Tak.
Under særlige betingelser kan skoledagen afkortes ved at erstatte nogle timer med to voksne.
Det kender vi rigtig godt, det har vi drøftet mange gange, det er jo en del af reformen af folkeskolen, og det gælder, når der er særlige behov i den konkrete klasse.
Så det er ikke bare er en generel bestemmelse, man kan bruge efter loven.
Den mulighed bruges ofte til argumentation for at korte skoledagen generelt ned.
Det er altså en misforståelse, for det kan man ikke bruge loven til, så skal der laves om på loven.
Man argumenterer også ofte for, at der er brug for en kortere skoledag, fordi eleverne ikke kan dyrke deres fritidsinteresser, fordi de kommer så sent hjem.
Med ti børnebørn i varierende alder og dermed et kontinuerligt kendskab til folkeskolen gennem mange år, er det min erfaring, at der ikke er børn fra indskolingen og mellemtrinet, der går hjem kl.
14.00.
Det er meget, meget sjældent.
Når jeg henter børnebørn, henter jeg dem kl.
15.00, for det er sådan sejren, at bedsteforældrene kan noget, som forældrene ikke kan.
Når det er forældrene, der henter dem, er det mellem kl.
16 og 17.
Så går de faktisk til en hel masse fritidsaktiviteter – alt for mange efter min opfattelse, men det er jo deres valg.
De går til fodbold, svømning, dans osv., og det fungerer glimrende, og de følges med deres kammerater til de fritidsaktiviteter.
Jeg har været i Folketinget siden 1987, og i årene derfra og til, at vi lavede skolereformen, er vi som undervisnings- eller uddannelsesordførere, eller hvad vi nu har kaldt os, kontinuerligt blevet konfronteret med følgende betragtninger:
Nu har kommune efter kommune vendt sig mod at bruge minimumstimetallet og til sidst trumfen, der var, at nu har vi sandelig mistet det, der svarer til undervisning i et helt skoleår til børnene, som er på minimumstimetallet.
Det er jo noget, der har generet uddannelsesordførerne rigtig, rigtig meget, så derfor har vi søgt med lys og lygte efter, hvordan vi bar os ad med at få kompenseret for den ulighed, som faktisk ligger i, at kommunerne valgte minimumstimetallet selv i stedet for de vejledende timetal.
Så derfor har vi fået lavet et normtimetal nu, så der ikke er den valgmulighed for kommunerne længere.
Det er for at sikre, at der er en rimelig ensartethed omkring timetildelinger til børn hen over land og rige.
Så det er i hvert fald lykkedes.
Vi ønskede os, at vi kunne sætte flere timer af til en lang række bestemte ting i skolen, nemlig til dansk og matematik, til mere fremmedsprog, til praktisk-musiske fag m.m.
Vi har sikret os, at der kan være en varieret skoledag.
Der er krav om det, der er mulighed for det, bevægelse igennem dagen, og den åbne skole, hvor eleverne bl.a.
kan bruge de partnerskaber, som skolerne skal indgå med lokalsamfundets frivillige foreninger, kulturinstitutioner, virksomheder, og hvad der nu kan være af interesse at inddrage i skolens undervisning.
Det betyder også, at der er mulighed for at tage udgangspunkt i noget praksis i nærområdet og føre det ind i skolen eller lade det komme ind i skolen, så det ikke altid er teorien, man tager udgangspunkt i gennem bøger.
Det er klart, at gennemførelse af en så omfattende reform tager varieret hastighed rundtomkring, og derfor er det også betryggende, at vi har følgeforskning, der følger med i, hvad der sker, og hvordan den implementeres.
Vi får det jo en gang om året, mindst, forelagt af kompetente mennesker – og vi er så kredsen af forligspartier bag folkeskolereformen, og de offentliggøres selvfølgelig til alles interesse.
Forvaltningerne har i nogle tilfælde sat sig på skolerne, og det synes jeg er grænseoverskridende, og det er helt forkert.
Det er ikke skolerne, der har brug for, at forvaltningen kommer og fortæller, hvordan de skal undervise, og hvad de skal gøre.
Det er faktisk ledelsens ansvar.
I § 2, stk.
2, i folkeskoleloven står der, at det er skolelederen, der har ansvaret for kvaliteten af undervisningen på skolen, og som har ansvaret for organiseringen og tilrettelæggelsen af undervisningen på skolen.
Og det er jeg faktisk gennemgående meget tryg ved.
Det er altså ikke forvaltningen, der kan skride ind over den grænse og bestemme, hvordan tingene skal foregå i skolens konkrete hverdag.
Det er heller ikke kommunalbestyrelsen, der kan gøre det.
Det er pålagt ledelsen i skolen at gøre det.
Så derfor må jeg benytte lejligheden til endnu en gang at sige, at forvaltningen skal ud af skolen.
Skoleledelsen skal tilbage til skolen og ikke sidde oppe på forvaltningen, og det er skoleledelsens opgave at sikre, at der er støtte til pædagoger og lærere, så de kan gennemføre den undervisning, som de er forpligtet til at gennemføre.
Skolereformen er jo en anden måde at arbejde på, end det beslutningsforslag, nr.
B 60, som Enhedslisten har fremsat, nu lægger op til.
Så derfor kan jeg som de andre ordførere fra forligskredsen omkring folkeskolen ikke støtte B 60, men appellerer til, at vi giver tid, for at den skolereform kan manifestere sig i virkelighedens verden.
Andet kan vi ikke være bekendt med alt det, vi har sat i værk.