Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 11:

Forespørgsel til udenrigsministeren. (Hasteforespørgsel):

Hvad vil ministeren på baggrund af anholdelserne af parlamentarikere fra HDP og journalister fra den uafhængige avis, Cumhuriyet, gøre for at holde Tyrkiet op på dets forpligtigelser i forhold til internationale aftaler?

Af Nikolaj Villumsen (EL), Søren Søndergaard (EL), Nick Hækkerup (S), Rasmus Nordqvist (ALT), Martin Lidegaard (RV) og Holger K. Nielsen (SF).

(Anmeldelse 11.11.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 17. november 2016.

Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, for en begrundelse. Værsgo.

Situationen i Tyrkiet er helt uacceptabel. Senest er journalister fra det sidste ikkeregeringskontrollerede dagblad, Cumhuriyet, blevet fængslet. Det samme er demokratisk valgte borgmestre og ti parlamentarikere fra landets tredjestørste parti, det venstreorienterede og prokurdiske parti HDP. Blandt de ti fængslede parlamentarikere er både den mandlige og den kvindelige formand for HDP, Selahattin Demirtas og Figen Yüksekdag . Demirtas – den mandlige formand – husker mange af jer sikkert fra hans besøg i Folketinget. HDP's parlamentarikere og journalisternes eneste forbrydelse er, at de har brugt deres ytringsfrihed til at tale den siddende regering og præsident Erdogan imod. Alle anklager imod dem er for at bruge deres ytringsfrihed. HDP har kæmpet indædt for en demokratisk udvikling i Tyrkiet, for en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål og for at sikre respekt for landets minoriteter, for ligestilling, kvindefrigørelse og LGBT-rettigheder – værdier, som store dele af Danmark deler. Nu sidder HDP-parlamentarikerne på anklagebænken, og mange af dem sidder allerede i fængsel. Fængslingen af parlamentarikerne er desværre kulminationen på en massiv bølge af overgreb. Titusinder dommere, journalister, lærere, faglige aktivister, offentligt ansatte og advokater sidder lige nu fængslet. I fredags blev 370 civilsamfundsorganisationer lukket ned, heriblandt organisationer for kvinde- og børnerettigheder.

Denne undertrykkelse strider klart mod Tyrkiets internationale forpligtigelser. Tyrkiet har med sit medlemskab af Europarådet forpligtet sig til at overholde den internationale og den europæiske menneskerettighedskonvention, og det sker tydeligvis ikke. Derfor er debatten i dag så vigtig.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for den lejlighed til igen at drøfte den seneste tids udvikling i Tyrkiet, som unægtelig er stærkt bekymrende. Natten til den 4. november blev de to HDP-formænd Selahattin Demirtas og Figen Yüksekdag tilbageholdt sammen med 10 andre HDP-parlamentsmedlemmer. Efterfølgende er hovedparten af disse, herunder de to formænd, blevet varetægtsfængslet. Tyrkisk politi brød ligeledes ind i HDP's hovedkvarter i Ankara, og der blev også lukket for adgangen til sociale medier som Twitter, Facebook og WhatsApp, angivelig for at forhindre organisering af protester ad den vej.

Anholdelserne lægger sig i forlængelse af den midlertidige forfatningsændring, som det tyrkiske parlament vedtog i maj 2016. Den ophæver kollektivt den parlamentariske immunitet for parlamentsmedlemmer med verserende anklage mod sig. Det var en sag, som vi drøftede her i salen med hasteforespørgsel F 42 før sommerferien. Parlamentsmedlemmer fra HDP tilkendegav i tiden efter immunitetsophævelsen, at de ikke frivilligt ville lade sig afhøre. De tyrkiske myndigheder henholder sig således til, at arrestationerne var en uundgåelig konsekvens af, at de relevante myndigheder gjorde deres pligt for at forfølge de verserende retssager.

Parallelt hermed er der også, som anført af forslagsstillerne, indledt sager mod chefredaktøren og en række journalister på avisen Hürriyet, som anses for at være den eneste tilbageværende større uafhængige oppositionsavis i Tyrkiet. I første omgang tilbageholdtes i alt 13 ledere og journalister angivelig på baggrund af mistanke om udøvelse af kriminalitet på vegne af Gülenbevægelsen og PKK – to forhold, der af mange betragtes som værende modstridende. Chefredaktøren og nogle af journalisterne er nu løsladt med begrænsninger, mens andre, mig bekendt, fortsat er tilbageholdt.

Der er tale om tiltag fra den tyrkiske regerings side, som vækker stærk bekymring både hos os i Danmark og i mange andre europæiske lande, som i øvrigt ikke kan ses isoleret, men som lægger sig oven på den udvikling, der i forvejen var bekymrende. Noget af det relaterede sig til undtagelsestilstanden i Tyrkiet efter det fejlslagne kupforsøg i juni måned, andet er af endnu ældre dato.

Tyrkiet forbeholder sig her og har som ethvert andet land ret til at bekæmpe terrorisme, som landet unægtelig har været hårdt ramt af – terrorangreb begået af både PKK og andre militante kurdiske grupper og af ISIL. Den kontekst skal man huske. Det er også klart, at Tyrkiets regering, parlamentariske flertal og almindelige befolkning ønsker at foretage et grundigt opgør med kupmagerne og deres medsammensvorne. Det har Tyrkiet også ret til. Men det er lige så klart, at ethvert opgør skal ske i overensstemmelse med almindelige retsstatsprincipper og i fuld respekt for de basale frihedsrettigheder og menneskerettighederne i det hele taget, og der er i stigende grad blevet grund til at sætte spørgsmålstegn ved det.

Derfor besluttede jeg, allerede samme dag som de seneste anholdelser var blevet gennemført, den 4. november, at indkalde Tyrkiets ambassadør i Danmark til en samtale med en af mine direktører i Udenrigsministeriet for at gøre den danske position helt klar. Det er et af de meget stærke bilaterale værktøjer, der er i den diplomatiske værktøjskasse at kalde en ambassadør til samtale. Da jeg selv var i Ankara i slutningen af september, brugte jeg naturligvis også lejligheden til at rejse lignende problemstillinger, om end det var før de seneste anholdelser.

Generelt er det imidlertid regeringens opfattelse gennem EU, at Danmark bedst løfter den opfattelse i et samarbejde, ikke mindst i forhold til et stort EU-naboland, som Tyrkiet er, også selv om det i perioder kan se meget svært ud.

Der var derfor også en klar dansk opbakning til, at EU i tillæg til udenrigsrepræsentanten og udvidelseskommissærens skarpe udtalelse i fredags kom med en erklæring mandag den 7. november på vegne af hele EU, dvs. også på medlemsstaternes vegne. Heri anføres det bl.a., at de seneste tiltag svækker retsstaten, respekten for menneskerettigheder, basale frihedsrettigheder og det parlamentariske demokrati i Tyrkiet samt skaber yderligere spændinger i det sydøstlige Tyrkiet og en generel polarisering af det tyrkiske samfund.

Tilsvarende støttede jeg, at situationen i Tyrkiet måtte sættes på dagsordenen på det EU-udenrigsministermøde, som vi holdt i mandags. På mødet gav jeg på Danmarks vegne klart udtryk for Danmarks forventning om, at EU følger op på disse sager. Det er udenrigsrepræsentanten heldigvis enig i, ligesom det er en tilgang, der nyder bred støtte blandt medlemslandene.

EU holder skarpt øje med udviklingen i Tyrkiet. Kommissionen offentliggør hvert år en pakke af omfattende rapporter for de lande, som EU forhandler udvidelse med, eller som er potentielle kandidatlande. Rapporten for 2016 blev offentliggjort i sidste uge. Fra EU's side stilles der de højeste krav til medlemslandene i forhold til retsstatsprincipper, menneskerettigheder, ytringsfrihed, mediefrihed og et uafhængigt retssystem. Derfor udgør disse forhold også en meget central del af rapportens indhold, og det støtter vi aktivt fra dansk side.

I årets rapport for Tyrkiet fremhæves det, at retsstatsprincipper, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder skal respekteres under alle omstændigheder. Der peges på tilbageskridt i relation til manglende uafhængighed i retssystemet og alvorligt tilbageskridt, hvad angår ytringsfrihed. Denne vurdering bakker vi fuldt op om fra dansk side, både i Bruxelles og i Ankara. Der lægges også vægt på, at der i opfølgningen på kupforsøget sikres retssikkerhed, beviser, transparente procedurer og et uafhængigt retssystem med fuld respekt for grundlæggende rettigheder.

Jeg forventer, at der bliver udtrykt klar kritik af Tyrkiet på de områder, når vi i december fra Ministerrådets side kommer med rådskonklusioner om rapporterne. Det vil Danmark støtte aktivt op omkring.

Særligt siden kupforsøget har Europarådet været aktivt engageret i dialogen med de tyrkiske myndigheder. Fokus er først og fremmest på, at undtagelsestilstanden og retsopgøret efter kupforsøget skal gennemføres i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen, retsstatsprincippet og Tyrkiets internationale forpligtelser. Dialogen føres på højeste politiske niveau anført af generalsekretæren og menneskerettighedskommissæren så vel som på mere teknisk niveau, f.eks. vedrørende de dekretlove, der er udstedt som led i undtagelsestilstanden. Generalsekretæren var den første prominente internationale aktør, der aflagde besøg i Tyrkiet efter kupforsøget. Forleden var han igen på besøg i Ankara, hvor han havde samtaler med ledende repræsentanter for regeringen så vel som et langt møde med præsident Erdogan, et andet møde med forfatningsdomstolens præsident og ledende oppositionspolitikere.

Generalsekretæren er særdeles kritisk over for den seneste tids repressive foranstaltninger mod medier og oppositionspolitikere, ligesom han satte spørgsmålstegn ved proportionaliteten i de alvorlige indgreb. Men overordnet set er generalsekretæren tilfreds med Europarådets dialog med de tyrkiske myndigheder. Det gælder også efter hans seneste besøg, hvor han insisterede på, at Tyrkiet skal levere konkrete resultater, og har peget på især seks konkrete punkter i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. Uden sådanne fremskridt vil det blive vanskeligt for ham at fortsætte dialogen på vegne af Europarådets medlemslande. Danmark bakker fuldtonet op om Europarådets arbejde i denne henseende.

I OSCE-regi stammer de relevante forpligtelser først og fremmest fra Københavnsdokumentet fra 1990, som er OSCE's grundlæggende dokument om menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Danmark bakker aktivt op om fælles EU-udtalelser om udviklinger i Tyrkiet og har ved flere lejligheder været blandt initiativtagerne hertil. Siden foråret har EU bragt situationen i Tyrkiet op syv gange i OSCE. Senest bakkede Danmark op om et fælles EU-indlæg i OSCE's Permanente Råd den 11. november om netop anholdelsen af parlamentarikere fra HDP og journalisterne fra Cumhuriyet.

EU fremhævede i den forbindelse, at Tyrkiet måtte respektere retsstatsprincipperne, de fundamentale friheder og det parlamentariske demokrati i Tyrkiet. Danmark vil fortsat aktivt bakke op om, at EU gennem OSCE følger udviklingen i Tyrkiet nøje og fastholder pres på Tyrkiet. Danmark støtter også aktivt arbejdet med en OSCE-beslutning om at styrke OSCE-forpligtelserne om ytringsfrihed. Forhandlingerne skaber bl.a. fornyet opmærksomhed om både udfordringer og medlemslandenes ansvar på området. Herudover kan Danmark støtte OSCE's uafhængige institutioner, bl.a. mediefrihedsrepræsentanten i at følge udviklingen i Tyrkiet, påtale overgreb og bistå Tyrkiet med at overholde og implementere sine OSCE-forpligtelser og andre internationale standarder.

Danmark vil benytte OSCE-ministerrådsmødet i Hamburg den 8.-9. december til at fremhæve vigtigheden af respekt for fundamentale friheder og retsstatsprincipper, som alle OSCE-lande har forpligtet sig til.

Derfor takker jeg for forespørgslen og ser frem til debatten.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

I sidste uge besøgte jeg Diyarbakir. Det er den kurdiske hovedby i Tyrkiet. Her er byens 1,7 millioner indbyggere frataget deres folkevalgte borgmester. Både den mandlige og den kvindelige overborgmester er tvangsfjernet og fængslet. Byen ledes nu af en regeringsudpeget administrator, som ingen af byens borgere har valgt. Jeg mødtes med to folkevalgte parlamentarikere fra HDP i byen. Den ene, etnisk tyrker, var lige kommet ud af fængslet efter flere dages ubegrundet anholdelse. Den anden, etnisk kurder og yazidi, var blevet tæsket gul og blå af Tyrkiets politi, da hun havde protesteret fredeligt mod fængslingen af byens overborgmestre.

Fra begge parlamentarikere var beskeden til det danske Folketing klar: Sæt handling bag jeres bekymring. Hvis I ikke handler nu, vil fængslingerne og undertrykkelsen fortsætte. Hvis I ikke handler nu, vil næste bølge af fængslinger gå i gang.

Samlet er 3,3 millioner borgere i de kurdiske byer i den østlige del af Tyrkiet lige nu frataget deres demokratisk valgte borgmestre. De er blevet tvangsfjernet og mange er blevet fængslet. Jeg mødte en af de her borgmestre. Hun hed Gülistan Akel. Hun fortalte, hvordan de ligestillingsinitiativer, som hun havde iværksat i sin periode som borgmester, var de første, som den nye administrator havde fjernet. Kvindekrisecentre var blevet lukket, og navnene på de kvinder, der havde lavet anmeldelser for hustruvold, var blevet offentliggjort af administratoren. På den måde gennemtvinges Erdogans autoritære, stokkonservative og islamistiske ideologi med magt i kurdiske byer, som aldrig har valgt regeringspartiet AKP.

HDP blev ved det seneste valg Tyrkiets tredjestørste parti med over 5 millioner vælgere. De her vælgere er nu taget som gidsel af den tyrkiske præsident Erdogan. Deres parlamentarikeres eneste forbrydelse er at bruge deres ytringsfrihed. Deres forbrydelser er at kræve demokrati. Deres forbrydelse er at kræve en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål. HDP var blandt de første, der tog afstand fra kupforsøget i juni. De voldsomme overgreb, der lige nu foregår, handler ikke om kupforsøget mod Erdogan. Det, der lige nu foregår, er et kup fra den tyrkiske præsident mod demokratiet, og det her kup skal vi heller ikke acceptere.

Tyrkiet er medlem af Europarådet og har forpligtet sig til at overholde den europæiske menneskerettighedskonvention. Tyrkiet er medlem af NATO, Tyrkiet er ansøgerland til EU, og vi har med andre ord en forpligtelse til at reagere, en pligt til at sige fra, når Erdogan løber fra sine aftaler og forpligtelser. Og det er vigtigt at understrege, at Danmark og Europa ikke er magtesløse over for udviklingen. Vi har mulighed for at handle.

For Enhedslisten er det afgørende, at vi ikke nøjes med bekymringer, men at vi kritiserer fængslingen af den tyrkiske demokratiske opposition. For Enhedslisten er det afgørende, at vi pålægger regeringen at arbejde for, at parlamentarikerne og journalisterne løslades, både bilateralt og i internationale fora. For Enhedslisten giver det ganske enkelt ikke mening at forhandle optagelse i EU med en tyrkisk regering, der fængsler landets demokratisk valgte opposition og regeringskritiske journalister. Derfor mener vi, at EU-optagelsesforhandlingerne bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder igen er sikret. Jeg håber, at vi i dagens debat kan få opbakning til disse konkrete initiativer.

Jeg vil på baggrund af det og på vegne af Enhedslisten gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget kritiserer anholdelserne i Tyrkiet af bl.a. parlamentarikere fra HDP og journalister fra den uafhængige avis Cumhuriyet og opfordrer med henvisning til V 28 og V 75 fra 2016 regeringen til at arbejde for deres løsladelse samt for en suspension af EU-optagelsesforhandlingerne, indtil de demokratiske rettigheder i landet er sikret.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak for det. Tak til ordføreren. Og så er det hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ved parlamentsvalget i juni måned sidste år lykkedes det HDP som det første prokurdiske parti nogen sinde at klare den høje spærregrænse på 10 pct., der er i Tyrkiet, og dermed få plads i det tyrkiske parlament. Den 15. juli i år var der det mislykkede kupforsøg, det, som Erdogan i øvrigt kaldte en gave fra Gud og i forlængelse deraf erklærede undtagelsestilstand og iværksatte udrensning af dem, som han mener stod bag kuppet.

Det har ført til en situation i Tyrkiet, hvor over 100.000 offentligt ansatte er suspenderet, 186 medier er lukket, 140 journalister er bag tremmer, og 3.640 dommere og anklagere er angiveligt blevet fyret. Og i sidste uge, som det også blev nævnt på talerstolen lige før, blev to prokurdiske borgmestre og 12 ledende figurer, herunder chefredaktøren fra den allersidste kritiske avis, Cumhuriyet, anholdt. Udrensningerne omfatter også alle, som er tæt på HDP, hvilket man kan undre sig over, al den stund at det ikke er sådan, at kurderne mistænkes for at være med i kupforsøget. Grundlaget for at gøre det er, at HDP beskyldes for at have tilknytning til og fremme interesserne for den militante tyrkiske gruppe PKK.

Som det også blev nævnt, blev 12 prokurdiske parlamentarikere, herunder lederne af HDP, anholdt i sidste uge, og det hører med til historien, at kort før kupforsøget stemte et flertal af medlemmerne i parlamentet for en resolution, som ophævede den juridiske immunitet for HDP's medlemmer; en beslutning, som Folketinget i øvrigt med vedtagelsen af V 75 tog afstand fra og opfordrede regeringen til at forfølge over for Tyrkiet. Ifølge HDP har 5.000 mennesker med tilknytning til partiet været tilbageholdt siden valget i juni måned, mange af dem for beskyldninger om forbindelser til PKK. Ud af de 5.000 er 1.000 blevet formelt sigtet.

Situationen er opsamlende, at demokratiet og menneskerettighederne trædes under fode i Tyrkiet. Den måde, som Erdogan optræder på, gør jo i virkeligheden, at det kurdiske mindretal er uvelkomment, ikke bare i parlamentet, men i det almindelige demokratiske liv, i det almindelige civile liv i Tyrkiet. Den måde, som Erdogan optræder på, gør det endnu mere udsigtsløst, at Tyrkiet kan lægge ustabilitet og spændinger og våbenbrug og krig bag sig og komme til at leve i fred og fordragelighed. Det er derfor nødvendigt og relevant, at Folketinget tager afstand fra det, som sker i Tyrkiet, og rejser kritik af det, der sker i Tyrkiet, og derfor er det godt, at det sker i dag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for det. Og tak til hr. Nick Hækkerup for den klare kritik i forhold til de problemer, der er i Tyrkiet. Den er jeg fuldt ud enig i, ligesom jeg er enig i behovet for en genoptagelse af fredsprocessen, så der kan findes en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål.

Når jeg har skrevet mig på for at få ordet, er det bare for at høre, om Socialdemokratiet virkelig mener, at det giver mening at fortsætte EU-optagelsesforhandlinger på et tidspunkt, hvor vi ser, at den demokratiske opposition fængsles. Ville det ikke give mening at suspendere forhandlingerne, indtil de demokratiske rettigheder er sikret?

Værsgo til ordføreren.

Men det er jo i virkeligheden grundlæggende et spørgsmål om, hvordan vi går til lande og styrer, som vi er uenige med. Det er efter vores opfattelse vigtigere at fastholde en dialog og vigtigere at fastholde en kritik end at skubbe dem ud og skamme dem ud, som vi er uenige med. Der er jo – og det ved vi alle sammen her i salen – ingen udsigter til, at Tyrkiet kan blive medlem af EU. Med den undertrykkelse af retsstaten – af frihedsrettigheder, af mediefrihed osv., som er noget af det, der skal opfyldes, for at man kan blive medlem af EU – bevæger Tyrkiet sig jo ikke på vej ind i EU, men derimod væk fra EU. Men netop forhandlingerne, netop det at have kritikken og dialogen er jo en af mulighederne for at skubbe til udviklingen.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg er helt enig i, at det er vigtigt at skubbe på, men problemet er jo, at de her forhandlinger har stået på længe, og at udviklingen går den helt forkerte vej. Altså, man kan sige, at vi faktisk fra Danmarks og Europas side har valgt at samarbejde meget, meget tæt med Tyrkiet – man har en toldunion, man har økonomisk støtte til den tyrkiske regering – og nu står vi så i en situation, hvor det går i den forkerte retning. Burde det så ikke være relevant ikke at fortsætte med guleroden, men at gå over til pisk og dermed en suspension af forhandlingerne?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det kommer jo i virkeligheden an på, hvad man anser som det mest tjenlige middel, og jeg tror sådan set, det er et tjenligt middel at blive ved med at rejse kritikken af Tyrkiet, at blive ved med at finde fora til at have den kritiske dialog i, at blive ved med at presse på så godt, som vi kan. Og her drejer det sig ikke om, at vi finder ud af, hvem der her i salen kan råbe højest – altså, jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi ikke kan samles alle sammen om et forslag til vedtagelse, for jeg synes, at det ville stå så meget desto stærkere. Og mon ikke også at Enhedslisten, når det kommer til stykket, i morgen vil stemme for det forslag til vedtagelse, som der foreligger.

Tak for det. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare i forlængelse af det, som hr. Nikolaj Villumsen stillede som spørgsmål, spørge ordføreren: Hvis nu man forestillede sig, at det var i dag, altså lige nu, at man fra EU's side skulle beslutte, om man ville indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, hvordan var det så gået?

Værsgo.

Det er jo svært at svare på, al den stund at det jo er kontrafaktuelt. Jeg synes bare, der er grund til at konstatere den enighed, som vi vel også kan samles om, handler om, at sådan som Tyrkiet opfører sig i øjeblikket, bringer det dem ikke tættere på EU, men længere væk fra EU, og at de brud, der sker, på menneskerettigheder, frihedsrettigheder og almindelige retsstatsprincipper er under al kritik. Jeg synes også, det er værd at notere sig, at nogle af dem, der har været fremme og udtalt denne kritik, jo præcis er EU, ligesom jeg i øvrigt synes, det er relevant, når det sker i regi af Europarådet eller OSCE. Altså, jeg synes, det er relevant at gøre det alle de der steder, hvor vi kan presse på, og hvor det internationale samfund kan finde veje til at rejse kritik af det, der foregår i Tyrkiet.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er 4 måneder siden, at militæret i Tyrkiet forsøgte at overtage magten, og kuppet mislykkedes som bekendt. Det står i modsætning til det moderne Tyrkiets tidligere militærkup, som fandt sted i 1960, 1971 og i 1980. Men hvorfor agerer det tyrkiske forsvar, som det gør?

For at kunne forklare det, må vi se på, hvad det moderne Tyrkiet er, som begyndte ved første verdenskrigs afslutning, og som i 1923 bragte Kemal Atatürk til magten. Han overtog et land, som intet havde at byde på, og hvor kun 8 pct. af befolkningen kunne læse og skrive. Et land, hvor den fordummende sharialov herskede.

Atatürk så mod USA og Europa med det formål at gøre Tyrkiet til et moderne, vestligt og sekulært industrisamfund.

Allerede inden der var gået 5 år, var der sket dramatiske ændringer. Shariadomstolene var afskaffet, imamernes magt var borte, retsvæsnet var indført efter vesteuropæisk skik, metersystemet blev indført, den gregorianske kalender blev indført, det arabiske alfabet blev udskiftet med det latinske, således at unge tyrkere lettere kunne studere ved vestlige læreanstalter.

Der blev overalt undervist efter vestlig standard, arbejdskulturen var ændret, og det samme var holdninger og livsførelse.

Kvinder smed glade de undertrykkende tørklæder i skraldespanden, og efter 15 år var det ikke bare 8 pct. der kunne læse og skrive, men 30 pct.

Atatürk døde i 1938, men hans arv var, at Tyrkiet måtte vedblive at være et moderne, sekulært land, og at islamismen ikke igen måtte få magt.

Denne arv forpligtede han militæret på. Tyrkiets forsvarstropper blev udnævnt til at skulle være selve garanten for, at det religiøse styre og dermed fordummelsen ikke atter fik fodfæste.

Derfor overtog hæren magten i 1960, 1971 og i 1980, og derfor forsøgte hæren at tage magten i juli måned.

Her skal lige nævnes, at den vestlige verdens ledere var særdeles stille de første mange timer, mens kupforsøget pågik. Først, da det stod helt klart, at det var lykkedes Erdogan at slå det ned, skyndte alle sig at erklære sig forfærdede over generalernes handling. Men lur mig, om det egentlig ikke havde passet Vesten ganske godt om også dette kup, nummer fire, var lykkedes. Det får vi aldrig svar på.

I dag er alle Vestens ledere igen forfærdede, men nu er man forfærdet over Erdogan og hans fremfærd, som er blevet så fint skildret her i salen i dag.

Men jeg er nødt til at spørge udenrigsministeren: Hvad havde man egentlig ventet af Erdogan efter de dage i juli måned? Hvorfor kommer det pludselig som en vældig stor overraskelse, at en islamistisk politiker fører islamistisk politik? Og hvorfor var det så vigtigt for den danske regering at sende islamisten Erdogan lykønskninger, i anledning af at han havde slået et sekulært kup ned?

Vi har endnu til gode at finde ud af, hvordan militærkuppet blev forberedt, hvem der var den ledende kraft, og hvordan det lykkedes Erdogan så hurtigt og effektivt at slå kuppet ned, og hvilke folk han eventuelt på forhånd havde installeret blandt kupmagerne.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi nok aldrig får den fortælling, da det jo altid er vinderne, der skriver historien.

Det er væsentligt, at Danmark sender den besked til Erdogan, at en europæisk fremtid ikke længere er en mulighed, og jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen aktivt i EU at medvirke til, at EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet aflyses.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 11)

Tak for det. Og forslaget vil ligesom det forrige indgå i den videre forhandling. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, har lige en kommentar. Værsgo.

Tak for det. Først må jeg starte med at sige, at det måske undrer mig lidt, at Dansk Folkeparti er så rosende over for Atatürk, vel vidende at det jo bl.a. var Atatürk, der var ansvarlig for folkedrabet på armenierne, og som indførte en forfatning, der ikke anerkender kristne og kurdere og mange af de andre minoriteter i landet. Så den arv har jo været meget undertrykkende.

Det er jo ikke nyt, at Dansk Folkeparti mener, at man skal afvise EU-optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det har man, så vidt jeg husker, ment altid. Men mener Dansk Folkeparti, når man nu foreslår det i dette forslag til vedtagelse, og hvor vi diskuterer fængsling af parlamentarikere og journalister, der klart tog afstand fra kuppet, men nu sidder fængslet, at en afvisning af optagelserne fuldstændig vil være til gavn for dem fra den demokratiske opposition, der sidder fængslet?

Værsgo til ordføreren.

Det kan vi jo ikke vide. Altså, det ville være rent gætteri om, hvad der ville ske, hvis det rent faktisk blev en realitet, at man afbrød optagelsesforhandlingerne. Men det er jo ikke det, der er vores opgave i den her situation. Vores opgave er at være helt sikker på, at Tyrkiet aldrig bliver medlem af EU. Det er der, det starter. Hvordan det så vil udvikle sig i Tyrkiet, kan man ikke vide. Jeg tror egentlig ikke, at oppositionen synes, at det kan blive meget værre, end det er lige nu.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Det synes jeg faktisk var meget rart at få på plads. Altså, når Dansk Folkeparti fremsætter forslag om fuldstændigt at afvise optagelsesforhandlinger mellem EU og Tyrkiet, er det ikke for at hjælpe den demokratiske opposition.

Så siger hr. Søren Espersen, at vores eneste opgave er at sørge for, at Tyrkiet ikke bliver medlem af EU. Nu er Tyrkiet jo medlem af NATO. Tyrkiet er et land lige på grænsen til Europa, hvor vi allerede nu kan se, at hundred tusinder af flygtninge fra de kurdiske områder er jaget på flugt. Har Danmark ikke en interesse i at stoppe endnu et diktatur med internt kaos og konflikt på grænsen til Europa, og kunne vi ikke gøre det ved at bakke op om de demokratiske kræfter?

Værsgo.

Men ofte i den her situation er det sådan, at man jo først og fremmest skal tænke på det, som ligger en nærmest. Vores ærinde her er at sikre, at Tyrkiet ikke bliver medlem af EU – og ikke nogen sinde bliver medlem af EU. Det er opgaven for Dansk Folkeparti. Det er meget vanskeligt at sige, hvem det er man støtter ved det, eller hvem man ikke støtter ved det. Jeg tror, at Erdogan ville se det som en meget stor ydmygelse, hvis EU besluttede sig for at standse optagelsesforhandlingerne.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Udviklingen går absolut i den forkerte retning i Tyrkiet. Kupforsøget er blevet brugt af Erdogan som en meget belejlig anledning til at sætte politiske modstandere bag lås og slå. Vi har tidligere her i salen jo også debatteret Tyrkiets anholdelser og forfølgelse af folkevalgte, og det er bestemt nødvendigt, at vi endnu en gang forholder os til den negative udvikling i Tyrkiet. Landet er jo som bekendt både medlem af NATO og Europarådet, og det betyder, at Tyrkiet skal leve op til visse standarder. Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet er meget langt fra disse standarder fra f.eks. Europarådets side.

Anledningen til denne forespørgsel er tilbageholdelsen og fængslingen af en lang række parlamentsmedlemmer fra det kurdiske HDP-parti, og episoden er jo desværre blot en ud af mange, hvor demokratiet og retsstaten er blevet sat ud af kraft i Tyrkiet. Samtidig er der også indledt sager mod chefredaktører og en gruppe journalister på Tyrkiets eneste uafhængige avis. Selvfølgelig har Tyrkiet både en ret og pligt til at bekæmpe terrorisme, herunder også i forhold til PKK, og Tyrkiet har naturligvis også ret til at bringe de ansvarlige for kupforsøget til ansvar. Imidlertid skal begge dele foregå inden for retsstatens rammer og dets institutioner, og det er desværre meget tydeligt, at det ikke er det, der foregår i øjeblikket. Fængslinger og ransagninger er i høj grad politisk motiverede eller direkte vilkårlige, og fra dansk side skal vi naturligvis være bekymret over udviklingen.

De to konkrete sager medførte derfor, at den tyrkiske ambassadør blev indkaldt til en samtale i Udenrigsministeriet. Det er et af de mere alvorlige diplomatiske skridt, man kan tage, og det er skridt, som sjældent bliver taget i anvendelse. En samtale i Udenrigsministeriet får selvfølgelig ikke Tyrkiet til sådan helt automatisk at rette ind. Det er kun gennem EU, at vi for alvor kan trække Tyrkiet i en anden retning. Når vi taler med én stemme i EU, har det en helt anden effekt på Ankara, end hvis det blot er Danmark, der kritiserer overtrædelserne af menneskerettighederne. EU har ad flere omgange kritiseret udviklingen i Tyrkiet, herunder svækkelsen af retsstaten og de basale frihedsrettigheder. Det skete så sent som den 7. november, hvor der blev udsendt en meget skarp erklæring vedrørende Tyrkiet.

Tyrkiet er en del af en række vestlige samarbejdsorganisationer og som sådan en stærk allieret i NATO, og det har taget årtier at opbygge dette fortrolige forhold. De sekulære værdier, som Atatürks moderne Tyrkiet er bygget på, er udfordret. Dermed er forholdet mellem Tyrkiet og den vestlige verden ligeledes udfordret. Erdogan har bragt Tyrkiet til en skillevej, og fortsætter udviklingen, må Erdogan gøre op med sig selv, om landet skal være et vestligt inspireret demokrati og retsstat eller noget helt andet, f.eks. et mellemøstligt land.

Vi har naturligvis en interesse i at knytte Tyrkiet tæt til Europa og den øvrige vestlige verden, men et Tyrkiet, hvor retsstaten og de almindelige frihedsrettigheder permanent er sat ud af spil, er ikke et land, som vi kan have som nær allieret i fremtiden. Så lad os håbe på, at det ikke kommer så vidt, og at det lykkes at få Tyrkiet til at opgive den farlige kurs, landet har begivet sig ud på. Det er i hvert fald vigtigt, at vi også fra dansk side gør alt, hvad vi kan, for at sørge for det.

Tak til ordføreren. Der er to med kommentarer, og det er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, først. Værsgo.

Tak for det. Fra Enhedslistens side har vi jo foreslået, at en måde, hvorpå man ligesom kunne sætte hårdt mod hårdt over for den tyrkiske præsident Erdogan, kunne være ved at suspendere optagelsesforhandlingerne med EU, indtil Tyrkiet igen sikrer de demokratiske rettigheder. Kan Venstre støtte det? Og hvis Venstre ikke kan støtte det, hvad skal der så til, før de her forhandlinger kan blive suspenderet?

Værsgo.

Jamen fra Venstres side kan vi ikke støtte det. Venstre har som parti den klare holdning, at der kan sættes nogle røde streger, og en af de røde streger er f.eks. dødsstraffen. Og hvis Tyrkiets parlament indfører dødsstraf, vil det være en rød streg i forhold til en EU-optagelse. Men som det foregår lige i øjeblikket, er det selvfølgelig en balancegang, og derfor mener Venstre klart, at den balancegang må være, at vi på den ene side skarpt irettesætter Tyrkiet i forhold til de brud, der er på frihedsrettighederne, men at vi på den anden side også har en aktiv dialog med oppositionen og med de forskellige ngo'er, som arbejder for et mere demokratisk Tyrkiet. Så det er en balancegang.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg er helt enig i, at dødsstraf er uacceptabelt. Jeg tror bare ikke, vi skal undervurdere, at den tyrkiske præsident Erdogan ikke er dum, og han kan sagtens finde på at lege kispus med os. Han vil gerne have os til at diskutere indførelse af dødsstraf, og det skal være en rød linje, og så kan al den undertrykkelse, som vi jo står og diskuterer i dag, fortsætte, uden at det får en konsekvens. Så jeg vil bare gerne høre fra Venstre: Er indførelsen af dødsstraf virkelig det eneste, der kan få Venstre til at støtte en suspension af optagelsesforhandlingerne, indtil de demokratiske rettigheder igen er sikret?

Værsgo.

Vi følger selvfølgelig situationen nøje. Vi må jo indrømme, at de forskellige tiltag, der er taget, senest med anholdelsen af deciderede parlamentsmedlemmer, er ekstremt bekymrende, og derfor er det meget, meget svært at sætte sådan en – hvad skal vi sige – faktaliste op, i forhold til om det, hvis der er andre tiltag, så er for meget eller for lidt. Så derfor er det reelle og ærlige svar, at vi følger situationen nøje, og at vi gør stillingen op, jo længere vi kommer ind i processen. Vi håber på, at det internationale pres, der er nu, vil sende et klart signal til ikke bare Erdogan, men også til hele parlamentet, om, at nu skal man altså sørge for, at man ikke går for langt.

Hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Hvis vi nu prøver at skrue tiden tilbage til inden militærkuppet, kan vi jo se, at der allerede var en udvikling i gang i Tyrkiet, som styrede i en islamistisk retning; det tror jeg alle er enige om. Og så kom kuppet, som selvfølgelig gjorde det nemmere for Erdogan at få fængslet sine politiske modstandere. Men ellers fik han jo magten ved et demokratisk valg, så der var jo på den måde et demokrati i Tyrkiet. Men man valgte så at stemme for en islamistisk retning. Jeg vil spørge Venstres ordfører, om det kommer som en stor overraskelse for ham, at en islamistisk politiker fører islamistisk politik.

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Allerførst vil jeg jo lige henlede opmærksomheden på noget, som vi måske en gang imellem glemmer, og det er, at der faktisk ikke var et flertal i den tyrkiske befolkning, som stemte for Erdogan. Det er jo kun på grund af det meget mærkelige – undskyld, jeg siger det – tyrkiske valgsystem, hvor du har meget, meget høje krav til, hvornår et parti er valgt ind, at AKP-partiet har fået flertal i parlamentet. For ellers var det faktisk under 50 pct., som stemte på AKP, Erdogans parti.

Dernæst vil jeg til spørgsmålet om, om det kommer som en overraskelse, sige: Ja, det gør det faktisk. For én ting er selvfølgelig, at man har kunnet høre en retorik fra Erdogans side, som er meget bekymrende, og jeg deler det, som hr. Søren Espersen siger, om, at vi allerede før kupforsøget har kunnet se en negativ udvikling, men en anden ting er, at vi nu i dag har kunnet se tusinder af tilfældige anholdelser og domstole, der reelt også er politiske, i forhold til anholdelser, osv. osv. Det må jeg indrømme jeg tror er kommet som en stor overraskelse for en lang række mennesker.

Hr. Søren Espersen.

Nu er der jo forskellige valgmetoder rundtom i verden. Her skal andelen af de stemmer, man får, være ret stor, inden det giver valg; i England har de et specielt valgsystem med enkeltmandskredse; i USA har vi lige set, at Hillary Clinton fik 1 million stemmer mere end Donald Trump og alligevel ikke blev præsident. Så jeg tror, vi skal se bort fra det valgsystem og bare sige, at sådan fungerer det altså i Tyrkiet, og set i det lys var det vel et demokratisk valg, der fandt sted. Er det ikke rigtigt, at befolkningen stemte sig til islamisme, og hvad gør vi så ved det?

Værsgo.

Det er fuldstændig korrekt, at det var et demokratisk valg; de internationale observatører sagde, at der var nogle forskellige problemer med valget, men generelt var det et demokratisk valg, og det anerkender vi selvfølgelig. Det betyder jo også, at Erdogan er demokratisk valgt, og vi bliver nødsaget til at håndtere det. Men derfra og så til at sige, at det er ligegyldigt, hvad der foregår i Tyrkiet – den holdning deler jeg ikke. Tyrkiet er medlem af Europarådet, og derfor er der en lang række kriterier, som de skal opfylde.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for redegørelsen, og tak til hr. Nikolaj Villumsen for hans førstehåndsberetninger fra hans rejse til Tyrkiet, hvor nedtrykkende den end måtte være.

Vi lever i en tid, hvor der sker ting i verden, som vi ikke i vores vildeste fantasi havde troet ville ske nu: Russerne annekterer Krim, Storbritannien melder sig ud af EU, medlemslandene i EU knægter fundamentale frihedsrettigheder, amerikanerne overrasker alle med valget af Trump, demokratiudviklingen går i stampe rigtig mange steder, og den går tilmed tilbage – ikke mindst i Tyrkiet, dette mægtige land, der i mange år har vist gode takter i retning af både økonomisk udvikling og gradvis etablering af demokrati, som vi kender det fra de vestlige liberale og sekulære demokratier. I de seneste år er det imidlertid gået tilbage, og efter det mislykkede kupforsøg ser det ud til at gå helt galt. Parlamentarikere og politiske modstandere anholdes og forfølges, uafhængige journalister fængsles, og lærere, dommere og embedsmænd afskediges i hobetal, internationale aftaler krænkes, og det forlyder, at dødsdom kan være på vej til at blive genindført. Det er i høj grad bekymrende.

Vi har i Liberal Alliance længe været meget skeptiske over for Tyrkiets ønske om at blive medlem af EU, og som situationen er nu, er der ingen udsigter hertil. Det er helt afgørende, at ikke blot den danske regering, men også det samlede EU gør det krystalklart for den tyrkiske regering, at det er aldeles udelukket, at Tyrkiet kan blive medlem af EU, som situationen ser ud i øjeblikket.

Liberal Alliance støtter derfor det forslag til vedtagelse, som et bredt flertal i Folketinget bakker op om, og vi er bestemt heller ikke afvisende over for Enhedslistens tanke om, at EU suspenderer de igangværende optagelsesforhandlinger, til situationen eventuelt normaliseres. På den anden side er dialogen med Tyrkiet afgørende af såvel politiske, diplomatiske og økonomiske grunde. Vi vil derfor overlade det til regeringen at vurdere, om det næste skridt skal være en suspension af optagelsesforhandlingerne, og i Liberal Alliance støtter vi et sådant ønske, hvis det vurderes at være det kloge næste skridt. Indtil da følger vi udviklingen nøje, og vi forventer, at regeringen har fuld opmærksomhed på situationen både bilateralt og i EU-regi.

Liberal Alliance støtter det fremsatte forslag til vedtagelse sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Socialdemokratiet og Alternativet.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til Liberal Alliance for at være åbne for at diskutere muligheden for at suspendere forhandlingerne. Det er rigtigt, at sådan noget skal man ikke bare gøre ud af det blå. Det skal være klogt. Jeg mener så bare, at når vi har en situation, hvor Tyrkiet går i så fuldstændig en undertrykkende retning som nu, ville det være klogt at sende et klart signal til Erdogan, og det ville faktisk presse ham, hvis der var en suspension af EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, indtil de demokratiske rettigheder igen var sikret. Men hvornår mener Liberal Alliance det ville være klogt? Man kan selvfølgelig bare sige, at det ved regeringen. Men jeg ved jo, at Liberal Alliance nogle gange er uenig med regeringen. Så hvornår mener Liberal Alliance at nok er nok?

Værsgo, ordføreren.

Det er svært at sætte en præcis etape på og sige, hvad der skal til af yderligere forfærdeligheder, før man når dertil. Hvornår er den kritiske dialog klogest, og hvornår er mere benhårde, konkrete konsekvenser klogest? Jeg tror – og det er en vurdering, det erkender jeg – at det i den her situation er klogt, at vi så at sige bevarer et ekstra gear i forhold til Tyrkiet for den eventuelle situation, at de f.eks. måtte finde på at genindføre dødsstraffen.

Værsgo, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Helt ærligt tror jeg – som jeg har sagt tidligere – slet ikke, at vi skal undervurdere den tyrkiske præsident Erdogan. Hvis jeg fornemmer det rigtigt, er diskussionen om dødsstraf noget, man kan lege kispus med Europa om, så lang tid man nu har lyst til det. For så skal vi diskutere mulighed for dødsstraf eller ej, og så skal vi ikke diskutere, om det skal have konsekvenser, at man laver den voldsomme undertrykkelse, man lige nu laver, af den demokratiske opposition.

Så hvis Liberal Alliance er enig i det, hvorfor er det så ikke nu, at vi skal sætte en streg i sandet? Og hvad andet end dødsstraf kan udløse, at man skal suspendere forhandlingerne?

Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at vi ikke må undervurdere præsident Erdogan, og hvad han er både i stand til og parat til at gennemføre over for sit folk. I virkeligheden tror jeg, at det har vi gjort alt for længe, altså netop undervurderet ham og hans projekt.

Så spørger ordføreren igen, hvor det er, at vi trækker stregen i sandet. Hvis jeg vidste, præcis hvordan udviklingen ville være i Tyrkiet, altså kunne fremskrive den, så kunne man også lettere svare sådan mere konkret på det. Jeg kan i hvert fald sige det så konkret, at den dag, man formelt måtte beslutte at indføre dødsstraffen i Tyrkiet, stemmer vi også for at suspendere optagelsesforhandlingerne – muligvis før.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Situationen i Tyrkiet er stærkt skræmmende. Den senere tids eskalering af overgreb på menneskerettigheder og demokrati kan vi ikke bare ignorere. I Alternativet fordømmer vi som resten af Folketinget selvfølgelig den udvikling, der er sket over de senere år, og som i den grad er eskaleret siden kupforsøget i sommer.

Når man kigger ud i verden i dag, kan man undre sig over den forandring, der sker. Vi ser i stigende grad flere og flere lande sætte spørgsmålstegn ved, hvad der for få år siden var selvfølgeligheder, nemlig internationale standarder for menneskerettigheder og demokrati. Det siger jeg på ingen måde for at sidestille, hvad der sker i Tyrkiet, med den diskussion, der foregår andre steder i forhold til f.eks. internationale konventioner og menneskerettigheder. Men når noget som det, der foregår i Tyrkiet, kan ske efter en årrække, hvor der faktisk har været en positiv udvikling, så kalder det på refleksion fra os alle. Når frie medier lukker, når journalister og dommere og selv skolelærere bliver fyret og forfulgt, når vores gode kollegaer fra HDP, det tyrkiske parlament, sættes bag tremmer, så har vi en forpligtelse til at reagere.

Der er også grund til alvorlig bekymring, når det kommer til kurdernes generelle situation i Tyrkiet. Vi ser desværre en optrapning af konflikten, og det er farligt og skræmmende. Tyrkiet blokerer for den frie presses mulighed for at dække de her forhold og for at dække konflikterne i kurdiske områder både i Nordsyrien og i Tyrkiet generelt. Den fri presse er afgørende for at dokumentere begivenheder og overgreb og danne grundlag for en oplyst debat, der sikrer et oplyst grundlag at træffe beslutninger ud fra. Så vi må og skal ikke glemme kurdernes situation, fordi vi eksempelvis er bange for, at der kommer flygtninge til Europa.

Når man skal reagere på den her slags situationer, handler det selvfølgelig om hele tiden at afveje: Hvad er det, vi får mest ud af? Hvornår skal vi spille hvilke kort og ikke smide alle kortene på forhånd? Vi mener, det er helt åbenlyst, at man bliver nødt til at se på den flygtningeaftale, der er lavet mellem EU og Tyrkiet, og suspendere den. Det er netop, fordi den indeholder rigtig mange penge på den ene side og på den anden side indeholder mennesker, der er på flugt, mennesker, der har krav på beskyttelse i henhold til internationale regler. Det er samtidig en aftale, som er stærkt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, netop fordi den også kan ses som et brud på menneskerettighederne. Derfor er det et åbenlyst sted at tage fat i første omgang.

Men der er nu behov for i almindelighed, at vi arbejder aktivt, at regeringen arbejder aktivt, både bilateralt og gennem alle de internationale fora, vi kan, for at presse Erdogan til at overholde demokratiets spilleregler og overholde menneskerettighederne og droppe den undtagelsestilstand, som bliver brugt som undskyldning for at angribe, fyre og forfølge borgere. Der er behov for, at vi fra dansk side bakker fuldt og helt op om menneskerettigheder, om internationale aftaler, for derigennem kan vi også presse et land som Tyrkiet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen bemærkninger. Og det betyder, at det nu er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre, som ordfører. Værsgo.

Situationen i Tyrkiet er både dybt bekymrende og dybt ulykkelig, især når man tænker på, at hvis vi går bare 2 år tilbage i tiden, var vi i en ganske anden situation. Da var der optimisme, der var seriøse fredsforhandlinger mellem det kurdiske mindretal og den tyrkiske regering. Flere af os havde håb om, at årtiers konflikt, væbnet opstand, terror og undertrykkelse af kurdiske mindretal kunne bringes til ophør og erstattes af en fredelig aftale til gavn og glæde for alle fredelige mennesker på begge sider af bordet. Vi havde en situation, hvor Tyrkiet blev berømmet og æret over at modtage op mod 1,5 millioner flygtninge fra nabolandet uden at kny. Størstedelen betalte Tyrkiet selv og med en imponerende humanitær indsats til hjælp til de mange syriske flygtninge. Også på det mere traditionelle ytringsfrihedsområde gik det fremad. Det var ikke perfekt. Der sad stadig, som jeg husker det, et par hundrede journalister i fængsel, hvilket er alt, alt for mange, men tallet var for nedadgående. Det gik stille og roligt den rigtige vej.

Længere tid siden er det ikke, at vi havde den optimisme, og i dag må vi sige, at på alle områder går det så i den stik modsatte retning. Der er brug for at gøre alt, hvad der gøres kan, for at vende situationen, for at hjælpe de mennesker, både kurdiske politikere, journalister og andre, der arbejder for et Tyrkiet, hvor menneskerettigheder respekteres, og hvor alle befolkningsgrupper kan leve fredeligt. Spørgsmålet er, når vi står her i dag: Hvad kan vi gøre for at presse på for, at det sker i en situation, hvor spændingerne i Tyrkiet er til at tage og føle på, og hvor præsidenten tydeligvis ikke har til hensigt at lægge kursen om lige med det samme oven på det kupforsøg, der har været?

I dag har debatten så fokuseret på, om man skal spille EU-medlemskabet ind som en brik på nuværende tidspunkt. Jeg vil gerne melde mig i koret blandt de ordførere, der tror, at det ikke er det rigtige tidspunkt at gøre det på, og det skyldes simpelt hen, at det forum, som forhandlingerne om optagelse foregår i, mener jeg ikke at vi kan undvære. Det er i høj grad dér, den kritiske dialog foregår, og det er dér, at presset tilbage på de embedsmænd, på det system, som understøtter Erdogan, pågår. Det er den ene grund.

Den anden grund er, at jeg sådan set stadig væk tror, at det principielle udgangspunkt, at EU ønsker forhandlinger med Tyrkiet, er vores største, om jeg så må sige, instrument i redskabskassen i forhold til at lægge pres på Erdogan. Og i det øjeblik, vi tager det instrument op og smider det væk, så eksisterer det ikke mere. Så kan man ikke bruge det hverken som stok eller gulerod. Og så har EU sådan set ikke særlig mange andre værktøjer i værktøjskassen. Derfor skal man altså passe meget på med, hvordan man anvender det.

Det er indlysende for mig, at en optagelse af Tyrkiet i EU ligger – hvis det nogen sinde sker – mange, mange år ud i fremtiden, fordi det jo er helt tydeligt, at Tyrkiet i øjeblikket bevæger sig væk fra en sådan optagelse. Men netop af den grund tror jeg, det vil være en fejl, og jeg tror, at det vil være en bjørnetjeneste at gøre de pressede grupper i Tyrkiet, både de journalister og medier, der undertrykkes, men også de kurdiske grupper, hvis EU trækker sig ud af kampen på den måde på nuværende tidspunkt.

Derfor er løsningen for mig og for Radikale Venstre at se, at vi opretholder presset, at vi netop gør det gennem EU og i alle de fora, som der eksisterer på grund af optagelsesforhandlingerne, og dermed lægger det maksimale pres, både som land og som europæisk union. Derfor er jeg også glad for at kunne læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, SF og De Konservative:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget kritiserer anholdelserne i Tyrkiet af parlamentarikere fra HDP og journalister fra den uafhængige avis Cumhuriyet og opfordrer med henvisning til V 28 og V 75 fra 2016 regeringen til at arbejde aktivt for deres løsladelse, både bilateralt og i relevante internationale fora.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 12).

Tak. Der er nogle folketingsmedlemmer, der har skrevet sig på til bemærkninger. Først er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg sige, at jeg ikke er enig med hr. Martin Lidegaard i, at det kun er EU-optagelsesforhandlingerne, som vi har at presse Tyrkiet med. Tyrkiet har en toldunion, der er meget, meget exceptionel og tæt forbundet med EU. Vi giver årligt milliarder i økonomisk støtte fra skatteborgerne i Europa til den tyrkiske regering. Vi har militære bidrag fra NATO til støtte for Tyrkiet. Så jeg er ganske enkelt ikke enig i, at det er det eneste, vi har at presse Tyrkiet med.

Men jeg mener, at lige præcis en suspension – hvis man gjorde det nu – kunne være et redskab, der oprigtigt ville presse Erdogan, fordi det ville betyde, at rigtig store dele af hans befolkning ville vende sig imod ham. Hvorfor kan det ikke være et redskab nu? Altså, giver det virkelig mening for De Radikale at føre forhandlinger om optagelse i EU med en regering på et tidspunkt, hvor den her regering fængsler den demokratiske opposition, fængsler de regeringskritiske journalister? Giver den dialog, de forhandlinger om optagelse på et sådant tidspunkt mening?

Værsgo.

Det, der foregår inde i de forhandlingslokaler, hvor man nu forhandler om optagelse, er jo ikke, at man sidder og er ved at sætte en dato for, hvornår Tyrkiet kan træde ind i EU. Det er, at EU's forhandlere gør opmærksom på, at det, der foregår i Tyrkiet i øjeblikket, bringer Tyrkiet længere væk fra nogen sinde at kunne blive optaget. Det er helt præcise tilkendegivelser af, hvor Tyrkiet i dag går den forkerte vej, hvor menneskerettighederne bliver trådt under fode og derfor gør det sværere. Og det er jo netop den dialog, den kritiske dialog og det pres, som jeg sådan set tror at både hr. Nikolaj Villumsen og jeg gerne vil lægge.

Lad os nu bare lege med den tanke, at EU sagde: Nu afbryder vi alle forhandlinger. Så er der ikke det rum længere, og hvordan ville Erdogan mon tage det ned? Hvad ville vi mon få ud af det? Jeg tror, Erdogan ville sige til tyrkerne: Nu er der ikke noget europæisk perspektiv, nu vil ikke engang EU længere forhandle med os. Nu har vi ikke nogen grund til overhovedet at lytte til EU længere, nu kan vi køre præcis den vej, vi vil.

Sådan tror jeg resultatet vil være, hvis man trækker stikket nu, og derfor er jeg imod det.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg er helt enig i, at hvis man siger, at Tyrkiet aldrig bliver medlem af EU – altså at Dansk Folkepartis forslag vinder bred opbakning i EU og går igennem, så Tyrkiet aldrig kan blive medlem af EU – så vil Erdogan kunne sige det, hr. Martin Lidegaard lige stod og sagde at han ville sige. Men jeg synes, der er meget, meget stor forskel på det og så en suspension ud fra den betragtning, at så længe der ikke er demokratiske rettigheder, kan man ikke forhandle; når der er demokratiske rettigheder, kan man igen forhandle. Det er meget, meget anderledes, og jeg tror oprigtigt, det vil virke. Jeg tror altså, det er vigtigt, at vi sætter hårdt mod hårdt, for man skal huske, at Tyrkiet allerede er medlem af Europarådet. Der er intet i det, Erdogan gør nu med fængslinger af parlamentarikere og fængslinger af journalister, som han ikke allerede har lovet med sit medlemskab af Europarådet og sin underskrift på den europæiske menneskerettighedskonvention at han ikke ville gøre. Så Tyrkiet vil jo fortsat være i en dialog med Europarådet, selv hvis EU-optagelsesforhandlingerne suspenderes.

Tak. Ordføreren.

Det er korrekt. Europarådet vil jo have den dialog og har den. Men som hr. Nikolaj Villumsen også selv er inde på, må man nok erkende, at EU i denne sag taler med større vægt end Europarådet, og at den kritiske dialog, der pågår i regi af EU's optagelsesforhandlinger, lægger et større pres på Erdogan, end Europarådet gør. Det er ikke noget, jeg gerne vil have skal være sådan, men jeg tror, det er sådan, det er, fordi det er så attraktivt for Tyrkiet på andre områder end lige menneskerettighederne at søge optagelse i EU – bl.a. af handelsmæssige årsager, som hr. Nikolaj Villumsen også var inde på. Derfor tror jeg, at det at tro på, at man kan tale med lige så stor vægt i Europarådets regi, er en illusion.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes godt nok, det blev malet med meget fine rosenrøde farver, hvordan Tyrkiet var for 2 år siden. Sådan husker jeg det ikke, altså, det var en forfærdelig udvikling, Tyrkiet var på vej ind i, helt klart i en islamistisk retning, og det blev da bl.a. også drøftet her i Folketinget. Lad det nu ligge.

Vi kan eksempelvis tage de 1,5 millioner flygtninge, som hr. Martin Lidegaard henviser til Tyrkiet tager sig af, ja. Vel gør de ej. De går rundt og er forskellige steder, hvor de kan få lov til at lave lidt arbejde og tjene lidt penge. Sådan fungerer det i Tyrkiet, og det tror jeg også hr. Martin Lidegaard kan forsikre sig om, hvis han taler med tyrkiske journalister om det, ligesom jeg har gjort.

Jeg vil bare lige sige om optagelsen i EU, at selv inden kuppet var der eksempelvis stemmer fra Frankrig, der sagde: Det kommer aldrig til at ske, at Tyrkiet bliver optaget i EU. Det var langt ude, det var ikke engang om 50 år, det var langt, langt ude, hvis det overhovedet skulle ske. Så skal vi ikke også i den her forstand være fair over for Tyrkiet og sige: Det går altså ikke. Det kommer ikke til at ske. Det vidste man altså allerede for 2 år siden. Hvorfor så ikke sige det nu i den her situation, som er meget, meget værre?

Værsgo.

Altså, situationen i Tyrkiet var ikke lyserød fra 2 år siden. Det var heller ikke mit udgangspunkt. Udgangspunktet var, at de bevægede sig langsomt, men stille og roligt i den rigtige retning. Nu gør de det stik modsatte, er min opfattelse. Og det er rigtigt, at ikke alle flygtninge i Tyrkiet har det godt, men det er der ikke særlig mange flygtninge der har nogen steder i verden, og en del af flygtningene i Tyrkiet bor i flygtningelejre, som jeg bl.a. selv har besøgt, og som er af ganske høj international standard. Og så er det fuldstændig rigtigt, som hr. Søren Espersen siger, at mange andre er der ikke plads til i flygtningelejrene, og de bor under mere forhutlede vilkår – privat, i garager, i baghaver, i telte – og ja, det er ikke rosenrøde vilkår, men de har dog fået husly, i modsætning til hvad de havde i Syrien.

Altså: Vores holdning til det med Tyrkiet er jo, at Tyrkiet ikke kan og ikke skal og ikke bør blive medlem, før de lever op til de optagelseskrav i Københavnskriterierne, som er fastsat for det, og det er helt korrekt, at det er der rigtig, rigtig lang tid til. Jeg synes bare heller ikke, der er nogen grund til ligesom at sige det modsatte: Det kan aldrig nogen sinde ske. For hvad er det egentlig, man vil få ud af det?

Værsgo til hr. Søren Espersen.

Med hensyn til flygtningene er det jo sådan, at Tyrkiet altid har haft en porøs østgrænse, hvor folk kunne komme ind, og kunne de finde et eller andet job, var det fint, eller kunne de vaske en bil, fik de penge for det. Sådan har man jo gjort det. Så jeg vil bare sige til det her med at skildre det, som om Tyrkiet har taget et vældig stort økonomisk ansvar for sine flygtninge, så folk tror, de sidder på samme måde, som de gør her, under ordentlige forhold, at det er forkert. Sådan har det ikke været.

Så vil jeg spørge hr. Martin Lidegaard om, hvad det betyder, når hr. Martin Lidegaard siger, at Tyrkiet bevæger sig i den rigtige retning. Betyder det, at man sagde ja til en hel masse ting, man ville gøre, men alligevel ikke gjorde det? Er den rigtige retning ikke reelt en islamistisk retning? Det er det, jeg har forsøgt at fremføre flere gange i dag.

Værsgo.

Den udvikling synes jeg ikke var entydig for 2 år siden; det var det billede, jeg havde for 2 år siden. F.eks. når det handler om fredsprocessen og forhandlingerne med det kurdiske mindretal, mener jeg sådan set at man var tættere på at nå et lykkeligt resultat der, end man har været i mange årtier i Tyrkiet. Det er jo ikke nogen lille ting i Tyrkiet, og det tror jeg hr. Søren Espersen vil give mig ret i. Og så vil jeg bare sige: Jeg vil ikke påstå, at livet er rosenrødt for flygtninge i Tyrkiet, men at påstå, at Tyrkiet ikke bruger et anseligt milliardbeløb på at underholde og støtte et helt ekstraordinært stort antal flygtninge i Tyrkiet, er trods alt også ikke at anerkende en ret stor indsats fra Tyrkiets side på det her område.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg har ikke noget godt at sige om udviklingen i Tyrkiet. Det er på vej imod et diktatur. Man kan diskutere, hvad det har været tidligere – sådan et autokratisk system med valg til parlamentet osv. – men i dag er det ved at udvikle sig til et gedigent diktatur, hvor man fængsler oppositionsfolk, lukker aviser og arresterer folkevalgte politikere, og hvor Erdogan vil have absolut magt over det tyrkiske samfund. Det synes jeg vi er nødt til at forholde os til, og derfor har vi også den her debat i dag.

Det er klart, at det er et problem for andre lande i den vestlige verden, at Tyrkiet går i den retning, for vi har et tæt samarbejde med Tyrkiet i forskellige fora, ikke mindst i NATO. Og for NATO, som i sin tid blev oprettet som et værn til forsvar for demokratierne, er det jo mildest talt lidt mærkeligt, at man der har et land, som i den grad er i gang med at undergrave demokratiet. Vi har at gøre med Tyrkiet i kampen mod Islamisk Stat, hvor Tyrkiet spiller en fuldstændig kontraproduktiv rolle, hvor Tyrkiet insisterer på at være med til at bekæmpe IS, men hvor Tyrkiet reelt bekæmper kurderne – hvorfor der ligger en selvstændig opgave i at holde Tyrkiet væk fra kampene i Syrien og Irak.

Så er der optagelsesforhandlingerne vedrørende EU, som pågår.

Jeg synes, der er al grund til at skærpe kritikken i forhold til Tyrkiet – der er al mulig grund til det – at få den danske regering til at hæve stemmen og også at kræve løsladelse af de politiske fanger. Og jeg synes i og for sig, at det forslag til vedtagelse, som er fremsat af det store flertal her og jo stiller det krav, at fangerne skal løslades, er et vigtigt signal, der bliver sendt af et stort flertal her i Folketinget. Jeg havde sådan set ønsket, at hele Folketinget kunne stå bag et sådant signal. Jeg tror, det havde været det stærkeste i forhold til den tyrkiske regering, hvis man kunne have gjort det. Og i betragtning af at der faktisk er sket en skærpelse, i forhold til hvad regeringen tidligere har sagt, så undrer det mig meget, at Enhedslisten ikke er med på det forslag, at de bruger alle kræfterne på at diskutere EU i stedet for at kritisere Erdogan. Det må jeg sige, det undrer mig lidt, men det er jo partiets eget valg.

Jeg synes nu under alle omstændigheder, det er vigtigt, at vi, der står bag det her forslag til vedtagelse, fastholder, at det danske Folketing – et stort flertal i det danske Folketing – markant kritiserer Tyrkiet og markant forlanger, at man skal løslade de politiske fanger, og ikke mindst at vi gør det i forhold til de parlamentarikere, der er blevet arresteret. Det synes jeg i og for sig er et fremskridt i forhold til tidligere, og det synes jeg vi skal stå sammen om. Og vi skal også sige det i offentligheden i stedet for at gå ind i en masse interne skænderier og polemik om, hvad der ikke er i det her. Lad os i stedet for ligesom stå sammen om, at vi faktisk i det her forslag til vedtagelse leverer en ganske, ganske stærk kritik af Tyrkiet.

Tak til ordføreren. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Altså, der er ingen tvivl om, at jeg havde håbet, at vi kunne opnå tre ting med den her debat i dag: en klar kritik, et krav om løsladelse og så også samling omkring en konkret handling. Og jeg mener, det bedste, vi kunne gøre, ville være en suspension af optagelsesforhandlingerne, indtil de demokratiske rettigheder er sikret. Det ser ud til, at vi kommer i mål med de første to ting, altså en klar kritik og et krav fra et bredt flertal i Folketinget om løsladelse. Det er jeg helt enig med hr. Holger K. Nielsen i, det er rigtig positivt.

Jeg er ikke ude på at spolere debatten. Tværtimod var det vores bedste bud, at en suspension kunne være en konkret handling, der virkelig ville presse Erdogan. Er hr. Holger K. Nielsen enig i, at det ville være et konkret krav, der ville kunne presse Erdogan?

Værsgo.

Jamen det tror jeg sådan set nok det kunne, men i stedet for at tage debatten om det – og det er jo det, som hr. Nikolaj Villumsen har brugt hele eftermiddagen på – er det så ikke vigtigere, at vi ligesom lægger vægt på, at vi faktisk får to af de ting opfyldt, hr. Nikolaj Villumsen nævnte før, altså at vi faktisk skærper kritikken af Erdogan, og at vi forlanger en løsladelse af de politiske fanger? Er det ikke et vigtigere budskab at få ud fra den her debat end at hænge sig i, at der er nogle partier, der ikke vil være med til det krav?

Vi ved jo godt, hvordan det er. Enhedslisten ved også udmærket godt, hvordan det hænger sammen. Derfor synes jeg ikke, det er særlig politisk klogt i forhold til kurdernes situation eller i forhold til kritikken af Tyrkiet, at man kører en stor konflikt op på, at der er nogle partier, der ikke vil være med til at suspendere optagelsesforhandlingerne, i stedet for at lægge vægt på det positive i det her, som jo netop er, at vi leverer en kraftigere kritik af Tyrkiet.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Det er jo desværre ikke første gang, vi diskuterer Tyrkiet. Det bliver nok desværre heller ikke sidste gang, vi diskuterer Tyrkiet. Og hver gang vi har gjort det i det seneste år – og det er den tredje forespørgselsdebat, vi har, fordi udviklingen bare er gået fra slem til værre – har der været en diskussion af, hvor vi skal lægge snittet, hvor langt vi skal gå. Jeg er helt enig i, at det er positivt, at der tegner sig et bredt flertal for at kritisere fængslingerne og for at kræve løsladelse.

Når vi fra Enhedslistens side har tilladt os at foreslå også en suspension af optagelsesforhandlingerne, er det, fordi vi mener, det kunne være noget, der konkret kunne presse Erdogan endnu mere. Jeg synes, det er positivt at høre, at hr. Holger K. Nielsen også er positiv over for det, og så håber jeg, vi i fremtiden kan få samlet et flertal bag det forslag.

Værsgo.

Hvad er det for noget sniksnak? I stedet for at køre sådan noget sniksnak var det så ikke bedre at stå sammen her i Folketinget i dag, hvor vi har en mulighed for at stå sammen om at kritisere Erdogan kraftigere, end vi har gjort tidligere? Det, der er tale om, er sådan en taktisk manøvre fra Enhedslistens side i stedet for den reelle politiske kritik af Erdogan og Tyrkiet, som jeg synes at vi som partier her i Folketinget burde stå sammen om, og som faktisk kunne komme til at stå stærkt, men nu står svagere, fordi der er partier, der hellere vil køre intern taktisk polemik i stedet for at lave politik.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Der var engang et demokrati. Det stod der på forsiden af Der Spiegel en uge efter militærkuppet. Det var ikke en henvisning til militærkuppet. Når Tyrkiet engang var et demokrati og i dag blot er et skindemokrati, skyldes det i høj grad personen Erdogan og hans AKP. Han har simpelt hen smadret den tyrkiske model, der ellers var foregangsmodel for mange år siden i forhold til at kombinere islam med demokrati. Så Erdogan har været en katastrofe for det sekulære Tyrkiet, og siden han blev valgt i 2002, har der været en snigende islamisering og sammenblanding af religion og politik i Tyrkiet.

Tyrkiets udvikling er i flere år gået i den forkerte retning. Der har i mange år været problemer med journalister, der er blevet sat i fængsel, vi har set krænkelser af ytringsfriheden, og Tyrkiet kæmper med stater som Kina og Egypten om at være det land i verden, der sætter flest journalister i fængsel. Siden Erdogan har indført undtagelsestilstanden, er mere end 100 journalister blevet fængslet. Tyrkiet er heller ikke i stand til under Erdogan at passe på sine minoriteter, især kurderne, og landets ledelse forstår altså ikke, at en del af demokratiet fordrer, at man beskytter mindretallene og også de politiske modstandere. Hele jagten på mennesker, der tilhører Gülenbevægelsen, har de seneste måneder været en farce og er kun en slyngelstat værdig.

36.000 mennesker er blevet arresteret, og 100.000 er blevet fyret, og nu senest er de to formænd for det kurdiske parti, der ved de seneste valg i november 2015 fik 10,76 pct. af stemmerne, blevet fængslet. Når så mange fængsles på så kort tid, betyder det, at tyrkere skræmmes til ikke at ytre sig og til ikke at have sympati for kurderne eller Gülen offentligt.

Det er ikke et urealistisk scenarie, at Erdogan også snart begynder at fjerne ledelsen i det eneste egentlige regeringsalternativ, det sekulære CHP. I forbindelse med CHP's kritik af anholdelser af parlamentsmedlemmerne fra det kurdiske parti returnerede Erdogan kritikken med samlet at sagsøge CHP's ledere og samtlige partiets parlamentsmedlemmer for krænkelse af millioner af borgere.

Det, vi har set i Tyrkiet siden kuppet den 15.-16. juli, er helt uacceptabelt og skal fordømmes. Erdogan har brugt kuppet til at indespærre sine politiske modstandere, og fængsling af de kurdiske ledere under undtagelsestilstanden er derfor endnu en hændelse i rækken af mange. Tyrkiet tager endnu et skridt væk fra vestligt demokrati og i retning af skindemokrati – det kan man efterhånden næsten ikke engang kalde det.

Det kan godt være, at tyrkere går til valg, men hvad er et demokrati værd, hvis pressen er styret af præsidenten, hvis en befolkning ikke tør ytre modstand og de politiske modstandere er i fængsel?

Jeg mener, det var rigtigt, at vores udenrigsminister fordømte kuppet i juli. Det er også rigtigt, at ministeren har udtrykt stærk bekymring over fængslingen af parlamentsmedlemmer og journalister. Det skal han roses for. Det er også vigtigt, at vi samlet her i Folketinget kommer med en meget, meget stærk vedtagelse, der fordømmer det, der sker i Tyrkiet. Vi mener også, at tiden måske er kommet til at suspendere EU-forhandlingerne med Tyrkiet. Det er grotesk, at de bliver kaldt for et EU-kandidatland. Det bør stoppe. Egentlig forstår jeg ikke, at man forhandler EU-optagelse, for jeg kan ikke se for mig, at de bliver en del af EU i vores levetid. Så det er nærmest spild af tid.

Tak til ordføreren, og så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at takke Folketingets partier for en god debat, som faktisk viser, at hvis man måske lytter lidt mere til hinanden end bare til sig selv, vil der udfolde sig en større enighed, end man umiddelbart ser i en sag, hvor der ligger tre forslag til vedtagelse. For hos alle de ordførere, jeg har hørt herfra, plus i de spørgsmål og svar, der er blevet givet, ligger der en dyb bekymring over udviklingen i Tyrkiet og en klar kritik af den måde, som præsident Erdogan og det tyrkiske styre i øjeblikket behandler politiske modstandere og journalister på – ytringsfrihed, menneskerettigheder og demokrati i det hele taget. Der ligger en klar linje i alle indlæggene, der gør, at vi egentlig udtrykker præcis det samme med lidt forskellig betoning af, hvad der så er den kloge måde at nå vores fælles mål på.

Jeg synes altid, det er en klog idé at stille sig selv spørgsmålet, om de skridt, man tager, bringer en tættere på den målsætning, man har, eller længere væk. Derfor er spørgsmålet om, hvordan vi konkret reagerer i forholdet til Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU, jo et spørgsmål om, hvordan vi kommer tættere på det mål, vi har. Det er et mål om et Tyrkiet, som respekterer menneskerettighederne, som har et reelt demokrati, som har en reel ytringsfrihed, som har en reel pressefrihed.

Det er ikke sådan, at jeg tror, at der ville være en stærk modstand i Tyrkiet mod, at de ikke længere var kandidatland. Tværtimod viser en lang række meningsmålinger, at befolkningen allerede har den indstilling, at de egentlig ikke ønsker at være kandidatland. Når vi har holdt fast i Tyrkiet som kandidatland, har det været, fordi det giver sådan en ramme at diskutere alle de her ting i. Uanset hvad man måtte mene om Tyrkiet, er det altså et land, det er ikke en båd. Vi kan ikke skubbe den væk fra os. Det ligger lige præcis der, hvor det gør, geografisk, og det ligger stadig mere geografisk interessant i det begreb, som har været væk i udenrigspolitik i mange år, men er kommet tilbage, nemlig geopolitik, altså at det betyder noget, hvor man ligger fysisk. Og Tyrkiet ligger på grænsen mellem Mellemøsten og Europa, mellem Asien og Europa, hvad angår trafikvejene, handelsvejene, og ja, flygtninge- og migrationsvejene.

Derfor har vi behov for at have en måde at have en dialog med Tyrkiet på, altså om, hvad det er, der foregår, en ramme, hvor vi kan sige ærligt til dem, at vi kritiserer den måde, de agerer på; at vi kritiserer, at det demokrati, de har, jo er reduceret til kun nogle institutioner uden reelt indhold. For vi, der er her i Folketingssalen, ved, at et demokrati er meget mere end at stemme med regelmæssige mellemrum. Et demokrati er reelt et spørgsmål om, hvordan man håndterer de folk, man er uenig med; hvordan man håndterer uenighed omkring politik, samfundsudvikling, normer og værdier.

Det tyrkiske demokrati er blevet mere og mere udhulet og har kun et parlament og nogle valg, som ikke længere kan kaldes for fuldstændig frie, som en demokratisk skinramme. Derfor var min reaktion på dagen for kupforsøget eller rettere sagt på morgenen for kupforsøget, at jeg udsendte mit første tweet kl. 02.23. Så det der med, at vi skulle have ventet i lang tid, og at vi skulle have sovet på det, passer altså ikke i forhold til det reaktionsmønster, der var på dagen. Mit første tweet gik ud på at afvise kupforsøget og støtte op om de demokratiske institutioner, ikke om Erdogan som sådan. For Erdogan har desværre i de seneste 2 år slået væk fra en kurs, der var positiv. Jeg er meget enig i meget af det, hr. Martin Lidegaard sagde om den kurs, der var i de første år, Erdogan kom til, og hvor han først åbnede op, søgte fredsforhandlinger med kurderne og afskaffede dødsstraffen. Men så er der det, han har slået ind på de seneste 2 år, hvor det har været en trist gang længere og længere væk fra det Tyrkiet, vi gerne havde set.

Derfor er jeg rigtig glad for, at en stor del af Folketings partier er enedes om et forslag til vedtagelse, som jeg faktisk håber at også de partier, der ikke står bag ved forslaget, vil overveje at stemme for samlet i morgen, så vi sender et samlet klart signal om kritik og opfordring til løsladelse herfra og til Tyrkiet. Tak.

Hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var mig, der sagde det – jeg beklager – nemlig at udenrigsministeren havde ventet. Men han var åbenbart ret hurtigt fremme med en tweet. Men jeg vil spørge, hvorfor det egentlig var så vigtigt for udenrigsministeren at lykønske med, at kuppet var slået ned. Hvorfor var det så vigtigt? Nu siger udenrigsministeren, at han ville støtte de demokratiske kræfter. Er det Erdogan, udenrigsministeren hentyder til, eller var der andre kræfter, han ville støtte med sin opbakning?

Ministeren.

Jeg skriver: Danmark og EU fordømmer militærets aktion i Tyrkiet og bakker op om de demokratiske institutioner.

I de demokratiske institutioner ligger for mig også et parlament, hvor parlamentarikere har immunitet og ikke bliver retsforfulgt for deres holdninger. Det, vi ser i øjeblikket, er, at en række medlemmer af HDP bliver retsforfulgt på baggrund af deres holdninger. Det kan godt være, at det formalistiske om, at de er anklaget og ikke møder op til afhøring, er rammen, men indholdet bag ved rammen er, at de bliver forfulgt på baggrund af deres holdninger. Jeg vil gerne bakke op om et parlament som institution, omkring demokrati og ytringsfrihed, omkring forsamlingsfrihed, omkring retten til at udtrykke sig også i fredelige demonstrationer; retten til at vælge sin egen borgmester, som ikke bliver flyttet af en centralmagt, der ikke har nogen respekt for, hvad lokalbefolkningen har ønsket.

Alle de ting ligger for mig i det tweet, der blev udsendt om morgenen, efter at kupforsøget var startet aftenen før.

Hr. Søren Espersen.

Anerkender udenrigsministeren, at det de tre gange siden 1960, hvor militæret har taget magten, altså i 1960, i 1971 og i 1980, var specielt og udelukkende for at hindre og standse en islamistisk udvikling? Anerkender udenrigsministeren, at der var en årsag til, at hæren tog magten, og at det også var den samme årsag, der gjorde, at man her i 2016 forsøgte at gøre det samme?

Tak. Udenrigsministeren.

Jeg erkender, at det historisk er udlagt sådan, at man lavede kupforsøg for at stoppe en udvikling væk fra det system, som Atatürk startede Tyrkiet på baggrund af, men jeg har meget svært ved at se det positive i, at man erstattede en forkert retning med en anden. Og at erstatte en islamistisk styreform med en fascistisk styreform er ikke en forbedring. Det er jo ikke en forbedring, når det, vi så efterfølgende, var henrettelser, dødsfald og en knægtelse af demokratiet, og først på et meget senere tidspunkt begyndte det daværende militærdiktatur så igen at overlade Tyrkiet til den tyrkiske befolkning. Vi så i de første ca. 10 år, at Erdogan rent faktisk indførte nogle reformer, hvorefter han så skiftede, og de sidste 2 år er det gået stik i den forkerte retning. Det har vi kritiseret, og det kritiserede vi igen i dag.

Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at man ikke får ro i et land ved hjælp af undertrykkelse. Syrien er jo et godt eksempel på et meget brutalt diktatur, der undertrykker sin egen befolkning. Det har på ingen måde skabt ro eller stabilitet på bagsmækken, tværtimod en brutal borgerkrig.

Jeg er meget enig i, at det er positivt, hvis vi fra Folketinget kan sende en klar kritik af det, der foregår, og kræve parlamentarikerne løsladt. Derfor vil Enhedslisten selvfølgelig også bakke op om og i morgen stemme for det forslag til vedtagelse, som kan få flertal, og gør det her, fordi vi dermed sender et klart signal, og jeg vil da opfordre Dansk Folkeparti til at gøre det samme.

Noget, jeg har prøvet at slå på flere gange i dag, er, om vi ikke skulle tage skridtet videre og suspendere optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, indtil de demokratiske rettigheder igen er sikret. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra udenrigsministeren, om udenrigsministeren ser det ske. Er der et tidspunkt, hvor udenrigsministeren vil sige: Nok er nok? Vi kan jo se, at det faktisk er sket i Østrig. Der har man sagt, at det her er nok. Men hvornår vil det være for meget for regeringen at acceptere fortsatte optagelsesforhandlinger, når den demokratiske opposition fængsles?

Værsgo, udenrigsministeren.

Allerførst vil jeg gerne takke for tilsagnet om at stemme for vedtagelsen. Det gør, at vi med endnu større kraft og muligvis, afhængigt af det sidste parti, med en enstemmig udtalelse fra Folketinget dermed sender et klart signal til Tyrkiet.

I forhold til, hvad der er af røde linjer, har vi sagt klart, at en genindførelse af dødsstraffen vil være en rød linje, for det bryder med hele forudsætningen om, at man kan være i kategorien som muligt kandidatland til EU. Det var et klart krav, forud for at Tyrkiet fik tildelt kandidatstatus, at de skulle ændre deres straffelov, så dødsstraffen blev afskaffet. Det vil være et lige så klart brud på de præmisser, der har været, hvis den blev genindført. Jeg siger ikke, at det vil være den eneste røde linje, der vil være.

Vi følger meget nøje opfordringerne, og jeg vil gerne gøre det, som fru Christina Egelund nævnte, til et løfte. Hun bad om, at regeringen havde fuld opmærksomhed på situationen og udviklingen, og det lover jeg. Vi har fuld opmærksomhed på situationen og udviklingen og vil derfor også holde øje med, om der måtte være et tidspunkt, hvor det ikke længere giver nogen mening. Men når nogle af vores samtalepartnere i Tyrkiet siger, at vi skal blive ved med at have samtalen, blive ved med at have dialogen, blive ved med at presse på, for at der er nogle, der fortæller, når ting går galt i Tyrkiet, og lade være med at skubbe dem i armene på andre lande, som Tyrkiet så i givet fald vil vende sig imod, som ikke har den demokratiske tradition og den demokratiske tilknytning, som vi har fra dansk side, så lytter jeg ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) – undskyld, jeg lytter også til formanden og tier stille.

Det lyder godt. Hr. Nikolaj Villumsen, værsgo.

Tak for det. Jeg tror ikke, man skal undervurdere, at Erdogan kan blive blød i knæene, hvis man presser ham. Vi så jo faktisk Putin, som hverken udenrigsministeren eller jeg kan lide, presse Erdogan økonomisk efter nedskydning af det russiske militærfly. Det fik jo faktisk Erdogan til at give efter for russerne. Så jeg tror, at man sagtens kan presse Erdogan. Der er en mulighed gennem toldunionen, der er en mulighed gennem den direkte støtte på milliarder, man giver hvert eneste år fra EU's side til Tyrkiet. Der er en mulighed, som jeg har nævnt flere gange i dag, og som vi fra Enhedslisten foreslår, nemlig at man suspenderer optagelsesforhandlingerne. Når man ikke vil det i dag fra regeringens side, vil jeg bare opfordre til, at man så overvejer, om man ikke skal gøre det hurtigst muligt. Jeg synes, det er positivt, at ministeren siger, at det ikke kun er genindførelse af dødsstraf, der kan udløse en suspension af forhandlingerne.

Tak. Udenrigsministeren.

Vi skal, som jeg nævnte i min tale i starten, have møde om fremskridtsrapporterne – i Tyrkiets tilfælde desværre en tilbageskridtsrapport – i december måned. Der kommer vi også til at drøfte, hvordan vi vil reagere, og hvad vores udtalelse skal være. Det her forhold, som vi diskuterer i dag, altså Tyrkiets udvikling, er jo noget, som vi løbende diskuterer både i regeringen og i EU-kredsen, og derfor vil der blive en lang række lejligheder til at tage andre skridt senere hen, afhængigt af hvad der sker. Det er derfor, at løftet om fuld opmærksomhed på sagen, bliver givet her i dag.

Tak for det. Hr. Nikolaj Villumsen vil gerne lige slutte af.

Tak for det. Jeg er glad for, at der i dag har tegnet sig en bred kritik af undertrykkelsen i Tyrkiet. Jeg har hørt det fra langt de fleste partier, og jeg håber, at vi alle sammen kan samles i morgen om at udtrykke en klar kritik, ligesom jeg er fuldstændig enig med de ordførere, der har fremført behovet for en genoptagelse af fredsforhandlingerne, så der kan findes en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål.

Realiteten er jo, at Erdogan lige nu går i den stik modsatte og forkerte retning. Han går i retning af diktatur, og han går i retning af konflikt, og jeg vil egentlig gerne sige til hr. Søren Espersen i forhold til den debat, der har været, om det ikke var bedre med militærkup førhen eller diktaturet under Atatürk. Jeg tror, at vi bliver nødt til at notere os, at når man har voldsom undertrykkelse, får man også konflikt. Det kan vi jo tydeligt se, eksempelvis i Syrien, et af de mest brutale og undertrykkende diktaturer med en lang række brutale efterretningstjenester til at slå ned på enhver form for opposition. Hvad er der sket? Der er kommet en voldsom borgerkrig og et oprør mod præsidenten. Altså, på ingen måde en situation, hvor undertrykkelse har ført til stabilitet.

Derfor er det også så vigtigt, hvis vi vil undgå konflikt, hvis vi vil undgå flygtningestrømme fra Tyrkiet til Europa, at vi bakker op om de demokratiske kræfter i Tyrkiet i dag, så det ikke er dem, der bliver tvunget på flugt i morgen.

I Enhedslisten havde vi meget gerne set, at vi kunne have skabt et flertal for at pålægge regeringen i dag at arbejde for en suspension af EU's optagelsesforhandlinger. Det er så ikke lykkedes – og det må jeg konstatere, efter forhandlingerne er ved at afsluttes – men til gengæld er det lykkedes at samle et bredt flertal bag en kritik af fængslingerne og et krav om løsladelse. Det synes jeg er helt afgørende, ligesom det er rigtig positivt, at der samles et bredt flertal for at pålægge regeringen at arbejde for det, både bilateralt og i internationale fora.

Fra Enhedslistens side vil vi selvfølgelig holde udenrigsministeren op på de ord, holde udenrigsministeren op på, at de her ord også bliver til handling. For os er det afgørende, at vi støtter de demokratiske kræfter, at vi kræver journalister og den demokratiske opposition løsladt. Og jeg håber, og der vil jeg appellere til Dansk Folkeparti, at vi kan få et samlet Folketing bag det krav i morgen.

Tak til ordføreren. Nu er der ikke flere, der har bedt om ordet.

Jeg skal sige, at afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted torsdag den 17. november 2016.

Så er mødet udsat til kl. 15.00, hvor vi går i gang med spørgetiden.

Mødet er udsat. (Kl. 14:33).

(Talen er under udarbejdelse)