Europaudvalget 2016-17
B 4
Offentligt
1674477_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til udenrigsministeren af 7.
oktober 2016. Spørgsmål nr. 5
ad B 4.
Spørgsmål 5:
Ministeren bedes oversende en oversigt over, hvilke dele af EU’s økonomi- og handelsaftale
med Canada (CETA) der falder under henholdsvis EU’s enekompetence, delt kompetence og
national kompetence.
Svar:
Der foretages traditionelt ikke en udtrykkelig opdeling af, hvilke dele af en blandet aftale, der
måtte høre under hhv. EU’s enekompetence, delt kompetence og medlemsstaternes
enekompetence.
Det kan dog oplyses for så vidt angår CETA, at seneste udkast til rådsafgørelse om
undertegnelse af aftalen lægger op til at indgå aftalen med hjemmel i følgende bestemmelser i
TEUF: art. 43, stk. 2 (Retningslinjer for landbrugspolitikken; fælles ordning for
landbrugsprodukter), art. 91 (Procedure for vedtagelse af fælles regler for transportområdet),
art. 100, stk. 2 (Transportafsnittets anvendelse på transport med jernbane, ad landeveje og
vandveje), art. 153, stk. 2 (Unionens indsatsområde til virkeliggørelse af målsætningerne [om
beskæftigelsesfremme og forbedring af leve- og arbejdsvilkår]), art. 192, stk. 1 (Procedure for
vedtagelse af retsakter m.v. på miljøområdet) samt art. 207, stk. 4 (Bestemmelser vedr. den
fælles handelspolitik) sammenholdt med art. 218, stk. 5 (Procedure for indgåelse af aftaler med
tredjelande og internationale organisationer).
Af disse områder hører den fælles handelspolitik til EU’s enekompetence, mens de øvrige
hjemler dækker områder, der som udgangspunkt er delt kompetence. Det gælder bl.a.
bestemmelserne vedrørende bæredygtig udvikling, arbejdsmarkedspolitik, miljø og søfart. I det
omfang CETA indeholder bestemmelser, der modsvarer intern EU-lovgivning, er kompetencen
til at indgå CETA dog EU’s enekompetence, jf. TEUF art. 3, stk. 2.
Endelig er det Rådets udgangspunkt, at porteføljeinvesteringer er medlemsstaternes
enekompetence. Dette er dog blevet udfordret af Kommissionen ved EU-domstolen i den
verserende udtalelsessag A-2/15, der vedrører kompetencefordelingen i EU’s frihandelsaftale
med Singapore.
1