Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 89:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af produktivitetskravet for sygehusene.

Af Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 21.03.2017).

Forhandlingen er åbnet. Og jeg giver indledningsvis ordet til sundhedsministeren.

Tak. Jeg tror næsten, at det var en af de sidste dage, inden jeg gik på barsel, at vi med forespørgselsdebatten nr. F 14 havde debatten om præcis det samme her i salen. Så på en eller anden måde kunne jeg fristes til at sige, at vi tager fat, hvor vi slap, men jeg ved jo godt, at der siden da, her den 4. maj, har været en anden debat i Folketingssalen med finansministeren om netop produktivitetskravet.

Jeg er ikke desto mindre glad for, at vi igen kan diskutere det her, for det handler jo grundlæggende om, hvordan vi udvikler vores sundhedsvæsen. Hvordan sikrer vi, at både patienterne, medarbejderne og de pårørende oplever et sundhedsvæsen i top, hvor der er fokus på den enkelte patient, og hvor der også er gode forhold for medarbejderne?

Regeringens fokus på området er stort, og siden sundhedsordførerne havde debatten om F 14 om det samme, er ca. 700.000 patienter blevet behandlet i det danske sundhedsvæsen. Vi har politisk indgået en aftale om bedre lægedækning, Kræftplan IV er i fuld gang med at blive udrullet til gavn for kræftpatienterne i hele landet, og senest har regeringen annonceret et styringseftersyn på sundhedsområdet. Så jeg vil sådan set sige, at det er et meget godt eksempel på, at intet står stille i vores sundhedsvæsen. Fra regeringens side arbejder vi hele tiden på at forbedre sundhedsvæsenet, og det er som sagt til gavn for patienter, de ansatte og de pårørende. For os handler den statslige styring netop om det samme, nemlig at understøtte den bedst mulige udvikling af sundhedsvæsenet og sikre mest mulig sundhed for de samlede ressourcer, som vi har til vores sundhedsvæsen – alt sammen til gavn for patienten.

Vi tror på, og vi mener, at der fortsat skal være en udvikling i sundhedsvæsenet, og der er også steder, hvor der både er forbedringer og gevinster at hente, fordi teknologien og behandlingsformerne hele tiden udvikler sig. Det er gevinster, som, hvis man også tør at kigge på, hvor vi kan gøre det på den måde, og hvor tingene kan organiseres på en anden måde, er med til at sikre en øget kvalitet. Det er penge, som kan frigøres til andre steder i vores sundhedsvæsen.

Regeringen har allerede fokus på et sporskifte i styringen. Det hidtidige fokus har i høj grad været på aktivitet, men i 2016 igangsatte vi det nationale kvalitetsprogram, som sikrer en mere balanceret styring både vedrørende aktivitet, kvalitet og værdi for patienten. Programmet består af flere vigtige initiativer, hvor regeringen bl.a. sammen med KL og Danske Regioner har aftalt otte nationale kvalitetsmål på sundhedsområdet.

Vi har også igangsat et nationalt ledelsesprogram for at udvikle den lokale ledelse og bl.a. styrke ledernes kompetencer til det ambitiøse kvalitets- og forbedringsarbejde, der skal ske. For der er ingen tvivl om, at god ledelse også er nødvendig, hvis vi skal have et stærkt og effektivt sundhedsvæsen. Det er afgørende, for styring handler sådan set først og fremmest om ledelse. Det handler om, hvordan vi leder. Det handler ikke om at detailregulere, og det handler ikke om, som man ofte sådan lidt karikeret hører debatten gjort til, at der skal spares 2 pct. på alle afdelinger. Det handler sådan set om hele tiden at kigge på, hvor man henholdsvis kan effektivisere, og hvor man kan have behov for at bruge flere ressourcer på vores sundhedsområde, og at man netop sørger for, at vi udvikler det.

Regeringen har også udvidet udredningens- og behandlingsretten, så patienter har en større sikkerhed for ikke at være på en venteliste. Og det er sådan set også et afgørende løft af kvaliteten for patienten. Når vi taler om kvalitet i sundhedsvæsenet, handler det jo ikke kun om det, som vi her taler om som styring og om 2 pct., som Enhedslisten gør i deres beslutningsforslag. Det handler også om, hvad det er for en kvalitet, der ligger for patienten. Og der er ingen tvivl om, at det betyder noget for patienten, at man ikke står på venteliste, men kan komme hurtigt i behandling.

Vi har også – og tak for opbakningen til det – udfaset den danske kvalitetsmodel for akkreditering af de offentlige sygehuse. Det er også alt sammen for at sikre, at vi bruger vores kræfter og ressourcer på at skabe kvalitet i sundhedsvæsenet og ikke på bureaukrati.

Endelig har regeringen understøttet regionerne i deres arbejde med en mere værdibaseret styring, som skal være med til at sikre mere værdi for patienten i den konkrete behandling, og der kører lige nu en række forsøg rundtomkring i regionerne, hvor der netop er fokus på kvalitet for den enkelte patient. Så nej, regeringen vender ikke ryggen til styringen af det danske sundhedsvæsen.

Vi har behov for en klog og en intelligent styring, der understøtter sundhedssektorens udvikling, en udvikling, der skal adressere de udfordringer, der også er i sundhedsvæsenet, hvor vi står over for bl.a. flere ældre medborgere, hvoraf nogle af dem har et behandlingsbehov. Forstå mig ret, som jeg sagde, handler hele diskussionen om styring jo ikke om, at sygeplejersken skal gå 102 skridt i stedet for 100. Det handler om at udvikle sundhedsvæsenet til gavn for både patienten og medarbejderne og også for de pårørende.

Sådan lidt forsimplet sagt, handler det jo netop om at sikre, at sygeplejersken kan nøjes med at gå 95 skridt i stedet for de 100 skridt, fordi man hele tiden kigger på, hvor man kan få ny teknologi ind, hvor man kan effektivisere arbejdsgange, hvor de nye kvalitetsfondsbyggerier kan være med til at gøre, at man har en smidigere arbejdsgang på sygehuset. Så det her handler jo sådan set ikke om en blind grønthøsterstyring af vores sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet har jo også bevist, at de kan arbejde både bedre og smartere. De seneste 10 år er produktiviteten steget med 2,4 pct. om året, altså langt mere end det produktivitetskrav på 2 pct., og det synes jeg sådan set også er vigtigt at huske på, når vi nu diskuterer, hvad det er, man fra Folketingets side eller fra Enhedslistens side med beslutningsforslaget ønsker at pålægge der skal indgå i en økonomiaftaleforhandling med regionerne.

Vi skal hele tiden have fokus på, hvad der skaber kvalitet for patienten, hvordan vi får mere sundhed for pengene, og der er der ingen tvivl om, at patientforløb på mange områder i dag er hurtigere og også mere skånsomme, end de har været tidligere, bl.a. takket være ny teknologi og et omstillingsparat sundhedsvæsen, hvor medarbejderne også hele tiden er med til at udvikle vores sundhedsvæsen, hvor det, der virker et sted, bliver udbredt til også at komme til at virke på mange andre afdelinger.

Hvis man bare tager et konkret eksempel, kunne det være den robotteknologi, som er med til at assistere kirurgiske indgreb, de såkaldte da Vinci-robotter, som vi nu har fået 20-25 af herhjemme. De er i dag med til at gennemføre omkring 80 pct. af prostataoperationerne, og robotten er så at sige kirurgens forlængede arm. Den har sikret, at operationen er blevet mere skånsom, og det at få teknologi ind har sådan set også, hvis vi kigger på en lang række andre behandlingsområder, været med til at sikre kortere indlæggelser, har været med til at sikre, at behandlingerne er mindre omkostningstunge. Er den form for effektivisering og styring dårligt for patienterne? Nej, det er det ikke. Det er med til at frigøre ressourcer, vi kan bruge andre steder i vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne og til gavn for medarbejderne i sundhedsvæsenet.

Det er vigtigt, at vores sundhedsvæsen hele tiden forbedrer sig og leverer en bedre kvalitet og værdi til patienten. Når det så er sagt, skal vi selvfølgelig også udvikle og forbedre styringen. Vi skal ikke kun udvikle sundhedsvæsenet. Vi skal også kigge på styring. Vi skal tænke over, om produktivitetskravet altid er den bedste måde til at indhente gevinster på, og det er jo sådan set også det, som regeringen har gjort med det styringseftersyn, som vi har annonceret, og som også ligger i den brede vedtagelse, der blev vedtaget her i Folketinget – og tak til de partier, der bakkede op omkring det – nemlig, hvad virker og hvad virker ikke i målet for at sikre en udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for patienter og de ansatte.

Men det er også vigtigt, at vi ikke bare tror, at vi fra den ene dag til den anden kan kaste vores sundhedsvæsen fra den styring, vi har nu, til ingen styring. Vi er nødt til at lave og sikre et grundigt arbejde, og det er det, styringseftersynet skal være, så vi ikke kommer til at drage forhastede konklusioner, eller vi ikke kommer til at forfalde til sådan de lette overskrifter uden egentlig at vide, hvad der virker, og hvad der kan være med til at forbedre og udvikle vores sundhedsvæsen.

Vores sundhedsvæsen er et komplekst område, og derfor er det også vigtigt, at vi er grundige, at de ideer, som så lige pludselig kommer ud og møder virkeligheden ude på afdelingerne, også er gennemtænkte, at de sådan set også er afprøvede, sådan at de ikke risikerer at være ødelæggende i stedet for gavnlige. Derfor skal vi være varsomme i forhold til bare at tro, at vi fra den ene dag til den anden kan ændre den måde, som vi har styret vores sundhedsvæsen på. Vi skal lytte til dem, der har den daglige gang på sygehusene.

Det er også det, som både ministeren for offentlig innovation og jeg vil gøre i forbindelse med styringseftersynet. Vi vil møde dem, vi vil lytte til dem, der har kontakt til sundhedsvæsenet hver dag, det være sig læger, sygeplejersker, patienter og de pårørende. Det er vigtigt at få deres syn på det med, og det er også vigtigt, at de kommer til orde, i forhold til hvad de synes der virker og hvad der ikke virker, og det er vigtigt, at vi tager det med i det videre arbejde. Det er sådan set også det, der indgik i den fælles vedtagelse oven på forespørgselsdebatten, fordi vi skal have et fokus på fortsat at høste gevinster og udvikle vores sundhedsvæsen. Vi skal have fokus på, hvordan vi hele tiden forbedrer rammerne for vores fælles sundhed til gavn for patienterne og de ansatte.

Så er der så nogle, der synes, at man skal vedtage et beslutningsforslag, hvor man pålægger, at det skal afskaffes her og nu. Der synes jeg at vi på en anden måde skal gå grundigt til værks, netop i respekt for medarbejderne i vores sundhedsvæsen, netop i respekt for de patienter, der har krav på, at behandlingen i sundhedsvæsenet hele tiden er god, at den er solid, at den bygger på, at vi reelt set gør det, vi ved der virker, og ikke fordi vi tænker, at nu skal det gå hurtigt for hurtigheden skyld.

Det er afgørende for regeringen, at vi understøtter en udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for patienterne og de pårørende og de ansatte, og det er sådan set også det, vi allerede er i gang med både med det nationale kvalitetsprogram og de otte nationale mål og med styringseftersynet, og det er også det arbejde, vi vil fortsætte både i de igangværende forhandlinger med regionerne og i det arbejde, som sundhedsordførerne og ministeren laver her i salen, og det er også det, vi hele tiden vil arbejde for, både i forbindelse med økonomiaftalen her for 2018 og i forbindelse med styringseftersynet, nemlig på at forbedre vores sundhedsvæsen.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte det beslutningsforslag, der er fremsat fra Enhedslistens side.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Siden ministeren sidste gang diskuterede produktivitetskravet her i Folketingssalen i starten af februar, er der jo sket en række ting. Bl.a. har Danske Regioner afholdt en generalforsamling i starten af april, hvor forsamlingen enstemmigt – samtlige partier, samtlige valgte i regionsrådene, som var til stede på generalforsamlingen – stemte for en vedtagelse, som klart opfordrede til, at Danske Regioner skulle arbejde for, at produktivitetskravet blev udfaset i den økonomiaftale, som man skal forhandle med regeringen. Der er også sket det, at samtlige organisationer, som repræsenterer personalet på sygehusene, er gået sammen i en fælles kampagne, hvor de opfordrer til, at produktivitetskravet afskaffes. Så for samtlige aktører, som har med sygehusene at gøre i det daglige, er budskabet helt entydigt: Man ønsker, at produktivitetskravet skal væk nu i forbindelse med den økonomiaftale, man forhandler her og nu.

Derfor synes jeg, det er noget tomt, må jeg sige, når ministeren taler om, at man både lytter til og har respekt for de mennesker – de ord brugte ministeren flere gange – for meldingen er jo entydigt en helt anden end det, ministeren gør. Så hvordan kan det være, at ministeren føler, at hun er klogere end de her organisationer, som så entydigt kommer med en appel om, at vi må af med produktivitetskravet nu, hvis vi skal passe på vores sygehuse? Hvad er det, ministeren ved, som de organisationer ikke ved?

Ministeren.

Nu kan jeg så oplyse Enhedslistens ordfører om, at de organisationer sådan set også mente det samme, da vi havde forespørgselsdebatten her. Jeg har også haft fornøjelsen af at mødes med regionsformændene og høre, hvad det er for nogle konkrete bud, de har på, hvilken anden form for styring, vi skal have, og nu har vi så forhandlinger med regionerne.

Men jeg synes sådan set, det er vigtigt, også når man har dialogen med sygeplejerskerne, med lægerne, med alle de organisationer, der bliver nævnt, at der også er en erkendelse af, at man ikke fra den ene dag til den anden kan ændre vores sundhedsvæsen; at man sådan set netop også skal arbejde med, hvad det er, der virker, og hvad der ikke virker; hvordan vi får omsat de forsøg, der bliver gjort nu, til måske netop at kunne være noget af det, vi kan kigge på fremadrettet; at man kigger på, hvor der er problemer, og hvor der ikke er problemer. Det er sådan set det arbejde, som regeringen har igangsat, og det er sådan set det arbejde, der også ligger i styringsgennemgangen af vores sundhedsvæsen. Det er at finde ud af, hvad det så er, vi skal gøre i stedet for.

For Enhedslisten vil jo bare afskaffe noget uden egentlig at komme med nogen konkrete bud på, hvad det så er, der skal være med til at sikre både en behandlingsgaranti, en høj kvalitet og nogle gode rammer for medarbejderne.

Er der et opfølgende spørgsmål? Så skal der lige trykkes på knappen næste gang. Spørgeren.

Jeg vil meget gerne komme med nogle konkrete bud. Det kan jeg gøre, når det bliver min tur til at stå på talerstolen.

Men der er jo en entydig enighed blandt alle aktører på området om, at produktivitetskravet er skadeligt for vores sundhedsvæsen. Det lyder gentagne gange, at det tilskynder til unødig aktivitet, som ikke er til gavn for patienten. Vi hører, at det betyder fejl, utilsigtede hændelser, fordi der er for stor travlhed. Vi hører, det fører til genindlæggelser, fordi man udskriver for hurtigt for at få produktiviteten op.

Så hvorfor er det, man vil fortsætte med noget, som det så entydigt lyder faktisk skader vores sundhedsvæsen? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ministeren.

Som jeg også nævnte i min tale, er det jo ikke sådan, at regionerne kun har haft en produktivitetsudvikling på 2 pct. Den har jo i gennemsnit været på 2,4 pct. Hvis det var så skadeligt og så frygteligt, som Enhedslistens ordfører siger, og hvis det ledte til alle de her dårligdomme, som Enhedslistens ordfører siger, hvorfor er det så, at regionerne og sygehusene sådan set har været mere produktive? Jeg tror sådan set, det er, fordi der er mange steder netop er blevet høstet nogle teknologiske gevinster. Mange steder har man sikret, at arbejdsgangene er blevet mere optimale. Betyder det, at vi så til hver en tid skal have de samme mekanismer? Nej, det er også derfor, regeringen har lavet de otte nationale mål. Det er derfor, vi netop er i gang med et styringseftersyn til gavn for patienter og til gavn for medarbejdere.

Den næste spørger er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Anerkender ministeren, at produktivitetskravet fører til, at man nogle steder øger produktiviteten, hvor det faktisk ikke giver mening?

Ministeren.

Jeg har ligesom spørgeren også hørt om eksempler på noget, som jeg synes virker temmelig tåbeligt. Jeg hører også, at der er regioner, der ligesom lægger det ud som en grønthøster over afdelingerne i stedet for netop at bruge det som det styringsredskab, det er tiltænkt at være, sådan at man kigger på, hvor man kan effektivisere, og hvor man så tilsvarende kan få høstet nogle gevinster og få frigjort nogle ressourcer, man kan investere andre steder i vores sundhedsvæsen. Derfor er det jo ikke nødvendigvis styringsredskabet, det er galt med. Det er jo den måde, man bruger det på til at styre med, sådan at det bliver blindt, i stedet for at det bliver stillingstagende, i forhold til hvordan vi sikrer, at på de afdelinger, hvor der kan hentes noget, effektiviserer vi, samtidig med at vi frigør ressourcer til de afdelinger, hvor der er behov for flere varme hænder eller andet.

Spørgeren.

Men problemet med produktivitetskravet er jo, at det er et krav om, at man skal producere mere, og ikke om, at man nødvendigvis gør tingene på en klogere måde. Derfor har jeg også blot et spørgsmål til ministeren om, om vi ikke godt i fællesskab kunne blive enige om, at vi godt kan afskaffe produktivitetskravet og sætte et populationsansvar i stedet for. For det er jo forkert, når ministeren siger, at hvis man afskaffer produktivitetskravet, så er der intet at sætte i stedet for.

Ministeren.

Når vi fra regeringens side allerede har lavet de otte nationale mål og sammen med regionerne sat gang i en række forsøg, er det jo netop for at sikre, at vi hele tiden udvikler vores styring og sørger for, at der er noget andet at sætte i stedet for, og finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Men det ændrer jo ikke på, at regionerne i gennemsnit for sundhedsvæsenet samlet set ikke bare har leveret en produktivitet på 2 pct., men på 2,4 pct.

Der kan man sige: Hvis det var så frygteligt, som både Radikales ordfører og Enhedslistens ordfører indikerer, hvorfor har man så haft en større produktivitet? Jeg tror, at det er, fordi man nogle steder sådan set ikke har gjort det, fordi man var pålagt et krav om det, men har gjort det, fordi man har fået ny teknologi og nye behandlingsformer. Nu er vi så et andet sted, og det er også derfor, vi i en styringsgennemgang har en dialog om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, men vi skal bare ikke tro, at vi fra den ene dag til den anden kan ændre den styring af sundhedsvæsenet, som vi har haft hidtil.

Den næste spørger er hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er rigtigt, at stigningen har været større end de 2 pct. Samlet er det sådan, at der over de godt og vel sidste 10 år har været en stigning på omkring 30 pct. Der har altså været 30 pct. større produktion. Det er også rigtigt, som ministeren siger, at der helt sikkert vil være nogle gevinster, der kan høstes, med ny teknik og nye metoder, og det er vi sådan set helt med på at man da også skal gøre. Men man kan så lytte til, hvad personalet siger – og det er dem alle sammen – om de reelle forhold, den reelle arbejdsbyrde og den reelle arbejdsmængde. Nu sagde ministeren, at man lyttede, og at man havde respekt for dem, men hvad siger personalet så til det? Siger de så, at den der stigning på 30 pct. over de sidste 10 år alt sammen er klaret, ved at de har brugt nye metoder og ny teknik?

Ministeren.

Som jeg også svarede den radikale ordfører, hører jeg også både eksempler på steder, hvor man har dårlig ledelse, og eksempler på, at man politisk i regionerne prioriterer på en måde, som forekommer mig underlig, fordi man gør det med en grønthøster, i stedet for at man går ind og kigger på, hvor man kan udvikle, og hvor man sådan set kan høste gevinster, henholdsvis hvor der er behov for flere varme hænder. Kigger jeg på regionernes regnskaber, kan jeg også se, at de har brugt flere penge på administration og ikke på medarbejderne ude på gangene. Så den politiske diskussion går netop ud på at sikre, at vi får frigjort nogle af de her penge til at udvikle vores sundhedsvæsen.

Så er der steder, hvor der skal ske udvikling? Ja, selvfølgelig er der det. Når vi laver en styringsgennemgang, er det jo også for at kigge på, hvor vi har udfordringer i vores sundhedsvæsen, og hvor vi skal gøre det bedre i dag, både til gavn for patienterne og for medarbejderne. Hvor er det, man har været gode til nogle ting? Hvor er det, man er mindre gode til det? På den måde kan man tage ved lære af hinanden.

Spørgeren.

Men det, som ministeren sådan lidt indirekte mere eller mindre indrømmer, er jo, at det her krav om en effektivisering på 2 pct. ikke har været noget godt styringsredskab. Tværtimod har det været et elendigt styringsredskab, og derfor er det sådan, at det, som ministeren selv sagde om kvalitetsmål, og det, som man også snakker om i flere regioner, med kvalitetsbaseret ledelse, måske netop er det, der er vejen at gå, frem for at bruge et instrument, som på papiret er et rent matematisk instrument, hvis brug ikke fører til noget godt for personalet.

Ministeren.

Nej, det var sådan set ikke det, jeg sagde. For hvis man kigger på det og også på den produktivitetsstigning, der har været, og som har været på over 2 pct., nemlig på 2,4 pct., så kan man jo se, at det har været med til at udvikle vores sundhedsvæsen. Det har været med til at sikre, at ventelisterne er blevet reduceret; det har været med til at sikre, at vi netop har kigget på, hvor ny teknologi og nye operationsformer kan komme ind og gavne patienterne, og hvor vi kan sikre kortere indlæggelser, end man havde tidligere. Det er jo alt sammen noget, der er udtryk for, at vi har udviklet vores sundhedsvæsen.

Betyder det så, at det er den måde, man skal styre på til tid og evighed? Nej, det er sådan set det, der er baggrunden for, at vi lavede de otte nationale mål. Det er sådan set det, der er baggrunden for, at vi laver et styringseftersyn. Det er sådan set det, der er baggrunden for det forslag til vedtagelse, som vi vedtog med bred politisk opbakning. Vi kigger på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, sådan at vi kan se, hvordan vi yderligere kan udvikle vores sundhedsvæsen.

Næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. På Danske Regioners generalforsamling sagde statsministeren klart nej til at fjerne kravet på 2 pct., men i forrige uge bebudede regeringen så alligevel nogle ændringer i den vedtagelse, der er lavet sammen med Socialdemokratiet. Så spørgsmålet er nu, hvad det er for en analyse af styringen på sundhedsområdet, der skal igangsættes, og – ikke mindst – hvornår borgerne og de ansatte kan forvente ændringerne af styringssystemet udrullet i sundhedsvæsenet. Er det i 2018, er det i 2019 eller hvornår?

Ministeren.

Vi har jo sagt, at de skal være færdige i løbet af 2018, og det indgik jo også i sammenhængsreformen, som netop skal kigge på både at nedbryde siloer i den offentlige sektor, sikre, at vi får frigjort ressourcer til det, der giver værdi, i det her tilfælde for patienterne og medarbejderne, sikre bedre ledelse, så vi i det hele taget sikrer, at vi udvikler vores offentlige velfærdsservice i det her samfund. Og det synes jeg sådan set både statsministerens tale på Danske Regioners årsmøde såvel som den fælles vedtagelse, vi har lavet, i høj grad bærer præg af. Statsministeren pegede jo også på nogle af de konkrete eksempler i nogle enkelte regioner, hvor tingene går rigtig godt. Det er jo noget af det, vi skal have ud at arbejde, så de gode eksempler et sted bliver til generelle forbedringer for patienter og for medarbejdere over hele landet.

Spørgeren.

Jeg lyttede mig til, at ministeren fremhævede den danske kvalitetsmodel, som jo netop er udfaset, og det er fremhævet, at man havde prioriteret kvalitet fremfor bureaukrati. Det er i princippet det samme, Danske Regioner siger om kravet på 2 pct., altså at man anerkender, at projekt enorme omstillinger har gjort gavn, men at tiden nu er der, hvor det er rendyrket bureaukrati og man bliver nødt til at operere på nogle måder, som er uhensigtsmæssige. Gør det ikke indtryk på ministeren, at Danske Regioner igen kommer med et godt bud på, hvor man skal sætte ind, hvis man skal løfte kvaliteten?

Ministeren.

Jeg lytter og har også lyttet til de input, der kommer fra Danske Regioner. Vi afventer som sagt også de forsøg, der netop kører om værdibaseret ledelse og om kvalitetsudvikling. Vi har sådan set også fra regeringens side kigget på, hvordan vi sikrer, at vi kan videreudvikle vores sundhedsvæsen. Det er jo det, hele styringseftersynet er et udtryk for, og det synes jeg sådan set også den fælles vedtagelse, vi lavede herinde i salen, er udtryk for, altså at vi kerer os om vores sundhedsvæsen, at vi ønsker at udvikle det til gavn for patienterne og medarbejderne, men at vi også kerer os så meget om sundhedsvæsenet, at vi mener, vi skal gå grundigt til værks og ikke bare fra den ene dag til den anden tro, at nu laver man en styringsgennemgang, som egentlig ikke kommer til bunds i, hvad der så virker. Det ville da være ærgerligt, hvis vi fik et nyt styringsregime, som ikke gav os de forbedringer, som vi alle sammen ønsker. Det er derfor, det er et grundigt eftersyn, og det synes jeg sådan set også er væsentligt, når vi taler udvikling af sundhedsvæsenet.

Den næste spørger er hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Tak. Vi er i den grad for forbedringer, også for effektiviseringer, hvis de netop medbringer forbedringer. Jeg synes, det er essentielt, at vi har den samme analyse, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge helt fundamentalt: Hvad er formålet med produktivitetskravet for sygehusene?

Ministeren.

Det er jo netop at udvikle kvaliteten i vores sundhedsvæsen. Det er jo at sikre, at man de steder, hvor man netop kan lave smarte effektiviseringer, også gør det, for samtidig at frigøre ressourcer, der kan investeres i vores sundhedsvæsen og andre steder. Det er jo også derfor, de 2 pct. ikke bliver ført væk fra sygehusene. De bliver jo brugt, og de kan disponeres i forhold til regionerne til at geninvestere. Vi har jo haft nogle konkrete eksempler, vi har diskuteret fødeafdelinger, og vi har diskuteret andre ting, hvor der ligesom blev sagt, at der var ressourceknaphed. Men når man så kigger på regnskaberne for regionerne sidste år, viser det sig sådan set, at Region Hovedstaden havde et overskud på 312 mio. kr. Altså, det var jo penge, man kunne have geninvesteret på nogle af de områder, man sådan set syntes man ikke havde råd til at løfte kvaliteten lige så meget, som man ville. Så det handler jo om effektiviseringer, der kan frigøre ressourcer til at løfte kvaliteten til gavn for patienter og medarbejdere og pårørende i vores sundhedsvæsen.

Er der et opfølgende spørgsmål?

Jeg tror egentlig, det er korrekt, som der også blev sagt, at det garanteret øger produktiviteten, at vi har det, men kvaliteten og trivslen for medarbejderne, som jo netop også skulle være et af formålene med det, er det i hvert fald svært for mig at se at vi sådan empirisk har belæg for at sige også bliver øget, og derfor bliver det opfølgende spørgsmål fra mig: Er det nok, at produktivitetskravet øger produktiviteten, hvis det ikke hæver kvaliteten?

Ministeren.

Jeg synes, det er meget forkert at sige, at det ikke har været med til at hæve kvaliteten. Det har det da, både hvis vi kigger på, hvordan vi har reduceret dødeligheden for en række sygdomsformer, og hvis vi kigger på, hvordan en lang række operationer i dag er meget mindre komplicerede og der er et langt mindre indgreb. Ting, der tidligere krævede flere dages indlæggelse og store gener, kan i dag klares ambulant. Det er da i høj grad et løft af kvaliteten for patienterne og for de borgere, som lever i vores land. Er der steder, hvor vi stadig væk skal forbedre kvaliteten, både for patienter og medarbejdere? Ja, det er der, og det er jo også derfor, vi hele tiden ønsker at udvikle sundhedsvæsenet mere. Det er også derfor, vi ønsker et grundigt styringseftersyn af vores sundhedsvæsen.

Tak til sundhedsministeren. Så går vi over til rækken af ordførere, og den første i rækken er hr. Flemming Møller Mortensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. For os i Socialdemokratiet er der ingen tvivl om, at tiden er løbet fra produktivitetskravet. Det er ikke den rigtige måde at styre sundhedsvæsenet på, og derfor går vi også ind for en afskaffelse af produktivitetskravet.

Hvorfor? Jo, lyt til medarbejderne i det offentlige sundhedsvæsen, og lyt til Danske Regioner. Der er alt for mange eksempler på, at produktivitetskravet fører til overbehandling, stigende pres på medarbejderne, forkerte prioriteringer og indkaldelse af patienter til undersøgelse over flere dage, selv om det kunne være sket på en og samme dag. Det er ikke, hvad vi forstår ved, at patienten skal før systemet; det er tværtimod et spørgsmål om, at systemet skal før patienten. Vi har rigtig mange eksempler på, at produktivitetskravet medfører, at man ikke gør det, der er det ordentlige, men direkte noget, der er kontraproduktivt for vores sundhedsvæsen.

Men vi mener dog ikke, at det vil være ordentligt politisk arbejde bare at afskaffe produktivitetskravet uden at vide, hvad det er, det skal erstattes med. Prøv bare at se på de efterhånden mange og store forhastede omlægninger, der har været i det offentlige, og se på, hvad det har medført. Det vil vi fra socialdemokratisk side for alt i verden undgå sker igen på så vigtigt et område som sundhedsområdet. Derfor er vi også glade for den vedtagelsestekst, V 94, som er blevet omtalt af flere ordførere og ministeren her i dag, hvor et stort flertal i Folketinget – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, de tre regeringspartier og Radikale Venstre – stemte for så sent som i sidste uge, og som pålægger regeringen at undersøge, hvordan vi kan få en bedre styring af sundhedsvæsenet fremadrettet. En ny styringsmodel skal for os at se tænkes ind i en fingrene væk-reform, som vi kalder den i Socialdemokratiet, og stå på nogle af de grundlæggende principper om, hvordan man bl.a. sikrer: for det første en bedre sammenhæng, for det andet mest mulig sundhed for pengene gennem kloge effektiviseringer, der altså giver mening for kvaliteten i sundhedsvæsenet og for patienterne, for det tredje et styrket fokus på resultater og det, der giver værdi for patienterne, og for det fjerde og sidste, større handlerum til ledere og mere plads til det sundhedsfaglige personales faglighed og kritiske-konstruktive forholden sig til deres arbejde. Og her er vi i Socialdemokratiet altså rigtig utålmodige. For den nuværende situation er uholdbar, og derfor er det også, at vi siger, at regeringen må ind i arbejdet.

Det er grundene til, at vi ikke støtter beslutningsforslaget, som det ligger her. Men vi håber imidlertid, at vi partierne imellem kan lave en fælles beretning, f.eks. hvor vi er med til at præcisere, hvor lang tid det er, vi giver regeringen til at fremkomme med gennembearbejdede nye modeller, men måske også at kunne præcisere, at regeringen naturligvis skal indbygge og lytte til de erfaringer, som alle fem regioner har gjort sig i deres forsøg med nye styringsmodeller og -metoder. For vi er utålmodige, og vi synes ikke, at produktivitetskravet er den rigtige metode at styre sundhedsvæsenet efter mere. Tak.

Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes ikke, at det, som socialdemokraternes ordfører siger, hænger sammen. For på den ene side konstaterer Socialdemokraterne, at produktivitetskravet er skadeligt, at det er skadeligt for patienter og for personale, på den anden side vil Socialdemokratiets ordfører ikke afskaffe produktivitetskravet her og nu. Det svarer jo til, at man konstaterer, at de effektiviseringer, man havde lavet på SKAT, var uforsvarlige, var skadelige for SKAT, men at man alligevel besluttede sig for at fortsætte, indtil man fandt ud af, hvad der så skulle ske. Det betyder jo, at man i mellemtiden laver mere skade.

Det logiske er jo at gøre, som f.eks. Det Radikale Venstre har foreslået, at trykke på pause og stoppe skaden, som man også gør, når man yder førstehjælp, nemlig begrænse skaden. Det vil jo give en mulighed for, at man så fra 2019 ville kunne indføre en ny styringsform, hvis man ønsker det. Men det, Socialdemokraterne gør nu, er at fortsætte med at videreføre produktivitetskravet til skade for personale, patienter og for vores sygehuse.

Ordføreren.

Vi synes jo i Socialdemokratiet, at vi også vandt noget, da vi var med til at lave en vedtagelsestekst så sent som i sidste uge, som sagde, at regeringen skal kigge på det her. Jeg synes også, at jeg med min ordførertale her i dag siger, at jeg synes, det er fint, at vi her med en fælles beretning vil kunne lægge pres på processen, i forhold til hvornår regeringen leverer sine gennembearbejdede, nye modeller. Det er det, jeg har sagt, og det, der er vores holdning, er: Vi synes ikke, at det her er vejen frem, men det er rigtig væsentligt, at vi grundigt får overvejet det og får set konsekvenserne af de nye veje, der bliver foreslået.

Spørgeren.

Jeg kan konstatere, at Socialdemokraternes ordfører ikke forholder sig til, at man med sin støtte til, at regeringen viderefører produktivitetskravet, fortsætter med at øge presset på personalet, fortsætter med at videreføre et system, som belønner, at man laver en aktivitet, som ikke er til gavn for patienten.

Socialdemokraterne har en mulighed for at gøre en forskel nu. Det gjorde man ikke i sidste uge, for der skrev man bare under på noget, som regeringen i forvejen har skrevet i sine papirer. Men nu har man en mulighed for at gøre en forskel, for Socialdemokraterne kan gøre, at der er et flertal her i Folketinget, som sender et klart signal til regeringen om, at vi ønsker, at produktivitetskravet skal afskaffes nu.

Ordføreren.

Men der er jo ikke sket nogen forandring i løbet af den uge, ordføreren taler om, fra vedtagelsesteksten i V 94 og så frem til nu. Det, vi siger, er: Vi mener ikke, at produktivitetskravet er det rigtige. Vi vil have det væk, men vi bliver nødt til for at handle korrekt politisk og ordentligt at vide, hvad det er, der skal ind i stedet for. Og derfor lægger vi et stort pres på regeringen i den her sammenhæng, og jeg håber på, at vi også – måske sammen – kan være med til at lægge et tidspres på regeringen, for jeg synes, at det er alt, alt for lang tid at give regeringen til udgangen af 2018, før man kommer frem med de nye modeller. Det er det, jeg hørte sundhedsministeren sige i dag.

Den næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, det var en overraskelse for flere, også Socialdemokratiets eget bagland, at partiets ledelse valgte at følge regeringen og stemme for regeringens afværgedagsorden i forbindelse med opgøret om de 2 pct. i sidste uge. Men det leder jo også til spørgsmålet, tænker jeg: Hvad er det, Socialdemokratiet tænker at sådan en undersøgelse skal afdække, og hvor går Socialdemokratiets smertegrænse i virkeligheden, i forhold til hvornår man skal have udrullet et nyt system for sundhedssektoren? Er det i 2018, at et nyt system skal virke? Er det i 2019, at et nyt system skal virke? Eller hvornår er et nyt system klar til regionerne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi synes jo, at man skal tænke sig grundigt om, fordi det her er så vigtigt. Og det her er jo noget af en supertanker, vi har med at gøre – vores sundhedsvæsen. Fra Socialdemokratiets side vægter vi kvaliteten, men også effektiviteten utrolig højt, fordi de to ting jo går sammen, i forhold til hvor meget vi kan i vores sundhedsvæsen. Derfor synes jeg, det er så vigtigt og så godt, at alle fem regioner har prøvet nogle nye modeller af. Og jeg er rigtig ærgerlig over, at vi ikke har fået resultaterne fra de fem regioners forsøg med nye styringsmodeller inden debatten her. Jeg er ked af, at regionerne ikke fremlægger det, de har fået, også i den kritik, de retter mod Folketinget. Og derfor mener jeg klart, at de ting skal være med i den samlede vurdering af, hvad det er, vi skal gøre.

I forhold til hvornår smertegrænsen nås, vil jeg sige, at jeg i hvert fald har udtrykt, at vi er meget utålmodige, og derfor har jeg også sagt, at jeg synes, at det at give regeringen 18 måneder fra nu af – eller er det endnu mere? – til at finde ud af det her ikke er rimeligt.

Spørgeren.

Jamen jeg noterede mig jo netop, at ordføreren fremhævede rigtig gode eksempler, som regionerne også selv har peget på, nemlig at man ved at lave sammenhængende patientforløb kan løse opgaverne mere rationelt og mere hensigtsmæssigt og mere kvalificeret, men at det også er en barriere med 2-procentskravet, som faktisk kan få som resultat, at regionerne bliver nødt til at vende tilbage til en mere rigid måde at løse opgaverne på i fremtiden.

Vidner det ikke om, at regionerne kunne have en pointe i, at det er nu, at det 2-procentskrav skal fjernes, hvis man skal løfte kvaliteten i regionerne? Vidner det ikke om, at regionerne har en pointe, i forhold til at nu er grænsen nået for, hvad man kan lave af effektiviseringer på den her måde, og at der skal sættes noget andet i værk? Og de har faktisk selv nogle bud på, hvad det så kunne være.

Ordføreren.

Jo, men jeg siger jo også i min ordførertale, at man bare kan høre, hvad regionerne siger, og hvad de offentligt ansatte siger om deres hverdag. Man kan bare lytte til eksempler, når vi selv har pårørende, der er på sygehuset – hvad det er, de oplever, i forhold til at der er alt for travlt. Derfor siger jeg jo også, at det her ikke er måden at styre på, og at man skal have noget andet, og at vi er utålmodige. Men vi er jo inde i et forhandlingsforløb mellem regeringen og Danske Regioner nu. Man kan sige, at den borgerlige regering med et borgerligt flertal jo blot kan ophæve det, men jeg siger, at vi fra Socialdemokratiets side gerne vil vide noget mere om konsekvenserne af det, fordi det her er så væsentligt et område. Men vi er utålmodige.

Næste spørger er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Hvad er det for en ny styring og nye modeller, som Socialdemokraterne ser for sig?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne have, at de er moderne, kloge, har fokus på patienten og fagligheden og personalets hverdag på arbejdet. Jeg vil gerne have, vi har nogle styringsmekanismer, som er fornuftige og ikke kontraproduktive, som mange af dem, vi har i øjeblikket, er. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at høre, hvilke erfaringer de fem regioner har fået med deres egne forsøg. Og jeg glæder mig rigtig meget til at se en hurtigtarbejdende regering, hvor vi forhåbentlig i en fælles beretning kan lægge et tidspres på regeringen og de kan komme med gode erfaringer fra ind- og udland. Og det er, fordi vi så kan få noget, der er klogt og moderne og fokuserer på patienten og på medarbejderne.

Det er der, kvaliteten i det fremtidige sundhedsvæsen opstår, og det er det, man skal have frem. Det er grunden til, at vi synes, man skal afskaffe produktivitetskravet, og det skal gøres, lige så snart vi ved, hvilken model der kan sættes i stedet for.

Spørgeren.

Det var en meget lang forklaring. Altså, hvis man skal tage fingrene væk-princippet alvorligt, er det bedste, vi kan gøre, at sige, at i stedet for at have et stift krav om 2 pct. i meraktivitet, så kan regionerne få lov til at beholde alle deres penge, og så effektivisere der, hvor det giver mening. Dermed kan man øge kvaliteten på den måde, som giver mening ud på sygehusene. Er det ikke at tage fingrene væk?

Ordføreren.

Jo, det kan man godt sige. Jeg tror også, at det med fingrene væk handler om andet og mere, men som ordføreren præcist siger, er det sådan, at i forhold til de dygtige og engagerede sundhedsfaglige medarbejdere, som går der hver dag og gerne vil det bedste, skal vi understøtte deres kritiske-konstruktive forholden sig til deres arbejde. Så jo, det skal vi skabe rammer for.

Næste spørger er hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kan forstå, at hr. Flemming Møller Mortensen er med på en kigger i forhold til regeringen. Og så siger ordføreren også, at 2018 er for lang tid. Men er ordføreren ikke opmærksom på, at det sådan set er nu, der skal handles? Det er nu, der forhandles mellem regionerne og regeringen, og statsministeren har jo været ude med en rimelig klar melding, der hedder, at regeringen ikke har nogen planer om at afskaffe kravet.

Derfor er det nu, der skal handles, og hvis det er sådan, at hr. Flemming Møller Mortensen ikke handler nu, så kommer der jo ikke nogen ændring, og så bliver det gennemført for finansåret 2018 i forhold til regionerne. Det er jo det, der er konsekvensen af ordførerens og Socialdemokratiets, skal vi sige langmodighed.

Ordføreren.

Jeg føler ikke, at Socialdemokratiet er med på en kigger. Min oplevelse er, at Socialdemokratiet tager ansvar. Og også på andre velfærdsområder har der desværre været dårlige erfaringer erfaringer med at lave meget hurtige justeringer uden at vurdere konsekvensen af tingene. Det er for farligt at gøre her. Jeg ville da ønske, at forhandlingerne mellem Finansministeriet og regionerne bærer præg af, at man allerede nu tager bestik af ting og sætter nye ting op. Men vi vil rigtig gerne have, at regeringen meget hurtigt kigger på nye styringsmodeller, og at vi forhåbentlig hurtigt med et meget bredt politisk flertal kan få dem implementeret, når vi har set, hvad der er rigtigst at gøre.

Spørgeren.

Men nu handler det altså om, at der sandsynligvis bliver indgået en aftale inden for de nærmeste 14 dage, og regeringens indgang til det er, at kravet om 2 pct. skal fortsætte. Er det ansvarlig politik så bare at sige: Vi håber da på, at de lytter? Hvorfor går Socialdemokratiet ikke ind i kampen og siger: Vi vil være med til at sikre, at det ikke sker? Socialdemokratiet har rent faktisk mulighed for at gøre det, og det grænser til det ubegribelige, at man undlader at gøre det.

Ordføreren.

Vi mener ikke, at produktivitetskravet er det rigtige at bygge videre på ind i fremtiden. Derfor vil vi afskaffe det, lige så snart der er kommet en ny, god og gennemtænkt model på bordet. Derfor håber jeg på, at vi kan være med til at presse regeringen på tid, så vi ikke skal vente 1½ år eller mere, inden regeringen fremlægger deres nye modelforslag. Det mener jeg ikke vi kan vente på, men jeg mener ikke, det er rigtigt og ordentligt at presse det ind nu i forhold til den igangværende økonomiaftale.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Produktivitetskravet, ja, der har godt nok været kørt meget spin på den historie efter den debat, der var i sidste uge. I sidste uge prøvede vi i Dansk Folkeparti at lave en vedtagelse sammen med SF i forbindelse med den forespørgsel, der var, men desværre er det jo sådan, når man laver et forslag til vedtagelse, at hvis ikke der er flertal for det, kommer det ikke til afstemning, og det gjorde det ikke i sidste uge. Så det ærgrer vi os selvfølgelig lidt over. Men det, vi så gjorde, var, at vi tilsluttede os det forslag til vedtagelse, som regeringen havde oppe, og som også Socialdemokraterne og De Radikale var med på, fordi vi mente, at det da i det mindste var et skridt på vejen, og at det da var første gang, vi hørte, at en minister sagde noget om produktivitetskravet på 2 pct. Hallo! Så det gik vi med til, men det blev hurtigt til, at vi skulle have stemt nej. Det er nok noget af det spin, som jeg bryder mig mindst om i dansk politik, altså at man ikke prøver at forklare borgerne, hvad det drejer sig om, i stedet for at køre spin på det.

Vi mener det samme i dag, som vi mente i sidste uge, og det er, at vi ønsker produktivitetskravet væk, og derfor kan vi tilslutte os beslutningsforslaget. For vi mener, det er på tide at få det væk. Der har været rigtig gode ordførere heroppe, der har fortalt, at tiden for produktivitetskravet er ved at være til ende, og der har også været nogle, der i forbindelse med nogle spørgsmål har sagt, at det ikke havde fungeret. Men det har jo fungeret i rigtig mange år. I de år, jeg har været med i Sundhedsudvalget og har været med til mange af de beslutninger, der er truffet, med at få ventelister væk, med at lave patientrettigheder, med at lave rettigheder for den enkelte patient, har da gjort, at vi har fået ventelister væk, og at vi har fået styr på mange af de ting, der er brug for ude på sygehusene. Men vi kan også se, at vi måske nu er nået dertil, hvor vi har fået så mange forskellige måleinstrumenter, så mange styringsinstrumenter, at lige præcis det her krav sætter et øget pres på nogle ting, som gør, at det er på tide, man siger, at der måske er rigeligt med styringsinstrumenter i forvejen.

Det her produktivitetskrav gør jo også sammen med meraktivitetsydelsen, at der skal laves mere og mere. Vi bekymrer os meget i Dansk Folkeparti, når vi hører om medicinske patienter, der ligger på gangene. Dem kan vi ikke hurtigere få ud, medmindre vi beder kommunerne om at tage sig af dem, hvilket vi også ser bliver gjort, men vi skal jo ikke gøre det, før de kan tage sig af dem. Vi har også hørt det her med de fødende kvinder, men dem kan vi heller ikke sende hurtigere ud, og vi har haft mange diskussioner de seneste par år om, hvor travlt der er blevet på fødeafdelingerne. Så spørgsmålet er, hvor det er, vi kan lave en meraktivitet på vores sygehuse. Det er jo ikke alle afdelinger, det er kun nogle af dem.

Ude i regionerne har de et budgetloft, der er udredningsret, der er behandlingsgaranti, og noget af det nyeste, man har, er de her kvalitetsmål, hvor man netop går ind og måler på nogle parametre for at sige, at det er kvaliteten, der skal måles på. Det nytter ikke noget, man er hurtige til at operere et knæ, hvis ikke der er en rehabilitering eller en kommune, der tager over bagefter. Jeg var ude i Region Sjælland den anden dag, og nu har jeg jo ikke for vane at rose regionerne, men her syntes jeg faktisk der var nogle rigtig gode tiltag. Jeg ved, at i Region Sjælland og i nogle af de andre regioner har man lavet den her værdibaseret ledelse, hvor man ikke kigger på meraktiviteten, men på, at det skal have en værdi for den enkelte patient, sådan at man følger kvaliteten, ikke bare når man behandler, men hele vejen igennem ud til kommunen, og det er også det, man styrer efter. De siger derude, at det jo ikke betyder, at man ikke effektiviserer, fordi meraktiviteten bliver taget væk. Man ved, at man kigger på kvalitet i stedet for, og så kan det jo sagtens ende med, at man har effektiviseret det, man førhen gjorde på en anden måde.

Jeg kunne også høre, at man i Region Sjælland havde taget op, at man kiggede på nogle af de patienter, som kan have svært ved at komme igennem et presset sundhedsvæsen. Nu hørte jeg, at statsministeren vist i går i spørgetimen netop sagde, at produktivitetskravet skulle vi have, for vi skulle presse dem ude i sundhedsvæsenet. Det synes jeg jo ikke er særlig rart, når vi taler om de allersvageste patienter. I Region Sjælland havde de lavet nogle projekter – »Broen til bedre sundhed«, »Aktiv patientstøtte« og »Sammen om min vej« – for netop at gribe nogle af de mennesker, som der ikke bare kan måles på, men hvor det er kvaliteten, der tæller. Så jeg synes faktisk, at man har lavet nogle projekter udeomkring i regionerne, som man allerede nu kunne begynde at implementere rundtomkring.

Nu blev jeg også lidt bekymret, da sundhedsministeren sagde, at det her udvalg skulle arbejde til slutningen af 2018. En anden gang man laver forslag til vedtagelse, må vi have nogle datoer på, for det var der bestemt ikke noget af. Jeg synes heller ikke, at det ene udelukker det andet, for man kan sagtens fjerne eller udfase produktivitetskravet på 2 pct., samtidig med at man kigger på de styringsmodeller, netop for at regionerne kan lære af hinanden.

Så for vores vedkommende støtter vi beslutningsforslaget. Det skulle være mine ord. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Fru Stine Brix, Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for, at Dansk Folkeparti støtter beslutningsforslaget og på den måde lader ord følge handling. Jeg tror, der er en klar forventning til Dansk Folkeparti om, at man ønsker at afskaffe produktivitetskravet og også følge op på det. Så tak for det.

Men jeg må alligevel kommentere, når ordføreren siger, at man i sidste uge fik regeringen til at skrive under på noget helt nyt. Det er lidt den samme historie, vi hører fra Socialdemokraternes ordfører. Det mener jeg ikke er rigtigt. Altså, der står jo fuldstændig det samme i regeringens udspil til en sammenhængsreform, og der står i øvrigt også det samme i aftalen med regionerne fra sidste år, altså at man vil lave en gennemgang af styringsredskaberne.

Så for mig at se er det Dansk Folkeparti, som bedriver spin, hvis vi endelig skal snakke om det i den her sammenhæng. Det forslag til vedtagelse, der blev vedtaget i sidste uge, bibringer for mig at se intet som helst nyt til debatten – desværre, for det ville jo ellers være godt. Men det, der kunne gøre en afgørende forskel, var, hvis Folketinget i de økonomiforhandlinger, som er i gang nu, sendte et klart signal til regeringen om, at man skulle af med produktivitetskravet. Derfor er jeg som sagt glad for Dansk Folkepartis støtte til forslaget.

Ordføreren.

Så spinner vi lidt videre, for Enhedslistens ordfører ved jo godt, at vi lavede et forslag til vedtagelse, som vi havde med i sidste uge, men som ikke kunne komme til afstemning. Så kunne vi vælge at sige, at så stemmer vi ikke for noget, eller vi kunne sige, som Enhedslisten selv sagde, da man støttede en anden regering, at vi stemmer for den selv den mindste forbedring, og for Dansk Folkeparti var det her en lille forbedring.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg er også en af dem, der glæder sig over, at Dansk Folkeparti har valgt at stemme for beslutningsforslaget i dag, så vi kan være sammen om noget igen.

Det er jo et faktum, at Dansk Folkeparti endte med at stemme for regeringens afværgedagsorden i sidste uge, og det virker jo temmelig besynderligt, og jeg tror også, der er rigtig mange, der har svært ved at forstå det efter at have oplevet Dansk Folkepartis store reklamer i bybilledet for ikke mindre en måned siden, hvor man sagde, at det var et krav til regeringen, at 2-procentsproduktivitetskravet skulle fjernes. Det er jo et faktum, at regeringens afværgedagsorden i sidste uge altså ikke var en afskaffelse af 2-procentsproduktivitetskravet, men at den alligevel fik Dansk Folkepartis opbakning.

Fru Liselott Blixt.

Ja, men vi var også rigtig kede af, at det kun var SF, der var med på det forslag til vedtagelse, vi havde med til i sidste uge, og jeg vil da nævne, at det, vi så var med til at sige, var, at der var utilsigtede virkninger af produktivitetskravet på 2 pct. Det synes jeg da er at gå et skridt fremad, når vi stemte for det andet krav. Skulle vi sige nej til det? Det syntes vi ikke at vi kunne, så derfor sagde vi, at det var et skridt på vejen, men derfor er det da også rigtig dejligt, at der så kommer et beslutningsforslag her, der lægger et større pres end en forespørgsel. Så derfor kan jeg da kun sige, at det er fint, at vi får debatten igen.

Kirsten Normann Andersen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i SF er bekymret for regionernes økonomi, særlig i år. Dansk Folkeparti har jo for vane at stemme for aftalen med Danske Regioner – den, vi får her i juni – og så siden hen komme med nogle yderligere krav henne omkring finanslovsforhandlingerne. Det vil jo betyde sådan et zigzagløb, hvor regionerne først skal ud og bebude besparelser og fyringer og efterfølgende så måske kan sende nogle håndører tilbage. Tænker ordføreren, at vi vil komme til at se en tilsvarende proces i år?

Værsgo.

Jeg er helt sikker på, at vi får samme proces, som vi plejer at få, for når man laver en aftale, når regeringen laver en økonomiaftale, så stemmer vi for. Sådan er det, når to parter laver en aftale – så har vi det sådan, at man stemmer for den aftale. Hvor var vi ellers henne? Altså, det ville være det samme, som når fagforeninger laver overenskomst på arbejdsmarkedet – skulle vi så stemme nej? Altså, det er to parter, der finder hinanden. Det ville være det samme som det, vi ser nu med PLO og regionerne – hvis de fandt hinanden, skulle vi så sige: Nej, vi stemmer imod? Det gør vi jo ikke. Og ja, vi kommer da helt sikkert med nogle krav til finansloven, og det bliver også på sundhedsområdet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Så er vi har igen, fristes man til at sige. Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om afskaffelse af produktivitetskravene i regionerne. Når jeg siger det på den måde, er det jo blot, fordi vi flere gange i år netop her i Folketingssalen med forskellige ministre fra forskellige ressortområder har diskuteret produktivitetskravene.

Der er ikke langt fra produktivitet til relativitet – begge dele er fyldt med paradokser. Albert Einstein har sagt mange kloge ting – bl.a. har han sagt, at der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente, at resultatet hver gang er anderledes. En anden ting, han har sagt, er, at hvis vi tænker, som vi plejer, og bruger de samme værktøjer og fremgangsmåder, som vi plejer, kan vi ikke forvente noget nyt. Citaterne vender jeg tilbage til.

Det danske sundhedsvæsen er en supertanker, tror jeg at Socialdemokratiets ordfører kaldte det, som skal rumme både patienter og pårørende og ansatte. Og alle skal kunne trives, både under et indlæggelses- og behandlingsforløb og som professionelle i en ofte uforudsigelig hverdag. Jeg vil tillade mig at citere en lille bid fra min ordførertale fra den 3. februar 2017:

»Når vi gennem årene har haft fokus på produktivitet, ja, så er det jo i bund og grund ud fra et ønske om at udvikle vores fælles sundhedsvæsen. Sådan er det også i dag, selv om vi nu i høj grad bevæger os i retning af nye kvalitetsmål, væk fra tidskrævende akkreditering, og i stedet indstiller sigtekornet på værdibaseret styring.«

Sådan ser vi på det i Venstre. Der er brug for, at vi på den ene side tænker nyt og prøver nye ting af, og på den anden side er der også brug for, at vi sikrer et skarpt fokus på, hvordan vi får mest sundhed for pengene. Produktivitetskravet er et redskab, som har vist sig at være både effektivt og brugbart til at nå målet. Udfordringen er vel dybest set, at vi på nuværende tidspunkt mangler overblik over, hvilke styringsredskaber vi eventuelt kunne sætte i stedet for produktivitetskravet og med hvilken effekt.

Lad os nu være ærlige et øjeblik. Af og til bliver produktivitetskravet fremstillet, som om de ansatte skal løbe 2 pct. hurtigere, eller at de fødende skal føde 2 pct. hurtigere, eller at man i psykiatrien skal leve op til produktivitetskravet. Og det har jo ikke hold i virkeligheden. For det første indgår psykiatrien slet ikke i regnestykket, og for det andet er det regionerne selv, som bestemmer, hvor det giver mest mening at høste de økonomiske gevinster. Og lad mig komme med et eksempel.

Kikkertoperationer til behandling af tarmkræft frem for de tidligere konventionelle operationer har reduceret indlæggelsesdagene fra 12 dage til 6 dage. En operation koster nu 70.000 kr., hvor den før kostede 100.000 kr. Oplever patienten en forringelse? Nej – operationsteknikken er bedre for patienten, som oven i købet kommer hurtigere hjem i de vante omgivelser.

Når regionerne omlægger arbejdsgange, køber billigere ind og effektiviserer igennem ibrugtagning af ny medicin og ny teknologi og sygehusbyggerier, ja, så er det jo et udtryk for mest sundhed for pengene, og det giver god mening – i særdeleshed når man tænker på, at de effektiviseringsgevinster, som regionerne høster, bliver i regionerne, og at midlerne kan bruges til nye indsatser eller initiativer der, hvor det giver mest mening.

Hvis jeg skal vende tilbage til Einsteincitaterne, bør det være klart for enhver, at vi som samfund har en forpligtelse til at forsøge at se tingene fra nye vinkler og se på nye måder at gøre tingene på. Og vi skal hele tiden spørge os selv: Kan vi gøre tingene på en klogere måde? Med det udgangspunkt er der nu igangsat et styringseftersyn. Vi skal finde kloge svar på, hvad der virker, og hvad der ikke virker – hvad skal vi have mindre af, og hvad skal vi have mere af?

Lad mig afslutningsvis rose regionerne for, at hvis vi ser på gennemsnittet over de sidste 10 år, har regionerne faktisk leveret mere end de 2 pct., som har været aftalt. Og det bestyrker mig i troen på, at der er et potentiale, som kan realiseres. Alligevel valgte vi i Venstre alene sidste år at løfte sundhedsvæsenet med 2,4 mia. kr. – en historisk høj prioritering og langt mere, end hvad den tidligere socialdemokratisk ledede regering, som Enhedslisten jo støttede, lagde op til. Den prioritering er et udtryk for, at vi i Venstre prioriterer danskernes sundhed, ligesom vi har et udtalt ønske om at få mest sundhed for pengene.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi bidrager gerne til en beretning med udgangspunkt i, at der er brug for et sundhedsvæsen, som er kendetegnet ved at være balanceret, med fokus på aktivitet, kvalitet og patientsikkerhed. Og fra Venstres side er vi åbne for at se på nye styringsmuligheder.

Tak for det. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten, en kort bemærkning.

Ja, jeg kan jo høre, at socialdemokraternes ordfører mener, at når regeringen har lavet sin gennemgang af styringsformerne i sundhedsvæsenet, vil man afskaffe produktivitetskravet. Jeg vil bare høre, om Venstres ordfører kan bekræfte det, at regeringen på den måde har forpligtet sig til, at produktivitetskravet vil blive erstattet af andre styringsformer.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke helt, hvor det er, Enhedslistens ordfører mener at vi skulle have forpligtet os til det. Det, som jeg ved vi har forpligtet os til med den tekst, der blev vedtaget i sidste uge, er, at vi vil lave en styringsgennemgang.

Fru Stine Brix.

Jamen sådan læser jeg sådan set også vedtagelsen. Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg kan høre på Socialdemokraterne, at man mener, at produktivitetskravet vil blive afskaffet, når den styringsgennemgang er lavet. Derfor synes jeg, at det ville være interessant at høre regeringens udlægning af det, for i så fald har Socialdemokraterne jo ikke nogen garanti for eller nogen forsikring om, at den styringsgennemgang fører til, at produktivitetskravet bliver afskaffet.

Ordføreren.

Jamen jeg tror da, at jeg vil tillade mig lige at læse de sidste par linjer af den vedtagelsestekst, der ligger i forbindelse med F 53, som er nummeret på forespørgslen, og vedtagelsen hedder V 94. Hvis jeg bare lige skal citere her, så står der, at regeringen vil igangsætte en gennemgang af styringen på sundhedsområdet, der skal belyse, hvad der virker og hvad der ikke virker i den nuværende styring, og på den baggrund komme med forslag til en bedre styring fremadrettet. Det er det, vi har forpligtet hinanden på, om man så må sige.

Tak til fru Jane Heitmann, Venstre. Der er ikke flere, der har kommentarer. Så er det fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Det vigtigste i det danske sundhedsvæsen er, at patienter får en god behandling, og at ansatte har gode forhold og en meningsfyldt arbejdsdag. Vi hører så tit, at sygeplejersker ikke kan løbe hurtigere. Nej, og det skal de heller ikke. Sygeplejersker skal ikke løbe hurtigere. De skal slet ikke løbe, de skal gå, og de skal gå den rigtige vej, men det kræver god ledelse, som tydeligt kan fortælle, hvilken vej man skal gå, og som selv går foran. Og så skal vi vise tillid til de offentligt ansatte.

Jeg tror på, at mennesker tager en uddannelse og et job, fordi de ønsker at bruge de opnåede kompetencer til at udføre deres job bedst muligt. Det er ikke i orden, når sygeplejersker stresser rundt en hel dag, arbejder som heste og alligevel går frustrerede hjem, fordi de ikke føler, at de har haft mulighed for at gøre deres job godt nok over for alle patienter. Men årsagen til dette stress er ikke produktivitetskravet. Det er afregningsystemet og bureaukratiet.

Vi tager bureaukratiet først. Dansk Sygeplejeråd har selv regnet ud, at de bruger så meget tid på overflødigt bureaukrati, at det svarer til ca. 3.000 fuldtidsstillinger. Hvis vi får bugt med den del af dokumentationen, som er overflødig, kan sygeplejerskerne altså få så meget mere tid til rådighed, at det svarer til at ansætte 3.000 nye sygeplejersker. Hvis det samme gør sig gældende for andre personalegrupper, kan der blive meget mere tid til rådighed til patienter uden at ansætte mere personale. Denne regering har sat arbejdet i gang for at realisere så meget af dette effektiviseringspotentiale som muligt, så jeg håber og tror på, at det endelig kan blive til mere med afbureaukratisering end bare snak.

Så til afregningssystemet. Fejlen ved afregningssystemet er, at det udelukkende belønner handlinger, altså kvantitet og ikke kvalitet. Vi skal i stedet derhen, hvor vi belønner regioner, hospitaler, ledelse og andet personale for handlinger, som giver mere værdi for patienterne og ikke bare bevidstløst belønner handlinger, uanset om de burde have været foretaget eller ej.

Et eksempel kunne være en knæoperation. Vi har set eksempler på, at knæoperationer udføres, på trods af at det ville være billigere for systemet og bedre for patienten at få genoptræning. Når operationen udføres alligevel, er det, fordi hospitalet belønnes bedre for operationen end for genoptræningen. Derfor skal vi have et afregningssystem, som belønner handlinger, der giver mere værdi for patienten, i stedet for kun at se på antallet af f.eks. operationer. Vi skal have et afregningssystem, som kombinerer kvantitet med kvalitet og værdi, og det kan gøres uden at afskaffe produktivitetskravet.

Produktivitetskravet skader ikke patienter eller ansatte, det gør afregningssystemet derimod. Hvis vi vil kunne yde den bedste behandling til alle patienter, er det vigtigt at fastholde produktivitetskravet. Vi skal have mest mulig værdi for pengene, og husk, at det ikke skal medføre, at personalet skal løbe stærkere – tværtimod. Vi er heldigvis godt i gang ad den vej via de otte nationale mål og godt 20 centrale indikatorer, ligesom et nationalt ledelsesprogram er sat i gang og et styringseftersyn også er sat i gang.

Desuden vil jeg gøre opmærksom på, at produktivitetskravet ikke er en grønthøster, som nogle gentagne gange har kaldt det. Det er netop indrettet sådan, at det giver dygtige ledere frihed til at praktisere det på de afdelinger, hvor den teknologiske udvikling giver mulighed for større effektivitet end andre steder. Det er noget populistisk pladder, når politikere siger, at kvinder ikke kan føde 2 pct. hurtigere. Selvfølgelig hverken kan eller skal de det, og det ligger der overhovedet ikke i produktivitetskravet.

Endelig skal det bemærkes, at man også kan lære af de private virksomheder, som kan udføre mange operationer og andre handlinger, f.eks. scanninger, væsentlig billigere end det offentlige. Man kunne også hente nogle besparelser ved i langt højere grad at lade privathospitaler udføre de opgaver, som de er bedst til. Det ville samtidig give det offentlige bedre rum til at tage sig af de opgaver, som de er bedst til.

Til sidst skal det nævnes, at de midler, som frigøres som følge af produktivitetskravet jo bliver i regionerne, så de netop kan bruges til gavn for patienter og ansatte. Der er kun aftalt 2 pct. og ikke 2,4 pct., som regionerne i gennemsnit har leveret de sidste 10 år.

Liberal Alliance er imod forslaget, og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de også er imod. Men vi støtter gerne en beretning, som lægger op til en bedre afregning, som også blev læst op Socialdemokratiets ordfører, og det skal jeg hilse fra De Konservative og sige at de også gør. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Altså, hørte jeg simpelt hen ordføreren sige, at produktivitetskravet ikke medfører, at personalet løber hurtigere, men at problemet er, at kvantitet belønnes mere end kvalitet – bare, så jeg også forstår det? Kvantitet er noget med at nå rigtig meget mere på kortere tid, mens kvalitet handler om, at man er optaget af, hvordan opgaven løses. Så mener ordføreren simpelt hen, at produktivitetskravet ikke har betydet, at personalet skal løbe hurtigere?

Værsgo.

Ja, det mener ordføreren her, og det er, fordi det er en misforståelse, når man siger, at personalet skal løbe hurtigere på grund af produktivitetskravet. Det er på grund af afregningsmodellen. Det er afregningsmodellen, der gør, at man belønner kvantitet frem for kvalitet. Det er ikke effektiviseringskravet. Det er afregningssystemet og den måde, det er sat op på.

Det var derfor, jeg gav eksemplet med knæoperationerne, hvor man bliver belønnet for at operere mange flere knæ, end der i bund og grund er brug for, og det er jo ikke det, der er meningen med effektiviseringskravet. Hvis du gjorde det i en privat erhvervsvirksomhed, altså sagde, at nu skulle der effektiviseres, og så gik i gang med at producere dimser, som der ikke er nogen der har brug for, så er det jo ikke en effektivisering.

Så det er afregningssystemet, det er galt med, og ikke effektiviseringskravet.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Undskyld, men jeg håber simpelt hen ikke, der er nogen sygehuse, der opererer knæ, som ikke har brug for at blive opereret – bare for god ordens skyld – og det tror jeg heller ikke sker.

Men jeg minder blot ordføreren om, at vi på den samme høring om fødeafdelingerne jo netop lyttede til, at chefen for Rigshospitalets fødeafdeling gav udtryk for, at han faktisk kun modtog 49 pct. af DRG-taksten, sandsynligvis – og det kan ordføreren have ret i – fordi pengene skulle bruges andre steder. Får man kun halvdelen af det beløb, man rent faktisk har behov for, jamen så vil det jo betyde, at der er mindre personale til rådighed til at tage sig af de fødende kvinder. Det må nødvendigvis også betyde, at man kommer til at løbe stærkere.

Så vil ordføreren ikke anerkende, at nogle af de signaler, vi har lyttet til, bl.a. på den høring, netop gik på, at personalet løber alt for hurtigt?

Værsgo.

Hvis nu vi starter med det her med knæ, kan jeg sige, at vi altså faktuelt har set eksempler på, at knæ bliver opereret, uden at det var det bedste for patienten eller systemet. Så det har vi eksempler på. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at på de her fødeafdelinger er det jo netop, som ordføreren selv siger, afregningssystemet, det er galt med. Man henviser til DRG-taksten, som er afregningssystemet, ikke til effektiviseringskravet, men DRG-taksten. Og jeg kan sige med hensyn til det her med fødeafdelingerne, at når man siger, at man kun får 49 pct., ja, så er det, fordi man kun kigger på de direkte omkostninger på afdelingen og slet ikke har de faste omkostninger med i hele den her beregning.

Tak. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten.

Jeg mener simpelt hen ikke, ordføreren har ret i den påstand, som ordføreren kommer med, nemlig at det alene er afregningssystemet, der er problemet. Det er kombinationen af måden, afregningssystem er skruet sammen på, og produktivitetskravet. For med produktivitetskravet siger man til afdelingerne, til hospitalerne, til regionerne: I skal levere mere aktivitet, end I gjorde sidste år, målt efter afregningssystemet, uden at der følger penge med.

Hvad gør det? Jamen det gør, at man skal levere et større antal kontakter, et større antal operationer, et større antal plejeopgaver, end man gjorde året før. Det er produktivitetskravet, der gør det. Og det tilskynder ifølge f.eks. Diagnostisk Center i Silkeborg eller Sygehus Lillebælt ved Vejle til direkte at modarbejde at lave samme dags-udredning, som er bedre for patienten, fordi man skal opfylde sine kvoter for at leve op til produktivitet.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at produktivitetskravet ikke er problemet i forhold til de problemstillinger, ordføreren påpeger at vi har. Og det er derfor, det er så vigtigt at komme af med det, så vi både kan undgå, at personalet bare skal levere mere og mere, men også undgå, at vi får lavet behandling, der er unødig, eller ekstra mange kontakter, hvor man kunne have nøjedes med en.

Ordføreren.

Produktivitetskravet siger, at der skal skabes mere for de samme penge. Produktivitetskravet i sig selv siger ikke, at der skal være flere handlinger. Produktivitetskravet siger, at der skal skabes mere værdi for pengene, og det kan lade sig gøre bl.a. på grund af den teknologiske udvikling. Det er afregningssystemet, der siger, at der skal være flere handlinger, at der skal være flere operationer. Det er ikke produktivitetskravet. Så det er ikke forkert, hvad jeg siger.

Fru Stine Brix.

Produktiviteten i sundhedsvæsenet måles i den aktivitet, der er, i forhold til de omkostninger, der er, og derfor er det de to ting i kombination, der er problemet. Jeg er helt enig med ordføreren i, at vi også har et problem med afregningssystemet, men det friholder altså ikke det produktivitetskrav, vi har. For den måde, det er skruet sammen på, er rigid og skadelig og fører både til, at man udøver aktivitet, som der slet ikke er brug for, for at man ikke skal miste penge, men fører også til, at det – især på de områder, hvor man ikke bare kan bruge ny teknologi, som ordførererne bliver ved med at påstå – er personalet, der betaler prisen. Og derfor skal vi af med det så hurtigt som muligt.

Ordføreren.

På de områder, hvor man ikke kan effektivisere med 2 pct., skal man ikke gøre det. Det giver netop frihed til, at dygtige ledere selv kan finde ud af, i hvilke afdelinger man kan udnytte den teknologiske udvikling, og i hvilke man ikke kan. Det kan være, der er nogle afdelinger, der skal ligge over de 2 pct., og nogle, der skal ligge under de 2 pct. Det er netop her, hvor vi giver frihed til dygtige ledere til at gøre brug af den teknologiske udvikling. Og det er, som jeg siger, ikke en grønthøster, der bare kører tværs hen over alle afdelinger. Det er DRG-systemet, afregningssystemet, der afgør, at det lige præcis er handlinger, som man bliver belønnet for, i stedet for at man bliver belønnet for ting, der giver merværdi.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Hr. René Gade, Alternativet.

Tak. Jeg står her på vegne af min kollega Pernille Schnoor, der ikke kunne være her i dag, og jeg er glad for at deltage i debatten. Jeg vil sige, at vi i den grad bakker op om forslaget fra Enhedslisten. Vi synes, det er på høje tid, at vi ikke mindst får en debat – jeg ved, den har kørt længe – hvor vi får alle partier på banen i forhold til at være kritisk over for det her produktivitetskrav. Det er primært, fordi det jo egentlig er irrationelt, synes jeg, at tale om, at det bare i al evighed er fornuftigt at have sådan et produktivitetskrav. Det kan meget vel være, at det har været fornuftigt i en given periode med en slutdato – og man kan synes, at ledelsesformen er forkert, og man kan synes, at den politiske betragtning, der ligger bag, er forkert – og der kunne jeg da godt argumentere for, at det var det, man skulle for at højne effektiviteten. Men det afgørende for mig er, at hvis man skal højne effektiviteten, skal det være, fordi man samtidig forbedrer noget.

Når man hører medarbejderne, når man taler med sine bekendte, der arbejder som sygeplejersker og som læger, hører man, at det altså er svært at få den oplevelse, at det her højner kvaliteten. Og hvad er det så, man måler kvalitet på? Det kan vi jo lave mange rapporter om og derfor få præcis det resultat, vi ønsker at få. Men min pointe er bare, at så længe vi har et produktivitetskrav, der insisterer på, at vi skal øge produktiviteten med 2 pct. hvert år, må vi på et eller andet tidspunkt også komme til det enkelte menneske, der arbejder. Og det enkelte menneske når så på et tidspunkt til at få en oplevelse eller en følelse i kroppen af, at når vedkommende går på arbejde, kan han eller hun simpelt hen ikke strække sig længere end det. Derfor må man jo så tage et break.

Skal vi så fra politisk hold sige, at vi tænker over, hvad der skal komme i stedet for, og så lader være med at stoppe op nu, før vi har den fuldstændige plan for, hvad der skal træde i stedet, eller skal vi sige, at vi måske har øget produktiviteten nok i en periode, og så sige, at der, hvor vi forbedrer nu, er på kvaliteten, og så give folk lov til som medarbejdere og som ledere at sige: Hvordan skal vi komme videre? For det kan jo godt være, vi er nået dertil, hvor man kan komme, med den umiddelbare vækst. Det tror vi faktisk i Alternativet.

Så vi vil gerne bakke op om forslaget. Men bare fordi man i sportsverdenen eller i et team gjorde det godt et år og landede som nr. 6 i tabellen, kan man altså ikke som fanklub sige: Næste år skal I altså lande som nr. 5. Altså, det er ikke en given, absolut størrelse, der gør, at man så forbedrer sig og rykker en plads op næste år. Nej, det kommer an på, hvad det er for en kontekst, man står i.

Jeg kunne egentlig godt gå med til et produktivitetsforbedringskrav på 2 pct., hvis det var sådan en alt andet lige-model, hvor der ikke var noget, der gik ind og forstyrrede de enkelte afdelinger og de enkelte ledelser. Vi har jo et politisk setup herinde, der også gør, at der engang imellem blæser nogle nye vinde ind over sygehusene, og at der er nogle nye forhold, der gør sig gældende. Der tror jeg altså at vi har blæst nok vinde ind over sygehusene, til at vi netop skal tage en pause og sige: Hvordan har vi tænkt os at optimere netop kvaliteten i fremtiden? Og det er ikke ved at sige, at man skal løbe hurtigere. Det er ikke ved at sige, at man skal digitalisere. Nej, det er ved at sige, at vi skal forbedre de services, vi leverer til borgerne, og selvfølgelig skal vi også se frem mod en tid, hvor der måske kommer til at være endnu mere tryk på sundhedsvæsenet, og så skal vi jo finde løsninger, der passer til det. Men vi kan ikke bare sige, at nu forbedrer vi, nu effektiviserer vi, og nu udvikler vi – samtidig med at vi udbygger.

Der vil så nok være en med en særdeles liberal tankegang, der siger: Jo, det kan man faktisk godt. Og så vil jeg sige: Ja, det kan man faktisk godt, men det sker yderst sjældent, og det sker kun, hvis man har et setup, hvor alle har været i organisationen i rigtig, rigtig mange år, og hvor ledelsen er fuldstændig på linje med medarbejderne om, hvor det er, de skal hen, og hvor der ikke efter måske 2 år kommer politiske meldinger om, at de skal i en anden retning. Så kan man godt lave sådan en 30-årsplan, der gør, at man kan holde en faktor i produktivitetsforbedringen på det niveau. Men det er altså ikke det, vi taler om med sygehusene. Det er en meget, meget omskiftelig størrelse, de har at arbejde med. Så jeg synes, at vi skal skynde os og sige ja til Enhedslistens glimrende beslutningsforslag og i den grad lægge os i selen for at hjælpe regeringen ved at komme med forslag om det, der skal komme bagefter. Og det kan man jo gøre med en rimelig tidsperiode indtil den deadline, der bliver sat.

Tak til hr. René Gade. Der er ingen, der har kommentarer. Det er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne sige det ligeud: Radikale Venstre er imod produktivitetskravet. Tiden er løbet fra det, og vi oplever, at det er for dyrt og også forkert at have et krav, som betyder, at man nogle steder føler sig tvunget til at øge produktiviteten, lave noget mere af det samme, selv om det ikke nødvendigvis vil være det klogeste at gøre. Stod det til Radikale Venstre, ville kravet blive afskaffet nu i de igangværende forhandlinger og erstattet med et populationsansvar, sådan at hver region får ansvaret for befolkningens sundhed og dermed de behandlinger, der er brug for. Men det står bare ikke til os. Det står sådan set ikke til Folketinget. Det er ikke et beslutningsforslag, som kan afskaffe produktivitetskravet, det er regeringen og regionerne, som forhandler økonomiaftalen.

Derfor er det også forkert, når der er nogle, der i ugens løb har forsøgt at tørre den af på partier her i Folketinget, for det er regionerne og regeringen, som har ansvaret. Derfor kunne jeg egentlig også godt tænke mig at stille et ændringsforslag, som tilføjer, at vi opfordrer ikke bare regeringen, men også regionerne til at droppe produktivitetskravet. Det er jo i øvrigt det, vi gør. Med beslutningsforslaget opfordrer vi regeringen – vi pålægger ikke regeringen noget, hvilket ministeren kom til at sige forkert et par gange – til at gøre noget bestemt. Det er et udtryk for vores holdning. Det er derfor, vi gerne vil opfordre regeringen og regionerne.

Vi er i Radikale Venstre glade for den aftalemodel, vi har. Derfor har vi også tænkt os at stemme for den aftale, som regeringen og regionerne måtte forhandle med hinanden. Vi håber, at det bliver en aftale, som er uden produktivitetskravet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Ja, SF er stadig med på at afskaffe produktivitetskravet på sygehusene. Det er vi, fordi tiden er rendt fra de økonomiske incitamenter, som lå til grund for at indføre det i tidernes morgen. Metoden har ganske enkelt udtjent sin værnepligt i en tid med meget store omstruktureringer i sundhedssektoren.

Med specialeplaner har vi sammen fået styr på, hvad der forudsættes af kompetencer for at løse en given opgave, og specialer er fordelt på enkelte sygehuse, som herefter kan koncentrere sig om at blive endnu bedre til et fagområde. Netop specialeplanen har i regionerne også skabt gode muligheder for at fordele opgaverne mellem de lokale sygehuse, og uagtet at det til tider har været lidt besværligt at være patient, er det trods alt godt at vide, at vi ikke bare henvises til det første og det bedste sygehus, men at vi henvises til et sygehus, som har forstand på det, som vi skal behandles for. Endelig er ventelisterne jo altså også nedbragt til et tåleligt niveau.

Når alle rationaliseringsgevinster er hentet i form af bedre arbejdstilrettelæggelse og ny teknologi osv., så er der altså kun tilbage at lade personalet løbe hurtigere og hurtigere, og det er og bliver uholdbart, fordi det ikke kan undgå at gå ud over patienterne. Jeg har noteret mig, at regionerne selv forsøger at kompensere ved at flytte aftalte ressourcer fra et område til et andet og mere trængt område. Jeg har set eksempler på, hvordan regionerne på trods af utidssvarende økonomiske incitamenter alligevel er gået skridtet videre og har sat gang i en mere hensigtsmæssig måde at løse opgaverne på. Det gælder eksempelvis de nye diagnosticeringscentre, som flere regioner har oprettet. Produktivitetskravet har nemlig som bagside, at det giver mening at indkalde patienterne over flere dage, selv om det både er til gene for patienten og faktisk også tager længere tid for personalet. Så når flere sygehuse i stedet har tilrettelagt arbejdet, så patienten kan få foretaget flere undersøgelser på samme dag, så koster det sygehusene på grund af produktivitetskravet. Jeg synes, det er et rigtig godt eksempel på, at regionerne kan selv, og at vi trækker på samme hammel, når det gælder at højne kvaliteten i sygehusbehandlingen på en økonomisk forsvarlig måde.

Derfor mener jeg heller ikke, der er så meget at betænke sig på. Tværtimod har vi en god anledning til at udvise den tillid, som vi så ofte taler så højtideligt om. Lad os nu samle os om at få produktivitetskravet afskaffet. Tiden er løbet fra det. De ansatte kan ikke løbe hurtigere, og det risikerer at gå ud over patientsikkerheden og ordentlig behandling. Derfor synes jeg klart, at vi skal bruge det flertal, som kunne skabes, for at lave det hele om, hellere i dag end i morgen. SF bakker op om forslaget, men vi ser også frem til behandlingen i udvalget efterfølgende.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Der er lige en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå, at SF bare vil lave det hele om, hvis jeg skal bruge ordførerens egne ord. Hvad er det helt præcis for en styringsmodel, som SF vil sætte i stedet for produktivitetskravet på de 2 pct.?

Ordføreren.

Jeg mener faktisk ikke, at det er nødvendigt at lave noget andet end blot at fjerne produktivitetskravet. Jeg synes faktisk, at regionerne har nogle rigtig gode pointer, når de på deres generalforsamling netop fremhæver nogle af de tiltag, som de selv har sat i gang, og har gode bud på, at de er bedre til at tilrettelægge arbejdet hensigtsmæssigt og rationelt end det, som styringsselementet i 2-procentsproduktivitetskravet trækker ned over hovedet på dem.

Fru Jane Heitmann.

Kunne ordføreren så ikke bare lige komme med to, tre, fire eksempler på, hvordan det så er, vi opnår mest sundhed for pengene?

Ordføreren.

Det har jeg faktisk gjort i min ordførertale, hvor jeg netop fremhævede diagnosticeringscentre som et rigtig godt eksempel på, at regionerne har valgt at indkalde patienter til undersøgelser på én dag frem for at indkalde patienter til behandling på flere dage, selv om det faktisk er de flere dages behandling, som ville have givet regionerne den tiltrængte økonomi. Men i stedet har man valgt at løse opgaven på en anden måde, fordi det er mest hensigtsmæssigt for patienten og det også er mere rationelt for personalet i den sidste ende. Det giver til gengæld regionerne en dårligere økonomi, men det er et meget godt eksempel på, at regionerne selv har nogle gode bud på, hvordan man løser opgaverne mere kvalificeret, uden at vi skal bruge 2-procentskravet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for debatten. Det er en debat, som efter min mening sagtens kan tåle en gentagelse her i Folketingssalen, fordi det set fra min stol er en af de absolut vigtigste i forhold til sundhedsvæsenet lige nu.

Vores forslag går på, at regeringen skal arbejde for, at produktivitetskravet til sygehusene skal afskaffes i den aftale, som man for øjeblikket forhandler med Danske Regioner om regionernes økonomi. Produktivitetskravet betyder, at sygehusene hvert eneste år skal levere 2 pct. mere aktivitet, uden at der følger penge med til det. Det er et krav, som har eksisteret i forskellige afskygninger siden omkring år 2000 og i hvert fald i de sidste har lydt på 2 pct. Det lyder måske ikke af så meget, at man skal levere 2 pct. mere, men skaden sker jo, når man lader et krav gælde i så mange år, så bliver det et voldsomt pres på sygehusene og på personalet. Effekten af kravet de sidste 10 år har således været, at det samme personale, som vi havde for 10 år siden, i dag skal løfte 22 pct. flere opgaver.

Det har ført til et dårligere arbejdsmiljø på sygehusene, hvor både læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter og rengøringspersonale fortæller, at de er stressede og under tidspres og som følge af det begår fejl. Dermed bliver travlheden også til fare for patientens sikkerhed. Som et eksempel på det så vi, Arbejdstilsynet i 2014 uddelte 37 påbud for dårligt arbejdsmiljø med direkte henvisning til tidspres og stress.

Alle faggrupper, der arbejder i sundhedssektoren, er enige om, at produktivitetskravet er problemet, og de opfordrer indtrængende til, at det bliver afskaffet. Danske Regioner, som ejer og driver sygehusene, er enige om på tværs af alle partier, at produktivitetskravet skal afskaffes. Danske Patienter, som samler en lang række af vores patientorganisationer, mener, at det er tid til et opgør med produktivitetskravet.

Faktisk er regeringen og Socialdemokraterne her i Folketinget efterhånden de eneste, som står tilbage med støtten til produktivitetskravet. Vi hører fra regeringspartierne, at det handler om at give mere sundhed for pengene. Senest hørte vi det fra Venstres ordfører, der lige før stillede spørgsmål til min kollega fra SF. Men sagen er jo den, at vi kan konstatere, at produktivitetskravet giver mindre sundhed for pengene. Det tilskynder til mest mulig aktivitet, uden at der ses på, om den aktivitet er hensigtsmæssig for patienterne. Vi har set eksempler fra Silkeborg og Vejle, hvor man fortæller, at de, på trods af at den nuværende styring faktisk straffer dem, alligevel forsøger at indrette det hele på en hensigtsmæssig måde for patienterne. Men det er altså til trods for produktivitetskravet.

Vi har også tidligere hørt, at man jo bare kunne lade være med at have så mange utilsigtede hændelser. Hvis man afskaffede nogle af de mange utilsigtede hændelser, kunne man også øge produktiviteten; det sagde ministeren tilbage i februar. Men så har man jo slet ikke hørt efter, hvad personalet siger, for det siger jo netop, at det er på grund af travlheden, at de utilsigtede hændelser opstår. Når arbejdstempoet bliver presset for højt op, ja, så sker der flere fejl, og det er jo også til skade for at få et godt sundhedsvæsen. Ministeren sagde også tilbage i februar, at man også skulle afskaffe genindlæggelserne. Det er jeg også helt enig i, men der er man jo netop også inde ved kernen af produktivitetskravet. For en af måderne at øge produktiviteten på er jo ved at have meget hurtige udskrivninger, og også for hurtige udskrivninger, og så ser vi genindlæggelser.

Vi har altså et produktivitetskrav, som virker direkte modsat af det, som jeg faktisk tror vi alle sammen mener er vigtigt, nemlig at vi får mest mulig sundhed for pengene.

Flere ordførere fra regeringspartierne siger så, at teknologi kan øge produktiviteten. Det er også rigtigt, at det kan teknologi nogle gange, og det kan ny medicin nogle gange. Og andre gange kan det ikke. Så koster det penge, men det giver jo heldigvis mere sundhed for patienterne. Den her historie om, at det alene er produktivitetskravet, der gør, at vi har ny teknologi i sundhedsvæsenet, synes jeg simpelt hen er for langt ude. Altså, er det virkelig holdningen, at sundhedsvæsnet ikke ville have tilegnet sig nye teknologier, hvis ikke der havde været et produktivitetskrav? Selvfølgelig ville man da have tilegnet sig det. Selvfølgelig havde vi da fået robotkirurgi, selv om vi ikke havde haft et produktivitetskrav.

Vi følger selvfølgelig med i den udvikling, der sker, heldigvis, for det kan være til glæde for patienten, både når det giver produktivitet, men også når det koster, for det handler om at have et godt sundhedsvæsen.

Det kommer ikke så meget bag på mig, at regeringen, som jo også i sin tid med i hvert fald nogle af de samme partier stod fadder til den famøse effektiviseringsplan i SKAT, mener, at man kan blive ved og ved med at effektivisere. Det var også samme tankegang, der lå bag, dengang man iværksatte en stor effektiviseringsplan for SKAT.

Men jeg er mere skuffet over Socialdemokraterne, som jo ellers trods alt er nået frem til den erkendelse, at produktivitetskravet er skadeligt. For Socialdemokraterne har jo muligheden for at sende et fuldstændig klart signal fra et flertal i Folketinget til regeringen om, at man nu skal arbejde for at afskaffe produktivitetskravet. Det signal kan et flertal ikke sende, fordi Socialdemokraterne ikke vil bakke op om forslaget.

Socialdemokraternes undskyldning er, at man ikke kan afskaffe produktivitetskravet, før man har fundet et nyt styringssystem. Som jeg også sagde til Socialdemokraternes ordfører, synes jeg ikke, at det giver mening. Jeg synes, det svarer til at konstatere, at de effektiviseringer, man gennemførte i SKAT gennem mange, mange år, var skadelige, for så efterfølgende at konkludere, at det bare skal blive ved, indtil man har fundet af, hvad der så skal ske.

Det logiske ville jo være at stoppe op og sige: Nu må vi hellere stoppe med at gøre mere af det, som skader sektoren, præcis som Radikale Venstre har foreslået i deres udspil, altså at man bruger økonomiaftalen i 2018 til at sætte det på pause. Og så kan man jo, hvis et flertal i Folketinget ønsker at indføre nye styringsmodeller, som i øvrigt er meget uklart hvad er for noget, indføre dem efterfølgende. Så mindsker vi jo skaden og stopper ulykken.

Når både Socialdemokraterne og også ministeren gør sig skyldige i den stråmand, at der så ikke er nogen styring, hvis man afskaffer produktivitetskravet, så må jeg bare sige, at det jo ikke passer. Paradoksalt nok nævner ministeren også selv flere af de styringsredskaber, vi har – patientrettigheder i loven, nationale mål for sundhed – og selvfølgelig er det helt oplagt at kombinere de ting, vi allerede har, med to enkle krav, nemlig overholdelse af budgetterne for regionerne, når der indgås aftale om at overføre bloktilskud til dem, og at man så i øvrigt netop giver et bloktilskud, der svarer til de opgaver, man gerne vil have løst. Hvis man så ønsker mere aktivitet, som man jo ellers har fået gratis de sidste mange år ved at kræve øget produktivitet, så må man jo betale for det.

Jeg synes, at essensen af denne diskussion handler om, hvorvidt man har tillid til, at regionerne kan forvalte sygehusene ansvarligt. For der er jo intet som helst til hinder for, at hvis der er mulighed for at øge produktiviteten på en enkelt afdeling ved f.eks. at indføre ny teknologi, kan man gøre det, selv om der ikke er et centralt fastsat produktivitetskrav. Det kan man godt, og det skal man gøre. Men med det her forslag lægger vi ansvaret over til regionerne, som sidder med driften i det daglige, altså ansvaret for at tilrettelægge, hvornår man øger produktiviteten, og hvordan man gør det.

Vi har ikke et rigidt krav om, at man skal nå op på et mål på 2 pct. af det samlede somatiske sundhedsvæsens budget. Og det troede jeg faktisk var det, som Socialdemokraternes såkaldte fingrene væk-reform handlede om, nemlig tillid til dem, som arbejder med området, og tillid til, at de regionsfolk, der sidder derude, kan forvalte budgetterne og overholde dem og sørge for, at vi får mest muligt sundhed for pengene, altså at vi netop får en reel mulighed for at vurdere, hvor det giver mening at øge produktiviteten, og hvor det ikke gør.

For med det system, vi har i dag, er det sådan, at hvis man beslutter sig for at sige, at man undtager fødeafdelingerne, selv om vi herinde fra Christiansborg har regnet det med ind i, hvad der skal øges produktivitet for, ja, så skal man bare pålægge en anden afdeling 4 pct. Hvis man gjorde det samme inden for det palliative område, altså hvor man tager sig af folk i den sidste del af deres liv, så skal man jo lægge yderligere 2 pct. over på andre områder. Så hvis man reelt vil give regionerne en mulighed for at agere ledelse her og for at vurdere, hvor der er en produktivitetsgevinst at hente, så skal man jo ikke have et centralt fastsat rigidt mål.

Derfor kan jeg egentlig godt forstå, når de socialdemokrater, som er formænd rundtomkring i regionerne, er utilfredse med den mistillidserklæring, som der bliver sendt herinde fra Christiansborg.

Jeg vil gerne slutte af med at sige tak til de partier, som støtter forslaget – Dansk Folkeparti, Radikale, Alternativet og SF. Jeg synes, vi er kommet langt, og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at fastholde det her tema på dagsordenen og i det mindste bakke Danske Regioner op i at lykkes med at komme igennem med det her i økonomiforhandlingerne, som pågår lige nu.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak. Jeg vælger at tolke det som en svipser fra ordførerens side, når ordføreren siger, at Socialdemokraterne fastholder produktivitetskravet og ikke ønsker at afskaffe det. For i min ordførertale lød den første linje: For Socialdemokraterne er der ingen tvivl om, at tiden er løbet fra produktivitetskravet, og at det ikke længere er den rigtige måde at styre vores sundhedsvæsen på. Derfor går vi ind for en afskaffelse af produktivitetskravet. Var det noget andet, som ordføreren hørte, første gang jeg læste den sætning op?

Værsgo.

Jeg hørte jo også resten af Socialdemokraternes ordførertale. Og der fremgik det jo klart, at Socialdemokraterne ikke vil støtte det her beslutningsforslag, som ellers ville gøre, at der var et flertal her i Folketinget, som siger helt klart til regeringen: Arbejd nu for at afskaffe det her produktivitetskrav i de aktuelle økonomiforhandlinger. Og det er jo det, der er sagens kerne. Det er her og nu, der er behov for at afskaffe produktivitetskravet, det er her og nu, at Danske Regioner, patienterne, samtlige personaleorganisationer appellerer til Christiansborg, appellerer til regeringen om at sætte den her styringsmodel, som er skadelig for sundhedsvæsenet, i bero. Derfor var det ikke en svipser, når jeg sagde, at Socialdemokraterne ikke bruger den mulighed, der er for ellers at lave det flertal.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Nej, men så var det en omskrivning af sandheden. Ordføreren sagde, at vi ikke arbejdede frem mod en afskaffelse af produktivitetskravet. Det gør vi, og jeg har præciseret i min ordførertale og i de besvarelser på de spørgsmål, der er blevet stillet til mig: Vi vil rigtig gerne lægge et stort pres på regeringen, og jeg håber, at vi i en fælles beretning kan få det gjort tidsmæssigt, for vi er utålmodige, og vi vil ikke give regeringen næsten 2 år til at komme frem med nye modeller. Der håber jeg at Enhedslisten vil bakke os op, så vi får nogle modeller frem, som er konsekvensvurderet, hvor vi lytter til regionerne og de faglige organisationer.

Så jeg tror, at ordføreren forsøger at få forskellen mellem Enhedslistens holdning og den socialdemokratiske holdning til at være væsentlig større end det, jeg oplever den er.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil altid gerne lave en beretning med et fornuftigt indhold med Socialdemokraternes ordfører og eventuelt et andet flertal her i Folketingssalen, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi får en afstemning om den her sag, og begge dele kan jo heldigvis godt lade sig gøre. Men jeg synes, at Socialdemokraterne klynger sig til en aftale, som er meget tynd, for vi hørte jo fuldstændig klart fra Venstres ordfører, at regeringen ikke har forpligtet sig til at afskaffe produktivitetskravet. Det har man ikke. Det eneste, man har forpligtet sig til, er at undersøge, hvad det er for nogle styringsmodeller, der er, og hvad der er af positive og negative ting ved det.

Fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, jeg fra Enhedslistens ordfører hører en masse ord, men jeg synes ikke, jeg hører ret meget konkret, i forhold til hvordan man så kan løse de udfordringer, der er. Jeg synes ikke, jeg hører en ordfører fra Enhedslisten, der siger: Ja, vi er sådan set klar til at tage ansvar, nu har vi stillet os i spidsen og bakker regeringen op i forhold til at lade os få et eftersyn af de styringsmekanismer, der er.

Men jeg synes ikke, jeg hører noget konkret fra Enhedslistens ordfører i forhold til at være villig til at tage ansvar for, hvordan vi fortsat kan udvikle vores sundhedsvæsen, hvor det giver mening, og hvor det ikke giver mening. Det sagde ordføreren selv. Men jeg hører ikke ret mange ord, i forhold til hvad det konkret er, der så giver mening.

Ordføreren.

Hele den her debat, vi har i dag, handler om et meget, meget konkret, håndgribeligt forslag fra vores side om, hvordan vi passer bedre på vores sundhedsvæsen og sikrer, at vi ikke effektiviserer det i stykker. Vores helt konkrete forslag er at afskaffe produktivitetskravet i de økonomiaftaler, man forhandler her og nu. Mere konkret kan det næsten ikke blive!

Fru Jane Heitmann.

Jeg hører jo, at ordføreren siger, at man gerne vil afskaffe produktivitetskravet. Det synes jeg da er et synspunkt, man har lov til at stå på, men jeg hører bare ikke ordføreren sige, hvad det så er, der skal, for at vi kan udvikle vores sundhedsvæsen, for at vi er sikre på, at vi får mest sundhed for pengene. Vi har investeret 13 mia. kr. fra 2007 til 2017, regionerne har et budget på 110 mia. kr., og der har aldrig været så mange læger og sygeplejersker ansat i det danske sundhedsvæsen, som der er nu og her. Der er taget masser af initiativer for at tilføre midler, for at udvikle og holde fokus på mere sundhed for pengene, men jeg synes ikke rigtig, jeg hører Enhedslistens ordfører komme med noget konkret andet end bare at lægge armene over kors og sige, at det her vil de ikke være med til. Jeg synes, det ville være rart, hvis Enhedslisten kunne tage ansvar og sige, at de også synes, vi skal videreudvikle vores sundhedsvæsen. Men hvordan?

Ordføreren.

Vi synes også, vi skal videreudvikle vores sundhedsvæsen, selvfølgelig gør vi det. Men i den her sag er det jo Venstre, der lægger armene over kors og siger nej til det forslag, vi kommer med her, som er et helt konkret bud på, hvordan vi videreudvikler vores sundhedsvæsen, altså at vi går væk fra den styringsmodel, man har haft i rigtig mange år, og som vi hører samstemmende fra alle aktører på området er et problem for vores sundhedsvæsen. Det er jo Venstre, der lægger armene over kors.

Det ansvarlige her er jo at lytte til de aktører, som hver eneste dag sidder med området, tage dem alvorligt og rent faktisk tage til efterretning, at produktivitetskravet er skadeligt for at have en god sygehusdrift, og i øvrigt også at få mest mulig sundhed for pengene.

Tak for det.

Nu er der ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.