Vores beslutningsforslag her drejer sig om, at Folketinget pålægger regeringen at fremlægge en analyse af effekter og konsekvenser ved en afgift på biomasse til fjernvarme senest den 1.
september 2017.
Det er måske lidt udsprunget af, at vi er utålmodige, og det er jo, fordi den her afgifts- og tilskudsanalyse, som er blevet bestilt tilbage i 2012, er blevet udsat og udsat, og vi er faktisk lidt i tvivl om, i hvor høj grad brændsler, som ikke har nogen afgifter, vitterlig på seriøs vis er med i den analyse.
Altså, man kan vel ikke forvente, at alting, der ikke er afgifter på, er med i den analyse, så jeg synes, det er lidt diffust.
Jeg er godt klar over, at der kunne være nogle dele, som bliver belyst i den analyse, der er bestilt, via PSO-aftalen.
Jeg synes, at der er god grund til at have en debat om, hvad det er for nogle brændsler, vi bruger, og jeg synes, at det er et stort problem, at biomasse i statistikkerne betragtes som CO
2
-neutralt, uanset hvordan det er produceret.
Det, som er virkeligheden derude, er jo, at vi har nogle meget store fjernvarmeværker, som f.eks.
har lavet aftaler om at importere træpiller fra USA.
Det er så lavet i skove, der måske har vokset i 40, 50, 60 år, og som man fælder på kort tid og laver til træpiller, sejler dem til Danmark og får dem brændt af på et kraftværk på en dag.
Den CO
2
-oplagring, der måske er sket på de der 40, 50, 60 år, bliver så lige futtet af på en enkelt dag nede på Studstrupværket og giver fjernvarme til aarhusianerne.
Det kan man altså ikke betragte som værende CO
2
-neutralt.
Jeg kan godt se, at der kan være brændsler, som reelt er CO
2
-neutrale, hvis man har en fornuftig hugst i skovene og laver brænde ud af det, og det er sådan nogle debatter, som vi har i dag, som kan være medvirkende til, at der er flere, der kommer frem til, at der altså er noget i statistikkerne, som ikke hænger sammen, og det er altså ikke nok, at der er en masse, der har aftalt, at det er den rigtige måde at snyde på vægten, for det er stadig væk at snyde på vægten.
Hvis man ser på, hvad det er for en virkelighed, vi har ude i samfundet, er det, vi oplever nu, at de decentrale gasfyrede kraft-varme-værker omstiller til biomasse, og det er de nødt til, fordi lovgivningen siger, at de skal gøre det samfundsmæssigt og økonomisk bedste.
De mister noget tilskud i 2019, og de er nødt til at finde en anden løsning, og de skal så vælge den billigste, og det er biomasse, så længe Folketinget ikke har fundet på andre løsninger, som kan fremme, at det var varmepumper, at det var geotermi, eller at det var solfangersystemer i en eller anden fornuftig teknologisk kombination.
Vi er jo ikke ene om at pege på, at der her er noget galt.
Hvis man ser på Klimarådets rapport »Omstilling med omtanke – status og udfordringer for dansk klimapolitik« fra november 2015, kan man se, at de har anbefalet regeringen og Folketinget at lægge afgifter på biomasse, fordi afgiftsfritagelsen medvirker til, at fjernvarmeselskaberne vælger biomasse i stedet for eldrevne varmepumper.
Også Det Miljøøkonomiske Råd har i dets rapport Økonomi og Miljø, offentliggjort den 28.
februar 2017, anbefalet, at biobrændsler pålægges en ny og harmoniseret energiafgift.
Det vil endda give en samfundsøkonomisk gevinst, hvilket regeringen jo ellers holder meget af.
Men det gør den åbenbart ikke i den her sag, for der venter man på en eller anden analyse, som helt sikkert er færdig, og som nok ligger et eller andet sted i Finansministeriet og samler støv, eller er det Skatteministeriet?
Jeg tvivler på, at det er i Energiministeriet at den ligger og samler støv.
Jeg synes, at vi med de klimaudfordringer, vi står midt i, altså ikke bare kan acceptere, at analyser, som er blevet bestilt tilbage i 2012, er noget, som man sylter, fordi man ikke helt kan finde ud af, hvordan man vil håndtere den faglige viden, som der formentlig er i de rapporter.
Jeg er sikker på, at vi med den interesse, der er i Folketinget for at komme frem til et bedre energisystem, godt kan finde ud af at håndtere de fakta, som står i de analyser, uanset hvad der står.
Vi er sådan set også der, hvor vi nok er parate til, at vi godt kunne lave nogle konklusioner uden at se rapporten, for der er jo, som jeg lige har nævnt, andre, som anbefaler, at man skal gøre noget.
I dag har jeg så hørt to gange, både fra energiministeren og skatteministeren, at den her afgifts- og tilskudsanalyse kommer til sommer.
Det er snart sommer, og vi har så hørt, at den her PSO-analyse er bestilt til at komme i foråret.
Jeg håber, at foråret meget hurtigt slutter, så vi kommer ind i sommerperioden.
Jeg vil godt sige tak for debatten.
Jeg vil sige tak til Alternativet for den uforbeholdne støtte, og jeg vil godt sige tak til Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Konservative for en støtte med en lille parentes omkring.
Jeg synes, at der tegner sig til at være et meget stort flertal, som godt kan se, at vi med den afbrænding af importeret biomasse, der foregår i Danmark, er på vej ud ad et spor, hvor der sker fejlinvesteringer, som kommer til at binde noget af vores varmeforsyning de næste 10, 15, 20 år på en uhensigtsmæssig måde.
Vi må jo tage den her debat op igen, når der foreligger nogle analyser.
Jeg er sikker på, at vi hurtigt kan drage nogle konklusioner.