Tak for det.
I SF synes vi egentlig, at det her er et både interessant og kreativt forslag, som Enhedslisten har fundet frem fra gemmerne, for det er jo et forslag, der bygger på noget lovgivning, som man har haft tidligere – fra før jeg blev født, det er jeg jo nødt til at sige.
På den ene side synes jeg, at det er et vigtigt forslag, fordi vi står med et reelt problem.
Det ene reelle problem er, at vi ser nogle landdistrikter, der bliver mere og mere affolke på grund af en kombination, hvor det er blevet sværere at købe hus derude, det er sværere at låne til et hus, og der er mange butikker, der lukker derude, men også skoler.
Og hvordan løser man det?
Det synes jeg at det her er et interessant svar på.
Den anden reelle udfordring er, at der kommer flere privatskoler, og som SF'er er jeg faktisk af den opfattelse, at det er ærgerligt, når der er færre og færre børn, der er en del af vores fælles skolevæsen, og flere, der går over i en privat- og friskole.
Hvordan løser man så det?
Der er så et forslag her om at lave lokale folkeafstemninger, og som udgangspunkt er jeg sådan set positiv over for lokale folkeafstemninger, fordi det fremmer lokaldemokratiet og giver nogle mennesker, som måske ellers ikke ville være blevet hørt, medindflydelse.
Men jeg har nogle ting, som jeg synes er vigtige at få afklaret, og også nogle ting, som jeg som tidligere byrådsmedlem synes jeg er nødt til at rejse.
Når man har sådan en folkeafstemning om en skolelukning, vil det så altid være barnets tarv, der er i fokus?
Vil det altid være skolen og skolens ve og vel, der er i fokus?
Jeg har været med til at lukke skoler, også skoler, hvor der ikke kom nogen andre skoler igen, hvor elevtallet var så langt nede, at det simpelt hen ikke som byrådsmedlem i min optik kunne forsvares at lade den skole være åben, og hvor der var en lille gruppe af forældre, der gerne ville have den åben, og hvor vi ikke hørte noget fra de andre i lokalområdet.
Men hvis vi havde lavet en folkeafstemning der, hvad var den afstemning så endt med?
Havde lokalområdet så ikke sagt ja?
Jo, det havde de nok, men havde det så været med udgangspunkt i, hvad den enkelte elev havde brug for, og hvad den enkelte skole havde godt af?
Den bekymring kan jeg godt have, fordi jeg er meget optaget af, at det altid er eleverne, der er i fokus.
Så synes jeg også, at man på en eller anden måde – og det tænker jeg godt man kan i den her lovproces – kan få inddraget KL og kommunerne, fordi jeg faktisk synes, at det er reelt og det lyder så systemisk, når man siger, at vi har kommunalt selvstyre og det skal vi bevare.
Vi skal jo ikke bevare det kommunale selvstyre for selvstyrets skyld.
Vi skal gøre det, fordi det er godt, at vi har lokale byrødder, som ved mere om, hvordan det ser ud ude i virkeligheden.
Jeg kunne godt tænke mig at gå i en dialog med dem, men jeg synes, at den kattelem, der handler om, at man så efter et valg vil kunne træffe den samme beslutning, hvis der er brug for det, er interessant.
Så jeg kunne godt tænke mig at gå i en dialog med kommunerne.
Den sidste udfordring er økonomien i det her, ikke at det koster noget, men økonomien i, at hvis nu der kommer en folkeafstemning ud om en skolelukning – byrådet har besluttet, at den her må lukke, der er måske så lavt et elevtal, at skolen er rigtig dyr, eller i sidste ende, hvis pengene følger eleven, at der er rigtig lidt penge til at lave undervisning for – og et flertal så beslutter i den der folkeafstemning at holde skolen åben, hvad er det så for en undervisning, eleverne skal modtage, indtil et nyt kommende byrådsvalg?
Er den så så skrabet, fordi der ikke er penge nok ude i det lokalområde, og der er nogle kommuner, der er pressede på det her, at vi ikke kan være den undervisning bekendt?
Det synes jeg i hvert fald også vi er nødt til at overveje.
Ordføreren bag forslaget spurgte, hvad man kunne gøre ved det her, og der tror jeg sådan set at vores parti er enig i, at man 1) kan sikre, at folkeskolen generelt får en bedre økonomi og 2) at man også kan skabe mere lige vilkår mellem privatskoler og folkeskoler.
Det synes jeg også er nogle veje, man skal arbejde hen imod.
Så alt i alt er jeg sådan set positivt indstillet, fordi det rummer nærdemokrati, fordi det kan være med til at løse nogle problemer ude i landdistrikterne, men jeg har også nogle punkter, som jeg synes jeg skal have svar på i udvalgsbehandlingen, og som jeg synes er interessante.
Tak.