Igen vil jeg sige tak til Alternativet for at rejse den her debat, som vi tog fat på med det foregående forslag, og som jo grundlæggende handler om adgang til kapitalinvesteringer for iværksættervirksomheder.
Som sagt er det en relevant problematik.
Der er selvfølgelig mange udfordringer, som iværksættere slås med, bl.a.
adgang til kvalificeret arbejdskraft og mange andre ting, men spørgsmålet om adgang til kapital er også et vigtigt spørgsmål, særlig for mange små virksomheder.
Som jeg sagde tidligere, skyldes det også, at de danske banker i langt højere grad end bankerne i vores nabolande forskelsbehandler de små virksomheder negativt.
Som jeg var inde på, er der altså et rentespænd på omkring 2 pct.
i Danmark, hvor det i Sverige er betydelig lavere.
Det er et problem, som de her forslag ikke tager fat på, men det bør vi som sagt gøre i et land som Danmark, der i meget høj grad baserer sig på mindre virksomheder.
Der er det ikke smart, at der er den her adfærd ude i bankerne, og derfor er der, som jeg også sagde tidligere, måske behov for at overveje, om man skulle tænke i flere statslige kreditfaciliteter, som vi kender det fra Innovationsfonden, Vækstfonden og andre – men i endnu højere grad målrettet små virksomheder og iværksættere, måske særlig i udkantsområderne.
Men de her forslag handler altså om nogle andre former for adgang til kapital end bankfinansiering, så lad os vende os mod dem.
B 35 handler jo om at give en skattefritagelse fra renteindtægter for op til 50.000 kr.
fra private lån til iværksættervirksomheder for at fremme crowdfunding af iværksættere.
Vi synes sådan set, at crowdfunding er en rigtig god idé.
Det kan jo faktisk være med til at gøre små virksomheder og iværksættere mindre afhængige af finanssektoren, som, ligesom jeg var inde på, måske tager nogle lidt ublu priser, når det gælder de her små virksomheder.
Alligevel er vi nok i udgangspunktet skeptiske over for det her forslag, og igen er det altså, fordi vi har svært ved at se det retfærdige i, at den lavtlønnede lagerarbejder, kasseassistent skal finansiere en skattefritagelse fra en renteindtægt, altså at man skal betale skat af hårdt arbejde, sådan at andre kan slippe for at betale skat af et afkast af investeringer.
Altså, en person, der får f.eks.
25.000 kr.
i renteindtægter, må være en person, der har investeret ganske mange penge, og dermed er der jo altså tale om et forslag, der tilgodeser nogle af de mere pengestærke grupper og personer i vores samfund.
Og man kan spørge sig selv:
Skal mennesker med så mange penge, der i forvejen er blevet begunstiget med forskellige skattesænkelser, have flere lempelser?
Det er vi nok lidt skeptiske over for.
Forslag B 36 handler om at ændre reglerne for medarbejderaktier – det har været diskuteret her – sådan at man fremover kan udbetale en større del af lønnen i medarbejderaktier frem for i kolde kontanter.
Vi synes jo egentlig i Enhedslisten, at det er positivt, hvis medarbejdere får større medejerskab af de virksomheder, de arbejder i, og medarbejderaktier er jo en måde at sikre det på.
At overgå til en eller anden form for kooperativ drift eller andelseje er en anden og i vores øjne ofte bedre måde, men medarbejderaktier kan også være positivt.
Men igen har vi altså et forbehold.
Der står, at forslaget går ud på at sikre konkurrencedygtige lønninger, men problemet er igen, at de her konkurrencedygtige lønninger jo altså er finansieret af os alle sammen, fordi der er tale om en skattefritagelse.
Det vil sige, at det, der gør det konkurrencedygtigt, sådan set er, at man alt andet lige hiver penge op af lommen på nogle andre, altså bl.a.
hårdtarbejdende lavtlønnede danskere.
Så der er altså igen tale om sådan en slags statsstøtte betalt af andre.
Og igen kommer det an på finansieringen, men det vil jeg selvfølgelig vende tilbage til.
Endelig er der så B 37, som indebærer, at private erhvervsdrivende kan slippe for at betale skat af de penge, de tjener på deres virksomhed, hvis de investerer i en særlig slags virksomhed.
Det var også det, jeg spurgte ind til før.
Vi forstår sådan set godt hensigten, men vi er umiddelbart bekymrede for, at det åbner for nye muligheder for sådan en skattespekulativ adfærd.
Basalt set er vi ikke meget for de her muligheder for at undslå sig skat ved at placere sit overskud i forskellige typer investeringer uden for virksomheden, heller ikke de muligheder, der allerede eksisterer i dag.
Og vi kan se en risiko for oprettelse af sådan nogle proformavirksomheder med henblik på at unddrage sig skat.
Så det er i hvert fald, sådan som vi ser det, noget, der skal tænkes grundigt over, og derfor er vi nok også umiddelbart skeptiske her.
Så er der nogle ting ved alle forslagene, som jeg også synes skaber nogle udfordringer, og det er definitionen på de her virksomheder.
For f.eks.
er et af forslagene, inspireret fra Storbritannien, at man sætter en grænse ved et antal ansatte.
Og der kan spørgsmålet være:
Kan det betyde, at man så som virksomhed for at fastholde nogle særlig lukrative forhold undgår at gå over det antal, f.eks.
sådan at der, når man har ansat de første 25 personer, skal en vis vækst til, før man ansætter den 26.?
Det kan måske være uhensigtsmæssigt; jeg har ikke umiddelbart noget svar på det, men det er i hvert fald en udfordring ved det.
Så er der helt generelt ved alle tre forslag – altså, det er jo det, jeg har været inde på – tale om en indirekte statsstøtte til virksomhederne.
Og vi har, som jeg var inde på ved det tidligere forslag, den grundlæggende holdning, at når man som fællesskab, som samfund, skyder penge ind i private virksomheder – uanset om det er direkte, eller om det er gennem skattefradrag – at det er rimeligt at stille nogle krav den anden vej og bruge den her statsstøtte til at skabe nogle incitamenter, der ansporer til en særlig samfundsgavnlig indsats.
Det kan være i forhold til bæredygtighed, det kan være i forhold til ordentlige arbejdsforhold og overenskomstforhold, det kan være af socialøkonomiske hensyn, altså ansættelse af mennesker med nedsat arbejdsevne, og andre ting.
Vi synes sådan set, det er rimeligt, at når vi på den her måde i fællesskab investerer nogle penge, så ansporer vi også til en adfærd, der er til gavn for samfundet.
Og jeg anerkender fuldt ud, at overhovedet det at have en virksomhed og skabe arbejdspladser er til gavn for samfundet, men når der kommer penge ind fra fællesskabet, er det rimeligt at stille nogle mere vidtgående krav.
Så er det jo også, når man nu bruger statsmidler, altså fællesskabets midler, til det, værd at overveje, om det så altid er klogt at gå de her omveje, eller om pengene var bedre brugt ved f.eks.
at sætte dem i Innovationsfonden eller i en ny statslig kreditfacilitet målrettet iværksættere og små virksomheder.
Må jeg så ikke afslutte med et par generelle ord om sådan hele det erhvervspolitiske område .
Jeg synes, at vi taler utrolig meget om iværksættere forstået som vækstvirksomheder, gazeller og unicorns, altså virksomheder i vækst, og så selvfølgelig om de helt store, om Produktionsdanmark, som vi gerne tager ud og besøger.
Jeg synes til gengæld ikke, vi snakker særlig meget om dem, der er allerflest af, de helt almindelige små virksomheder – den lille tøjbutik, kaffebaren nede på Istedgade, de mange små selvstændige konsulenter og kommunikationsfolk, den lille softwarevirksomhed, altså alle dem, som nok aldrig bliver kæmpestore og måske ikke når et internationalt marked, i hvert fald ikke i noget stort omfang, men som ikke desto mindre beskæftiger hundredtusindvis af mennesker.
Det er faktisk ni ud af ti virksomheder i Danmark, der er såkaldte mikrovirksomheder med under ti ansatte.
Måske skyldes det, at de her virksomheder ikke har de netværk og kontakter, som mange af de store har.
Måske skyldes det, at de ikke har råd til at betale for adgang til de her erhvervspolitiske klubber, som både Venstre og Socialdemokratiet har, hvor man skal betale 20.000 kr.
for at få adgang til ministrenes ører.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes.
Jeg har bare bemærket det efter at have siddet i Erhvervsudvalget i et par år, og jeg synes ikke, at vi snakker særlig meget om den her gruppe.
Når jeg snakker med dem, er kapital måske i virkeligheden ikke det største spørgsmål.
Det er måske i virkeligheden ikke det, de snakker mest om.
Noget af det, jeg hører rigtig meget, er spørgsmålet om social sikring:
at man har meget svært ved at få adgang til barselsorlov, at man har meget svært ved at få adgang til dagpenge.
Altså, et cvr-nummer er jo fuldstændig uforeneligt med dagpenge; du er nødt til at lukke din virksomhed, også selv om der kun er problemer i en kort periode.
Der er også spørgsmålet om lejepriser, altså hvordan man sikrer dem mod ublu priser fra erhvervsudlejere.
Altså, der er rigtig mange spørgsmål, som vedrører de her små virksomheder, som jeg synes vi snakker meget lidt om.
Og jeg mener faktisk, at der er behov for at skabe bedre vilkår for de danskere, som, om jeg så må sige, har valgt at være deres egne arbejdsgivere.
Det er ikke, fordi vi ikke skal snakke om serieiværksættere, gazeller og alt muligt andet – det skal vi – men vi skal bare huske, at der er rigtig mange, der aldrig kommer dertil, men som ikke desto mindre udgør om ikke rygraden, så i hvert fald en meget vigtig del af den danske økonomi.
Men igen vil jeg sige tak til Alternativet for at rejse den her debat eller det her hjørne af den, for, som ordføreren også siger, er det jo bare en del af en bredere debat.
Og jeg har også lovet at meddele fra SF, at de ikke kan støtte nogen af forslagene.