Vi står med en meget interessant skattedebat i dag.
Vi står med en debat om det, der igennem mange år efter min mening har været dynamoen og motoren i vores velfærdssamfund, altså ikke iværksættermotoren eller den erhvervsmæssige motor eller den civile virkelysts motor, men motoren på den måde, at alle ved, at man har lige muligheder i Danmark – det tilstræber vi i hvert fald – og motoren, der gør, at der er en fornuftig fordeling mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt.
Så sidder vi nogle gange og diskuterer nogle paragraffer og nogle kommaer, og hvorvidt det ene forslag er en lille smule bedre end det andet, og om en partifarve er lidt anderledes end en anden, og så ender vi i et eller andet fnidderfnadder, der sluttelig munder ud i en milliardskandale, fordi man har misligholdt et eller andet.
I det her tilfælde er det i mine øjne et værdifuldt venskab, der har været mellem borgere og SKAT i rigtig, rigtig mange år.
Hvad sker der, når man misligholder et venskab?
Så går det i stykker lige så stille, og nogle af måderne, det kan gå i stykker på, er, hvis man begynder at komme for sent til de aftaler, man har, eller man tager det for givet, eller man ikke rigtig ved, hvorfor det var, venskabet opstod, og hvad det er, man får ud af det, og hvad det egentlig er, der er godt for den anden i venskabet.
Det er det, vi ser her.
De beslutningsforslag, der er fremsat i dag, og som vi alle sammen kan bakke op om i Alternativet, er jo forsøg på at genoprette et venskab eller en tillid til skattevæsenet.
Der er jeg meget enig med hr.
Joachim B.
Olsen, der lige før sagde, at man skal tale SKAT op.
Det er jeg egentlig glad for han sagde, det er faktisk lidt sjældent, vi hører den tale fra Liberal Alliance lige på det her punkt.
Nogle gange kommer vi til at have et lidt konfliktfyldt forhold mellem Folketinget og SKAT, hvor der er en afstand.
Det er, ligesom når vi taler om EU.
Så siger vi nede i EU.
Og nogle gange siger vi:
SKAT skal til at forstå.
Altså, SKAT er jo noget, vi definerer rammerne for, og Det Europæiske Fællesskab er noget, vi har rigtig mange aktier i at være en del af og får meget ud af.
Så det er interessant, at vi alle sammen i dag er enige om, at der er et paradigmeskifte, hvor vi netop taler om, at de investeringer, vi foretager i SKAT, faktisk er investeringer, der kommer til at give os en fortjeneste enten i form af forbedrede levevilkår eller nye muligheder samfundsmæssigt, og at det ikke er en udgift at ansætte en medarbejder i SKAT.
Det er ligesom den linje, jeg synes vi har trukket op her på tværs af salen, og det er meget glædeligt.
Jeg kunne så også godt tænke mig at sætte et par ord på, hvordan vi så kan komme ud af den her tillidskrise mellem vores ven SKAT og borgerne.
For mit eget vedkommende handler det i hvert fald om, at vi lægger os fladt ned på ryggen eller sætter os på hug og er klar til at hjælpe herinde i Folketinget og ser problemerne i øjnene, ligesom jeg faktisk oplever at vores skatteminister har lagt op til, med forhandlinger, med fremsyn og med åbenhed.
Og det er på tværs af salen, at der faktisk er ret stor opbakning til det.
Der, hvor det nogle gange blive svært for mig at bakke vores siddende skatteminister op, er, når vi kigger bagud.
Det er jo alt andet lige også svært for den siddende skatteminister at gøre ret meget andet ved fortiden end at forsøge at rette op på de fejl og mangler, der har været.
Derfor synes jeg, det er meget vigtigt i forbindelse med de forslag, vi i dag drøfter og siger ja til, at vi bakker op om den siddende skatteministers ambitioner om at komme godt videre som et samlet Folketing, som et landshold, og at vi dropper bandekrigene mellem forskellige partifarver og så står sammen om at gå ind i forhandlingerne og levere nogle fornuftige løsninger, sådan at vi fremover får et stærkt skattevæsen.
Når det så er på plads, må vi også se på, hvordan vi som befolkning så kan tro på, at det rent faktisk kommer til at ske.
Det sker jo netop, hvis vi lærer af fortiden, og der er der også noget meget glædeligt at sige.
Vi kom i Folketinget i 2015, hvor der var nogle, der længe havde kæmpet en kamp for at få ryddet op i, hvad det er for nogle misforståelser og skandaler, der har været i SKAT, gennem en omsiggribende kulegravning af netop SKAT og de politiske beslutninger, der er foretaget, og de konsulenthuse, der har hjulpet efter bedste evne, og de embedsmænd, der har gjort, hvad de fik ordre om fra politisk side.
Måske er det en ledelsesopgave, der en gang imellem har været besværliggjort af, at det var svært at række fingeren op og sige, at her var der altså et problem, fordi man havde en politisk ambition om et eller andet andet.
Vi står med en kæmpe, kæmpe stor tillidsopgave, der handler om en genskabelse af tilliden mellem SKAT og borgerne, og midt imellem står vi altså som politikere.
Det er ikke os, der skal tage hele ansvaret, men der er et eller andet i den her treenighed af borgere, SKAT og politikere, som så bliver suppleret af medierne, sådan at der faktisk er fire spillere med.
Og der er måske flere, hvis der er folk, der har lyst til at finde på flere.
Men jeg kunne godt tænke mig at sige noget i overensstemmelse med bedste ny politisk kultur hos Alternativet, hvor vi skal huske at opføre os ordentligt og lytte mere og se på de andres standpunkter og sætte os i hinandens sted, samtidig med at vi så markerer det, når der er en fejl eller en mangel eller noget, der simpelt hen er en usandhed.
Der kunne jeg godt tænke mig at markere, at det altså ikke er rigtigt, når der er flere partier, der de sidste par dage har sagt, at de ikke har ændret holdning til, hvorvidt vi skal kulegrave SKAT.
Så har jeg i hvert fald været både tonedøv og blind.
For jeg har oplevet stor, stor modstand mod, at vi skulle have en kommissionsundersøgelse i SKAT fra alle andre end meget, meget få partier.
Jeg har derimod oplevet, at der var en borgfred, da vi kom herind, hvor man ikke ønskede at blive klogere på, hvad der var sket i SKAT, hvor jeg oplevede, at Enhedslisten og SF havde kæmpet, tror jeg, også før vi kom ind, og i hvert fald fra vi kom ind, for at blive klogere på, hvad der var sket i SKAT.
Det tror jeg også gerne at de andre partier vil, men fordi vi har en kultur, hvor medierne er blevet vænnet til, at der er en nulfejlspolitik blandt de politiske partier og i regeringen, hvor man angriber hver eneste fejl, der kommer, og gør den meget, meget større og derfor gør det ikkemuligt og ikkeopportunt for en siddende minister eller en embedsmand at række hånden op og sige, at her har vi et problem, det skal løses, uden absolut også at have løsningen på stående fod, ja, så får vi problemer, hvor man ikke tør fra politisk hold at blive kigget over skulderen og få en kommissionsundersøgelse, hvor der bliver placeret et politisk ansvar, hvor der sidder en dommer i spidsen, hvor man bliver klogere på, hvordan vi skal komme videre, ikke bare ved at vi sidder og forhandler vores egen løn og pension hjem, eller sidder og forhandler om, hvem der skal kigge os over skuldrene, eller om det nu skal være det element, vi undersøger, fordi det er bedst for vores parti, og skal vi undlade det der, kan vi slippe af sted med det, skal vi holde det i et lukket lokale, eller skal vi lave en åben høring, altså, hvor vi fladt lægger os ned på ryggen fra politisk hold og siger, at nu vil vi forandre det her, nu vil vi en gang for alle genskabe tilliden til SKAT og os politikere ved at sige, at ja, der er blevet begået fejl, dem står vi på mål for, men nu må I så lige tage jer sammen, kære borgere og medier, for når vi nu siger det, så skal I også give os plads til, at vi fremadrettet kan blive klogere sammen uden at blive lynchet på sociale medier, eller at en siddende minister partout skal i gabestokken for en eller anden ganske almindelig forseelse, som vi alle sammen kunne have begået, en af de fejl og mangler, som jeg selv leverer dagligt, men som der ikke er nogen, der ser, fordi jeg ikke er i mediernes søgelys.
Så borgere, der sidder og kigger med, og medier:
Det er 2 år siden, at jeg kom ind i politik, og Alternativet er ret nyt herinde, vi vil gerne skabe mange forandringer, men det besværliggøres at skabe de her forandringer, hvis I ikke hjælper regeringen og folketingspolitikerne med at udstille de fejl, som vi begår, hvis I ikke er med til at skabe en kultur i SKAT og i alle mulige andre offentlige institutioner, hvor vi klapper, når noget går godt, og når der er noget, der går dårligt, når der er nogle , der tør at vise flaget, så finder vi ud af, hvordan vi skal løse det sammen.
Ellers taler vi nemlig SKAT ned, og vi taler også politikerne ned, og det er der ingen grund til.
Men hold da op, hvor skal jeg nok være med til – og det tror jeg også at mine kolleger herinde gerne vil langt hen ad vejen – at pege fingre ad os selv, når der er et eller andet, vi bliver klogere på.
Jeg synes faktisk, at der lige nu er nogle ministre, der har siddet på skatteområdet, der gør det rigtig, rigtig godt med hensyn til at se indad, med at påpege egne fejl, påpege alle de ting, der er gået galt, ting, som vi godt kunne have tænkt os for halvandet år siden, og ting, som jeg med rimelig sikkerhed godt kan sige, at det her kommer altså først nu, fordi man er blevet tvunget til det.
Så lad os skabe en kultur sammen, hvor man ikke skal trække sandheden ud af politikerne, for jeg tror faktisk, at langt de fleste af jer, ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at vi alle sammen herinde er her for at gøre det hele meget, meget bedre for Danmark, og at vi gerne vil sige sandheden hele tiden, men hvis det nu er opportunt, og medierne faktisk hellere vil have en anden version, fordi de ikke gider den der kedelige sandhed en gang imellem, fordi den simpelt hen er for konfliktløs, så bliver det meget, meget svært at forlange af folk, der jo skal gå efter at gribe magten, så de kan lede landet efter de demokratiske værdier, som vælgerne har stemt dem ind for, så bliver det meget, meget svært at være politiker herinde og gå efter den magt og fastholde den og leve de værdier ud i livet, hvis man hele tiden får hug for de svære beslutninger.
Så når vi har genskabt tilliden, kan vi også lave aftaler, der rækker hen over regeringens farver, og vi kan lave aftaler, der rækker hen over en fireårig periode, og så er tilliden måske lige pludselig så småt genskabt.
Og der er en uvildig skattekommission med en dommer for bordenden et vigtigt første skridt.
Hermed støtter vi så op om de tre beslutningsforslag, hvordan det ellers videre går med dem i salen.