Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 44:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nationalt kystråd og en tilhørende national fond for kysthåndtering.

Af Peder Hvelplund (EL), Torsten Gejl (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 19.12.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til miljø- og fødevareministeren.

Tak for det, formand, og tak også til Enhedslisten og Alternativet, der ønsker at etablere et nationalt kystråd med tilhørende fond.

Det foreslåede kystråd skal have til opgave at gennemføre en overordnet prioritering af kystbeskyttelse og i samarbejde med kommunerne prioritere og koordinere lokale kystbeskyttelsesindsatser. Endelig skal kystrådet frikøbe arealer med høj naturværdi, der trues af hyppigere oversvømmelser, og omdanne disse til natur.

Regeringen mener ikke, at forslaget fra Enhedslisten og Alternativet er vejen frem, og derfor afviser regeringen også beslutningsforslaget.

Regeringen mener ikke, at et kystråd med en tilhørende fond er den rette løsning på de udfordringer, alle kan se vi står med efter stormen Urd i juledagene, og stormfloden i begyndelsen af det nye år.

Regeringen ser ikke et behov for et kystråd, der skal koordinere og prioritere lokale kystbeskyttelsesindsatser. For det første er det regeringens holdning, at vi med kystanalysen, der udkom sidste år, har fået et nationalt overblik over, hvor behovet for kystbeskyttelse er størst, og kystbeskyttelsesloven indeholder desuden allerede i dag kriterier for, hvor og hvornår der kan etableres kystbeskyttelse.

For det andet ligger opgaven med at koordinere og prioritere lokale kystbeskyttelsesindsatser allerede hos kommunerne i samarbejde med Kystdirektoratet. Det er således regeringens vurdering, at et kystråd bare vil tilføje et ekstra bureaukratisk led til processen.

Vi har netop i fællesskab vedtaget en lovændring før jul, hvor formålet bl.a. var at forenkle processen. Et ekstra bureaukratisk led vil efter regeringens opfattelse ikke resultere i flere helhedsløsninger. Med hensyn til oprettelsen af en kystfond fastholder regeringen princippet om, at grundejeren har ansvaret for at kystbeskytte sin ejendom, og i dag kan kommunerne desuden beslutte at bidrage økonomisk til et kystbeskyttelsesprojekt.

De 400 mio. kr., der foreslås tilført området via forsikringsselskaberne, synes ikke at komme ud fra en samfundsøkonomisk vurdering af et konkret behov, og regeringen kan ikke støtte et forslag, der hviler på usikre forudsætninger.

Vi har allerede gjort meget. Jeg har nævnt kystanalysen og ændringen af kystbeskyttelsesloven, som giver kommunerne bedre rammer for at gennemføre helhedsløsninger for længere kyststrækninger eller større områder. Og flere andre initiativer er i støbeskeen som opfølgning på kystanalysen, f.eks. udarbejdelse af vejledende bidragsfordelingsmodeller til kommunernes arbejde med kystbeskyttelse på større strækninger. Det er regeringens holdning, at det også fremover reguleres bedst gennem kystbeskyttelsesloven.

Derudover styrker vi det eksisterende rejsehold i Kystdirektoratet, som herefter vil være endnu mere synligt og aktivt til stede rundtomkring i landet, og dermed vil der være et øget fokus på en mere opsøgende indsats i forhold til kystbeskyttelse og klimatilpasning langs kysterne.

Med de initiativer, regeringen allerede har sat i værk, finder vi ingen grund til at igangsætte en ny proces og ændre på myndighedsansvaret eller oprette nye organer for at foretage en prioritering af nationale indsatser på kystbeskyttelsesområdet.

Der er ikke behov for etablering af et kystråd, der som nævnt blot vil tilføje et ekstra bureaukratisk led til processen.

Formålet med lovændringen før jul var jo netop det modsatte, altså at forenkle procedurerne og sikre lokalt forankrede og tilpassede projekter.

Der er derimod et behov for, at kommunerne tager ansvar for at benytte kystbeskyttelseslovens bestemmelser til at etablere helhedsløsninger, hvor der er behov for beskyttelse af længere strækninger og/eller større områder.

Af de grunde afviser jeg på regeringens vegne også forslaget.

Men de ændrede klimaforhold og hyppigheden af voldsomt vejr bliver ikke mindre i fremtiden, og det er afgørende at adressere de udfordringer, før endnu større oversvømmelser indtræffer.

I sidste uge havde jeg et rigtig godt og konstruktivt møde med Kommunernes Landsforening og borgmestre fra en række kommuner, der kender til udfordringen med effekten af kraftige storme og store oversvømmelser. Og jeg kan høre, at der flere steder er behov for store projekter, hvor mange borgere skal inddrages, i nogle tilfælde på tværs af flere kommuner, og at det kan være svært for kommunerne at lave løsninger på tværs.

Kommunerne har efterlyst, at staten skal spille en mere aktiv rolle og hjælpe til med at få skabt de lokale løsninger i god tid.

Derfor sætter jeg nu et arbejde i gang i regeringen, hvor vi inden sommerferien vil undersøge, om vi er godt nok rustet, eller om der er behov for yderligere initiativer i forhold til den forebyggende indsats, herunder om lovgivningen er skruet sammen på den bedste og mest smarte måde til løsning af de udfordringer, vi står over for med klimaforandringerne.

Derudover har regeringen også tilkendegivet, at omkring de større tværgående projekter sætter vi os gerne for bordenden i forhold til at foretage det arbejde, der handler om at strukturere, men også give råd og vejledning i forhold til de kommunale indsatser sammen med borgerne.

Det var ordene herfra.

Vi siger foreløbig tak til ministeren. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Her er den første. Den kommer fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er meget glad for, at miljøministeren anerkender, at vi står med klimaforandringer. Vi bliver nødt til at indstille os på en helt ny virkelighed, hvor storme og stormflod vil blive langt hyppigere. Jeg må sige, at vi har fået en kystanalyse, som der er behov for vi følger op på. Den peger lige præcis på helhedsløsninger. Ministeren siger, at det er den enkelte ejendomsejer, der er ansvarlig for at beskytte sin ejendom. Men det udsagn giver ingen mening, når der er tale om en stormflod.

Nu kan jeg forstå, at regeringen vil sætte gang i endnu flere undersøgelser af, om man kan gøre noget. Helt ærligt, vi står i en situation, hvor danskere lever i en uvished hver eneste vinter om, hvornår den næste stormflod rammer. Kan vi ikke snart sige, at vi har viden nok, når et organ med eksperter har lavet en kystanalyse, og så sammen følge op og sørge for at sætte gang i de løsninger, som Danmark har behov for?

Ministeren.

Tak for det. Jamen regeringen sætter ikke gang i, og jeg citerer »endnu flere undersøgelser«, som ordføreren siger. Regeringen sætter gang i et internt arbejde for at få fundet de mekanismer i lovgivningen, som forhindrer, at det kan gå hurtigere. Den dag, vi så har det afklaret, og hvis det skulle blive nødvendigt at ændre lovgivningen, er jeg da sikker på, at Enhedslisten vil være de første til at stemme for med det ønske om, at der virkelig skal ske noget på det her område. Så vi er i den grad optaget af, at der skal ske noget. Vi har ikke brug for flere undersøgelser. Det er jo derfor, vi afviser beslutningsforslaget. For vi mener, at der er den viden, der skal til, i selve kystanalysen. Men det er jo helt åbenlyst for alle, at det mange steder rundtom i landet har været svært at få lavet helhedsløsninger, som ikke har strakt sig over flere år grundet klager og lignende. Det er jo også derfor, at vi lavede loven om før jul, så man ikke kan klage over proces, men kun over den endelige afgørelse. Og nu har jeg faktisk til gode lige at erindre om, at Enhedslisten stemte for den lovændring. For det ville jo have været naturligt, at man gjorde det.

Tak. Spørgeren.

Kommunerne peger på, at de har brug for hjælp til at lave de sammenhængende helhedsløsninger. Det er derfor, vi foreslår at tilbyde dem det med et kystråd. Der er kommuner, der peger på, at man ikke har råd, så man har brug for en hjælpende hånd. Det er ikke alle, men nogle. Der er f.eks. Anholt, hvor den centrale vej, hver eneste gang der er en oversvømmelse, er ved at styrte i havet. Og de har ikke pengene. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi kun mener, at man skal kystsikre der, hvor der er råd til det, enten hos grundejerne eller kommunerne. Vi må da være parate til at hjælpe dem. Og lige præcis det foreslår vi med en kystfond. Vi står med de to helt centrale instrumenter, der kan gøre, at vi får sat gang i det her nu. Jeg begriber ikke, hvorfor man vil blive ved med så at lave nye interne undersøgelser, eller hvad det er, ministeren kalder det, i stedet for at komme i gang.

Ministeren.

Jamen vi er jo i gang en lang række steder rundtom i landet. Men der er også steder i landet, hvor der er lovgivningsmæssige forhindringer, f.eks. fredning af arealer, hensyn til Natura 2000 og lignende. Og det ville da overraske mig meget positivt, hvis Enhedslisten pludselig sagde, at vi kan simpelt hen kortslutte alle processer, blot fordi vi skal i gang med at kystsikre. Men sådan er virkeligheden jo ikke, selv ikke for Enhedslisten. Derfor er det, regeringen internt må have fundet de steder i lovgivningen, der forlænger sagsbehandlingen, og få taget stilling til, hvordan vi eventuelt skal forandre den lovgivning. Det kommer vi til at gøre her inden sommerferien, det er det klare mål. Og så glæder jeg mig da til den lovbehandling sammen med Enhedslisten, for det er da godt og borger for en bred aftale om virkelig at få gjort noget ved den lovgivning.

Tak. Den næste spørger er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Med den viden, vi har fra kystanalysen, som ministeren også henviste til i sin tale, kan ministeren så egentlig give en faglig begrundelse for, at groft sagt alle de statslige midler, vi bruger på kystsikring herhjemme, bruges på den jyske vestkyst – et afgrænset stykke af den jyske vestkyst – og ikke andre steder?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald give en historisk begrundelse, som går tilbage til 1983, hvor man lavede en aftale om at sikre en lang strækning på den jyske vestkyst på baggrund af kraftige storme og på baggrund af store statslige interesser langs den jyske vestkyst. Derfor lavede man det, der hedder fællesaftalen, som udløber i 2018, hvor den skal genforhandles. Det er derfor, vi bruger – så vidt jeg husker – 90 mio. kr. årligt på kystsikring langs den jyske vestkyst i samspil med en række kommuner.

Men jeg har noteret mig, at Socialdemokraterne er villige til at bruge statslige penge på kystsikring, og jeg glæder mig da til at høre ordføreren fortælle, hvor de penge skal komme fra, for de skal jo gå fra noget andet. Så ordføreren kan jo passende fortælle, om det er kommunerne, der skal yde mindre børnepasning for at give mere til kystsikring, eller hvem der skal gøre hvad, når der skal bruges flere penge på det her.

Spørgeren.

Ministeren må vente med at polemisere og stille spørgsmål, til jeg kommer på talerstolen – så er ministeren meget velkommen.

Jeg bider mærke i – og jeg også set formuleringen andre steder – at der er historiske grunde til, at vi bruger 90 mio. kr. om året på at sandfodre ved vestkysten. Jeg synes, det er glimrende at sandfodre ved vestkysten, det er nødvendigt, men kystanalysen siger jo bare meget klart, at det ikke er det eneste sted, der er behov, at der er andre steder, hvor der er det samme behov.

Er det fagligt og sagligt set forsvarligt, at de eneste argumenter, ministeren kan komme med, for, at vi bruger pengene lige præcis der og kun der, er historiske argumenter? Og giver det ikke ministeren anledning til eventuelt at indkalde til forhandling om at se på, om der er andre steder, hvor der også er behov? Vi havde besøg fra Anholt i går, men der kan være andre steder. Er det virkelig tilstrækkeligt at anlægge hele sin indsats fra statslig side på historiske argumenter?

Ministeren.

Nej, det er det bestemt ikke. Der er bestemt også gode kystfaglige årsager til, at man gør det, bl.a. at den jyske vestkyst er en erosionskyst, hvor der kan være store udfordringer med erosion. Det, kystanalysen jo så har vist, er, at der også er andre steder i landet, hvor nogle af de samme parametre gør sig gældende, og derfor har jeg også sagt, at hvordan virkeligheden ser ud efter 2018, når den samlede statslige fællesaftale skal genforhandles, må vi forholde os til til den tid, for det er jo sådan, det er, når man laver forhandlinger om kystsikring og kystbeskyttelse. Men der er bestemt både historiske og faglige årsager til, at man laver kystbeskyttelse med bl.a. sandfodring langs den jyske vestkyst,.

Den næste er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg undrer mig. Jeg undrer mig over den lethed, ministeren går til det her spørgsmål med. Regeringen fik selv fremlagt sin kystanalyse her tilbage i september måned. Budskabet i den var ret tydeligt. Det var ret entydigt, at det, der var brug for, var nogle mere sammenhængende løsninger. Det var løsninger, som kunne gå imod de udfordringer, vi står over for, på grund af klimaforandringerne med hyppigere storme, med stigende vandstand. Den pegede meget konkret på nogle områder, hvor der var brug for at lave løsninger, som var helhedsorienterede, som ikke var betinget af, at det var små lokale løsninger, hvor det udelukkende var dem, der havde råd til at lave de løsninger, der fik muligheden for det.

Nu har vi så fået den kystanalyse, og hvad er svaret fra regeringen så? Ja, det er, at man holder nogle borgermøder. Jeg tror, at man holder tre borgermøder á 1½ times varighed rundtomkring i landet. Så vil man indgå i et analysearbejde, hvor man vil kigge på nogle mekanismer, der ligger i lovgivningen. Og det er så det, der er svaret til de borgere, der, hver gang der kommer en storm, er truet af, at de ikke kan være i deres hjem, trods de beredskabsfolk, der var ude og forsvare kysterne gang på gang. Altså, har regeringen ikke andre løsninger? Har man ikke noget mere konkret i skuffen?

Vi prøver jo at fremlægge et konkret forslag til, hvad man kan gøre. Det er fair nok, at regeringen ikke synes, at det er det rigtige, men er løsningen så bare, at nu skal vi afvente og se, og vi skal holde nogle møder, og vi skal kigge på nogle mekanismer, og det handler måske allermest om nogle klageadgange, og måske skal vi kystsikre nogle steder, hvor der er Natura 2000-områder. Det er jo en fuldstændig forkert og forfejlet tilgang til det.

Tak. Ministeren.

Jeg elsker, når Enhedslistens ordfører polemiserer mod bedre vidende. Det er jo fantastisk, når man udmærket ved, hvordan lovgivningen hænger sammen i det her land, og at det naturligvis er nødvendigt at få lokaliseret, hvis der er lovgivningsmæssige forhindringer i at kunne lave store, sammenhængende indsatser, hurtigere indsatser osv. osv. Det er jo helt åbenlyst, at det ikke bare er noget, man løser med en kystfond, for lovgivningen er jo den samme, hvis ikke man får ændret i lovgivningen.

Enhedslisten havde alle muligheder lige før jul for at stemme for en lovgivning, der speeder processen op, og som sikrer, at vi ikke får procesklager, og at det her ikke løber ud i sandet. Man kan jo så fortælle, hvordan man forholdt sig til det lovforslag. Det, der er hele sagen, er jo, at regeringen meget klart har tilkendegivet, at vi gerne sætter os for bordenden, hvis landets kommuner har brug for, at der bliver en mere koordineret indsats. Vi sætter os gerne ved bordet sammen med Kystdirektoratet for at give teknisk bistand og vejledning, men vi ændrer ikke på det grundprincip, som også Socialdemokraterne og De Radikale i den daværende regering lagde til grund for kystanalysen, at det er borgerne, der afholder midlerne til at kystsikre deres ejendom, og at kommunerne har mulighed for at gå ind og bistå med økonomi til kystbeskyttelsesprojekter af sammenhængende karakter.

Spørgeren.

Det er jo meget godt, at ministeren kalder det at polemisere. Det handler jo om et helt konkret problem. Hvad er ministerens svar til borgerne de steder, hvor der netop ikke kan laves de store sammenhængende løsninger, fordi kommunerne ikke har råd, eller fordi der ikke kan skabes enighed blandt lodsejerne, fordi de ikke har den økonomiske kapacitet til det, for der er det jo et spørgsmål om, at der mangler økonomi, og hvor vi bliver nødt til at sige, at det her er et nationalt ansvar, hvor vi også bliver nødt til at sikre en national medfinansiering. Hvad er svaret til borgerne ovre på Anholt, hvor der er tre borgere og en kommune, der alene skal finansiere beskyttelse af den eneste hovedfærdselsåre, der er på øen? Hvad er svaret til dem? For det handler jo ikke om, at der er begrænsninger i lovgivningen i dag; det handler om, at de ikke har mulighed for at finansiere, og det, at der ikke er nogen, der sikrer, at der sker en national medfinansiering.

Ministeren.

Et af svarene er jo, som jeg er blevet oplyst, at Kystdirektoratet havde været ovre til møde med Anholt for at få fundet ud af, hvordan man eventuelt kan lave en bedre løsning. Det er jo et af svarene, for vi handler på de situationer, der er, og bevæger os ikke ud i fluffy intetsigende tilkendegivelser om en kystfond, man så heller ikke kan finde pengene til, og stikker borgerne blår i øjnene. Det er jo fluffy snak fra Enhedslisten, og det er jo også derfor, at vi afviser det her. Vi handler på det. Vi er villige til at ændre loven. Jeg har sagt, at hvis der er steder, hvor det er nødvendigt at lave mere hård kystbeskyttelse suppleret med f.eks. sandfodring, er vi indstillet på det fra regeringens side. Vi er indstillet på at tage borgernes parti i det her, så de netop ikke skal sove utrygt om natten, men vi er ikke indstillet på at give dem fluffy henstillinger, som Enhedslisten gør med det her beslutningsforslag.

Den næste er fru Ida Auken, Radikale Venstre. Værsgo.

Da vi lavede handlingsplanen for klimatilpasning i den tidligere regerings tid, prøvede vi jo at finde nogle nye måder at finansiere den her nye store opgave, vi havde fået, på, sådan at f.eks. vandselskaberne kunne gå ind og gøre noget kollektivt og finansiere en del af det med en lillebitte takststigning på vandregningen, altså under 20 kr. pr. familie. Kan det ikke være, at der nu er behov for nogle kollektive løsninger nogle steder? Kunne det ikke være interessant, hvis vi kigger på det fremadrettet, at se, om der er en ny finansieringsmekanisme? Og vil ministeren være interesseret i, at vi prøver at se, om der kunne være en måde at finde noget på, måske ikke en fond, hvor man skal finde det på finansloven, men noget a la stormflodsordningen eller noget i den stil?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen har ikke afvist nogen løsningsmuligheder på forhånd i forhold til det, som den radikale ordfører nævner, og det er derfor, vi skal have afklaret de forskellige forhold internt i det regeringsarbejde for at få lokaliseret, hvor der eventuelt er skruer at skrue på. Og så vil der jo være noget, uanset om det er en lovændring på det ene, det andet eller det tredje felt, hvor vi skal drøfte sagerne med Folketinget, og det er det, vi kommer til at gøre her i løbet af foråret. Men første step er selvfølgelig at få lokaliseret, hvordan vi løser de problemstillinger, der er.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så tager vi hul på ordførerrækken, og det er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet, som den første.

Tak. Enhedslisten og Alternativet har fremsat et beslutningsforslag om oprettelse af et nationalt kystråd og en tilhørende national fond for kystsikring. I Socialdemokratiet er det opfattelsen, at der er behov for en mere central koordinering og prioritering af kystbeskyttelsesindsatsen, som mange steder ikke er god nok. Det er ikke rimeligt, hensigtsmæssigt eller samfundsøkonomisk optimalt, at kystsikringen alene er et ansvar for beboere og kommuner.

Vi mangler simpelt hen en national plan for, hvor og hvornår behovet er størst, og for, hvordan udfordringen bedst og konkret løses de enkelte steder. Læser man den kystanalyse, som Miljøministeriet udsendte i efteråret, og som ministeren også omtalte, fremgår det klart, at indsatsen i dag ikke er tilstrækkelig. Der er eksempler på kystsikring, hvor det ikke giver mening; der er eksempler på kyster, hvor behovet er stort, men hvor der ikke er nogen sikring; og der er eksempler på, at et kystsikringstiltag det ene sted sender aben – eller vandet, om man vil – videre, så erosionsudfordringerne bliver større og oversvømmelsesrisikoen bliver større hos naboen. Der er i den grad plads til forbedring på det her område, og det er dyre lærepenge, vi som samfund betaler, hver gang der er oversvømmelser. Kigger vi i krystalkuglen, bliver det kun værre, og ministeren var også inde på det. Erosionen af de danske kyster vil øges med imellem 60 og 90 pct. i løbet af de næste 50 år, og det er selvfølgelig konsekvenser af klimaforandringer, som vi er nødt til at tage alvorligt og nødt til at handle på, og i virkeligheden synes jeg også, at det er konsekvenser, som vi i Folketinget bør stå sammen om at gøre noget ved.

Vi er derfor enige med forslagsstillerne i, at der er behov for en bedre koordineret kystsikring, og vi synes, at en central rådgivende og koordinerende enhed for kystsikring er en god idé. Vi mener, at staten skal spille en mere central rolle, både planlægningsmæssigt, da det sikrer helhedsløsninger, men også finansielt. Regeringen må tage ansvar for at sikre de danske kyster, og det kræver handling. Vi opfordrer til, at der oprettes et nationalt kystsikringsråd, der skal koordinere vigtige indsatser, så man sikrer kystlinjen og undgår nogle af de oversvømmelser, som man har set, senest i julen. Vi mener ligeledes, at staten sammen med kommunerne og grundejerne skal spille en rolle i finansieringen af kystsikringen. Også på det her punkt er der et behov for, at regeringen indkalder til forhandlinger, så vi kan komme videre og bruge den viden, som vi har fået i kystsikringsanalysen. Intentionen bag forslaget er altså klog, fremsynet og fornuftig, og der bør kunne samles opbakning til, at vi her i Folketinget kommer i arbejdstøjet og får handlet på den viden, som vi har nu, hvor vi har kystanalysen.

Socialdemokratiet kan ikke stemme for forslaget, som det ligger, fordi vi ikke uden at kende den konkrete regning kan lægge os fast på et beløb og på en finansieringsmodel. Men det er vores håb, at forslaget kan ende med, at man i et bredt flertal – også meget gerne sammen med regeringen – her i Folketinget kan lave en beretning, hvor man pålægger regeringen sammen med Folketinget at sætte et arbejde i gang for en samlet national plan for kystsikring, og så må man i den forbindelse også diskutere, hvordan staten finansielt kan støtte kystsikringen de steder, hvor det er nødvendigt, og hvor der er behov for store helhedsløsninger, som har en så voldsom karakter, hvor det er nødvendigt at staten bidrager.

Jeg synes, det er påfaldende at høre ministeren sige, at staten bruger alle sine penge ét sted på Vestkysten, og det gør man af historiske årsager, selv om man ved, at der er andre steder i landet, hvor behovet er lige så stort, og vi hører ministeren sige, at det vil man blive ved med indtil slutningen af 2018, og det vil man, fordi der ligger en aftale på området. Det er jo ikke rimeligt over for de mennesker, der gang på gang oplever oversvømmelser, at vi af historiske årsager alene bruger pengene ét sted, og at vi har en minister, som fuldstændig afviser at gå ind i en konstruktiv dialog med resten af Folketinget om at finde nogle løsninger på det her område. Jeg synes virkelig, vi skal gøre os anstrengelser for ikke at polemisere det her spørgsmål, men prøve at finde sammen om nogle løsninger, så vi kan tilvejebringe en finansiering og få skabt en model for, at staten mere centralt kan planlægge den kystsikring, som vi kan se efterår efter efterår der er så stort et behov for. Tak.

Tak til ordføreren.

Jeg har en række spørgere, og så vil det være rigtig dejligt, hvis nu vi hjælpes ad med at få det til sådan at glide godt, så det bliver spændende – ved f.eks. at overholde taletiderne. Det siger jeg bare på forhånd, det vil være en hjælp, og det vil være en god oplevelse, også for dem, det ser det på tv, tror jeg.

Den første i rækken er hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Kystsikring er en alvorlig sag. Jeg tror, alle tager den sag seriøst, og det glæder mig, at også Socialdemokratiets ordfører melder sig på banen. Man kan så lige undre sig, når ordføreren afslutter med at sige, at efterår efter efterår har man set – altså bare lige med henvisning til, at det er ganske få måneder siden, Socialdemokratiet selv havde regeringsmagten. Men lad nu det ligge.

Engagementet kan jo ende med en større statslig regning ud fra det, som ordføreren selv siger. Hvad er så Socialdemokratiets bud på den dialog, som ordføreren selv efterlyser? Er det penge, der skal tages på finansloven, eller er der andre bud på det? Lad os prøve at få det på bordet, også i dialogen, som ordføreren selv lægger op til.

Ordføreren.

Jeg vil undlade at kommentere det med, hvem der har været i regering hvornår, men bare sige, at vi kan konstatere, at vi står med et problem, som bliver større. Det er også derfor, vi meget klart har tilkendegivet, at det er nødvendigt, at der bliver indkaldt til nogle forhandlinger, som sikrer, at staten tager et større ansvar. For vi kan jo se, at kommunerne og borgerne ikke kan løfte den her opgave, og så synes jeg faktisk, at vi er valgt til at tage et ansvar for de opgaver, fordi der er nogle fælles værdier, som vi har et behov for at beskytte.

Jeg har meget klart sagt, at jeg ikke kommer til at lægge mig fast på en finansieringsmodel, og det har jeg af den simple årsag, at det ville være useriøst at lægge sig fast på en finansieringsmodel, før vi kender den konkrete regning. Og det gør vi jo ikke, før vi fra centralt hold har bestemt os for, hvad det er for nogle projekter, det er samfundsmæssigt økonomisk efficient og optimalt at kaste sig over. Derefter må vi så diskutere, og den diskussion tager jeg gerne, hvordan vi finder pengene.

Jeg hørte fru Ida Auken tidligere pege på stormflodsmodellen, og det er også den model, der ligger i forslaget. Den kunne man diskutere. Der er sikkert også andre muligheder, vandselskaber, hvad ved jeg? Men jeg synes, vi skal blive enige om, at der er behov for en løsning her, og at der er behov for, at vi står sammen om en løsning, og så må vi på den lidt længere bane kigge på, hvordan vi så finansierer opgaven.

Spørgeren.

Jamen at der er nogle opgaver, der skal løses, tror jeg er oplagt for enhver, og så undrer det da mig, at Socialdemokratiet ikke har det fjerneste bud på, hvordan man kunne overveje at finde penge til det her. Altså, ministeren har jo også lige stået og redegjort for, at der kommer en proces fra nu af og nogle måneder frem, at der er nogle ting, der skal gøres. Ordføreren lægger selv op til et større statsligt engagement, og så hænger det umiddelbart ikke sammen, at man ikke bare har nogle overvejelser og nogle bud på, hvordan det kunne finansieres. Vi er enige om, at det ikke er her, vi skal, om jeg så må sige, skrue det helt sammen, men der må da være et bud på, om det skal tages fra finansloven eller andre steder. Så lad os bare tage det spørgsmål.

Ordføreren.

Jamen jeg synes sådan set, jeg luftede en række bud over for ordføreren i mit tidligere svar, og det vil jeg gerne diskutere videre. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at regeringen og partiet Venstre, og dermed ordførerens parti, meget klart siger, at uanset hvordan og hvorledes diskussionen går, og uanset hvordan situationen er ude i virkeligheden, så vil man fra starten afvise, at staten skal spille en rolle finansielt. Det synes jeg er trist. Jeg synes egentlig også, det er at svigte borgerne, eksempelvis dem fra Anholt, der, som vi hørte i går, står med en meget konkret problemstilling.

Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes jo, det er dejligt at høre, at Socialdemokratiet totalt har skiftet holdning. Jeg må så også indrømme, at jeg synes, det er en nem måde at gøre det på, når man ikke længere sidder i regering. Jeg har tidligere diskuteret kystsikring med socialdemokratiske ministre, og de var i hvert fald hverken til at hugge eller stikke i. Og det er nok, fordi man, når man sidder i en regering, også har ansvaret for ligesom at finansiere tingene. Og der er det immer væk noget nemmere at sidde på den anden side.

Siden 2006, hvor den nuværende kystbeskyttelseslov blev vedtaget med socialdemokraternes stemmer, har princippet været, at det var ejerne selv, der skulle betale for kystsikringen. Det var et lovforslag, som Dansk Folkeparti stemte imod, fordi vi hele tiden har ment, at kystsikring bør være en national opgave. Men der vil jeg bare skynde mig at sige, at vi altså ikke har fremsat forslag om det i salen, fordi vi ikke har kunnet finde finansieringen. Jeg ville ønske, vi kunne. Jeg ville ønske, vi havde et pengetræ.

Men hvordan pokker forestiller den socialdemokratiske ordfører sig at man kan finansiere kystsikring, i betragtning af at der står i kystanalysen, at de værdier, der er på kystbeskyttelsesområdet for nuværende, udgør 53 mia. kr.? Der er 60 projekter, som ligger til godkendelse i Kystdirektoratet.

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke meget lyst til at gå ind i spørgsmålet om kovendinger og den polemisering, jeg synes jeg hører. Altså, Dansk Folkeparti har jo selv stillet forslag her i salen om statsligt finansieret kystsikring. Dansk Folkepartis ordfører har selv skrevet indlæg til diverse aviser om, at staten bør tage et større finansielt ansvar. Så hvis der er tale om kovendinger, så kan man jo pege på ordførerens parti.

Jeg vil bare helt stille og roligt sige, at jeg synes, jeg kan se, at der ude i virkeligheden er behov for, at staten tager et større ansvar, også finansielt. Så lad os nu sætte os sammen og gøre det, som Dansk Folkeparti har argumenteret for i årevis, nemlig prøve, om vi kan finde nogle statslige midler til at få klaret den her problemstilling med. Det skal jo ikke være sådan, at kommuner eller borgere ikke fremadrettet også skal bidrage finansielt. Jeg tror, der er en god logik i, at kommunerne og borgerne har hånden på kogepladen, om jeg så må sige, for det er dem, der skal opføre sig klogt ude ved kysten, når der bliver udstykket, og når der bliver bygget. Så det er klart, at det vil være en vekselvirkning.

Men Dansk Folkeparti har jo længe sagt, at der er behov for, at der er en statslig finansiering på området, og jeg synes sådan set bare, vi skal blive enige om, at det behov er der, og at det kommer til at stige fremadrettet. Og lad os så sætte os sammen og få taget de første skridt, også økonomisk, i det her spørgsmål.

Spørgeren.

Så lad mig prøve at spørge på en anden måde, for det er rimelig åbenlyst, synes jeg, at hver eneste gang der har været en storm, har vi stået og diskuteret kystsikring hernede. Det er sådan set imellem stormene, man skal gøre noget. Det er dér, det skal ske. Mener ordføreren, at der i den eksisterende lovgivning er forhindringer for de folk, som faktisk godt selv vil betale for deres kystsikring? Mener ordføreren det, og er socialdemokraterne så villige til at ændre på den lovgivning, der er nu? Hver gang jeg har været ude i landet, har jeg oplevet, at folk faktisk godt selv vil betale. De har søgt om det, de vil gerne gøre noget for at sikre deres værdier, men de må bare ikke.

Ordføreren.

Man siger, at valg skal vindes mellem valgene, og stormene skal ordnes mellem stormene. Og det blæser jo ikke i dag, så det er en god anledning til at få det diskuteret, og det er jeg glad for at vi gør.

Jeg er af den klare opfattelse, at der er problemer ud over det finansielle. Tager man eksempelvis til Roskilde, vil man opleve, at de i øjeblikket har et problem i forhold til kystbeskyttelsesloven. Sagen ligger og venter i Natur- og Miljøklagenævnet, hvor ventetiden desværre er for lang. Når de har det overstået, kan der i forbindelse med den sag klages i relation til fredning, i relation til åbeskyttelse, i relation til vandløbsregulering og i relation til eventuel ekspropriation. Så det er åbenlyst, at der også er bureaukratiske ting, som vi skal have styr på. Det vil jeg meget gerne diskutere. Det ændrer bare ikke på, at vi også har en finansiel udfordring.

Den næste spørger er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil da gerne kvittere den socialdemokratiske ordfører for talen og for, at den socialdemokratiske ordfører anerkender hovedlinjerne både i forhold til den problemstilling, vi står over for, og i forhold til det løsningsforslag, vi har fremlagt fra Enhedslisten og Alternativets side, for det er fuldstændig rigtigt, at det netop på grund af klimaforandringerne er et problem, som vi vil komme til at se vokse i årene fremover, og derfor er det også nødvendigt, at vi tager et nationalt ansvar for at finde en løsning.

Det, jeg godt vil spørge ordføreren om, er om finansieringen. Vi er fuldstændig klar over, at det her er et oplæg, og derfor er det også noget, vi selvfølgelig vil kunne forhandle bagefter, når det kommer tilbage i udvalget. Og er der andre løsningsforslag til en finansieringsmodel, er vi helt åbne over for det, og det samme gælder i forhold til størrelsesorden på de 400 mio. kr., som er det, vi foreslår.

Men har ordføreren nogen principielle indvendinger mod den finansieringsmodel, vi har fremlagt, som jo netop er at fortsætte med at føre den linje, vi fører i forhold til Stormrådet , nemlig at man finder finansieringen gennem skadesforsikringsafgiften? For det giver jo mulighed for at sikre en mere solidarisk fordeling af udgifterne til kystsikringsindsatsen. Er der nogle principielle indvendinger i forhold til den måde at finansiere det på?

Ordføreren.

Nej. Jeg kan i hvert fald meget klart sige, at der ikke er nogen principielle indvendinger mod den model, og dermed ikke sagt, at det er den model, vi skal vælge, men jeg har ikke noget principielt imod den.

Modellen har det for sig, at den vil betyde, at man ikke skal finde pengene andetsteds, der skal ikke skæres ned på sygehuse, folkeskoler og daginstitutioner, sådan som ministeren påpegede tidligere. Vi har også tidligere diskuteret en model, hvor man kan bruge spildevandstaksterne. Så der er jo en række modeller derude, man kan diskutere, og det tror jeg vi skal fortsætte med at gøre i udvalget.

Men jeg må også sige, at jeg tror, der er behov for, at vi får regeringen på banen i det her spørgsmål, at vi får embedsværket til at arbejde med os i det her spørgsmål, så vi får bredt diskussionen lidt ud, både omkring den centrale planlægning, men selvfølgelig også omkring finansieringsspørgsmålet.

Tak. Den næste er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Var der en kort bemærkning mere fra hr. Peder Hvelplund? Undskyld! Værsgo.

Tak for det. Jeg er da fuldstændig enig i, at det klart bedste ville være, hvis det var sådan, at vi kunne få regeringen på banen i forhold til det her. Det har bare ikke været så voldsomt positive signaler, vi har hørt indtil nu, og derfor skal vi selvfølgelig fortsætte med det. Men når vi taler om selve størrelsen af beløbet, altså om finanseringsbehovet, kan jeg sige, at vi er fuldstændig åbne over for at se på det. Det her forslag er jo blot et forsøg på at sige, at ved at hæve forsikringsafgiften med mellem 200 kr. og 400 kr. for de enkelte forsikringstagere vil man kunne skabe et provenu på 400 mio. kr., som netop kunne være med til at sikre en mere solidarisk fordeling af udgifterne.

Ordføreren.

Jeg vil gerne kvittere for den meget konstruktive tilgang til finansieringsspørgsmålet og til beløbets størrelse, og jeg tror, det er en klog tilgang, også fordi vi ved, hvor der er behov, jævnfør den viden, som kystanalysen tilvejebringer, men vi ved jo ikke noget om, hvilke konkrete løsninger der er samfundsmæssigt optimale, vi ved ikke, om der er steder, hvor der er behov for kystsikring, men hvor de værdier, som en eventuel kystsikring vil beskytte, er så lave, at man skal vælge nogle andre løsninger eller slet ikke at kystsikre. Så det er jo de debatter, man skal ind i, før man lægger sig fast på finansiering og omfanget af finansieringen.

Jeg tror, det er en klog tilgang, som ordføreren giver udtryk for, at det må man diskutere hen ad vejen, i takt med at vi bliver klogere. Det er også derfor, jeg synes, det er fornuftigt, at der i forslaget både er et ønske om en finansiering, men også om, at der skal være et egentligt råd, som planlægger det centralt.

Tak. Så er det hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak for en ordførertale fra Socialdemokratiets ordfører, som jeg synes åbnede op for mange nye ting. Vi kan nu forstå, at Socialdemokratiet er interesseret i at indgå i seriøse drøftelser om det her. Og jeg synes specielt, at noget, der var positivt, var det her med at se på bureaukrati og administration osv., som der jo ikke er nogen tvivl om – det er det, som vi alle sammen hører – at der faktisk er mest brug for. Jeg synes bare ikke, at det før har været Socialdemokratiets indstilling, at man ville ændre på love og regler i den forbindelse.

Beslutningsforslaget her er meget konkret i forhold til størrelsen af finansieringen – jeg tror, der står 400 mio. kr. – og jeg har lige spurgt min makker her bag mig, hvordan det tal er fremkommet, uden at jeg dog kunne få svar på det. Kan Socialdemokratiet måske i den her forbindelse med finansieringen svare på, hvor stort et beløb det er, Socialdemokratiet mener der skal til i den her forbindelse?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte spørgeren i, at vi går meget op i at få håndteret det bureaukrati, der er i forbindelse med de nuværende kystsikringssager. Det er alt, alt for voldsomt. Det er klart, at der skal laves en model, hvor der tages hensyn til naturen og til retssikkerheden, men jeg ønsker da, at man kan få en situation, hvor man kører de her processer parallelt, i stedet for at de kører efter hinanden og derfor kører i flere år. Og derfor kan man jo komme ud for den situation, vi har i øjeblikket, hvor ganske få modstandere af kystsikringsprojekter overalt kan trænere processen i projekterne på en måde, så de aldrig kan blive en realitet.

Der bliver spurgt til finansieringen, og der må jeg jo gentage det, jeg har sagt tidligere, altså at jeg tror, der er behov for, at vi sætter os sammen, de ansvarlige partier, og bliver enige om, at det her problem kræver, at vi tilvejebringer noget finansiering. Og så siger jeg også, at før vi kender de konkrete projekter, de konkrete steder, er det jo umuligt og i virkeligheden useriøst at sætte et beløb på, og derfor vil jeg heller ikke kaste mig ud i det.

Spørgeren.

Men lidt konkrete kan vi måske blive. Kan Socialdemokratiets ordfører måske ikke komme lidt nærmere ind på, hvem det så er, der skal tilvejebringe den her finansiering. Er det alle skatteborgere, også i Ikast-Brande Kommune f.eks., eller er det kun skatteborgere i kystkommuner?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at jeg tror, at det fremadrettet – uanset hvad man vælger – vil være klogest, at det fortsat er grundejerne og kommunerne, der har det største ansvar, og som også bærer den største byrde finansielt, fordi der også er et positivt incitament og et klogt incitament fra vores side i, at man fortsat har et økonomisk incitament til at opføre sig klogt, når man er ved kysterne – den måde, man bygger på, den måde, man udstykker på. Så jeg opfatter det sådan set ikke sådan, at det skal ændre sig. Vi kan bare se, at problemet har en sådan karakter nu, at vi også fra statens side er nødt til at kaste os ud i opgaven. Og så må vi få kigget på, hvilke projekter vi er nødt til at sætte i værk, og hvordan vi får dem finansieret. Men det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke konkrete projekter det er, men jo også i hvilket tempo de skal sættes i værk.

Den næste er hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak. Jeg blev rigtig glad for den første del af ordførerens tale, for det lød jo, som om Socialdemokratiet gerne ville koble ind her og finde en løsning – og i sidste ende stemme for. Men det lyder lidt, som om der i hvert fald ikke bliver stemt for, og det er jo lidt ærgerligt. Derfor er jeg selvfølgelig også nysgerrig på at høre, hvad det er for ting, der skal til. Hvad skal ændres i udvalgsarbejdet? For som Enhedslistens ordfører også siger, er vi meget åbne i forhold til den model, som vi har fremlagt. Der er nogle grundprincipper i den, som jo er det, vi går efter, men om det lige skal være 400 mio. kr., eller om det skal finansieres på præcis den måde, vi foreslår, er vi jo helt åbne for at drøfte.

Så jeg ville høre ordføreren, om ordføreren kunne komme lidt mere ind på, hvad det er for detaljer, der skal udvikles, for at det kan lade sig gøre.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg må svare helt ærligt og sige, at jeg ikke tror, at den her sag skal klares med et beslutningsforslag. Jeg tror ikke, vi kan ændre beslutningsforslaget på en sådan måde, at det ville være den bedste måde at imødegå det her problem på.

Jeg tror, at det, vi skal frem imod, og det synes jeg egentlig også jeg fik sagt i ordførertalen, er, at vi med et bredt flertal laver en beretning, hvor vi klart tilkendegiver, at vi skal have igangsat en central koordinering omkring kystsikringsindsatsen – det kan være et kystråd – og at vi samtidig slår fast, at det fortsat er et flertal af partierne, der mener, at der skal tilvejebringes statslig finansiering til at klare de her problemer. Så jeg tror, at det vil være mest fornuftigt og simpelt hen klogest at få landet en beretning, som betyder, at et flertal pålægger regeringen at arbejde videre med det her, sådan at vi kan få de gode embedsfolk med ind over de løsninger, som skal findes.

Spørgeren.

Aha, jamen det synes jeg er et positivt svar. Jeg vil bare sige, at hvis Socialdemokratiet senere kommer med et forslag, vil jeg være positivt indstillet. Det, der er vigtigt for os i Alternativet, er, at vi ligesom får en koordinering, som er landsdækkende og tænkt igennem, og at tingene sker koordineret og baseret på sådan en, hvad kan man sige, objektiv plan, og at man så har en slags fælles finansiering af det – hvordan man så end skruer den sammen.

Ordføreren.

Det har jeg ikke yderligere kommentarer til. Jeg er meget enig i den bemærkning, som Christian Poll kom med sidst.

Tak. Den næste spørger er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren var jo på den ene side konstruktiv i sin tale, men jeg hørte jo også på den anden side sådan en vis kritik og i hvert fald en vis argumentation for, at man selv kunne levere bedre. Ordføreren sagde også, at man gjorde for lidt fra statens side, og at man kun hjælper til på den jyske vestkyst. Men det er jo simpelt hen ikke rigtigt.

Altså, vi bruger 103 mio. kr. på det her i dag, og det er rigtigt, at størstedelen bruges på den jyske vestkyst. Men man bruger jo også i dag midler til at vedligeholde diget på Lolland-Falster eksempelvis, så det er jo ikke det eneste sted. Men det er ud fra en vurdering af, hvor indsatsbehovet er størst.

Derudover har man eksempelvis det her rejsehold, som jo kan rejse rundt til alle kommuner og yde bistand til, lige præcis hvordan man sikrer kysten i den enkelte kommune. Så på den måde synes jeg ikke det er rigtigt, når ordføreren siger, at staten kun gør noget for den jyske vestkyst, for man gør det både økonomisk og i forhold til rådgivning i resten af landet.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge om, er, hvor mange penge der er afsat i Socialdemokratiets finanslovsforslag for 2017 til yderligere tiltag i forhold til kystsikring

Ordføreren.

Jamen vi har jo meget klart sagt, at det ikke er sikkert, at det her skal findes på finansloven for 2017 eller andre steder, så der er naturligvis ikke konkrete planer om at afsætte noget dér.

Jeg synes faktisk, at jeg tidligere gjorde mig umage med at sige »groft sagt alle pengene«. Det, der er udfordringen her, er jo, at vi bruger groft sagt omkring 90 pct. af de samlede statslige midler på en afgrænset del af den jyske vestkyst. Og der er jo et behov her, hvor vi bruger pengene.

Udfordringen er jo bare, at vi med kystanalysen ser, at det behov sådan set også findes andre steder. Og der er ikke nogen argumenter for, at vi ikke også bruger midler på sandfodring de steder. Der er kun det historiske argument, nemlig at man altid har gjort det langs den jyske vestkyst, cirka imellem Limfjorden og Nymindegab.

Det er fornuftigt, at vi gør det dér. Det er bare ikke ordentligt over for resten af den danske befolkning, at det bedste argument, vi kan hive frem, for, hvordan vi bruger broderparten af vores penge på kystsikring, er, at det skyldes historiske forhold. Det er simpelt hen ikke ordentligt.

Spørgeren.

Men ordføreren kom med en kritik af, at ministeren sagde, at man vil opretholde den aftale, der løber frem til 2018, hvor det allerede nu er afgjort, hvor det er, man fra statens side går ind og yder tilskud. Det kritiserede ordføreren at ministeren ikke var klar til at kaste op i luften. 2018 er faktisk ikke så langt væk i tiden, og jeg må jo forstå på ordførerens retorik, at ordføreren så har et tilbud inden 2018 til de her mennesker, som man mener ministeren svigter.

Så derfor vil jeg bare gerne igen høre: Hvor er det – inden 2018 – at ordføreren vil finde de penge, han kritiserer ministeren for ikke at have fundet?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal holde fast i aftalen om sandfodring ved den jyske vestkyst. Der er jo et behov; vi kan bare se, at der også er et behov andre steder. Det er så dér, jeg siger, at der bør vi som ansvarlige partier sætte os sammen, lave en central planlægning og tilvejebringe den nødvendige finansiering, sådan at vi også kan sætte ind andre steder.

For man kan ikke sagligt argumentere for, at vi kun bruger pengene, hvor vi bruger dem i dag. Det kan man kun argumentere historisk for, og det er for slapt i 2017, at man kun kan komme med historiske argumenter. Det går simpelt hen ikke; det er at svigte.

Tak. Den foreløbig sidste spørger er Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også rose ordføreren rigtig meget for at være så imødekommende over for det her forslag. Jeg ser frem til en forhandling om, hvordan vi kan lande det på en måde, så vi alle sammen kan se os selv i det.

Jeg vil bare gerne bede ordføreren om at bekræfte, at det, der ligger i forslaget, jo er, at grundejere og kommuner stadig væk skal finansiere. Det, vi sådan set tilbyder, er, at staten går ind i de områder, hvor vi ved der er et behov, men hvor der ikke er råd lokalt.

Så er der selvfølgelig også finansieringen, det har vi været inde på. Men jeg synes, det er lidt fascinerende at høre den blå bloks kommentarer. Det er et fascinerende tunnelsyn, man nogle gange er vidne til. Vil ordføreren ikke bekræfte, at det ikke er gratis ikke at gøre noget; at hvis man samfundsøkonomisk vurderer, at her er der en gevinst i at kystsikre, så betyder det altså, at de skader, der kan opstå, hvis vi ikke gør noget, kan komme til at koste mange, mange penge? Det kan være, jeg ikke har fundet det i Venstres eller regeringens finanslovsforslag eller andre steder, men jeg har ikke set, hvor de har sat penge af til at hjælpe eller til at genoprette infrastruktur. Jeg ved ikke, om ordføreren har det.

Ordføreren.

Nej, det har ordføreren ikke. Men jeg kan bekræfte, at det ikke er gratis ikke at gøre noget. Jeg hørte en udsendelse, hvor en COWI-forsker, tror jeg det var, sagde, at hvis man lavede en dæmning ved udløbet af Roskilde Fjord, ville det koste 120 mio. kr. Jeg ved ikke, om det er den rigtige løsning, men man kan godt gøre sig tanker om, at 120 mio. kr. er mange penge. Ja, sidst på måneden i mit budget er det mange penge, men ved oversvømmelserne efter Bodil i 2013 kostede det alene omkring Roskilde Fjord 400 mio. kr. i erstatning og oprydning. Så det er ekstremt dyrt, hvis vi ikke tager den her udfordring alvorligt – en udfordring, som kun bliver større fremadrettet. Det bør vi så åbenlyst gøre, og det bør vi egentlig også kunne finde sammen om, synes jeg.

Så vil jeg gerne bekræfte, at der jo i forslaget fra Enhedslisten og Alternativet ligger den idé, at man ikke fratager kommuner og borgere finansieringsforpligtelser, men at den statslige finansiering er et supplement. Det synes jeg også er fornuftigt af de årsager, jeg har været inde på tidligere.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken. Det er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror ikke, der er nogen her i salen og forhåbentlig heller ikke mange steder rundt i landet, der ikke ved, at jeg har gået op i kystsikring med liv og sjæl igennem rigtig, rigtig mange år.

Forslaget her går jo ud på, at man nedsætter et nationalt kystråd, som skal gennemføre sådan en overordnet prioritering ud fra objektive kriterier af, hvor kystsikringen skal laves; i samarbejde med kommunerne skal prioritere og koordinere den lokale beskyttelsesindsats; og så som det tredje skal frikøbe arealer med høj naturværdi, som trues af hyppig oversvømmelse, og omdanne disse til natur.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget. Den kystanalyse, som vi ventede på i meget, meget lang tid – i min optik – kom endelig sidste efterår. Sådan som jeg læste kystanalysen, var den stort set ikke det papir værd, den er skrevet på. Når jeg siger det, er det, fordi der ikke var noget overraskende i den for mig. Men sådan er det nok, når man har beskæftiget sig med det i 10 år. Der stod ikke noget, som jeg ikke vidste. Nu bruger jeg den som opslagsværk, når der er noget, jeg ikke kan huske. Det er så fint nok. Så på den måde har den da en vis effekt.

Men det, man gør her, er simpelt hen, at man vil lave noget mere bureaukrati. Og i min optik er der ikke brug for mere bureaukrati; der er brug for at give frihed ude i Danmark, sådan at de mennesker, der rent faktisk står med oversvømmelsesproblemer, som rent faktisk står med huse, der er ved at dratte ud over klitter og kanter, og hvad ved jeg, også får en reel mulighed for at beskytte deres værdier. Det her er ikke et spørgsmål om, at vi skal finde x antal kroner. Når jeg har været rundt i det danske land igennem rigtig, rigtig mange år og set huse falde ned ad skrænter, når jeg har set oversvømmelser, hvor børn kommer hjem og ser alt deres legetøj indsmurt i kloakvand osv., så er det, folk siger, ikke: Prøv at høre, lav lige et nyt kystråd med nogle, der kan sidde og finde ud af, hvor det er vigtigst. Nej, det siger folk ikke. Folk siger: Må vi godt få lov at beskytte vores hjem?

Det er derfor, vi i Dansk Folkeparti rent faktisk mener, at vi skal have ændret kystbeskyttelsesloven. Det kan ikke hjælpe noget, at vi i et land med 7.300 km kyststrækning tror, at vi kan lave alting med sand. Det kan vi ikke. Så gør vi det nogle steder med sand. Men der er altså bare nogle steder, hvor der er brug for, at vi bruger nogle andre metoder, og jeg mener, vi skal give metodefrihed. Jeg ved godt, at ja, helhedsløsninger er det bedste. Men en helhedsløsning er jo ikke nødvendigvis hen over tre kommuner. Helhedsløsning kan også være i et kvarter, f.eks. Jyllinge Nordmark, som jeg besøgte hele dagen i går. Der ligger en løsning, men på grund af tåbelige regler, som vi har lavet, så sker der ingenting. Ingenting. Så kan vi jo stå her på Folketingets talerstol hver eneste vinter – for det er det, vi gør – og snakke om, hvor forfærdeligt det er for de stakkels borgere, for nu mister de deres værdier. Vi har sågar været inde at lave love om, så man ikke længere har mulighed for at opkræve ejendomsskatter, hvis husene ligger under havets overflade. Det var da imponerende – og det er med ironi i stemmen, jeg siger det, for det er simpelt hen bare ikke i orden. Vi skal selvfølgelig give folk mulighed for at beskytte det, de har, og den metodefrihed skal altså være til stede. Det synes jeg bare er vigtigt.

Jeg synes, det her er et underligt forslag. Det med at frikøbe arealer med høj naturværdi: Så nu skal vi lige pludselig frikøbe hvad? Er det så Jyllinge Nordmark, vi skal frikøbe, så det kan blive oversvømmet? Eller hvis man kigger i kystanalysen på side 51, hvor der står, hvilke områder der nemmest bliver oversvømmet i Danmark, kan man spørge: Er det så Lemvig, vi skal købe, eller Ringkøbing-Skjern, Esbjerg, Tønder eller noget af København? Nu er København måske ikke lige det mest naturværdiskabende område. Men hvad er det, vi skal? Og hvor i alverden vil I få pengene fra? Jeg kan ikke finde pengetræet. Hvis man havde kunnet finde pengetræet – hvis jeg havde kunnet finde det – havde vi i Dansk Folkeparti for mange år siden foreslået, at det var en national opgave at kystsikre, og at det var fælles ansvar at finansiere det. Men det har vi ikke kunnet i Dansk Folkeparti, og derfor er vi nødt til at acceptere, at de mennesker, der er derude, altså selv kommer til at bidrage.

Men det er heller ikke det, jeg opfatter som det store problem. Ja, jeg ved, der er områder, såsom Anholt, som havde en delegation herinde i går, hvor de har svært ved at finde pengene. Men der er masser af steder, hvor de rent faktisk har penge – de må bare ikke. Så jeg vil opfordre alle partier her i Folketinget til at give metodefrihed, til at give folk lov til også at lave stensætninger, for det er det, der er behov for ude i landet.

Så vil jeg så også opfordre til, når man nu har en fælles aftale ovre på Vestkysten, hvor man bruger ca. 90 mio. kr. om året til sandfodring, at man går ind og kigger på, at der måske kunne gøres noget, der var billigere. Dermed ikke sagt, at man ikke skal sandfodre nogen steder, for jeg er helt med på sandfodring. Men jeg ved da, at sådan nogle skibe kan købes, og at man måske kan gøre det på en billigere måde, hvis man ønsker at fortsætte med den metode. Det er bare en opfordring herfra.

Men vi støtter ikke forslaget i Dansk Folkeparti.

Tak for det. Den første spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Altså, det er fuldstændig rigtigt. Jeg har også noteret mig, at ordføreren taler meget om det her med kystsikring, men indtil videre savner jeg lidt, at det består i andet end at tale. Og jeg synes, at det her forslag netop leverer en mulighed for, at vi også kan handle.

Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, siden Dansk Folkeparti fremsatte et forslag i 2006, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl, fru Pia Kjærsgaard og hr. Peter Skaarup netop foreslog, at staten skulle tage et ansvar i det her, som gør, at når vi nu fremsætter et forslag, der handler om, at staten skal tage et ansvar i det her, så er Dansk Folkeparti ikke med. Jeg har også noteret mig et indlæg fra fru Pia Adelsteen i 2015, hvor man netop kommer med en lammende kritik af, at staten ikke bidrager – og alligevel vil man ikke stemme for et forslag, der netop skal gøre, at staten går ind og tager ansvar og sikrer en økonomisk hjælpende hånd til de områder, de kommuner og de borgere, der ikke kan betale for det her.

Så skal jeg forstå ordføreren sådan, at man kun vil sikre dem eller give noget til dem, som har penge til at gøre det selv; at man vil skabe et vildt vesten, hvor folk selv kan gå ud og kaste granitblokke i havet? Og så vil jeg bare gerne spørge: Er det i kystanalysen, at man har fundet den anbefaling, at hvis vi bare lader folk selv gøre noget ud for deres egen grund og så i øvrigt skubbe problemerne over til naboen, så har vi løst det her problem på fremragende vis?

Ordføreren.

Det var mange spørgsmål på en gang. Nu skal jeg se, om jeg kan huske dem alle sammen. Jeg har talt meget om kystsikring; det er helt rigtigt. Jeg har også forsøgt at gøre andet end at tale. Som det nok er ordføreren bekendt, skal man for at ændre en lov herinde have 90 mandater bag sig, og det har jeg haft svært ved at finde, i hvert fald når det drejer sig om lige præcis det her område. Det håber jeg sker; det håber jeg virkelig sker.

Vi stemte imod den kystbeskyttelseslov, der er vedtaget, og som alle andre har sagt ja til – den fra 2006. Den stemte vi imod, fordi vi faktisk ønskede, at det skulle være en national opgave. Men dengang var der ikke nogen andre, der var villige til det.

Jeg tager gerne debatten. Jeg håber virkelig, at vi kan finde nogle penge. Jeg synes også, at man skal hjælpe der, hvor de har de store problemer. Det gør man ovre på vestkysten ved den fællesaftale, der er nu, og det kunne lige så godt have været et hvilken som helst andet sted. Og som jeg netop lige opfordrede ministeren til, kunne det godt være, at man skulle kigge på den her fællesaftale, som snart udløber, og så måske gøre tingene på en lidt billigere måde. Det så jeg også meget gerne, for så kunne vi hjælpe nogle flere.

Men det, der er det største problem, sådan som jeg ser det, er ikke nødvendigvis pengene. Der er folk, som rent faktisk har fundet ud af at finansiere det. Der er kommuner, der er lavet projekter. Og der ligger 60 uafklarede projekter hos Kystdirektoratet, som er under behandling – hvor folk bare sidder og venter på at få at vide, om de dog ikke bare kan få lov til at sikre deres hjem. Og ja, nogle gange skubber vi problemet videre til naboen – det ved jeg godt, og det ved vi alle sammen, hvis vi har læst bare en lille smule af det, der står i kystanalysen – men det kan ikke hjælpe noget, at vi siger: Du må ikke, så dit hus må falde i havet, for ellers skubber du problemet videre til naboen. Så er det jo netop, at kommuner og stat – i øvrigt med Kystdirektoratet i spidsen – burde gå ind og sige: Vi kan lave sådan en helhedsløsning, så virker det.

Spørgeren.

Jeg er stadig væk lidt interesseret i at vide, hvad det er, der er sket, fra dengang Dansk Folkeparti decideret fremsatte et forslag her, hvor man ville have staten til at tage ansvar, til i dag, hvor man stemmer imod lige præcis det, at staten skal gå ind og tage et større ansvar, også finansieringsmæssigt. Vi ved jo ikke, hvad der præcis ligger af projekter nu, og om de netop har de helhedshensyn, som kystanalysen siger at man skal have.

Så hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti i dag er mere optaget af, at de rigeste grundejere skal have mulighed for at kaste granitblokke i vandet, hvilket er en meget isoleret løsning, som netop overhovedet ikke lytter til det, kystanalysen konkluderer?

Ordføreren.

Altså, først og fremmest vil jeg sige, at det beslutningsforslag, som Enhedslisten og Alternativet har fremsat, opfatter jeg ikke sådan, at det indebærer, at staten tager et større ansvar. Jeg opfatter det som et forslag om nu at nedsætte et nyt råd, der på ny skal kigge på nogle ting. Man vil meget gerne bevare naturen, men man giver egentlig ikke mulighed for ret meget andet. Sådan opfatter jeg forslaget, og jeg er ked af, hvis jeg så har misforstået det. Men i min optik betyder det her ikke andet end bureaukrati, ikke andet. Det er derfor, vi siger nej til det.

Når det så siges, at vi i Dansk Folkeparti skulle give de rigeste lov til at smide granit ned på stranden, synes jeg simpelt hen, at det er noget decideret vrøvl. Når der er små landsbyer ovre på vestkysten som Nr. Lyngby, som er ved at dratte ned i havet, så er der jo ikke tale om de rigeste mennesker. Men de må altså ikke gøre noget. Når jeg har stået oppe ved Nørlev Strand, er det altså ikke de rigeste mennesker, der dér har et lille sommerhus på 40 m², som er ved at falde i havet. Jeg synes bare, det er en mærkelig optik: at det er de rigeste, der må smide granit i havet. Det har intet med det at gøre.

Mange af de fælles løsninger, der er lavet, mange af de projekter, man ansøger om, vedrører netop folk, der går sammen og finder en fælles finansieringsmulighed, og som får hjælp fra kommunerne – og alligevel får de nej.

Tak for det. Når jeg har rejst mig, er det faktisk, fordi tiden er gået. Det er ikke sådan, at den er ved at gå, den er gået.

Den næste i rækken er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak. Jeg har stadig lidt svært ved at forstå, hvad der er den egentlige begrundelse for at stemme imod det her forslag.

På den ene side har vi forslaget fra Enhedslisten og Alternativet. Vi opfinder ikke noget pengetræ, men vi anviser en finansiering, en meget konkret finansiering, der gør, at man kan handle konkret på det her. Ordføreren siger også, at løsningen ikke er at lave små lokale løsninger, men at løsningen er, som det er beskrevet i kystanalysen, at lave helhedsløsninger. Det er præcis det, vi anviser i det her forslag.

På den anden side er der forslaget fra regeringen om, at der skal holdes nogle flere møder udeomkring i kommunerne, og så skal man se på, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at man ikke lige kan kystsikre i de små lokale løsninger. Som ordføreren selv siger, er det ikke det, der er løsningen, for det flytter bare problemet.

Så jeg kan ikke helt forstå, hvorfor det er, ordføreren afviser en løsning, som netop sikrer en national medfinansiering, som skaber helhedsorienterede løsninger, og som er med til at gøre, at de steder, hvor der er borgere, der ikke har den økonomiske kapacitet, også får mulighed for at kystsikre.

Jeg mangler stadig svar fra ordføreren på, hvad svaret til dem ovre på Anholt er. Jeg hørte, ordføreren sagde, at der er så mange andre steder, hvor de godt kan. Men det kan de ikke der. I de nordvestjyske kommuner Hjørring, Frederikshavn og Jammerbugt efterlyser borgmestrene jo også nogle helhedsorienterede løsninger og en national medfinansiering.

Ja tak. Det gælder også spørgerne, for ellers bliver det her meget, meget langstrakt. Jeg synes, vi skal hjælpes ad med at overholde det her, så det ikke er hver eneste, der overskrider tiden, for så bliver det en unødvendigt meget lang dag, og der er mange spørgsmål. Man kan få flere lejligheder til at svare, for der bliver gerne spurgt igen, har jeg hørt. Så lad os hjælpes ad, så jeg ikke skal rejse mig op hele tiden til ingen nytte.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Så skal jeg prøve at lade være med at brænde så meget. Forslaget anviser en finansiering. Ja, det kan man godt sige, det anviser, at der kan komme 400 mio. kr. i en kasse, hvoraf nogle af pengene i hvert fald skal bruges til at frikøbe arealer med. Jeg mener ikke, at den anviser en finansiering af, hvordan man kan kystsikre.

Når man taler helhedsløsninger, er det i min optik ikke sådan hele vejen rundt om Sjælland. Jeg har været en tur i Liseleje, og der var der et hus, som havde sten på den ene side, sten på den anden side, men de må ikke kystsikre. Det er derfor, jeg mener, der skal en lovændring til. Så kan man godt kalde det en helhedsløsning, at alle de andre har sten, mens det ene hus ikke har. Hvorfor de ikke må, ved jeg ikke. Jo, det ved jeg sådan set godt, det var, fordi loven blev ændret, og de nåede ikke at komme med.

Det er bare for at sige, at der er små lokale projekter, som kan give god mening, fordi der er forskel på kommunerne, der er forskel på stederne, og det kan jo ændre sig meget hurtigt. Det her er jo ikke den jyske vestkyst hele vejen rundt om Sjælland.

Jeg mener bare ikke, at det forslag, I, Enhedslisten og Alternativet, har lavet, er godt nok. Det er bureaukrati, men ikke en finansiering af kystsikring.

Spørgeren.

Der er jo lige præcis finansiering af kystsikring her. Jeg bliver bare nødt til at gøre spørgeren opmærksom på noget. Nu nævnte spørgeren selv Nørlev, og grunden til, at der blev kysterosion ved Nørlev, var jo, at man lavede kystsikring ved Skallerup Klit, og dermed rykkede man problemet. Nu gør man så præcis det samme, nu rykker man igen problemet nordpå.

Jeg mangler stadig væk ordførerens svar på et spørgsmål: Hvad med de steder, hvor der ikke er økonomisk kapacitet, men hvor der er en god grund til, at der er nogle samfundsmæssige værdier, der skal beskyttes? Hvad er svaret til dem, hvad er svaret til borgerne på Anholt, hvad er svaret til kommunerne i Nordvestjylland?

Ordføreren.

Jeg er da rigtig glad for, at man på Nørlev Strand nu har fået lov til at lave den hårde kystsikring, som der blev søgt om tilbage i 2009. Det vil jeg bare sige – det er jeg rigtig glad for. Men der er også røget 26 huse i havet, så det var da på tide. Jeg har stået og kigget på, at husene faldt ned, og det har jeg, og jeg ved godt, at der er nogle andre kystsikringsmetoder, som har gjort, at det lige pludselig eroderede ekstra meget på Nørlev Strand. Men hvad forestiller man sig så? At vi ikke skal gøre noget, at vi bare lader hele Skagen falde i havet, eller hvad? Det forestiller jeg mig ikke. Jeg forestiller mig, man laver noget sikring, for det er det, vi gerne vil i Dansk Folkeparti, altså rent faktisk give folk lov til at sikre deres værdier og deres ejendomme.

Så er der steder, hvor der er nogle økonomiske udfordringer, og det bliver vi nødt til at løse, og det er også noget, vi skal gøre i fællesskab. Men det gøres altså ikke ved, at vi laver mere bureaukrati, og at man finder 400 mio. kr., hvoraf en del af pengene i hvert fald skal gå til at frikøbe naturarealer – ud fra Alternativets og Enhedslistens synspunkter.

Den næste er fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Når jeg lytter til debatten her, bliver jeg lidt i tvivl om, hvad der er ordførerens vigtigste prioritering. Er det at følge kystanalysens anbefalinger om at lave helhedsorienterede løsninger, eller er det at sikre det, som ordføreren kalder for metodefrihed for den enkelte grundejer?

Ordføreren.

Det er at sikre frihed for grundejerne. Og når jeg siger det, er det, fordi det ofte, lige så snart man siger helhedsløsninger, bliver opfattet, som om det skal gå igennem tre kommuner, og det mener jeg ikke nødvendigvis er det rigtige. En helhedsløsning kan være den løsning, der er brugt ved Nørlev Strand. Det anser jeg for at være en helhedsløsning.

Spørgeren.

Nu er vi jo ikke som folketingsmedlemmer – i hvert fald hverken ordføreren eller jeg – fagfolk på det her område, så i forhold til det der med synsninger tror jeg, at når man anbefaler helhedsorienterede løsninger, er det jo ofte, fordi man faktisk tænker, at hvis ikke man tænker i helheder, skubber man problemet fra den ene grundejer til den anden eller fra den ene kommune til den anden. Så jeg vil bare høre ordføreren: Betvivler ordføreren, at der kan være konsekvenser ved at lave metodefrihed, enkeltstående løsninger for nabogrundejerne eller kommunen ved siden af?

Ordføreren.

Nej, det betvivler jeg ikke, men jeg vil bare ikke sidde tilbage herinde og sige: Det er bare ærgerligt, for hvis du laver noget, der sikrer dine værdier, så ryger naboens hus i havet. Men man skal prøve at finde en fælles løsning i den her grundejerforening eller det her sted. Det er jo det, vi har opfordret folk til, og det er faktisk det, man har gjort ved Nørlev Strand og haft i støbeskeen siden 2009, men hvor man bare ikke har fået lov til det.

Om det så har en påvirkning længere oppe, ved jeg ikke – det er muligt, og så må vi kigge på det. Men vi er altså et land, der hovedsagelig består af øer, og som består af 7.300 km kyststrækning, og jeg vil ikke bare lade naturen gå sin gang – det må jeg indrømme, det vil jeg ikke. Jeg vil have, at folk skal have lov til at sikre deres værdier, sikre deres ejendom. Sådan er det.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. Når jeg indimellem tager min bil til mekanikeren, er det jo, fordi jeg egentlig meget godt kan lide, at der er fagfolk, der har styr på, hvordan de skal reparere min bil. Hvis jeg får en idé om, at jeg kunne sætte en kabelbremse på, fordi det jo både er meget billigere og nemmere at have med at gøre, så er jeg sådan set meget glad for, at der er nogle regler, der siger, at nej, sådan kan jeg ikke indrette min bil, fordi den skal kunne bremse sikkert. Derfor er jeg faktisk glad for, at vi har nogle fagfolk, der vurderer, hvilke løsninger vi skal vælge hvor. Det vil vi jo gerne styrke også med det her kystråd. Et kystråd skal være en samling af forskellige aktører, som både kan kigge på helheden, og som kan vælge de løsninger, der nu passer bedst. Og de er vidt forskellige forskellige steder i landet.

Ordføreren nævner, at ordføreren ud af forslaget kan læse, at det kun handler om naturen. Der vil jeg bare lige nævne, at der jo i bemærkningerne står, at kystrådets opgave skal være at udvikle og vedligeholde kriterier for kysthåndtering og i samarbejde med lokale interessenter prioritere konkrete indsatser i henhold til kriterierne og i øvrigt prioritere kystfondens midler. Kommunerne får i tilknytning hertil til opgave at udarbejde oplæg til kystrådet vedrørende indsatsen for deres kystområder.

Der er slet ikke noget natur i det her endnu. Det handler altså om at skabe et overblik og skabe en koordineret indsats, som netop bliver mindre bureaukratisk, fordi den ikke skal genstartes lokalt hver gang, men har et overordnet sigte. Derfor undrer det også mig, hvad der holder ordføreren tilbage fra at være positiv over for vores forslag.

Ordføreren.

Jeg må have forklaret det meget dårligt. Jeg er ikke interesseret i at få flere overblik. Vi har en kystanalyse på x antal sider. Den giver et glimrende overblik over, hvor problemerne er. Den ventede jeg på med længsel. Jeg synes ikke, der var noget nyt i den. Det har jeg også sagt. Jeg vidste godt, hvor problemerne var. Det kan man se nu, når man kommer rundt i landet. Det er der, hvor husene falder i havet, eller hvor der er oversvømmelser; hvor folk sider og putter halve millioner kroner i renovering af deres huse, og jeg ved ikke hvad, for bare at kunne eksistere. Det er jo der, der er problemer. Det behøver man jo ikke at være akademiker for at finde ud af. Det behøver jeg ikke en stor rapport for at finde ud af. Jeg kan bare tage rundt i landet. Men nu har jeg en rapport, og den synes jeg da vi skal bruge. Der er ingen grund til at lave flere rapporter.

Så vil jeg bare sige, at det er fint med fagfolk. Det kan man godt få gode input af. Men det er ikke fagfolk, der styrer Danmark. Det er os som politikere, og vi har en holdning til tingene. Og jeg gør bare klart, hvad der er Dansk Folkepartis holdning i forhold til kystsikring. Det er altså, at folk skal have lov til at gøre noget, sådan at de kan bevare deres værdier, så de kan bevare deres ejendom, og så de ikke sidder med en kæmpe gæld på et hus, der ligger under havets overflade.

Spørgeren.

Så står vi jo stadig i den situation, at der er rigtig mange mennesker derude, som ikke kan være med, fordi de simpelt hen ikke har råd til at gå ind i en kystsikringsindsats lokalt. Det kan godt være, at de kan finde penge et eller andet sted, hvis de virkelig tager sig sammen, men det vil være en rigtig svær indsats for rigtig mange af dem. Jeg tror, at dem, som ordføreren fremhæver, og som ordføreren har talt med, måske ikke er de rigeste, men det er dog nogle, der kan finde nogle midler. Og det, vi vil med vores forslag fra Enhedslisten og Alternativet, er jo at gøre det her helt generelt. Lad os nu få et løbende overblik, ikke bare et øjebliksbillede som kystanalysen, men løbende have nogle, der holder overblikket og prioriterer fælles midler til, at vi kan få lavet kystsikring der, hvor der er behov for det. Giver det slet ikke mening, og er det ikke en fornuftig tilgang?

Ordføreren.

Nej, det giver ikke mening. Jeg synes, det står fremragende i kystanalysen, hvor de har analyser af, at frem til 2050 ser det sådan ud, og frem til, jeg tror faktisk det er til 2115, ser det sådan og sådan ud. Det kan man også læse i kystanalysen. Så det her med, hvad vi ved, står der.

I forhold til finansieringen vil jeg sige, at det er klart, at der er nogle, der har svært ved at finde finansiering. Men nu har kommunerne mulighed for at lave en fælles finansiering for at fordele udgifterne og for at lave en afbetalingsordning. Den mulighed har kommunerne faktisk. Det har man gjort i Roskilde i Jyllinge Nordmark. Det betyder, at den udgift, man har hver måned, er meget, meget minimal. Og for de folk, jeg snakkede med i går, var det ikke finansieringen, der var problemet. Det var trygheden. Trygheden for, at kunne sove i sit eget hjem, når det blæser og stormer; at ens børn ikke skal komme ind i sengen, selv om de er 10 år gamle, fordi de siger, at mor, vi vil hellere hjem til mormor, det blæser. Det er den, vi skal give folk tilbage.

Næste spørger er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg hørte ordføreren sige: Jeg håber virkelig på, at man kan finde nogle penge.

Jeg tror, det var ordførerens direkte ord, og det ligger jo fint i forlængelse af, hvad Dansk Folkeparti mente i 2006, og hvad ordføreren selv skrev i 2015, som den tidligere spørger også var inde på. Men skulle vi så ikke blive enige om, at vi bruger det her beslutningsforslag til at få sendt det meget klare signal, at der nu er et flertal i Folketinget, som ønsker at diskutere med regeringen, hvordan vi tilvejebringer finansiering fra statens side til kystsikring rundt omkring i landet?

Ordføreren.

Nej, jeg ønsker ikke at bruge det her beslutningsforslag som løftestang, fordi jeg er fundamentalt uenig i beslutningsforslaget. Jeg er også helt sikker på, at ministeren har lyttet til, hvad der er blevet sagt her. Jeg er også helt sikker på, at ministeren efterhånden godt ved, hvad jeg mener om kystsikring, og har taget det ganske alvorligt.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi prøver på at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe de steder, hvor der er brug for hjælp, og som ikke selv kan finde finansiering. Men i forhold til det her beslutningsforslag mener jeg ikke, at det er det, der er vejen frem. Og jeg tager gerne en diskussion med ministeren, det er jeg også sikker på at ministeren gør med mig – og så finder vi ud af det.

Spørgeren.

Jamen jeg er helt med på, at Dansk Folkeparti er imod beslutningsforslaget og ikke kan stemme for det. Det er jo en position, som Dansk Folkeparti deler med Socialdemokratiet.

Men det, jeg spurgte om, var, om ikke vi skulle bruge det flertal, der er i Folketingssalen nu, til at sige til ministeren og regeringen og få sendt det klare signal – det kan være en beretning over det her beslutningsforslag; det kan være en beretning, vi på eget frie initiativ tager i udvalget – at der nu er et flertal i Folketinget, som ønsker, at vi sætter os sammen og kigger på, hvordan der kan tilvejebringes finansiering, så vi får taget ansvar for kystsikring rundt omkring i landet.

Ordføreren.

Jeg vil jeg næsten ønske, at jeg havde fået den melding fra Socialdemokratiet for 3 år siden – det ville have været dejligt. Der diskuterede jeg det med fru Kirsten Brosbøl, som var miljøminister på det tidspunkt.

Det, jeg synes er vigtigt, er, at vi får gjort noget, og det er min opfattelse, at regeringen rent faktisk, efter at kystanalysen er kommet, er gået ind og har sagt: Okay, vi ved, hvad problemet er – nu skal vi finde ud af, hvordan vi løser det. Og jeg har også fået en helt klar tilkendegivelse af ministeren om, at ministeren er villig til at se på, om der skal laves lovændringer, sådan at folk får mulighed for rent faktisk at sikre deres ejendom.

Med hensyn til finansiering mangler jeg altså bare pengetræet. Jeg har tidligere sagt, og jeg siger det gerne igen: Jeg beder ikke min finansordfører om at finde x antal milliarder til mig i forbindelse med at kystsikre – det gør jeg altså bare ikke. For så skal jeg også bagefter stå og fortælle, at der er nogle, der ikke kan få kræftbehandling, at der er nogle, der kan ikke blive passet ordentligt osv. Og det er jeg ikke indstillet på for nærværende.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Kystsikring er en alvorlig sag, og den tager vi også alvorligt. Det tror jeg sådan set alle politikere gør. Vi kan også høre på debatten i dag, at alle er optaget af det og har opmærksomhed på det. Det handler regeringen også på, og det gør den også på baggrund af det flertal, der er om den.

Man kan jo meget kort henvise til det, der allerede er gjort og sat i værk: Der er kystanalysen, der har været nogle lovændringer, som følger op på det, og der er nu også mulighed for det, vi kalder helhedsløsninger, lokalt, så man lokalt kan begynde at tage fat på tingene. Ministeren er nu også i gang med at undersøge mulighederne for, om staten i fremtiden kan få en større koordinerende rolle de steder, hvor der er behov for det, sådan at vi kommer frem til, at vi får lavet de forskellige, men også de rigtige, løsninger de rigtige steder, og derfor er der nødvendigvis nødt til at være et stærkt samspil med afsæt i de lokale, som jo ved, hvor det er, skoen trykker, og at man får startet dér. Man synes, det er godt, og det er jo et godt svar, kan vi sige, til de forskellige spørgsmål, der har været rejst indtil nu, at ministeren melder ud, at man nu er i tænkeboks, og at man skal have lavet en erfaringsopsamling oven på det, vi nu har været igennem de seneste måneder med storme osv., og som jeg har lyttet mig til, bliver det inden sommerferien, at der vil komme nogle ting på bordet, som man kan forholde sig til. Det synes jeg er godt, og det er en ansvarlig måde at reagere på. For som der også er blevet svaret tidligere, også af ministeren selv, er der jo behov for, at der sker noget, og at der sker lige præcis det rigtige i de forskellige sager.

Vi har så for nylig også haft stormen Urd, som vi alle sammen har været vidne til, og derefter fik vi stormfloden. Vi ved ikke, hvad det næste bliver, men det skulle så desværre også se ud til, at vi vil se flere af sådanne ekstreme vejrfænomener fremover. Derfor anerkender vi i Venstre også fuldt ud vigtigheden af, at man får håndteret kystsikringen, sådan at danske virksomheder, sommerhusejere og husejere osv. kan få mulighed for at beskytte sig så godt som muligt. Men i lyset af de indsatser, som allerede er sat i gang, samt de – kan vi sige – instanser og andre ting, som der er på tegnebrættet allerede nu, så mener vi ikke i Venstre, at Enhedslistens og Alternativets forslag her er vejen frem. Først og fremmest risikerer vi med netop Enhedslistens og Alternativets forslag om at oprette endnu et såkaldt nationalt kystråd, at vi opretter endnu en bureaukratisk enhed, der blot, kan vi sige, komplicerer procedurerne yderligere, og det har vi bestemt ikke brug for på nuværende tidspunkt. Så det er vi selvfølgelig ikke interesseret i. Med vores seneste ændring af kystbeskyttelsesloven sørger vi netop for at få taget fat på en forenkling af nogle af de her forskellige procedurer. Så lad os komme videre ad den vej, som ministeren også anviser og har meldt ud at han allerede er i gang med.

Samtidig er vi bevidste om, at der kan være brug for at tage nye midler i brug i kampen for at beskytte kystområderne. Det er også derfor, vi for nylig har lavet lovændringer, som vi tidligere har været inde på. Der kan nu også lokalt tages initiativ til helhedsløsningerne, som jo netop kan tilpasses helt lokalt, og der bliver nu set på, om, hvordan og i givet fald i hvilket omfang staten eventuelt kan komme til at spille en mere aktiv rolle, hvor der måtte være brug for det ,i kystsikringen. Der er jo nogle steder, hvor det vil være, kan vi kalde det, lidt mindre projekter, som man snildt kan klare lokalt, og så kan der være nogle, hvor man netop i helhedsløsningen skal have bredt vingerne ud, men hvor man også kan klare den dér, og så kan der være nogle ting, der bliver så store, at man selvfølgelig så må have en dialog højere oppe. Så lad os se frem til den debat. Man er netop i gang med at undersøge de her forskellige ting, og med henvisning til det kan vi ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag og afviser det hermed.

Tak for det. Der er foreløbig tre til korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, som den første.

Tak. Jeg kan forstå, at en af Venstres væsentligste indvendinger mod det her forslag er, at det er bureaukratisk. Det lyder, som om Venstres måde at løse problemet med bureaukrati på er at gå i tænkeboks, og at man internt i regeringen skal i gang med en dialog for at finde nogle mere helhedsorienterede løsninger. Jeg har lidt svært ved at se, hvordan det at gå i tænkeboks skulle løse et bureaukratisk problem.

Men det, jeg egentlig godt vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren ikke vil erkende, at der er nogle steder, hvor der er brug for at lave helhedsorienterede løsninger, og hvor det ikke er muligt at finde en finansiering. Hvad er Venstres svar til borgerne de steder? Hvad er Venstres svar til borgmestrene i de kommuner? Hvordan vil Venstre sikre, at vi også kan lave helhedsorienterede løsninger de steder, hvor den økonomiske kapacitet ikke er så stor?

Ordføreren.

Jamen jeg har da i den seneste tid efter stormen hørt mange opfordringer, også her i debatten i dag, om, at lad os nu komme i gang med dialogen. Som ministeren siger, går man nu i tænkeboks og samler op på erfaringerne, og så vil man komme med nogle udspil. Det må vi så afvente og se.

Men inden sommerferien. Det vil være her i løbet af foråret, og det synes jeg sådan set er en god og ansvarlig måde at reagere på. Det er dermed en understregning af, at vi også i Venstre lige præcis tager den situation, som ordføreren jo spørger ind til, alvorligt. Og som ordføreren siger, hvad er så svaret til f.eks. dem fra Anholt, som var på besøg i går? Det siger jo sig selv, at Anholt med sine 137 indbyggere ikke kan klare et kæmpe projekt.

Jeg tror da, at vi alle sammen er fuldstændig enige om, at Anholt ikke skal synke i havet, som det er blevet sagt. Det skal der passes på, og så kan Anholt ikke klare det alene. Spørgsmålet er så, hvad man kan håndtere sammen med den kommune, som man er en del af. Skulle der så til syvende og sidst være nogle ting, som man heller ikke kan håndtere på den måde, så skal det jo netop ind i de overvejelser, som ministeren er ved at gøre sig nu.

Så vi kan jo kun sige, at vi er godt i gang.

Spørgeren.

Jeg har bare svært ved at se, hvad det er man skal i tænkeboks for at finde ud af. For vi har jo netop fået en kystanalyse. Den ventede vi rigtig længe på, og det var et rigtig grundigt arbejde, der blev lavet i Kystdirektoratet for at få lavet kystanalysen. Deri peges der jo på, hvad problemet er, altså at netop i forhold til at lave de helhedsorienterede løsninger kan der nogle steder være en manglende økonomisk kapacitet til at løse opgaven, som f.eks. på Anholt.

Det behøver vi jo ikke undersøge mere, det er ligesom afklaret, og derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor Venstre har den modstand imod at støtte det her forslag. For det anviser jo netop en løsning. Jeg kunne forstå det, hvis man sagde, at det her ikke er den rigtige måde at løse det på; vi har et andet forslag. Men svaret er bare, at man vil gå i tænkeboks, og at vi nu skal vente indtil sommerferien, før der så kommer et nye forslag.

Ordføreren.

Men hvis vi nu bruger Anholt som eksempel, var det helt tydeligt med hensyn til den vej, der nu er skyllet væk igenigen: Kunne det ikke være værd at overveje, om man så skulle få den vej flyttet lidt, så den måske ligger et mere rigtigt sted næste gang? Sådan nogle ting er da også værd at få afklaret. Det medgav de sådan set også fra kommunen og fra Anholt, altså at, jo, det var nok værd lige at få tænkt over.

Der er så også nogle fredningsmæssige bestemmelser i forhold til Anholt, så det er ikke sådan, at man, som det lyder på Enhedslisten her, bare kan knipse med fingrene, og så er det hele klaret. Næh, der er man nødt til at være helt præcis og praktisk og få det til at virke i virkeligheden, så vi netop lige præcis får lavet de rigtige løsninger de rigtige steder, også på Anholt.

Tak. Så er det fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil bare gerne spørge ordføreren, om ordføreren anerkender, at det skaber en ekstremt stor usikkerhed hos borgere rigtig mange steder i det her land, at der ikke reageres på den her kystanalyse, som meget klart siger, hvad der skal til, og om ordføreren også anerkender, at det kan blive ekstremt dyrt, hvis vi ikke kystsikrer.

Ordføreren.

Jamen jeg står også her som Venstres ordfører og siger, at vi skal tage det her alvorligt, og det gør vi også, og der skal handles på det. Jeg har også henvist til den proces, som vores minister har meldt ud om. Så der bliver reageret, netop for at vi komme frem til de rigtige løsninger, men som det jo allerede lige er blevet sagt i svaret på det tidligere spørgsmål, er det ikke bare lige at knipse i fingrene, og så er det gjort.

Så jeg ser meget frem til den fortsatte dialog, så vi kan komme frem til, at man nogle steder kan klare det via de metoder og muligheder, der er til rådighed nu, og så kan der måske være andre steder, hvor der kræves yderligere handling. Det får vi jo så afklaret inden ret længe. Finansieringsmæssigt er der måske også nogle ting, man kan klare lokalt med de mekanismer, der er nu, og den metodefrihed, der forhåbentlig bliver. Skulle der så til sidst være nogle ting, man ikke kan håndtere lokalt, så må det jo til den tid gøres til genstand for en drøftelse, hvordan det så skal skrues sammen.

Spørgeren.

Hvis vi skærer helt ind til benet og forbi de mange ord, er det, der står tilbage, at en gruppe eksperter har lavet et meget, meget omfattende stykke arbejde om, præcis hvad vi skal gøre, og Venstres svar på det arbejde er, at man vil gå i tænkeboks, alt imens borgerne ikke aner, hvornår den næste storm rammer. Det er det, der står tilbage.

Så er det ordføreren.

Nej, det er ikke det, der står tilbage, men det er bare ikke så enkelt, som Enhedslisten siger, at man bare kan knipse i fingrene, og så er det klaret. Vi agerer netop på baggrund af det gode, grundige stykke arbejde, der er lavet i kystanalysen, og vi kan jo også henvise til, at vi allerede har justeret visse ting i lovgivningen – det blev klaret kort før jul – og så signalerer vi også, at vi følger op på de udfordringer, der er nu, så vi kan få lavet de rigtige løsninger de rigtige steder.

Der vil jo i forbindelse med det også være nogle finansieringsmæssige udfordringer, som måske på en eller anden måde skal håndteres, og det må vi så også tage. Men først skal vi have fundet ud af, hvad der skal laves, hvem der har ansvaret for det, hvem der skal komme med udspillet, og så må vi få det koordineret til sidst. Hvis man kigger i bakspejlet, kan man se, at der har været meget snak og meget lidt handling – nu lægger vi op til at gøre det inden for nogle få måneder, så jeg synes, vi er godt i vej.

Sidste spørger nu er hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak. Jeg kan ikke huske, om det ord, ordføreren brugte i sin tale, var en syltekrukke. Men han sagde, at vi ikke har brug for endnu et råd, der vil trække initiativerne i langdrag. Jeg vil bare høre, om ikke ordføreren kan se, at hvis man bevilger 400 mio. kr. om året, som vi f.eks. foreslår, er der nogle penge, der skal være afløb for. Det vil sige, at der er et råd, som sidder, og som hvert år skal finde ud af, hvordan vi allerbedst bruger de her 400 mio. kr. Så vil der da ske noget. Er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Nu var det ikke mig, der brugte ordet syltekrukke, så jeg tror, spørgeren må adressere det til andre. Man har netop sagt, at der ikke er brug for nye bureaukratiske ordninger til at diskutere det her. Der er nu brug for det, vi lige præcis har en regering og minister til, nemlig at sætte sig ned og samle erfaringer op med de her ting og komme med et udspil, og det har han netop sagt at han vil gøre inden for ganske kort tid, helt konkret inden sommerferien.

Spørgeren.

Tak for det. Syltekrukke var mit eget ord. Det er rigtigt. Bureaukratisk, ja. Nu prøver jeg at spørge igen: Er det ikke rigtigt, at hvis man har et råd, som har 400 mio. kr. om året til sin rådighed, skal der typisk være afløb for de penge? Så skal de bruges inden for det indeværende år. Det vil jo give fremdrift i sig selv.

Ordføreren.

Nu kan jeg forstå på det, jeg har nået at kunne se, selv om der står meget, meget lidt beskrevet i det forslag, som Alternativet og Enhedslisten er kommet med, at det finansieringsmæssige er ret usikkert for ikke at sige meget usikkert. Det synes ikke engang at være sikkert, at man har 400 mio. kr. til rådighed. Så jeg vil hellere gå den vej, at vi diskuterer, hvad der er behov for. Hvem har ansvaret, hvad kan man gøre lokalt? Bliver der så nogle udfordringer, man ikke kan håndtere lokalt, må det gøres til genstand for drøftelse og forhandling til syvende og sidst, så vi kan få en sikker finansiering til det.

Vi siger tak til Venstres ordfører. Den næste, der får ordet, er fru Ida Auken, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. I dag diskuterer vi sikringen af vores kyster, og det gør vi, bl.a. fordi Enhedslisten og Alternativet har fremsat det her beslutningsforslag, som vi diskuterer. Og det vil jeg gerne kvittere for, for jeg tror, det er vigtigt at holde den her politiske diskussion rigtig varm og holde den i live, og jeg ser også det her som et pres på de politisk ansvarlige, der kan gøre noget ved det her.

Jeg har selv prøvet at sidde som minister og lave klimatilpasning, og det er en gigantisk opgave. Det handler faktisk om hele den måde, vores samfund og vores infrastruktur bliver passet på: Der skal tænkes nyt, fordi vi har fået et forandret vejr. Og vi kom rigtig, rigtig langt i den tidligere regerings tid. Vi fik lavet en egentlig handlingsplan, vi fik fundet en ny finansieringsmekanisme, sådan at kommuner og forsyninger kunne gå ind og sikre, at byerne kunne lave egentlige klimatilpasningshandlingsplaner, og vi fik sat rigtig mange i gang med at tænke klimatilpasning – lige fra kloakmestrene til gartnerne til ja, you name it, til friluftsfolket, til forsikringsbranchen faktisk. Så det er en kæmpestor samfundsopgave.

Så er det faktisk rigtigt, at for at tage de her store skridt, var der et skridt, vi ikke tog, og det var kysterne. Men for at gøre det rigtige ved kysterne bliver vi altså nødt til at tænke os om og have en helhedsorienteret tilgang til det. Derfor synes jeg ikke nødvendigvis, at det er de to skridt, der ligger i beslutningsforslaget fra Enhedslisten og Alternativet, der er de allervigtigste. Det allervigtigste er, at vi har en minister, der sætter sig for bordenden og får fundet ud af at få lavet en egentlig plan for Danmark.

Jeg tror, vi skal have en kystplan for Danmark, hvor vi tør sige, lidt ligesom vi sagde med »Naturplan Danmark«, at her er nogle strækninger, som vi skal have hård beskyttelse af, fordi der er så store værdier, og nogle andre strækninger, som skal have en blødere beskyttelse, måske fordi vi gerne vil have de kyster, vi kender her i Danmark, som er i bevægelse og levende. Og nogle steder er der endda samfundsinteresser, hvor man netop kan gå ind og sige, at der giver det rigtig god mening, at staten er medfinansierende på den ene eller den anden måde. Om det så er staten eller en forsikringsordning, synes jeg faktisk kommer i anden række.

Så indtil vi har fået den her plan – og den behøver ikke at være juridisk bindende, men kan måske fungere ligesom »Naturplan Danmark«, hvor kommunerne prøver at spille ind med, hvordan de ser på deres kyststrækninger, og jeg vil sige, at man skal prøve at tage det sammen og lave en helhedsplan for at se, om det hænger sammen – så synes jeg, det er svært at sige, at det lige skal være et råd, at det lige skal være den her finansiering, og at den fond skal lige lave det og det.

Jeg vil sige, at noget af det, der haster ud over at få sådan en kystplan, er at få snakket om, hvor man så må bygge. For vi har det problem, at det kan være meget, meget attraktivt at bygge nedad i første række, men når vi så samtidig ved, at vi har et vejr, der betyder, at det bliver mere og mere usikkert at bygge der, må vi jo kunne have den snak. Altså, hvis en kommune vælger at sige: I må bygge helt ned til vandet, kan det selvfølgelig ikke være resten af samfundet, der skal komme og samle regningen op. Så måske skal vi endda turde kigge på, hvor man må bygge, og om man må bygge i kvote 1 osv. osv., fordi det kan vise sig at blive en meget stor regning, man udskriver, og det en gang imellem kan være lidt svært for den ene kommune at sige nej til noget, hvis den ved, at nabokommunen siger ja. Så det kan altså også være, at det er et sted, hvor vi skal have en samlet tilgang, og det håber jeg også ministeren vil kigge på.

Det tredje, der er brug for, er jo en ny finansieringsmekanisme. Vi er ikke udelukkende for, at det så lige skal være den model, som er skitseret i beslutningsforslaget. Nu beslutter Folketinget at pålægge ministeren det, og det tror jeg ikke nødvendigvis er klogt, før vi har fået udboret nogle forskellige muligheder. Jeg synes, det er klogt nok at sige, at vi har stormflodsordningen, og måske kunne man finde noget, der ligner den lidt; sådan forstår jeg man har gjort det med det her beslutningsforslag. Det er ikke helt ved siden af skiven, men der kan være andre måder at gøre det på. Bare at lægge en regning på 400 mio. kr. over på forsikringsselskaberne er altså også noget, folk vil kunne mærke på deres regninger. Så det kan være, at det her skal gøres på en lidt anden måde.

Derfor vil jeg sige, at jeg fuldt ud støtter intentionen. Jeg synes, det er godt, vi har diskussionen i dag, jeg synes, det er godt, vi har et pres, jeg er bare ikke overbevist om, at det lige er de her to ting. Tænk, hvis vi fik flertal for det her beslutningsforslag og vi faktisk satte noget lidt forkert i gang. Så der bliver jeg bare nødt til sige, at der kan jeg ikke som radikal sige, at det lige er de her to ting, der skal til. Derfor kan vi ikke stemme for beslutningsforslaget, som det ligger.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil da gerne kvittere for de bemærkninger, som den radikale ordfører har til selve intentionerne i forslaget. For som jeg hører ordføreren, er ordføreren jo sådan set enig i, at når vi taler om kystsikring, er det helt essentielt, at vi får lavet nogle helhedsorienterede løsninger, og at vi netop får udpeget de steder, hvor der er væsentlige samfundsmæssige interesser på spil, så vi kan sige, at her skal vi sikre, om det så er med hård kystsikring kombineret med sandfodring, eller hvordan det er. Der er så også nogle områder, hvor vi kan sige, at her har det ikke så stor betydning; her skal vi måske sikre de rekreative værdier – netop at der er muligheder for, at man stadig væk kan bruge en strand.

Men jeg vil godt lige høre ordføreren, om ordføreren ikke godt vil anerkende, at det, der ligger i det her forslag, sådan set bare er, at vi bygger videre på det, der ligger i kystanalysen – altså, at det faktisk også er det, kystanalysen peger på, og at det her så netop bare er et forsøg på at konkretisere de skridt, der bliver peget på i kystanalysen.

Ordføreren.

Men jeg synes ikke, at kystanalysen er sindssyg konkret, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg synes ikke, det står mejslet i neon eller stål, eller hvad man nu mejsler i i de her dage – sten? – at det lige er det her, der skal gøres.

Igen må jeg sige, sådan lidt erfaringsramt: Det kræver altså bare, at der er en minister, der sætter sig for bordenden her. Det vigtigste, vi kunne få ud af i dag, for virkeligheden derude, hvis du spørger mig, er ikke, at nu binder vi regeringen til at gøre lige det her og finde 400 mio. kr. Det er, at nu binder vi regeringen til at mærke, at der er et kæmpe tryk fra Folketinget for, at der er en minister, som siger: Nu sætter jeg mig simpelt hen i spidsen for det her. Nu sørger vi for at få lavet en plan, en finansieringsmekanisme, og vi tør også godt at tage fat på den her lidt varme kartoffel om, hvordan vi sikrer, at det ikke bliver et kapløb mellem kommunerne om at give lov til at bygge nede i nogle områder, der så bagefter skal ryddes op i, fordi, kan man sige, de var for usikre.

Spørgeren.

Jamen det er jeg sådan set fuldstændig enig i, og vi kunne jo godt nære det håb, at vi kunne få ministeren til at binde sig til det løfte. Det er bare ikke lige de signaler, vi har fået indtil nu.

Ordføreren har jo sådan set også ret i, at kystanalysen ikke er voldsomt konkret i forhold til at pege på, hvad man skal gøre. Men kystanalysen er dog så konkret, at den peger på nogle specifikke områder, hvor man siger, at her bliver presset ekstremt stort de kommende år. Mener ordføreren ikke, at det også ligesom forpligter Folketinget til at sige, at vi i hvert fald bliver nødt til at gøre noget. Det er ikke sikkert, at det her konkret er den helt rigtige måde at gøre det på. Men det er i hvert fald en måde at få sat debatten i gang på, og måske kunne vi ende ud med en fælles beretning til det forslag her.

Ordføreren.

Radikale er helt enige i, at der skal gøres noget. Man kan også sige, at kystanalysen jo viser, at der er en brændende platform eller drivvåd platform, eller hvad vi nu skal kalde den – at det er rigtig alvorligt, og at der skal gøres noget nu her. Så det tryk skal være på ministeren. Jeg synes bare til gengæld ikke, at ministeren har lukket fuldstændig ned og sagt, at nu skal der ikke ske noget. Han har faktisk åbnet op, og jeg tænker, at det er bedre, at vi prøver at gå ind der. Vi er alle sammen kommet med nogle ønsker i dag, som er nogle af de ting, vi tror skal ligge i det, så nu tror jeg, det er bedre at sørge for, at vi holder det tryk på regeringen og får ministeren til at sætte sig for bordenden, frem for at vi beslutter et eller andet.

Så må man sige, at står vi her igen om et år og der ikke er sket noget som helst, ja, så kan det være, at vi bliver nødt til med et flertal uden om ministeren – og med Dansk Folkeparti har vi jo faktisk flertal – at lave et pres for, at der faktisk sker noget. Men lad nu lige ham og regeringen forsøge at gøre det, de faktisk i dag har lovet de vil gøre.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i talerrækken er hr. Carsten Bach som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Det er jo bestemt et alvorligt emne, og jeg er faktisk meget glad for, at det er kommet på dagsordenen. Så tak til Alternativet og Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget her.

Jeg synes, vi kan høre på debatten – hvor man faktisk næsten skulle tro, at vi alle sammen var en lille smule radikale – at der er en meget stor åbenhed for diskussion af det her emne. Jeg vil også starte med over for ministeren at kvittere for, at der tilsyneladende kommer til at ske noget nyt på det her område.

Men emnet kystbeskyttelse og sikring af mennesker og værdier langs de danske kyster er vist mere eller mindre, hvad man kan kalde en politisk evergreen. Og når jeg lytter godt efter, synes jeg, at jeg kan høre to vers. Første vers går på, at godkendelses- og klageprocessen er alt for bureaukratisk og langsommelig. Det har et bredt flertal i Folketinget – selvfølgelig uden de to aktuelle forslagsstillende partier her – jo faktisk for nylig også ændret på ved lov om ændring af lov om kystbeskyttelse. Det er ændringer, som Liberal Alliance bakkede op om, og som formentlig vil sikre en noget mere effektiv proces med etablering af helhedsorienteret kystbeskyttelse rundtom i Danmark.

Jeg vil dog ikke stå her og afvise, at der ikke kan gøres noget mere på den konto, og at vi derfor måske skal have gentaget det første vers af evergreenen. I hvert fald mener jeg på det seneste at have hørt en række borgmestre rundtom i landet synge om netop det. Til de borgmestre og i øvrigt også til de to forslagsstillende partier her vil jeg så bare sige, at Liberal Alliance meget gerne synger med i det kor. Problemet er bare, at flere af borgmestrenes egne partikolleger her på Christiansborg nærmest må betragtes som værende tonedøve i den sammenhæng.

Andet vers i den politiske evergreen om kystbeskyttelse handler om penge. Jeg tillader mig at tage det helt for givet, at så længe staten ikke betaler hele gildet, vil det vers blive gentaget og gentaget for til sidst nærmest at få status af et omkvæd og ikke et vers. Jeg vil heller ikke i den her forbindelse afvise, at der kan være steder, hvor staten af forskellige årsager skal træde til. Jeg har også noteret mig, som jeg nævnte tidligere, at ministeren og et par af ministerens kollegaer frem mod sommerferien vil stikke hovederne sammen og gennemgå forholdene endnu en gang. Men jeg vil også sige, at det for Liberal Alliance er et udgangspunkt, at vi fastholder det eksisterende princip om, at det er grundejerne, der betaler for kystbeskyttelsen. Og dermed kan jeg jo så afvise den del af forslaget, der handler om en national fond.

For så vidt angår Enhedslisten og Alternativets forslag om oprettelse af et nationalt kystråd med kompetencer til prioritering af kystbeskyttelse ud fra såkaldte objektive kriterier og til i samarbejde med kommuner at koordinere lokale kystbeskyttelsesindsatser, vil jeg sige, at det behøver vi vel reelt set ikke at tilføje et ekstra bureaukratisk lag og ekstra administration for. Det sker vel reelt set allerede i dag i et samarbejde mellem Kystdirektoratet og de enkelte kommuner og de enkelte grundejere.

Kystanalysen fra september 2016 har jo givet os et samlet billede af, hvor risikoen for oversvømmelser og erosion er størst, og analysen danner på den måde et absolut helt opdateret grundlag for at identificere og prioritere kyststrækninger, hvor der er behov for kystbeskyttelse, og dermed også hvor der med rette kan tages initiativer til at gennemføre kystbeskyttelse som helhedsløsninger.

Samlet set kan Liberal Alliance derfor ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig lige at stille et spørgsmål om økonomi. For det lyder på ordføreren, som om det nærmest vil blive et omkvæd, at staten skal finansiere det hele. Er det ordførerens opfattelse, at det er det, kommunerne mener er den eneste løsning, eller at det er det, grundejerne mener er den eneste løsning, eller Enhedslisten og Alternativet, altså hvem er det, der har dén opfattelse? Jeg har selv refereret til et gammelt forslag fra Dansk Folkeparti, og det er måske det, ordføreren mener. Men jeg tænker, at alle andre – inklusive det forslag, som vi behandler i dag – ikke lægger op til det. Så den bekymring vil jeg gerne bede ordføreren om at begrunde.

Der er også en anden ting omkring økonomi. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad mener ordføreren kommer til at koste flest penge – at kystsikre der, hvor det samfundsøkonomisk giver mest mening at gå i gang så hurtigt som muligt, eller at trække processen i langdrag med risiko for, at flere storme vil ramme og skabe kolossale skader? Hvad vil blive det billigste for vores samfund? Tak.

Ordføreren.

Der skal i forhold til det sidste spørgsmål fra fru Maria Reumert Gjerding absolut ikke være nogen tvivl om, at Liberal Alliance i den her forbindelse ikke ønsker at trække noget som helst i langdrag, på ingen måder. Og jeg mener bestemt heller ikke, at det er Liberal Alliance, der står i vejen for, at man kan lette nogle af de klageprocesser, der er, og ændre på lovgivningen, sådan at det måske faktisk ikke er nødvendigt at klage.

I forhold til det første, hvad angår økonomi, er det, jeg refererer til, at der er kommuner, der jo, kan man sige, i mange sammenhænge, også i kystbeskyttelsessammenhænge, i virkeligheden egentlig ønsker en statslig finansiering.

Spørgeren.

Ja, eller måske en statslig medfinansiering, hvis man ikke selv har råd. Og når nu ordføreren ikke vil stille sig i vejen, vil jeg sige, at så peger kystanalysen jo på, at vi har brug for nogle sammenhængende løsninger, fordi storme og vand ikke kender kommunegrænser – det kan man godt synes er irriterende, men sådan er det – og derfor giver det mening at sørge for, at tingene kommer til at hænge sammen, altså at vi laver projekter, der er tværgående. Det er det, der skal til, for at vi nu kommer videre. Synes ordføreren ikke, at det lyder som en rigtig god idé, når nu landets fremmeste eksperter peger på det?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg for så vidt, og det er vel i virkeligheden også det, vi har på nuværende tidspunkt i form af Kystdirektoratet og det samarbejde, der foregår mellem Kystdirektoratet, kommunerne og så de sammenslutninger af grundejere, der er rundtomkring i landet.

Næste spørger er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Nu er jeg jo af den opfattelse, at ordføreren også er glad for, at man kan lave teknologisk velfunderede løsninger. Kystanalysen lægger op til, at der skal laves de her helhedsorienterede løsninger for at sikre det bedste faglige resultat for at kunne etablere kystsikring. Der er steder, hvor der er lodsejere, som reelt set ikke har råd til at bidrage til en løsning, eller hvor kommunerne kan være så hårdt presset økonomisk, at de ikke har mulighed for at finansiere en kystsikringsløsning, netop fordi det er ekstremt omkostningstungt, ikke bare at etablere, men også at vedligeholde. I de tilfælde er det ikke et spørgsmål om, at kommunerne bare vil have, at staten skal betale, eller at lodsejerne vil have, at nogle andre skal betale. De er med på, at det her handler om, at de selv finansierer en del, men hvis vi ud fra et samfundsmæssigt perspektiv skal sikre, at de områder bliver kystsikret, er der brug for, at der også er statslig medfinansiering.

Jeg vil bare gerne høre, hvad ordførerens budskab er til de borgere og kommuner, som egentlig er villige til at bidrage, men som ikke har kapaciteten til at gøre det.

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min tale, mener jeg, at vi skal holde os til princippet om, at det er de enkelte grundejere, der skal finansiere det her. Som jeg også sagde i min tale, og som jeg kvitterede for i forbindelse med ministerens initiativer, vil jeg da bestemt ikke afvise, at der kan være enkelte steder af forskellige årsager, hvor der kan være tale om statslig medfinansiering fremadrettet. Vi har jo allerede eksempler på det i forbindelse med fællesaftalen om den jyske vestkyst.

Spørgeren.

Det er jeg da glad for ordføreren anerkender, for der er jo steder, hvor man kan sige, der er væsentlige samfundsmæssige interesser på spil – det kan være helårsbeboelse i byzone, eller det kan være infrastrukturanlæg, der skal beskyttes. Nu fremlægger vi jo et forslag til en konkret finansiering her, og når nu ordføreren anerkender, at der kan være brug for en statslig medfinansiering, kunne ordføreren så pege på, hvor det så er, ordføreren vil finde pengene til den statslige medfinansiering, hvis det her ikke er løsningen?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg, ligesom flere andre ordførere her i dag i den her debat har gjort, vil afvente ministerens gennemgang i den tværministerielle arbejdsgruppe, som jeg tror det meget fint hedder, og de udmeldinger, der kommer derfra, og vi kan så derefter tale økonomi. Ellers opstår der jo en lejlighed i forbindelse med genforhandling af fællesaftale i, så vidt jeg husker, 2018.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste i talerrækken er hr. Christian Poll som ordfører for Alternativet.

Som medforslagsstiller har jeg ikke det store behov for at fortælle, hvor vi står, men jeg vil benytte lejligheden til lige at adressere nogle af de ting, der har været debatteret indtil videre.

Hr. Carsten Bach har spurgt om, hvor de 400 mio. kr. kommer fra, hvad det er for et tal, og det er jo inspireret af den størrelsesorden, som stormflodsordningen har. Det er et bud på et sted at gå i gang, og ideen er jo, at man ser, hvordan det går, og hvordan sådan et kystråd så får prioriteret, og hvad de mener der skal gøres, og så kan det være, at det tal skal justeres op eller ned i det andet år og måske også i det tredje år og fjerde år, så man finder et leje. Det er sådan, vi tænker det skal gå i gang. Så det er bare et kvalificeret bud på de penge, der kunne sætte noget seriøst i gang.

Det, jeg lidt fornemmer på debatten indtil videre, er, at alle i salen sådan set synes, at vi her har med en vigtig problemstilling at gøre. Vi går en tid i møde, hvor klimaforandringerne bliver mere og mere tydelige, og hvor vi altså får behov for at adressere gode løsninger på det byggeri, der er langs kysterne i Danmark, og så er der så forskellige tilgange til, hvordan vi kommer i gang.

Jeg og Alternativet er helt åbne for, at vi kan gøre det på andre måder, og jeg har næsten indtryk af, at det vigtigste her er, hvem der sidder for bordenden, og der vil jeg også sige, at jeg er helt åben for, hvem der skal sidde for bordenden, bare vi får nogle løsninger, som er mere helhedsorienterede, og som giver en mere objektivt prioriteret tilgang til kystsikring i det hele taget end det, vi har i dag.

Bliver det her så noget, vi skal vente længe på går i gang? Nej, stod det til os, og havde vi flertal for det her, kunne vi lynhurtigt nedsætte et kystråd, og så ville vi kunne afsætte nogle penge, og så skal pengene så allerede bruges det første år, og så kommer der en ny portion penge det næste år, så det vil lynhurtigt kunne gå i gang og skabe en masse resultater, hvis man gik i gang på den her måde. Vi er også spændt på at se, hvad den her tværministerielle arbejdsgruppe finder på i stedet. Vi er rigtig glade for, at det har skabt så meget positiv debat om at finde løsninger på det her indtil videre.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil spørge om noget; der er måske nogle ord, som jeg simpelt hen ikke forstår. Når ordføreren siger, at vi skal kigge på en objektivt prioriteret tilgang til kystsikring, så er jeg simpelt hen nødt til at få det oversat til godt, gedigent, brugbart dansk, som jeg forstår, og det håber jeg så ordføreren kan. Det er ikke for at være flabet eller noget, men jeg er nødt til at vide, hvad det er. For jeg opfatter det, som om nogen skal sidde og sige: Vi starter med kystsikring der og der. Og det kan være, det er rigtigt.

Jeg har også brug for at vide: Når ordføreren snakker om lynhurtige resultater, fordi man samler 400 mio. kr. ind om året, mener ordføreren så, at der slet ikke vil være nogen forhindringer i den eksisterende kystbeskyttelseslov, når man kan mene, at der kan komme lynhurtige resultater?

Jeg spørger selvfølgelig, fordi jeg jo ved, at der er projekter, der har ligget i rigtig mange år, hvor der har været procesklager og alle mulige slags klager over sø- og åbeskyttelseslinjer og fredninger, og jeg ved ikke hvad. Vi har simpelt hen så mange linjer i Danmark, så vi næsten ikke kan overskue dem.

Så hvad er de lynhurtige resultater?

Ordføreren.

Altså, den objektive prioritering er jo netop det, vi forstår ved at nedsætte et kystråd. For det, der ofte sker i dag rigtig mange steder, er, at man får sat noget i gang lokalt, hvor nogle folk er med og nogle har nogle penge og vil godt gøre noget, men alle kan ikke være med. Og nogle har en idé om, at der skal bruges sten der eller sandfodring her. Og så bliver det en lidt tilfældig indsats, både i forhold til hvor det sker og hvor lang en strækning man laver det på osv. Og der er det, at vi med et kystråd netop gerne vil lave en objektiv prioritering.

Det vil sige, at man kigger på hele Danmark og siger: Hvor er der behov for hvad? Og så går man så i gang der, hvor behovet er størst, og æder sig stille og roligt igennem gode og sammenhængende kystbeskyttelsesprojekter, hvor man nu finder det formålstjenligt.

De hurtige resultater handler jo i den her sammenhæng om, at hvis man afsætter f.eks. 400 mio. kr. om året, vil der typisk skulle arbejdes på at få afløb for de penge, og så vil der blive sat projekter i gang.

Det er rigtigt, at sådan som kystbeskyttelsen fungerer lige nu, går det ikke specielt hurtigt, og det kan der være mange andre årsager til. Men det er ikke det, vi lige adresserer med det her forslag.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg skal så bare spørge, og det er i forhold til det med at nedsætte et kystråd: Vil man i Alternativet så nedlægge Kystdirektoratet? For mig bekendt er det jo sådan, at Kystdirektoratet netop nu har et rejsehold, der rejser rundt og sørger for at hjælpe folk, der gerne vil have nogle projekter i gang, så der netop bliver lavet nogle helhedsorienterede løsninger og man får talt med de borgere, der bor derude, om, hvad der er bedst i det her område. Det er dem, der er eksperterne, siger de. Det er det ene spørgsmål.

Så vil jeg igen sige noget i forhold til lynhurtige resultater. Altså, jeg har svært ved at se, at man kan få lynhurtige resultater. Jeg kan godt se, at man skraber nogle penge sammen, men de lynhurtige resultater har jeg bare svært ved at se.

Er Alternativet indstillet på at fjerne nogle af de regler, der er, om linjer osv., så man netop kan slippe for at få alle de klager over alting?

Ordføreren.

Det er en vigtig del af vores demokrati, at man kan klage. Og for mig ligger det ikke lige for at begynde at fjerne forskellige beskyttelseslinjer i den her sammenhæng.

Kystdirektoratet tænker vi jo skulle være en af aktørerne i sådan et kystråd, og forskellen bliver jo, at man med et kystråd kan have en mere overordnet tilgang til det, hvor Kystdirektoratet jo mere går ind sådan sag for sag og siger: Okay, nu er der nogle, der gerne vil have noget her, så må vi se på, hvad det er for noget, og så hjælper man på forskellig vis.

Der vil vi godt have, at det ligesom bliver vendt på hovedet, så man siger: Lad os nu få aktørerne ind i et råd, og så bliver der lavet en overordnet prioritering, og så arbejder vi ud fra den.

Tak til Alternativets ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Trine Torp som ordfører for SF.

Først og fremmest tak til Enhedslisten og Alternativet for at fremsætte det her forslag, så vi får den her debat i salen. I SF har vi stor sympati for forslaget og mener også, at der skal ske noget på området. Vi er også meget enige i intentionen om, at staten skal tage et større ansvar i planlægningen af kystbeskyttelsen end det, der er tilfældet i dag. Men vi mener, at vi i Folketinget skal gå lidt grundigere til værks, og vi mener helt grundlæggende, at det overordnede ansvar for at klimatilpasse Danmark mod havstigninger og flere og voldsommere storme, monsterregn og grundvandsstigninger skal ligge helt entydigt hos regeringen og Folketinget. Jeg er så ikke sikker på, at det skal udliciteres til et kystråd, som så i øvrigt jo kun skal se på den del, der vedrører oversvømmelser fra havet, og ikke de dele, der berører det vand, der stiger op fra grundvandet, eller som strømmer ud fra åer og søer.

I forbindelse med offentliggørelse af kystanalysen havde vi håbet, at regeringen ikke bare kom med en kortlægning af problemerne, men også en prioritering af indsatsen og nogle handleforslag. Det gjorde regeringen ikke, og jeg går ud fra, at det er, fordi regeringen står fast på, at det er en kommunal opgave og ikke en statslig. Og det er her, vi er meget enige i intentionen med det beslutningsforslag, der ligger her, nemlig at det i højere grad skal være et statsligt ansvar.

SF mener som sagt, at det overordnet er et statsligt ansvar at sikre, at der også sker en effektiv kommunal indsats. Det skal ikke udliciteres hundrede procent til kommuner og lodsejere. Lodsejere, husejere, landmænd og det offentlige, som jo også er grundejere, har derimod pligt til at medfinansiere beskyttelsen, alt efter de fordele der høstes fra finansieringen. Det har vi ikke tænkt os at rokke ved. En sommerhusejer i første række ved nordkysten af Sjælland har større gavn af kystbeskyttelse end en husejer på den jyske højderyg.

Tidligere klima- og miljøordfører for SF, Steen Gade, skrev her den 14. januar en artikel i Altinget, hvor han på bedste vis udtrykker, hvad SF har i tankerne, og hvad vi godt kunne tænke os at arbejde videre med. Jeg citerer her bare noget af det, han skriver:

»Danmarks første kommunale klimatilpasningsplaner - besluttet i 2012 med færdiggørelse i 2013 - lider af den mangel, at de grundlæggende kun handler om skybrud – monsterregn. Nogle få kommuner har desuden risikostyringsplaner, fordi de er omfattet af EU’s oversvømmelsesdirektiv. Det der mangler, er, at koble havvandsstigningerne frem mod år 2100 sammen med de øgede regnvandsudfordringer – og så i øvrigt at få så megen synergi som muligt i forhold til begrænsning af vandforureningen fra landbruget, skabelse af ny natur, fysisk klimatilpasning og forbedret biodiversitet. Altså en langt bredere indsats end den, vi allerede har sat i gang.«

Det siger noget om, hvad vi også tænker i SF omkring helhedsorienterede løsninger, nemlig at det ikke kun er et spørgsmål om, hvor ansvaret skal placeres, og hvem der har finansieringsforpligtelse, men at vi også tænker helhedsorienteret, hvad angår naturbeskyttelse, fremadrettet.

SF var fremme med tankerne om en egentlig lovgivning om klimatilpasning allerede før valget, og vi mener fortsat, at det er meget relevant at få lavet en samlet ramme om denne kæmpeopgave for samfundet. Derfor ser vi også frem til i udvalgsarbejdet at kunne tage det udgangspunkt. Vi mener således, at regeringen bør pålægges at gennemføre en overordnet prioritering af klimatilpasning, herunder jo altså både kystbeskyttelse, monsterregn og grundvandsstigning ud fra nogle objektive kriterier, der fremlægges for Folketinget, og gerne før sommerferien. Og det næste punkt er, at regeringen i samarbejde med kommunerne prioriterer at sikre koordinering af den lokale indsats, herunder udarbejdelse af forslag til større fælleskommunale klimatilpasningsprojekter samt forslag til udpegninger af arealerne med høj naturværdi, der trues af hyppig oversvømmelse, med henblik på udlæg til natur. Og vi ønsker som det sidste, at der nedsættes en kommission, der inden den 1. oktober 2017 skal udarbejde et udkast til en ny rammelov om klimatilpasning, altså en egentlig klimatilpasningslov.

Så vi går sådan konstruktivt ind i udvalgsarbejdet med samme intention, nemlig større statsligt ansvar, men for os at se kunne vi udvide det og brede det endnu længere ud, så vi kunne finde nogle løsninger, som vi måske ikke har fået øje på endnu.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig bare kvittere for de bemærkninger, som ordføreren kom med her i talen. Der er ikke meget, vi er uenige om her, tror jeg, og det er egentlig også mest bare for at sige, at det, vi prøver med det beslutningsforslag her, jo netop er at skabe nogle mere helhedsorienterede løsninger og i forhold til klimaudfordringerne at tænke mere overordnet. Så har ordføreren jo ret i, at der er andre aspekter i form af monsterregn og opstigende grundvand, som vi sagtens kan tænke ind. Det her er bare et forsøg på at sige, at vi skal have lavet en løsning, som er national, og som også inddrager den kommunale indsats, men sådan at vi får lavet nogle helhedsorienterede løsninger og vi også sikrer, at finansieringen ikke kun pålægges de borgere, der bliver ramt af den her udfordring, men at det netop bliver et nationalt ansvar. Og det ser jeg da frem til at vi i udvalgsarbejdet kan samarbejde med SF om.

Ordføreren.

Det er faktisk også den imødekommelse, jeg kommer med, og det er også derfor, jeg tænker, at vi skal tænke os godt om, hvad angår finansieringen. Lad os sige, at vi nu vil over i at have en forsikringstilgang. Jeg synes faktisk, det vil være udmærket at tænke i, om vi kunne lave en eller anden fælles fond, for det er jo et spørgsmål om at prøve at forsikre sig imod at få andre udgifter. Der skal man jo lave en fordeling, der sikrer, at dem, der har størst nytte af de løsninger, der bliver skabt, også er dem, der bidrager mest. Der er det, jeg tænker, at hvis vi får puljet det sammen med de andre klimatilpasningsudfordringer, vi har, så er det måske også nemmere at finde en finansieringsmodel, som holder. Så det er bare en respons på det.

Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Mette Abildgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det er tydeligt på baggrund af den lange og gode debat, vi har haft om det her beslutningsforslag, at det her er en udfordring, som bliver anerkendt meget bredt i Folketinget. Der er stor politisk opbakning til at sige, at det, vi gør i dag, ikke er godt nok, og at vi skal kunne gøre mere og hjælpe bedre. Man må sige, at den her debat jo også fylder meget på den politiske scene. I går brugte jeg hele dagen i Jyllinge Nordmark, hvor jeg var ude på besøg sammen med ordføreren fra Dansk Folkeparti for at blive klogere på det her. Lige om lidt venter jo også et lidt forsinket samråd om lige præcis det her tema. Så det er noget, der fylder meget på den politiske dagsorden.

Jeg hører som sagt også, at der er en bred anerkendelse af, at der skal forandringer til, og at vi skal gøre tingene mere effektivt, end de gøres i dag. Der er for mange processer, der ganske simpelt tager for lang tid i sagsbehandlingen i dag. Der er jo en række ting, der allerede er blevet gjort. Dels blev der lavet en lovændring tilbage i november, som på ingen måde alene løser de udfordringer, der er, men som trods alt bidrager til, at man ikke kan klage over de her delafgørelser, men derimod klage over den endelige afgørelse. Dels er der blevet afsat 23 mio. kr., som skal bidrage til at få sagsbehandlingstiden i Natur- og Miljøklagenævnet ned. Der har været en meget lang sagsbehandlingstid. Der ligger mange sager, som også Dansk Folkepartis ordfører var inde på, som stadig væk afventer afklaring.

Men man må jo også bare sige, at selv når sagerne så er blevet behandlet i Natur- og Miljøklagenævnet, er der fem-seks andre instanser, som kommer bagefter. Der er fredningsnævn, og der skal være et EU-udbud. Der er en række andre elementer, som kommer bagefter, og det betyder jo også, at nogle projekter kan trække ud i 5, 6, 7 år, før der falder en afgørelse. Det er jo en balancegang, for på den ene side kan vi i Danmark godt lide, at der er mindretalsbeskyttelse, at man har mulighed for at klage, og at vi afvejer forskellige hensyn, men på den anden side er konsekvensen også bare, at der kan være ganske få borgere, som det er tilfældet i Jyllinge Nordmark, som blokerer for, at 500 husejere kan gå trygge i seng om natten.

Da vi var af sted i går, besøgte vi bl.a. en kvinde, Linnea, som kunne fortælle om, hvordan hendes børn blev bekymrede hver aften, hvis det blæste udenfor. Så havde de ikke lyst til at gå i seng om aftenen, fordi de var bange for, at det ville betyde, at der ville komme vand igen. For sidst der gjorde det, måtte de flytte fra deres hjem i 7 måneder, fordi deres hjem blev så voldsomt oversvømmet. Det er en stor utryghed at leve med, og derfor har vi bare et politisk ansvar for at sikre en mere smidig sagsbehandling i de sager. Jeg har ikke en færdig løsning på, hvordan vi gør det, men vi må jo se på, om der er nogle af de her processer, der kan køre sideløbende, om der kan træffes flere afgørelser i nogle enkelte organer, så det ikke skal gå igennem så mange led. Jeg forstår godt, at der sidder nogle borgere derude og tænker, hvorfor pokker vi ikke kan samle de rette mennesker om det rette bord og så træffe en beslutning en gang for alle.

Jeg har også hørt ministeren sige, at ud over det, der allerede er gjort, så skal der mere til, bl.a. en styrkelse af det rejsehold, som rejser rundt og rådgiver om kystbeskyttelse, og oprettelse af et nyt rejsehold, som skal kigge på klimatilpasning, og så er der det her hurtigtarbejdende regeringsarbejde i gang, hvor der er sat en deadline i sommeren 2017, og det synes jeg det er rigtig fint at der er, for det giver for mig en tryghed for, at det her ikke skal være en syltekrukke, hvor tingene trækker ud og bare skal lov til at ligge.

Der er mange ting, der gør den her diskussion kompliceret. Der er diskussionen om den hårde og den bløde kystsikring. Jeg tror, at jeg må sige, at jeg ikke synes, at den her debat er sort-hvid. Jeg anerkender, at vi i dag er for restriktive, i forhold til hvad der kan lade sig gøre, men omvendt er udfordringen også, at man ikke tillader noget for den ene lodsejer, som skubber problemet videre til naboen, og derfor er de her helhedsløsninger så afgørende.

Jeg tror ikke, at det er det her kystråd, som der bliver foreslået i beslutningsforslaget, der skal til, for at skabe de her helhedsløsninger. Jeg har selv nogle tanker om det. Det er sådan lidt uforpligtende, jeg siger det, for jeg har ikke noget færdigt forslag, men jeg har selv gjort mig nogle tanker om, hvorvidt regionerne kunne spille en rolle i det her arbejde. De har jo i dag ansvaret for sådan noget som jordoprensning og har meget kommunalt samarbejde. Kunne man tænke ind, at de kunne spille en rolle i det her? Det er sådan set bare en bold, jeg kaster op i luften.

Jeg synes, vi har et politisk ansvar for at sikre, at den velvilje, der er inden for det her område, også bliver omsat til politisk handling, og jeg synes, det er fint, at det her beslutningsforslag er blevet fremsat, og at vi har haft debatten i dag. Jeg tror ikke på, at det er det, der kan løse de udfordringer, vi står over for, og jeg kan også se, at der er mange partier, der har haft det samme synspunkt som mig. Men jeg er sådan set glad for, at vi har haft debatten, og så glæder jeg mig også til internt i regeringen at være med til det arbejde, som skal stå på med henblik på at kunne fremlægge nogle mere konkrete forslag. Tak for ordet.

Den første med en kort bemærkning er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en rigtig fin ordførertale, som jo lidt giver en tryghed for, at regeringen ikke går i stå, eller at ministeren ikke går i stå, hverken i hr. Erling Bonnesens tænkeboks eller i en tværministeriel arbejdsgruppe, men at der er kræfter internt, der vil skubbe på for, at der sker noget.

Jeg noterede mig tidligere i en bemærkning, som ordføreren havde til Socialdemokratiets ordfører, at man i dag har statslig medfinansiering der, hvor man har vurderet at der var behov for det. Men det er jo netop ikke en opdateret vurdering af, hvor det er, der er behov. Det er jo lidt det, som kystanalysen giver os, nemlig en opdateret vurdering af, hvor der er behov, og hvor der også kan være behov for statslig medfinansiering. Er ordføreren generelt positivt indstillet over for, at man bruger kystanalysen til at udvide der, hvor staten kan gå ind og give en hjælpende hånd, hvor man lokalt ikke har mulighed for at finansiere det?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at der, hvor man støtter i dag, er det på baggrund af en vurdering, man lavede i sin tid, af, hvor det giver mening. Siden hen har vi fået en kystanalyse, som jo giver et fornyet vidensgrundlag. Og selvfølgelig skal man tage det ind i revisionen, når man næste gang kigger på, hvor der skal laves de her aftaler, hvor vi går ind og støtter fra statens side. Jeg er sådan set åben over for at se på, om statens støtte skal fordeles anderledes. Det vigtigste for mig er sådan set, at der er en logik bag den fordeling, der sker, og at det sker på baggrund af, hvor behovet er størst, hvor erosionen er størst, og hvor opgaven ikke ville blive løst, hvis ikke man gik ind og støttede op fra statens side. Men det er jo en forhandling, vi skal have til den tid i 2018, når den aftale, der foreligger nu, ikke længere er gældende.

Spørgeren.

Jamen jeg synes, det er rigtig spændende, hvis man vil tage det videre der, og så synes jeg også, man skal huske tankerne om, at det kan være regionerne eller i hvert fald en eller anden form for koordinerende enhed, der lige præcis sikrer det, som kystanalysen peger på, nemlig sammenhængende projekter, så det ikke er den enkelte grundejer, der skal stå for at sikre sin egen grund, eller den enkelte kommune, så problemet bare skubbes videre.

Ordføreren.

Mit indtryk af det besøg, jeg havde i går, er egentlig primært, at det, der kan være uoverskueligt for den enkelte lodsejer, sådan er koordinering, det er planlægning. Man skal huske på, hvor mange frivillige kræfter det her trækker fra digeformænd, og hvad de ellers hedder derude, som har et kæmpe ansvar. Jeg tror faktisk ikke, det så meget er økonomien, men det er heller ikke det, jeg hører Enhedslistens ordfører sige. Ofte kan man lave nogle løsninger. Jeg hørte et eksempel i går. Man betalte eksempelvis måske 300 kr. af om måneden i 25 år, og så er det den måde, det bliver finansieret på. Der skal selvfølgelig være nogle løsninger for den enkelte.

Den næste spørger er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo

Tak. Jeg vil også gerne kvittere for ordførerens tale. Vi ved jo allerede nu, at det er sådan, at med klimaforandringerne er det her et problem, som kommer til at blive større. Derfor tror jeg også, at det der med at skulle tage nogle penge fra fællesaftalen og fordele dem mere bredt ud nok ikke er den rigtige løsning, for vi må imødese, at behovet for at lave løsninger rundtomkring vil være stigende.

Som det er i dag, er der jo ofte tale om enkeltprojekter. Jyllinge Nordmark er jo et eksempel, hvor der faktisk er en gruppe borgere, der i fællesskab har taget et ansvar og lavet en helhedsorienteret løsning. Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan det kan lykkes nogle steder, men i mange områder er det jo problem, at det bliver nogle enkelte grundejerforeninger, som går sammen om et projekt, og vi får de der isolerede løsninger, som faktisk skaber store problemer.

Hvordan forestiller ordføreren sig at vi skulle kunne sikre de her mere helhedsorienterede løsninger uden at gå ind og lave et mere styrende organ, i forhold til hvor der er brug for helhedsorienterede løsninger, og også kan være med til at sikre en statslig medfinansiering der?

Ordføreren.

Der var flere forskellige elementer i det. Lad mig starte med det her med fællesaftalen. Det kan sagtens være, at man næste gang skal lave en fællesaftale, som dækker mere end de her 300 mio. kr., som den hidtidige aftale har gjort. Det er jeg sådan set helt åben over for, men som alt andet i politik er det et spørgsmål om, hvorvidt man kan finde pengene, og om der er politisk vilje til at prioritere det.

I forhold til hvordan man kan lave de her helhedsplaner, hvis ikke man har et statsligt organ til det, vil jeg sige, at vi jo har et Kystdirektorat i dag, og de har til opgave at gå ind og rådgive i denne type sager. Jeg har hørt mange borgere give udtryk for, at de gennem årene har været lidt frustrerede over Kystdirektoratet, fordi de synes, direktoratet har været svært at kommunikere med, og det ved jeg også at man i Kystdirektoratet har arbejdet meget med og fortsat gør, og det er nok en væsentlig opgave, der ligger der.

Men det er jo vigtigt at sige, at staten også skal kunne bidrage i denne proces, f.eks. med de her rejsehold, som går ind og rådgiver om, hvordan man laver de her helhedsløsninger. Det er så bare vigtigt, når man laver en helhedsløsning, som man har gjort i Jyllinge Nordmark, at det ikke nødvendigvis skal tage så mange år, fra idé til tryghed bliver virkelighed.

Spørgeren.

Nu er det også mit indtryk, at man laver et rigtig godt og grundigt stykke arbejde i Kystdirektoratet, men Kystdirektoratet har jo ikke haft som opgave at sikre helhedsorienterede løsninger. De har haft som opgave at behandle de ansøgninger om kystsikring, der kom ind, så der har været tale om, at borgere har sendt en ansøgning vedrørende et konkret projekt, som Kystdirektoratet så har skullet tage stilling til. Kystdirektoratet har jo ikke haft mulighed for at gå ind og anbefale flere grundejerforeninger at gå med eller at sikre en eller anden fælles finansieringsordning; det har jo mere været lagt ud til kommunerne.

Det er jo mere for at sikre, at de får den der koordinerende rolle for netop at kunne få skabt de helhedsorienterede løsninger, som vi ved er de fagligt rigtige løsninger. Har ordføreren et andet bud på det? Ordføreren nævnte selv, at det kunne involvere regionerne – er det den vej, ordføreren tænker sig at man kan gå, frem for at man skulle lave et nationalt kystråd?

Ordføreren.

Som jeg forstår Kystdirektoratets opgave, har de sådan set også i dag mulighed for at gå ind og rådgive og ikke alene træffe beslutning, så de dermed også er involveret i processen, der leder frem til, at der skal træffes en beslutning, og der skal de jo indtænke helhedstænkning. Det her rejsehold, som jeg talte om før, skal jo også indtænke helhedstænkning.

Men jeg synes, det er en spændende idé, at regionerne også kunne spille en rolle i den forbindelse - det kunne jeg være ret åben over for.

Den næste spørger er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at ordføreren har gjort sig nogle tanker om emnet og også viser tillid nok til – det skal ordføreren ikke grine af, det var nu faktisk ment ganske alvorligt – det høje Ting ved at dele de tanker. Det synes jeg er fornuftigt. Det er jo spændende, om man kan få regionerne til på en konstruktiv måde at spille en større rolle. Det er vi meget villige til at diskutere. Jeg bed også mærke i, at ordføreren klart tilkendegav, at det nok er uhensigtsmæssigt, at det bedste argument for, at broderparten af de statslige midler bliver brugt ét sted, primært er et historisk argument; det bør man nok kigge på.

Men kunne man fra De Konservatives side gøre sig nogle overvejelser om de her ting, der er spillet op i luften, om regionerne og en mere central planlægning af de statslige midler? Skal vi skyde det et år, før vi begynder at snakke sammen om det, eller kunne det være fornuftigt, at regeringen tog handsken op og begyndte at agere mere, også parlamentarisk, på de oplysninger, der er kommet frem i kystanalysen, og at vi fik sat os sammen om et bord og får forhandlet de her ting?

Ordføreren.

Først tak for de pæne ord. Og så vil jeg sige, at der jo sådan set er nok at gå i gang med på det her område. Der er både det her med hele klageprocessen, som er noget af det, der vil blive set på frem mod sommerferien, og som spiller en central rolle i forhold til det her – det er noget af det, man kommer til at kaste sig over meget hurtigt – men også det her med de forskellige rejsehold.

I forhold til økonomien afhænger det jo af, at der bliver indgået en finanslovsaftale, hvor man afsætter penge til det her. Vi forhandler finanslov i efteråret, og der vil det jo være oplagt at lade det indgå. Men man må også sige, at vi nu har lavet en aftale, der løber frem til 2018, og den skal vi jo stå ved politisk. Sådan er det jo. Så skal man jo selvfølgelig, når man laver en ny aftale, overveje, hvordan den skal skrues sammen, og der er jeg bare åben og siger, at det da sagtens kan være, at der er ting, der skal være anderledes, i forhold til hvordan de har været hidtil, men alting til sin tid. Jeg synes egentlig, at vi i første omgang har et ansvar for at fjerne stopklodserne for de projekter, der er finansieret, og som der er lokal opbakning til, men hvor man afventer en statslig afgørelse.

Spørgeren.

Ja, det er bestemt også min opfattelse, at vi bør fjerne bureaukratiske stopklodser, som vi også har talt om i dag, og det fornemmer jeg egentlig også at der er rimelig opbakning til. Man hører mig bestemt heller ikke sige, at det vil være en god idé, at vi opsiger aftalen om den jyske vestkyst. Men man kunne jo sætte sig sammen og kigge på, om der er finansiering, som ikke nødvendigvis er finanslovsfinansiering, og om man kunne finde andre løsninger, og i det hele taget få en mere direkte dialog imellem partierne. Er der her ikke reelt et behov for, at vi går ind og finder nogle midler og får taget en snak om, om der er konkrete projekter, som har en sådan karakter, at det ikke giver mening at tale om, at kommunerne skal løfte det selv?

Ordføreren.

Det er jo en helt fair diskussion, som jeg bestemt også er åben over for at tage, og det gør jeg gerne. Det synes jeg både er interessant og vigtigt.

I forhold til det her med Vestkysten vil jeg også bare sige, at det kommer til at lyde, som om det sådan kun er historisk betinget, at man støtter dér, men det er jo også, fordi der ligger en faglig vurdering af, at det er det sted i landet, hvor erosionsrisikoen er størst, eller det har i hvert fald været det i en række år. Den vurdering, jeg husker, er, at der vil forsvinde 8 m om året, hvis ikke man gør noget og laver den her sandfodring, som man gør i dag. Og så er der jo også indsatser, f.eks. på Lolland-Falster, som jeg også var inde på tidligere.

Den næste spørger er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Tak. Det er jo altid en fornøjelse, når fru Mette Abildgaard er på talerstolen, også i dag, for noget af det, jeg har savnet her i Folketinget i den korte tid, jeg har været her, er jo politikudvikling i salen, og tankerne løb af sted, da ordføreren nævnte, at man måske kunne tænke regionerne ind i det her arbejde. For der er åbenbart en modvilje imod, at der er en ny statslig instans, altså det her kystråd, som vi foreslår, som skal have en rolle. Men lad os da flytte det længere ud, og lad os prøve at se, om vi kan skabe en koordinerende indsats på regionsniveau, hvor man jo har muligheden for at tænke på tværs af kommuner, men er tættere på derude, hvor det sker. Det vil jeg bare opfordre til at vi forhandler videre om, hvor det så passer bedst. Men tak for forslaget.

Ordføreren.

Mange tak for det til Alternativets ordfører. Jeg synes, det er en spændende tanke med regionerne. Jeg er også bevidst om, at den ikke er perfekt, forstået på den måde, at vi nu lidt har drøftet casen med Jyllinge Nordmark, hvor man jo f.eks. er i den situation, at Roskilde Kommune hører under Region Sjælland, hvorimod Egedal hører under Region Hovedstaden, og hvordan gør man det så i sådan nogle situationer? Så der er også problematikker i forhold til det. Men jeg synes, det er interessant at prøve at smide det, vi har, op i luften og se på, hvordan vi kan gøre det mere hensigtsmæssigt. Så også tak for at give anledning til det via beslutningsforslaget i dag.

Hr. Christian Poll, værsgo.

Ja, man kan jo sige, at regionerne med jordforureningssagerne netop er vant at håndtere 400 mio. kr. om året til den type sager, hvor man går ind og prioriterer. Når vi foreslår det nationale råd, er det jo netop, fordi der altid vil være barrierer, når man forsøger at klippe Danmark over i mindre bidder, og det er derfor, vi har foreslået det nationalt. Men hvis det ikke kan vinde genklang, kan vi måske mødes et sted, og det kunne være regionerne. Så igen tak for det forslag.

Ordføreren.

Det tager jeg som en kommentar.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil først og fremmest sige tak for debatten og for de faldne bemærkninger. Dem vil jeg lidt senere vende tilbage til. Når det er sådan, at Enhedslisten og Alternativet har fremsat dette forslag, er det jo primært, fordi vi efterlyser politisk handling, nemlig politisk handling, efter at regeringens kystanalyse kom i september måned; politisk handling efter denne vinters storme, som jo er en gentagende begivenhed; politisk handling, efter at tusindvis af borgere har måttet frygte for deres hus og hjem; politisk handling, efter at hundredvis af beredskabsfolk har måttet kæmpe mod vandmasserne med midlertidige løsninger. Det er jo en fuldstændig uholdbar situation.

Regeringens kystanalyse udpegede de områder, der fremover vil være mest udsat for kystnedbrud og erosion. Kystanalysen pegede på en af konsekvenserne af klimaforandringerne, stigende vandstand og kraftigere og hyppigere storme. 100-årshændelser bliver til 20-årshændelser, 20-årshændelser bliver til 5-årshændelser, og 5-års hændelser bliver til årlige hændelser. Det er de yderst håndgribelige og konkrete og direkte konsekvenser af de klimaforandringer, som regeringen stadig væk mangler den politiske vilje til at forstå omfanget af og reagere på. Kystanalysens helt klare anbefalinger er, at der er brug for sammenhængende løsninger, der ofte strækker sig gennem flere kommuner.

I dag er lovgivningen sådan, at det er kommuner og lodsejere, der hver for sig eller i fællesskab skal finansiere løsninger. Det er den økonomiske formåen, der afgør, hvor der kystsikres. Det er ikke nødvendigvis dér, hvor de gør størst gavn eller har samfundsmæssig størst betydning, men dér, hvor der er økonomisk kapacitet og vilje. Derfor har vi set små og usammenhængende anlæg, der ofte har skabt afledte problemer på nabostrækninger. Derfor er det hensigten at etablere en national løsning, nemlig et nationalt kystråd med deltagelse fra stat, kommune, lodsejer og interesseorganisationer som f.eks. Danmarks Naturfredningsforening. Det skal være kystråd, der kan udarbejde en national kyststrækningsstrategi, der tager højde for, at de områder, der skal sikres, er dér, hvor der er væsentlige samfundsmæssige interesser på spil som f.eks. helårsbeboelse i byzone eller infrastrukturanlæg.

Til kystrådet skal der tilknyttes en kystfond, der kan medfinansiere løsninger sammen med kommuner og lodsejere. Så der, hvor behovet er stort, men hvor den økonomiske kapacitet ikke er til stede, kan der også kystsikres, uden at det slår bunden ud af kommunekasse eller privatøkonomi. For vi må erkende, at det er et fælles ansvar – ligesom det er et fælles ansvar at sikre væsentlige samfundsinteresser, er det et fælles ansvar at friholde de områder, hvor der er rekreative eller naturmæssige hensyn at tage. De områder vil kunne opkøbes og udlægges til natur. Lodsejere, der måtte blive ramt af manglende sikring, ville kunne få en kompensation for tab af grundværdi, så de kan etablere sig et andet sted. Kystfonden vil få sine midler fra en hævelse af skadeforsikringsafgiften, og det ville give et provenu på 400 mio. kr. Det vil være en mere solidarisk finansiering, der afspejler, at det her er et samfundsskabt problem.

Det er vigtigt, at vi holder os for øje, at kystsikring altid vil være en midlertidig løsning. Hvis ikke klimaforandringerne begrænses, vil områder, der i dag er beboelige, om nogle få generationer ikke længere være det. Naturen er dynamisk og vil ikke kunne begrænses. Men kystsikring kan give os tid til at planlægge en infrastruktur, der tager højde for den fremtidige udvikling.

Så vil jeg godt lige kommentere nogle af de bemærkninger, der er kommet her under debatten. Jeg vil sådan set gerne kvittere for de bemærkninger, der kom fra både Socialdemokratiet, Radikale og SF, som jo alle er enige i hovedsigtet i det her forslag. Jeg er ret sikker på, at vi i det videre udvalgsarbejde kan finde frem til en fælles beretning.

Jeg vil også gerne komme med en opfordring til Dansk Folkeparti. Nu er der lidt tid til, at vi går i gang med udvalgsarbejdet, men jeg har rigtig, rigtig svært ved at forstå det, når nu Dansk Folkeparti fremstiller sig selv – og det er vel også med nogen rette – som frontkæmpere i hele kystsikringsdebatten, at Dansk Folkeparti, når vi står med et konkret forslag til, hvordan vi kan løse den her problemstilling, åbenbart hellere vil lade sig spise af med det, som hr. Erling Bonnesen kalder for en tænketank eller at gå i tænkeboks, og det, ministeren siger om, at vi skal finde nogle mekanismer, der virker, at der skal oprettes et rejsehold, og at vi skal have en tværministeriel arbejdsgruppe. Men det er jo ikke noget, der for mig lyder som et opgør med en bureaukratisk tankegang. Det lyder mere som det, vi har hørt før, da vi talte om kystanalysen, nemlig at vi skal vente, og nu må vi se, hvad kystanalysen siger, og så skal vi gøre noget. Nu har vi så fået kystanalysen, men nu skal vi så vente noget mere på, hvad en tværministeriel arbejdsgruppe, der bliver placeret i en tænketank, når frem til, før vi kan begynde at handle på det her.

Jeg synes faktisk, vi skylder de borgere, der bliver ramt – de borgere, der nu sidder og venter på den næste storm, der kommer – og de beredskabsfolk, der ikke ved, hvornår de næste gang skal kaldes ud for at hjælpe til med en midlertidig løsning, et svar. Og jeg synes, at det her er et bud på et svar. Jeg er med på, at man ikke synes, det her er det rigtige, men så må man fremlægge noget andet. Jeg synes ikke, at det, at vi skal gå i tænkeboks, er et reelt svar at give. Jeg synes, at vi mangler nogle konkrete løsninger.

Derfor vil jeg gerne opfordre Dansk Folkeparti til måske at prøve at gå lidt mere åbent ind i det udvalgsarbejde, der kommer, og se på, om vi i fællesskab kan nå frem til en fælles beretning, der gør, at vi kan opnå enighed om, at det nu er på tide, at der kommer handling bag ordene.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak for afslutningen fra ordføreren. Jeg må indrømme, at jeg synes, at det klinger meget, meget hult, når Enhedslistens ordfører siger, at nu er der brug for politisk handling, og at det her er et konkret forslag til en løsning af problemet. Jeg vil godt spørge ordføreren, hvori det konkrete består, for det her forslag ændrer ikke på noget som helst, hvis man i Jyllinge Nordmark gerne vil have lavet det projekt derude. Det ændrer det her forslag ikke på. Tværtimod kunne jeg forestille mig, hvis det her forslag blev vedtaget, at man så i den her objektive styregruppe, som man foreslår, anså Jyllinge Nordmark – som jo i forvejen er et Natura 2000-område, og hvor der er sø- og åbeskyttelseslinjer, og jeg skal komme efter dig – for at være så værdifuld en natur, så man ville nedlægge samtlige boliger derude. Det kunne jeg godt forestille mig at man kom frem til. Så jeg vil godt spørge: Hvor er det konkrete henne i det her forslag? Hvornår kan man komme til at lave noget kystsikring?

Ordføreren.

Nu kan jeg høre, at Dansk Folkepartis ordfører kan forestille sig meget. Et område, der består af helårsbeboelse, der ligger i byzone, der har ligget der i 50 år eller mere, vil blive betragtet som en væsentlig samfundsmæssig værdi, der naturligvis skal beskyttes. Så har ordføreren fuldstændig ret i, at det her forslag ikke løser noget i forhold til Jyllinge Nordmark. De er faktisk rigtig godt i gang. De har gjort et kæmpemæssigt stykke arbejde derude, og vi håber på, at de kan komme i mål med det, men der er bare mange andre områder i Danmark, hvor man står præcis med den her udfordring.

Jeg synes da, at ordføreren skulle prøve at lytte lidt til borgmestrene i Nordvestjylland, til borgmesteren i øvrigt også i Roskilde, de sjællandske borgmestre. Ordføreren kan tage området syd for København, altså ned mod Køge, hvor der er boliger, der ligger i bymæssig bebyggelse, hvor der også er behov for at lave en helhedsorienteret løsning. Det er jo præcis de områder, det handler om. Der skal vi kunne give konkrete løsninger, og det her er meget konkret, fordi det anviser en konkret national medfinansiering, og det er faktisk det, de efterspørger, fordi den opgave ikke alene skal lægges på deres skuldre. De skal være med til at betale for det, men det er også en national opgave. Ordføreren har i hvert fald tidligere plæderet for det, og der kan jeg sige at vi er fuldstændig enige, og jeg kunne da godt håbe på, at ordføreren ville stå ved de holdninger, som ordføreren og ordførerens parti havde dengang.

Spørgeren.

Men jeg synes bare ikke, at jeg fik svar på spørgsmålet. Enhedslisten vil ikke stemme for at fjerne nogle af de her bureaukratiske procesklagemuligheder. Der stemte Enhedslisten imod. Mig bekendt har man ikke fra Roskilde Kommunes side i projektet om Jyllinge Nordmark siddet og sagt, at man mangler penge. Det har man mig bekendt ikke. Jeg ved godt, at Anholt har været på besøg, men der er masser af steder, masser af projekter, hvor projekterne er lavet med konsultationspenge brugt på eksperterne og alt muligt, hvor de bare ligger, men de får afslag. Hvor i det her forslag giver man en konkret mulighed for, at de her projekter kan komme i gang? Det er ikke et spørgsmål om penge, det er et spørgsmål om at få lov. Hvornår får de mennesker lov?

Ordføreren.

Det er jo lige præcis det, en national kystsikringsstrategi skal sikre, og når ordføreren siger, at det ikke handler om penge, synes jeg, at ordføreren skulle prøve at tage ud og snakke med nogle af de grundejere, som har brugt hundredtusindvis af kroner på at få udarbejdet konsulentrapporter. Jeg tror nok, at lige for dem er det også et spørgsmål om penge, og for dem vil det her være en meget konkret løsning i forhold til at sige, at det ikke er et spørgsmål om, at de skal poste hundredtusindvis af kroner i private konsulentrapporter, det er et spørgsmål om, at der sidder et nationalt organ, der udpeger de områder, hvor der skal kystsikres. Det skal de selvfølgelig ikke bruge hundredtusindvis af kroner på for bagefter at få et afslag på det. Deri ligger der en kæmpestor forbedring.

Det, det her netop handler om, er at sikre en national, helhedsorienteret løsning, og det er faktisk det, der bliver efterspurgt.

Næste spørger er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Nu er Jyllinge Nordmark blevet gjort til et meget konkret eksempel her i salen i dag, og jeg tror også, der er tilhørere til stede i salen, som synes, at det er et meget spændende eksempel. Og derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren for Enhedslisten helt konkret: Hvad er ordførerens opfattelse af problemstillingen omkring kystsikringen i Jyllinge Nordmark?

Ordføreren.

Det er jo, at der har været nogle helt ekstremt lange sagsbehandlingstider i klagenævnet. Og senest har vi jo set, at klagenævnet er blevet flyttet. Vi har tidligere haft andre klagesager, og det har vi også haft i Nordjylland, hvor der er private borgere, der har lagt granitblokke ud i Natura 2000-områder, og hvor man har skullet vente i adskillige måneder og nogle gange i år på at få en afgørelse. Det har jo helt klart været et spørgsmål om, at man ikke har prioriteret at sikre en hurtig sagsbehandlingstid i klagenævnet.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det kan så undre mig, at Enhedslisten for kort tid siden valgte ikke at stemme for den ændring, der var til kystbeskyttelsesloven. Og det lyder nu, som om Enhedslisten faktisk har ændret opfattelse, og som jeg også gav udtryk for i min ordførertale, forhindrer jeg i hvert fald ikke, at vi kan ændre på nogle af de her problemstillinger omkring bureaukrati og love, der spærrer for egentlige kystbeskyttelsesprojekter. Har Enhedslisten ændret opfattelse og ønsker måske nu at gå ind i en dialog omkring en lovændring?

Ordføreren.

Nej, det gør Enhedslisten ikke, og det er af den simple grund, at problemet med lovforslaget netop var, at man begrænsede borgerinddragelsen. Og eksemplet med Jyllinge Nordmark var jo faktisk, at hvis det var sådan, at Danmarks Naturfredningsforening var blevet inddraget tidligere, kunne man faktisk have imødegået nogle af de klager, der i stedet for resulterede i, at klagen havnede i Natur- og Miljøklagenævnet. Hvis det var sådan, at man netop havde sikret en tidligere inddragelse af interessenterne, som jo lige præcis var problemet i forhold til det tidligere nævnte lovforslag og grunden til, at både Alternativet og Enhedslisten stemte imod, så kunne man være kommet ud over den problemstilling. Men hvis man vil undgå klager, skal man selvfølgelig sørge for at sikre en tidlig inddragelse af de øvrige borgere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.