Hverken burka eller niqab er jo, heldigvis, et udbredt fænomen i Danmark.
Der er uden tvivl, også her i Danmark, kvinder, som tvinges til at dække sig til.
Og det er et problem.
Det er ikke bare et problem for de kvinder, det rammer.
Det er, synes jeg, et problem for os alle sammen, når der er mennesker i vores samfund og i vores fællesskab, som udsættes for ulovlig tvang.
Der er ganske givet også nogle kvinder, som ganske frivilligt vælger at tage en burka eller en niqab på.
Det synes jeg personlig er underligt, men jeg synes ikke, at det er et samfundsproblem, at der findes kvinder, som træffer nogle personlige valg, som jeg synes er underlige.
For mig er burkaen og niqaben udtryk for et dybt reaktionært kvindesyn.
Det er der flere, der har sagt i dag, altså har taget fat i det her med kvindesynet.
Men jeg synes faktisk også, det er et dybt reaktionært mandesyn.
Altså, hvad er det for et syn på mænd, at det at se en kvindes ansigt skulle være så vildt, at så kan de ligesom ikke styre sig?
Det synes jeg da også er et nedsættende mandesyn, faktisk, altså at de stakkels mænd betragtes som sådan nogle viljesvage væsner, som ikke er i stand til at styre deres egen seksualitet.
Der er lidt, som når kvinder, der har været udsat for voldtægt, mødes med et:
Nå, men du kunne bare have tage en længere kjole på, eller:
Var du ikke lidt nedringet?
Ud over, at det er dybt uforskammet at sige sådan til en kvinde, synes jeg også, det er en underlig tilgang til mænd, altså en nedsættende måde at tænke om mænd.
Det centrale spørgsmål må være, hvordan vi kommer tvang og social kontrol til livs, og hvordan vi bekæmper reaktionære holdninger til køn, uanset hvor den tvang eller de reaktionære holdninger kommer til udtryk.
Jeg tror ikke på, at kriminaliseringen af og forbuddet mod burkaen eller niqaben på nogen måde er et brugbart redskab.
For det første går jeg ud fra, at forslagets formål primært er at være en hjælpende hånd til kvinder, som udsættes for tvang.
Jeg har svært ved at se, hvordan man hjælper disse kvinder ved at straffe dem.
Altså, man kan jo spørge, om de skal have bøde, samfundstjeneste eller fængsel for at være undertrykte.
Jeg har svært ved at se, at det at straffe kvinder, som går med burka eller niqab, på nogen måde er at hjælpe dem.
For det andet risikerer vi, at en gruppe kvinder, som i forvejen lever i ydercirklen af vores samfund, skubbes endnu længere væk.
Vi risikerer altså, at de aldrig kommer uden for en dør.
Det synes jeg heller ikke lugter frigørelse.
For det tredje:
Jeg er sådan set vældig begejstret for at leve i et land, hvor vi selv må bestemme, hvad for noget tøj vi har på.
Det er jo tvangen, man skal bekæmpe, altså det fænomen, at der er nogen – heldigvis få, da det er meget lidt udbredt i Danmark – der tvinges til at gå med burka og niqab.
Det er tvangen, der skal bekæmpes.
Spørgsmålet er så, hvordan vi bekæmper tvang og social kontrol, altså ud over det åbenlyse i, at det naturligvis er strafbart – og det skal det også være – at udsætte mennesker for ulovlig tvang.
Men altså:
Hvordan bekæmper vi tvang?
Hvordan bekæmper vi social kontrol?
Det gør vi, tror jeg, ikke ved at stille symbolske forslag herinde i Folketingssalen.
Det gør vi ved at sikre, at kvinder, mænd, drenge og piger, som udsættes for social kontrol og tvang, rent faktisk får tilbudt den hjælp, der er nødvendig, for at de kan forlade det miljø eller de personer, som udsætter dem for tvang.
Og at de er bevidste om, at hjælpen eksisterer.
Der er alt for mange kvinder, som f.eks.
havner på krisecentre, der ender med at gå tilbage til den voldelige mand eller den voldelige familie.
Det er et kæmpe problem.
Enhedslisten har for nylig igen igen fremsat forslag om at sikre de her kvinder efterværn, altså at der, når de er færdige med at være på krisecenter, faktisk er et system, der samler op.
Landsorganisationen for Kvindekrisecentre har råbt på det her i årevis og sagt:
Prøv at høre:
Der er ikke tilstrækkeligt med sikkerhedsnet, der griber, når kvinder, og for den sags skyld unge mænd, forlader familier, som udsætter dem for tvang.
Hvis man ønsker at bekæmpe kvindeundertrykkelse, hvis man ønsker at bekæmpe menneskeundertrykkelse, som jeg synes det her kan være udtryk for, så er det da der, man skal sætte ind, og sørge for, at de her mennesker er bevidste om, at de kan få støtte, og at støtten faktisk eksisterer.
Vi skal så også sikre, at alle flygtninge og familiesammenførte får gode danskkundskaber, også selv om de ikke kom i gang til at starte med, altså også selv om de kommer lidt sent i gang.
Og som sagt skal vi også lytte til de mange professionelle, der siger:
Sørg nu for, at hjælpen er der, når man forlader kontrollerende miljøer.
Til sidst vil jeg sige, at jeg simpelt hen er stærkt bekymret for, at et forslag som det her vil styrke de reaktionære kræfter, fordi de kan sige:
Nå ja, frihed i Danmark bliver der talt meget om.
Bare ikke for os.
Og hvis der er noget, vi ikke skal, så er det at give de her reaktionære kræfter vind i sejlene.
Enhedslisten kan ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra SF og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.