Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) Forespørgsel nr. F 10:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad ministeren vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Af Karina Adsbøl (DF), Pernille Bendixen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Morten Marinus (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 08.11.2016. Fremme 10.11.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 19. januar 2017.

Ordføreren for forespørgerne, Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det, formand. Dansk Folkeparti har valgt endnu en gang at indkalde til en forespørgselsdebat om Barnets Reform og kommunernes implementering af denne, da det er vigtigt fortsat at have øget fokus på området. Sidst vi havde en forespørgselsdebat om implementering af Barnets Reform, var i 2014, hvor den daværende minister på vores alle sammens foranledning sendte et hyrdebrev ud til kommunerne, hvor det blev slået fast, at børn skulle høres, og at udsatte familier og børn skulle hjælpes.

Med hyrdebrevet blev der også sendt bilag ud til kommunerne om erfaringerne fra ministeriets taskforce på børneområdet. Taskforcen havde fundet en række problemstillinger, som gik igen i en række kommuner. Generelt påpegede taskforcen således følgende problemstillinger: Manglende eller mangelfulde børnefaglige undersøgelser, fravær af børnesamtaler samt generel inddragelse af barnet, manglende eller mangelfulde handleplaner, manglende overholdelse af tidsfrister og utilstrækkelig reaktion på alvorlige underretninger.

Men erfaringerne fra taskforcen understregede også, at der ikke findes en simpel løsning på disse udfordringer. Generelt blev det anbefalet kommunerne at have fokus på at prioritere faglig ledelse på sagsbehandlingsområdet, at sikre en ledelsesmæssig opfølgning på sagsbehandlingens konkrete juridiske og socialfaglige kvalitet, at sagsbehandlerne har de nødvendige socialfaglige og juridiske kompetencer, at følge op på indsatsen i de enkelte sager som led i det personrettede tilsyn, at der er klare arbejdsgange, at der er fokus på implementering af lovgivning og politikker, at sikre, at der arbejdes ud fra et fælles socialfagligt grundlag med udgangspunkt i fællesfaglige metoder og systematikker, og at der er en hensigtsmæssig praksis på området i forhold til journalføring.

Statsrevisorerne er også kommet med en beretning i august 2016 om indsatsen over for anbragte børn. Der er kritik af kommunernes håndtering af sager om anbragte børn. Ifølge statsrevisorerne overholder landets kommuner ofte ikke loven, når de vælger at fjerne børn fra deres forældre. Det er eksempelvis de obligatoriske samtaler med børnene samt udarbejdelsen af handlingsplaner, der nedprioriteres. Den lovgivning, vi har lavet, skal sikre, at kommunerne foretager de nødvendige undersøgelser, udarbejder handlingsplaner og gennemfører samtaler med børnene og de pårørende.

Faktum er, at vi fra landspolitisk side sagtens kan lave en rigtig god lovgivning, men hvis ikke den implementeres og føres ud i livet i kommunerne, er den ikke meget værd. I løbet af årene har vi haft mange samråd og forespørgselsdebatter, hvor den siddende minister er blevet bedt om at rette op på fejl og mangler i systemet. På baggrund af statsrevisorernes beretning må vi konstatere, at vores kamp for at forbedre vilkårene for anbragte børn og unge langtfra er slut. Jeg ser frem til debatten i dag, og jeg er sikker på, at uanset politisk ståsted er det her et vigtigt område, som vi alle kan blive enige om at der fortsat skal arbejdes på at forbedre, og som vi fortsat skal have fokus på politisk. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Så går vi over til besvarelsen, og det er børne- og socialministeren, der får ordet til det.

Tak for ordet. Jeg vil sige, at jeg har glædet mig rigtig meget til debatten. Det er et uhyre vigtigt emne, og jeg tror, at det er et emne, som ligger alle ordførere på sinde. Jeg er blevet bedt om at redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, samt hvad jeg vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen.

Jeg vil gerne starte med at understrege, både som ny børne- og socialminister, men også som tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, at det er min overbevisning, at opgaverne på det sociale område varetages bedst af kommunerne. Det er kommunerne, som er tættest på borgerne, og derfor har de også de bedste forudsætninger for at vælge lige præcis de indsatser, som bedst imødekommer det enkelte barns og den enkelte families behov. Jeg har en grundlæggende tillid til, at kommunerne ønsker at gøre det bedst muligt for udsatte børn og unge.

Når det så er sagt, ved vi, at der er kommuner, som fortsat har problemer med at overholde reglerne på området, og det er naturligvis helt uacceptabelt, for kommunerne skal overholde lovgivningen, og det kan jeg ikke understrege nok. Det er hævet over enhver diskussion, og det gælder selvfølgelig også de ændringer, som blev indført med Barnets Reform. Hvis en kommune i en konkret sag ikke lever op til sine forpligtelser over for et barn, har Ankestyrelsen mulighed for at gå ind i sagen. Alle, der oplever, at en kommune ikke giver et barn den støtte, som det har behov for, kan rette henvendelse til Ankestyrelsen, som af egen drift kan gå ind i en sag og træffe afgørelse om støtte til et barn.

Derudover er landets kommuner også underlagt det kommunale tilsyn, som varetages af Statsforvaltningen. Tilsynet kan om nødvendigt foretage sanktioner i tilfælde af ulovlige kommunale beslutninger, herunder pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder.

Vi ved også alle sammen, at udfordringerne med kommunernes sagsbehandling på området ikke er nye. Det er desværre et velkendt problem og noget, som vi i Folketinget har gjort meget for at løse, men det klares ikke med et snuptag. Derfor har vi også i fællesskab hen over midten, på tværs af partierne igennem de senere år gennemført en række store reformer vedrørende udsatte børn og unge, som netop har fokus på kvaliteten i sagsbehandlingen, for at lave en tidligere og mere systematisk indsats.

Med Barnets Reform fra 2011 fik vi bl.a. sat en tyk streg under, at barnets bedste altid skal være i centrum for den hjælp og støtte, som kommunerne sætter i værk. Med overgrebspakken fra 2013 satte vi massivt ind for at styrke forebyggelsen og håndteringen af overgreb mod børn. Det gjorde vi bl.a. ved at skærpe lovgivningen om kommunernes håndtering af underretninger og ved at skærpe kravene om at høre barnet ved mistanke om overgreb. Vi oprettede også børnehuse, som bidrager til at udrede et barn udsat for overgreb, så barnet sikres en professionel og tværfaglig indsats.

Med forebyggelsespakken fra 2014 indgik vi en aftale om at understøtte det tidlige forebyggende arbejde i kommunerne. Formålet er at understøtte, at udsatte børn og familier får den rigtige hjælp, før problemerne udvikler sig og bliver mere alvorlige. Det gjorde vi ved at tydeliggøre i loven, at kommunerne har en klar forpligtelse til at sætte ind tidligt. Samtidig etablerede vi et tæt samarbejde med en række kommuner, som skal give mere viden om, hvordan kommunerne kan omlægge til en bedre forebyggende indsats.

Endelig oprettede vi med tilsynsreformen fra 2014 fem tilsynsenheder på det sociale område, og deres løbende tilsyn skal sikre en højere kvalitet på anbringelsesstederne, og en whistleblowerfunktion, sådan at børn og medarbejdere altså kan ringe, hvis de oplever kritisable forhold på et anbringelsessted.

I de her reformer har der desuden indgået en række tiltag for at understøtte kommunernes implementering af reglerne bl.a. fra Barnets Reform. Det gælder bl.a. etableringen af den særlige taskforce på børneområdet, som altså gennemfører udviklingsforløb i kommuner, der har udfordringer med sagsbehandlingen, og vi har etableret et kommunalt ledernetværk, som understøtter en tættere sparring på tværs af kommuner. Derudover er der afsat midler til en massiv efteruddannelsesindsats målrettet sagsbehandlere og ledere på børneområdet i form af en diplomuddannelse, en masteruddannelse og et katalog med enkeltstående kurser. Og sidste år udkom den første underretningsstatistik, som gør det muligt at følge kommunernes håndtering af underretninger. Vi har altså sat en række fornuftige initiativer i værk, som jeg har stor tiltro til, og som også skal have tid til at virke.

Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at alle, som arbejder med det her område, ønsker at gøre det godt for de børn og deres familier, som vi er her for at hjælpe. Og når jeg taler med mennesker, som arbejder med området, er det min opfattelse, at man i kommunerne også er optaget af at forbedre kvaliteten. Det er også mit klare indtryk, at reformerne har medvirket til et øget fokus på området hos kommunerne og dermed også generelt set en bedre indsats over for børnene, og at kommunerne generelt er mere fremme her i 2017, end de var for bare få år siden. Det synes jeg er en positiv udvikling, som også er i tråd med intentionerne i Barnets Reform.

Vi skal holde fast i den udvikling, der er i gang, og som jeg ser det, skal vi fra centralt hold især blive bedre til at understøtte kommunerne i at implementere nye regler og reformer. Samtidig skal vi have et større fokus på at kunne måle effekten af de sociale indsatser, vi sætter i værk. Det ved jeg også at Folketingets partier er optaget af, senest med forhandlingerne om satspuljeaftalen her for 2017.

Især det her med at kunne måle effekten af de sociale indsatser, vi sætter i værk, var også noget af det, som Rigsrevisionen pegede på i deres beretning om området tilbage i august 2016. Det vil jeg gerne understrege er en kritik, som jeg tager meget alvorligt, og det er noget, jeg vil sætte mig i spidsen for at rette op på som ny minister på området. Men jeg synes også, at Rigsrevisionens kritik giver anledning til at reflektere over, om vi i de senere år har været for ivrige med at iværksætte nye reformer og ny lovgivning, og om vi i Folketinget har været gode nok til at sikre, at reformerne havde den ønskede virkning, inden der blev sat gang i en ny bølge af regler.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været nødvendige og vigtige reformer, men vi må også bare konstatere, at det har været en udfordring for kommunerne – måske nok også mere, end vi her i Folketinget havde forudset – at implementere de mange store reformer, som vi har gennemført, på kort tid. For det tager tid at omsætte lovregler til gennemgribende ændringer helt ud i det yderste led, hvor socialrådgiverne sidder med familien og skal træffe vigtige beslutninger for barnet. Derfor vil jeg også sætte mig i spidsen for at sikre en langt bedre og tættere opfølgning på kommunernes praksis, når vi sætter nye reformer og lovændringer i værk. Det er min opfattelse, at forbedringer på området kræver, at vi fortsat har fokus på at styrke effekten af de sociale indsatser, for hvis vi får mere viden om, hvad der rent faktisk virker, har vi også et langt bedre grundlag for at skabe forandringer for dem, som har brug for hjælp.

Det kræver i første omgang udvikling af et solidt data- og vidensgrundlag, der er et nødvendigt fundament for kommunernes arbejde, og samtidig skal kommunerne understøttes i at kunne måle effekten af deres arbejde, ligesom viden om virkningsfulde indsatser skal udbredes til kommuner og sociale tilbud. Og vi er allerede i gang med arbejdet. Ved satspuljeforhandlingerne for 2017, som jeg nævnte lige før, blev det netop aftalt at investere massivt i udvikling og udbredelse af virksomme metoder og lovende social praksis, og jeg ser meget frem til de forhandlinger, vi skal have i satspuljenkredsen, om den børneramme, som også blev aftalt ved satspuljeforhandlingerne. Og jeg håber, der vil være opbakning til at bruge pengene på at få udviklet og afprøvet solide og virksomme metoder for de udsatte børn. I den nye regering vil vi fortsat arbejde med de ti mål for social mobilitet for at sikre os, at vi bevæger os i den rigtige retning.

Så for lige at opsummere: Nej, jeg synes bestemt ikke, at vi er i mål, hverken i forhold til implementering af Barnets Reform eller i forhold til socialområdet generelt. Men hvis vi holder fast i de spor, vi har lagt i fællesskab, og hvis vi fastholder fokus på virkningen af indsatserne, er jeg optimistisk med hensyn til fremtiden. Tak for ordet.

Tak til børne- og socialministeren. Så går vi over til forhandlingen, og ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, får lov til at lægge ud. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Det er helt rigtigt, at vi har haft fokus på, hvad der er til barnets bedste og på barnets tarv. Det har vi haft fokus på. Men man kan jo somme tider godt stille sig det spørgsmål, når det er andre, der vurderer, hvad der er bedst for barnet, om de glemmer barnet midt i processen. Det er rigtig godt, at vi har taskforcen. Udfordringen kan så være, at det er frivilligt for kommunerne, om de vil tage imod hjælp fra taskforcen. Jeg har en tidligere kollega, som netop rejste spørgsmålet i byrådet, og der blev det i hvert fald ikke vedtaget at få taskforcen ud. Så der skal også være et politisk flertal for det. Der kunne man jo overveje, om man på en eller anden måde skulle gøre det obligatorisk at sende taskforcen ud i de sager og i de mediesager, hvor man vurderer at der er behov for det.

Med hensyn til de mange regler, som vi også har vedtaget her i Folketinget, anerkender vi også fra Dansk Folkepartis side, at der selvfølgelig også er et pres for at følge med. Men man skal jo tænke på, at Barnets Reform er en efterfølger af anbringelsesreformen fra 2006, og der er også nogle ting, der går igen. Jeg tror, vi kunne komme rigtig langt, hvis man fuldt ud havde implementeret Barnets Reform i kommunerne, og hvis de levede op til gældende lovgivning. Flere undersøgelser har desværre vist, at der sker alt for mange fejl på området. Der er også flere unge, der er stået frem i medierne og har fortalt om, at systemet har svigtet.

Derfor er jeg også glad for alle de reforminitiativer, vi har taget, herunder også underretningsregisteret, som ministeren nævnte. Det var også Dansk Folkeparti, der netop fremsatte det ønske, efter vi havde stillet et spørgsmål til Karen Hækkerup, hvor man fandt ud af, at der slet ikke var noget overblik over underretningerne. Bekymringen gik jo på, at man kunne overse en underretning, bl.a. i forbindelse med at socialrådgiverne skulle holde ferie. Derudover synes vi jo, det er rigtig godt, at man nu er forpligtet til at reagere inden for 24 timer, og at dette også gælder for børnehusene.

I forhold til Rigsrevisionens kritik er det jo ikke kun en kritik af kommunerne. Den peger også ind på ministeriet. Her har man fået en massiv kritik, fordi Rigsrevisionen har fundet det problematisk, at man ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne i forhold til at indfri formålene med det. I samme omgang er den manglende dokumentation for den manglende sagsbehandling blevet kritiseret.

Jeg synes jo, at serviceloven indeholder nogle rigtig gode paragraffer, og det er sådan set også det, vi hører, både når vi taler med fagfolk, men også med borgerne, som det vedrører, herunder netop servicelovens § 11, der i 2014 blev ændret til at være en forebyggelsesparagraf, så den i dag tydeliggør kommunernes forpligtelse til en tidlig forebyggende indsats. Paragraffen giver bl.a. mulighed for, at kommunerne kan tilbyde forebyggende indsatser i form af familierettede indsatser samt deltagelse i netværks- og samtalegrupper med jævnaldrende med lignende problemer. For at anvende forebyggelsesparagraffen er det ikke en forudsætning, at der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller en handleplan efter servicelovens § 140. De forebyggende indsatser kan foregå med en efterfølgende § 50-undersøgelse.

Vi ved en masse ting på området. Vi ved, at børn af forældre, der selv har været anbragt, i markant større omfang end andre oplever at blive anbragt uden for hjemmet i løbet af deres første 6 leveår. Den viden skal vi selvfølgelig bruge til at forebygge. Vi ved også, at der er færre sammenbrud i anbringelserne i netværkspleje end i andre anbringelsesformer. I servicelovens § 46 står der, at der skal ske en systematisk inddragelse af familie og netværk, når et barn har vanskeligheder, med henblik på en vurdering af et barns eventuelle behov for støtte efter serviceloven. Det er rigtig godt. Vi har også hørt om redskaber, der virker, nemlig familierådslagning, netværksmøder m.m. De har en rigtig god effekt. Vi ved også, at relationen mellem de anbragte børn og deres familier er vigtig for alle parter.

Barnets Reform og lovændringerne havde den overordnede målsætning at støtte udsatte børn og unges mulighed for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer. Derudover skulle Barnets Reform sætte fokus på, at børn og unge skulle styrkes i den nødvendige forberedelse til et liv som voksen. Der var en række ændringer for at fremme tryghed i opvæksten. Med hensyn til børn, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunerne lave en plan, inden den unge bliver 18 år, og det skal de gøre et halvt år inden. Derfor mener vi også, det er vigtigt, at vi sikrer, at der tages ordentlig hånd om den unge, herunder stillingtagen til, om der er behov for efterværn. Det kan den unge også have et ønske om.

Noget, som jeg også synes at vi skal drøfte i forhold til hele debatten her, er hele plejefamilieområdet. Der er en række udfordringer på området, hvor barnet ofte ender som gidsel i de her sager. Vi har desværre fået nogle henvendelser om, at det, når der skal forhandles vederlag i kommunen, er barnet, der ender som et gidsel i forbindelse med problematikken om vederlaget. Det er noget, som jeg også synes at vi skal have en drøftelse af.

Jeg glæder mig til debatten i dag, og jeg har også et forslag til vedtagelse, som jeg vil læse op. Det er på vegne af regeringspartierne, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Udsatte børn, unge og deres familier skal hjælpes. Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal understøtte indsatsen. Folketinget konstaterer, at der fortsat er udfordringer med kommunernes implementering af lovgivningen på området, herunder fra Barnets Reform. Udsatte børn, unge og deres familier skal have den hjælp, som de er berettiget til efter loven, og skal selv kunne vælge deres bisidder.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til fremadrettet at følge bedre op på implementeringen af nye reformer i kommunerne, herunder sikre, at den gældende lovgivning bliver overholdt, og at kommunerne opfylder deres rådgivningsansvar, herunder til fremadrettet at benytte de redskaber og sanktionsmuligheder, der findes, over for kommuner, der ikke følger og overholder lovgivningen.

Folketinget opfordrer endvidere regeringen til at arbejde for, at kommunerne i højere grad kan basere deres arbejde på viden om effekt, så indsatsen over for udsatte børn, unge og deres familier forbedres.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 23).

Tak for ordet.

Tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår i forhandlingerne.

Så går vi videre i rækken af ordførere, og den næste er hr. Troels Ravn, Socialdemokratiet.

Tak. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgsel. Det er selvsagt et meget, meget vigtigt område og emne, vi drøfter i dag, nemlig udsatte børn og unge og deres rettigheder. Ved årsskiftet var det lige præcis 6 år siden, at Barnets Reform trådte i kraft. Med Barnets Reform kom der for alvor fokus på det enkelte barns retssikkerhed og tarv. Reformen skulle bl.a. sikre kontinuitet i anbringelsen, sikre en stabil og nær voksenkontakt og bedre rammer for kommunernes indsats, herunder et øget og forbedret samarbejde mellem myndigheder og forvaltninger. Derudover skulle der være fokus på en tidligere forebyggende indsats. Problemerne skulle tages i opløbet, inden de voksede sig store, og børnene skulle sikres den rette hjælp i tide.

Siden indførelsen af Barnets Reform er indsatsen styrket yderligere. Reglerne om statsrefusion er ændret, så særlig små og fattige kommuner ikke står helt alene med udgiften til at anbringe meget store børneflokke. Og i 2013 kom overgrebspakken, som skal forebygge overgreb og sikre en styrket indsats for de børn og unge, som har været udsat for overgreb. Der er gennemført en tilsynsreform, som sikrer bedre tilsyn med opholdssteder for bl.a. børn og unge, så det ikke længere er kommunerne selv, der fører tilsyn med deres egne tilbud. Det er alt sammen indsatser, som skal bidrage til, at børn og unge får den hjælp, de har behov for, og at systemet ikke svigter, når forældre og andre, som ellers burde give den rette omsorg, svigter.

Men hvordan står det så til, her 6 år efter at Barnets Reform trådte i kraft? Det er det, vi skal drøfte i dag. Status er desværre, at det ikke går godt nok, for der er stadig for store problemer. Nogle kommuner gør det rigtig godt, og det er vigtigt at sige, at de kommuner har taget lovens formål og bestemmelser til sig. Andre er altså langt fra målet, og vi skal være ærlige og sige, at det går ud over børnene. Socialstyrelsens evaluering af Barnets Reform fra 2015 viser, at det på nogle områder går fremad, men også at langtfra alle kommuner lever op til deres tilsynsforpligtelser. Det sammen med andre afgørelser af sager i Ankestyrelsen, som viser, at der stadig er fejl i mange sager med børn og unge, minder os om, at arbejdet altså langtfra er tilendebragt. Der er stadig behov for, at vi følger op. Der er stadig behov for en større og bedre indsats, som sikrer, at børnene og de udsatte familier får den hjælp, de har krav på.

Evalueringen viser, at der stadig er kommuner derude, der på trods af kendskabet til den skærpede underretningspligt ikke er gode nok til at følge op på underretninger, at der i nogle kommuner er en gevaldig udfordring med at sikre koordineringen mellem modtagerenheden og den øvrige forvaltning, og at samarbejdet med øvrige fagpersoner mange steder halter. Det er alt sammen til stor skade for dem, det hele handler om. Der er stadig børn, der ikke får den hjælp, de skal have, tidligt nok. Der er stadig børn, der ikke inddrages i deres egen sag. Og der er stadig børn og familier, der ikke modtager den indsats, som vi ved virker, fordi vigtige oplysninger ikke gives videre eller der ikke regeres hurtigt nok. Det er spild af både menneskelige og samfundsmæssige ressourcer, når vi ikke gør det godt nok.

Vi ved godt, hvad der virker, men vi skal blive langt bedre til rent faktisk at gøre det, der virker. I stedet for at gøre spredte og nogle gange nærmest tilfældige indsatser, i bedste fald ligegyldige og i værste fald direkte skadelige indsatser, skal vi sørge for, at kommunerne anvender den viden, de har, om, hvad der virker. Vi skylder hver enkelt familie og hvert enkelt barn, at de får den hjælp, der er den rette, og selvfølgelig at indsatsen lever op til loven, men også at den virker. Derfor er der behov for, at kommunerne i højere grad lever op til deres ansvar. Det er vores ansvar som politikere at sikre, at de intentioner, der er i den lovgivning, som gennemføres, også bliver til virkelighed ude i kommunerne; at intentionerne om bedre forløb, tidlig indsats og inddragelse også bliver til virkelighed for de børnefamilier, det hele handler om.

Derfor er jeg glad for, at Dansk Folkeparti endnu en gang har rejst en forespørgsel om dette emne, for der er behov for en strammere opfølgning. Der er behov for, at regeringen følger op på den lovgivning, et bredt flertal i Folketinget står bag. Det er nødvendigt, at regeringen tager ansvar for, at kommunerne følger den lovgivning, der er lavet, og lever op til intentionerne bag Barnets Reform, herunder ikke mindst ved fremadrettet at benytte de redskaber og sanktionsmuligheder, der findes, over for kommunerne. Med de ord vil jeg sige tak for ordet, og jeg vil også understrege, at Socialdemokratiet står bag det forslag til vedtagelse, som den forrige ordfører læste op. Tak.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo rigtig dejligt, at Socialdemokratiet også bakker op om den her debat. Nu er det sådan, at Dansk Folkeparti for et par år siden havde et beslutningsforslag, som drejede sig om øget ansvarliggørelse af kommunerne netop i sager, hvor der var svigt og i sager om overgreb og omsorgssvigt over for børn. Dengang sagde Socialdemokratiet også, at man ikke var nået langt nok, og at der skulle ske noget. Nu står vi så her et par år efter, og så siger Socialdemokratiets ordfører sådan set det samme og siger videre, at der er behov for en strammere lovgivning. Hvad er det så, vi egentlig skal gøre for at sikre, at vi når videre, så vi ikke igen om 2 år står her og ser, at der er adskillige svigt i de her børnesager?

Ordføreren.

Jeg mener, at det er meget vigtigt, som det også står i det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet støtter og har været inde omkring, at vi fremadrettet beder regeringen om at henstille til kommunerne, at man benytter sig af de redskaber og de sanktionsmuligheder, der er, eller rettere sagt, at regeringen forpligter sig på at bruge de sanktionsmuligheder, der er, over for de kommuner, der ikke lever op til det ansvar, vi med rette kan forvente af kommunerne på det her område.

Så jeg er helt enig i, at det, vi skal, er at sørge for en øget ansvarliggørelse hos de kommuner, hvor det halter. Samtidig, som jeg også var inde på i min tale, er det vigtigt at sige, at der er rigtig, rigtig mange kommuner, der gør det godt. Vi skal kunne skille tingene ad, og der, hvor der så er et problem, der, hvor man ikke lever op til sit ansvar, der, hvor børn og unge og forældre kommer i klemme, skal vi være langt bedre og langt mere målrettede i forhold til at bruge de redskaber og sanktionsmuligheder, der faktisk findes i den eksisterende lovgivning.

Spørgeren? Nej. Så der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Carl Holst, Venstre.

Jeg vil også gerne på vegne af Venstre udtrykke ros og støtte til Dansk Folkeparti for at rejse debatten. Venstre kan også støtte det forslag til vedtagelse, der blev læst op af ordføreren for Dansk Folkeparti.

Både fra ministeren og andre har vi fået et indtryk af, hvad det er for at arbejde, der er foregået helt tilbage fra 2006, med, hvad man kan gøre for at sikre, at børn, der af forskellige årsager har det vanskeligt i livet, får den bedste hjælp. Den røde tråd i alle initiativer, Barnets Reform, overgrebspakken, forebyggelsespakken, tilsynsreformen for bare at nævne nogle af dem, har jo været, at barnet skal være i centrum. Vi skal ikke en dag som i dag tale det ned og have en forkert opfattelse af alt det, man har lavet på tværs af skiftende regeringer og bredt funderet i Folketinget. Derfor kan jeg også med et glimt i øjet sige til ordføreren for Socialdemokratiet, at det er den til enhver tid siddende ministers ansvar at følge op på loven på tværs af skiftende regeringer. Men vi byder den nuværende minister velkommen med de få måneder, hun har været her, og glæder os over, at hun har blik for det. Men pointen er bare, at vi ikke skal tale det ned, for der er masser af elementer, der er blevet bedre: Børnehusevalueringen for bare at nævne ét, 24-timersreglen om indberetninger for at nævne noget andet.

Men med til at sætte barnet i centrum er jo netop, at vi lytter til barnet, og der halter den med at tage udgangspunkt i barnets ønsker og barnets retssikkerhedsfølelse. For et barn vil det nok komme til udtryk ved et ønske om at blive hørt. Med det udgangspunkt halter den lidt, hvad angår bisidder og inddragelser, viser evalueringen. Det bliver vi også nødt til at tage alvorligt. Det håber jeg bliver resultatet i det videre forløb, og ministeren giver så glimrende udtryk for, at hun vil følge det tæt og med udgangspunkt i de intentioner, vi har her i Folketinget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for igen at tage Barnets Reform op. Jeg synes, det er dejligt, at I har en vedholdende dagsorden på det område. Det er nærmest som et urværk, at vi tager den her diskussion, og desværre er det nødvendigt. Så ros til jer for at holde fast i det. Det giver en god anledning til at følge op, og som sagt er det desværre nødvendigt.

Når vi kigger på, hvad der er sket, siden vi stod her og diskuterede Barnets Reform sidst, ser man, at kontanthjælpsloftet og andre reformer er slået igennem og har ramt udsatte familier hårdt. I Enhedslisten frygter vi, at nogle af de familier, som tidligere har klaret sig, bliver udsat for et pres – det ved vi – der kan resultere i, at flere børn vil skulle anbringes uden for hjemmet. Der er altså flere udsatte familier, der lever i fattigdom, kombineret med at kommunernes økonomi er begrænset af en meget lav offentlig vækst, som reelt betyde nedskæringer. Det er en opskrift, som i virkeligheden kun kan gå galt, når vi kigger på børnene. Vi frygter, at socialrådgiverne vil blive belastet af flere sager og færre kollegaer, og at færre familier vil få den hjælp i tide, der gør, at vi kan undgå en anbringelse. Det er utrolig vigtigt, at udsatte børn ikke kommer i klemme, og det er utrolig vigtigt, at vi forsøger at undgå anbringelse, så meget vi kan, simpelt hen ved forebyggende arbejde. Det er desværre ikke altid muligt.

Jeg synes, det er en væsentlig diskussion, vi har, om implementeringen af Barnets Reform, bl.a. fordi vi jo taler om, hvordan vi kan styrke børns retsstilling for også at styrke deres situation generelt. Det kunne mildest talt gå bedre, som der også er nogle der har været inde på fra talerstolen. Jo, der er ting, der går fremad, heldigvis, men der er altså også ting, som vi kunne gøre meget, meget bedre.

Børns og unges ret til at blive hørt skal opprioriteres. Vi skal sikre, at anbringelserne sker ud fra barnets tarv, som var hensigten med Barnets Reform. Vi skal sikre, at de obligatoriske samtaler ikke bare bliver afholdt, og så krydser man af i sit dokumentationskravskema, at nu er samtalen afholdt. Vi skal faktisk også have socialrådgivere, som er i stand til at inddrage og lytte til børnene og lade deres holdninger og synspunkter bliver vægtet i afgørelserne.

Det er vigtigt at understrege, at alle børn har ret til en bisidder. Det bliver desværre ikke altid gennemført, som vi havde tænkt det, for det er så vigtigt, at hver eneste barn har sin egen stemme i sin egen sag, når det handler om barnets fremtid. Derfor skal de have en person, der altid taler for dem – ikke for kommunen, plejefamilien eller de biologiske forældre, men for dem.

Så synes vi også, at noget af det, som det er vigtigt at kigge på, er nedskæringer i Ankestyrelsen. Det har også betydet en forringet retssikkerhed med færre ressourcer til sagsbehandlingen og en svækkelse af kontrollen med kommunerne. Hvis vi skal gøre noget godt for børnene, skal vi sikre, at Ankestyrelsen har tilstrækkelige midler til at behandle klagesager. Vi skal fortsætte indsatsen med BørneTelefonen og bisidderordninger hos Børns Vilkår. Og så skal vi give sagsbehandlerne færre sager og mere tid til at arbejde tværfagligt, hvilket jo også socialrådgiverne har påpeget rigtig mange gange.

Men det forebyggende arbejde er det bedste, vi kan gøre for børn. Så stabilitet i livet og trygge rammer i familien er rigtig, rigtig vigtigt, også selv om der kan være problemer i familien. Vi kan godt have en tendens til herinde at dele det meget sort-hvidt op: Her er nogle sociale problemer, her er der problemer med alkohol i en eller anden grad, vupti, det må føre til en anbringelse. I virkeligheden er det bedste, vi kan gøre for børnene, at forsøge at hjælpe familien med at forsøge at løse problemerne, før de vokser sig så store, at anbringelse bliver nødvendigt. Men det halter med det forebyggende arbejde, og det kræver, at vi tør investere. Noget, vi er meget bekymrede for, er, at netværksanbringelser, tvangsadoption og endda den Herningmodel, som i virkeligheden burde betyde, at vi investerer mere i det forebyggende arbejde, faktisk efterhånden bliver brugt til ikke at gøre det bedste for børnene, men som en undskyldning for at kunne skære ned på området, fordi kommunernes økonomi er for presset.

Derfor vil jeg slutte af med den pointe, som jeg startede med. Jeg vil citere Bettina Post, som på et tidspunkt sagde, at det sociale arbejde aldrig bliver bedre end det, det har at virke under. Derfor håber jeg også, at alle de partier, der taler om sanktioner mod kommunerne, og som skal lave aftaler mellem regeringen og kommunerne om kommunernes økonomi fremover, vil huske det.

Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for rosen. Det kan vi godt lide i Dansk Folkeparti. Jeg skal bare høre, om ordføreren ikke er enig i, at det altså ikke kun er børn fra familier, hvor der ikke er så mange midler, der kan have udfordringer i forhold til at kunne risikere at blive anbragt uden for hjemmet. Det er også børn, som kommer fra velstillede familier.

I forhold til det, ordføreren sagde om Ankestyrelsen, kan jeg huske, at den tidligere regering, som I jo støttede i Enhedslisten, nedlagde de sociale nævn, så jeg skal lige høre, hvordan Enhedslisten stillede sig i forhold til det retssikkerhedsmæssige i forbindelse med nedlæggelsen af de sociale nævn, for det kan jeg ikke huske.

Ordføreren.

Til det første spørgsmål vil jeg sige, at det er fuldstændig rigtigt. Der kan også være rigtig store problemer i familier, som har en helt solid økonomi. Desværre er der en tendens til, at det er nogle af de familier, som har en svær økonomi, der også får følgeskab af en masse sociale problemer. Fattigdom, når den rammer, rammer jo ikke kun pengepungen. Desværre har den en hel masse konsekvenser for de børn, som vokser op i fattigdom i forhold til social arv og uddannelsesmuligheder; ringere muligheder for at få arbejde, hvis deres forældre ikke har, følger med, og det samme gælder i forhold til sociale problemer i familien, som kan gøre det rigtig svært at holde sammen. Det er nogle af konsekvenserne, hvis familier skal leve i fattigdom.

De sociale nævn vil jeg meget gerne diskutere på et tidspunkt. Det er ikke alt ved de tiltag, som Enhedslisten støttede dengang, som er endt lige godt. Det har vi været inde og prøve at tage ansvar for op til flere gange.

Spørgeren.

Når ordføreren nu siger, at der vil blive anbragt flere børn på grund af kontanthjælpsreformen, mener ordføreren så, at fordi man ikke har så mange penge i det daglige, er man ikke i stand til at give omsorg og kærlighed til sit barn? Det, om man kan varetage et barns behov, handler vel ikke om, hvor mange penge man har i familien, hvilket job man har, om man er kontanthjælpsmodtager, eller om man er direktør. Det handler vel også om, at man kan give den omsorg og den kærlighed, som et barn har behov for. Det var, fordi ordføreren sagde i sin tale, at ordføreren mente, at med kontanthjælpsreformen vil der også blive fjernet flere børn.

Ordføreren.

Jeg synes ærlig talt, at det dér er unødvendig polemisk. Selvfølgelig – selvfølgelig – kan mennesker med lave indkomster være rigtig, rigtig gode forældre, nogle gange bedre, vil jeg da tro. Jeg har aldrig sagt andet. Men ordføreren for Dansk Folkeparti må indse, og det godt kan være, det gør ondt – for Dansk Folkeparti var med til at vedtage det der kontanthjælpsloft – når man hører om konsekvenserne, at det er et fuldstændig ufravigeligt faktum, er, at økonomisk fattigdom altså er med til at skabe nogle sociale problemer og forværre en situation for rigtig mange udsatte familier. Det er ikke en bebrejdelse mod de familier, det vil jeg gerne understrege. Det er en bebrejdelse mod det flertal herinde på Christiansborg, der har vedtaget den kontanthjælpsreform. Det kan jeg lige så godt sige ærligt.

Tak. Og vi bliver i spørgerækken hos Dansk Folkeparti. Det er fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Mange tak for det. Ordføreren talte lidt om de partier, der går ind for sanktioner – underforstået, at det gør Enhedslisten ikke, går jeg ud fra. Og med det vil jeg gerne spørge fru Pernille Skipper: Når man ikke vil være med til sanktioner – og sådan er det jo, fair nok – kunne man så gå ind på noget, der hed en tvungen taskforce i de kommuner, hvor der bliver ved med at være problemer, når de nu ikke frivilligt vil gå ad den vej?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi synes, økonomiske sanktioner over for kommunerne er med til at skabe flere af de problemer, der er derude, fordi det har meget at gøre med en presset økonomi – og alt muligt andet, men altså også en presset økonomi – i kommunerne, om man har en ordentlig sagsbehandling.

Jeg synes, det er rigtig spændende at tale om en tvungen taskforce. Noget af det, vi har foreslået rigtig mange gange, er, at man laver en national taskforce for de helt tunge sager, altså nogle af de sager, vi har set, der har været rigtig skandaløse: Brønderslevsagen, Tøndersagen, altså hvor det simpelt hen er så voldsomt, at kommunens sagsbehandlere ikke kan overskue situationen eller i hvert fald ikke får gjort nok. Så det synes vi er et rigtig spændende forslag. Det vil jeg gerne være med til at diskutere.

Spørgeren.

Så lad os diskutere det på et tidspunkt. I forhold til netop kommuner, som har nogle virkelig grove sager – og dem kender vi jo alle sammen – må vi også konstatere, at der er gået lang tid nu, ikke? Altså, der er gået 6 år siden Barnets Reform, og selvfølgelig tager reformer tid, men i al den tid, der går, er det ligesom børnene, der er taberne i det, indtil vi får implementeret de her reformer. Kunne der ikke være noget rigtigt i at sige: Nu har I haft den her tid, nu skruer vi bissen på, nu er det nu; det her er en »skal«-opgave, det er ikke en »vil«-opgave?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne være med til at putte nogle flere tillægsord på, hvad det er, vi siger til kommunerne, altså skrue bissen på, eller hvad vi ellers har. Det er en strålende idé. Jeg synes heller ikke, det skal være »kan«; jeg synes, det skal være »skal«. Der er rigtig mange ting, vi kan gøre for at sikre, at børns rettigheder i tilstrækkelig grad bliver opfyldt. Men jeg tror ikke på, at det gør andet end at få spiralen til at gå endnu mere brat nedad, hvis man begynder at pålægge kommunerne økonomiske sanktioner, når vi ved, at så mange af de problemer, vi ser – ikke kun på børneområdet, men jo altså også for vores ældre medborgere og folkeskolerne – er et resultat af en ekstremt presset kommunal økonomi.

Så siger vi tak til ordføreren. Ordføreren har et forslag til vedtagelse, som man lige skal have med her. Værsgo.

Tusind tak, og jeg beklager.

Jeg læser op på vegne af Enhedslisten, Alternativet og SF:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal understøtte indsatsen for udsatte børn og unge. Folketinget konstaterer, at der fortsat er udfordringer med kommunernes implementering af lovgivningen på området, herunder fra Barnets Reform. Udsatte børn og unge og deres familier skal have den hjælp, som de har behov for og er berettiget til efter loven, og de skal selv kunne vælge deres bisidder.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at følge bedre op på implementeringen af nye reformer i kommunerne, herunder sikre, at lovgivning bliver overholdt, og at kommunerne opfylder rådgivningsansvaret, i højere grad inddrager børnene og gør brug af efterværn over for tidligere anbragte unge.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for, at kommunerne i højere grad kan udvikle en stærk faglighed om deres arbejde, så indsatsen over for udsatte børn og unge forbedres, og at kommunerne har økonomiske rammer, som kan understøtte en god indsats.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 24).

Tak. Også dette forslag indgår i de videre forhandlinger.

Så er den næste ordfører i rækken fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Tak til DF for at rejse denne rigtig vigtige debat. Barnets Reform er jo en rigtig god reform. Den har eksisteret i 6 år, men når vi kigger på implementeringen, er vi jo alle sammen enige om, at det ikke er godt nok. Der er kommuner, som arbejder rigtig godt med reformens intentioner, men der sker stadig væk alt for mange fejl, alt for mange børn falder igennem sikkerhedsnettet.

Jeg er jo helt enig med ministeren i, at opgaver på det sociale område varetages bedst så tæt som muligt på borgerne. Sidste år var vi med Socialudvalget på en studietur rundt i Jylland, og der var vi bl.a. i Tønder Kommune. Der prøvede jeg at teste min egen holdning ved at spørge borgmesteren, om han mente, at det kunne være en idé at fjerne børnesagerne fra kommunen og placere dem et eller andet centralt sted, hvor man var sikker på, at man havde det specialiserede personale, så man var sikker på, at det her blev håndteret af folk, der havde erfaring inden for området. Men han bekræftede min holdning til, at det er vigtigt, at det er så tæt på borgerne som muligt, ved at prøve at forklare, hvor komplekse de her problemstillinger i de her familier er, og derfor er det så afgørende, at man er tæt på borgerne, at man kender hele familien, og at man kan tilbyde den her meget helhedsorienterede indsats, som er det vi tror på virker.

Men hvad er så løsningen på, at vi igen og igen kan konstatere, at kommunerne ikke overholder loven? Vi har jo Ankestyrelsen, vi har tilsyn, og vi kan sanktionere gennem tvangsbøder, men det er jo, som om det ikke er nok. Altså, der er Odense, Rebild, Slagelse, Tønder, Brønderslev kommuner, der er rigtig mange kommuner, hvor vi hører, at de vælger at overhøre eller i hvert fald ikke reagerer på alvorlige underretninger om børn, der mistrives. Det er bare rigtig, rigtig svært at forstå herindefra, hvad det er, der foregår, og selv om vi har været ude og tale med dem, selv om vi prøver at komme tæt på, selv om vi hiver eksperter ind til at fortælle os om mulighederne for at sanktionere, er det, lige som vi alle sammen står i en låst situation, hvor vi bare ikke forstår, hvad det er, der foregår.

Vi har aldrig nogen sinde brugt så mange penge i det offentlige i Danmark, som vi gør i øjeblikket. Vi har verdens bedste velfærdssamfund. Vi bryster os alle sammen, når vi er i udlandet, af vores velfærdssamfund herhjemme, hvordan vi har et etableret sikkerhedsnet, så ingen falder igennem. Men gang på gang kan vi bare i Socialudvalget konstatere, at der er børn, uskyldige mennesker, der falder igennem, og vi føler os på en eller anden måde magtesløse. Derfor er det rigtig, rigtig godt og vigtigt, at vi får rejst de her debatter. Det er vigtigt, at vi prøver at fokusere mere målrettet på, hvad vi kan gøre for at finmaske det sikkerhedsnet, som vi ønsker skal være der, endnu mere. Vi må som minimum kunne sikre, at børn, som står i den ulykkelige situation, at de svigtes af deres forældre, ikke svigtes af de offentlige myndigheder.

Ministeren reflekterede i sin tale en lille smule over, om vi har implementeret for mange reformer, at der været for meget ny lovgivning de seneste år, og det er jo fuldstændig rigtigt, at vi har indført meget ny lovgivning på det her område. Der har været Barnets Reform, overgrebspakken, forebyggelsespakken, taskforce, tilsynsreform for nu at nævne nogle stykker af dem, men det er jo netop, fordi vi har haft et fokus på området, det er jo netop, fordi det er så vigtigt, at vi får styr på det her område, og vi har set alt, alt for mange ulykkelige sager.

Sidste år – ja, det er jo så forrige år nu i virkeligheden – afsatte vi også satspuljemidler til at kunne udbrede Herningmodellen, og det er jo også, fordi vi tror på, at hvis socialrådgiverne, sagsbehandlerne har færre sager pr. barn, begås der også færre fejl. Det er jo initiativer, vi alle sammen prøver at søsætte, fordi vi prøver at gribe de her problemstillinger, og det skal vi jo fortsætte med at have fokus på.

I Liberal Alliance vil vi også gerne kigge nærmere på økonomiske sanktioner, men i det hele taget er vi interesseret i at følge det her område tæt, og derfor kan vi naturligvis også tilslutte os den af DF foreslåede vedtagelsestekst.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Vi vil gerne stille op i det kor, der roser DF for det her initiativ med at tage emnet op igen. Jeg håber ikke, vi står her om 5 år igen – jeg håber, at vi snart kommer ind i en løsningsfase, uden at jeg dermed står her med et quickfix.

Når man møder det her som relativt ny i Folketinget, ser man, at det jo har en meget, meget lang historie og en meget, meget kompleks problemstilling med en masse forskellige forhold. Og det er guld værd for mig at kunne lytte til erfarne kolleger med en masse erfaring, i forhold til hvordan det her har udviklet sig gennem årene. Så derfor har det en værdi i sig selv for mig.

Det, vi behandler her i dag, omhandler jo en stillingtagen til, om kommunerne lever op til intentionerne i Barnets Reform, og efterfølgende hvad der skal ske med de kommuner, der ikke lever op til reformen.

Den første del af det er der vist ret bred enighed om efterhånden, altså at den status, som der allerede er redegjort for her fra talerstolen, ikke er acceptabel. Det, vi snakker om her, har jo været et tema i mange år. Allerede i 2006 vedtog Folketinget anbringelsesreformen og siden altså Barnets Reform, som vi især snakker om i dag. Formålet har været og er fortsat en bedre indsats for udsatte børn, herunder børn, der er anbragt uden for hjemmet, og børn, der har været udsat for svigt og for overgreb. Altså, der har i hvert fald i 10 år været fokus på at give de her børn bedre forudsætninger for at få en bedre tilværelse. Og man bliver selvfølgelig indigneret og trist over igen at måtte konstatere, at vi som samfund endnu ikke har løftet den opgave på tilfredsstillende vis. Så mit inderlige håb for dagens forespørgselsdebat må være, at den fører til noget – at vi sætter alvorligt skub i noget, der rent faktisk gør en forskel for de her børn.

Nu kommer diskussionen i dag så måske mest til at handle om, hvem der har ansvaret, og hvem ministeren skal holde i ørerne. I min bog er der ingen tvivl om, at det ansvar er delt. Kommunerne har ikke været dygtige nok, men diverse regeringer og socialordførere herinde må nok også med rette vurdere, om opbakningen herfra har levet op til ambitionerne.

Jeg har absolut ingen interesse i at fritage kommunerne for den del af ansvaret, som er deres, for i sidste ende er det jo indiskutabelt, at nogle kommuner i hvert fald fortjener en opsang. Men jeg synes også, at der fra vores side ligger et ansvar i at sikre en ordentlig opbakning til kommunerne, i forhold til at de kan løfte opgaven. Her tænker jeg f.eks. på, om vi kan blive ved med at kritisere kommunerne for at lave tåbelige og uacceptable prioriteringer, eller nærmere underprioriteringer, og samtidig køre en benhård økonomisk styring af dem, hvor vi på årlig basis beder dem om at effektivisere og nedskære.

Der er i min optik ingen tvivl om, at vi herfra burde bakke langt mere op om investering i flere sagsbehandlere. Det ved vi virker, og vi ved, at det modsatte har konsekvenser. Derfor er Herningmodellen også en af de ting, som Alternativet er rigtig glad for.

Når jeg skal støtte et forslag til vedtagelse i dag, vil jeg også gerne lægge vægt på, at der kommer et langt større fokus på det efterværn, som også har prioritet i Barnets Reform. Her kan jeg glæde mig over, at ministeren tidligere har flirtet lidt med ideen om at gøre efterværn for udsatte unge til et retskrav, og det var noget, vi godt kunne arbejde videre med, hvis ministeren fortsat går med de tanker.

Så jeg håber, at ministeren både vil have et tæt samarbejde med kommunerne om at sikre implementeringen af de her reformer, og også være meget grundig og bestemt i den opfølgning, uden at jeg nødvendigvis tror, at økonomiske sanktioner er det, de har allermest brug for. Samtidig håber jeg også, at vi herinde vil prioritere at bakke kommunerne op i den indsats, og at vi i hvert fald sikrer os, at kommunerne har ressourcer og faglighed og kompetencer til at indfri de ambitioner, vi jo alle sammen har på det her område, og til at sikre en god indsats for de udsatte unge. Det er i hvert fald på tide. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Og tak for lige at nævne det her med efterværnet, det tror jeg vi alle sammen synes er rigtig vigtigt og en rigtig god ting. Det tror jeg så også at vi godt kan blive enige om. Der, hvor vi så ikke er enige, er i forhold til sanktionerne. Nu brugte ordføreren jo selv noget af sin taletid på at sige, hvor lang tid der er gået, og at det halter en del derude, det kan vi godt blive enige om. Når vi har kommuner, som faktisk kommer helt derud, hvor de begår direkte ulovligheder i deres sagsbehandling, er det så fair, at man så bare siger okay, det var uheldigt, og så fyrer man en direktør, og så er vi ligesom videre alle sammen? Bør vi ikke som lovgivere sige, at det her ikke er i orden, det bliver sanktioneret?

Ordføreren.

En af de ideer, som vi hørte fra fru Karina Adsbøl, var det her med en mere kraftfuld og obligatorisk taskforce. Det havde jeg ikke selv set, det havde jeg ikke hørt før, men ideen synes jeg er god. Det er sådan noget, vi gerne vil være med til at drøfte i den forbindelse.

Spørgeren.

Der er vi så også enige, og det tror jeg såmænd nok at vi skal lykkes med. Men der er kommuner, der begår lovbrud. Nogle hører vi om i pressen, andre hører vi kun om, fordi vi får det at vide ad anden vej. Bør vi ikke sætte hårdere ind? Det er vel ikke i orden, at en kommune begår lovbrud. Når en borger skal straffes for lovbrud, så skal kommunen vel også.

Ordføreren.

Det er i hvert fald ikke i orden, at man begår lovbrud. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det. Her er vi bange for at bruge kraftfulde sanktioner over for kommuner, som er så økonomisk presset, at de har meget svært ved at leve op til tingene. Selvfølgelig skal de overholde loven, men vi er ikke nået dertil, hvor vi er klar til at støtte økonomiske sanktioner.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Og den næste i rækken er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Jeg vil også gerne kvittere over for Dansk Folkepartis initiativ her, og i øvrigt også for ministerens svar på initiativet. Det synes jeg lægger op til et godt samarbejde om at følge implementeringen mere grundigt, når vi laver lovgivning. Det er svært at bremse politikeres iver efter at lave nye love, men vi kunne måske prøve at hjælpe hinanden med det.

Barnets Reform har haft en meget, meget stor plads i socialpolitikken i Danmark gennem årene, både i forhold til forberedelsen af selve reformen, men også implementeringen af den. Og jeg vil godt nævne fem konkrete mål, bare lige for at illustrere hvor stort der faktisk er tænkt.

Det ene mål er at sikre et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer og øvrige relationer over for barnet. Det er også et mål at sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at kunne indgå i sociale relationer og netværk. Det tredje mål er at sikre barnets eller den unges skolegang og integration i uddannelsessystemet, og det fjerde er at fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel. Og endelig er det femte mål at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Man kan altså se, at der med Barnets Reform tages hånd om hele barne- og ungdomslivet. Man ser på alle aldrene, og man ser endda også ud over den alder, hvor barnet bliver myndigt, altså som 18-årig, hvor et af de redskaber, der er til rådighed, er at skabe efterværn, det vil sige en bedre overgang til voksenlivet og forskellige former for støtte, f.eks. ret til en kontaktperson fra barnet eller det unge menneske er 15 år til det bliver 23 år.

Det er jo også en meget stor gestus over for et ungt og sårbart menneske, som pludselig skal stå på egne ben og klare sig. Så der er altså rigtig mange gode initiativer i det. Der er støtte til forældre i forbindelse med et barns anbringelse ved hjælp af en støtteperson, og barnet kan også selv efter at være blevet 12 år klage over foranstaltningerne i kommunen, og barnet kan også få en støtteperson.

Så er der to særlige initiativer, som jeg godt vil bruge resten af min tale på.

Det ene er § 49 a, som handler en tidlig tværfaglig indsats, og det andet er § 153 om skærpet underretningspligt for fagpersoner.

Jeg vil begynde med den nemme af dem, og det er § 153. Den er velkendt i hele den sociale verden, og der er faktisk blevet evalueret på, hvordan den er blevet brugt, og den er blevet brugt rigtig, rigtig meget. Der er sket langt, langt flere indberetninger, imens den har eksisteret, altså inden for perioden med Barnets Reform, og det man jo sige er vellykket, for der kan man have chancen for at gribe ind tidligere, når der er problemer for et barn og en ung.

Imens undrer det mig rigtig meget, at § 49 a er meget svær at evaluere, fordi den stort set ikke er blevet brugt. Det er sådan, at Socialstyrelsen ad to omgange har lavet en evaluering af Barnets Reform, og den seneste kom her i efteråret 2016. Det var det statsautoriserede revisionsaktieselskab BDO, som vandt den udlicitering, som Socialstyrelsen foretog for at undersøge de to paragraffer, jeg har nævnt her, og de siger, at § 153 virker; alle kender den.

Men i forhold til § 49 a er det faktisk meget svært at finde ud af, om nogen kender den. Og det, der undrer mig, er, og det er på baggrund af 22 års erfaringer som lærer i folkeskolen, hvor jeg har haft rigtig meget at gøre med specialundervisningsbørn og sårbare børn osv. osv., at det har været et kæmpestor drøm at få en paragraf, der gjorde det muligt at tale sammen på tværs af institutionerne om den samme familie og om det samme barn.

Derfor er meningen med den at sørge for, at en sundhedsplejerske, en pædagog i en daginstitution, en pædagog fra en vuggestue, en pædagog i SFO'en og en lærer kan mødes og tale om den familie og om, hvorvidt de iagttagelser, de har gjort sig omkring børnene der, hvor de nu har mødt dem, kunne overbevise dem om eller gøre dem bevidste om, at der var grund til at gå ind og gøre noget.

Den paragraf kender de ikke, den bliver ikke brugt, og revisionsfirmaet har faktisk undersøgt det for at finde ud, hvorfor den ikke bliver brugt. Og konklusionen er, at det nok er et holdningsspørgsmål, og at det muligvis er sådan, at de voksne, som kunne bruge den, ikke bryder sig om at bruge den, fordi de kan gøre det uden samtykke fra forældrene. Og det mener de ikke er en god måde at gøre det på i forhold til samarbejdet mellem forældre og institution.

Jeg synes, det er et tema, som jeg egentlig godt vil diskutere med ministeren ved lejlighed i udvalget. Nu skal man ikke indkalde til samråd i tide og utide, men det er da et tema, som vi burde tage op. For hvorfor kan den ikke komme til at virke? Den er kommet ind, for at man kan gribe tingene i god tid.

Som afslutning her vil jeg sige, at opfølgning på kommunernes praksis er en fantastisk vigtig ting. Det var også budskabet fra ministeren, og måden at arbejde med satspuljen på har jo ændret sig konstruktivt. Vi har fået mere sans for og fokus på udviklingsmuligheder.

Her vil jeg godt trække Herning Kommune frem en gang til for at sige, at der har man ladet sig inspirere af en svensk kommune, Borås Kommune, og lavet forsøg inden for egne midler uden at spørge Folketinget om lov og uden at bede om penge til det. Man har taget et distrikt ud og prøvet at give socialrådgiverne bedre tid, nedsat antallet af opgaver og ansat nogle flere socialrådgivere, og inden der var gået 1 år, havde de nyansatte socialrådgivere tjent deres egen løn ind.

Nu gælder det i hele Herning Kommune, og satspuljepartierne har jo valgt at gøre det til et eksempel, som andre kommuner kan følge op på.

Dermed vil jeg bare sige, at man skal inddrage kommunerne på en konstruktiv måde og få dem til at bidrage til at gøre tingene bedre. Det kunne også være en målsætning for os. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste er fru Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og igen tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at det er et område, som vi bliver ved med at følge, også når der er fremgang i det. For vi er alle sammen rigtig optaget af det, og det er vigtigt for os hele tiden at følge med i, om de mange initiativer, vi tager, rent faktisk også har den betydning, som de skal have.

Udsatte børn og unge og familier skal have den hjælp, de har brug for, og som de er berettiget til efter loven. Det betyder, at de skal kende deres rettigheder, de skal høres og inddrages, og de skal have en hjælp, der reelt dækker deres behov. Det her er jo bestemt ikke et område, som har manglet politisk fokus, og inden for de seneste 10 år har vi da også set flere reformer på området, som skulle sikre en forebyggende og tværfaglig indsats, hurtig vurdering af underretninger om overgreb og omsorgssvigt, børnefaglige undersøgelser, handleplaner, opfølgning, inddragelse af barnet og forældrene, ret til bisidder, dokumentation af effekt, kvalitet i anbringelse osv. osv.

Men det spørgsmål, vi må stille os, er, om vi har nået det, der var intentionen. Fra forældre hører jeg, at kommunerne ikke altid har fokus på at give forældrene den støtte og de tilbud, der er brug for, til at styrke deres relation til deres børn. Fra børnene og de unge hører jeg, at de ikke føler sig hørt, og at de mangler kontakt til de mennesker, som træffer så store beslutninger for deres liv. Fra sagsbehandlerne hører jeg, at de er ved at drukne i registrering og indrapporteringer frem for at bruge tiden sammen med børnene, familierne og andre fagpersoner, så de reelt kunne være med til at gøre en forskel. Og fra anbringelsessteder hører jeg bl.a., at en del unge alt for hurtigt skal klare sig selv uden det efterværn, den hjælp til overgangen til voksenlivet, som alle unge kan have brug for, men særligt unge med en særlig baggrund og et spinkelt netværk at trække på.

Revisionskritikken fra efteråret fortæller også, at reformernes intentioner ikke er nået. Ministeriet får faktisk en hård kritik for ikke at have sørget for en ordentlig implementering af lovgivningen. Der er stadig for meget sagsbehandling, der ikke lever op til lovgivningen. Inddragelse af børn og unge halter, og de initiativer, der er taget i forbindelse med reformerne, har ikke forbedret kvaliteten tilstrækkeligt.

Den daværende ministers svar på revisionskritikken var – og det er så også den, jeg hører i dag fra den nuværende minister – at der også er kommet meget ny lovgivning på for kort tid. Men hvor meget nyt er der egentlig sket lovgivningsmæssigt, i hvert fald af de centrale dele? Altså, handleplaner er ikke noget nyt. Og opfølgning bør være en selvfølge. Det at høre børn har været gældende, siden vi ratificerede børnekonventionen for 25 år siden. Spørgsmålet er, om det ikke snarere er de mange organisatoriske ændringer, der er baggrunden for, at vi ikke ser den rette udvikling på området. Forvaltning og ledelse af området har stor betydning for, om indsatsen i tide kan lykkes.

Vi bør også være opmærksomme på, om alle kommuner har de nødvendige rammer og muligheder for at hjælpe udsatte børn og unge. Nogle kommuner har en relativt større andel sårbare og udsatte børn og et svagere skattegrundlag end andre. Det må ikke få betydning for børn og unges adgang til hjælp, hvilken kommune de vokser op i. Så i forbindelse med diskussionen om udligning bør der måske også kigges på, om de eksisterende udgiftsbehovskriterier er relevante.

Så vil jeg sige, at der desværre nok ikke bare er en værktøjskasse, der kan hives frem, og så er der styr på området. Men det er vigtigt, at der arbejdes for en bedre retssikkerhed og større legitimitet og tillid bag de beslutninger, der bliver truffet, på børne- og ungeområdet. Sidste år satte vi på satspuljen midler af til implementeringen af Sverigesmodellen, Herningmodellen, eller hvad vi nu vil kalde den, i kommunerne, hvilket ideelt set skal kunne sikre mere inddragelse og reel retssikkerhed for både børn og forældre. Hvis den implementeres ordentligt og der bl.a. sikres kompetenceudvikling, og her mener jeg gerne så praksisrettet som overhovedet muligt, de rette pædagogiske og behandlingsmæssige indsatser og et markant lavere sagsantal pr. sagsbehandler, så kan det være med til at skabe et helt andet forløb, som er mere direkte og forpligtende i samtalen mellem de involverede parter, fordi det er gennemtænkt og kvalificeret af et styrket tværprofessionelt samarbejde. Det kan også være med til at skabe hyppig opfølgning, udvikling af indsatser og løbende evaluering i tæt kontakt med børn, unge, forældre og netværk.

Men implementeringen skal ikke ske ved standardisering og manualer i et forsøg på at ensrette. De gode løsninger udvikles sammen med børn, forældre og netværk, og den bedste kompetenceudvikling sker, hvis den er praksisnær, og hvis der er stærk faglig ledelse af området. Det værste, vi kan gøre, er at forsøge at kontrollere området med endnu flere proceskrav, for kvalitet i børnesager er ikke det samme som at kunne sætte flueben i et skema. En børnefaglig undersøgelse kan godt være afsluttet rettidigt, handleplanen kan være udfyldt, og børnesamtalen kan være afholdt, uden at barnet eller den unge eller forældrene får den hjælp, der er brug for, og uden at barnet eller den unge reelt føler sig inddraget. Så procedure skal aldrig være et mål i sig selv. Kvalitet i sagsbehandlingen skal altid være midlet til at opnå målet om, at flere børn skal have en tryg opvækst og et godt liv.

SF står bag den vedtagelsestekst, som fru Pernille Skipper læste op for ikke så lang tid siden.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål, og det er fra hr. Carl Holst, Venstre.

Tak til ordføreren for indlægget. Jeg synes, der er et enkelt element, som måske er lidt selvmodsigende, og som jeg gerne vil bede ordføreren om at reflektere over. Det er den problemstilling, at ordføreren på den ene side refererer til den skarpe kritik fra statsrevisorerne og på den anden side siger, at medarbejderne bruger alt for meget tid på registrering. Hvad var det, kritikken fra statsrevisorerne gik på? Det var jo netop, at man ikke havde registreret nok.

Der har vi altså et dilemma i, at man i et og samme moment kan sige, at der skal bruges lidt mindre tid på registrering, og at der skal være meget mere tid, men hver gang der er et forslag om at nedbringe det, har man altid lige en begrundelse for, hvorfor det ikke skal gøres i lige dette bestemte tilfælde. Ordføreren har selv været repræsentant for et par af eksemplerne.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er rigtig vigtigt, at spørgeren rejser det her dilemma, for det er jo lige præcis det, vi tit tyr til som politikere, altså at vi siger: Nu må vi have endnu flere dokumentationskrav og endnu flere registreringer. Men det er bare oven i alt det andet. Så jeg tror, at tiden er til, at vi skal finde ud af, hvad det er for en form for dokumentation, vi synes er den vigtigste.

Jeg synes f.eks., det er vigtigt at sikre sig, at der er socialfaglige undersøgelser, handleplaner og opfølgning i sagerne, men jeg synes, det er lige så vigtigt, at kvaliteten i dem er i orden. Men der er også en lang række dokumentationskrav, som sådan set ikke sikrer retssikkerhed. Det kan f.eks. være sådan nogle indberetninger til Ankestyrelsen og Danmarks Statistik, som alene er til for at fodre systemet med informationer.

Jeg havde selv den fornøjelse at være i praktik i en familieafdeling for ikke så lang tid siden, og jeg har sådan set også arbejdet dør om dør med de sagsbehandlere, før jeg kom i Folketinget, og der oplevede jeg jo, hvor meget ligegyldig dokumentation – i hvert fald set fra børnenes og de unges synspunkt – der lå i den her sagsbehandling, som alene var til for at servicere systemet selv.

Der var ikke flere, men så er der et enkelt spørgsmål fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er rigtigt: Det er bare ét spørgsmål, jeg lige har. Ordføreren siger det her med, at man ikke bare kan putte det hele ned i en kasse og så ensrette det, og så er alt løst og alt godt. Det er jo rigtigt. Men vi oplever også, at der er forskel i sagsbehandlingen i de forskellige kommuner. Altså, hvor man det ene sted risikerer den ene slags, hvad skal man kalde det, tiltag, så kan man flytte til en anden kommune, og så er det noget helt andet. Det er vel grundlæggende et problem. Der er man vel nødt til at lave en vis form for ensretning og vel også dokumentation. Og så kan vi godt være enige om, at dokumentation fylder for meget, men kan vi så ikke blive enige om, at den rigtige dokumentation er god?

Ordføreren.

Jo, det sidste kan vi i hvert fald sagtens blive enige om. Jeg vil sige, at afgørelser i børnesager er nogle magtfulde vurderinger, som – vil jeg være ærlig at sige – er lagt i hænderne på ufuldkomne mennesker, for det er alle mennesker. Men det er til gengæld mennesker med en stærk intention om at gøre en positiv forskel for børn og unge. Jeg har ikke mødt nogen sagsbehandlere, som havde til hensigt ikke at lave deres arbejde ordentligt. Jeg har set mange forlade faget, faktisk flygte fra det, fordi de ikke kunne holde til det. Jeg har heller ikke mødt nogen byrådsmedlemmer – og jeg har selv også siddet i et byråd – der siger: Pyt med retssikkerheden i vores børnesager. Jeg tror faktisk, at alle dem, der er på det her område, gerne vil have det til at fungere. Jeg tror bare, vi er nødt til at se i øjnene, at der ikke er nogen enkle løsninger. Måske skulle vi i virkeligheden have en kommission, der kunne kigge på, hvad det egentlig er, der skal til, for at det bliver nemmere at leve op til de retskrav, der er, og levere en høj kvalitet i det her arbejde.

Så vil jeg gerne koble mig på den kommentar, der var før, om en taskforce. Jeg tror godt, man kunne udvikle taskforcekonceptet til, at man ikke bare er ude for at se, om der er sat de rigtige flueben, men så taskforcen reelt også bliver en sparringspartner i at se på, om kvaliteten i sagsbehandlingen og den hjælp, som børnene får, også er den rigtige.

Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det, som ordføreren lige nævnte med taskforcen, får mig til at stille det spørgsmål, hvordan SF ser på sådan en model om, at det ikke skal være frivilligt. Hvis man opdager i en kommune – eller hvis der kommer sager op i medierne, som det også er sket – at der er et massivt svigt, kunne man så forestille sig, at det skulle være sådan, at Ankestyrelsen så sagde, at taskforcen skulle sendes ud til kommunen for at undersøge kvaliteten i sagsbehandlingen? Eller hvordan tænker SF at det kunne være?

Ordføreren.

Jeg vil faktisk gerne være med til at kigge på, hvilken rolle taskforcen kunne få, også om man skulle brede det ud, så det ligesom er alle kommuner, der kommer igennem det her system, og især dem, som man har særligt fokus på. Men så mener jeg også, at vi skal udvikle taskforcen. For der bliver lavet rigtig meget taskforcearbejde, men det handler meget om den juridiske tilgang. Jeg kunne godt tænke mig, at man også koblede den socialfaglige del på, for det handler ikke kun om retssikkerhed. Det er vigtigt, men det er jo lige så vigtigt at sørge for, at den sagsbehandling, der er derude, reelt fører til bedre hjælp til børnene, og det er ikke nødvendigvis det samme som at gå ud og tjekke, om man har levet op til det og det i forhold til loven. Det er ikke det samme, som at der så også rent faktisk bliver givet den rette hjælp til de børn, som skal have den.

Spørgeren.

Skal jeg så forstå på ordføreren, at ordføreren mener, det skal være obligatorisk, at taskforcen skal tage ud til alle 98 kommuner? Det er bare for at forstå ordføreren korrekt. I dag er det jo sådan, at man kan komme på kursus inde på Socialstyrelsen, også med henblik på bedre sagsbehandling. Så det handler om, hvordan det konkret skal skrues sammen, for i dag er det jo frivilligt. En kommune kan bare sige nej. Mener man fra SF's side, når man nu ikke vil gå ind for sanktioner, at det så kan pålægges en kommune, at de skal tage imod taskforcen?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg har ret stor tillid til, at i hvert fald de SF'ere, der sidder rundtomkring i byrådene, også træffer fornuftige beslutninger. Så jeg synes i virkeligheden, vi skal bruge noget krudt på at appellere til vores egne kommunale baglande om at prøve at få kigget på deres sagsbehandlingspraksis.

Til det der med, at alle kommuner skal det igennem: Det ved jeg ikke. Jeg synes, vi skal prøve at drøfte, hvad det er for en model, vi skal have. For egentlig kunne jeg bedre tænke mig, at vi havde ikke nødvendigvis et taskforcehold, men nogle, som kunne hjælpe kommunerne. Det er det, jeg mener med praksisnær kompetenceudvikling, altså at vi ikke bare sender medarbejdere på kursus, men at vi rent faktisk har nogle til at sidde derude sammen med dem, ikke mindst i de meget svære og tunge sager, som er komplicerede juridisk; at det ligesom kan være nogle, der hjælper med sagsbehandling på den måde. Men jeg synes, vi skal prøve at udvikle, hvad for nogle modeller der kunne være bedst til at hjælpe kommunerne.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste i rækken er hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Med Barnets Reform i 2011 blev det tydeligt, at barnets bedste var omdrejningspunkt for at hjælpe og støtte kommunerne med at sætte den i værk. Der blev dengang afsat 1 mia. kr. over 4 år, så det er ikke, fordi der ikke også blev sat penge af til det. Reformen bestod af fire hovedpunkter: 1) tryghed i opvæksten, 2) børns og unges rettigheder, 3) en tidlig indsats – som er meget vigtig – og 4) kvaliteten i indsatsen.

I Det Konservative Folkeparti er vi af den opfattelse, at opgaverne på det sociale område varetages bedst af kommunerne. Hvorfor nu det? Jo, fordi kommunerne er tættest på borgerne og har de bedste muligheder for at vælge den indsats, som bedst imødekommer det enkelte barns og familiens behov. Jeg kan også sige, at som kommunalbestyrelsesmedlem er det min opfattelse, at kommunerne ønsker at gøre det bedst mulige for de udsatte børn og unge.

Det er naturligvis ikke i orden, at kommunernes sagsbehandling ikke overholder lovgivningen. Det skal den, og derfor skal vi jo være opmærksomme på, når der er nogle steder, hvor den ikke gør det. Men udfordringen for kommunernes sagsbehandling på børneområdet er ikke af nyere dato. Det er desværre et problem, som Folketinget har gjort meget for at løse i de seneste år, men det er et sejt og langt, langt træk, vi har gang i.

Jeg sidder selv i Ankestyrelsen og har siddet der som lægdommer, og jeg må sige til jer, at det jo ikke er, fordi der ikke bliver brugt ressourcer. Det bliver brugt enorme ressourcer til juridisk bistand og til sagsbehandlere på det her område, og jeg har tit sagt til mig selv, når jeg er kørt hjem fra sådan en dag på Ankestyrelsen og har tænkt på de her sager, hvor der er anket: Ih, hvor bliver der brugt mange kræfter her. Men det gør vi, fordi sådan er demokrati, og det er det, vi har bygget op. Spørgsmålet er, om vi kan gøre det bedre, og det synes jeg at vi alle sammen skal være med til at se på.

Folketinget har jo vedtaget en række reformer på området for udsatte børn. Der var overgrebspakken i 2013, forebyggelsespakken i 2014 og tilsynsreformen i 2014 med de fem nye tilsynsenheder på socialområdet. Og det understøttes så med tiltag som kommunernes etablering af en særlig taskforce, massiv efteruddannelse og underretningsstatistik i 2016. Reformerne har været med til, at kommunerne har fået et øget fokus – det er der slet ingen tvivl om – på området. Det er min oplevelse, at kommunerne har fået meget mere fokus på det.

Den nedsatte taskforce – og det er jo medarbejdere fra Ankestyrelsen og Socialstyrelsen – har sammen med kommunerne gennemført 46 forløb. Det er ikke så lidt, må vi sige, og man skal huske på, at de her forløb har været i kommuner, der frivilligt har været interesseret i at gå ind i de her sager og få den juridiske og sociale rådgivning, som taskforcen giver, når den kommer ud. Implementeringen af de store reformer på så kort tid har været en større udfordring for kommunerne, end Folketinget måske havde forudsat, da man satte det i gang. Jeg tror, læren også kunne være, at tempoet for de nye reformer og for lovgivningen måske har været for højt. Tak for det.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det børne- og socialministeren igen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak for en god og konstruktiv debat. Man kan mærke, at det er noget, der fylder, og det er noget, som er vigtigt for alle ordførerne, og det synes jeg er rigtig, rigtig rart.

I de senere år har vi vedtaget en række reformer – jeg remsede en del af dem op – og det var både i 2011, 2013 og 2014, så løbende har der været rigtig, rigtig stort fokus. Det har også været en stor opgave for kommunerne at implementere de reformer. Det ved vi. Det, vi også ved, er, at der stadig væk er kommuner, som har problemer med at overholde lovgivningen, og som ikke har en tilstrækkelig kvalitet i sagsbehandlingen, og det er ikke acceptabelt. Men der har også været enighed om, at vi i Folketinget skal have større fokus på at sikre, at de reformer, vi vedtager, har den ønskede virkning, inden vi vedtager nye regler, og derfor blev jeg så glad for fru Marianne Jelveds indlæg, hvor hun sagde, at det godt kunne være, at vi skulle stoppe op og kigge på de eksisterende regler frem for altid at tilføje nye regler på nye regler. Jeg tror, at lige præcis på det her område kan det godt være en god logik at følge.

Jeg vil sige tak for debatten. Jeg har lyttet ganske meget. Jeg synes, at det er nogle gode input, som ordførerne er kommet med, og det er jo noget, som vi har rigtig stort fokus på, både nu, men også fremadrettet. Så tak for debatten, og så ser jeg frem til spørgsmålene.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har indtegnet sig for korte bemærkninger.

Nu kom der så – således opfordret – en. Den første er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

[Lydudfald] ... ministerens tale. I debatten i dag har vi jo drøftet den taskforce, der er nedsat, og der kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren om det, som ministeren også har hørt i dag, altså at det område jo er et område, man måske godt kan kigge på og videreudvikle. Det er ikke, fordi man skal lave ny lovgivning, men se på, om taskforcen, sådan som den er i dag, fungerer efter hensigten, eller om man kunne forestille sig, hvis man, også som minister, bliver opmærksom på, at en given kommune eventuelt går igen, eller at der er udfordringer i forhold til den kommune, at man ligesom kunne sende taskforcen ud for at hjælpe – ikke for at punke dem og slå dem oven i hovedet, men for at hjælpe dem for at sikre kvaliteten, hjælpe sagsbehandlerne og hjælpe kommunen. Kunne man forestille sig, at ministeren ville kigge på den del af det og eventuelt udvikle det i forhold til taskforcen?

Ministeren.

Altså, taskforcen er jo frivillig i dag, og jeg tror faktisk, at hvis man skal have taskforcen til at virke allerallerbedst, er det vigtigt, at det er en taskforce, som vi ikke maser ind i en kommune, men hvor det er en kommune, som gerne selv vil ændre sine procedurer og gerne selv vil have gennemgået de processer, som der er. Taskforcen er jo et redskab i forhold til at uddrage læring i kommunerne, og det er ikke som sådan et kontrolredskab.

Det er sådan, at taskforcen jo tilbyder kommunerne både juridisk og også socialfaglig rådgivning om kommunernes håndtering af deres sagsbehandling på børne- og ungeområdet generelt og også er med til at formidle den bedste viden, der er om sagsbehandling. Og det er et sådan lidt længerevarende analyseforløb, som man så kan indgå i. Så jeg synes egentlig, det er godt, at de har fokus på de juridiske og de socialfaglige problemstillinger, og at de kommer ind og endevender en kommune. Så i udgangspunktet er det godt.

Spørgeren.

Jeg skal bare høre, om jeg forstod det korrekt, altså at ministeren egentlig mener, at den taskforce, der er i dag, fungerer tilfredsstillende.

Det, der er rigtig svært, sådan som jeg har oplevet det, mens jeg har siddet herinde, er jo somme tider også at indrømme sine fejl. Der går lang tid, hvis man opdager, at der er sket nogle fejl – næsten uanset hvem det er, altså uanset om det er regioner eller kommuner eller måske Folketinget, eller hvem det er – til man erkender, at der altså er sket fejl på det her område. Så derfor kan jeg jo godt frygte, at mange kommuner vil fravælge det her, fordi de er bange for, hvad der vil komme frem. Vi har jo set, at en bestemt kommune har haft besøg af taskforcen to gange for at sikre bedre kvalitet i samarbejdet, men hvad gør vi så ved nogle af de kommuner, hvor man opdager, at det ikke er tilfredsstillende? Hvad gør man så for at forbedre indsatsen der?

Ministeren.

Altså, jeg tror, at vi altid kan blive bedre, og jeg tror, at vi altid må have en ambition om at udvikle hele området og sikre, at de instanser, vi har, også følger med tiden og med udviklingen. Så jeg tror på, at vi altid kan blive bedre.

Jeg har ret stor forståelse for fru Karina Adsbøls spørgsmål, for det kan jo godt synes mærkværdigt, at der er kommuner, som afviser at ville have taskforcen på besøg. Og når jeg siger afviser, er det jo ikke, fordi vi herfra står og forsøger at mase taskforcen ind, men som fru Karina Adsbøl også nævnte i sin tale, som var rigtig, rigtig fin, er der kommuner, hvor der er blevet stillet et politisk forslag om at få taskforcen ind at kigge på det, men hvor man så afviser det. Og det synes jeg også virker rigtig, rigtig mærkeligt, fordi man jo netop kan få en rigtig god læring. Og der vil jeg da bare sige til de kommunalbestyrelsesmedlemmer, at det da bare er at gå ud og larme alt, hvad man overhovedet kan, i ens hjemkommune og sige, at her er tilsyneladende en borgmester, som altså ikke ønsker at få gode råd og få gode muligheder for at lave de der sager på en bedre måde.

Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Ministeren sagde i sin indledende tale, at »det tager tid at omsætte lovregler til gennemgribende ændringer helt ud i det yderste led« . Der vil jeg egentlig gerne høre, hvad ministeren har tænkt sig at gøre for at komme ud i det yderste led. Jeg synes egentlig, der har været tid nok til at komme ud til det yderste led. Ministeren mener ikke, vi er nået ud til det yderste led endnu, og det er vi måske så heller ikke, når vi stadig væk ser, at der er ting, der ikke virker i forhold til den lovgivning, vi har lavet herinde. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at ministeren siger: Nu er det nok, nu skal der altså ske noget. For ellers kan vi jo stå her igen om 2 år. Og vi har stået her før, og Dansk Folkeparti har indkaldt adskillige socialministre til debat om det her – øget ansvarliggørelse, Barnets Reform osv. – men vi står her altså igen.

Ministeren.

Jeg tror sådan set, at vi også kommer til at stå her om 5 år, simpelt hen fordi det er et område, som optager os så vanvittig meget, og hvor vi altid vil være ambitiøse. Men man må jo også bare sige, at det er et område, som er behæftet med en vis grad af skønsmæssig usikkerhed, og det betyder, at der altid – jeg tror i hvert fald, det bliver svært fuldstændig at udelukke muligheden for det – vil ske svigt. Sådan tror jeg det er, når man har med så udsatte borgere at gøre.

Men det er rigtigt nok, at jeg sagde, at det tager tid at omsætte lovregler ud i yderste led. Jeg sagde også, at jeg vil sætte mig i spidsen for at sikre en bedre og tættere opfølgning på kommunernes praksis, herunder også, at vi fortsat har fokus på at styrke effekten af de sociale indsatser, sådan at vi får en større viden om, hvad det er, der virker, og det så er det, der bliver iværksat ude lokalt. Så jeg sætter mig i spidsen for at sikre en bedre og tættere opfølgning. Det skal der ikke herske tvivl om.

Spørgeren.

Så kan det godt være, vi måske allerede skal mødes om et års tid og så høre ministeren igen om det, så vi ikke skal vente i 5 år, for det vil være rigtig godt, hvis ministeren følger det så tæt, at vi allerede kan se, at når vi så mødes, er det faktisk for at sige, at der ikke er sket svigt. Derfor er jeg lidt bekymret, når ministeren siger, at det er baseret på skøn, når man går ind og laver sådan noget, og også at der vil ske svigt igen. Altså, vores målsætning herindefra må jo være, at det ikke skal ske – og det må også være ministerens målsætning – og slet ikke den her type af alvorlige svigt, som flere af ordførerne har været inde på oppe fra talerstolen. Så kunne ministeren ikke være lidt mere konkret, i forhold til hvilken målsætning man sætter sig på kort sigt?

Ministeren.

Så er jeg bange for, at fru Karin Nødgaard misforstod mig, for jeg er jo sådan set fuldstændig enig. Og der er ikke noget af det, som fru Karin Nødgaard har sagt, som jeg ikke fuldt ud deler opfattelsen af. Jeg tror bare ikke, at vi når derhen, at vi vil se, at der ikke vil forekomme klager eksempelvis over afgørelser. Det tror jeg man vil se. Det, vi selvfølgelig skal sikre, er, at det sociale sikkerhedsnet, der er, er så fintmasket, at vi jo får samlet alle op. Men jeg står altid til rådighed for de gode debatter, og jeg vil sige, at jeg jo ikke synes, det er en falliterklæring, hvis vi har en debat igen om et år. Så vil jeg faktisk sige, at jeg tager det som et udtryk for, at der er politikere, som tager emnet meget alvorligt og gerne vil drøfte, hvordan vi videreudvikler det.

Den foreløbig sidste for en kort bemærkning er fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Når ministeren nu plager om det, kan vi jo godt stille nogle spørgsmål. Ministeren nævner Marianne Jelved, og Marianne Jelved påpegede jo noget interessant, nemlig i forbindelse med det her med samarbejde på tværs: Hvorfor virker det ikke, og hvorfor bliver det ikke brugt? Det kan der jo være alle mulige årsager til. Det kunne være, at der var en lille fagkrig derude, i forhold til hvem der havde hvilket område og sådan noget. Det har vi set på andre områder.

Så mit spørgsmål er: Kunne ministeren tage initiativ til at gøre noget ved de af Marianne Jelved nævnte ting i forhold til den her § 49, og i forhold til om der skal ryddes lidt op i de tidligere reformer? Det kunne jo være et sted, hvor man kunne sætte ind og måske aktivt gøre en forskel.

Ministeren.

Jeg synes, det var et rigtig, rigtig spændende indlæg, fru Marianne Jelved kom med, og jeg tror også, at det var til god inspiration. Jeg må bare også understrege, at det er forskellige måder, man griber opgaven an på derude. Altså, jeg var i Silkeborg i går, og der har de en helhedsorienteret familieindsats, hvilket betyder, at når familien henvender sig, så er der én sagsbehandler, som håndterer alle tingene. Det har gjort, at der er kommet meget mere ro på familierne; man har simpelt hen kunnet se, at forældrene er kommet i arbejde, at børnene trives bedre i skolen. Det er på alle måder en rigtig, rigtig god måde at gøre det på. Så sådan har man organiseret det i Silkeborg, og man kan jo gøre det på mange forskellige måder.

Det, jeg er interesseret i fra ministeriets side, og som jeg også tror at mange andre og ordførerne er interesseret i, er simpelt hen at få fundet frem til, hvad det er for indsatser, der virker, og så få dem bredt ud til kommunerne – sådan at de ved, at når de iværksætter noget, så står det i hvert fald på et vist fundament af viden, og at det er godt og altså i sidste ende hjælper med til at give familierne en bedre indsats.

Spørgeren.

Altså, vi ved, at Herningmodellen virker, så man behøver jo ikke at opfinde den dybe tallerken flere gange. Det er jo fint, at Silkeborg har noget, som de synes er det rigtige for dem, men problemet er så også bare – og det har jeg nævnt før – at der kommer forskellige måder at sagsbehandle på i de forskellige kommuner, og dermed kommer der jo også forskellige afgørelser. Og det er altså lidt et problem, at nogle familier bliver ramt på noget, mens andre ikke gør det, altså det, at nogle familier bliver tilbudt nogle indsatser, mens andre ikke gør. Eller skal vi bare acceptere, at det er vidt forskelligt i de 98 kommuner?

Ministeren.

Nej, det skal vi selvfølgelig ikke acceptere, og det mener jeg egentlig heller ikke vi gør. Vi har jo også Ankestyrelsen, som går ind og foretager vurderinger. Jeg har det sådan, at vi også bliver nødt til at have en tiltro til de institutioner, som vi selv har sat i værk – og det er uanset om det er et socialtilsyn eller Ankestyrelsen. Men jeg er også der, hvor jeg siger, at det selvfølgelig altid kan blive bedre, og at jeg altid vil gøre alt, hvad jeg kan, for at lægge mig i selen for, at det bliver bedre. Vi skal bare tilbage til december måned, hvor jeg efter at have været minister i 14 dage sendte et hyrdebrev ud til alle kommunerne om, at nu skulle de altså lige være opmærksomme på, at med hensyn til det her med tabt arbejdsfortjeneste og skoletilbud på henholdsvis 30, 33, 35 timer – afhængigt af det trin, man er på – er der altså en lov, der skal holdes. Så vi følger med.

Dermed kan vi sige tak til ministeren. Så har forslagsstilleren, initiativtageren til forespørgslen, bedt om en afsluttende bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand, og også tak til ministeren, og tak til alle ordførerne, som har deltaget i den her debat. Der har været rigtig mange gode taler, og det er rigtigt, som det er blevet sagt her i debatten i dag, at vi har set et kæmpe svigt på børneområdet. Hver gang vi har set de kæmpe svigt, har vi herinde grebet til at stramme op på lovgivningen. Som SF var inde på, har det selvfølgelig medført, at nogle socialrådgivere føler, at de skal dokumentere for meget og er for lidt ude ved børnene. Det er jo, fordi vi gerne vil have et overblik over de underretninger, der kommer ind, og de handlinger, der bliver taget. Som mange snakker om i dag, bl.a. Liberal Alliance, giver det noget bureaukrati. Men det er rigtig svært, for hvad er det, man skal undvære? Hvad skal man undvære på hele det her område?

Det er jo rigtigt, som Venstres ordfører sagde, at det ikke kun er den siddende minister, der på nuværende tidspunkt har ansvaret. Hvis jeg har talt rigtigt, har der siddet ni ministre siden 2004. Jeg har nu samarbejdet med fem af de ministre, der har siddet. Jeg vil gerne kvittere for hyrdebrevet, som ministeren lige nævnte. Det er vi rigtig glade for i Dansk Folkeparti. Det er et af de spørgsmål, vi har rejst, i forbindelse med netop spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste, bl.a. når man har et sygt barn eller et barn med handicap.

Jeg har noteret en masse her. Når vi har den her debat i dag, handler det ikke om, om man er for eller mod anbringelser. Det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på det rigtige grundlag. Noget andet, jeg tit har tænkt på, når man har fulgt de her udsendelser og Rebildsagen, der rullede dengang, og Asbjørn Wittmann, der fik Cavlingprisen i 2011, mener jeg, er, hvordan der er blevet fulgt op på sagerne om de børn efterfølgende. Har de efterfølgende fået den støtte og hjælp, de skal have? Eller fortsætter svigtet? Vi hører også somme tider, at svigtet fortsætter og børnene får ikke den rette hjælp efterfølgende. Det synes jeg er noget, vi skal tage med på det her område.

Jeg hører i debatten i dag, og det hørte jeg også på en konference, jeg var på, at der mangler støtte til forældrene. At få tvangsfjernet sit barn eller anbragt sit barn uden for hjemmet sætter forældrene i en krise, og de har brug for hjælp til at forstå, hvad der er sket, og på hvilken baggrund man har anbragt et barn uden for hjemmet.

Så er der sagsbehandlerne. Jeg er helt enig i det, der er blevet sagt. Jeg tror, at alle er utrolig interesserede i at gøre det bedste på det her område, hvad enten det er socialrådgiverne, kommunerne, politikerne eller andre, men vi må bare konstatere, at uanset hvor godt man prøver at gøre det, er det ikke godt nok, og der er stadig væk lang vej. Nu læste jeg lige i Altinget i dag, hvor Børns Vilkår har et indlæg, der siger, at retssikkerheden er truet for anbragte børn. Det er et interessant indlæg, for vi drøfter også kvalitet i sagsbehandlingen. Jeg citerer fra indlægget:

»Selv når der gennemføres en børnesamtale, er kvaliteten af samtalen ofte ikke god nok, hvilket Børns Vilkårs bisidderkorps har erfaret gennem bisidning af mere end 2.000 børn i sociale sager. En erfaring, der understøttes af en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som viste, at blandt de 11-17-årige er mere end halvdelen ikke blevet taget med på råd i forbindelse med valg af anbringelsessted.«

Det er jo hele essensen i spørgsmålet om børn og deres retssikkerhed. De skal høres, og deres ord skal vægtes. Vi skal hele tiden herindefra have fokus på, hvordan vi kan gøre det bedre. Jeg hører også, at der er vilje til at kigge på, om der er nogle ting, vi kan gøre. Det er ikke, fordi vi skal komme med ny lovgivning, men kan vi justere nogle af de ting, der allerede er i dag? Kan vi gøre tingene bedre? Bl.a. blev der nævnt § 49 a. Den er jo ret interessant, også når vi snakker om nomadefamilier, der flytter frem og tilbage mellem forskellige kommuner, og når vi snakker om hjælp til familien, som jeg synes skal styrkes gennem forebyggelsesparagraffen, som jeg nævnte i min tale.

Jeg synes, det har været en interessant debat, vi har haft i dag. Jeg ville have sagt nogle ting til Enhedslisten, men de er ikke til stede, men det var nu ikke for at være polemisk, at jeg stillede spørgsmål til Enhedslistens ordfører. Hvad angår underretningsregisteret, synes jeg, vi skal kigge på, hvordan vi kan anvende det, for vi ved, at i skolerne er det drengene, der bliver lavet underretning på, og i sundhedssystemet er det pigerne. Men det er vigtigt, at vi kigger på, om der er nogle ting, vi kan gøre endnu bedre herindefra.

Jeg vil godt sige tak for debatten i dag. Det har været interessant, og jeg ser frem til, at vi i samarbejde kan gøre det endnu bedre for de udsatte børn og deres familier.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg gør opmærksom på, at der er stillet to forslag til vedtagelse, og de kommer til afstemning torsdag.