De ansatte på sygehusene: 2 pct. produktivitetskravet skal afskaffes nu
Alle ansatte på sygehusene: Kravet skal fjernes nu
–
det har udtjent sit formål og er blevet
kontraproduktivt
Produktivitetskravet har tidligere forekommet politisk fornuftigt for at opnå de nødvendige produktivitets-
stigninger, der skulle til for at nedbringe ventelisterne og sikre en høj aktivitet på sygehusene.
Tiden er løbet fra det nu. Udfordringerne i sundhedsvæsnet i dag har en helt anden karakter, og persona-
let kan ikke presses til at fortsætte tempoforøgelsen længere.
Det er allerede gået for vidt. Produktivitetskravet skaber uhensigtsmæssige prioriteringer i patientbehand-
lingen, forringelse af kvaliteten i både behandling og pleje, og gør det sværere at styrke patientinddragel-
sen.
Samtidig medfører produktivitetskravet en væsentlig forringelse af arbejdsmiljøet. Læger, social- og sund-
hedsassistenter, sygeplejersker, lægesekretærer og det øvrige sundhedspersonale pisker i dag rundt for at
kunne nå det hele. Det n dårlige arbejdsmiljø med stress og sygemeldinger øger også risikoen for fejl og
utilsigtede hændelser, der kan ramme patienterne.
En afskaffelse af kravet forudsætter ikke en ny styringsmodel
Det er en vildfarelse, at produktivitetskravet ikke kan afskaffes uden en forudgående analyse af styringen
på sundhedsområdet, og uden at der sættes noget andet i stedet.
For det første udgør produktivitetskravet
–
på linje med andre effektiviseringskrav i den offentlige sektor
–
et finansieringsinstrument, som kan ændres alt efter, om det vurderes at være realistisk og hensigtsmæs-
sigt. Vi undrer os derfor over det argument, der fremføres, om, at en ændring forudsætter, at der sættes
noget andet i stedet.
For det andet findes der allerede i dag masser af statslige styringsgreb, som alt rigeligt kan opfylde behovet
for kontrol og styring, hvis produktivitetskravet afskaffes. Staten kan således fortsat måle og styre regio-
nerne på nationale mål, patientrettigheder, ventelistegarantier og budgetoverholdelse. Der er allerede
transparens omkring regionernes resultater på disse parametre.
Regionerne skal tilbyde borgerne i regionen behandling og andre sundhedsmæssige tilbud der kan afhjælpe
deres behov. Hvordan den enkelte region sikrer dette er et regionalt anliggende. Derfor bør man heller ikke
have en finansiering, der klart tilskynder til at vælge én model (sygehusaktivitet). Det kan ligeså vel være
almen praksis, via understøttelse af kommuner eller hos speciallægepraksis at man kan få det mest hen-
sigtsmæssige tilbud.
En model uden specifikke krav om sygehusaktivitet vil ikke kun give nye muligheder ift. organisering og til-
rettelæggelse af behandlingen, og dermed større effektivitet, men også i langt højere grad være i overens-
stemmelse med personalets faglige standarder og motivation.
Modellen vil give mere rum til ledelse og til at tilrettelægge behandlingen så den giver mest mulig
sundhedsmæssig værdi og mening, herunder mere individuelle patientforløb. Så når man vurderer at visse
behandlingselementer ikke relevant for alle patienter, så er der økonomisk frihed til at agere derefter.
1