Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 43:

Forslag til folketingsbeslutning om at give kontanthjælpsmodtagere bedre forudsætninger for at komme i uddannelse og beskæftigelse.

Af Karsten Hønge (SF) m.fl.

(Fremsættelse 19.12.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er beskæftigelsesministeren, der skal lægge ud. Værsgo til ministeren.

Tak for det. Jeg vil starte med noget helt utraditionelt for mig, nemlig at rose SF for intentionerne i beslutningsforslaget. Det skal man ikke lægge så meget i, andet end at det trods alt er en anerkendelse af, at vi interesserer os for problemstillingen, og den har vi nu lige præcis brugt 3 timer på at diskutere. Og derfor er det også rart at kunne gå videre og blive ved med at diskutere det, nemlig hvordan vi får flyttet flere indvandrerkvinder ind på det danske arbejdsmarked, sådan at de i højere grad kan forsørge sig selv og være med til at bidrage til det danske samfund.

Jeg er et hundrede procent enig i, at det er grundlæggende og også nødvendigt, at flest mulige mennesker i Danmark, mænd som kvinder, arbejder og dermed også bidrager til den danske økonomi. Derudover er det heldigvis også sådan, at langt de fleste af dem, der kan, gerne vil være en del af det arbejdende fællesskab. Det er også derfor, det er uholdbart, at ikkevestlige indvandrere, særlig ikkevestlige kvinder, er så markant overrepræsenteret blandt personer på offentlig forsørgelse. Det har vi jo nu brugt mange timer på at diskutere. Bare for at nævne et par tal:

Ikkevestlige indvandrere udgjorde i fjerde kvartal 2016 13 pct. af alle offentligt forsørgede, men kun 7 pct. af den samlede befolkning. Og når det gælder ægtepar i kontanthjælpssystemet, udgør ikkevestlige indvandrere og efterkommere knap 90 pct. af ægteparrene i kontanthjælpssystemet. Det er jo nogle voldsomme og, synes jeg, foruroligende tal. Derfor er det også glædeligt, at SF har fokus på, at det er en udfordring, og at antallet af personer, der kommer til Danmark, faktisk betyder noget for integrationsopgaven.

Derfor er det sådan set helt uforståeligt for mig, at SF har stemt imod integrationsydelsen og jobreformen og endda har fremsat et beslutningsforslag her i Folketingssalen om at afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. For det er jo netop nogle af de redskaber, der er med til at understøtte, at f.eks. indvandrere med relativt lave kvalifikationer også får en økonomisk gevinst ved at tage et job til mindstelønnen. Så man kommer faktisk i tvivl om, hvad SF reelt vil på det her område.

SF lægger med beslutningsforslaget bl.a. op til, at kommunerne skal lave særlige forløb, som skal fokusere på at hjælpe indvandrerkvinder med at forstå deres rolle på arbejdsmarkedet. Her må jeg konstatere, at det kan kommunerne sådan set allerede i dag. Det er afgørende, at der er krav om og incitamenter til en jobrettet indsats i kommunerne.

SF foreslår også, at indvandrerkvinder, der ikke har arbejdet før, skal tilbydes en mentor. Det er sådan set også muligt i dag, så det er der nødvendigvis heller ikke så meget nyt i.

Som noget nyt foreslår SF dog, at indvandrerkvinder skal have et uddannelsespålæg, ligesom det gælder for unge uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år i kontanthjælpssystemet. Det er jeg sådan set ikke enig med SF i, for er man på kontanthjælp, skal man have en indsats rettet mod job og selvforsørgelse. Det var vi faktisk også enige om, da vi indgik en aftale om kontanthjælpsreformen tilbage i 2013. Og som jeg ser det, lægger SF hermed op til at gentage årtiers fejlslagne integrationspolitik, hvor man sætter indvandrere sammen på skolebænken og tror, at det er den måde, de lærer at blive en del af det danske arbejdsmarked på. Intet er mindre fornuftigt. Det er det absolut forkerte skridt.

Vi har generelt at gøre med en målgruppe med et lavt uddannelsesniveau og en langvarig historik på offentlig forsørgelse. Her går vejen til en bedre arbejdsmarkedstilknytning først og fremmest gennem indsatser ude på virksomheder, hvor man løfter rigtige arbejdsopgaver sammen med kolleger, spiser sin madpakke sammen med kollegerne og dermed også taler det danske sprog. Det er lige præcis det, der kan gøre en markant forskel, både i forhold til at få en tilknytning til det danske samfund, men ikke mindst også til at lære det danske sprog.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at kommunerne ifølge gældende lovgivning har mulighed for at igangsætte opkvalificerende kurser for kontanthjælpsmodtagere som en del af beskæftigelsesindsatsen, hvis kommunen vurderer, at det er det rigtige tilbud for den enkelte borger i forhold til at komme i beskæftigelse. Der kan bl.a. være tale om sprogundervisning, som supplerer indsatsen på virksomhederne.

For regeringen er det afgørende og helt i tråd med de anbefalinger, der kom fra Carsten Koch-udvalget – og det var jo et arbejde, der fandt sted under den tidligere røde regering – at integrationsopgaven starter ude på virksomhederne. Det var også baggrunden for den trepartsaftale om integration, der blev indgået med arbejdsmarkedets parter. Uddannelse kan med aftalen så ske i en kobling til et konkret job. Og jeg må konstatere, at i de mange virksomheder, jeg har besøgt, og hvor jeg har set det her fungere i praksis, er det en, synes jeg, rigtig god oplevelse både at høre om virksomhedernes vej, men ikke mindst høre om de erfaringer, de enkelte medarbejdere gør sig, fordi de simpelt hen i højere grad får en tilknytning til det danske samfund og dermed også lærer sproget.

I den forbindelse vil jeg ud over de erfaringer, jeg har gjort mig på virksomhedsbesøg, også fremhæve det, vi har set i Odense, hvor kommunen jo efter en gennemgang af en række kontanthjælpssager med bl.a. kvinder med ikkevestlig baggrund har konstateret, at i langt hovedparten af sagerne var helbredet alligevel ikke en barriere for en beskæftigelsesrettet indsats, så længe den blev gennemført med de rette skånehensyn. Det viser sådan set igen, at der er meget at komme efter.

I bund og grund er det også meget tankevækkende, at der ikke er flere kommuner, der har tilladt sig at interessere sig for sine kontanthjælpsmodtagere på den måde, som man er i gang med at gøre det i Odense. Det er sådan set en menneskelig falliterklæring. Men jeg er glad for, at flere kommuner allerede nu begynder at lade sig inspirere af Odense og går i dialog om det her initiativ. Og som det også er kendt, har jeg jo udbredt den viden, jeg har fået fra Odense, med et brev til landets kommuner.

Men når alt det her er sagt, synes jeg, der er grund til at samle op:

Regeringen mener ikke, at indvandrerkvinder over 30 år skal have et uddannelsespålæg. De skal ud på virksomheder med henblik på at komme i ordinær beskæftigelse, så de kan forsørge sig selv. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti taget en lang række afgørende skridt, som skal forbedre vores integration. Og jeg synes, det var noget af det, som SF skulle bakke op om og være med til udvikle politik omkring, hvis man vil noget på det her område, frem for med mange af de forslag, som er stillet, at gå den modsatte vej.

Så med disse argumenter siger regeringen altså nej til det forslag, SF har fremsat.

Med det siger vi tak til ministeren, og så går vi i gang med ordførerrækken. Den første i rækken er hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jamen det er jo en dejlig dag. Alle roser hinanden, alle er glade, og det er snart weekend. Jeg vil også godt være med i det kor, og jeg vil da også godt rose SF for at give os mulighed for denne debat. Det synes jeg er rigtig godt.

Det er jo helt rigtigt, at der er alt for få kvinder med ikkevestlig baggrund, der er i arbejde – alt for få. Jeg er dykket lidt ned i Danmarks Statistik for at se, hvor alvorligt det her egentlig er. Hvis vi kigger på danske kvinder i den arbejdsdygtige alder, vil vi se, at der er 76,5 pct. af dem, der er i arbejde. Hvis vi kigger på kvinder fra Irak, der bor her, vil vi se, at det er 25,8 pct. Når det drejer sig om kvinder fra Afghanistan, er det 27,4 pct., og for kvinder fra Somalia er det 20,9 pct. Det er bare for at nævne nogle, for mange andre lande står selvfølgelig også nævnt. Så ja, det er alvorligt. Og ja, det er rigtigt, at mange af disse kvinder ikke befinder sig på arbejdsmarkedet. Derfor blander mange af dem sig heller ikke med almindelige danskere, med fare for at blive fastholdt i egen kultur.

Hvorfor er det så så skidt? Det er super vigtigt, at alle eller så mange som muligt er en del af arbejdsfællesskabet. Mange af os ved jo netop, hvad det betyder for et menneske at komme ud blandt andre, at få kollegaer, at blive respekteret for sin indsats og vide, at man rent faktisk gør en forskel. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bedste sted at blive integreret i vores samfund er på arbejdsmarkedet. Her hjælper man hinanden. Man bliver en del af et fællesskab, og man forventer noget af hinanden. Her vil disse kvinder lære sproget, lære af andre danske kvinder og finde ud af, hvordan det er at være en moderne dansk kvinde, få venner og måske begynde at få fritid sammen med dem uden for hjemmet.

Men er det så let? Er det let at få nogen til at gå fuldstændig imod sin egen kultur og ind i noget, man slet ikke kender? Nej, det er det jo aldrig, men det skal vi, både fordi vi mener, det er bedst for de her kvinder at komme ud og det er bedst for deres familie, og fordi det er bedst for samfundet, hvis de kvinder og deres familier bidrager mere til samfundet, end de gør i dag. Derfor har SF jo ganske ret i, at for at få disse kvinder ud på arbejdsmarkedet skal der gøres en ekstra indsats – en indsats fra samfundets side, fra virksomhedernes side og ikke mindst fra kvindens side og fra familiens side. Vi skal alle ønske det, og vi skal alle ville det.

Selv om jeg er meget enig i en del af det, SF skriver, og i de holdninger, jeg kan se i forslaget, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de her forslag er de rigtige. Hvem kan være imod, at kvinderne får en bedre forståelse for deres deltagelse på arbejdsmarkedet og deres betydning for vores velfærdssamfund? Hvem kan være imod at hjælpe dem med en mentor, og hvem kan i det hele taget være imod, at de får mulighed for at have deres egen økonomi, som forslaget beskriver? Det er der jo ingen der kan. Og hvis et uddannelsespålæg, som vi med succes bruger over for de unge, kan hjælpe kvinderne ud i uddannelse og dermed også ind på arbejdsmarkedet, så vil det være rigtig godt og noget, vi sagtens kan være med til, som vi jo før har sagt.

Mit problem med dette forslag er bare, om det er den bedste måde at gøre det på. Kan kommunerne ikke gøre tingene i forvejen? Og ikke helt ligegyldigt: Hvad vil det koste? Der står i forslaget, at uddannelsespålægget skal ses som et supplement til den ekstra indsats, og når der står »supplement«, må jeg forstå det sådan, at det faktisk kan koste flere penge end det. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget, da vi mener, at forslaget skal beskrives mere tydeligt, og at finansieringen selvfølgelig skal være klar og findes.

Når det er sagt, vil jeg håbe, at ministeren lytter til debatten – det ved jeg han gør – men også ønsker at snakke med partierne om det her. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi er flere partier, der rent faktisk ønsker at gøre noget for at hjælpe kvinderne ind på arbejdsmarkedet. Vi hørte lige før en anden minister, der stod her og talte sniksnak, men her er jo nogle forslag. Vi har også flere gange sagt, at vi gerne vil, så vi vil bare gerne have en invitation, og så kommer vi som altid gerne over og er med til at løse det her. For det er et kæmpeproblem, at der ikke er så mange af de her kvinder inde på arbejdsmarkedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, fordi jeg selv har været der i mange år, at det er den måde, de kommer tættere på vores kultur og bliver bedre integreret på. Tak.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg sige tak til hr. Leif Lahn Jensen for den venlige og konstruktive måde, som Socialdemokratiet har valgt at gå til det her beslutningsforslag på – så tak for det.

Men når nu hr. Leif Lahn Jensen selv startede sin ordførertale med at opridse de her meget voldsomme tal for, hvordan det står til for en række grupper af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, så tænker jeg bare: Hvad er det så, vi skal gøre? Vi har fra SF's side forsøgt lave et afbalanceret beslutningsforslag, der afvejer ret og pligt, men i forhold til det fælles mål, vi har, om at få flere af de her kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ud på arbejdsmarkedet, hører jeg så et tilsagn fra Socialdemokratiet om, at man vil prøve at arbejde videre ud fra de principper, der er her? Eller har man selv nogle andre forslag, der ligesom kan bringe os hen mod det samme mål, nemlig at få flere af de her kvinder ud på arbejdspladserne?

Ordføreren.

Det, man hører, er simpelt hen, at der er en åbenhed fra vores side. Vi har ikke noget imod at sætte os sammen med SF og snakke videre. Vi har ikke noget imod at blive kaldt over til ministeren, og så kan vi alle sammen snakke sammen. Vi mener rent faktisk, det er vigtigt. Og som det også blev nævnt tidligere i dag, har vi støttet den der igu, som parterne blev enige om. Vi har også bifaldet, at Odense Kommune har vendt bunkerne og fundet ud af, at der er rigtig mange af de her kvinder, der rent faktisk kan komme tættere på arbejdsmarkedet, og vi har også sagt det der med arbejde først og dansk bagefter. Så vi har rigtig mange bud, men vi vil bare gerne diskutere det mere, for det er super vigtigt.

Vi diskuterer det gerne med alle; jeg vil altid gerne diskutere et beslutningsforslag, men det her er for vigtigt til, at vi kun gør det. Vi skal også indgå i nogle gode forhandlinger. Det var netop derfor, jeg i min tale tog så godt imod forslaget fra SF, men det var også derfor, jeg vendte mig lidt mod Venstre og kiggede på ministeren og sagde, at vi altid er klar til at komme over til ministeren og se, om vi kan gøre noget sammen.

Spørgeren.

Jeg vil også bare igen understrege min glæde over, at Socialdemokratiet går så konstruktivt ind i den her debat om vores forslag. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ikke hr. Leif Lahn Jensen kunne sige, hvad Socialdemokratiets position er i forhold til at lave et uddannelsespålæg – vel at mærke et uddannelsespålæg, som følges op af en sanktion, men først og fremmest af et tilbud om at komme ud af den situation, man er i.

Ordføreren.

Vi har sagt, at vi ser et uddannelsespålæg som en rigtig god ting, og vi tror rent faktisk, at det kan få folk ind på arbejdsmarkedet, og det er jo også det, det skal. Et uddannelsespålæg er jo ikke et spørgsmål om, at de bare skal tage en fin og flot og lang uddannelse. Det kan sagtens være med til at gøre, at de rent faktisk kan komme ind på arbejdsmarkedet via nogle kurser. Så vi er klar til at kigge på det. Vi synes, det er en spændende idé, men det skal selvfølgelig strikkes sammen på den rigtige måde, og vi skal også vide helt præcis, hvad konsekvenserne af det er, og det synes jeg bare at man skal arbejde videre med.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her beslutningsforslag, der er kommet fra SF og hr. Karsten Hønge, er et udmærket beslutningsforslag, der opridser nogle af de problemer, der egentlig er med at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Det er slet ikke noget, vi som sådan er uenige i – altså at der er problemer med at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet – det er måske bare et spørgsmål om tilgangen til det. For som vi ser det i Dansk Folkeparti, er det sådan, at hvis man skal have succes med at få flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet – også kvinderne, specielt i det her tilfælde, da det handler om kvinderne – så kræver det altså, at vi starter med at stille krav om, at de skal tilpasse sig det arbejdsmarked, vi har.

Det vil sige, at før de kan komme ud på arbejdsmarkedet, skal de glemme alt om at stille særkrav, glemme alt om særlig påklædning, glemme alt om at stille krav ude på arbejdspladserne. De skal simpelt hen indordne sig under de arbejdsforhold, der er, for ellers får de ikke fodfæste nok på arbejdsmarkedet. Det er det, der er vores tilgang til det.

Når det så er sagt, synes jeg, at mange af de ting, som bliver ridset op her i beslutningsforslaget, faktisk er noget, som man kan allerede i dag. Det er noget, kommunerne skal tage fat i. Vi mener altså, at det kan foregå i den indsats, som kommunerne skal lave over for kvinderne allerede i dag.

Der er så et spørgsmål i det, og det er vedrørende det her med deres egen konto. Jeg tror faktisk ikke, at man kan pålægge folk, at de skal have hver sin konto. Jeg tror ikke, man kan sige, at folk ikke må have en fælles konto – det er selvfølgelig noget, man kan undersøge – men det tror jeg faktisk ikke at man kan gøre. Og hvis de har hver sin konto, hvad hjælper det så, hvis manden derhjemme, når pengene går ind på kontoen, siger: De skal lige overføres til min konto? Så er vi lige vidt. Så hjælper det ikke, at man har hver sin konto.

Det er en problemstilling, som jeg tror det er nødvendigt at grave noget mere i. Jeg er ikke sikker på, at man kan forlange, at de skal have hver sin konto, og at manden ikke må have indflydelse på kvindens konto, når de er gift. Det er jeg ikke sikker på. Og hvis det er sådan, at kvinden ikke er stærk nok til at sige fra over for manden, så hjælper det heller ikke noget at have sin egen konto. Men det er selvfølgelig noget, man kan undersøge.

Så er der det her med uddannelsespålægget. Det kan være meget godt med et uddannelsespålæg. Hvis man er klar til arbejdsmarkedet og man skal have en uddannelse, kan man jo blive flyttet fra at være aktivitetsparat over til at være uddannelsesparat og dermed få et uddannelsespålæg. Det uddannelsespålæg, vi har i dag, går op til 30 år i alder. Det kan være, hr. Karsten Hønge måske lige kan slå helt fast – om ikke før, så når hr. Karsten Hønge nu kommer på talerstolen – at uddannelsespålægget i forslaget skal gå længere op i alder. Det er sådan, jeg har forstået det, og hr. Karsten Hønge nikker, så det er sådan.

Men vi er jo ikke uvillige til at se på, hvordan man kan lave en indsats, der får dem tættere på arbejdsmarkedet. Vi har bare det udgangspunkt, at de altså fra starten af skal have forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og hvordan de så skal gebærde sig ude på arbejdsmarkedet. Men først og fremmest gælder det selvfølgelig, at det er den gruppe, der har fået ret til at være i Danmark, og jeg går også ud fra, at det er dem, det drejer sig om.

Men som udgangspunkt synes vi, at der er en hel del i det her, som vi mener at der – i hvert fald fra regeringens side og fra beskæftigelsesministerens side – skal laves en indsats over for kommunerne om, så de får forståelse for, at der altså her er en del, som de allerede kan gøre nu. Jeg tror også, at det er noget af det, som ministeren allerede har sendt ud til kommunerne, altså det med at få kommunerne til at gøre den indsats, de skal.

Vi kan så ikke se noget om finansieringen. Det er noget uklart, hvad den her indsats vil koste, men det var måske noget, vi kunne få at vide senere. Men da vi mener, at der er mange af de her ting, der foregår i forvejen, kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er spørgsmål fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil starte med at sige tak til hr. Bent Bøgsted for en nuanceret tilgang til det. Der er nogle ting, som man øjensynlig kan støtte i Dansk Folkeparti, og så er der andre ting, man er kritisk over for. Det synes jeg er en rigtig okay måde at gå ind i debatten på, men jeg vil gerne høre, om hr. Bent Bøgsted kunne være lidt mere præcis i spørgsmålet om, hvilke ting Dansk Folkeparti eventuelt kan støtte.

Vi må jo sige til hinanden, at det ikke nytter noget, at man bare råber til forskellige indvandrergrupper om, at de skal tilpasse sig, at de skal ud på arbejdspladserne og gøre det ene og det andet, for vi må bare konstatere, at den virkelighed, vi er i, viser sig at være enorm vanskelig, for de her kvinder er ikke på arbejdsmarkedet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Bent Bøgsteds holdning til det forsøg, vi prøver at lave, om en afvejning af ret og pligt. Det er et forsøg på at trække kvinderne ud på arbejdsmarkedet dels gennem positive incitamenter, dels gennem et enkelt puf i ryggen med et uddannelsespålæg. Det er jo ikke alle, der kommer ud på arbejdsmarkedet, bare fordi vi gerne vil have det.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det ikke er alle, der kommer derud, bare fordi vi gerne vil have det. En del af den tilgang, vi har til det, er, at inden de skal ud og prøve at få fodfæste på arbejdsmarkedet, skal de have forståelse for, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. Det kan ikke nytte noget at sige, at nu skal de ud på arbejdsmarkedet, og så kommer de i praktik i f.eks. Bilka, hvor det måske kun en tredjedel eller en tiendedel, der bliver der, mens de andre forsvinder, fordi de ikke har forstået, hvad de bliver sendt ud i. Det kan også være andre steder, de bliver sendt ud til. Nu nævnte jeg bare lige Bilka, men det kunne også være danske supermarkeder generelt, og det kunne være alle mulige andre steder, som de bliver sendt ud til.

De skal have en forståelse for den rolle, de har, nemlig at de skal ud på arbejdsmarkedet og lære at tilpasse sig det arbejdsmarked, som vi har, og lade være med at stille særkrav. Et af de væsentligste punkter for Dansk Folkeparti er: Glem alt om særkrav. De skal lære, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. De skal indrette sig efter arbejdsmarkedet; det er ikke arbejdsmarkedet, der skal indrette sig efter dem.

Spørgeren.

Jeg må jo sige, at jeg langt hen ad vejen er enig med hr. Bent Bøgsted. Sådan fungerer vores arbejdspladser, og sådan skal de fungere. Det vil jeg faktisk gerne sådan generelt give hr. Bent Bøgsted ret i. Derfor ligger det jo også i SF's forslag, at man støtter kvindernes introduktion til arbejdsmarkedet. Det ligger bl.a. i et af vores forslag, at de skal introduceres til og få forklaringer på, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. Det er et af punkterne. Et andet punkt er, at man får en mentor, sådan at man er sikker på, at man nærmest håndholdt får forklaret, hvad det vil sige at komme ind på en dansk arbejdsplads.

Ordføreren.

Så vidt jeg ved, har kommunerne mulighed for at stille en mentor til rådighed, hvis der er en, der har nogle problemer på arbejdsmarkedet. Det mener jeg faktisk at de allerede har mulighed for i dag. Og så vil jeg sige til det om et uddannelsespålæg, at når vi snakker om et uddannelsespålæg, er det, fordi man kan tage en uddannelse og bagefter få et job på grund af den uddannelse. Jeg mener ikke, at det er nok at sige, at man skal lære dansk som et uddannelsespålæg. Det er noget, man skal starte med. Et uddannelsespålæg mener jeg skal målrettes til, at man kan tage en uddannelse, som man kan bruge i et erhverv.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste er hr. Klaus Markussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. I bemærkningerne til det beslutningsforslag, som vi i dag behandler, skriver SF, at vi skal hjælpe de kvinder, der af deres mænd ikke får lov til at arbejde. Det tror jeg sådan set ikke der er nogen der er eller kan være uenig i, og det er heller ikke det, jeg har hørt nogen af de forrige ordførere udtrykke. Selvfølgelig skal vi hjælpe indvandrerkvinder, der ikke har mulighed for at blive en del af det danske arbejdsmarked, fordi deres mænd på forskellig vis beordrer dem til at gå derhjemme. Den sociale kontrol, der begrænser disse kvinder, skal vi selvfølgelig gøre op med.

Men er det her beslutningsforslag fra SF så den måde, vi bedst giver indvandrerkvinder mulighed for at blive en del af det danske arbejdsmarked på? Det tror jeg ikke, for jeg mener, at store dele af beslutningsforslaget allerede er til stede i den eksisterende lovgivning.

Lad os bare tage et nyligt eksempel, som ministeren også fremhævede: Odense Kommune gik sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer efter i sømmene og konstaterede, at ni ud af ti indvandrerkvinder rent faktisk kunne erklæres jobparate. Det siger måske noget om, at vi som samfund, som system, har kørt lidt efter automatpilot. Jeg noterer mig, at ministeren har sendt brev til alle landets 98 kommuner med henvisning til Odense Kommune. Kommunerne kan sagtens lære af hinanden, og vi må fastholde, at vi har gode aktiviteter med jobperspektiver, som vi blot skal blive bedre til at igangsætte.

Hvad angår opkvalificeringskurser for kontanthjælpsmodtagere som en del af beskæftigelsesindsatsen, må jeg bare konstatere, at det allerede er en mulighed for kommunerne, hvis de vurderer, at det er det rigtige for den enkelte borger på vej mod beskæftigelse.

Så er der den del af forslaget, der handler om uddannelsespålæg. Kontanthjælpsmodtagere skal kunne pålægges et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp, lyder det fra SF. Men det mener Venstre ikke er den rigtige vej at gå. Indsatsen bør være rettet mod virksomhederne. Vi ved, at det er her, der kommer skub i integrationen, og det har vi brug for.

Så må vi også sige, at i den situation, vi står i lige nu, mener Venstre, at det, der er brug for, er, at indvandrerkvinder, i øvrigt ligesom alle andre, kommer ud på arbejdsmarkedet. Der skal arbejdes for kontanthjælpen. Det var bl.a. derfor, at vi i sin tid indførte nyttejobs, som har vist sig at være en stor succes. Bare i Horsens Kommune, forstår jeg, er det hver tredje, der har været i gang med et nyttejob, der er blevet selvforsørgende. Så indførte den tidligere Venstreregering jo 225-timersreglen, som netop tager udgangspunkt i, at man skal arbejde for kontanthjælpen og dermed få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Det handler jo om, at vi gør det attraktivt at tage et arbejde.

Et uddannelsespålæg målrettet indvandrerkvinder ender med at blive en bjørnetjeneste. Det er ikke det samme som at påstå, at jeg ikke anerkender, at der kan være en stærk social kontrol, der gør, at beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrerkvinder er lav. Med de initiativer, som jeg allerede har nævnt, kommer vi et stykke ad vejen med at bryde den kontrol.

Derudover synes jeg også, at det er værd at nævne den nationale handlingsplan om bekæmpelse af social kontrol, som blev lavet i oktober 2016. Den indeholder nemlig en række initiativer, der netop skal medvirke til at bekæmpe negativ social kontrol. Her er der bl.a. etableret rådgivningstilbud til kommunerne om forebyggelse og håndtering af sager om negativ social kontrol. På den måde sikrer vi, at kommunerne handler rettidigt og konsekvent, ligesom det skal bidrage til, at kommunale medarbejdere i større omfang handler i sager, hvor der kan være misforståede hensyn til fremmede kulturer og normer.

Alt i alt finder Venstre ikke, det her beslutningsforslag er det rette middel til at sikre ligestilling for indvandrerkvinderne. Vi er fuldt ud enige i intentionerne. Vi skal selvfølgelig sikre, at indvandrerkvinder kommer ud på arbejdsmarkedet og ikke beordres til at være hjemme af deres mænd. Men på baggrund af de ting, jeg har fremhævet her, kan Venstre ikke bakke op om SF's beslutningsforslag.

Og så skal jeg bare hilse fra hr. Rasmus Jarlov og sige, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, SF.

Jeg synes, at vi igen oplever Venstre, her repræsenteret ved hr. Klaus Markussen, stå i en position, hvor man sådan ærgrer sig over virkeligheden. Man konstaterer, at der er nogle meget triste tal for beskæftigelsen for en række kvinder fra nogle bestemte lande, også kvinder med minoritetsbaggrund. Man ærgrer sig over, at det er, som det er, og så tror man, det hjælper noget at råbe efter dem. Man tror, det hjælper noget bare at gøre livet surt for dem ved at lave et kontanthjælpsloft.

Men hvis man virkelig ville noget, kunne man så ikke se det her beslutningsforslag som et forsøg på at finde en balance mellem ret og pligt? Altså, man kan jo sige: Hvorfor er det også sådan? Det er også for dårligt, de skal have en mentor, og hvorfor får de ikke bare det i dag?

Men hvis vi nu kan konstatere, at det faktisk ikke sker – det gør det jo tydeligvis ikke – kunne det her så ikke være et bidrag til både at række hånden frem i tre af forslagene, som kunne trække kvinder ind, og til samtidig at komme med et økonomisk incitament, der rent faktisk ville kunne virke i den her konkrete situation og bringe flere kvinder ud på arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Tak. Jeg håber også, at indtrykket er, at vi synes, at forslaget er sympatisk, og at intentionerne i forslaget er sympatiske. Lad mig sige, som vi også var inde på i den forrige debat, at vi har fire konkrete ting, som i hvert fald trækker i den rigtige retning. Hr. Karsten Hønge nævner selv kontanthjælpsloftet, og jeg vil tilføje 225-timersreglen, altså at man gør det attraktivt at tage et arbejde. Dertil kommer konkrete indsatser, for at det ikke skal være muligt at gå rundt på kontanthjælp i årevis uden en jobrettet indsats. Derudover har vi fokus på, at der kommer tiltag i kommunerne, som belyser, hvad man gør andre steder – der, hvor man selv gør det godt – altså benchmarking, at kommunerne lærer af hinanden. Det skal bære tingene fremad.

Så er der endelig det væsentlige initiativ, der handler om at afbureaukratisere og forenkle hele beskæftigelsesindsatsen for de mange medarbejdere rundtomkring i kommunerne, som arbejder med det her. Det vil også bære tingene i den rigtige retning i forhold til indvandrerkvindernes situation. Og de initiativer synes vi vi har brug for at se virke.

Spørgeren.

Jeg synes, det er forunderligt, at hr. Klaus Markussen siger, at der vil økonomiske incitamenter virke, hvor jeg netop kan se, at de ikke nødvendigvis virker, fordi man bare lægger et stort generelt socialt pres på en masse mennesker uden at anvise dem veje ud af det. Man tror, at bare ved at man presser folk og trykker folk ned, vil de forsøge på at flygte væk fra det, men de kan ikke nødvendigvis gøre det. Det her forslag går ud på, at man lægger et økonomisk pres på, samtidig med at man konkret og præcist anviser, hvordan de kommer væk fra det pres, ved at de får en uddannelse.

Ordføreren.

Jeg synes, at indsatsen fra regeringens side er den helt rigtige, nemlig at der er rigtig stor fokus på at fjerne bureaukratiet og på regelforenkling. Vi skal lære af hinanden, vi skal inspirere hinanden i landets kommuner. Dertil kommer jo også jobpræmien, som blev vedtaget i sidste måned, og som er et yderligere incitament i retning af, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er den vej, vi skal gå, nemlig den virksomhedsrettede vej, for at sikre, at den her integration fungerer.

Den næste spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. I Alternativet medgiver vi, at en virksomhedsrettet indsats er en rigtig, rigtig god indsats for at få ledige i arbejde, også de ledige, vi taler om her. Men jeg tænker, at det lyder, som om ministeren nærmest siger, at det er det eneste saliggørende. Vi medgiver, at hvis der er en virksomhedsrettet indsats med et job for enden og en virksomhed, der er bevidst om de udfordringer, som f.eks. en med ikkevestlig baggrund har, kan det være en supergod indsats. Det kan være afgørende for den person at komme ind i det forløb og få sig et job, så det anerkender vi.

Men tror ordføreren ikke, der kunne være situationer, hvor en uddannelsesmæssig indsats før det, en læringsmæssig indsats eller en forberedende indsats kunne sikre, at endnu flere, som er meget uforberedt på det danske arbejdsmarked, måske også fik en chance for at komme med?

Ordføreren.

Det, jeg hører, er sådan set heller ikke et enten-eller. Det, jeg hører, er, at man starter med en virksomhedsrettet indsats, men at den ikke nødvendigvis står alene, og at der støttes op med andre supplerende initiativer. Men udgangspunktet må være, at vejen til varig beskæftigelse, reel beskæftigelse, bedst opnås, ved at man tager udgangspunkt i og har fokus på den virksomhedsrettede indsats.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen. Værsgo til Enhedslistens ordfører.

Mange tak. Tak til SF for at fremsætte det her forslag, som giver anledning til en debat med en hel del mere substans, end vi nåede frem til under det tidligere punkt på dagsordenen. Det er en vigtig diskussion. Det er vigtigt at anerkende, at her er en udfordring, og der er også nogle rigtig gode hensigter i det her forslag.

Hvis man kigger på bemærkningerne, ser man, at der er nævnt en række konkrete initiativer, man kunne tage: særlige forløb målrettet indvandrerkvinder for at tegne et andet billede af deres rolle i hjemmet og på arbejdsmarkedet; opkvalificering af sagsbehandlerne, så de bedre kan forstå mekanismerne og kulturen i sådanne familier og dermed også bliver bedre til at hjælpe kvinderne i retning af arbejdsmarkedet; tilknytning af en mentor allerede ved det første praktikforløb; og hjælp til at få en egen bankkonto og et kursus i økonomi. Det punkt opfatter jeg ikke som et pålæg, et diktat, men som en hjælp til at få et mere selvstændigt økonomisk råderum. Det er et glimrende forslag.

Hvis vi går videre til den anden halvdel, ser vi, at der også er gode forslag. Enhedslisten er helt enig i, at danskundervisning, undervisning i samfundsforhold, demokrati og ligestilling og almene skolekundskaber skal stå i centrum. Det er nemlig porten til arbejdsmarkedet og til videre uddannelse, og det bliver der efter Enhedslistens opfattelse gjort alt for lidt ud af i dag. Hvis de partier, der er enige om, at det her er en god idé – det er desværre ikke alle partier – måske kunne begynde at arbejde med det og forhåbentlig med et nyt flertal i Folketinget få øget indsatsen på det her område, ville det være rigtig godt.

På den bane er Enhedslisten langt mere enig med SF, end vi er med regeringen og de borgerlige partier, der faktisk i praksis afviser lige nøjagtig det helt rigtige tiltag. For den form for uddannelse, som nævnes her af SF – danskundervisning, almene skolekundskaber, samfundsforhold osv. – er jo det, der er porten til videre opkvalificering og dermed også porten til et varigt job på nogle gode løn- og arbejdsvilkår, så man kan forsørge sig selv.

Det, som regeringen og de borgerlige partier siger her, er faktisk, at det er meget, meget bedre at fastholde disse kvinder i nogle lavtlønsjob, ufaglærte job, og sådan set spænde ben for, at de kan få de kvalifikationer, der både vil give dem en stærkere stilling i hjemmet og en stærkere stilling på arbejdsmarkedet. Så ros til SF for at dyrke den vinkel. Det synes jeg er meget positivt.

Der, hvor kæden hopper af for Enhedslisten, er selvfølgelig, når vi taler uddannelsespålæg. Vi tror simpelt hen ikke på, at det kommer til at virke. Der ligger det i det, at man tager kontanthjælpen fra dem, hvis de ikke deltager i de undervisningsforløb, man stiller op. Det kan umiddelbart lyde vældig logisk og som ret og pligt og alt det der. Vi er bare bange for, at i de tilfælde, hvor man bruger det, risikerer man at gøre kvinden endnu mere afhængig af manden. For i de familier, hvor mandens dominans er så stærk, at han kan holde kvinden væk fra uddannelse, vil den trussel sandsynligvis ikke hjælpe. Og i de familier, hvor manden har forstået nødvendigheden af, at konen også bliver en del af det danske samfund, er det jo ikke nødvendigt med den trussel.

Så man opnår højst sandsynligt det modsatte resultat: Kvinden bliver endnu mere afhængig, fordi hun ikke selv modtager kontanthjælp; familien bliver endnu fattigere, hvilket går ud over børnene, medmindre familien finder nogle løsninger på det økonomiske spørgsmål, som vi slet ikke ønsker at sætte ord på her i Folketinget.

Så vidt jeg ved, er der heller ikke nogen evidens for, at den her metode skulle virke. Jo, måske kan man tvinge nogle flere til at sætte sig på skolebænken, men hvis de ikke har forstået nødvendigheden af det, hvis de bare gør det af frygt for at miste nogle penge og måske oven i købet får endnu flere problemer på hjemmefronten, fordi de deltager i undervisningen, så hjælper det jo ikke i det lange løb.

Derfor må man bare sige, at det der quickfix for at få de her kvinder ud på arbejdsmarkedet, som det her nok bygger lidt på, ikke findes. Det eneste langtidsholdbare er det seje socialpolitiske træk. Det er redskaber som dem, forslagsstillerne præsenterer i første halvdel. En del af den socialpolitiske indsats skal også være en målrettet indsats for at overbevise mændene om – jeg savner lidt, at man adresserer mændene i den her diskussion – at deres kones deltagelse i det danske samfund er til gavn for hele familien.

Så vi skal have oprustet denne massive socialpolitiske indsats. Det er der, vi skal begynde. Der skal skrues op for den, i stedet for at der skrues ned for familiernes forsørgelsesgrundlag. Det er såmænd skrøbeligt nok i forvejen med integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225-timersregel.

Det var lige på minuttet – fornemt! Så er der et spørgsmål fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Det må være en helt grundlæggende misforståelse fra hr. Finn Sørensens side, hvis han nogen steder i det her kan få indtryk af, at der er tale om et quickfix. Det er der overhovedet ikke. SF er meget bevidste om, at skal vi rykke ved det og få trukket især kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ind på arbejdsmarkedet, er der mange forskellige værktøjer, der skal bruges, og det er ikke noget, der sker hen over en weekend. Det er vi meget bevidste om.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge hr. Finn Sørensen, om man ikke i Enhedslisten gennem dialoger med kvinder med etnisk minoritetsbaggrund er stødt på de her forslag. For jeg vil sige, at for SF er det her kommet til verden gennem mange dialoger med mange forskellige kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, og langt de fleste har peget på, at det skal være et afbalanceret forslag, der både er noget, der rækker ind i arbejdsmarkedet, og noget, der skubber ind. Alle er stort set enige om, at det her vil betyde noget, når man sidder i familierne og overvejer økonomien, for man har jo et valg. Det er det, der er forskellen mellem det her og alt muligt andet, hvor man lægger et økonomisk pres på grupper i befolkningen – her får man anvist en vej ud af det pres.

Ordføreren.

Ja, det skal jeg ikke benægte, og vi har også hørt, at det synspunkt findes, også i indvandrerkredse, nemlig at det nok ville være godt med sådan et pålæg. Og i den bedste af alle verdener var det måske også værd at diskutere. Men en ting, der nok spiller en rolle for Enhedslisten i det her, er jo også, at vi simpelt hen ikke har tillid til, at det pålæg vil blive anvendt på en måde, så det rent faktisk hjælper til at understøtte den hensigt – den udmærkede hensigt – der er med det.

Det er ikke det afgørende, for det afgørende er, at vi ikke tror på det, og derfor var vi jo heller ikke med i kontanthjælpsreformen. Det var i hvert fald en af grundene til, at vi ikke var med i den, og at vi heller ikke støttede det, dengang Poul Nyrup i sin tid indførte det her uddannelsespålæg. Vi tror bare ikke på det, og vi har heller ikke endnu set – for der findes jo redskaber af den art i lovgivningen i forvejen, bare over for andre grupper – at det rent faktisk skulle hjælpe noget i forhold til den hensigt, man har. Det har vi endnu til gode at se.

Spørgeren.

Det er jeg helt oprigtigt overrasket over at hr. Finn Sørensen siger. Der er da netop belæg for, at uddannelsespålæg for unge under 30 år virker. Forskellen er jo netop den, at nogle tror på, at bare man lægger et massivt økonomisk pres sådan generelt, skal det nok føre til et eller andet, mens det her går ud på, at man lægger et økonomisk pres, ja, men samtidig meget konkret og helt præcist anviser, hvordan folk kommer ud af det, og tilbyder arbejde, uddannelse og på den måde jo gør to ting på samme tid. Og derfor er det en del af det her forslag, at det er socialrådgiverne, der vurderer, i hvilke situationer det kan benyttes. Det her er jo en chance for kvinder for at få mere frihed, og det er en mulighed for samfundet for at få flere folk ind på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er der eksempler på og tal, som viser, at det uddannelsespålæg, man indførte i den seneste kontanthjælpsreform, fører til, at flere bliver tilmeldt en uddannelse, men som jeg også sagde i min ordførertale, er det jo ikke det samme, som at det virker, forstået på den måde, at så gennemfører de også en uddannelse, og at det er en uddannelse, som de rent faktisk kan bruge til noget. Tværtimod vil almindelig sund fornuft jo nok sige os, at hvis man er tvunget til at gå i gang med lige nøjagtig sådan noget som uddannelse, har man måske ikke forstået nødvendigheden af det. Og det har jo så også skabt problemer andre steder, på erhvervsskolerne, men det har ikke nødvendigvis noget med det her forslag at gøre.

Men jeg savner stadig væk at se, at den form for økonomisk incitament, eller hvad vi nu skal kalde det, skulle være et godt redskab at udstyre jobcentrene med. Der har jeg nok en bekymring for, at det vil blive brugt ligesom alle de andre ekstra redskaber, jobcentrene har på den bane.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg tror ikke, der er nogen, der er uenige i, at det er en enorm vigtig opgave at få de mange indvandrerkvinder, som i dag er på offentlig forsørgelse, ud på arbejdsmarkedet. Det er for den enkelte kvinde og for samfundet en rigtig god idé. Ikkevestlige indvandrere er massivt overrepræsenteret i ledighedsstatistikkerne, og det er de, fordi vi gennem en fejlslagen integrationspolitik har fastholdt dem i ledighed. Derfor er det også dejligt, at det lader til, at SF endelig har fået øjnene op for problemets omfang.

Det kan dog godt undre mig, at SF igen og igen har stemt imod forslag, som tilskynder den her gruppe til at komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet, når man nu pludselig er så optaget af udfordringen.

De forslag, SF kommer med i beslutningsforslaget, er tiltag, som kommunerne allerede i dag kan gøre brug af. Det eneste nye i SF's forslag er, at indvandrerkvinder skal have et uddannelsespålæg. Og det fortæller mig bare, at SF vil fortsætte med at svigte de kvinder og fortsætte den fejlslagne integrationspolitik ved at placere indvandrere i et undervisningslokale sammen med en masse andre indvandrere og så håbe på, at de på magisk vis får et arbejde. Det er ikke det, der er brug for.

Det, der er brug for, er, at vi stiller krav til de her kvinder, og at de hurtigst muligt kommer i arbejde, for det er på arbejdspladsen, at den bedste integration foregår. Det er gennem det daglige møde med stærke, selvstændige danske kvinder, at de ikkevestlige indvandrere bliver motiveret til at ændre deres tilværelse og får et netværk uden for de snævre kredse, som de normalt befinder sig i.

Regeringen har igangsat en række initiativer med det mål netop at stille krav til indvandrerkvinder, som er langt fra arbejdsmarkedet. Kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen er alle sammen tiltag, som går i den rigtige retning. Det er tiltag, som øger tilskyndelsen til at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet, men som gør det ved at stille krav. Det er den vej, vi skal gå, frem for den vej, som SF ønsker, hvor man pådutter kvinderne uddannelse frem for at lade dem komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Det var forholdsvis stærk kost at få at vide, at det her forslag ligefrem svigter kvinderne, når vi nu gennem fire forslag entydigt forsøger at finde løsninger på, hvordan man får flere kvinder ind på arbejdsmarkedet. Men jeg kan forstå, at fru Laura Lindahl stadig indtager den rolle bare at stå og råbe efter indvandrergrupperne. Man råber efter kvinderne: I skal bare ud på arbejdsmarkedet, så hvorfor gør I det ikke? Man siger, at de burde være der, og at det også er for dårligt, og at det er gennem det daglige møde med stærke kvinder på jobbet, at de kan blive selvstændige.

Det har jeg sådan set svært ved at være uenig i, men hele pointen er, hvordan vi får de her kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ind på arbejdsmarkedet. De kommer ikke ind, bare ved at man råber efter dem, og hvis de mangler helt basale danskkundskaber, kunne et uddannelsespålæg måske være det, der både kunne bibringe kvinder i den situation frihed i deres liv og gøre, at de kunne bidrage til arbejdsmarkedet. For det, som fru Laura Lindahl bliver nødt til forholde sig til, er jo, at tallene ikke rigtigt flytter sig i forhold til at få de her kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i job.

Ordføreren.

Jeg er en lille smule tvivl om, hvad det konkrete spørgsmål var, men jeg kan sådan set bare gentage det, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at vi er interesseret i at stille krav til de her kvinder. Vi mener, at vejen til et arbejde går gennem at stille krav, hvorimod det, som SF nu vil, er at tvinge dem over i nogle undervisningslokaler, hvor de så kan sidde sammen med andre ligestillede og lære et sprog, og så tror man, at når de en dag har lært det sprog, så kommer de ud og får et arbejde.

Det er jo lige præcis den tilgang, vi er i gang med at gøre op med. Vi kan godt se, at man ikke først skal lære et sprog for at komme ud at få et arbejde. Man skal ud at have et arbejde, og så skal man lære sproget imens. Derfor fortsætter man med at svigte kvinderne, hvis man gør det, som SF foreslår. Man skal lige præcis gøre det, som regeringen er startet på.

Spørgeren.

Det er simpelt hen ikke en fair måde at diskutere på. Man kan selvfølgelig så sige, at vi bare skal stoppe diskussionen, for vi bliver ikke klogere af den. Altså, hvis ordføreren ikke er i stand til at gå ind og forholde sig bare en anelse nuanceret til de her forslag, så bidrager det selvfølgelig ikke særlig meget.

Men pointen er sådan set bare, at det ikke kun handler om, at uddannelse skulle være svaret. Det handler om at se på en pakke, hvor vi virkelig forsøger på både at trække og skubbe de her kvinder ind. For når vi ser på det i dag, kan vi se, at tallene stadig væk er dramatisk dårlige, og i stedet for at sige, at svaret for så vidt bare er at fortsætte med at lægge et generelt økonomisk pres på alle mulige mennesker, som ikke kan flytte sig, så kunne man dog se det her som et forsøg på at gøre noget helt konkret og noget helt præcist. Man kan lære at tale dansk i forbindelse med sprogpraktik og på alle mulige andre måder, men det at få de her kvinder frigjort fra nogle af de mønstre, de sidder fast i, synes jeg da faktisk godt at LA kunne støtte.

Ordføreren.

Jamen som tidligere nævnt i den debat, vi har haft i dag, har Liberal Alliance i samarbejde med Lejerbo i Mjølnerparken jo været ude at foreslå, at man skulle fratage alle beboere i Mjølnerparken kontanthjælpen, og der siger Lejerbo, som også er rigtig tæt på de her kvinder, at lige præcis den del ville gøre, at de kunne tage en meget tættere kontakt til dem. De ville kunne tilbyde de her kvinder småjobs, som de kunne varetage, i takt med at de kunne vokse og lære at være på arbejdsmarkedet. For der er altså tale om kvinder, som måske har været væk fra arbejdsmarkedet i 25-30 år. Det er ikke gjort med bare at sende dem ind i et undervisningslokale og så tro, at de er klar til at gå ud og arbejde 37 timer. Det er en meget, meget lang proces, vi skal starte på.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Alternativet ønsker, at kvinder med ikkevestlig baggrund skal ind i arbejdsfællesskabet, hvis de på nogen måde kan. De skal i uddannelse og arbejde, hvis de på nogen måde kan, ligesom alle andre ledige. Den ambition deler vi med de fleste partier i Folketinget. Vi synes, at der i det her beslutningsforslag fra SF er flere gode forslag til at få kvinder med ikkevestlig baggrund ind på arbejdsmarkedet. Og vi er også enige i, at man skal give de mennesker en uddannelsesmulighed, som det her forslag indebærer.

Jeg synes, at ministeren i sin tale måske fokuserede vel meget på virksomhedspraktik. Jeg medgiver, at en rigtigt anvendt virksomhedspraktik på en god virksomhed med et job for enden af tunnelen er en super god måde at få mennesker ind på arbejdsmarkedet på. Men jeg synes, at det bliver sådan lidt virksomhedspraktikromantik, hvis man siger, at det er den eneste måde. Altså, danskere og indvandrere og flygtninge har i mange tilfælde glæde af lidt uddannelse, lidt skoling, lidt læring. Det kan bygge en bro, og jeg tror, at hvis vi udelukker den mulighed, udelukker vi desværre også nogle fra at komme ind på arbejdsmarkedet.

Jeg arbejdede selv i 2008 sammen med ISS, hvor vi kvalificerede somaliske indvandrere til at komme ind på arbejdsmarkedet, somaliske flygtninge. Det, som ISS sagde til os – og til kommunen eller andre aktører – var: Giv dem nogle personlige og sociale færdigheder, som de mangler for at forstå den danske arbejdskultur. Lær dem, hvad man taler om i en frokostpause, og hvad man ikke taler om i en frokostpause. Lær dem, hvordan man hilser på en arbejdsplads. Lær dem, hvordan man løser konflikter på en arbejdsplads. Det sagde ISS. Og det gjorde man i kommunen og blandt andre aktører.

Så sagde ISS: Så skal vi nok lære dem resten. Så skal vi nok lære dem noget om rengøring, om catering, om ejendomsservice og lidt arbejdspladsdansk. Men den der bro, der faktisk var uddannelsesmæssig, var ret afgørende for de her projekter. Det her var som sagt i 2008, og det gik rigtig fint. I 2010 stoppede det. Der gik det nedad. Da forsvandt højkonjunkturen og blev afløst af krise, og alle indvandrerne og flygtningene røg tilbage i arbejdsløshed.

Så vi er såmænd meget enige i, at man skal give folk en uddannelsesmulighed, en skolingsmulighed. Det, som vi ikke er enige i, er, at der skal skæres ned på deres kontanthjælp, hvis de ikke lever op til uddannelseskravet. Altså, når tvang bliver nødvendigt, er det, fordi vi ikke længere har de rigtige tilbud. Vi tror, vi kan få flere i arbejde og flere ind i fællesskabet ved at skrue ned for tvang, kontrol, administration og skrue op for andre mekanismer, der virker bedre.

Det kan være opsøgende arbejde direkte henvendt til de familier, hvor man oplever social kontrol. Det kan være en socialarbejder, der banker på døren, kommer ind, spiser med og får lov til at snakke med familien om drømme og muligheder og familiens børn og dansk arbejdsliv – og i det hele taget: Hvordan kommer vi videre?

Det kan være ordninger som bydelsmødre, hvor stærke indvandrerkvinder, som selv er kommet ud af den sociale kontrol og kommet ind på arbejdsmarkedet, bliver tilknyttet som mentor for nogle af de kvinder, som har problemer med selv at kunne komme den vej. Det kan være iværksætterprojekter som Somali Food i Aarhus V, hvor en fremskudt kommunal medarbejder har engageret ti somaliske kvinder i at lave et cateringselskab.

Det kan være kortlægning og validering af de her kvinders kompetencer. Det kan f.eks. være, at nogle af dem har mange børn og er vant til at lave meget mad. Jamen det er jo færdigheder, som kan bruges i det danske samfund. Det kan være, at det er en hel familie, der bor sammen, mange børn og bedsteforældre. Jamen det er jo plejefærdigheder, som de mennesker slet ikke ved de besidder i en grad, der er meget, meget aktuel i forhold til at få arbejde. Så mange af de mennesker besidder faktisk nogle færdigheder, som de ikke drømmer om der er så meget brug for på de danske arbejdspladser. Det kunne også være godt at få det kortlagt.

I det hele taget synes jeg også, vi skal se på projekter, der virker, i stedet for at begynde at tvinge folk. Tag f.eks. det projekt, som Helle Øbo, der er direktør i AskovFonden i dag, lavede med 21 af de mest udsatte familier i Vollsmose. Hun havde 2 år med de her familier. Hun bankede på deres dør, kom ind og talte med dem. Der var ikke én eneste, der sagde nej. Hun var inde at snakke med dem og deres børn om drømme og muligheder og arbejde. Hos nogle krævede det tre besøg, hos andre krævede det ti besøg. I 18 ud af de 21 familier endte nogle af deres børn med at komme i uddannelse eller arbejde.

Det er jo klart, at der hos de familier lå bunker af breve fra kommunen i entreen, og de blev bare grovere og grovere. De blev ikke engang åbnet længere. Kommunen var fjenden. Det var dem, man havde lært at sygemelde sig i forhold til, når de kom på besøg.

Bare lige for at slutte af: Hvis det er sådan, at nogle skulle være nysgerrige på det projekt og de resultater, der blev skabt der, så er der en rapport, der hedder »Netværksopbygning – Ingen er håbløs«, og den er udgivet af Ungdommens Vel.

Så i Alternativet vil vi gerne supplere med andre metoder end sanktioner. Og det er kun af én eneste grund, nemlig at vi tror, at det får flere ind i fællesskabet, ikke mindst i arbejdsfællesskabet. Derfor er vi enige i intentionerne i det her beslutningsforslag, men vi støtter ikke metoden.

Det affødte et spørgsmål fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Allerførst tak for en meget sådan konstruktiv og nuanceret tilgang til det. Jeg synes også, vi fik nogle gode input og bidrag fra Alternativet, i forhold til hvordan man ser på den her udfordring. Så tak for det.

Der var jo præcis en ting, som hr. Torsten Gejl mente at man slet ikke kunne gå ind i – det var nemlig det med sanktioner. Nu står jeg her med en kronik skrevet af Alternativets egen folketingskandidat i København, Henrik Marstal, hvor han skriver:

»Alle etniske minoritetskvinder skal, hvis ikke de er syge, pålægges et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp og dermed bidrage til husstandens fællesøkonomi. En sådan lov vil betyde, at disse kvinder får bedre mulighed for at kunne leve et økonomisk mere uafhængigt liv uden som nu at skulle gå tiggergang hos deres mænd.«

Hvad hr. Torsten Gejls kommentar til det?

Ordføreren.

Den er, at det er mig, der bestemmer i den her sag. Det er mig, der er beskæftigelsesordfører for Alternativet. Henrik Marstal er folketingskandidat for Alternativet, og han må gerne lufte den type meninger. Men det er det, som jeg siger, der gælder, og det er, at vi ikke vil sanktionere ved at tage kontanthjælp fra nogen som helst.

Spørgeren.

Jo, jo, jeg er med på, at det er Torsten Gejls ord, der er lov. Men nu tænker jeg bare, at lige så vel som at hr. Torsten Gejl var meget fint i stand til at forholde sig nuanceret og konstruktivt til SF's udspil, kunne hr. Torsten Gejl måske også forholde sig nuanceret og konstruktivt til folketingskandidat for Alternativet i København Henrik Marstals udtalelser.

Ordføreren.

Nej, egentlig ikke. Altså, nu er mit ord jo ikke lov i den her sal – det håber jeg, at det bliver en dag – men nej, vi går ikke på kompromis med det. Vi går ind for kontanthjælp uden modkrav. Vi tror, at vi kan få flere i arbejde ved at flytte penge og midler fra kontrol og tvang og administration over i en aktiv, stærk indsats, der støtter den ledige i at komme i arbejde enten via uddannelse eller via virksomhedspraktik, eller hvad der skal til.

Tak til ordføreren. Og den næste i rækken er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. I Radikale Venstre er vi generelt meget positivt indstillet over for forslaget her. Uddannelse er vejen til flere muligheder, og uddannelse er også for os et frihedsprojekt – uddannelse er vejen til frigørelse og frihed til at bestemme retningen for sit eget liv. Og uddannelse giver tillid til egne muligheder – det er jo en forudsætning for, at man også bliver i stand til at gribe dem.

Der er mange kvinder med anden etnisk baggrund, der har været i Danmark i årevis og ikke har fået de muligheder for at uddanne sig og udvikle egne kompetencer, bidrage med de ressourcer, de åbenlyst har, ligesom der er mange andre ledige kontanthjælpsmodtagere, der kunne få rigtig meget ud af at få uddannelse, måske lære noget nyt, få en anden uddannelse, sådan at det også bliver muligt at skifte spor og ikke hænge fast der, hvor man mistede arbejdet.

For jeg går ud fra, at forslaget her – selv om det er meget fokuseret på kvinder med anden etnisk baggrund – skal gælde alle kontanthjælpsmodtagere, som har behov for uddannelse, og som, selvfølgelig, er i stand til at gennemføre en uddannelse, hvis ikke de kan komme i arbejde. Og det må jo gælde, uanset om det er kvinder eller mænd, og uanset hvor de kommer fra. Sådan må det nødvendigvis være. Vi laver vel ikke lovgivning for en bestemt etnicitet eller et bestemt køn – det går jeg ikke ud fra.

Så ligesom for unge under 30 år bør et uddannelsespålæg til kontanthjælpsmodtagere over 30 år jo netop, hvis det skulle gælde, være med det mål at give flere muligheder for at kunne komme ind på arbejdsmarkedet og flytte sig videre og altså dermed også få flere muligheder. Og det kan som sagt selvfølgelig ikke alene gælde kvinder med en bestemt etnicitet. Det har jeg simpelt hen bare svært ved at forestille mig overhovedet er lovligt. Så det må naturligvis også gælde den ledige 3F'er, for hvem uddannelse kan være netop det, der skal til for at få flere muligheder for ny beskæftigelse.

Men jeg har nu også en del veneration for nogle af de synspunkter, som Alternativets ordfører lige fremførte. Jeg har også brugt rigtig meget tid sammen med bydelsmødrene, som gør et fremragende stykke arbejde. Hver gang jeg tager derfra, går jeg med et rungende ekko i mit hoved fra de her seje kvinder, der siger: Uddannelse er det vigtigste, vi kan give os selv. Og for mange af dem gælder dette ikke mindst også for deres børn.

Sidst jeg var ude at møde dem, var der en af de her kvinder, der gav mig et rigtig godt fif, en linje med på vejen, som jeg simpelt hen ikke kan glemme, og som også sidder fast i mit hoved. Hun var selv i gang med en tandlægeuddannelse og havde brugt nogle år på at sidde lidt fast i et ægteskab, der ikke var godt. Og det er jo noget af det, som bydelsmødrene bidrager med, altså at give kvinder tillid nok til at bryde ud af ting, der er fastholdende. Hun spurgte mig, om jeg vidste, hvad en kold tyrker var. Jeg svarede, at jeg nok troede, jeg havde en idé om, hvad det var. Og hun forklarede mig, at det er, når kvinder i deres grupper har fået tillid nok til at sige: Det er mig, der bestemmer, det er mig, der vil have uddannelse, det er mig, der former min egen retning. Det er, når de kan finde ud af at sige det over for dem, der omgiver dem, og som ikke nødvendigvis – om det så er fra kommunens side eller i hjemmet – er optaget af, hvad det er, der giver kvinder selvbestemmelse.

En anden oplevelse havde jeg for en del måneder siden med en bydelsmor i Albertslund, som efter mange år i samtale med kommunen i kontanthjælpssystemet havde været i forskellige uddannelser og ikke rigtig var lykkedes med noget, men hun holdt fast i at ville lykkes. Hun fik taget sin uddannelse og fungerer i dag fuldstændig selvstændigt netop derved. Det var, fordi der var en dygtig sagsbehandler, der holdt fast og sagde: Vi skal nok finde det, der passer til dig, og som kan gøre, at du kan flytte dig. Og det oplever jeg heldigvis også rigtig mange gode eksempler på.

Så der er ingen tvivl om, at uddannelse er vejen til flere muligheder – og det skal gælde for alle. Jeg går ud fra, at det er det, der er SF's intention her, selv om det ikke fremgår så tydeligt af beslutningsforslaget, hvordan det præcis skal udføres i praksis. Men intentionerne er vi i al fald også optaget af, altså at det er muligheder, vi giver til flere, og at ingen bliver ladt tilbage uden at kunne flytte sig, og også gerne, at vi ser, om vi kan udbrede de erfaringer, fordi succesen med et uddannelsespålæg for unge under 30 år – som også SF's ordfører sagde – netop er til at tage og føle på.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

Tak for en, synes jeg da, sådan nuanceret tilgang til vores forslag. Vi kunne heller ikke finde på at påstå, at vi med det her beslutningsforslag skulle være kommet ind i alle hjørner. Jeg kan sagtens forstå fru Sofie Carsten Nielsens spørgsmål om, hvorvidt vi nu er kommet rundt i alle hjørner, men det kan vi ikke i et beslutningsforslag. Jeg hørte det godt nok til sidst, men jeg vil bare lige være helt sikker: Støtter De Radikale ideen om et uddannelsespålæg, der følges op af sanktioner? Det er det ene.

Det andet er det her med, at jeg nogle gange synes – og det er en af forklaringerne på, hvorfor det er gået galt i vores diskussioner om integration – at tingene bliver mudret til og blandet sammen. Det er jo rigtigt, at når vi laver love, gælder det for alle, men hvad er det, fru Sofie Carsten Nielsen vil opnå ved at blande en 3F'er ind i det? Det er ikke, fordi det ikke skal gælde for en 3F'er, men vi prøver at rette fokus mod en særlig indsats for kvinder, der er underlagt social kontrol, som ikke engang har deres egen bankkonto, som ikke kan se nogen trædesten på vej ind på arbejdsmarkedet. Det er over for dem, vi ønsker at gøre en særlig indsats, for der er nogle dramatisk dårlige tal for en række grupper af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

Jeg synes, det er ærgerligt, at man nogle gange mudrer de der diskussioner til ved at sige, at det også gælder andre, at det også gælder 3F'eren, men den typiske 3F'er er jo ikke udsat for den her type social kontrol.

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen intention om at mudre noget som helst til. SF's beslutningsforslag handler om et uddannelsespålæg til kontanthjælpsmodtagere, og det er det, der ikke står så klart i beslutningsforslaget. Jeg synes, det er glimrende at sætte fokus på, at der her er en gruppe, som virkelig har behov for flere muligheder og også for frigørelse fra social kontrol og selvfølgelig en ret til egen bankkonto osv. Det er jo så bare ikke det, beslutningsforslaget her handler om. Så kunne vi have en debat om social kontrol og mulighederne der. Det har vi også indimellem, og det er også relevant. Men nu er det det konkrete forslag, jeg tager stilling til, og jeg synes blot, det er relevant at påpege, at det selvfølgelig skal gælde alle. For der er mange, der kunne have behov for flere uddannelsesmuligheder, mens de er på kontanthjælp.

Hr. Karsten Hønge, værsgo.

Beslutningsforslaget består af fire forskellige dele, men jeg vil lige nøjes med igen at spørge ind til, om det er sådan, at Det Radikale Venstre og SF når hinanden i ideen om at kombinere et uddannelsespålæg med en sanktion.

Værsgo til Sofie Carsten Nielsen.

Vi er jo fælles om at have vedtaget et uddannelsespålæg til unge under 30 år, og når man vedtager et pålæg, følges det selvfølgelig af en sanktion, hvis det ikke kan blive efterkommet. Så længe der er taget stilling til, at det her faktisk er noget, der er udviklingsmuligheder i, og som bidrager til, at det enkelte menneske får flere muligheder, og så længe det gælder alle, så det ikke er diskriminerende på baggrund af køn eller etnicitet, så er vi med.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til alle ordførerne og til ministeren for at have forholdt sig til det her beslutningsforslag fra SF. SF's beslutningsforslag er et bidrag til den kamp for frihed, frigørelse og selvstændighed, som mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund fører i ensomhed ude i familierne. Som integrationskonsulent Halime Oguz, der ovenikøbet har oplevet kampen på egen krop, har skrevet:

Det handler om »... at slå en kile ind i de patriarkalske strukturer, der hersker i mange af disse minoritetssamfund. Mine erfaringer siger mig desværre, at alt for mange mænd i de belastede boligområder påtager sig rollen som kvindernes værger. De regner ned til mindste 100-kroneseddel, om det bedst kan betale sig for kvinden at være på kontanthjælp eller tage et arbejde. Disse mænd har ingen interesse i, at deres kvinder får et mere sikkert fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi de så kunne tænkes at tilkæmpe sig en selvstændighed, hvorved de kunne frasige sig mandens dominans.«

SF's forslag handler om at række flere hænder ud mod kvinderne. Derfor har vi udarbejdet det i dialog med adskillige kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Med det her beslutningsforslag ønsker SF at række fire hænder ud for at støtte kvindernes kamp for frihed for at få kontrol over deres eget liv. Tre hænder handler om at trække med konkrete tilbud. Det handler om særlige forløb, der skal hjælpe kvinderne med at forstå deres rolle på arbejdsmarkedet; om, at kvinder, der aldrig har haft et arbejde, får en mentor; og et kursus til kvinder, så de lettere kan få adgang til f.eks. at få en egen bankkonto.

Den fjerde hånd giver et skub i ryggen ved at indføre et pålæg om at tage en uddannelse. Uddannelsespålægget skal ikke gælde alle, men kun de personer, som vurderes at have gavn af det. Uddannelsespålægget målrettes kontanthjælpsmodtagere, som har behov for uddannelse eller bedre danskkompetencer, hvis kommunen samtidig skønner, at det kan forbedre den enkeltes situation, styrke ligestillingen og bryde sprogbarrieren. En uddannelse styrker mulighederne for at få fodfæste, ikke bare på arbejdsmarkedet, men også i selve livet – også selv om det bare er en danskuddannelse 2.

SF er overbevist om, at de såkaldte økonomiske incitamenter virker. Derfor kan udsigten til, at kontanthjælpen forsvinder, være lige det puf, der gør, at hele familien beslutter, at det vil være en god idé, hvis mor kommer i gang med en uddannelse. Vi tror ikke på, at økonomiske incitamenter virker, hvis det bare handler om generelt at sætte ydelser ned uden at tilbyde muligheder samtidig. Det her forslag er efter vores opfattelse en præcis kombination af et økonomisk puf og et konkret tilbud om uddannelse.

Vi har også følt os inspireret af en kronik, som er skrevet af Özlem Cekic og Henrik Marstal, hvor de skriver:

»Hvis debatten skal kunne føre til resultater, er det oplagt at se nærmere på, hvordan kønsrelationerne udfolder sig i udpræget patriarkalsk anlagte etniske minoritetshjem. Her gælder det desværre nogle gange, at gifte kvinder og døtre bliver holdt nede af strukturer, der hindrer dem i at leve selvstændige liv ...«.

De fortsætter:

»Alle etniske minoritetskvinder skal, hvis ikke de er syge, pålægges et uddannelseskrav for at kunne modtage kontanthjælp og dermed bidrage til husstandens fællesøkonomi. En sådan lov vil betyde, at disse kvinder får bedre mulighed for at kunne leve et økonomisk mere uafhængigt liv uden som nu at skulle gå tiggergang hos deres mænd.«

SF synes, at vi skal række de her fire hænder ud til kvindernes kamp for frihed, men også som noget, der vil ende med at bidrage til samfundsøkonomien.

Tak til hr. Karsten Hønge som ordfører for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.