Med B 72 foreslås det, at der indføres et krav om, at beboere i almene boligorganisationer bliver inddraget direkte, når almene boligorganisationer investerer i kunst og anden udsmykning af fællesarealer m.m.
Anledningen er opsættelsen af et større, såkaldt kunstværk i Hedeparken og Magleparken i Ballerup.
Værket forestiller et 5 m højt blankpoleret knojern.
Beboerdemokrati er en hjørnesten i styringen af den almene boligorganisation, og debatten om at styrke beboerdemokratiet i den almene boligsektor er ikke ny.
Debatten viser, at reguleringen af den almene boligsektor er et meget vigtigt område, først og fremmest fordi det vedrører så mange mennesker, deres boliger og deres liv.
Beboerdemokratiet betyder, at beboerne har ret til medindflydelse på alle beslutningsniveauer, både de beslutninger, der vedrører selve boligorganisationens overordnede og tværgående anliggender, og de beslutninger, der vedrører den enkelte afdeling.
Vi skal holde øje med, hvordan reglerne anvendes og løbende vurdere, om der er behov for at foretage tilpasninger i regelsættet.
Vi skal sikre, at beboerne også i praksis får den indflydelse på beslutningerne, som er tiltænkt dem, og det er netop det, vi er i gang med nu.
Omdrejningspunktet for beboerdemokratiet i den almene boligafdeling er afdelingsmødet, og derfor er samtlige lejere i en afdeling sikret adgang til afdelingsmødet og har ret til at sætte emner på dagsordenen.
Det eneste krav er, at forslag, der ønskes behandlet, skal være afdelingsbestyrelsen i hænde senest 2 uger før mødet og skal bekendtgøres for afdelingens beboere senest 1 uge før mødet.
Det er her, de beslutninger, som har så stor betydning for mange menneskers liv og hverdag, træffes.
I henhold til reglerne på området godkender afdelingsmødet driftsbudget og årsregnskab for afdelingen.
Derudover drøfter og beslutter afdelingsmødet de overordnede rammer for iværksættelse af arbejder og aktiviteter i afdelingen.
Der kan være tale om vedligeholdelses- og fornyelsesarbejder, forebyggende arbejder rettet mod boligområdet og beboerne og sociale aktiviteter.
Det er også op til afdelingsmødet at beslutte, om den endelige afgørelse af emner, der er til behandling, skal træffes på afdelingsmødet eller ved en efterfølgende urafstemning blandt afdelingens beboere.
Som i mange andre foreninger træffer afdelingsmødet beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.
Efter reglerne afholdes der et eller to ordinære afdelingsmøder om året.
Herudover kan der afholdes ekstraordinært afdelingsmøde, når enten boligorganisationens bestyrelse, afdelingsbestyrelsen eller et antal lejere finder behov for at få en sag behandlet.
Ifølge normalvedtægten kan antallet af lejere, der kan udløse et ekstraordinært afdelingsmøde, højst fastsættes til at udgøre 25 pct.
af lejerne.
Reglerne om beboerdemokrati omfatter endnu en sikkerhedsventil, som kan anvendes, hvis tingene går skævt i en almen boligorganisation.
Uenighed om lovligheden af en beslutning truffet af et af de beboerdemokratiske organer kan af beboerne indbringes for beboerklagenævnet, som så afgør, om beslutningen er gyldig eller skal omgøres.
Det er afdelingsbestyrelsens vigtigste opgave at gennemføre de beslutninger, som afdelingsmødet træffer og godkender.
Afdelingsbestyrelsens råderum afhænger helt af, hvor detaljeret afdelingsmødet vælger at gå ind i godkendelse af de overordnede rammer for afdelingens arbejder og aktiviteter.
I forbindelse med f.eks.
udsmykningen af fællesarealer kan der være forskel på, om afdelingsmødet ud over at tage stilling til udgifterne i forbindelse med udsmykning af fællesområderne også udstikker retningslinjer for øvrige forhold, herunder udsmykningens signalværdi, placering, størrelse, udformning, valg af materialer og kunstner.
Nogle steder vil man foretrække at overlade disse beslutninger til afdelingsbestyrelsen som led i den daglige drift af afdelingen.
Sådan skal det være.
Vi skal fra myndighedernes side ikke gå ind og detailregulere om hverdagen og livet i hver enkelt afdeling i den almene boligorganisation.
Vi skal overlade det til beboerne selv at beslutte, hvor tæt man vil involveres i udmøntningen af de enkelte beslutninger, som afdelingsmødet træffer.
Det er netop vores opgave som lovgivere på den ene side at sætte rammerne for beboerdemokratiet og på den anden side at sikre, at afdelingerne har manøvrerum til selv at tilrettelægge arbejdet og udfylde rammerne.
Beboerdemokratiet er vigtigt i den almene boligsektor.
Derfor skal vi også løbende udvikle og forstærke de lovgivningsmæssige rammer, når vi opdager, at noget i praksis ikke fungerer, som det skal.
De gældende regler anviser flere veje for beboerne at gå, hvis vurderingen er, at der er truffet en beslutning, som ikke er holdbar eller gyldig.
Løsningen er ikke, at vi detailregulerer om den daglige ledelse af en boligorganisation og hverdagslivet i den enkelte afdeling.
Det overlader vi trygt til beboerne at tage ansvar for.
Regeringen indstiller derfor, at beslutningsforslaget afvises.