Forslagsstillerne bag B 42 ønsker, at det skal pålægges regeringen at sikre, at Udlændingestyrelsen eller anden egnet myndighed får hjemmel til at foretage et socialt tilsyn på asylcentre i henhold til serviceloven.
Lad mig indlede med at gentage, hvad jeg også sagde på samrådene henholdsvis den 1.
december og den 15.
december sidste år om det fremtidige tilsyn med asylcentrene, nemlig at set i lyset af den seneste tids debat vedrørende tilsynet på asylcentrene mener jeg, at det er meget vigtigt, at der udarbejdes et nyt koncept for det fremtidige tilsyn med landets asylcentre.
Udlændingestyrelsen er derfor i fuld gang med at revidere deres nuværende tilsynskoncept, herunder også i forhold til tilsynenes hyppighed og intensitet.
Styrelsens revision af tilsynskonceptet omfatter bl.a.
de almindelige opholdscentre samt børnecentre for uledsagede mindreårige asylansøgere.
I revisionen vil Udlændingestyrelsen bl.a.
inddrage de erfaringer, styrelsen har fra det skærpede tilsyn, som er gennemført med asylcentre drevet af Langeland Kommune.
I Udlændingestyrelsens arbejde med at revidere tilsynskonceptet indgår en overvejelse om, hvorvidt der i det fremtidige tilsynskoncept netop bør skelnes mellem tilsynet med de ordinære opholdscentre og tilsynet med børnecentre for uledsagede mindreårige.
I forhold til det nye fremtidige tilsynskoncept for børnecentrene ser Udlændingestyrelsen bl.a.
på muligheden for at inddrage socialtilsynet.
Socialtilsynet varetager i dag bl.a.
tilsyn med plejefamilier, anbringelsessteder samt botilbud for bl.a.
udsatte børn.
Derfor støtter jeg også langt hen ad vejen tankerne bag det beslutningsforslag, der ligger her i dag.
Som jeg også gjorde klart på samrådet i december måned, det var så den 15.
december, vil jeg, når Udlændingestyrelsens reviderede tilsynskoncepter foreligger, fremsende dem til udvalget, og jeg ser selvfølgelig frem til at modtage udvalgets kommentarer til dem.
Forslagsstillerne bag B 42 ønsker endvidere, at det pålægges regeringen at sikre, at servicelovens anvendelsesområde i forhold til asylbørn og børn med ulovligt ophold i Danmark samt grundlaget for at yde hjælp og iværksætte sociale foranstaltninger over for disse bliver præciseret, så der ikke opstår tvivl hos kommunerne, udlændingemyndighederne eller den enkelte om dennes retsstilling.
I henhold til denne del af beslutningsforslaget vil jeg gerne citere børne- og socialministeren, der har oplyst følgende, som jeg kan erklære mig fuldstændig enig i.
Og det et langt citat, vil jeg bare lige sige, så man skal lytte godt efter her.
Citat :
Som det fremgår af bemærkningerne til B 42, offentliggjorde Børne- og Socialministeriet sidste år en analyse om servicelovens anvendelsesområde og samspillet med udlændingelovens regler om Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt.
Analysen fastslår, hvad der er gældende ret, og gør således også en gang for alle op med de forskelligrettede udmeldinger, der har været på området.
Det er således klarlagt, både hvem der er omfattet af serviceloven, og hvordan samspillet mellem serviceloven og udlændingeloven er.
Det er også klarlagt, hvordan kommunerne skal agere i situationer, hvor asylansøgere eller udlændinge uden lovligt ophold har behov for sociale foranstaltninger.
Børne- og Socialministeriets brev til kommunerne beskriver, hvordan kommunerne skal forholde sig i forhold til udlændingemyndighederne og i forhold til den enkelte udlænding.
Jeg er derfor ikke enig med forslagsstillerne i, at der er behov for yderligere analyser, og jeg mener heller ikke, at der er grundlag for en ændring eller præcisering af serviceloven.
Når asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, kan kommunerne kun iværksætte sociale foranstaltninger i det omfang, som udlændingemyndighederne inden for asylsystemet ikke kan imødekomme eventuelle behov.
Det ligger helt fast.
Udlændingeloven har altså som særlov forrang for serviceloven, og hjælpen skal i første omgang ydes af udlændingemyndighederne.
Men både indkvarteringsoperatøren og Udlændingestyrelsen kan bede kommunerne om at foretage en faglig vurdering, hvis man finder, at der er behov for mere hjælp.
Er der behov for yderligere sociale foranstaltninger, hjælp og støtte med kommunernes medvirken, er det dog Udlændingestyrelsen, der betaler for hjælpen.
Det er naturligvis en forudsætning, at hjælpen er afpasset den midlertidige status, som udlændingen måtte have.
Jeg vil gerne her understrege, at Udlændingestyrelsen i praksis ikke tilsidesætter kommunernes faglige vurdering, idet Udlændingestyrelsen intet fagligt grundlag har herfor.
Udlændinge med lovligt ophold i servicelovens forstand er direkte omfattet af serviceloven, og kommunen træffer over for denne gruppe af udlændinge med Udlændingestyrelsens godkendelse af betaling for hjælpen afgørelser efter servicelovens regler.
Har udlændingen ikke lovligt ophold i servicelovens forstand, træffer kommunen afgørelse om iværksættelse af sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte med henvisning til principper i serviceloven.
Igen kræver det, at kommunerne forelægger sagen for Udlændingestyrelsen, og at Udlændingestyrelsen godkender betalingen.
Citat slut.
Det var et lidt langt citat, men her var det så.
Som tidligere nævnt har regeringen allerede igangsat arbejdet med at revidere tilsynskoncepterne for opholdscentre samt børnecentre for uledsagede mindreårige, og i dette arbejde vil overvejelser om inddragelse af relevante myndigheder i forhold til at foretage et socialt tilsyn med børnecentrene selvfølgelig også ske.
Udlændingestyrelsen forventer at fremlægge de nye tilsynskoncepter i løbet af foråret 2017.
Det ved jeg er noget af det, som forslagsstillerne er meget interesseret i at vide.
Som sagt vil det blive sendt til udvalget, og så er man selvfølgelig velkommen til f.eks.
at indkalde mig i samråd eller komme med kommentarer til det.
Men altså, som udgangspunkt er det til orientering, vil jeg sige.
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at det jo er regeringens klare opfattelse, at servicelovens anvendelsesområde allerede er præciseret i sådan en grad, at der ikke kan herske tvivl om de pågældende myndigheders ansvarsområde eller den enkeltes retsstilling.
Så samlet set må man sige, at vi ikke kan støtte det forslag, der ligger her, og som sagt kommer der et nyt tilsynskoncept.
Det bliver sendt til udvalget i løbet af foråret, og så er man selvfølgelig også på det tidspunkt velkommen til at kommentere, som man nu vil, i forhold til de nye tilsyn.