Forslagsstillerne har konkret foreslået, at det sikres, at en kommune udelukkende kan indkvartere flygtninge på et midlertidigt opholdssted i en anden kommune, såfremt den anden kommune er indforstået hermed.
Det er jeg enig i, og jeg har også allerede tilkendegivet, bl.a.
i et svar til Folketinget i begyndelsen af oktober, at dette er min indstilling.
Jeg er bare ikke enig i, at der er tale om en ændring, der kan bære sit eget lovforslag, eller at det skal fremsættes allerede inden udgangen af januar 2017.
Det vil jeg gerne komme kort tilbage til, men først lige et par ord om den model for boligplacering af flygtninge, som vi har at gøre med her.
I Danmark har vi i dag et velfungerende kvotesystem, der sikrer, at nye flygtninge fordeles jævnt over hele landet.
Den kommune, som en flygtning visiteres til, skal, når det er muligt, anvise en permanent bolig til den pågældende.
Indtil da kan kommunen anvise flygtningene til et midlertidigt opholdssted.
Det kan i visse tilfælde være hensigtsmæssigt, at kommunerne på tværs af kommunegrænser har mulighed for at hjælpe hinanden med boligplacering for en periode.
Det er der ikke noget til hinder for i lovgivningen, men det gælder kun i forhold til den midlertidige boligplacering, og rent juridisk hører flygtningene altså stadig til i den kommune, som har fået integrationsansvaret.
Denne kommune skal fortsat afholde alle udgifter og stå inde for integrationsprogrammet og har fortsat pligt til at finde en permanent bolig til den enkelte flygtning.
Der er altså ikke tale om, at en kommune vælter en økonomisk byrde eller opgave over på andre kommuner.
Der er også mange gode eksempler på, at der er kommuner, der benytter sig af at kunne placere flygtninge hos hinanden midlertidigt, og det er efter min mening hensigtsmæssigt at bevare den mulighed, fordi det er med til at give kommunerne fleksibilitet i forhold til at løse opgaven med boligplacering af flygtninge.
Det er en fleksibilitet, som også er et bærende element i topartsaftalen imellem kommunerne og regeringen.
Pointen her er netop at give kommunerne bedre rammer for at modtage og finde boliger til nye flygtninge.
Jeg mener derfor heller ikke, at muligheden for midlertidig boligplacering på tværs af kommunegrænserne skal afskaffes, og i praksis burde det ikke være noget, der giver problemer.
Men jeg synes også, det er helt rimeligt, at de to kommuner skal være enige herom.
Det er også derfor, jeg er indstillet på at indføre en samtykkebestemmelse.
Jeg synes bare ikke, der er grund til at haste det igennem.
Regeringen vil derfor stille et ændringsforslag til beslutningsforslaget, som vi behandler her, som indebærer, at lovforslaget fremsættes inden udgangen af dette folketingsår, så den ændrede bestemmelse kan træde i kraft f.eks.
den 1.
juli 2017.
Derudover har jeg tænkt mig allerede i begyndelsen af det nye år at skrive til samtlige kommuner, at vi agter at fremsætte sådan et lovforslag, og jeg vil samtidig opfordre kommunerne til at sikre sig et samtykke, hvis de påtænker boligplacering af flygtninge midlertidigt uden for kommunegrænsen.
Jeg håber, at den her tilgang har opbakning hos et flertal i Folketinget, og så kan vi jo arbejde sammen om det.