Tak for det, og tak for muligheden for at få denne hasteforespørgsel.
Det er jeg rigtig glad for, for det er et meget alvorligt emne, og det er noget, vi skal have gjort noget ved.
Der har jo de seneste måneder været en række skyderier i det offentlige rum.
Lad mig starte med at slå fast, at rockernes og bandemedlemmernes rå og hensynsløse kriminalitet udfordrer vores samfunds helt grundlæggende værdier.
Vi skal ikke finde os i rockernes og bandemedlemmernes afpresning, vold og skyderier, der skaber utryghed og sætter uskyldige menneskers liv i fare.
Jeg kan derfor også garantere, at den nye regering med alle tænkelige midler vil bekæmpe den skadelige og utryghedsskabende adfærd, som rockere og bandemedlemmer udviser.
Vi vil sætte hårdt mod hårdt.
Inden jeg kommer ind på nye initiativer på området, vil jeg lige kort redegøre for den aktuelle situation i rocker-bande-miljøet.
Rigspolitiet har oplyst, at der i 2016 til og med skudepisoden i Lyngby forrige tirsdag har været 45 skudepisoder i det offentlige rum, som vurderes at relatere sig til rocker-bande-miljøet.
Skudepisoderne har fundet sted i Odense, i hovedstadsområdet og omkring Næstved.
Alene i hovedstadsområdet har der været over 20 skudepisoder, og vi har oplevet, at helt uskyldige og udenforstående er blevet såret af skud.
Det skete ved en skudepisode i Københavns nordvestkvarter og senest ved skudepisoden i Lyngby.
Det er Rigspolitiets vurdering, at flere af de seneste skyderier i det storkøbenhavnske område har forbindelse til rockergruppen Mongols, men det er endnu uafklaret, om de personer, Mongols har en uoverensstemmelse med, er en del af en egentlig rocker- eller bandegruppering, og det er derfor for tidligt at konkludere, om skyderierne i hovedstadsområdet er udtryk for en reel konflikt mellem to eller flere grupperinger i miljøet.
I forhold til konflikter har der ifølge Rigspolitiets oplysninger været seks voldelige konflikter i rocker-bande-miljøet i 2016, hvoraf en stadig er verserende.
Denne konflikt involverer på den ene side bandegrupperingerne Black Army og Black Soldiers og på den anden side rockergrupperne Hells Angels og AK81.
Rigspolitiet vurderer, at denne konflikt kulminerede i slutningen af august 2016, hvor en person med tilknytning til en afdeling af Hells Angels i Tyskland blev skudt og såret på en tankstation i Nyborg.
Efterfølgende har der været flere voldelige episoder, herunder skudepisoder i relation til denne konflikt.
Der er aktuelt et særlig øget spændingsniveau i rocker-bande-miljøet på Fyn, hvor konflikten især udspiller sig omkring grupperingernes klubhuse og tilholdssteder.
Indtil for ganske nylig var det Rigspolitiets vurdering, at der også verserede en voldelig konflikt mellem Bandidos og Satudarah.
De voldelige episoder, som fandt sted i forbindelse med denne konflikt, skete primært i nærheden af medlemmernes bopæle i Næstved.
Rigspolitiet har oplyst, at politiet i slutningen af juli og i de efterfølgende måneder registrerede tiltagende uroligheder i rockermiljøet i Næstved.
Den 23.
september blev en person med tilknytning til en rockergruppering skudt foran et supermarked i Næstved, og der har efterfølgende været flere voldelige episoder, herunder skudepisoder, som efter Rigspolitiets vurdering relaterede sig til den nu afsluttede konflikt mellem Bandidos og Satudarah.
Den verserende konflikt giver fortsat et øget spændingsniveau på Fyn, ligesom modsætningsforholdet i andre dele af miljøet, navnlig på Sjælland, er blevet markant tydeligere hen over de seneste måneder.
Politiet følger udviklingen tæt.
Indsatsen mod rocker- og bandekriminalitet er højt prioriteret i politiet.
Rigspolitiet overvåger udviklingen på området tæt og sikrer nationalt overblik over udviklingen i miljøet.
De oplysninger og den viden, der indhentes, bruges bl.a.
til at tilrettelægge nationale og lokale strategier.
Task Force Øst og Task Force Vest bidrager også væsentligt til bandeindsatsen.
Det sker gennem anvendelse af observationer, aflytninger, indgreb i meddelelseshemmeligheden og andre redskaber, som kan anvendes inden for retsplejelovens rammer.
Målet med det fremadrettede arbejde i Task Force Øst og Task Force Vest er at drage de mest aktive og toneangivende aktører til ansvar for deres handlinger og få sat dem i fængsel.
Både det lokale politi og politiet i Task Force Øst og Task Force Vest bruger altså en bred vifte af redskaber af forskellig karakter, også dem, som er blevet indført med bandepakke I og bandepakke II.
I 2016 har politiet således oprettet 20 visitationszoner med henblik på at få fat i nogle af de våben, som florerer i rocker-bande-miljøet.
Herudover har politiet brugt muligheden i den såkaldte rockerlov til midlertidigt at lukke syv klubhuse med henblik på at mindske faren for personer, der bor i nærheden af eller færdes tæt på klubhusene.
I perioder, hvor politiet vurderer at der er et højt trussels- eller konfliktniveau i hele eller dele af miljøet, intensiverer og målretter politiet sin indsats.
Målretningen skal lægge en dæmper på konfliktniveauet og reducere den potentielle skadevirkning.
Det er f.eks.
sket efter skudepisoden i Lyngby, som jeg nu vil vende mig mod.
Mange borgere var ude at nyde en mild efterårsaften, måske for at sikre de første julegaveindkøb, da der blev affyret skud i Lyngby den 22.
november 2016.
En uskyldig kvinde blev på tragisk vis ramt i brystet af et skud.
Episoden viser, hvor afstumpede personer i rocker-bande-miljøet er, og hvor uendelig lidt de kerer sig om det omliggende og reelle danske samfund.
Som opfølgning på skudepisoden i Lyngby er der på et ekstraordinært møde i Task Force Øst truffet beslutning om en række konkrete tiltag, der skal styrke samarbejdet mellem de sjællandske politikredse, Task Force Øst og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.
Et af tiltagene er etablering af en større efterforskningsgruppe på tværs af Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi.
Efterforskningsgruppen skal sikre en tæt koordination af efterforskningerne af drab og drabsforsøg i det storkøbenhavnske område.
Et andet tiltag er, at der skal foretages en afdækning af mulighederne for at iværksætte nye efterforskninger mod de mest voldsparate personer og mulighederne for målrettede indsatser med henblik på at beslaglægge våben i rocker-bande-miljøet.
Et tredje tiltag er, at der med henblik på en forstærket koordination mellem Danmark og vores nabolande tages initiativ til at afholde et operationelt møde i regi af Europol.
Derudover er det i Nordsjællands Politi besluttet at intensivere tilstedeværelsen i området omkring Magasin og togstationen i Lyngby.
Helt konkret vil der være gående patruljer, som skal sikre synlighed og derudover have fokus på at skabe tryghed hos borgerne.
Samtidig skal de tage kontakt til lokale erhvervsdrivende for at gennemføre tryghedsskabende samtaler.
Ud over den politimæssige indsats har den tidligere regering allerede taget en række initiativer, som skal imødegå den række af skudepisoder i det offentlige rum, som vi særlig over de seneste måneder har set, men også den kriminalitet, som genererer profit til rocker-bande-miljøet.
Der er fremsat lovforslag, som skal gøre det nemmere at lukke ned for aktiviteterne i hashklubber gennem udstedelse af besøgsforbud.
Samtidig skal politiet have effektive og moderne efterforskningsredskaber.
Der bliver derfor skabt lovmæssigt grundlag for politiets kommende anvendelse af en analyseplatform, der i særlig grad vil kunne anvendes til sammenstilling af data og komplicerede efterforskninger, f.eks.
rettet mod rocker-bande-miljøet.
Snart kommer rockerborgsudvalget med deres anbefalinger til, hvordan myndighedernes indsats over for rockerborge kan styrkes, og derudover har partierne i blå blok sikret en fordobling af minimumsstraffen for besiddelse af skydevåben fra 1 år til 2 år i finansloven for 2017.
Det skal ses som modsvar til de seneste skudepisoder i det offentlige rum og som udtryk for, at regeringen har som en meget høj prioritet at få skydevåben væk fra gaderne i Danmark.
Regeringen vil fremsætte lovforslaget om skærpede straffe for besiddelse af skydevåben i det nye år.
Jeg har her i dag nævnt nogle af de igangværende initiativer, som gør det sværere at være rocker og bandemedlem.
Men som det fremgår af det nye regeringsgrundlag, vil denne regering slå endnu hårdere ned på rocker- og bandekriminalitet.
Vi vil styrke kontrollen med rockere og bandemedlemmer; vi vil begrænse mulighederne for prøveløsladelse; og vi vil gøre, hvad der er muligt, for at undgå, at rockerborge spreder frygt i lokalsamfundene.
Justitsministeriet er allerede i fuld gang med at overveje en række nye initiativer, der skal indgå i en kommende rocker-bande-pakke.
Ambitionen er at sætte en hårdere kurs over for rocker-bande-miljøet og skabe et samlet myndighedspres, der gør det så utåleligt som muligt at være rocker eller bandemedlem i Danmark.
Kampen mod rockere og bander er en vigtig kamp.
Jeg er helt sikker på, at vi her i salen deler opfattelsen af, at rockere og bandemedlemmer skal bekæmpes med alle midler.
Jeg vil opfordre til, at vi ser bort fra partiskel og eventuelle politiske, taktiske overvejelser.
Vi står sammen i den her kamp mod banderne.
Jeg ser frem til samarbejdet.
Jeg ser frem til at drøfte det med partierne og få gode ideer til, hvordan vi sikrer et trygt Danmark.
Tak for ordet.