5. Der trækker sig en usikkerheds-
og ustabilitetsbue i NATO’s periferi og uden for NATO.
Alliancen står over for en række sikkerhedsmæssige udfordringer og trusler, som kommer
både fra øst og syd; fra både statslige og ikke-statslige aktører; fra militærstyrker og fra
terror-, cyber- eller hybridangreb. Ruslands aggressive handlinger, herunder provokerende
militæraktiviteter i periferien af NATO's territorium og dets udviste villighed til at nå politiske
mål ved hjælp af trusler om og brug af magt, udgør en kilde til regional ustabilitet og en
grundlæggende udfordring for Alliancen, har skadet den euro-atlantiske sikkerhed og udgør en
trussel mod vores mangeårige mål om et helt, frit og fredeligt Europa. Vores sikkerhed er også
kraftigt påvirket af den sikkerhedsmæssige situation i Mellemøsten og Nordafrika, som er
forværret betydeligt i hele regionen. Terrorisme, særligt forøvet af den såkaldte Islamiske Stat
i Irak og Levanten (ISIL)/Da'esh, har nået et hidtil uset intensitetsniveau, rækker ind i hele det
allierede territorium og udgør nu en umiddelbar og direkte trussel mod vores nationer og det
internationale samfund. Ustabilitet i Mellemøsten og Nordafrika bidrager også til flygtninge- og
migrantkrisen.
6. Det ændrede og nye sikkerhedsmiljø kræver, at man kan imødegå udfordringer og trusler af
enhver art fra enhver retning. NATO udgør med udgangspunkt i solidaritet, samhørighed og
vores sikkerheds udelelighed fortsat den transatlantiske ramme for et stærkt kollektivt forsvar
og er det væsentligste forum for sikkerhedskonsultationer og -beslutninger blandt allierede.
Alliancens primære ansvar er at beskytte og forsvare vores territorium og befolkninger mod
angreb som anført i artikel 5 i Washington Traktaten. Derfor lægges der fornyet vægt på
afskrækkelse og kollektivt forsvar. Samtidig skal NATO fortsat være i stand til at reagere på
kriser uden for NATO’s grænser og forblive aktivt engageret i at sprede stabilitet og styrke den
internationale sikkerhed via samarbejde med partnere og andre internationale organisationer.
9. I mere end to årtier har NATO tilstræbt at etablere et partnerskab med Rusland, herunder
via mekanismen NATO-Rusland Rådet (NRC). Ruslands seneste aktiviteter og politik har
reduceret stabilitet og sikkerhed, øget uforudsigeligheden og ændret sikkerhedsmiljøet. Mens
NATO står ved sine internationale forpligtelser, har Rusland ikke levet op til de værdier,
principper og forpligtelser, som ligger til grund for forbindelserne mellem NATO og Rusland
som angivet i grunddokumentet for det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd fra 1997, Den
Grundlæggende Akt mellem NATO og Rusland fra 1997 samt Rom-deklarationen fra 2002.
Rusland har brudt den tillid, som er kernen i vores samarbejde, og udfordret de
grundlæggende principper for den globale og euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur. De
beslutninger, vi har taget, herunder på dette topmøde, er fuldt overensstemmende med vores
internationale forpligtelser, og de kan derfor ikke af nogen anses for at være i modstrid med
Den Grundlæggende Akt, som NATO og Rusland har underskrevet.
10. Ruslands destabiliserende handlinger og politik omfatter: Den aktuelle, ulovlige og
uretmæssige annektering af Krim, som vi ikke kan og vil anerkende, og som vi opfordrer
Rusland til at omstøde; krænkelsen af suveræne grænser med magt; den bevidste
destabilisering af det østlige Ukraine; storstilede snap-øvelser i strid med ånden i Wien-
dokumentet og provokerende militære aktiviteter nær NATO’s grænser, herunder i regionerne
omkring Østersøen, Sortehavet og det østlige Middelhav; dets uansvarlige og aggressive
atomretorik, militære koncept og underliggende holdninger samt dets gentagne krænkelser af
NATO-allieredes luftrum. Endvidere har Ruslands militære indblanding, væsentlige militære