Det næste punkt på dagsordenen er:

33) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 151:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen for Folketinget. (Modernisering af tiltaleformer).

Af Christian Juhl (EL), Josephine Fock (ALT) og Jacob Mark (SF) m.fl.

(Fremsættelse 11.05.2017).

Der er som bekendt ingen minister på dette område – det er Folketingets eget ansvar. Jeg vil lytte til debatten om forslaget, som senere skal behandles i Udvalget for Forretningsordenen.

Forhandlingen er åbnet, og det er først fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det er ikke så længe siden, at vi her i Folketinget havde et seminar om vores arbejdsform – og strukturen for vores arbejdsform – her på Christiansborg, og der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med nogle anbefalinger vedrørende nogle af de forhold, der blev nævnt. Det er ikke mit indtryk, at der på seminaret blev talt meget om, at vi skulle ændre på vores samtaleform; det drejede sig mere om ændringer i forbindelse med mødetilrettelæggelse.

I går valgte jeg så, netop fordi vi skulle have debatten i dag, simpelt hen at sætte mig foran fjernsynet og følge debatten her i salen, og ikke en eneste gang under de mange timers debat i går var der faktisk nogen, der brød etiketten med at sige »hr.« og »fru« eller »ordfører« og »spørger«, og jeg syntes heller ikke, at der på noget tidspunkt var nogen tegn på, at det virkede kunstigt eller forkert. Jeg synes faktisk, vores tiltaleform – altså når vi f.eks. siger »ordfører« og »spørger« – fungerer meget godt, for dem, der kun er med på en lytter, kan så følge med i, om det er ordføreren, der taler og måske stiller et spørgsmål ud i salen, eller om det er spørgeren, der stiller et spørgsmål til ordføreren.

Så fra Socialdemokratiets side ser vi ikke nogen problemer i den etikette, der er for samtaleformen herinde, og vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning.

Jeg skal bede om ro, også nede i grebningen. Vi har behandling i Folketingssalen, og jeg skal bede om ro.

Værsgo til hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ikke hun synes, det er besynderligt, at stort set alle socialdemokratiske borgmestre i det her land har en dagsorden, hvor man netop har fjernet brugen af tredjeperson og taler mere direkte til hinanden og dermed har et mere levende sprog i byrådene, og det samme gælder i regionsrådene.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi altid behøver at sammenligne vores samtaleform med den, der er andre steder. Jeg synes, at vi herinde har en meget god facon, med hensyn til hvordan vi godt kan ironisere, og hvordan vi også godt kan gå tæt på hinanden, uden at ændre på etiketten. Så vi er nået frem til, at der ingen grund er til at ændre på den samtaleetikette, vi har herinde.

Hvis hr. Christian Juhl vil bede om ordet, skal han venligst trykke sig ind. Værsgo.

Jeg skulle lige tænke, om jeg skulle tage ordet for anden gang. Jeg vil sige, at jeg tror, at i det her spørgsmål er byrådene og regionsrådene foran os, for det er mere folkeligt og almindeligt at tale det sprog, vi også taler på gaden, eller det sprog, vi taler til et møde – der kunne vi aldrig drømme om at tale på den her måde. Derfor tænker jeg, om det ikke ville være en god idé at tage et skridt mere. Det er ved at være 50 år siden, man fjernede »det ærede medlem« og »den højtærede minister«. Jeg synes, det er på tide, at vi begynder at tale, ligesom almindelige danskere taler.

Værsgo til fru Karen J. Klint.

Jeg synes faktisk, at vi har et ret frit sprog herinde i forhold til den måde, vi taler på, og vi har ikke noget imod, at der er en vis etikette i forbindelse med de rammer, vi samtaler inden for. Og der er forskelle på den samtaleform, der er her i Folketingssalen, og den i andres øjne noget mere fri samtaleform, når vi har møder i udvalg eller vi har lukkede møder. Så det er samtaleformen i Folketingssalen, vi ikke ser et behov for at ændre lige nu.

Tak til fru Karen J. Klint. Så er det hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget, vi behandler nu, handler jo dybest set om, om vi fremadrettet skal kalde hinanden for »hr.« og »fru«. I beslutningsforslaget argumenteres der nemlig for, at den nuværende tiltaleform skulle virke fremmedgørende og stiv. I går fortalte jeg en gammel bekendt om det her beslutningsforslag. Jeg blev mødt med et spørgsmål om, om Folketingets medlemmer virkelig ikke havde andet og vigtigere at tage sig til end at tale om, om vi skulle kalde hinanden for »hr.« eller »fru« eller ingenting. Jeg er sådan set enig med min gode bekendte – jeg synes også, at det her på mange måder er mærkeligt.

Jeg synes, det er godt, at vi taler ordentligt til hinanden i Folketingssalen. Jeg synes, det er godt, at vi gør os umage med at tiltale hinanden med ordentlighed og respekt. Vi har et smukt sprog, og sproget betyder noget. Det handler jo dybest set ikke om medlemmernes navne, men tiltaleformen vidner i endnu højere grad om respekten for embedet, og det er sådan set det afgørende. Jeg synes – og det er jo også en hilsen til forslagsstillerne – at det et eller andet sted virker en anelse fattigt, hvis det her skulle være kulminationen på forsøget på at skabe en ny politisk kultur. Hvis det bunder i, om vi tiltaler hinanden »hr.« og »fru« eller ingenting, må jeg sige, at jeg godt nok ikke er imponeret.

Jeg kan meddele, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg skal bare høre ordføreren, om han synes, at man i byrådene og regionsrådene og for den sags skyld i Nordisk Råd og i udvalgene ikke udviser respekt og ordentlighed over for hinanden.

Værsgo, hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak til spørgeren. Jeg har jo selv haft fornøjelsen af at være både byrådsmedlem og regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti. Nu sidder jeg så i Folketinget og kan konstatere, at der til det her særlige sted knytter sig en helt særlig tiltaleform. Det synes jeg egentlig er behageligt, for det vidner om, at vi respekterer hinandens embeder, at vi forsøger at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at tale pænt og ordentligt. Det tror jeg egentlig godt danskerne kan lide. Jeg tror, der knytter sig en helt særlig historie til den måde, vi gør det på her. Det ønsker vi at bevare.

Hr. Christian Juhl, værsgo.

Det var egentlig ikke det, jeg spurgte om. Det var noget med, hvordan ordføreren mener respekten og ordentligheden er i byråd, regionsråd, Nordisk Råd og udvalg osv. Så vil jeg godt tilføje, om ikke også ordføreren er opmærksom på, at sproget blandt danskere faktisk udvikler sig, selv om man taler ordentligt til hinanden i langt de fleste forsamlinger.

Hr. Peter Kofod Poulsen, værsgo.

Selvfølgelig udvikler sproget sig. Det er helt naturligt. Men jeg synes, det er helt på sin plads, at vi her i Folketinget gør vores ypperste for at sørge for, at vores debatter foregår på en ordentlig måde, på en respektfuld måde. Ellers tror jeg simpelt hen, at danskerne slukker. Det er meget simpelt.

Fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren. Det her handler jo overhovedet ikke om at være respektløs. Det handler lige præcis om at følge med tiden, og som ordføreren selv er inde på her, er det for de danskere, der følger os, tror jeg, rigtig vigtigt – og det er derfor, Alternativet er medforslagsstillere – at vi får et normalt og mere moderne sprog. Det handler på ingen måde om, at respekten skal gå fløjten, men det er jo muligt at tale pænt til hinanden, selv om man ikke bruger »hr.« og »fru« og »De« og den slags. Det kender vi jo bl.a. fra, når vi sidder i samråd, herunder lukkede samråd, hvor tiltaleformen er meget mere fri, men hvor der da stadig væk er stor respekt. Så jeg vil egentlig bare gerne høre ordføreren, om ordføreren ikke anerkender, at man sagtens kan være respektfuld, selv om man bruger et mere moderne sprog. Jeg oplever jo også, at ordføreren og jeg taler respektfuldt til hinanden, når vi møder hinanden på gangen, men der kan jeg så røbe for seerne, at jeg i hvert fald ikke siger »hr.« til ordføreren, og jeg siger heller ikke »De« til ordføreren. Jeg siger »Peter« og »du«.

Værsgo.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvad spørgsmålet gik ud på. Det var et længere et af slagsen. Jeg håber, at spørgeren vil gentage det. Men det var, som jeg husker det, om man kunne tale respektfuldt sammen, uanset om man sagde »hr.« eller »fru«, og det kan man selvfølgelig. Men jeg synes, der knytter sig noget særlig historie til lige præcis det her sted, som jeg synes ville være kedeligt hvis man skyllede ud. Det ville i hvert fald være rigtig ærgerligt.

Værsgo, fru Josephine Fock.

Tak. Det var præcis mit spørgsmål, om man ikke stadig væk kunne være respektfuld, selv om man bruger et lidt mere moderne sprog. Er ordføreren ikke enig i, at det er vigtigt, at Folketinget lige præcis udvikler sig, så vi også taler et sprog, der matcher det, der tales ude i befolkningen, sådan at det, når befolkningen sidder og følger med i de debatter, vi har, på tv-skærmen, er lettere for folk at følge med i, hvad vi siger, og så det ikke bliver løftet op på et niveau, som er totalt gammeldags?

Værsgo.

Jeg tror godt, at folk forstår, hvad det er, der bliver sagt, og hvis man ikke forstår det, er det næppe, fordi der bliver sagt »hr.« eller »fru«. Det er vist ikke det, der gør, at det fra tid til anden kan være vanskeligt for nogle mennesker at følge med i en folketingsdebat. Jeg bliver også nødt til at sige, at jeg frygter, at det her kan være en glidebane hen imod en situation, hvor det ikke længere er det fulde navn, der bliver nævnt, men hvor det pludselig alene er fornavnet. Så får vi altså en mærkelig debat – en debat, der vil være svær at holde styr på, og som jeg heller ikke tror vil leve op til de, synes jeg, høje standarder, man har, med hensyn til at forsøge at tale ordentligt til hinanden i Folketingssalen.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Så er det hr. Søren Gade, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med at slå fast, at jeg og Venstre er fuldstændig enige med Dansk Folkepartis ordfører, hr. Peter Kofod Poulsen. Her er tale om et overflødigt beslutningsforslag. Venstre mener ikke, der er behov for en yderligere modernisering af tiltaleformerne i Folketingssalen. Vi skal huske på, at Folketinget er Danmarks lovgivende forsamling. Det er en forsamling, som repræsenterer det danske folk, og som skal lovgive på vegne af det danske folk. Det kræver, at vi viser respekt for det arbejde, der foregår her i Folketingssalen. Det påvirker borgernes indtryk og opfattelse af os som parlamentarikere, hvordan vi taler, og hvordan vi tiltaler og omtaler både folketingsmedlemmer og ministre. Det synes vi i Venstre er vigtigt at værne om. Det er vigtigt ikke at gøre debatten til noget personligt, det handler jo om politik.

For en god ordens skyld skal jeg ligesom fru Karen J. Klint fra Socialdemokratiet sige, at der tidligere på året jo blev nedsat en arbejdsgruppe af Udvalget for Forretningsordenen, som bl.a. har til opgave at koncentrere sig om den politiske debat her i Folketinget og medlemmernes arbejdsformer. Formålet er bl.a., at arbejdsgruppen skal afgive delrapport undervejs. Alle Folketingets partier er repræsenteret i den her arbejdsgruppe, og jeg har tiltro til, at denne gruppe vil komme med nogle anbefalinger og henstillinger, og dem vil vi selvfølgelig tage stilling til, når de foreligger. Men på baggrund af det, jeg har sagt her, afviser Venstre at støtte forslaget.

Hr. Christian Juhl.

Er det respektløst at kalde hr. Søren Gade for Søren Gade, hvis nu det var, at jeg mødte en person, der hed sådan? Mener ordføreren i fuld alvor, at det er et respektløst sprog, der bruges ude blandt almindelige danskere, eller for den sags skyld i andre fine, høje, besluttende organer som f.eks. Nordisk Råd, udvalgene i det her hus, regionsråd og byråd?

Værsgo.

Jeg mener generelt, at debatkulturen i Danmark er for nedadgående. Hvis man følger med på de sociale medier og i aviserne, er der en forråelse af debatten. Jeg mener, at vi her i Folketingssalen skal fastholde de former, vi har, og være måske ikke et fyrtårn, men så i hvert fald være nogle, som viser respekt for hinanden og for det, vi diskuterer. Og det mener jeg faktisk lykkes ret godt.

Der er det gamle ordsprog, der hedder: If i ain't broken, don't fix it. Og jeg mener faktisk ikke, at der er nogen grund til at lave det om. Jeg mener, vi har en debat og en debatkultur og en måde at tiltale hinanden på, som vi godt kan være bekendt, og som er med til at udvise respekt for det arbejde, vi hver især udfører, uanset vores politiske ståsted.

Værsgo, hr. Christian Juhl.

Tak. Sådan er vi så forskellige. Altså, jeg bruger stort set kun »De«, hvis jeg skal lægge en arrogant distance til nogen, jeg ikke synes om – og så er jeg vel også nødt til det her i Folketinget, selvfølgelig – hvorimod folk, jeg gerne vil have en reel samtale med, vil jeg gerne så tæt på, at jeg kan tillade mig at bruge tiltale i 2. person. Det synes jeg er meget mere respektfuldt end at bruge »De« og »hr.«

Værsgo, ordføreren.

Men det er jo så et holdningsspørgsmål altså. Jeg har jo ingen problemer med at omtale mine kollegaer med »du«, når vi står og taler og drikker en kop kaffe ude bagved. Og det giver ikke mig anledning til at føle nogen form for skizofreni, i og med at jeg skal sige »De« og »hr.« og »fru« herinde i salen. Jeg synes faktisk, at det er med til dels at vise respekt over for mine kollegaer, dels til også ligesom at vise danskerne, at vi tager det her alvorligt. Og det er noget specielt, når man er så privilegeret at have lov til at stå på den her talerstol.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg viser med glæde jævnligt det her hus frem og fortæller om Folketinget, Christiansborg og alt, hvad det indeholder. Noget af det, jeg fremhæver, er den måde, man samarbejder på herinde, hvor man kan være politisk uenige fra talerstolen, og at man som tilhører måske kan fornemme stor uenighed og skarp debat, men hvor der alligevel er gode kollegiale relationer og venskaber, som lever videre på tværs af partier.

En anden ting, jeg fremhæver, er – og som jeg har glædet mig meget over fra den første dag, jeg var her – at en aftale er en aftale, at et ord er et ord. Hvis man snyder på vægten herinde, er man ret hurtigt færdig som gårdsanger.

Så nævner jeg, at vi jo så også holder fast i de her tiltaleformer, som givetvis for nogle kan virke lidt fremmedartede, men det har vi altså holdt fast i indtil nu. Det er med til at højne den måde, vi tiltaler hinanden på, og til at fastholde respekten, så man ikke sådan forfalder til det, der tit sker i debatter, nemlig at man svarer ved at gå direkte til angreb.

Jeg hører faktisk ingen, der ikke siger, at det faktisk er rigtig gode værdier ved det her hus, der her fremhæves, og at det er med til at højne respekten for det. Og jeg hører faktisk ingen, der siger, at det da er noget mærkeligt, oldnordisk noget, at vi tiltaler hinanden på den her måde – man kan faktisk godt forstå det. Derfor tror jeg faktisk, at der er væsentlig opbakning til, at man holder fast i tiltaleformerne i det her hus sammen med de værdier, jeg her har nævnt, som jeg synes heldigvis kendetegner det politiske liv på Christiansborg, som vi så på trods af politisk uenighed eller måske netop derfor faktisk kan være stolte af.

Det synes jeg er vigtigt at fortælle om, og det gør jeg med glæde til hver en tid. Lige så snart jeg har chancen for det, siger jeg ja til rundvisninger og til at fortælle om det her fremragende hus og også om de forholdsvis gode mennesker, der er herinde.

Derfor er det her beslutningsforslag et unødvendig forslag, synes jeg. Det er også utidigt, som det er nævnt, i forhold til at der faktisk allerede er nogle, der sidder og kigger på hele vores arbejde her i Folketinget, og så kan vi passende runde det til den tid. Men vi afviser det her beslutningsforslag.

Hr. Christian Juhl.

Jeg er sådan set enig med hr. Leif Mikkelsen i, at en aftale er en aftale, og at et ord er et ord. Det gælder også på lørdagsmarkedet i Silkeborg, og det gælder, hvis hr. Leif Mikkelsen skal ud at købe en gris eller en ko til sin gård. Det har jo intet at gøre med, hvor man er henne; det har noget at gøre med, at sådan er det nu i Danmark – i hvert fald i Silkeborg, hvor jeg kender vilkårene, og det gør hr. Leif Mikkelsen jo også.

Skulle det ikke være muligt at bruge et lidt mere almindeligt dansk i Folketinget – for hr. Leif Mikkelsen indrømmer jo, at det givetvis kan virke lidt fremadrettet at tale på den her stive måde – altså også respektfuldt, hvor et ord er et ord, selv om man lod være med at bruge tredje person og sagde Leif Mikkelsen i stedet for hr. Leif Mikkelsen?

Værsgo.

Jo, man kan bestemt ikke afvise, at man kan fastholde et rimeligt niveau ved at gøre det. Jeg peger bare på, at det er med til at højne respekten for hinanden, og man bliver lige mindet om, at man måske ikke skal blive aggressive og råbe hinanden ind i hovedet, og hvad man nu ellers kan forfalde til i følelsesladede debatter – altså mindet om at holde en vis stil, en vis linje. Det er tiltaleformerne efter min bedste overbevisning med til at sikre. Jeg ønskede bare lige at fremhæve de, skal vi sige kendetegn, som man støder på her, og som mange mennesker måske ikke lige tror ligger først for. Det er faktisk derfor, jeg synes det er værd at fortælle ved enhver lejlighed – til rundvisninger og andre ting, i forbindelse med at folk kommer ind og betragter det her sted. Tiltaleformerne er altså med til at sætte et særligt præg på det her hus, og derfor ønsker vi sådan set bare at fastholde dem.

Hr. Christian Juhl.

Ja, det har jeg forstået. Jeg vil bare høre: Er det helt forbigået hr. Leif Mikkelsens opmærksomhed, at når man sidder i formandsstolen, er det næsten på hver vagt, at der er et eller to folketingsmedlemmer – ikke kun nye – som har lidt svært ved forretningsordenen, altså at det faktisk også kan ske for rutinerede og mangeårige medlemmer af Folketinget?

Værsgo.

Jo, det kan altid smutte. Vi kan alle sammen lave fejl. Vi er alle sammen mennesker. Men jeg oplever faktisk en væsentlig opbakning til den tiltaleform, og at man faktisk for de flestes vedkommende gør det sådan helt naturligt, altså at det ikke er sådan noget, man skal huske på. Derfor kan folk da godt plumpe i en gang imellem, sådan er det – det kan vi alle sammen, på alle måder – men det er jo ikke sådan, at man fornemmer på stemningen, når man sidder i stolen heroppe, at det irriterer folk, at de egentlig ikke bryder sig om det, og at de hellere ville have en anden tiltaleform. Sådan oplever jeg det ikke. Folk oplever det faktisk selv som en fejl og skynder også at rette sig selv, så hr. Christian Juhl og andre, der sidder heroppe, er fri for at skulle rette det. Så jeg mener sådan set, at det her er et ganske overflødigt forslag, hr. Christian Juhl, uanset hvor længe vi snakker om det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Grunden til, at Alternativet har været med til at fremsætte det her beslutningsforslag, er, at vi synes, det er en god idé at justere sproget, også heroppe fra talerstolen. Det er fuldstændig rigtigt, at den tiltaleform, vi har nu, gør, at det som udgangspunkt er politikken, vi fokuserer på, og ikke personerne. Det er vi nu ret overbevist om det også vil være ved den nye tiltaleform, således at man kunne undlade at sige »hr.« og »fru« og »De«, fordi der er en grundlæggende respekt, synes jeg, her i Folketinget for hinanden, der er en grundlæggende opfattelse af, at vi selvfølgelig ikke går efter personerne, men at det er politikken, vi diskuterer. Derfor synes vi ikke, at det ville være farligt at ændre på tiltaleformen. Vi synes derimod, at det kan være med til, at vi bliver mere folkelige, om man så må sige, og mere folkelighed behøver ikke at betyde, at det bliver mere disrespektfuldt, og derfor ligger det på ingen måde i forslaget, at vi pludselig skal have et Folketing, der har mindre respekt for hinanden, snarere tværtimod.

Vi synes, det er vigtigt, at vi følger med tiden, vi synes, det er vigtigt, at vi også kan have debatter heroppefra, som foregår på et sprog, som den almindelige dansker også taler. Det er, særlig fordi vi også diskuterer, hvordan vi får folk til at interessere sig mere for, hvad der foregår herinde, hvordan vi gør politik mere involverende, og der er det altså, at vi opfatter, at det at ændre sproget herinde, så det følger med tiden, kunne have en gavnlig effekt. Så er det også fuldstændig rigtigt, som det er blevet sagt heroppefra, at der i øjeblikket foregår et arbejde med at se på, hvordan vi ændrer arbejdsgangene i Folketinget, så vi får alting til at fungere lettere og bedre for hinanden. Jeg synes ikke, det er utidigt at fremsætte det her forslag, selv om vi har den gruppe siddende, for det er noget, jeg synes vi løbende skal diskutere med hinanden her i Folketingssalen, altså hvordan vi gør politikken mere involverende i forhold til det danske samfund og den menige dansker, og det er derfor, vi står bag det her beslutningsforslag.

Hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg blev bare nysgerrig, for på et tidspunkt i ordførertalen nævner ordføreren arbejdsgruppen, og jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvis Alternativet virkelig synes, at det her beslutningsforslag er så godt, har man så brugt den mulighed, man har i arbejdsgruppen, for at rejse den her sag? Og hvad vil så være begrundelsen, hvis man har gjort det og alligevel vælger at fremlægge det her, eller hvis man har undladt at køre det her forslag frem i arbejdsgruppen? Så har man eller har man ikke fremsat det her i arbejdsgruppen? Tak.

Værsgo til fru Josephine Fock.

Vi har ikke brugt meget tid i underarbejdsgruppen, som jeg selv sidder i, på at diskutere det her. Jeg vil sige, at der er to årsager til det. Den underarbejdsgruppe er blevet nedsat på baggrund af et fælles seminar, som jeg ikke kan huske om ordføreren var med på, men det tror jeg, hvor alle Folketingets partier deltog, og der mindes jeg at formanden for Folketinget holdt et indlæg, som, hvad skal man sige, mere eller mindre skød det til hjørne, fordi der var en opfattelse af, at vi skulle bevare tiltaleformen, som den var. Det er den ene begrundelse.

Den anden begrundelse er, at jeg har set det mere som en arbejdsgruppe, der diskuterer arbejdsgangene, altså hvordan det helt konkret er, vi afholder et åbent samråd, hvordan vi afholder et lukket samråd, hvordan vi får udvalgene til at køre bedre. Det har i virkeligheden ikke været sådan politiske diskussioner, det har mere været praktiske diskussioner. Og det er for mig faktisk en politisk diskussion, hvordan vi ændrer samtaleformen i Folketingssalen.

Peter Kofod Poulsen.

Jeg har to ting at sige til det, ordføreren fremfører her. For det første er det en kæmpestor stråmand i forhold til Folketingets formand, der jo ikke har mulighed for her at sige, hvad der er sagt og hvad der ikke er sagt i et indlæg. For det andet forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor man, når man har den her arbejdsgruppe – altså, det burde jo være en fantastisk mulighed for Alternativet, der siger, at man vil have en ny politisk kultur – så ikke bruger sådan en arbejdsgruppe til at prøve at fremme sådan en kultur eller indvie os andre i, hvad sådan en ny politisk kultur kan bestå i? Det synes jeg da er mærkeligt.

Ordføreren.

Jamen jeg er ked af, at ordføreren synes, det er mærkeligt.

Så vil jeg sige i forhold til Folketingets formand, at det ikke er sådan, at jeg synes, at Folketingets formand er en af dem, der ytrer sig mindst. Folketingets formand har jo også været ude at ytre sig offentligt om lige præcis den her debat, vi er i gang med nu.

Så synes jeg, som jeg har sagt, at det er en politisk diskussion, og jeg synes egentlig, det kommer befolkningen til gode, at vi har en diskussion her i Folketingssalen om, hvordan vi, kan man sige, følger med tiden, når vi debatterer med hinanden. Og det er derfor, jeg igen siger, at jeg synes, det er en god idé at fremsætte sådan et beslutningsforslag.

Folketingets formand kan jo ikke deltage i den her diskussion.

Værsgo til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Fru Josephine Fock sagde i sin ordførertale, at man skal ændre sproget, så det følger med tiden. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om der også er andre steder, hvor man bør ændre retningslinjerne herinde, så sproget følger med tiden. Altså, eksempelvis må man jo heller ikke bande her i Folketingssalen eller bruge kraftudtryk. Det er jo også meget oppe i tiden. Der er ikke mange unge mennesker, der laver en hel sætning, uden at der indgår en eller anden form for speciel forkortelse eller bandeord eller noget af den kaliber. Skal man også følge med tiden på den kant i Folketinget?

Værsgo.

Nu vil jeg sådan set ikke tage alle unge til indtægt for at bande. Og jeg synes selvfølgelig løbende vi skal diskutere, hvad det er tilladt at sige. Hvis man kommer til at sige et enkelt »sgu« heroppefra, tænker jeg, at det ikke nødvendigvis ødelægger noget. Men det kan der være forskellige holdninger til. Som udgangspunkt tænker jeg, at vi ikke skal bande, men at det kan komme til at løbe lidt af med en. Og hvis man i det daglige bander, er det ikke nødvendigvis noget, der ødelægger debatten, tænker jeg.

Værsgo til fru Mette Abildgaard.

Men så vil jeg bare høre fru Josephine Fock om kombinationen af, at man dels afskaffer tiltaleformerne og så måske også løsner på sproget på andre parametre, så der måske kan snige sig et bandeord ind hist og pist. Frygter ordføreren ikke, at vi får skabt en debat herinde, som ikke er et forbillede for den debat, vi ligesom ønsker i resten af samfundet, hvor tonen jo bliver hårdere og hårdere, og hvor vi ofte ser f.eks. på de sociale medier, at folk går meget over stregen?

Værsgo.

Altså, jeg ønsker på ingen måde en debat herinde, som går over stregen, i forhold til at vi begynder at tale personligt til hinanden. Og det mener jeg stadig væk godt man kan undgå ved at have en ordentlig tiltaleform, hvor man behandler hinanden med respekt. Og som jeg også sagde i min ordførertale, synes jeg faktisk som udgangspunkt, vi behandler hinanden med respekt, og det tror jeg ikke går fløjten, selv om vi får en friere tiltaleform.

Så er der ikke flere kommentarer til ordføreren. Tak for det. Så er det hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre. Værsgo.

Alternativet, SF og Enhedslisten foreslår med det her forslag, at vi ikke længere skal sige »hr.« og »fru« til hinanden her i Folketingssalen, og at vi kan få lov at sige f.eks. »du sagde sådan og sådan« i stedet for »hr. eller fru et eller andet sagde sådan og sådan«, altså at »hr.« og »fru« bliver afskaffet, og at direkte tiltale bliver tilladt. Det synes vi i Radikale Venstre er en meget logisk opdatering af, hvordan vi taler til hinanden, og derfor kan vi støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg læse, at Altinget havde skrevet om det her forslag, og at vi nu vil gøre op med »hr.« og »fru« i Folketinget. Og jeg er medlem af sådan en drengegruppe inde på Facebook, hvor jeg og mine venner sidder og skriver i løbet af dagen. Og dengang jeg begyndte i Folketinget, havde jeg voldsomt store problemer med at huske »hr.« og »fru«. Så skrev de til mig i dag: Nå, nu kommer det her forslag, fordi du stadig væk ikke har lært at sige »hr.« og »fru«, for så er det jo en lettere måde at løse det på bare at afskaffe tiltaleformerne. Så startede der faktisk en debat om, hvorvidt det var en god idé eller ej – det er ellers sjældent, vi har politiske debatter derinde.

Men det er nu ikke, fordi jeg selv i starten havde problemer med »hr.« og »fru«, at SF er med på det her. Jeg ved jo godt, at det ikke er verdens største forslag, men jeg synes nu alligevel, det er vigtigt, fordi det er vigtigt hele tiden at tale om, hvordan man skaber et nærværende demokrati.

Jeg synes i hvert fald, der er tre argumenter for, hvorfor man kunne gøre det her, og hvorfor man skulle gøre det her. Det ene er, at jeg mener, det skaber en mere nærværende debat. Jeg tror simpelt hen, hvis man sidder som tilskuer i Folketingssalen, eller hvis man sidder og kigger på vores gode FOLKETINGET-kanal, at man vil opleve debatten som mere nærværende og mere letforståelig, hvis vi ikke bruger »hr.« og »fru«, men bruger det fulde navn eller bruger titlen.

Jeg tror for det andet også, det vil være nemmere for alle mennesker, der skulle være så heldige at blive valgt til Folketinget, at deltage aktivt i debatten. Jeg ved godt, at man kan sige, at det jo er folks eget ansvar, at folk bare må lære det – og det er også rigtigt. Men for nogle er det så svært, og jeg kan se, selv når vi har nogle af de gode debatter, altså de mest spændende debatter, at nogle af dem, der har været her fem gange så lang tid som mig, må lægge bånd på sig selv og måske ikke kommer ud med det, som de ellers ville være kommet ud med – ikke nødvendigvis bandeord, men gode argumenter – fordi den her tiltaleform er der. Jeg tror egentlig også, det lægger lidt bånd på folk.

Det sidste er, at vi snakker meget om, hvordan vi skaber et åbent og moderne demokrati, og hvordan vi bliver ved med at udvikle Folketinget i fremtiden. Og ligesom man i andre sammenhænge har afskaffet »hr.« og »fru« og ikke synes, det er en naturlig del af dagen, ligesom det heller ikke er det på folkeskolerne længere, så mener jeg også, det sender et signal om et moderne demokrati, hvis man laver tiltaleformerne om.

Så kan jeg huske, at Folketingets formand engang sagde noget, som jeg synes var klogt, og som jeg selv har brugt på mine rundvisninger, og det var et argument for at have de her tiltaleformer, nemlig at hvis man stod hjemme ved håndvasken sammen med sin ægtefælle eller sin kæreste og man var ved at blive uvenner, så skulle man bare prøve at tale med »hr.« og »fru«, for så kunne man i hvert fald ikke blive uvenner. Så ville man ende med at stå og grine ad hinanden. Det var et argument for, at man fortsat skulle have de her tiltaleformer. Det har jeg selv brugt på mine rundvisninger, men jeg synes egentlig, når jeg tænker tilbage på min tid i byrådet, og når jeg kigger på Nordisk Råd og regionsrådene, at det fungerer fint med det fulde navn og med den tiltaleform, som vi foreslår her i forslaget. Så jeg er ikke så bekymret for, at vi lige pludselig vil stå i voldsomme skænderier i Folketingssalen, selv om vi vedtager det her forslag. Så det er derfor, vi er forslagsstillere på det her.

Tak til hr. Jacob Mark. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Lad mig starte med at sige noget om det, som hr. Jacob Mark sluttede med, nemlig det gode råd fra formanden, som jeg også selv modtog som nyvalgt folketingsmedlem. Jeg har ikke bare fortalt om det på mine rundvisninger, jeg har også prøvet at anvende det i privatlivet, når jeg stod og diskuterede med min ægtemand om, hvem der skulle tage opvasken, og jeg vil sige, at det har en funktion. Diskussionen bliver knap så heftigt, når der kommer hr. og fru Abildgaard Juulsager ind over diskussionen.

Normalt starter jeg mine ordførertaler med at takke forslagsstillerne for at fremsætte de forslag, vi diskuterer, for langt de fleste gange er det forslag, som jeg synes det er værd at bruge Folketingets tid på, men jeg må indrømme, at da jeg skrev på de sociale medier, at vi skulle have den her diskussion i Folketingssalen i dag, gik den primære reaktion, jeg fik, faktisk ikke så meget på, at folk syntes det ene eller det andet, i forhold til om det skulle afskaffes eller ej. Reaktionen gik primært på, om vi for pokker ikke havde noget bedre i Folketinget at bruge vores tid på end at skulle diskutere tiltaleformer, og jeg kan sådan set godt følge de mange danskere, der sidder og føler, at der er ting, vi kunne bruge vores tid mere fornuftigt på.

Derfor må jeg nok også sige meget hurtigt, at Det Konservative Folkeparti ikke kommer til at bakke op om det her beslutningsforslag. Som konservative kan vi godt lide historier, vi kan godt lide kultur, og vi kan godt lide traditioner, og det er forbundet med kultur, historie og traditioner, når det handler om den måde, vi taler på her i Folketingssalen. Her betyder de her tiltaleformer noget for den måde, vi taler sammen på.

Så bliver der spurgt: Ville det ikke være nemmere, hvis man afskaffede det? Jo, det kan godt være, at det ville være nemmere, men nemt er ikke nødvendigvis den rette løsning. Det ville også være nemmere, hvis vi droppede kravet om fremmøde ved afstemninger og vi i stedet for kunne klare det via kahoot på vores mobiltelefoner. Det ville også være nemmere, hvis de her A og M-ure, som hænger overalt på Christiansborg, var digitale og talte ned, så man hele tiden kunne følge med og se, hvor lang tid der var til en afstemning. Det ville også være nemmere, men jeg mener ikke, at det ville være ønskværdigt. Folketinget er en særlig institution, og der må gerne være en særlig respekt om den måde, man så tiltaler hinanden på i landets parlament. Så vi mener ikke, at tiden er inde til at ændre sproget, så det nødvendigvis følger med tiden, som det tidligere er blevet anført her fra talerstolen.

Til sidst til det spørgsmål, som også hr. Jacob Mark var inde på, nemlig »Hvordan får vi et nærværende demokrati?«, vil jeg sige, at jeg synes, det er et relevant spørgsmål at rejse. Men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at der er mange andre ting, der er vigtigere at gøre. F.eks. kunne det være, at vi alle sammen startede med at stoppe med at lave forproducerede taler til alt, hvad vi siger fra den her talerstol. Jeg har ikke skrevet nogen tale til i dag, for jeg lyttede til debatten og opfangede, hvad der var værd at sige noget om. Men der er rigtig mange, der går op på den her talerstol og læser en tale op fra ende til anden og ikke kigger op en eneste gang, og hvis der skulle sidde nogen og følge med derhjemme på Folketingets tv-kanal, tror jeg at det ville være noget af det, der ville gøre, at de ikke syntes, at det var specielt nærværende. Vi kunne også som folketingsmedlemmer tænke mere over vores sprog, i forhold til hvad vi bruger af fremmede sprog. Der er rigtig mange fremmede ord, der er rigtig mange danskere, som måske ikke ved, hvad Disruptionrådet er. Der er mange danskere, der ikke aner, hvad biodiversitet betyder. Men når vi f.eks. diskuterer miljøpolitik her i salen, ja, så taler vi om de her ting med en forventning om, at det ved da alle i samfundet, hvad det måtte betyde.

Så hvis vi i virkeligheden vil sikre en mere nærværende debat, synes jeg, at vi skal prøve at kigge på os selv og den måde, vi holder taler på, og det sprog, vi bruger, når vi taler, og der mener jeg ikke at respekten for tiltaleformerne er nogen stopklods.

Så med de ord må jeg sige, at Det Konservative Folkeparti ikke bakker op om beslutningsforslaget.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Den første bemærkning, jeg overhovedet fik, kom fra nogle af mine venner, som ikke er særlig højtuddannede, vil jeg sige, og de taler et ganske almindeligt sprog, som man nu gør på de arbejdspladser, hvor vi har arbejdet sammen. De sagde til mig: Hvorfor i alverden snakker I så kunstigt et sprog? Hvorfor kan du ikke tale, ligesom du gjorde, inden du kom i Folketinget? Så sagde jeg: Jamen det er jo reglerne, der siger sådan. Det var godt nok nogle gammeldags regler, syntes de. De er vant til at sige deres mening ligeud uden at være ubehøvlede.

Hvis nu Konservative er meget tilhængere af historie og den slags, skal vi så også genindføre »det ærede folketingsmedlem« og »den højtærede minister«? Det var jo helt almindeligt for en del år siden. Eller skal vi lade overklassen begynde at tale fransk eller tysk eller engelsk? Jeg mener, at der er mange måder at distancere sig fra almindelige mennesker på, hvis man ellers er tilhænger af historien. Der er masser af eksempler på det. Akademikere har også deres helt eget sprog, som er ganske uforståeligt for folk, der ikke har fået en større uddannelse.

Værsgo, fru Mette Abildgaard.

Jeg kan sådan set godt følge det med, at vi i vores debatter herinde nogle gange distancerer os fra almindelige mennesker, men det mener jeg ikke først og fremmest sker på grund af vores tiltaleformer. Det mener jeg sker på baggrund af de ord, vi anvender, og den måde, vi snakker på, og den måde, vi undgår at svare på de spørgsmål, der bliver stillet, på. Det tror jeg har meget større konsekvenser end det, at vi måske lige indleder med at sige »fru Karen J. Klint« eller »hr. Christian Juhl«. Og så må jeg indrømme, at hvis jeg spurgte min gruppe, om vi skulle indføre de gamle begreber og sige »det ærede medlem« osv., så tør jeg ikke vædde en kasse sodavand på, hvordan udfaldet ville blive, for jeg tror, at det ville være fifty-fifty. Vi kan godt lide, at der er nogle traditioner. Jeg synes, vi er landet et fornuftigt sted nu, hvor vi har en grundlæggende respekt for det parlament, vi er en del af, men hvor vi samtidig kan have en fri og åben debat.

Hr. Christian Juhl.

Respekten kan man sagtens have uanset »De« og »hr.«. Jeg er enig i det der med sproget og de fremmede ord, men »De« og »hr.« er altså også fremmede ord for almindelige danskere i dag. Der er nogen, der aldrig har brugt de ord over for en person, hverken »De« eller »hr.« eller »fru«.

Så til det der med de digitale ure vil jeg sige, at jeg ikke vil protestere i et minut, hvis Folketingets Præsidium sagde: Nu moderniserer vi lidt, for det er meget lettere at styre, og vi kan bruge det til at give flere beskeder på osv. Sådan følger vi da med hele tiden. Der står en computer her og computer der, og der er i min lomme en telefon med en hel masse ting, som ikke var der, da min oldefar sad i Folketinget. Tingene udvikler sig jo, også sproget, også den måde, vi kommunikerer på, og de redskaber, vi bruger.

Værsgo.

Jeg synes, at hr. Christian Juhl glemmer en ting i sin argumentation, og det er, at »hr.« og »fru« ikke er meningsforstyrrende. Jeg tror ikke, der sidder nogen og følger debatten, som ikke forstår, når jeg siger »hr. Christian Juhl«, hvad det så betyder, eller når man siger »fru Mette Abildgaard«. Det tror jeg ikke der er nogen der finder meningsforstyrrende. Det eneste meningsforstyrrende, der skulle være i det, er da, at vi bruger »fru«, uanset om man er gift eller ej. Jeg synes, det var mærkeligt, da jeg kom herind og startede, at jeg var fru Abildgaard, før jeg var blevet gift. Det er det eneste meningsforstyrrende, jeg vil kunne finde i det.

Tak for det. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes nu, at det er en skam, at formanden ikke har mulighed for at deltage, men hvad hun mener, må vi jo høre en anden dag.

Det er ikke min opfattelse, at tonen bliver hårdere og hårdere i samfundet. Der er ingen af mine børn, der bander, når vi sidder ved fødselsdagsbordet eller møder hinanden i andre sammenhænge. Det er der heller ingen af mine børnebørn der gør, og de er jo ellers to generationer fra mit sprog.

De fleste af de mennesker, jeg møder, taler ordentligt og respektfuldt til hinanden. Engang var det sådan, at overklassen i Danmark talte tysk og fransk for at distancere sig fra folket, fra de almindelige mennesker, og akademikere havde også et helt, helt særligt sprog. Nogle af dem talte endda latin for at vise, at de var både klogere og dygtigere end alle mulige andre. Sådan er der jo måder at distancere sig på.

Jeg synes, det er fint nok, at man viser, at man er i et fint parlament, hvor man har fået den ære at få lov til at være med til at bestemme over lovgivning og den slags ting, men det betyder jo ikke, at man ikke kan gøre det respektfuldt på almindeligt dansk. Jeg har faktisk mest respekt for de mennesker, der fastholder deres sprog, også f.eks. deres dialekt. Det er der jo ikke ret mange der gør. Herinde er der mange, der gemmer deres dialekt, fordi de nu er kommet i Folketinget.

Min oldefar hed Jørgen Jørgensen, og han sad i Folketinget i 1906 for et parti, der hed Venstrereformpartiet. Det var et moderne parti i forhold til Danmarks Liberale Parti, Venstre, og de dannede senere Radikale Venstre. Da sagde man – jeg har læst nogle af hans taler – »det ærede folketingsmedlem« osv. osv., og når ministeren kom på, skulle man sige »den højtærede minister«. Hvis vi brugte det sprog i dag, kunne man jo meget tydeligt forstå, hvad det egentlig er, vi mener med det her, netop at man i den grad distancerer sig.

Fred være med det, at når familien fra kongehuset kommer herover, er der nogle helt bestemte normer. Dem har jeg ikke tænkt mig at tage op i den her sammenhæng. Jeg ved ikke, om de selv har bestemt dem, eller om det er Folketinget, eller hvem der har det.

Jeg tænker på det gamle sprog med »De« og »hr.« og tredje person. Tredje person betyder egentlig, at man taler om personen i stedet for at tale til personen. Hvis man vil tale direkte til personen, bruger man anden person. Tredje person er jo en mærkelig form. Det gamle sprog tales i Danmark kun i nogle helt, helt få subkulturer. Prøv at tænke på, hvornår I bruger »De«, »hr.« eller »fru« – og jeg er fuldstændig enig i den besynderlighed, at man ikke siger frøken til frøkener. Nu har vi også flerkønsbegreber, hvor man siger »hen« og den slags ting. Det er der jo slet ikke plads til i vores vokabularium, eller hvad man kalder sådan noget fint noget som sprog.

Jeg mener, at det virker mere fremmedgørende og stift på mange almindelige mennesker, i hvert fald dem, jeg færdes blandt. Jeg tror ikke på, at de er så forskellige fra dem, som hr. Leif Mikkelsen, hr. Gade og andre møder i hverdagen. Jeg tror faktisk, at det stort set er de samme. Jeg mener, at der er ingen af dem, vi begge to møder nede på torvet, hr. Leif Mikkelsen, i Silkeborg en lørdag, når der bliver handlet ind, der sælger en gulerod ekstra, hvis de begynder at sige »De« til nogen af os, fordi det virker ganske respektløst og distancerende. Det virker fremmedgørende og stift.

Det er ufolkeligt, og det er igen og igen svært at overholde, selv for mangeårige medlemmer, og det er ikke kun hr. Jacob Mark, der har svært ved det. Det har jeg stadig væk også selv, og det falder ikke naturligt. Det er en begrænsning for den måde, man udtrykker sig på, og det vil sige, at de nuancer, man kan få med, bliver begrænset af det.

En mere folkelig form ville være mere ligetil, og den ville signalere ligeværdighed i forhold til dem, vi repræsenterer. Hvis vi går bort fra tredje person og nøjes med for- og efternavn, ja, så har vi alligevel en form at arbejde med. Jeg har ingen idé om, at det kun skal være fornavn, fordi der er mange, der hedder Peter, og mange, der hedder Jens, og mange, der hedder Christian. Det ville da være upraktisk ikke at bruge efternavnet, når vi nu skal tiltale hinanden med navn, så man ved præcis, hvem det er. Men »hr.« og »fru« er ikke med til at præcisere vores besked. Jeg ved egentlig ikke, hvad det gør af gavn, men det er i hvert fald ikke med til at præcisere det, for det siger vi jo til alle. Vi ville blive lettere at forstå. Det ville være mere enkelt, og det ville fremme en levende og nærværende debat, uden at respekten for Folketingets forhandlinger forringes.

Så synes jeg, at der er nogle, der er gået foran. De har opsamlet erfaringer. I Nordisk Råd, hvor fru Karen J. Klint og jeg sidder, bruger man det ikke. Man kalder godt nok formanden for præsidenten, tror jeg nok, men her fortsætter vi også med at sige »minister« og »ministeren«, fordi det er embedet, der skal svare, og ikke den ene eller anden person.

Med hensyn til erfaringerne fra både regions- og byråd og Nordisk Råd, som jeg selv kender, har jeg spurgt rigtig mange: Er det mere brutalt? Er det mindre respektfuldt? Det er ikke mindre respektfuldt, nærmest tværtimod, for jeg synes, det er respektfuldt at tale på den samme og letforståelige måde, som man plejer at tale på. Det er mest respektfuldt at tale direkte til hinanden. Tredje person er en distancerende form, som jeg synes vi skulle prøve at arbejde os væk fra.

Til det der med, om det er et ligegyldigt forslag: Kunne vi ikke godt tage hinanden så alvorligt herinde? Jeg lytter også til mange forslag, som jeg selv aldrig kunne drømme om at stille, men derfor går jeg da ikke på talerstolen og siger: Det er da spild af tid det her. Det er et ligegyldigt forslag osv. Jeg kunne godt skrive en halv bog om forslag, som kunne få den betegnelse, hvis nogen egentlig ønskede at få karakter for sine forslag. Men det gør jeg ikke, fordi jeg gerne vil vise respekt for de mennesker, der er valgt til det her og har nogle ideer om, hvad der kunne være en god ting for befolkningen.

Det her forslag har jeg diskuteret med så mange af mine venner, og måske er de lidt atypiske, fordi de er mere folkelige end andre – det ved jeg ikke om de er, men det vil jeg helst ikke tro. Jeg tror faktisk, at kollegaernes venner og bekendte og vælgere er nogenlunde på samme niveau, hvad det her angår.

Så jeg vil gerne anbefale jer lige at overveje det og tænke over det, og jeg vil godt give det tilsagn, at vi gerne vil diskutere det endnu en gang, hvis det er sådan, at der er bredt tilsagn for, at man vil tage det op i det her underudvalg. Men det er ikke min fornemmelse, at man vil tage det op der, men hvis man gerne vil vente og stemme for det i udvalget, så synes jeg, det er fint. Så skal vi da ikke lægge noget til hinder for, at vi når så langt.

Til dem, der har syntes, at det var været lidt overflødigt, vil jeg da sige tusind tak for tålmodigheden, ærede kollegaer.

Så er det fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det var en interessant konkurrence, hr. Christian Juhl var ved at åbne op for, i forhold til hvem der havde de mest folkelige venner. Det var interessant.

Jeg vil egentlig bare spørge hr. Christian Juhl, om det ikke er korrekt, at hvis man har lidt svært ved at finde ud af det her med »hr.« og »fru«, har man også den mulighed bare at sige »ordføreren« og »spørgeren«, og at det også bliver accepteret i den måde, vi taler til hinanden på herinde.

Så vil jeg også høre, som det andet element, om det ikke også er korrekt, at det har en positiv effekt, i forhold til at vi som folketingsmedlemmer lærer hinandens navne. Det, at man så ofte hører folketingsmedlemmer benævnt ved det fulde navn, har gjort, tror jeg, at der ikke er nogen folketingsmedlemmer i dag, jeg ikke kan det fulde navn på, og det synes jeg egentlig er en fin lille sidegevinst ved vores tiltaleformer.

Ordføreren.

Hvad angår det der med at sige »ordføreren«, sidder jeg tit og tænker, når jeg sidder i formandsstolen: Det her er for slapt, Christian Juhl; sig navnet, for det virker meget, meget bedre.

Men det vil ikke blive forringet. Altså, når vi skal sige for- og efternavn og nøjes med det, er vi tvunget til det i stedet for at sige »ordføreren«, og der kommer vi tættere på, at folk hver eneste gang husker, hvad han eller hun, der nu har navnet, hedder, og det synes jeg er en god ting. Jeg synes ofte, jeg tager mig i det, når jeg selv af magelighed, eller hvis jeg ikke lige kan huske et navn, siger »ordføreren«. Det er ikke en god tiltaleform. Der synes jeg det er bedre at sige »Mette Abildgaard«, hvis nu vi indførte det, eller som nu »fru Mette Abildgaard«.

Ordfører fru Mette Abildgaard? Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Christian Juhl.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.