Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 150:

Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen.

Af udenrigsministeren (Anders Samuelsen).

(Fremsættelse 20.04.2017).

Forhandlingen er åbnet.

Socialdemokratiets ordfører har et hverv som formand for Folketinget lige i øjeblikket. Jeg håber, at jeg på et senere tidspunkt kan vende tilbage i ordførerrækken og tilkendegive, at Socialdemokratiet støtter beslutningsforslaget.

Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Tak, formand. Hvis formanden ikke kan komme først, må den tunge byrde jo lande blødt på mine skuldre.

Se, regeringen anmoder Folketinget om samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for NATO's fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen. Beslutningen om etablering af NATO's fremskudte tilstedeværelse blev truffet på NATO-topmødet i juli 2016. Den fremskudte tilstedeværelse består af en multinational bataljon i hvert af de baltiske lande og Polen, som er anført af en rammenation. Den fremskudte tilstedeværelse vil utvetydigt demonstrere NATO-landenes alliancesolidaritet og understrege viljen til at beskytte NATO's befolkning og territorium mod enhver aggression, idet et angreb på NATO's fremskudte tilstedeværelse vil udgøre en aggression mod flere allierede.

Det har været vurderet nødvendigt at etablere den fremskudte tilstedeværelse i lyset af den usikkerhed, som er afstedkommet af bl.a. Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen, handlinger i Østukraine samt udviklingen i det generelt mere komplekse sikkerhedsbillede, som alliancen står over for mod øst. Således har særlig de baltiske lande og Polen oplevet en stigende militær aktivitet i deres østlige nærområde. Den fremskudte tilstedeværelse er en defensiv og proportional reaktion på det mere komplekse sikkerhedsbillede i regionen og følger af alliancelandenes bestemmelser.

Det samlede danske bidrag vil bestå af op til 200 personer i form af en enhed af kompagnistørrelse med nødvendige støttefunktioner, som udsendes for en periode på cirka 12 måneder fra omkring årsskiftet 2017 og 2018. Der er ikke truffet beslutning om en forlængelse eller en fornyet udsendelse, idet det kan blive relevant på et senere tidspunkt. Det skal dog bemærkes, at der i NATO ikke er taget stilling til varigheden af den fremskudte tilstedeværelse, men der er en forventning om, at der er tale om en flerårig udsendelse.

Venstre synes, at det er en god idé at markere solidariteten inden for NATO. Vi skal dog beklage, at det her er nødvendigt, men da NATO er en af hjørnestenene i dansk udenrigspolitik, er det altså også vigtigt, at vi står sammen og står last og brast med de baltiske lande og NATO.

Jeg skal lige sige, at vi sender den her enhed af sted sammen med 19 andre lande, og at enheden samlet set vil udgøre 4.000 mand, og at det danske bidrag vil være ca. 200. Tak.

Tak til ordføreren. Der er lige en enkelt kort bemærkning her fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Man kan sige, at lige nu har man en situation, hvor både Rusland og NATO ligesom optrapper militært i Østersøen. Det er klart, at når man gør det, er der en fare for, at det kan føre til konflikt, og at man kan have sådan en cirkel af oprustning på begge sider, som vil fortsætte. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fra Venstres ordfører: Hvad forventer Venstre vil være den russiske reaktion på baggrund af den her øgede tilstedeværelse af NATO-tropper?

Ordføreren.

Tak. Virkeligheden er vel, at sikkerhedssituationen i vores nærområde er blevet mere kompliceret. Og det er vel at udvise rettidig omhu, at man i solidaritet sammen med sine gode venner og medlemmer i forsvarsalliancen markerer, at man agter at forsvare ens eget territorium. Ordføreren for Enhedslisten skal være opmærksom på, at den enhed, som man stiller i de baltiske lande, på ingen måde i dens opbygning har noget offensivt – de har ingen offensive muligheder. Der er i mine øjne tale om en meget defensiv enhed, men over for det står der russiske styrker, der står russiske snap exercises, der står en ulovlig annektering af Krim, og der står nogle hybride krigshandlinger i det østlige Ukraine. Jeg synes faktisk, at det er på rette sted og på rette plads, at NATO viser: hertil og ikke længere.

Spørgeren.

Der er jo ingen tvivl om, at den russiske tilstedeværelse i det østlige Ukraine og annektering af Krim er i klar strid med folkeretten og helt uacceptabelt. Men spørgsmålet er jo bare, om Danmark, om Østersøen bliver mere sikker ved udsending af de her tropper, eller risikerer vi, at russerne svarer igen med yderligere oprustning på deres side af grænsen? Og der kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvad man fra Venstres side forventer der vil ske. For hvis man bare opruster uden at have en plan for, hvad der kommer til at ske, så frygter jeg, at det kan blive en rigtig farlig oprustningsspiral, vi bevæger os ind i.

Ordføreren.

Jamen jeg ser ikke det her som en oprustning. Jeg ser det, som om man rykker rundt på nogle enheder for at markere en solidaritet. Jeg synes faktisk, at det er lidt bemærkelsesværdigt, at ordføreren fra Enhedslisten ikke støtter op om solidaritet, når vi nu skriver den 2. maj, og det var den 1. i går, hvor jeg går ud fra, at ordføreren var ude at markere solidaritet og et tilhørsforhold sammen med de kollegaer, som ordføreren nu er i parti sammen med. Jeg synes, at det her også er en måde at vise over for Rusland, at der altså er magt bag ordene. Der er ingen tvivl om, at nu har vi i lang tid prøvet at tage dialogen hen over forhandlingsbordet. Det har absolut ikke hjulpet, tværtimod. Jeg vil nok sige, at med den intensitet og den størrelse, som man på russisk side i øjeblikket træner på, kan man frygte det værste. Jeg synes faktisk, at det her er rettidig omhu, det er at finde brandforsikringen frem i god tid og sørge for, at den bliver pudset af. Det er ikke os, der er ude at sætte et aggressivt fingeraftryk, nej, det er på den anden side af grænsen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at Ruslands annektering af Krim og fremfærd i det østlige Ukraine er i klar strid med folkeretten og klart skal fordømmes. Det er afgørende, at vi i Danmark som et lille land står værn om folkeretten og går imod krænkelser af folkeretten, hvor store lande bruger jungleloven til at slå ned på de små. Det siger sig selv, at Danmark som et lille land har en stor interesse i at forsvare folkeretten og selvfølgelig i denne sag kritisere Rusland for den aggressive fremfærd.

Derfor har Enhedslisten også støttet aktivt op om økonomisk og politisk pres på Rusland. Vi synes, det er positivt, at EU har indført målrettede sanktioner, der eksempelvis forbyder eksport af våben til Rusland og den russiske præsident Putin. Ligeledes har vi klart opfordret regeringen til at afvise Nord Stream 2-rørledningen, gasrørledningen i Østersøen, da det vil øge Europas afhængighed af russisk gas. Vi har med Enhedslistens øjne overhovedet ikke brug for en større afhængighed af gas fra Putin, vi har behov for en grøn og en bæredygtig omstilling.

Men når det er sagt, synes vi, det er afgørende at vende os imod det våbenkapløb, der lige nu foregår i Østersøen. Som vi ser det, er det drønhamrende uklogt og meget farligt. Både NATO og Rusland opruster i Østersøen. Den ene oprustning fører den anden med sig i en ond spiral, der øger faren for konflikt. Og det er ikke mindst farligt for os i Danmark, for os i Norden og generelt for landene rundt om Østersøen, for det her er et våbenkapløb, som foregår lige i vores nærområde, og konflikten vil i værste fald udspille sig her. Det er ærlig talt uhyggeligt at tænke på.

Derfor vil den her oprustning heller ikke være til fordel for balterne, som det ellers ofte bliver fremført at den her oprustning vil hjælpe. Nej, for problemet er jo, at det er balterne, der ender med at kunne blive ramt allermest af en potentiel konflikt. De vil have den største fordel af gensidig nedrustning og afspænding. Og helt ærligt, hvis man tænker over det, er der så nogen, der tror, at russerne vil fjerne deres missiler, som de er ved at opstille i Kaliningrad, fordi der kommer flere våben på NATO's side af grænsen? Jeg tror det ikke. Historien viser os noget andet. Det er naivt at tro, at våbenkapløb mindsker faren for konflikt. Vi kan ikke få fjernet russiske missiler eller soldater med et øget antal våben og missiler på vores side af grænsen. Vi kan kun gøre det gennem en gensidig nedrustning. Det er erfaringerne fra afviklingen og afslutningen af den kolde krig. Det lykkedes at stoppe den kolde krig og få nedlagt Warszawapagten, uden at der blev løsnet et skud. Det skete gennem forhandling.

Reelt står vi i en ganske paradoksal situation. NATO og Rusland grænser op til hinanden flere steder. Man gør det i Østersøen, og man gør det i Arktis her i den nordlige del af Europa. Mens der i Østersøen føres et våbenkapløb, er der både her i Folketinget, men også bredt på begge sider af grænsen et ønske om at sikre afspænding i Arktis. Jeg mener, det er helt afgørende, at vi ikke lægger os fladt ned for Putin. Som sagt går vi i Enhedslisten ind for et økonomisk og et politisk pres, men vi skal ikke gøre den nuværende tilspidsede situation endnu mere farlig med oprustning og våbenkapløb. Sammen med den nordiske venstrefløj fra Sverige, fra Norge, fra Finland, fra Island, fra Færøerne og fra Grønland har Enhedslisten, SF og Alternativet fremsat et forslag til et tættere nordisk sikkerhedssamarbejde og et forslag til, hvordan man kan arbejde for gensidig nedrustning. Det er et bud på, hvordan vi kan undgå det våbenkapløb og den oprustningsspiral, som Europa og Østersøen risikerer at fortsætte med at være inde i. Det er farligt for os alle sammen. I stedet for at deltage i våbenkapløbet mellem NATO og Rusland har vi i Norden en interesse i at sikre afspænding og nedrustning i Østersøen.

Jeg står ikke her og siger, at det bliver let at opnå det. Nej, men jeg siger, at det er naivt at tro, at Danmark, Baltikum og Østersøen bliver mere sikre gennem et fortsat våbenkapløb. Og derfor afviser Enhedslisten regeringens forslag.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg tror, vi alle sammen godt kan være enige med Enhedslistens ordfører om, at det bedste havde været afspænding, det bedste havde været ikke nogen yderligere militær optrapning. Men hvis der skal stå troværdighed omkring et medlemskab af NATO, hvis der skal være solidaritet mellem lande, som hylder det frie, som hylder demokratiet, som hylder retten til at vælge selv, så bliver man vel også tvunget til at være troværdig. Vi kan jo se, hvor langt dialog og gode hensigter har hjulpet Ukraine. Det er jo ikke den fremtid, vi ønsker for vores baltiske lande og Polen. Man bliver vel tvunget til at sige, at hvis vi skal kunne forhandle, bliver man også tvunget til at forstå, at der kan sættes noget magt bag ordene, at der kan sættes noget troværdighed i forhandlingen, for at forhandle om varm luft tror jeg altså ikke at man opnår noget ved. Og det er vel i bund og grund det, som Enhedslisten foreslår.

Ordføreren.

Nej, det er på ingen måde det, som Enhedslisten foreslår. Jeg kan sagtens forstå, at de baltiske lande af historiske grunde er drønhamrende bange for Rusland. Det forstår jeg fuldt ud. Men ikke mindst fordi jeg ønsker de baltiske lande det godt, mener jeg faktisk, det er afgørende, at vi arbejder for at få vendt det våbenkapløb, der lige nu kører i Østersøen, for det er jo dem, der vil være i frontlinjen i en potentiel konflikt.

Dermed mener jeg, at tilgangen er forkert. Man bør arbejde på at få aftaler om gensidig nedrustning. Det er ikke det samme, som at man skal lægge sig fladt ned. Som jeg sagde, skal der lægges politisk og økonomisk pres, men man bør arbejde for at få en gensidig afspænding frem for den nuværende oprustning.

Spørgeren.

Jamen det er vel også det, man arbejder på. Jeg kender jo ordføreren så godt, at jeg også ved, at ordføreren følger nøje med i, hvad der sker inden for OSCE's område. Man arbejder på at få genetableret CFE-traktaten, man arbejder på tillidsskabende foranstaltninger, men det er jo ikke nok. Man står jo over for et land, hvor man har indtrykket af, at jo hårdere Putin kører sin egen befolkning, jo flere pisk han giver dem, jo færre rettigheder, jo færre muligheder, jo mere populær bliver manden. Vi bliver desværre tvunget til at sende det signal, at vi mener det her alvorligt. Vi vil vælge vores egen fremtid. Vi vil ikke påduttes noget som helst. Vi vil ikke være russisk interesseområde, vi vil have muligheden for at vælge vores egen fremtid, og det er vel bare der, vi har et interesse- og værdifællesskab med de baltiske lande og Polen.

Ordføreren.

Jeg synes, at OSCE er en enorm vigtig organisation her. Og jeg synes eksempelvis, at det initiativ, som den tyske udenrigsminister Steinmeier har taget for at prøve at genoplive gensidige forhandlinger omkring nedrustning i Europa i OSCE-regi, er enormt positivt. Men jeg mener bare, at det, som vi gør her med udsending af soldater til den russiske grænse, modarbejder de nedrustningsinitiativer, som bliver taget. Man kunne vende det om: Skal vi så også opruste i Arktis? Nej, det synes jeg ikke. Det er der faktisk ingen her i salen der synes. Og skulle vi så ikke hellere forsøge at få nedrustning og afspænding i Østersøen, ligesom vi alle sammen arbejder på at få det i Arktis?

Dermed siger vi tak til ordføreren, og den næste i rækken er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance støtter selvfølgelig et dansk bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen, og det gør vi, fordi det handler om en helt nødvendig reaktion fra den forsvarsalliance, vi i Danmark bygger vores frihed og sikkerhed på. Danmark har altid stået bag og været med til at træffe beslutningerne i NATO. Det gjorde vi også med beslutningen om øget tilstedeværelse i Baltikum og Polen fra topmødet i juli 2016. Derfor skal vi selvfølgelig også i al væsentlighed bidrage til NATO's konkrete tilpasning af styrker og omplacering af disse.

Dansk forsvar kan i dag udelukkende betragtes i en NATO-sammenhæng, og i den nye sikkerhedspolitiske virkelighed har Rusland annekteret Krim og skaber uro og usikkerhed i det østlige Ukraine. Der sker troppeopbygninger i umiddelbar nærhed af vores allierede naboer mod øst og inden for Danmarks nærområde. Det er derfor glædeligt, at 20 ud af 28 NATO-lande har valgt at bidrage, og det understreger for alle, der eventuelt skulle tvivle på det, at NATO er en stærk og samlet forsvarsalliance, hvor medlemmerne i den grad står skulder ved skulder i enhver given situation, der måtte true sikkerheden i et hvilket som helst medlemsland.

Derfor skal Danmark selvfølgelig også bidrage til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen. Og så skulle jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. I Alternativet har det været en balanceakt af de større at tage stilling til det her forslag, og sådan er det tit, når det kommer til NATO. Vi mener, at NATO i dag er væsentlig for Danmarks sikkerhedspolitik. Vi har svært ved at se, hvordan vi p.t. skal indrette os uden den sikkerhed, den alliance har skabt. Vi kunne ønske os et større og stærkere samarbejde med de europæiske lande – det kan vi arbejde hen imod. Vi kunne ønske os endnu mere initiativ og støtte til FN's fredsarbejde og FN's indsats i det hele taget – det støtter vi så vidt muligt. Så når vi siger ja til det her lovforslag, vel vidende at det kan blive opfattet som en aggression og en provokation af netop Rusland, som Enhedslistens ordfører var inde på tidligere, så har vi da gjort os mange tanker om, hvad det egentlig er, man forventer vil være Ruslands tilbagemelding på sådan en oprustning, og hvad der egentlig vil ske, og det kan vi jo ikke vide.

Men det, vi ved, er noget, som jeg også selv har oplevet, da jeg var i Talinn med den amerikanske ambassade. Det er efterhånden lang tid siden, men jeg har godt nok henvist til det besøg ret mange gange efterhånden, for det var ret interessant at opleve, hvordan befolkningen i de baltiske lande egentlig opfattede truslen. I det her lovforslag drejer det sig også om Polen, men det var de baltiske lande, jeg besøgte. Der er jo også et stort russisk mindretal i dele af regionen, og der er nogle dér, der i den grad ikke vil have den beskyttelse, der kommer fra NATO's side. Jeg tror, at man kan sige, at det er en symbolsk beskyttelse, for jeg tror såmænd ikke, at Rusland kunne finde på at gå ind over grænserne, men jeg forstår frygten for, at det kunne ske. Det var den frygt, som var så udtalt, fordi man havde set, hvad der skete på Krim. Når vi prøver at sætte os i deres sted som NATO-medlemsland, synes jeg, at vi bliver nødt til at gå ind og hjælpe dem, for vi er medlem af NATO, og vi ville forvente den samme velvilje over for os i form af en symbolsk beskyttelse, hvis det var Danmark, det drejede sig om, og derfor er vi for lovforslaget.

Så er der et par ting, jeg skal have spurgt ind til. Det er bl.a. finansieringen. Der er lagt op til, at det er et 12-månedersbidrag, men det bliver også sagt meget tydeligt, at det er noget, vi forventer at fortsætte med. Hvor skal pengene tages fra, og hvordan skal prioriteringen være? Hvad kan vi egentlig forvente os med hensyn til den samlede beløbsstørrelse? Umiddelbart kan jeg ikke se, at det vil ændre vores position. Der er selvfølgelig altid en grænse, men jeg tænker, det er væsentligt, at vi siger ja til det her. Så hvad skal ikke prioriteres, når vi bidrager med så anselig en styrke?

Så er der hele dialogen med Rusland. Hvad er det for et forum, vi i dag har dialogen med Rusland i fra NATO's side? Jeg tænker ikke, at den danske dialog med Rusland er den væsentligste her. Det er simpelt hen NATO's dialog, USA's dialog med Rusland, det drejer sig om. Hvad gør vi egentlig med Trump siddende i den ene side og Putin i den anden? Er der skabt et rum, hvor vi rent faktisk kan tale sammen? For vi vil ikke ud i en situation, hvor Rusland bliver en fjende. Jeg ved godt, at det er inde i billedet i dag, at Rusland er fjenden, men vi har simpelt hen ikke råd til som land, at Rusland bliver en geopolitisk eller en krigspolitisk fjende. Det ville simpelt hen være for voldsomt, og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne, hvis vi skulle stå i en situation, hvor vi kommer i krig med Rusland. Der synes jeg at vi i den retorik, der bliver brugt i dag, har et problem, for hvis vi etablerer Rusland som fjende, så vil de også være en fjende, og de vil opfatte vores artikel 5-indsats her for at hjælpe de baltiske lande og Polen som en direkte provokation. Hvis vi ikke tager os meget, meget i agt, er NATO's rolle her på et tidspunkt lige så ødelæggende for den diplomatiske indsats, der skal foretages, som Ruslands er, fordi det vil blive en optrapning.

Vi er med så langt, at optrapningen her tjener til en beskyttelse af de baltiske lande og Polen, men vi skal godt nok også være opmærksom på de diplomatiske retningslinjer, jeg har hørt fra vores forsvar, om, hvor langt man skal være fra grænsen, og hvordan man vil tage hensyn til netop ikke at provokere unødvendigt. Det synes jeg er meget fornuftigt, men vi er meget opmærksom på de risici, der også vil være her. Så hvad er det for en dialog, vi kan føre med Rusland fremover? Der har jeg ikke hørt så meget nyt om at NATO har skiftet position. Jeg hører ikke, at retorikken fra NATO's side over for Rusland er blevet mere imødekommende over de seneste år.

Så hvilke fora er det, den her løbende dialog vil blive ført i, og er det her ødelæggende for den dialog? Det må vi jo se på, når vi får responsen. Jeg er enig i, at Rusland naturligvis vil opfatte det her som en aggression, men Rusland gør det samme, og der er vi for så vidt enig i, at den måde, man bedst taler til Rusland på, er også at vise styrke. Men vi skal være bevidste om, at det, det så reelt kan ende med, er en optrapning og en eskalering og en koldkrigstilstand igen. Der skal vi for alt i verden sige nej. Det er ikke så nemt for mig at se, at dialogen med Rusland bliver ført på det rigtige niveau lige nu, så det vil vi blive ved med at presse på for.

Så kunne vi godt tænke os at høre lidt om Danmarks rolle i NATO. Kan vi egentlig byde ind med noget? Kan vi gå ind og sige, hvad vi gerne vil byde ind med? De 2 pct. kommer vi ikke til at bakke op om at vi skal nå, men kunne man byde ind med andet end krigsmateriel? I det hele taget så vi gerne en lidt stærkere dialog fra Danmarks side med NATO, sådan at NATO kan agere på vores vegne over for Rusland. Men vi bakker op om forslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg må ærlig talt sige, at jeg ikke rigtig forstod, hvad Alternativets position var. Altså, ordføreren oplistede en række kæmpestore problemer ved det her og erklærede derefter, at Alternativet kan støtte det. Det letteste, man kan gøre i verden, er jo at opruste og skabe konflikt. Det sværeste er at skabe nedrustning og afspænding. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre helt klart fra ordføreren: Hvad er det, Alternativet vil opnå ved at sende 200 danske soldater til den russiske grænse, vel vidende at det vil blive betragtet som en aggression og russerne formentlig vil svare igen med yderligere oprustning? Hvad vil Alternativet opnå?

Ordføreren.

Jamen jeg er jo helt enig. Jeg prøvede jo også at skitsere netop den meget svære balancegang, som vi har i Alternativet, og som Danmark jo har, og som vores udenrigsminister og forsvarsminister har i den her situation, for hvad får vi ud af det? Jeg tror såmænd ikke, at vi får så meget andet ud af det her, end at Rusland netop vil have en god grund til at føle sig provokeret og sige: I gør jo det samme som os. Og det burde jo ærlig talt være et argument for at sige nej.

Men vi er medlem af NATO, og de baltiske lande har i henhold til artikel 5 ret til at få beskyttelse. Vi skal stå der. Hvis Rusland går ind over grænsen, skal der være et NATO-medlem, være NATO-styrker, som man møder som det første. Det har en afskrækkende effekt, og det kan jeg godt forstå at man har brug for. Så vi vil bakke op om vores NATO-medlemskab. Vi er medlemmer af NATO, og så længe vi er det, skal vi følge det op med også at sætte handling efter ord og aftaler. Vi skal altså skabe sikkerhed for Polen og de baltiske lande, ligesom vi selv ville ønske det, hvis det var Danmark, der havde den her trussel hængende over hovedet.

Med hensyn til om truslen så er oplevet eller reel – altså om Putin kunne finde på at gå ind over grænserne – er jeg i den tro lige nu, at det ikke bliver tilfældet. Men jeg kan godt forstå, at de kræver, at vi udfylder det mandat, vi engang har givet dem i NATO.

Spørgeren.

Det forstår jeg ikke. Altså, der er en række NATO-lande, der har valgt ikke at bidrage til det her. Det er vel Danmarks frie valg og Alternativets frie valg, om man mener, det er en klog handling. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra Alternativet, om Alternativet virkelig mener, at balterne bliver mere sikre, fordi de oplever at sidde lige midt i et våbenkapløb mellem Rusland og NATO, der foregår lige på deres grænse. Det er overhovedet ikke Enhedslistens oplevelse. Og hvis vi vil balterne det godt, skal vi stoppe det her våbenkapløb og sikre nedrustning. Men hvad mener Alternativet?

Ordføreren.

Danmarks sikkerhedspolitik er i dag bundet op på NATO-samarbejdet. Så længe den er det – og der har jeg hverken hørt Enhedslisten eller andre partier komme med fuldstændige modeller for, at vi kan se bort fra det p.t., for vi har ikke et stærkt nok europæisk samarbejde på området, og det nordiske samarbejde er heller ikke stærkt nok – vil jeg sige, at vi bliver nødt til at bakke op om netop NATO.

Danmark og Alternativet skal netop, når vi kan få lov til at vælge, bakke op i sådan en situation om sådan en indsats her, fordi den forhåbentlig er fredsbevarende. Så kan man sige, at den også er optrappende, men det er ikke en decideret krigsindsats. Vi går ikke ind og er aggressive, men vi går ind, og så bakker vi op om det, vi har lovet i NATO-samarbejdet. Og det er sådan en type opgave her, jeg har nemmest ved at bakke op om, når vi sender danske styrker ud for at skabe sikkerhed. Vi skaber ikke nødvendigvis sikkerhed for, at balterne bliver mere sikre, men vi gør i hvert fald heller ikke det modsatte.

Dermed siger jeg tak til ordføreren, og den næste i rækken er hr. Kristian Hegaard, Det Radikale Venstre, som hermed får ordet. Værsgo.

Tak for det. NATO besluttede på sit topmøde sidste år at etablere en fremskudt tilstedeværelse i Baltikum og Polen, og det skal Folketinget hermed meddele sit samtykke til. Konkret vil vores bidrag til den fremskudte tilstedeværelse ske i Estland med Storbritannien som rammenation, og det er ikke nogen hemmelighed, hvad der ligesom er bevæggrunden til det her. Det er selvfølgelig den russiske adfærd. Vi tager i den forbindelse stor, stor afstand fra både den russiske annektering af Krimhalvøen og den russiske frembrusen i øvrigt.

Det er jo aldrig sjovt at skulle tage stilling til sådan en fremskudt militær tilstedeværelse, som vi gør her, men vi må også erkende, at det sker som led i den alliance, vi er en del af, og som trofast alliancepartner bakker vi op om den fremskudte tilstedeværelse.

Man kan dog diskutere, hvilken forskel det reelt kommer til at gøre med den her fremskudte tilstedeværelse. Det er nok ikke noget, der får Putin til at ryste i bukserne eller i øvrigt til at tøve. Og man kan spørge sig selv, om vi skaber roligere omgivelser eller det modsatte. For selv om det jo er en defensiv aktion, der er tale om, så er det nok ikke en handling, der som sådan skaber mindre konflikteskalering. Men vi må gå ind i det som den trofaste alliancepartner, vi er i det her stærke fællesskab.

Vi noterer i øvrigt med tilfredshed, at meromkostningerne naturligvis afholdes inden for forsvarets egen ramme, og vi håber selvfølgelig, at tilstedeværelsen bliver så kort som overhovedet muligt. Men der er desværre ikke noget, der i øjeblikket tyder på en generel russisk tilbageholdenhed.

Endnu en gang må det understreges, at det her tydeliggør behovet for en øget indsats imod spionage og cyberkriminalitet, for den indsats, vi her kommer til at yde, vil i høj grad blive genstand for både spionage og cyberkriminalitet og de her såkaldte honningfælder. Vi har fuld tillid til, at de dygtige danske udsendte kan stå imod det her, men det er bare for at skitsere, at det er nogle meget væsentlige udfordringer, vi her skal imødegå fremadrettet. Og det er noget, vi skal møde med mere viden, ekspertise og fingerfærdighed både ude og hjemme.

Så med det kan jeg sige, at Radikale Venstre kan bakke op om beslutningsforslaget om dansk deltagelse i en fremskudt tilstedeværelse i Baltikum.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til den radikale ordfører, som jeg har et spørgsmål til. Altså, der er jo ikke noget lettere end at starte en krig, og der er heller ikke noget lettere end at gå i gang med oprustning. Men for at man ikke skal komme et sted hen, som man ikke ønsker, skal man jo altid, før man starter en krig, have en idé om, hvordan man kan stoppe den igen. Og man skal altid, før man starter en konfliktoptrapning, have en idé om, hvordan man får konflikten trappet ned igen. Derfor har jeg bare ét spørgsmål til Det Radikale Venstre:

Hvis nu reaktionen på, at man sender nogle styrker til Baltikum – med alle de gode argumenter, som den radikale ordfører har fremlagt – bliver, at Rusland svarer igen med yderligere optrapning, hvad er det så, Danmark skal gøre i den situation?

Ordføreren.

Tak. Det er jo et fint spørgsmål at stille, og det er ganske relevant, men det er nok for tidligt lige nu at drage sådanne konklusioner om, hvad der måtte ske generelt og fremadrettet osv. Ligesom vi i øvrigt kommer til løbende at tage stilling til, i hvilket omfang den her tilstedeværelse skal ske, vil man også løbende tage stilling til, hvordan og hvorledes eventuelle nye situationer måtte opstå – som vi selvfølgelig håber ikke vil opstå. Så det er en løbende overvejelse, der sker, og vi må jo se, hvordan det forløber.

Spørgeren.

Altså, jeg synes jo, det er et godt svar, som den radikale ordfører giver, fordi det præcist afspejler, hvad alle andre ordførere, der har haft ordet, sådan set også antyder, nemlig at man ikke aner, hvad det er, vi går i gang med. Man aner det ikke. Man håber: Vi sender nogle soldater, og så håber vi, det går. Og man har ikke noget svar på det spørgsmål, der hedder: Hvis nu det ikke går, hvad så?

Endnu værre: Man har ikke engang gjort sig nogen overvejelser om det. Ja, altså, jeg går da ud fra, at Forsvarsministeriet og ministeren har gjort sig masser af overvejelser, men det er så bare ikke overvejelser, vi er blevet delagtiggjort i endnu. Men som Folketing har vi ingen overvejelser.

Jeg synes, det er aldeles utrygt, at man går i gang med sådan et projekt uden at have nogen som helst idé om, hvad der er det næste skridt på brættet.

Ordføreren.

Først og fremmest tak for komplimenten for, at man synes, det var en fin bemærkning, jeg kom med. Tak for det. Derudover vil jeg sige, at jeg synes, det er lidt en stråmand, der bliver fyret af, i forhold til at man slet ikke har gjort sig nogen overvejelser endnu. Det er klart, at når man ikke ved, præcis hvilken situation der eventuelt måtte indtræffe, så er det for tidligt nu at sige, hvad der præcis skal ske. Så det er jo noget, man selvfølgelig skal tage stilling til løbende. Det synes jeg er den mest saglige måde at tilgå det her på.

Der nåede lige at komme et spørgsmål mere. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Det er egentlig en reaktion på det, den radikale ordfører sagde, om, at det er en stråmand. Jeg spørger til, hvad konsekvensen kan blive af, at man udsender danske tropper. Jeg mener på ingen måde, at det er en stråmand. Vi har jo set, at NATO tidligere har ført tropper og kampfly, bl.a. også danske, frem til den russiske grænse. Den russiske reaktion har været øget oprustning, og derfor er det vel på ingen måde irrelevant at spørge til, hvad Radikale Venstre forventer vil blive den russiske reaktion? Vil Radikale Venstre bakke op om en yderligere militær optrapning, hvis Rusland skulle vælge at gøre det samme? Som jeg ser det, er der en enormt stor fare for det.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg sagde stråmand, fordi det blev fremlagt sådan, at ingen har gjort sig nogen som helst overvejelser om det her meget seriøse emne. Jeg ved, at det her er et emne, som mange tager rigtig alvorligt. Det er aldrig for sjov, som jeg også sagde, når man skal have en fremskudt militær tilstedeværelse. At sige, at der ikke er nogen, der har gjort sig nogen overvejelser om, hvad der skal ske fremadrettet, er en stråmand. Alle har gjort sig meget vigtige overvejelser om det her meget vigtige område.

Spørgeren.

Det kan da sagtens være, man har tænkt en masse over, hvad der kan blive konsekvensen, men ingen har indtil nu sagt noget i debatten. Og situationen er jo den, at det her er meget, meget alvorligt. Altså, vi står i en situation, hvor der er et atombevæbnet NATO på den ene side og et atombevæbnet Rusland på den anden side. Og vi er efter forslag fra regeringen i gang med at sende danske soldater af sted til den russiske grænse.

Der er altså en fare for, at det her våbenkapløb i sidste ende fører til konflikt, og der synes jeg ærlig talt ikke det er for meget forlangt, at dem, der går ind for at sende danske soldater af sted, også har en eller anden idé om, hvad det kan føre til af reaktion fra Rusland, og at de har gjort sig nogle tanker, som de vil delagtiggøre os andre i, om, hvad der derefter skal ske.

Ellers risikerer vi jo at famle fuldstændig i blinde med noget så farligt som en atomkrig. Og det tror jeg de fleste af os godt kan se er ganske uklogt.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke har betonet situationens alvor, altså både den konkrete situation, men også alvoren i, at der nu sker den her fremskudte militære tilstedeværelse. Og grunden til, at vi tilslutter os det, er jo, fordi at det, der for alvor skal til for at have en international retsorden og en orden i øvrigt, der fungerer godt, er, at man har store organer som NATO. Det ser vi en fordel i, og derfor kan vi som trofast alliancepartner se, at det her er den vej, vi så må gå i forhold til at gribe det an.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål mere. Hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Et hurtigt spørgsmål: Jeg vil gerne høre, om ordføreren er enig med Enhedslisten i, at det er Rusland, der skal bestemme, om der skal placeres enheder i et af de baltiske lande eller i Polen, eller om det er de baltiske lande og Polen selv, der bestemmer, hvem de vil have på deres jord, og i hvilke sikkerhedsorganisationer de indtræder. Skal man som lille land finde sig i, at en stor nabo skal kunne bestemme sådan noget, eller har man som et selvstændigt land retten til at vælge selv? Er det ikke solidaritet i bund og grund, at vi sender ud for at hjælpe de baltiske lande og Polen?

Ordføreren.

Det følger jo af de almindelige regler om folkeret, i forhold til at man har jurisdiktion og suverænitet på eget territorium. Så det synes jeg ligger klart i forhold til de internationale retsregler, hvad angår hvilke kompetencer man har på eget territorium.

Værsgo.

Jeg synes jo, at ordføreren sagde det meget klart, nemlig at det, vi i bund og grund sender soldater over for at sikre, er, at den store i skolegården ikke skal kunne mobbe de mindre. Det handler vel i bund og grund om frihed og om retten til at vælge selv. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at frihed og ret til at vælge selv er helt grundlæggende principper og noget, vi i enhver sammenhæng skal fremme, også i et internationalt samfund.

Tak til den radikale ordfører. Så er vi nået til SF's ordfører, nemlig hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Vi støtter det her forslag. Det handler grundlæggende om Rusland, om et Rusland, der bliver stadig mere nationalistisk, ekspansionistisk, hvilket især er et problem, der er gået ud over nabolandene til Rusland. Vi har set det i Georgien for nogle år siden, i Ukraine, vi har set de russiske forsøg på at intimidere lande i det, som Rusland opfatter som dets interessesfære – og i det hele taget Putins tilgang til international politik og hans naboer. Det er indlysende nok, at især de baltiske lande, men også Polen med de historiske erfaringer, de har, er meget, meget nervøse for den ekspansionistiske politik, som Putin står for, og som er en del af den putinske ideologi og grundlæggende sikkerhedsopfattelse. De er bange for det, og jeg synes også, at det i forlængelse af det er rimeligt nok, at NATO på foranledning af de baltiske lande i sin tid besluttede at sende et øget styrkebidrag til de baltiske lande for at berolige balterne. Det synes jeg er rimeligt nok, og derfor støtter vi også det her.

Det er klart nok, at det også må give anledning til nogle overvejelser over, om det her kan betyde, at der kommer en ukontrollabel udvikling; at der kommer et våbenkapløb. Rusland har jo sagt, at de vil reagere, men jeg må også sige, at jeg ikke tror, at det er det her, som i den forstand påvirker den russiske oprustning. Den russiske oprustning er en del af Putins politik, en fuldstændig fundamental del af hans politik. Og derfor er det her mere en undskyldning for at kunne fortsætte en oprustning, end det er årsagen til den.

Samtidig er vi også enige om, at det selvfølgelig er bedre med nedrustning, og at det selvfølgelig er bedre, at vi forsøger nogle aftaler om nedrustning, også i forhold til Rusland. Det er glimrende, hvis man kunne få gang i den europæiske politik, altså en europæisk aftale om nedrustning igen. Men der skal to til en tango. Og igen handler det her meget om vores analyse af Rusland. Hvordan analyserer vi Rusland? Okay, Dansk Folkeparti har sin analyse af Rusland som et venligsindet land. Enhedslisten har sin analyse. Jeg mener simpelt hen, at det er illusorisk at tro på, som det er i øjeblikket, at nedrustning er lige om hjørnet. Vi skal forsøge på det, vi skal arbejde på det. Det er jeg fuldstændig enig i. Men det her handler om at kunne reagere hurtigt i en situation, hvor Rusland og Putin vil forsøge at pådutte andre lande sin ekspansionisme.

Det handler ikke om nogen storkrig. Det her handler om, hvad Rusland har gjort i eksempelvis Ukraine. Jeg tror ikke på, at Rusland vil angribe de baltiske lande militært, fordi de er NATO-medlemmer. Det tror jeg ikke på de vil. Det, som man kan frygte, og det, de er bange for, er, at man går ind med destabilisering, og at man så begynder at skære områder af eller sender tropper ind, irregulære og regulære tropper, som man har gjort det i Ukraine. En gentagelse af Ukraines situation er det, som man er bange for. Og der er sagen den, at hvis man skal undgå det, er man nødt til at have styrker, der kan smide russerne tilbage igen med det samme, for at sige det rent ud. Hvis de først får etableret sig i en Ukrainelignende situation, så er det, at man får en frossen konflikt. Hvis man skal løse det, er man nødt til at bruge stærkere midler. Så er det, man kan blive tvunget ind i en eskalering.

Så jeg tror, det er ret vigtigt, at man har kapacitet til at undgå, at det eskalerer fra begyndelsen, og at det kan være en væsentlig begrundelse for, at Putin ikke gør det her; en præventiv handling, om jeg så må sige. Jeg synes, der er fornuft i det her. Jeg indrømmer, at det selvfølgelig ikke er uden problemer. Der er risici i det, som også FE har påpeget i det her, men jeg synes alligevel, at det grundlæggende er rigtigt, at vi støtter det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvad der er SF's position her, eller rettere sagt, hvad der er SF's løsning. Udgangspunktet er, at Putin er fundamentalt ekspansionistisk. Okay. Og så siger hr. Holger K. Nielsen: Han ville gøre det alligevel, han vil bare bruge det, at man fra NATO's side sender styrker til Baltikum, som en undskyldning. Jeg citerer hr. Holger K. Nielsen, og jeg er sådan set fuldstændig enig i, at det vil han bruge som en undskyldning. Til hvad? Til at få opbakning til sin ekspansionisme. Præcis! Er det vores opgave at give Putin opbakning til hans ekspansionisme? Hvad er SF's idé om, hvordan vi underminerer Putinstyret? Det er jo det, der er det interessante at diskutere.

Ordføreren.

Det her handler jo ikke om at underminere Putinstyret. Jeg vil gerne diskutere det ved en anden lejlighed, for det er jeg fuldstændig med på. Det, der er min pointe, er, at det her hverken gør fra eller til. Det her handler om balterne. Det handler om, at vi giver en sikkerhed til balterne, som de har bedt om. Det er jo det, der er pointen i det her. Det er noget, de har bedt om. Man kan bestemt godt diskutere de problemer, der er i det, men jeg synes, det er rimeligt, at man så går ind fra NATO's side og så støtter balterne i det. Jeg synes, der er god militærræson i det også, derved, som jeg siger, at vi undgår, at man får en frossen konflikt, som vi har fået i Ukraine, ved at man lynhurtigt kan, om jeg så må sige, smide de russere, som forsøger at gå ind og intimidere og skabe en frossen konflikt som i Ukraine, ud igen, for hvis man ikke får dem smidt hurtigt ud, er man nødt til at tage skrappere midler i brug på et senere tidspunkt eller ikke gøre noget, som jo er tilfældet i Ukraine.

Spørgeren.

Problemet i Ukraine var jo, at der var en del af den ukrainske befolkning, som støttede russerne. Det er vel korrekt? Det var jo ikke sådan, at der fra den ene dag til den anden væltede russiske kampvogne ind som i Ungarn eller i Tjekkoslovakiet; det var ikke det, der var udgangspunktet. Udgangspunktet var, at der var folk i Ukraine, som tog kontrol med nogle områder, som så fik russisk hjælp, eller som måske havde det fra starten af. Derfor må hovedopgaven vel være at sige, hvordan vi undgår, at der er folk i de baltiske lande, som føler, de er i en situation, hvor de kan få mere ud af at alliere sig med Rusland. Det må vel være hovedopgaven. Jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan det her bidrag med at sende militære styrker til Baltikum løser den opgave. Det vil det overhovedet ikke gøre – måske snarere tværtimod.

Ordføreren.

Jeg mener, at hr. Søren Søndergaard underbetoner det, at russerne går så aktivt ind i Ukraine. Russerne havde en meget stor del af ansvaret for, hvad der skete i Ukraine. Det er vi enige om, okay. Der var ikke bare tale om, at der var nogle ukrainere, der godt ville være sammen med russerne, for russerne arbejdede aktivt for at få intimideret grænsen så meget, som man nu gjorde, og sendte lejesoldater ind, sendte irregulære styrker ind, sendte rigtige styrker ind og har i det hele taget ageret særdeles aktivt i den ukrainske grænsekonflikt. Og der kunne man ikke gøre noget, og vi kan i høj grad ikke gøre noget nu, fordi det er blevet en frossen konflikt. Det er jo det, som man også vil risikere at se i Baltikum, og det er jo langt, langt alvorligere af flere grunde: Dels er det et NATO-land, dels har vi nogle specielle interesser der, og det kan få det hele til at eksplodere endnu mere, end tilfældet har været i Ukraine. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at man har en kapacitet til hurtigt at kunne få afmonteret russiske ønsker om at gå ind og lave ballade, som man har gjort i Ukraine – med alle de risici, der så også er i det, det er klart.

Der dukkede lige en enkelt mere op. Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Som jeg ser det, er der et kæmpestort problem i forhold til, hvad kan man sige, den historik, der er i forholdet mellem Rusland og Baltikum. Altså, jeg forstår hundrede procent, at balterne er bange. Man kan sige, at russerne og Putin jo spiller på det samme over for befolkningen: anden verdenskrigsfrygt, nu kommer de igen væltende fra vest. Der er sådan en historik på begge sider, som gør, at man frygter hinanden, og hvor man ser det som et modsvar at lave oprustning og potentielt stå klar med våben, så man kan komme i konflikt med hinanden.

Det er det, jeg ser som en enorm farlig situation, som i værste fald kan komme ud af kontrol. Og det er der, hvor jeg har meget, meget svært ved at se, hvad det overhovedet hjælper at sende flere våben til den grænse. Altså, ville vi ikke hjælpe balterne mere, hvis vi faktisk engagerede os mere massivt i forhold til at få en gensidig nedrustning? For lige nu er situationen jo den, at der oprustes, og at der ikke tages nogen initiativer for nedrustning og afvikling af konfliktniveauet.

Ordføreren.

Jamen det sidste er jeg da enig i, det er jeg da fuldstændig enig i. Men som jeg sagde: Der skal to til en tango. Hvis man ser, hvad russerne siger og gør, så er der ikke nogen antydning af, at de vil nedruste – overhovedet ikke altså, tværtimod. Så det er en helt bevidst politik, at de opruster.

Men alligevel skal vi da arbejde for det, og jeg er fuldstændig enig i, at det er vigtigt at holde det der spor varmt, og at vi stadig væk forsøger så meget som muligt, som vi også gør omkring det arktiske område, at snakke med russerne, forhandle med dem. Men som jeg kan se det, er det uhyre svært i forhold til den russiske oprustning i forskellige områder, også fordi det er en del af hele Putins raison d'être; det er en del af hele eksistensgrundlaget for hans magt i Rusland.

Spørgeren.

Jamen jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hr. Holger K. Nielsen har ret. Altså, Putin har brug for en konflikt med NATO for at sidde på magten i Rusland. Jeg synes, at problemet ved det forslag, regeringen lægger frem her, som SF desværre vil støtte, jo er, at man giver ham alle tiders undskyldning. Og jeg mener ikke, at vi bør give Putin nogen som helst undskyldninger, hverken for at opruste eller for at holde sig ved magten. Tværtimod, jeg ønsker ham hen, hvor peberet gror, og jeg ønsker, at han bliver afsat af den russiske befolkning i morgen.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Holger K. Nielsen om, er, hvordan hr. Holger K. Nielsen tror det russiske mindretal i de baltiske lande vil reagere. Altså, vil det her ikke lige præcis være en undskyldning for Putins propaganda til at opildne den russisktalende befolkning i de baltiske lande, og vil det ikke lige præcis kunne blive en katalysator for det, som hr. Holger K. Nielsen frygtede kunne være Putins strategi?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det er de baltiske lande, der har ønsket det her, altså de baltiske regeringer. Så er det jo rigtigt nok, at der er mindretal, også i de baltiske lande, som indgår i den politiske diskussion i de pågældende lande. Jeg tror da bestemt, at Putin vil gøre hvad som helst for at opildne de russiske mindretal og formentlig også bruge det her – det er jeg da ikke i tvivl om. Jeg synes bestemt, det er et argument, der kan bruges imod det her; det er jeg med på, og jeg anerkender det, som Enhedslisten siger der.

Jeg synes bare ikke, det er stærkt nok, hvis der faktisk sker det, som jeg anser for at være mere sandsynligt, nemlig at Rusland begynder at føre en mere aktiv, militært interventionalistisk politik i forhold til de baltiske lande. Så er det vigtigt, at du kan slå den politik meget hurtigt tilbage – meget hurtigt tilbage – både for at undgå, at det eskalerer yderligere, men også af hensyn til befolkningerne i området.

Så siger vi tak til SF's ordfører. Da der var lidt forvirring eller unøjagtighed om startrækkefølgen af talere til det her punkt, starter vi nu forfra, dog uden at alle, der har haft ordet, får det igen.

Vi lægger ud med den socialdemokratiske ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen. Værsgo.

Tak for det. Kollegaer har gennemgået beslutningsforslaget, så det skal jeg ikke gøre. Hr. Holger K. Nielsen synes jeg også meget præcist fik sagt en væsentlig del af baggrunden, nemlig hele den frygt, der også er i de baltiske lande og i dele af Polen i forhold til den fortid, der er, så jeg skal nøjes med et par principielle betragtninger.

Man kan sige, at det her jo er et udtryk for, at vi effektuerer den beslutning, der blev taget på NATO-topmødet i sommeren 2016. Vi bidrager ved, at der nu kommer NATO-tropper i alle de baltiske lande og i Polen. Vi bidrager med 200 mand. Vi gør det i et samarbejde i Estland sammen med englænderne, som vi er vant til. Der er alle de forbehold, som der skal være, i forhold til Red Card Holder, folkeretten osv. osv. Så alt det er ganske udmærket, og det er, havde jeg nær sagt, som det skal være i den slags situationer.

Hvorfor gør vi så det? Hvorfor vælger NATO den beslutning? Det er jo udelukkende – udelukkende – fordi Rusland har vist stigende aggressiv adfærd. Krim taler sin helt egen sag. Kaliningrad kommer til at tale, tror jeg, en meget præcis sag i de kommende måneder og år, og hvad der i øvrigt sker i Østersøområdet med overtrædelse af alle de internationale forpligtelser, som vi i øvrigt har på den måde, som bl.a. militære flyvemaskiner m.v. agerer, plus den omgruppering af tropper, som der er sket ind til grænserne til de baltiske lande og til Polen. Det er jo lige præcis det, der er svaret på, hvorfor NATO agerer, som de gør.

Lad mig så her, hvor jeg har lidt taletid, i og for sig bruge den til også at give svar til Enhedslisten, som jo, synes jeg, forsøger at få det her til at fremstå, som om de er de retfærdiges talerør i denne folketingssamling. Indtil nu har samtlige partier, der har haft ordet, tilsluttet sig beslutningsforslaget, undtagen Enhedslisten. Problemet ligger, synes jeg, i den måde, som jeg har hørt Enhedslisten stille spørgsmål på, og det går ud på, at vi lader være med at gøre noget, for så finder Putin nok ud af at falde til patten. Når NATO har valgt at agere, som de gør nu, er det lige præcis på baggrund af de beslutninger, som Putin og Rusland har taget nu igennem en årrække, og den erkendelse er der et fuldstændigt fravær af. Hvis man skulle følge Enhedslisten, skulle vi blive ved med at acceptere, at Rusland tog nogle sådanne skridt til, hvor det så i givet fald endte henne.

Nu vælger NATO, synes jeg, meget præcis at sige, at det her vil vi ikke acceptere fortsætter, og derfor tager vi nu de beslutninger, som der er redegjort så præcist for her, og det er lige præcis det modsatte af det, som jeg synes Enhedslisten argumenterer for her, nemlig at sige til Putin: Nok er nok, og der er et eller andet sted, hvor vi ikke finder os i det mere.

Så skal jeg slutte med at sige, at et af de trin, jeg tror at vi kan komme ud for, er, at vi kan opleve, at danske tropper bliver udsat for falske nyheder. Vi har set nogle eksempler på, at det er tyske tropper blevet, og derfor skal jeg bare opfordre både kollegaer og pressen til, når vi får det første eksempel på, at der bliver præsenteret falske nyheder, at vi så alle sammen lige trækker vejret vældig dybt et øjeblik, indtil vi lige finder ud af, om det her var falsk eller sandt, før vi agerer i forhold til at fordømme alt muligt andet.

Men som sagt støtter Socialdemokratiet beslutningsforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet er jo, om det her hjælper. Altså, det er jo det, der helt grundlæggende er den diskussion, vi har i dag. Og der kunne jeg bare godt tænke mig at høre fra den socialdemokratiske ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen, om han tror, at Putin dropper opstillingen af missiler i Kaliningrad, på grund af at der nu kommer flere NATO-tropper langs den russiske grænse.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at vi kan være meget retoriske, og et modspørgsmål kunne være: Tror hr. Nikolaj Villumsen, at det ikke at gøre noget hjælper? Indtil nu har vi jo ikke gjort noget, og så er der sket en eskalering fra Krim, til hvad der foregår i Østersøen med omgruppering af tropper osv.

Så svaret er jo i realiteten, at indtil nu har NATO ikke reageret, og det eneste, der er sket ved det, er, at Rusland har optrappet område efter område, dag efter dag, havde jeg nær sagt. Så det er sådan set det, der er svaret på hr. Nikolaj Villumsens spørgsmål.

Spørgeren.

Det er ikke rigtigt, at der ikke er sket noget. Som jeg også sagde i min ordførertale, er der blevet indført målrettede sanktioner mod Rusland på baggrund af den annektering af Krim og den aggression, man har lavet i det østlige Ukraine; det støtter vi fra Enhedslistens side. NATO har jo i Østersøen helt konkret sendt flere tropper til Baltikum og sendt kampfly tidligere. På daværende tidspunkt var der ikke en russisk optrapning, som vi blev orienteret om i Forsvarsudvalget. Der var ikke en russisk optrapning i gang langs den baltiske grænse. Det russiske modsvar har så været den her modernisering, som de kalder det, af deres missiler, altså opstillingen af missiler i Kaliningrad.

Så der foregår jo lige nu en oprustning på begge sider af grænsen, og spørgsmålet er, om den stopper med de her nye danske soldater, der skal sendes af sted.

Ordføreren.

Nej, men jeg vil gerne citere Nikolaj Villumsen. Jeg tror sådan set, at vi bredt i Folketinget deler ønsket om, at det her ikke skal eskalere til et voldsomt våbenkapløb. Det har vi set; vi er nogle, der er lige så grå i toppen, som jeg er, og som oven i købet har oplevet det sådan lidt på nærmeste hold. Det ønsker vi ikke gentaget.

Min pointe er bare, at jeg ikke tror på, at den russiske folkesjæl er til, at hvis man bare lader stå til, så føjer de sig også på et tidspunkt. Jeg tror, at der er brug for en meget præcis markering, og det er det, jeg mener det her beslutningsforslag er et udtryk for.

Dermed tak til ordføreren. Og så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

I Dansk Folkeparti støtter vi beslutningsforslaget om at sende soldater til Estland. Det gør vi, fordi vi synes, det er vigtigt at udvise solidaritet i NATO. Det er vigtigt at berolige de baltiske stater.

På NATO-topmødet i Warszawa tog man beslutningen om at ville vise styrke, samtidig med at man ville have en dialog med Rusland. Den dialog er vigtig, og når man beroliger sine alliancepartnere, som vi gør nu, ved at have en styrket tilstedeværelse i Baltikum, så får man større mulighed for at få en fornuftig samtale med russerne. Og det er det, der på længere sigt kan skabe et fredeligt samarbejde.

Derfor støtter Dansk Folkeparti beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Noget, som jeg har gået og tænkt rigtig meget over, og som jeg godt kunne tænke mig at høre fru Marie Krarups svar på, er: Hvordan kan Dansk Folkeparti på den ene side støtte, at danske soldater sendes til den russiske grænse, hvor man potentielt risikerer en konflikt, og på den anden side gå ind for en ophævelse af EU's sanktioner, der vil gøre det muligt at sælge våben, topmoderne og teknologiske våben, til Putin og dermed potentielt have en situation, hvor danske soldater kommer i konflikt med nyindkøbte våben fra Europa? Er det ikke en uklog politik, og hvordan kan det overhovedet hænge sammen?

Ordføreren.

Ja, det spørger jeg også mig selv om, altså hvordan det kan hænge sammen i ordførerens hoved, for jeg kan heller ikke se sammenhængen. Vi er jo imod sanktionerne, fordi de er meningsløse. Russerne kommer ikke til at give Krim tilbage til Ukraine, fordi vi laver sanktioner. Hvis man vil have Krim tilbage til Ukraine, skal man igennem en tredje verdenskrig, og det vil vi ikke. Derfor er sanktionerne ubrugelige.

Når vi støtter, at vi er til stede i Baltikum, er det, som jeg sagde, for at berolige balternes nerver, for, at de kan forstå, at de er fuldgyldige medlemmer af NATO, og at vi bakker dem op. Men det kræver også, at de så bliver i stand til at føre den dialog med deres modstandere eller deres store nabo, som de frygter. Det er derfor, det er så vigtigt, at få dem beroliget og få dem overbevist om, at de er fuldgyldige medlemmer af NATO.

Spørgeren.

Hvis EU's sanktioner ophæves, bliver det muligt for EU-landene at sælge topmoderne våben til Rusland. Er det virkelig Dansk Folkepartis politik, at danske soldater skal stå i Estland langs den russiske grænse og se på, at der kommer topmoderne europæiske våben sejlende ind til Sankt Petersborg? Er det virkelig fair over for de danske soldater, der sendes af sted?

Ordføreren.

Det russiske forsvar er i gang med en modernisering og en professionalisering, en opdatering, og den vil jo fortsætte, ligegyldigt om vi sender folk til Baltikum eller ej. Russerne har et ønske om at genskabe deres styrke fra for mange år siden. Det vil ske uanset hvad. Det er ikke det, der truer os. Ruslands styrke truer ikke Baltikum eller os, det er mere kaos og svaghed, der er en trussel, der kan udgå fra det russiske område.

Men balterne har behov for at føle sig som fuldgyldige medlemmer af NATO. Det viser vi med det her. Det er enormt vigtigt, for at vi kan få den samtale med russerne. Og det er samtalen, der giver en fredelig verden på lang sigt. Våben giver ikke en ufredelig verden. Vi skal også selv have et stærkt forsvar, ligesom russerne er i gang med at skabe, ligesom balterne er i gang med at skabe. Ethvert land, der ønsker at fastholde sin suverænitet, skal have et stærkt forsvar. Det er ikke det samme, som at man er aggressiv over for sine naboer. Det er to ganske forskellige ting.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er vi nået til at give ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne som afslutning sige tak for debatten her i Folketinget, og jeg vil også gerne takke ordførerne for bredt at have tilkendegivet deres støtte til et dansk bidrag til den fremskudte tilstedeværelse. Virkeligheden er, at sikkerhedssituationen i vores nærområde er blevet mere kompliceret. Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen, hybride krigshandlinger i Østukraine og oprustning i den vestlige del af Rusland er et nyt sikkerhedspolitisk rammevilkår. Det må Europa og hele alliancen forholde sig til, og det må Danmark forholde sig til.

Danmark støttede derfor beslutningen om at etablere den fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen, som blev truffet af NATO's stats- og regeringschefer under NATO-topmødet i juli 2016. Beslutningen kom som en reaktion på Ruslands eskalerende tiltag og den mere komplekse sikkerhedssituation. Den fremskudte tilstedeværelse er udformet som en defensiv, situationsbestemt og proportional reaktion på sikkerhedssituationen i regionen. Formålet er at udvise alliancesolidaritet med vores allierede i Baltikum og Polen samt at gøre det helt tydeligt over for Rusland, at NATO står vagt om Washingtontraktatens artikel 5, den såkaldte musketered. Der må ikke være tvivl om NATO's beslutsomhed. Et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele alliancen. Dette er fundamentet for NATO's troværdige afskrækkelse og for sikkerheden i vores del af verden.

For at tydeliggøre NATO's alliancesolidaritet har det fra starten været vigtigt, at den fremskudte tilstedeværelse bestod af en multinational struktur med en bred kreds af deltagende landene. Det er lykkedes. Siden beslutningen under NATO-topmødet har 20 af NATO's 28 medlemslande tilkendegivet, at de vil bidrage. Det sender et stærkt signal og viser styrken af NATO's sammenhold.

Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at forsvar og afskrækkelse i vores tilgang til Rusland går hånd i hånd med åbenhed for dialog. NATO har i to årtier arbejdet på at etablere gode relationer til vores naboer, herunder også Rusland. Den ambition vil ikke blive ændret ved den fremskudte tilstedeværelse. NATO vil fortsat søge dialogen med Rusland.

Der er nu behov for, at Folketinget giver tilsagn om støtte til et dansk bidrag til den fremskudte tilstedeværelse. Jeg håber, at der vil være bred opbakning til, at vi i Danmark skal stå sammen med vores østlige allierede og bidrage til den fremskudte tilstedeværelse.

Lad mig til slut derfor fremhæve tre argumenter herfor. For det første er det i Danmarks interesse at sikre fred og stabilitet i vores nærområde. Ved at deltage i den fremskudte tilstedeværelse vil vi understrege over for vores østlige allierede, at deres sikkerhed ligger os meget på sinde. For det andet vil den fremskudte tilstedeværelse være en defensiv og proportional reaktion på Ruslands ageren. Vi holder med andre ord døren åben for dialog og ustabilitet, men udviser på samme tid sammenhold og beslutsomhed. Den balance er afgørende. For det tredje understreger det danske bidrag troværdigheden af et solidarisk NATO – den samme solidaritet, som er hjørnestenen i dansk sikkerhed.

Tak til ministeren. Der er en enkelt, der ønsker en kort bemærkning, og det er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Hidtil har været sådan, at når NATO har sendt soldater eller kampfly til Baltikum og langs den russiske grænse, er det blevet modsvaret af russisk optrapning. Forventer udenrigsministeren også, at det vil ske den her gang, ja eller nej?

Ministeren.

Jeg forventer, at det, vi gør her, har lige nøjagtig den effekt, som der er lagt op til, nemlig at vi forebygger en eskalering af en konflikt.

Spørgeren.

Så det betyder, at udenrigsministeren ikke forventer, at han kommer til at komme tilbage og bede Folketinget om at sende ekstra soldater, fordi der nu har været en oprustning på russisk side, som igen skal modsvares, eller hvad? For vi står i en situation, hvor Folketinget tidligere har besluttet at sende soldater og kampfly til Baltikum og langs den russiske grænse, og det har ført til en oprustning fra russisk side, og nu er der så en oprustning fra NATO's side. Forventer udenrigsministeren, at det stopper her? Er det sidste gang, der skal sendes ekstra danske soldater til Baltikum?

Ministeren.

Det mener jeg ikke på nogen måde der kan afgives nogen garanti for. Men det, vi diskuterer her i dag, er, hvorvidt vi skal bidrage til de fremskudte styrker med henblik på at sikre, at der ikke kommer en eskalering af en konflikt. Der er selvfølgelig ingen, der ved det præcis og kan forudsige hundrede procent, hvordan russerne agerer. Vi ved af historiske erfaringer, at når de først er gået ind, som de har gjort i Ukraine, er situationen meget, meget kompleks – så er den meget, meget kompleks og svær at rulle tilbage – det er klart. Det, vi skal undgå, er, at vi kommer i den situation, og det gør vi her med et proportionalt, velafbalanceret svar, og det tror jeg også vil blive forstået og taget ned i Rusland.

Så gør vi det jo altså også på baggrund af en massiv opbakning til det her i f.eks. de baltiske lande – altså, jeg har set tal i forhold til den russisktalende del af esterne, hvor ca. 50 pct. også synes, at det her er en god idé.

Vi siger tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.