Tak for det.
Dansk Folkeparti har fremsat dette beslutningsforslag, da vi ønsker at forbedre patienterstatningssystemet, og det har længe været et stort ønske fra Dansk Folkepartis side.
Hvis man følger med i alle de spørgsmål, undertegnede har stillet, lige siden Nick Hækkerup var sundhedsminister, og indtil Sophie Løhde lovede, at vi skulle komme over til drøftelser, vil man kunne se vores interesse i at få det her ændret.
Derfor kan jeg, da man undrer sig over, vi har fremsat det, heroppe fra talerstolen svare på, hvorfor vi har fremsat det.
Det er på grund af langsommelighed, og vi ønsker handling, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag, hvor vi anmoder regeringen om at udarbejde konkrete forslag til, hvordan det sikres, at patienter, der har modtaget erstatning, ikke efterfølgende risikerer at skulle betale deres udbetalte erstatning tilbage, og vi anmoder også regeringen om at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om det, beslutningsforslaget vedrører.
Dansk Folkeparti finder det uhensigtsmæssigt over for patienter, der er fejlbehandlet i vores sundhedssystemet, for hvornår kan en patient være sikker på at beholde sin udbetalte erstatning, som er anerkendt i første instans?
Også selv om regionen eller patienten ikke har anket sagen inden for 3 måneder, er der ingen garantier.
En sag har flere delelementer, så selv om patienten har fået medhold og ikke har klaget over de andre afgørelser i en sag og har fået anerkendt sin skade og har fået udbetalt sin erstatning, men f.eks.
vælger i den sidste afgørelse, som vedrører tab af erhvervsevne, at klage, risikerer patienten efterfølgende, at hele sagen bliver revurderet, og patienten kan ende med flere år efter at skulle betale sin erstatning tilbage.
I alt har regionerne krævet ca.
54 mio.
kr.
tilbage fra patienter.
Vi har netop rejst adskillige spørgsmål om dette, og vi har i sin tid også fået lovning på drøftelser, men der er desværre ikke fundet nogen løsninger for patienter, der er i klemme, og som kommer i klemme.
Erstatningssystemet er ikke hensigtsmæssigt, når man som patient i god tro har modtaget en erstatning og f.eks.
ankenævnet så omgør erstatningen og ændrer afgørelsen.
Flere regioner har også budgetteret med at rejse tilbagebetalingskrav ved patienterstatninger.
Dansk Folkeparti finder også, at det er utrolig uhensigtsmæssigt, at det system, vi har i dag, også kan afholde mange fra at klage over beløbets størrelse på erstatningen.
Jeg har kendskab til en mand, der skulle opereres for blærehalskræft, men ender med amputation af sit ben.
Lægen, der udførte operationen mente, at der var foregået en utilsigtet hændelse, som i lægesprog indikerer, at noget, som ikke burde være sket, var sket, og lægen sender derfor sagen til patienterstatningen.
Sagen bliver så behandlet i 2014, og borgeren får så udbetalt sin erstatning på ca.
270.000 kr., men han synes alligevel ikke, det var særlig meget, i forhold til at han mistede sin forsørgelsesevne, og han havde mistet noget af sin livskvalitet, da han var aktiv tennisspiller, men det ender så med, at han skal betale hele sin erstatning tilbage, da man nu mener, at amputationen er en hændelig komplikation.
Så først mister han sit ben, og efterfølgende tager staten hans erstatning tilbage.
En anden sag drejer sig om en mand, der skal opereres for nerveskader.
Manden skulle ifølge sin læge have en skrue siddende i et brud på anklen, og man mener derfor, at det var det, der var baggrunden for, at manden havde gener med sin fod.
Da lægen havde åbnet op og rodet rundt i foden, ser lægen, at der ingen skrue sidder.
Operationen havde så været unødvendig, men lægen havde ikke sørget for at tage et røntgenbillede inden operationen.
Lægen får efterfølgende kritik fra Disciplinærnævnet, der udtaler, at lægen handlede væsentligt under norm for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen.
Manden fik også udbetalt erstatning, og ingen af parterne klagede inden for de 3 måneder.
Patienten tror derfor, at han kan begynde at bruge af sin erstatning, men sådan skulle det ikke gå, da lægen ca.
10 måneder efter klager, hvorefter ankenævnet omgør sagen til ugunst for patienten.
Trods det, at manden efterfølgende har været igennem flere forløb for at finde noget medicin, der kunne lindre, har fået fast smertebehandling med metadon, har manden konstante smerter og har efterfølgende været igennem endnu et operationsforløb, hvor han fik en bagstrengsoperation, som består af en smertestimulator, der med elektroder i den bageste del af rygmarven kan hæmme smerteimpulserne i at nå hjernen, så smerten ikke længere registreres som voldsom smerte.
Desværre mislykkedes den operation, og manden har i dag mistet sit arbejde og er nu tilkendt fleksjob, han har konstante smerter og er nu blevet mødt med et tilbagebetalingskrav af regionen.
Der er desværre mange af disse eksempler, og patienterne kan heller ikke køre sagerne selv.
De har ikke ressourcerne og bliver derfor nødt til at hyre dyre advokater, som de også skal betale, til at føre deres sag videre til retten.
Mange har mistet deres arbejde, de har mistet noget af deres funktionsevne, og de har mistet noget af den identitet, de havde før.
Disse patienter er blevet påført en skade i vores sundhedssystem, og så skal de bagefter kæmpe for at få en retfærdig behandling.
Det kan vi som samfund ikke være bekendt.
Derfor skrev jeg også tidligere et indlæg, som Stine Brix også har været inde på, sammen med mine kollegaer Peder Hvelplund og Kirsten Normann Andersen, og som Stine også sagde, begyndte vi netop indlægget sådan her:
»Forestil dig, at du for år tilbage fik erstattet en totalskadet bil.
Du har brugt forsikringen til at købe en ny bil og lever nu i sikker forvisning om, at nu er den sag ude af verden.
Pludselig en dag får du så at vide, at du alligevel ikke kunne få erstattet den skadede bil, og du bliver bedt om at betale forsikringssummen tilbage.
Nogenlunde sådan er det lige nu fat med patientforsikringsområdet, hvor en række patienter har klaget over skader, som de er blevet pådraget i behandlingen i sundhedsvæsenet.«
I forhold til det med bilen kan man også godt tænke over, om der så er noget galt med taksatoren, og det er jo derfor, vi i Dansk Folkeparti ønsker handling.
Vi bliver nødt til at sætte os sammen og finde løsninger på den her udfordring.
Det er simpelt hen ikke rimeligt, at man først får tilkendt en erstatning og så efterfølgende risikerer at skulle betale den tilbage.
Derfor ser jeg frem til, at ministeren snarest muligt indkalder til forhandlinger.
Det er egentlig også sjovt, at man ikke blot siger her fra talerstolen, at man støtter forslaget, for man støtter jo alt det andet.
Det virker, som om Dansk Folkeparti i hvert fald ikke skal løbe af med en sejr med det her beslutningsforslag.
Men hvis vi ikke finder en løsning, håber jeg da i hvert fald, at der vil være et flertal, som støtter beslutningsforslaget.
Afhængigt af tidsprocessen må vi jo se, hvordan det kommer til at gå.
Jeg siger i hvert fald tak til alle dem, som støtter beslutningsforslaget, og jeg glæder mig til forhandlingerne ovre i ministeriet, som jeg håber vi meget snart bliver indkaldt til, så vi hurtigst muligt finder en løsning for de patienter, der er kommet til skade i vores sundhedssystem.