Vedr. B71 Nogle forklaringer og forslag til
nedbringelse af ”Tomme Boliger”
http://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b71/index.htm
Boligreguleringsloven er i sig selv næppe den rigtige vej til kontrol med boligmassen
Boligreguleringsloven vedrører kun de private udlejningsboliger. Dermed er alle egentlige
ejerboliger og de 20 % almene boliger uden for lovens rækkevidde.
Den gammeldags private udlejning, hvor hele ejendomme er udlejet, er i tilbagegang, selv om de
private andelsboligforeninger også er privat udlejning, efter lejeloven.
Derimod bliver næsten alt nybyggeri tilsyneladende matrikuleret og udstykket, som ejerlejligheder,
uanset formål og senere anvendelse.
Når fx Københavns kommune p.t. insisterer på at de almene boligselskaber skal have ca. 25 % af
boligmassen i det i øvrigt private boligbyggeri, hvor 75 % defineres som ejerlejligheder, som dels
bebos af ejerne dels udlejes, evt. i andelsboligform, bliver resultatet, at der hverken er solidt
grundlag for nogen simpel statistik eller nogen klar, enkel og overskuelig lovgivning, eller billig
administration.
(Der findes eksempler på byggeri, som fra udstykning og opførelse er matrikuleret, som ejerlejligheder og
parcelhuse, men efterfølgende ”bundtes” i almene
boligafdelinger, eller private andelsboligforeninger, på
trods af at de er spredt og ikke i hinandens nærhed, men fordi nogle foretrækker andelsboliger frem for
ejerboliger, og nogle kommuner nu kræver 25 % almene boliger spredt blandt ejerlejlighederne.
Tilsvarende er der ingen garanti for at byggeri af ejerlejligheder sælges straks til individuelle ejere.
Mange bebyggelser af ejerlejligheder handles ofte som rene investeringer, hvor afkastet består af
lejeindtægterne ved den frie markedsleje, samt muligheden for senere fortjeneste ved enkeltvis salg.
De enkelte ejerlejligheder burde i princippet være beboede af ejerne, men nogle fortryder, eller spekulerer,
og sætter måske lejligheden til salg eller midlertidig udlejning, evt. gennem AirBnB, og afventer stigende
priser i håb om store kapitalgevinster)
Pointen er at man ikke ud fra den simple matrikulering eller BBR kan gætte hvordan boligerne ejes
og anvendes. Man skal have fat i de enkelte ejere og beboer.
(I øvrigt medfører sammenblandingen af ejerformer utallige regelsammenstød, modstridende ejer/lejer-
interesser, og deraf følgende konflikter, som kun advokater og administratorer vil høste guld på, mens alle
andre vil få grå hår, højere administrationsudgifter og øgede husleje af.
Derfor bør sammenblandingen af ejerformer i de enkelte byggerier forbydes igen, hurtigst muligt.)
Uanset om man vil jagte tomme ubeboede boliger, eller korttidsudlejning via AirBnB, er
Boligreguleringsloven næppe den mest egnede, men måske en af vejene.
Lejekontrakterne, der sædvanligvis skal være autoriserede af ministeriet og som i altafgørende
omfang forbyder videre-udlejning uden ejer/andelsforeningens /administrators skriftlige
godkendelse, er måske en af de bedre veje til at sikre ro og stabilitet blandt beboerne, selv om
ophævelse af lejekontrakter pga. husordensager er en langsommelig sag med mindre, der er tale om
huslejerestancer.
Andre veje til nedbringelse af fænomenet ”tomme boliger”:
Savnede tabeller over ikke-disponible boliger i statistikkerne:
Hvis Danmarks Statistik bragte tabel-oversigt
over hvor mange boliger, der er ”optagede”
eller ”ikke-disponible”, af nedenstående hovedårsager, ville panikken over de ”tomme boliger” nok
fortage sig.