaffes; jeg synes faktisk, det er temmelig kompliceret at se på, hvordan man laver en ordentlig afregningsmodel. DRG-takster kan være gode i nogle sammenhænge, mens de i andre sammenhænge kan være meget lidt konstruktive.

Men jeg mener bare, at det, der er fuldstændig afgørende, er – og det er jo også det, der er budskabet fra de faglige organisationer og fra Danske Regioner – at det, at vi pr. automatik indlægger et øget produktivitetskrav på 2 pct. eller på 1½ pct. eller 0,7 pct., eller hvad man kunne finde på, er en alt for rigid måde at styre på. Der er simpelt hen behov for, at vi giver noget mere frihed tilbage til fagpersonerne, altså at det faglige ansvar kommer tilbage til personalet; at ansvaret kommer tilbage der, hvor det hører til, nemlig hos det faglige personale. Det er ikke sådan, at det faglige personale har et ønske om, at ting skal være besværlige eller fungere dårligt. De har faktisk et ønske om, at det skal fungere rationelt, og det er det ansvar, vi siger vi gerne vil have flyttet tilbage.

Spørgeren.

Jamen nu nævner hr. Peder Hvelplund netop DRG-taksterne, som er et rigtig godt eksempel på noget, som lægerne har rigtig meget fokus på. Jeg hørte Morten Hedegaard fra fødeafdelingen på Rigshospitalet sige, at han faktisk endte med kun at have 47 pct., underforstået at de øvrige 53 pct. så lå et andet sted på sygehuset. Og det vidner jo også om, at der er noget, der godt kan gøres på en anden måde. Jeg ved, at Region Midtjylland er i gang med at lave et andet styresystem end lige præcis DRG-taksterne, og man har f.eks. på Regionshospitalet Silkeborg samlet en række specialer, så man hurtigere kan diagnosticere patienter. Det er jo et udtryk for en effektivisering. Så det der med at prøve at tænke om igen tænker jeg vil være sundt for Sundhedsudvalget i almindelighed – eller hvad?

Tak. Jeg har sagt det en gang før, og jeg gentager det nu: Det har været en lang debat, og vi har to lange debatter foran os, så for at vi kan komme igennem den her fredag på en ordentlig måde, beder jeg om, at man lige skæver ned til tidtagningen og holder sig bare nogenlunde inden for tiden. Jeg er faktisk en tålmodig person, og jeg rejser mig først, når det er godt på den anden side af, at man har brugt sin tid. Så jeg synes, at vi resten af dagen skulle hjælpe hinanden igennem. Tak for det.

Ordføreren.

Tak. Og jeg vil gerne anerkende formandens tålmodighed; den kan jeg kun sige at jeg også har kunnet observere.

Jeg tror helt bestemt, at man skal kigge på det i forhold til DRG-taksterne, og som sagt kan jeg se, at det system kan være godt på nogle områder og problematisk på andre områder. Men det, der er pointen i forhold til det her, er, at selve effektiviseringskravet bliver vi bare nødt til at fjerne først, altså inden vi begynder at kigge på nye styringsmekanismer. Og det er faktisk også det, de faglige organisationer lægger op til: at produktivitetskravet bliver vi nødt til at fjerne, og at vi derudover bliver nødt til at se på hele den her måde at styre det økonomiske på.

Så er det fru May-Britt Kattrup.

Tak. Jeg vil spørge ordføreren om de 2 pct. Når nu 2 pct. er så stort et problem, hvordan vil ordføreren så forklare, hvorfor regionerne har valgt at effektivisere for 2,4 pct., som altså er mere end aftalt?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at det er noget, regionerne specifikt har sagt yes til, og lad os effektivisere noget mere, og lad os spare endnu mere. Jeg tror, det er udtryk for den styringstankegang, der ligger i produktivitetskravet. For det er jo ikke sådan, hvis vi ser på den oplevede kvalitet ude i sundhedsvæsenet, at vi kan sige, at man har sparet 2,4 pct. om året, og at det ikke har haft konsekvenser. Det har haft konsekvenser, og det er dem, vi diskuterer i dag. Derfor synes jeg, det er sådan lidt et forsøg på at afspore debatten, når man siger, at når de har kunnet spare det, er det nok ikke noget problem. Jo, det er et problem. Jeg tror, at når de har effektiviseret mere end det, er det, fordi det er det rigide styringsmål, de har lagt ind, og det har præcis været det, at de alene kigger på produktivitet.

Spørgeren.

Ja, men så er vi næsten tilbage til noget, vi kan være enige om. Det er nemlig, at det egentlig ikke er kravet på 2 pct., der er problemet, men måden, det er blevet effektueret på, måden, man har styret efter det på, og at man har kørt det ud som en grønthøster, hvilket det i virkeligheden ikke er, og at man har set på, hvordan man kan lave flest mulige handlinger, som giver belønning til den enkelte afdeling.

Kan vi så blive enige om det?

Ordføreren.

Desværre, nej. Man kan ikke bare, som ordføreren ligesom antyder, lægge et krav ind om, at personalet skal løbe hurtigere. Man kan ikke bare forvente, at der hele tiden kan ydes mere og mere. Det har vi nu gjort siden 2003. Vi kan ikke bare blive ved med at have sådan et krav. Vi bliver nødt til at sige: Nu er det nok – nok er nok. Og derfor bliver vi nødt til at stoppe med at tænke på den måde. Vi kan ikke bare forvente, at vi over de næste 15 år også kan spare 30 pct. Det er simpelt hen en umulighed, og derfor handler det ikke kun om at få aflyst produktivitetskravet, det handler også om en anden styringsmodel.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Det har været en god debat. Jeg synes, det har været en god debat. Når jeg lytter til Enhedslistens ordfører, synes jeg ikke, det lyder, som om ordføreren synes, at det har været en god debat. Når jeg synes, det har været en god debat, er det, fordi vi faktisk står rigtig samlet om, at den form for styring, vi har nu, er uholdbar. Vi kan ikke bringe den ind i fremtiden på samme måde. Det synes jeg rent faktisk Enhedslisten, som har rejst den her forespørgsel, skulle anerkende, altså at det rent faktisk er det, der er sket her i salen i dag. Vi har faktisk en minister, der har givet udtryk for det her. Vi har rent faktisk lavet en vedtagelsestekst med rigtig mange partier bag, som siger, at arbejdsmiljøet og det at lytte til personalet rent faktisk flytter noget på det her punkt.

Der, hvor jeg synes Enhedslisten lidt hopper over, hvor gærdet er lavest, er, når det siges, at produktivitetskravet på de 2 pct. skal fjernes, inden vi har vurderet, hvad der skal være i stedet for. Det svar, der blev givet fra ordføreren til fru Lotte Rod, i forhold til om der skulle penge til eller ej, synes jeg simpelt hen ikke hang sammen. Skal der flere penge til, eller skal der ikke flere penge til, hvis kravet om de 2 pct. skal væk?

Ordføreren.

Nu vil jeg da først lige sige, at i forhold til det forslag til vedtagelse, der ligger her i dag, så håber jeg da ikke, det er udtryk for noget nyt, altså at det er en ny tankegang. For det, der står her, synes jeg er sådan forholdsvis selvfølgeligheder. Jeg går da ud fra, at man altid har lyttet til personalet. Jeg går da ud fra, at man altid har forsøgt at tage arbejdsmiljø og patientsikkerhed med i forhandlingerne i forhold til regionerne.

Når det handler om økonomi, er det for mig sådan set ganske simpelt: Hvis det er sådan, at vi som Folketing udstikker nogle rammer, hvor vi forventer flere ydelser fra regionerne, så forventer jeg også, at vi betaler for dem. Det er sådan set ret simpelt, altså at vi skaber økonomisk råderum. Men vi siger til personalet, at de skal levere 2 pct. mere hvert år, og det synes jeg ikke er rimeligt. Det er helt klart, at hvis vi går ind og forlanger flere ydelser fra sundhedsvæsenet, så skal vi betale for dem, og så skal vi finde finansieringen til det.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det er jeg faktisk enig i. Det synes jeg rent faktisk er det, det brede flertal her står sammen om. Det er faktisk det, jeg synes også udtrykkes i vedtagelsesteksten. Det her er jo ikke et spørgsmål om noget stationært. Det her er et spørgsmål om noget dynamisk. Jeg synes altså, at bare det, at Enhedslistens ordfører kan give mig det svar, at det ikke burde være noget nyt, må bero på, at Enhedslistens ordfører på en eller anden måde slet ikke har fulgt debatten her i dag. Der er rent faktisk fra de tre største partier her givet udtryk for, at den rigide styring skal afløses af noget andet.

Ordføreren.

Jamen problemet med det her er jo, at det kun er ord. Muligheden for at vise, at der var handling bag, var jo lige præcis i forhold til økonomiforhandlingerne med regionerne. Det var lige præcis der, vi kunne sige, at vi faktisk begynder at betale for det, vi får. Det, vi fortsat gør nu, er jo at sige, at vi forventer stadig væk, at I kan gå ud og finde 2 pct. mere ude på afdelingerne og ude blandt personalet, for det er det krav, vi lægger ned over jer. Værsgo at gå ud og finde det, og så kan vi begynde at kigge på andre styringsmetoder bagefter. Der er intet nyt i det, der står her, og der er intet nyt kommet ud af den her debat. Det var der kommet, hvis det var sådan, at Socialdemokratiet og DF havde stået bag deres krav om, at produktivitetskravet skulle afskaffes.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Enhedslisten anerkender, at der ikke er oceaner af penge.

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig anerkender vi det. Der er ikke uanede ressourcer, og det vil altid handle om at lave en form for prioritering. Det, vi synes er et grundlæggende og godt princip, også når det handler om at forlange ydelser af sundhedsvæsenet, er, at man betaler for den ydelse, man forventer at få.

Spørgeren.

Okay, det er jeg dog glad for at høre. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilken styringsmodel Enhedslisten så har til styring af økonomien, hvor vi samtidig bliver bedre og dygtigere og nedbringer ventetiderne for udredning og behandling til gavn for patienterne.

Ordføreren.

Ja, det handler i vid udstrækning om at give ansvaret tilbage til fagligheden. Det er sådan set det, det handler om. Vi har jo ikke nogen færdig model, og det er heller ikke Enhedslistens opgave at have det. Det er jo noget, der skal foregå i samarbejdet med de sundhedsfaglige organisationer, som vi også lægger op til i vores forslag til vedtagelse. Men jeg skulle da lige hilse og sige, at der er nok af penge at finde, f.eks. hos medicinalindustrien, som jo i dag har en fuldstændig horribel og overnormal profit i forhold til at kunne udvikle nye ydelser til sundhedssystemet. Det vil da helt klart være et af de områder, hvor vi kunne se at man kunne sætte ind.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er slut.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil først finde sted tirsdag den 7. februar 2017.

(Talen er under udarbejdelse)