I praksis har vi jo her reelt forsøgt at slå to debatter, der ellers ikke må slås sammen, sammen til en, og det synes jeg er helt fint. Jeg synes nu ikke, det er helt korrekt, som Dansk Folkepartis ordfører siger, at forespørgslen og beslutningsforslaget omhandler det samme, for det gør forespørgslen, som den er fremsat, efter min mening ikke. Men vi har reelt diskuteret behandling bredere set under forespørgslen, og derfor er det også helt fint, at vi har gjort, som vi har gjort her.
Jeg synes, det er vigtigt at huske, når vi diskuterer den her sag i Folketinget, hvordan forløbet har været i nogle af de andre sager, hvor der er sket fremskridt for transpersoner. Det var ikke Sundhedsstyrelsen, som tog initiativ til at fjerne transkønnethed fra listen over psykiatriske diagnoser. Det var sådan set heller ikke Folketinget, der tog initiativet. Men det var i mange, mange år et krav fra både transpersoners organisationer og menneskerettighedsorganisationer, at vi skulle gøre noget. Det gjorde vi heldigvis, og det lykkedes os til sidst at få Sundhedsstyrelsen med på det.
Det var samme forløb omkring det juridiske kønsskifte. Jeg synes også, at vi ser samme forløb her om behandlingen. Det er i høj grad de transpersoner, som i mange, mange år kæmper som aktivister og igennem organisationerne, som gør, at vi overhovedet ser på det her område. Som fru May-Britt Kattrup sagde tidligere i debatten, er det jo, fordi der er dygtige folk, som adresserer de her problemstillinger, at der er mange af os, der overhovedet forholder os til dem – ellers var det måske ikke lige det, vi ville have fået øje på som det første.
Formålet med det her beslutningsforslag, som efterhånden er et par måneder gammelt, er at sætte på dagsordenen, at vi ønsker, at man, når man laver en ny vejledning i forhold til behandlingen af transkønnede, tager en grundlæggende anden tilgang til det eller laver et andet behandlingsparadigme, som jeg har skrevet i beslutningsforslaget. Det, der er det mest væsentlige for mig, er, at vi reelt tager konsekvensen af den forståelse, som jeg synes der bredt set internationalt er af, hvad transkønnethed vil sige, altså hvad det vil sige at have en kønsidentitet, som er en anden end den, man bliver født med. Der er nemlig bredt set internationalt en anerkendelse af, at det alene er en selv, som kan afgøre, hvad ens kønsidentitet er. Det vil aldrig være en læge eller en psykiater eller for den sags skyld nogen som helst andre, som vil kunne afgøre, om man som menneske er transkønnet eller ej; om man som menneske har en anden kønsidentitet end det biologiske køn, man er født med.
Den erkendelse afspejler vores behandlingspraksis i dag ikke, og jeg mener egentlig heller ikke, at den erkendelse har bundfældet sig i det udkast til vejledning, vi har set nu. For hele tankegangen er stadig bygget op om, at man skal igennem en udredning hos et multidisciplinært team – det er for så vidt underordnet, hvem der skal lave en udredning – og at man skal leve op til en indikation, og at man skal have en eller anden grad af, som der står i vejledningen, kønsdysfori.
Det, vi ønsker tilgangen skal være i sundhedsvæsenet, er at anerkende, at det er den enkelte selv, som ved, om vedkommende er transkønnet og har brug for behandling. Det er derfor, vi skriver, at behandlingen skal basere sig på informeret samtykke, altså at man får god viden om, hvilke fordele og hvilke bivirkninger der er ved en behandling, men at man i sidste ende selv træffer en beslutning om, om man ønsker eksempelvis hormonbehandling eller kirurgi.
Derfor mener jeg ikke, at det udkast til vejledning, vi har set hidtil, er optimalt endnu. Det ligger i naturlig forlængelse heraf, at det er det, som Alternativets ordfører efterlyste, nemlig at vi i en eller anden grad vender tilbage til den praksis, som vi tidligere har haft i årtier, nemlig at man kan gå til en privatpraktiserende gynækolog, uden at der skal en psykiater ind over, og få hormonbehandling. Det er klart, at det ligger implicit i den tilgang, og det fremgår også af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at det selvfølgelig skal være en mulighed igen. Dermed er det også et svar til en af ordførerne tidligere, som jeg ikke kan huske hvem var, som sagde, at det skal være med et multidisciplinært team i alle sammenhænge. Det mener vi ikke der nødvendigvis skal være. Det er forskelligt, om det er nødvendigt.
Så har jeg også noteret mig LGBT Danmarks høringssvar til beslutningsforslaget. De kommer med nogle gode tilføjelser, som vi ikke har været opmærksomme på i første omgang. De fremhæver bl.a. det, at vi i Danmark har en ret ringe kvalitet, når det gælder den nedre kirurgi, og de henviser til, at man i Belgien og Holland, som begge lande er væsentlig større end Danmark, har et samarbejde, hvor man laver det. Jeg synes, det ville være helt oplagt, at vi også tager det med i vores vejledning. Det kunne være et samarbejde i nordisk regi, så vi sikrer, at der er en vis volumen, sådan at de kirurger, der skal performe den her kirurgi, også kan gøre det med en høj kvalitet. Så vil jeg fremhæve forslaget, som også kommer fra LGBT Danmark, om, at man skal have et tilbud om adgang til psykologbistand. Det synes vi er rigtig, rigtig fint.
Så det er for at sige lidt om, hvad der er tankerne med vores beslutningsforslag. Det handler om at sætte en retning for vejledningen. Der tales lidt, som om vi er enige om det hele. Sådan hører jeg det faktisk ikke. Kan vi blive enige om noget af det, nogle af de væsentligste ting, så vil vi gerne diskutere en beretning videre. Men det må jo komme an på indholdet af en sådan beretning. Men lad os tage den videre i udvalget.