Tak for det.
Med det beslutningsforslag, som vi skal behandle her i dag i Folketingssalen, vil SF afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og dermed tilbagerulle hele første fase af den jobreform, der er blevet gennemført under den tidligere V-regering, en jobreform, der ellers har sikret, at det nu kan betale sig at arbejde, og at der er forskel på at være på passiv overførsel i forhold til at være en del af arbejdsmarkedet.
SF begrunder beslutningsforslaget med, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen bl.a.
medfører mere fattigdom, flere udsættelser og hjemløse, og at flere kontanthjælpsmodtagere tvinges til landdistrikterne og ud af byerne.
Jeg vil til enhver tid argumentere for, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen både er fornuftige, rimelige, socialt afbalancerede og vigtige redskaber til at få flere kontanthjælpsmodtagere i job til gavn for den enkelte, for børnene og også for det danske samfund.
Det billede, som SF forsøger at tegne af situationen, er der kort fortalt ikke belæg for, og det vil jeg nu glæde mig til at uddybe.
Vores samfund har ikke brug for, at vi ruller jobreformen tilbage.
Vores samfund har derimod brug for, at vi handler og udnytter den fremgang og den stigende beskæftigelse, der er i det danske samfund, til at få endnu flere ind på det danske arbejdsmarked.
Det er sund fornuft, men det er ikke mindst også vigtig socialpolitik, at alle dem, der kan og har mulighed for at arbejde, får muligheden for det.
Jeg synes også, det er vigtigt, at vi under dagens behandling husker på, hvorfor kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen blev indført, og hvordan de nye regler er skruet sammen, så der er den rigtige balance.
Helt grundlæggende handler kontanthjælpsloftet jo om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Der
skal
være forskel på at være på offentlig forsørgelse og på at forsørge sig selv.
Der skal altid være et incitament til at vælge et aktivt arbejdsliv.
Baggrunden er også, at vi på en og samme tid står med alt for mange kontanthjælpsmodtagere og en positiv udvikling på arbejdsmarkedet med stigende beskæftigelse.
Vi mener, at det er uholdbart.
Jeg vil gerne minde om, at de udfordringer, vi stod over for, inden kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen trådte i kraft, var relativt markante.
Antallet af personer i kontanthjælpssystemet steg fra ca.
125.000 fuldtidspersoner i tredje kvartal 2011 til 150.000 fuldtidspersoner i tredje kvartal 2016.
Det er en stigning på 20 pct., og en stigning, der særligt ses blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere.
Inden for de sidste 5 år er antallet af ikkevestlige indvandrere i kontanthjælpssystemet steget med ca.
23.000 personer fra tredje kvartal i 2011 til tredje kvartal i 2016.
Det svarer til en stigning på ca.
77 pct.
I samme periode er antallet af ægtepar på kontanthjælp steget med 84 pct., fra godt 4.500 ægtepar i september 2011 til 8.400 i september 2016.
Igen er der desværre tale om, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere er meget overrepræsenteret.
Knap ni ud af ti ægtepar på kontanthjælp er ikkevestlige indvandrere og efterkommere.
Parallelt med stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere begynder beskæftigelsen at stige fra 2013, særlig i den private sektor.
Siden lavpunktet i marts 2013 og frem til november 2016 er antallet af lønmodtagere i den private sektor steget med 135.000 personer.
Det er jo rigtig glædeligt.
Det er også noget, som jo heldigvis betyder, at det går godt i den private sektor, og det er også et soleklart mål for regeringen, at flere kontanthjælpsmodtagere skal have del i den fremgang på det danske arbejdsmarked.
Det er jo derfor, at vi har indført et kontanthjælpsloft og en 225-timersregel.
Med kontanthjælpsloftet har vi på en både god og balanceret måde sikret, at det faktisk kan betale sig at tage et arbejde, uden at vi er gået på kompromis med det forsørgelsesgrundlag og det sikkerhedsnet, som vi selvfølgelig også skal sørge for er der for mennesker, som i en periode ikke har et arbejde.
En typisk familie på kontanthjælp modtager fortsat et rimeligt beløb i samlede offentlige ydelser og tilskud, også selv om de er omfattet af kontanthjælpsloftet.
Jeg mener ikke, at det giver mening at tale om fattigdom, når et typisk ægtepar med to børn, hvor begge voksne er på kontanthjælp, modtager godt 400.000 kr.
i samlede offentlige ydelser og tilskud.
Det svarer til en indkomst efter skat på 23.600 kr.
om måneden.
Det mener jeg bestemt godt vi kan være bekendt.
Regeringen anerkender derfor ikke SF's argument om, at kontanthjælpsloftet skaber fattigdom og fattige børn.
Vi har fortsat et højt ydelsesniveau i Danmark, både før og efter kontanthjælpsloftet.
Der er fundet en god balance mellem et rimeligt forsørgelsesniveau på den ene side og et reelt incitament til at tage et arbejde på den anden side.
Samtidig er det muligt med kun få timers beskæftigelse om ugen at arbejde sig helt fri af virkningerne fra både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
Særlig for børn er det også vigtigt, at deres forældre kommer i gang og er en del af arbejdsmarkedet i en eller anden grad, så de kan være med til at være positive rollemodeller for deres børn.
Næsten to ud af tre unge i kontanthjælpssystemet kommer fra familier, hvor mindst en af forældrene også har været i kontanthjælpssystemet på et tidspunkt i løbet af de sidste 25 år.
Det tyder jo desværre på, at kontanthjælp i en vis grad går i arv, og det skylder vi at bryde ned, ikke mindst for børnenes skyld.
Den bedste vej til at bryde social arv er, når børn vokser op i et hjem, hvor forældre går på arbejde i stedet for at hænge fast i kontanthjælpssystemet år efter år.
Regeringen anerkender heller ikke SF's argument om, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen medfører flere udsættelser og hjemløse.
Det er rigtigt, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen betyder, at der er borgere, som får reduceret deres ydelse og dermed har mindre udbetalt hver måned end tidligere.
Det vil uden tvivl kunne mærkes i et stramt husholdningsbudget, i særlig grad for de borgere, der bor i dyre lejligheder og derfor også har modtaget mere i boligstøtte og særlig støtte.
Derfor bliver de berørte borgere, hvis de da ikke er i stand til at få job, nødt til at prioritere i hverdagen for at få økonomien til at hænge sammen.
Men der er ingen dokumentation for, at der er en entydig sammenhæng mellem lavere indkomst og flere udsættelser.
Udsættelser af lejere er en kompleks problemstilling, og de undersøgelser, der er gennemført på området, viser, at det ikke er muligt at pege på en bestemt årsag til, at lejere sættes ud af deres bolig, og at en lav indkomst ikke i sig selv er en afgørende faktor for udsættelse.
Risikoen for at blive sat ud af boligen hænger i højere grad sammen med en manglende evne til at administrere den samlede økonomi.
Tal fra Domstolsstyrelsen, som transport-, bygnings- og boligministeren har oversendt til Folketinget den 30.
januar, viser, at de dommedagsprofetier om, at antallet af udsættelser ville eksplodere, hvad der jo blev diskuteret i forbindelse med indførelse af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, heldigvis ikke er blevet til virkelighed.
Tallene fra Domstolsstyrelsen bekræfter også den rundspørge til nogle af landets største almene boligselskaber, som kom frem i begyndelsen af året, som viser, at antallet af udsættelser siden den 1.
oktober svarer til normalen.
At nogle personer på offentlig forsørgelse vælger at flytte ud af byerne, f.eks.
til nogle af vores landdistriktskommuner, er ikke en ny udvikling.
Det er en udvikling, vi har set de sidste mange år, og den er nogenlunde konstant.
Her er det også vigtigt for mig i dag at fastslå, at denne udvikling har eksisteret også før indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
Boligforbruget kan indgå i den daglige prioritering, som alle familier foretager, når indkomsten bliver reduceret, men det er og bliver et individuelt valg, hvor meget man vil bruge på sin boligudgift.
Hvis kontanthjælpsmodtagere vælger at prioritere deres økonomi på en måde, hvor de flytter til en billigere bolig for at få mere luft i økonomien, så synes jeg, at det er helt fair og sund fornuft, men jeg mener ikke, at det er det samme som at drage den konklusion, at kontanthjælpsloftet tvinger folk væk fra de større byer.
Hvis der er nogen, der vælger at flytte, så er det selvfølgelig vigtigt, at de kan få et job der, hvor de flytter hen.
Regeringens løsning på udfordringer med vækst og beskæftigelse vil aldrig blive at fjerne incitamentet og balancen i vores kontanthjælpssystem.
I stedet er vi optaget af at skabe vækst og udvikling i alle dele af Danmark, for vækst er nu engang grundlaget for jobsikkerhed, økonomisk tryghed og ikke mindst for, at vores virksomheder får det bedre, og heldigvis går udviklingen også i den rigtige retning.
Beskæftigelsesfremgangen er bredt funderet over hele landet, viser den seneste økonomiske redegørelse igen.
Det er jo noget, vi kan glæde os over.
Vi kommer selvfølgelig ikke uden om, at der også fremover kan være dele af landet, hvor der i perioder er mindre gang i kedlerne end i andre dele, og hvor måske ikke alle job hænger lige lavt på træet, om man så må sige.
Det betyder imidlertid ikke, at mennesker ikke kan finde et job, hvis de flytter til områder, og at kommuner ikke kan hjælpe, for heldigvis stopper hverken arbejdsmarkedet eller jobcenterets hjælp ved kommunegrænsen.
Lad mig derfor også her til sidst samle op i mine konkluderende bemærkninger.
De argumenter, som SF stiller op i beslutningsforslaget, holder simpelt hen ikke.
Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er en balanceret løsning og også en nødvendig forudsætning for, at det giver økonomisk mening for den enkelte så vidt muligt at være i job frem for på offentlig forsørgelse.
Med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har regeringen sikret, at borgerne får styrkede incitamenter til at komme i job og stadig har et rimeligt rådighedsbeløb tilbage.
Noget tyder på, at de nye regler er kommet godt fra start og også har haft den ønskede virkning.
Beskæftigelsesministeriet har lige før nytår lavet en analyse med flere tal, der peger i den rigtige retning.
For det første viser analysen, at andelen, der har småjob ved siden af kontanthjælpen, er steget med omkring 25 pct.
i perioden fra marts til september 2016, og for det andet viser analysen, at antallet af personer i kontanthjælpssystemet er faldet med cirka 4.000 personer på ½ år fra ca.
160.000 personer i april til ca.
156.000 personer i september.
Det er vigtigt at fremhæve, at det ikke er en endelig effektanalyse af virkningen af jobreformen, men tallene indikerer, at der er en positiv udvikling på vej, hvor kontanthjælpsmodtagerne i stigende grad ser ud til at få foden ind på arbejdsmarkedet.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at udviklingen ikke kun kan tilskrives konjunkturudviklingen, men også naturligvis tilskrives de initiativer, regeringen har taget.
Regeringens mål er fortsat, at det skal kunne betale sig at arbejde, og vi stopper bestemt ikke arbejdet med første fase af jobreformen.
Regeringen fremlægger netop også nu en jobpræmie, som kommer til at betyde, at vi nu giver en større tilskyndelse til at gå fra passiv overførsel til aktiv arbejdsmarkedsbeskæftigelse.
Det vil yderligere øge incitamentet til at komme i job mærkbart.
Og som det fremgår af regeringsgrundlaget, har vi også planer om at lette skatten i bunden, så det bedre kan betale sig at arbejde.
Der er med andre ord en klar blå tråd i regeringens politik og en klar ambition om at flytte flere fra offentlig forsørgelse ind på arbejdsmarkedet.
Derfor kan regeringen naturligvis heller ikke støtte beslutningsforslaget og hive et væsentligt fundament væk, der sikrer, at det kan betale sig at arbejde.
Tak for ordet.