Det næste punkt på dagsordenen er:

34) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 149:

Forslag til folketingsbeslutning om styrket kommunal sagsbehandling på handicapområdet.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.04.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er børne- og socialministeren.

Tak, og tak for ordet. I B 149 her bliver det foreslået, at regeringen skal styrke den kommunale sagsbehandling på handicapområdet. Det skal ske ved, at der senest den 1. januar 2018 skal fremsættes et lovforslag, som kan bemyndige Ankestyrelsen til at forpligtige kommuner med høj omgørelsesprocenter i handicapsager til at indgå i udviklings- eller rådgivningsforløb med taskforcen på handicapområdet. Desuden skal der seneste den 1. januar næste år være udviklet metodiske redskaber, der skal gøre det muligt at måle kvaliteten af sagsbehandlingen på handicapområdet i landets 98 kommuner.

I dag er det frivilligt for den enkelte kommune, om den vil søge om et taskforceforløb, og der findes heller ikke specifikke metodiske redskaber til at måle kvaliteten af sagsbehandlingen.

Regeringen er naturligvis enig i, at kommuner, som har brug for at få forbedret kvaliteten af sagsbehandlingen, skal have gode muligheder for at få hjælp til det. For det er jo indiskutabelt, at jo højere kvaliteten i kommunens sagsbehandling er, jo mere føler man som borger også, at ens retssikkerhed bliver tilgodeset, og jo større bliver også tilliden mellem borgere og kommune. Vi er sådan set også helt enige i, at taskforcen er med til at styrke sagsbehandlingen på handicapområdet til gavn for både borgere og kommuner.

Men for os er det afgørende, at det er frivilligt for den enkelte kommune, hvilke metoder den ønsker at bruge for at sikre kvalitet i sagsbehandlingen. Det gælder også brug af taskforcen, og det bør altså være op til den enkelte kommune, om den vil søge om at indgå i et taskforceforløb.

For det første er borgerperspektivet vigtigt, for omlægninger vil i sidste ende give en bedre kvalitet i sagsbehandlingen, og det mener jeg ikke at en tvungen taskforce kan føre til.

Endvidere er et taskforceforløb også baseret på et tæt og fortroligt samarbejde mellem taskforcen og kommunen, og det er min klare overbevisning, at vigtige omlægningsprocesser af en kommunes sagsbehandling, kun kan få den ønskede effekt, hvis de er forankrede lokalt.

Derfor bliver det så afgørende, at kommunen bakker helhjertet op om et taskforceforløb, og at alle centrale aktører lige fra borgmester til den enkelte sagsbehandler har ejerskab til omlægningerne og kan forstå og bakker op om de forandringer, der sker. Det forudsætter, at den enkelte kommune selv og på frivillig basis går fuldt og helt ind i samarbejdet med et oprigtigt ønske om at lave om på tingene.

Vi ønsker derfor ikke at indføre bestemmelser, som det foreslås med B 149, som giver Ankestyrelsen mulighed for at pålægge en kommune med høj omgørelsesprocent et pligtmæssigt taskforceforløb – og en høj omgørelsesprocent kan i øvrigt være mange ting. Hvis Ankestyrelsen får mulighed for at tvinge en kommune til at tage imod et taskforceforløb, vil kommunen ikke kunne sige nej, og det betyder igen, at taskforcen kommer til at stå med en kommune, som risikerer at være uvillig til at tage imod hjælp. Og det har jeg meget svært ved at se der kan komme noget godt ud af, ikke mindst for borgerne.

Når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt for mig at understrege, at det selvfølgelig kan være aktuelt at gå i dialog, og det kan også være aktuelt at opfordre en bestemt kommune til at søge et taskforceforløb, hvis der har vist sig udfordringer omkring kvaliteten i sagsbehandlingen.

Det har jeg selv gjort, senest i forhold til Jammerbugt Kommune, som jo selv valgte at søge et taskforceforløb, og i går så vi det med Københavns Kommune, som også selv har valgt at søge et taskforceforløb; endda inden nogen kom ud og mindede om, at det kunne være en god idé.

Men i sidste ende bør det være frivilligt for kommunerne at søge den form for hjælp eller ej, og jeg er f.eks. sikker på, at Jammerbugt Kommune får det bedst mulige afsæt for et godt og virksomt taskforceforløb, netop fordi de ansvarlige politikere og de administrative ledere i kommunen selv har valgt at gå helhjertet ind i den her proces.

Erfaringerne fra de lange forløb, som allerede er gennemført, er rigtig gode. Eksempelvis fortæller Middelfart Kommune, at samarbejdet med taskforcen har styrket det faglige arbejde med sagsbehandlingen. Det har ført til nye procedurer på en række områder, og det er både internt og i forhold til samarbejdet mellem forvaltningerne. Endelig har forløbet også øget medarbejdernes faglige stolthed og først og fremmest trivslen og fastholdelsen af medarbejdere.

Så der er helt bestemt rigtig gode perspektiver i at få flere kommuner igennem de lange taskforceforløb. Jeg tror bare på, at hvis man skal generere en tilstrækkelig grad af forandring, så skal det se ad frivillighedens vej for at sikre ejerskab og motivation hos de ledere og medarbejdere, som skal drive den positive udvikling og være forandringsagenter ude i kommunerne.

Ved siden af taskforcen findes der flere muligheder for, at kommunerne kan skaffe sig hjælp til at kvalificere deres sagsbehandling på handicapområdet, og de muligheder kan let miste deres værdi, hvis de alene kommer til at fokusere på tvungne taskforceforløb. Det vil faktisk være rigtig ærgerligt, for der er tale om nogle ret fine muligheder, som både hver for sig, men også i samspil med hinanden, kan give et rigtig godt løft i kvaliteten af sagsbehandlingen i en kommune.

Som eksempel vil jeg nævne Ankestyrelsens vejledning om formidling i forhold til kommunerne, som finder sted på baggrund af viden, styrelsen har om kommunernes sagsbehandling ud fra ankestatistikken, praksisundersøgelser og behandlingen af konkrete klagesager. Der er også VISO, der både yder gratis vejledende specialrådgivning til kommuner og borgere og bistår kommunerne med gratis vejledende udredning i komplicerede enkeltsager. Og det er både på det sociale område og på specialundervisningsområdet.

VISO laver også opsamling samt videreudvikler og videreformidler viden til gavn for kommunerne. VISO er således en stærk støttefunktion for kommunerne i de meget komplicerede sager. Mange kommuner understøtter kvaliteten af sagsbehandlingen med voksenudredningsmetoden, som bl.a. bidrager til at sikre en vis systematik i sagsbehandlingen.

I forhold til den anden del af B 149 mener regeringen ikke, at det kan lade sig gøre at udvikle et metodisk redskab, som gør det muligt at måle kvaliteten af sagsbehandlingen på tværs af alle 98 kommuner. Ifølge serviceloven er sagsbehandling jo netop kendetegnet ved at være en individuel vurdering. Det er skønsmæssige afgørelser, som træffes efter konkrete og individuelle vurderinger i hver eneste sag, og sådan skal det også være.

Det gør i meget høj grad, at det er svært for ikke at sige umuligt at sammenligne på tværs. For den konkrete og individuelle vurdering gør, at to sager i to forskellige kommuner om f.eks. BPA, som umiddelbart ser ens ud, alligevel er forskellige og dermed også skal sagsbehandles forskelligt. Og det vil kunne få katastrofale konsekvenser for borgeren, hvis man pludselig ændrer sagsgangen, fordi man ser en tendens på tværs, som man forsøger at løbe efter, hvor det så simpelt hen ikke giver mening for borgeren. Men i regeringen har vi naturligvis et stort fokus på, om kommunerne sagsbehandler godt nok i første omgang.

De seneste tal fra Ankestyrelsen viser, at op mod en tredjedel af klagesagerne på det sociale område omgøres. Det tror jeg egentlig at alle os her i dag og hele Socialudvalget er enige i ikke er godt nok. Jeg har derfor taget initiativ til, at der hvert år offentliggøres et Danmarkskort, så alle kan følge med i, hvor mange sager de enkelte kommuner får ændret af Ankestyrelsen på socialområdet generelt og på børnehandicapområdet. Det er et initiativ, som jeg har valgt at kalde en tørresnor.

På den måde kan man som borger sammenligne kommunerne, og den enkelte kommune kan også sammenligne sig selv med andre kommuner. Et sådant initiativ kan øge lokalpolitikernes og borgernes opmærksomhed på vigtigheden af god sagsbehandling og fremme en debat om god sagsbehandling. Og forhåbentlig kan det også være med til at spidde nogle myter derude, simpelt hen fordi intentionen også er at få et bedre datagrundlag, så vi kan se, hvad der ligger bag det høje antal omgørelser. Så tørresnoren skal medvirke til, at kommuner, der har behov for det, tager initiativer til at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.

For at opsummere vil jeg sige, at regeringen mener, at kvaliteten af kommunernes sagsbehandling bedst styrkes ad frivillighedens vej, for uden lokalt ejerskab til forandringsprocesser ser vi det som vanskeligt at få rykket noget, som i sidste ende kommer til at være til gavn for borgeren.

Vi ønsker derfor ikke at indføre bestemmelser om pligtmæssige taskforceforløb på handicapområdet, og vi er også bekymret for, hvad det kommer til at betyde i forhold til spørgsmålet om, hvordan sådan en ordning skal gøres tvungen. Vi mener heller ikke, det er muligt at lave et metodisk redskab til måling af kvaliteten i sagsbehandlingen på tværs af kommuner. For dertil er afgørelserne efter serviceloven ganske enkelt for skønsprægede, og det skal de sådan set også være; det er det, der er meningen.

På den baggrunden kan regeringen ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak til ministeren for ministerens tale. Det undrer mig lidt, at regeringen ikke kan støtte det her forslag, netop også fordi ministeren, efter det her forslag var blevet fremsat, kom med sin tørresnor. Så man kommer med en tørresnor, der skal udstille de kommuner, der ikke gør det godt nok, men man vil ikke handle på det. Man vil simpelt hen ikke pålægge dem at tage et taskforceforløb netop for at give dem noget hjælp, rådgivning og vejledning. Kan ministeren uddybe, hvad begrundelsen for det er? Hvad skal vi med en tørresnor, som ministeren gerne vil bruge til at vise de kommuner, der ikke gør det godt nok, frem, når ministeren alligevel ikke vil kræve, at vi skal have handling på området netop ved at pålægge dem at modtage hjælp herinde fra Folketinget i form af et rådgivningsforløb eller andet i forbindelse med taskforcen?

Ministeren.

Jamen kommunerne er jo allerede pålagt det i dag. De er jo pålagt det gennem lovgivningen. Lovgivningen er sådan set meget klar, og det er jo også derfor, jeg har ønsket at se nærmere på tallene og få kvalificeret tallene. For når vi kan se, at der er en høj procentdel, hvad angår omgørelser, så er det jo interessant at se, hvad der ligger i det. I hvor mange af omgørelserne er det udtryk for fejl? I hvor mange af omgørelserne er det udtryk for, at en kommune har forsøgt at få fat i en borger, hvilket ikke er lykkedes, for at indhente nogle oplysninger, som man så har sendt videre til Ankestyrelsen, som så beder om, at man går tilbage og skaffer de fornødne oplysninger fra eksempelvis borgeren. Så det er et spørgsmål om at få set nærmere på tallene, få noget mere gennemsigtighed og få noget mere klarhed på området. I forvejen har vi jo Danmarks Radio, som laver sådan et danmarkskort, og så var det egentlig min tanke at gå ind og få kvalificeret det datagrundlag, som vi står med.

Så må jeg også bare sige, at der ikke er noget quickfix her. Jeg tror, det er ganske vanskeligt at forestille sig, at vi bare med et enkelt fingerknips kan få løst de udfordringer, som kommunerne står over for. Det er langt, langt sejt træk, der skal til.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, og det er også derfor, Dansk Folkeparti har fremsat adskillige forslag på det her område. Det er netop for at få forbedret området med brug af forskellige håndtag. Men ministeren udtaler selv til DR vedrørende det danmarkskort, ministeren snakker om – og jeg citerer:

»Vi hører, at nogle kommuner direkte siger, at for dem er det et spørgsmål om at gå til kanten og teste serviceniveauet, og det bryder jeg mig ikke om. Det er derfor, at jeg nu siger, at så må man op og hænge på tørresnoren.«

Derfor undrer det mig, at ministeren ikke kan se, at det her beslutningsforslag egentlig ligger i god tråd med det. Når man kan se, hvilke kommuner der går igen og igen i statistikkerne, så kan man også sende en taskforce ud og give dem et rådgivningsforløb, så det bliver til gavn for de borgere, som bliver fanget i det her.

Ministeren.

Jeg tror faktisk, at vi i vores tilgang til det her emne grundlæggende er meget enige. Jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkepartis fru Karina Adsbøl i, at der er for mange omgørelser, og at det kan være klogt at kigge på, hvad der gemmer sig bag de høje omgørelsesprocenter. Jeg er sådan set af den overbevisning, at loven er meget klar, og at loven skal overholdes. Det er også det, jeg har været ude at sige. Jeg tror bare ikke, at den rigtige løsning er at påtvinge en kommune et taskforceforløb. I sidste ende handler det jo om få skabt en sagsbehandling, som ender med at blive velkvalificeret, så den kommer borgeren til gavn, og det ser jeg bare ikke for mig vil ske, hvis man har en kommune, som har en stor modstand imod en taskforce.

Så er det hr. Kristian Hegaard.

Tak for det, og tak til ministeren for mange gode refleksioner. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her, ministeren sagde, om, at det her beslutningsforslag går ud over metodefriheden, fordi en taskforce er udtryk for nogle faglige udviklingsforløb af forskellig art. Men kan ministeren sige, hvordan det går ud over kommunernes kompetence og metodefrihed, for det ser jeg som to vidt forskellige ting? En ting er, at man kan hjælpe med noget fagligt, som en taskforce kan, men det går vel ikke ud over metodefriheden – eller hvordan skal det forstås?

Ministeren.

Man kan jo sagtens forestille sig en kommune, som allerede har sat et udviklingsforløb i gang, hvor det vil virke forstyrrende at få en tvungen taskforce til at kigge sig over skulderen, når man helt oppe fra borgmester og ned til udvalgsformand og ledere og medarbejdere i kommunen har besluttet sig for at ændre på sagsgange og har gjort det på en bestemt måde.

Så er spørgsmålet også: Hvordan vil man følge op på en tvungen taskforce? Hvad med de kommuner, som siger nej tak? Hvordan skal de tvinges? Hvordan skal de presses til at indgå i et taskforceforløb? Det mangler der på en eller anden måde nogle svar på. Og jeg står bare ikke her og har de svar og kan overskue konsekvenserne af, hvad det beslutningsforslag vil føre med sig, hvis det bliver vedtaget i den form, det har her.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg er enig i, at det scenarie, der bliver skitseret, ville være en god situation, hvis det er, at der allerede var oprettet en eller anden form for udviklingsforløb, men der er mange tilfælde, hvor det ikke er situationen. Så det kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til, for som jeg hører det, siger ministeren, at det er okay, hvis en kommune siger nej til faglig opkvalificering, selv om man har et højt antal sagsbehandlinger, der er statueret som forkerte af Ankestyrelsen.

Så vil jeg bare høre, hvad ministeren så mener, at den kommune skal gøre, hvis ikke den er gået i gang med sådan et struktureret forløb, som ministeren skitserede før.

Ministeren.

Kommunerne skal overholde loven, og det har jeg egentlig også været ude at sige meget klart, og det står jeg også meget hårdt på. Jeg vil også gerne stå hårdt på, at det er kommunerne, som har ansvaret, og det er kommunerne, som har sagsbehandlingen. Det er også det, der ligger i det kommunale selvstyre. Så hvis man går ind og begynder at lave en tvungen taskforce, risikerer man også at forskubbe den balance, der er, for det kommunale selvstyre.

Det kan man jo gøre, hvis man har lyst. Man skal bare gøre op med sig selv, om det er den klogeste måde at arbejde på, hvis det er, at man gerne vil sikre en bedre sagsbehandling til gavn for de borgere, som det handler om.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Ja, jeg havde jo nok tænkt, at den med det kommunale selvstyre ville komme, men så tror jeg altså, at man skulle have kigget nogle andre steder hen først, f.eks. på budgetloven og det helt vanvittige budgettyranni, der er vedtaget af Folketinget og lagt ned over kommunerne med sanktioner og alt muligt. Det er måske i virkeligheden en årsag til, at vi ser mange af de her fejl.

Synes ministeren egentlig, det er rimeligt, hvis man har en kommune, hvor der helt klart er en meget høj omgørelsesprocent og den er vedvarende, at så har sådan en kommune mulighed for at takke nej til at få noget hjælp til at få rettet op på det. For det betyder jo, at det så bare fortsætter ude i den kommune. Synes ministeren virkelig, det er rimeligt?

Ministeren.

Jeg synes bare, der er så mange spørgsmål, der melder sig i kølvandet på det spørgsmål, hr. Finn Sørensen stiller. Hvordan skal Ankestyrelsen udvælge kommuner? Er det ved at se på et lille antal meget grelle sager, som går meget hårdt ud over en borger, eller er det ved at se på det eksempel, som hr. Finn Sørensen giver, nemlig en sådan svingende sagsbehandlingkvalitet, som måske ikke nødvendigvis er graverende og grel. Altså, hvordan skal man overhovedet lave den udvælgelse fra Ankestyrelsens side?

Hvordan skal hele det økonomiske se ud? Hvor meget koster det? Det er der jo ikke taget stilling til her og nu. I dag er taskforcen jo frivillig. Den er finansieret med satspuljemidler. Hvis den bliver tvungen, vil det første, som ryger ind i min telefon, være dut, dut, dut, og det er ikke, fordi der ikke er nogen, som tager telefonen i den anden ende. Det er, fordi det simpelt hen koster penge fra det øjeblik, man sætter et taskforceforløb i gang, uanset om det er frivilligt eller tvungent.

Hr. Finn Sørensen.

Hvis man ikke har lyst til at svare på et spørgsmål, er det sådan en meget almindelig teknik, at så opfinder man alle mulige andre spørgsmål, der er afledt af det spørgsmål. Så jeg må jo vende tilbage til det spørgsmål, jeg stillede: Synes ministeren virkelig, at det er rimeligt, at hvis vi har en kommune, der har en vedvarende høj omgørelsesprocent – f.eks. tæt på de her 30 pct., som vi alle sammen er enige om er uacceptabelt – så har den muligheden for at takke nej til at få noget hjælp til at få løst det problem? Er det rimeligt, eller er det ikke rimeligt? Det er sådan set bare det, jeg gerne vil have ministerens svar på.

Ministeren.

Jamen det var sådan set ikke for at snakke udenom. Jeg synes egentlig, at jeg svarede meget klart på det, og jeg vil godt svare endnu mere klart på det: I forhold til det kommunale selvstyre er det kommunerne, som skal overholde loven, men det er også dem, som står på mål for den kvalitet og den sagsbehandling, som der er i den enkelte kommune. Og hvis det betyder, at man vil takke nej og slet ikke vil have taskforcen på besøg, jamen så synes jeg at man skal have muligheden for og retten til at gøre det.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Jeg skal sige, at vi ser overordentlig positivt på, at Dansk Folkeparti sætter fokus på den her problemstilling. Det er efter vores bedste overbevisning en udfordring med de mange store forskelle, vi ser i de afgørelserne, der finder sted i kommunerne, og med hensyn til hvor mange der omgøres i vores ankesystem. Det synes vi er et selvstændigt problem, som det er helt relevant at tage op i forbindelse med behandlingen her i Folketinget.

Så vi anerkender det initiativ, der er taget, med at fremsætte dagens beslutningsforslag. For vi ser jo desværre de der mange eksempler på dårlig skråstreg mangelfuld sagsbehandling. Ministeren har jo henvist til en af de kommuner, hvor jeg også har været lidt involveret i diskussionen om, hvor galt det kan gå, og heldigvis har vi fået en accept af, at der kommer noget vejledning fra taskforcen om at få sagsbehandlingen til at forløbe på en bedre vis.

Når vi imidlertid synes, at det, vi har med at gøre, er lidt for unuanceret, er det, fordi vi skal kigge på, hvad det er, vi har at sætte i stedet for. Hvad er det for virkemidler, vi skal sætte fokus på? Jeg kan stille en række spørgsmål om ting, som vi synes er uklare, og hvor vi har behov for en nærmere afklaring af det, som bør vedtages, altså på baggrund af det her beslutningsforslag. Er det Ankestyrelsen, der skal sidde med den her opgave, eller er det ministeriet, der skal have opgaven? Hvad er det for et beredskab, vi skal have stående til rådighed for hele opgaven, hvis vi skal have en tvungen taskforce til at kunne rykke ud?

Ministeren var inde på, om det er med til at flytte ansvaret. Jeg synes, at noget af det smukkeste ved det danske folkestyre sådan set er det kommunale selvstyre, selv om det nu har fået nogle knubbede ord med på vejen, kan jeg godt høre. Men en kommunalbestyrelse er for alvor forpligtet til at leve op til den lovgivning, som de er underlagt, og har det som en stolthed at leve op til lovgivningen og udfylde den ramme, der skal være, og der er en risiko for, at vi flytter det ansvar. Jeg synes ikke, det ville være godt at være borger i en kommune, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmerne måske ikke føler den forpligtigelse til at være med til at sikre, at borgerne der får en lige så god sagsbehandling, som man gør alle mulige andre steder.

Det næste er, hvilke økonomiske konsekvenser der er af det her beslutningsforslag. Det synes vi også at vi har lyst til at få gravet i og få belyst yderligere – i forhold til den eventuelle støtte, vi skulle kunne give, til at fremme problematikken og løsningen af problematikken. For vi synes, at der er en problematik.

Man kan også stille spørgsmålet: Er det, fordi vi herindefra har for uklar en lovgivning? Ministeren har jo delvis redegjort for, at det mener han ikke, altså redegjort for, at lovgivningen er ganske klar. Men der er mange fortolkningsmuligheder, og der er mange fortolkningsopgaver, når loven skal udmøntes i forhold til den enkelte borger.

Så er der det yderligere problem, at det jo også er tilladt for kommunerne at have forskellige serviceniveauer. Hvorvidt spiller det ind her? Der skal vi jo respektere, at borgerne i de pågældende kommuner har været med til at vælge politikere, der går ind for dette eller hint serviceniveau, som er på de aktuelle områder.

Så vi synes, der er rigtig mange spørgsmål at stille i forhold til et efterfølgende stykke arbejde, som vi hjertens gerne deltager i. Og vi synes bestemt, at man skal tage til efterretning, at ministeren nu har givet til kende, at der er et problem her, og at vi har en forpligtigelse til at få det løst. Det tror jeg nok der vil kunne mønstres et flertal i Folketingssalen for – hvis vi får den rigtige tekst koblet til det, som adresserer problemstillingen hele vejen rundt. Det vil vi gerne medvirke til, men på det foreliggende grundlag kan vi ikke umiddelbart sige, at vi stemmer for.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Også tak for nogle positive tilkendegivelser.

Jeg kunne godt tænke mig spørge hr. Orla Hav – apropos den sag, vi har haft, om en bestemt kommune, som ordføreren også har kendskab til – hvad ordføreren synes man skulle have gjort, hvis den kommune, Jammerbugt Kommune, havde sagt: Nej, det vil vi ikke; det gider vi ikke deltage i; vi gider simpelt hen ikke have et taskforceforløb, det kan vi godt håndtere selv.

Det har vi jo set andre kommuner gøre, bl.a. i børnesager. Odense kommune har ikke villet have en taskforce ud netop for at rette op på nogle ting. Det blev der stillet forslag om i deres byråd, og det blev så stemt ned.

Ordføreren.

Jeg kan fortælle fru Karina Adsbøl, at mit engagement ikke ville have været mindre af den grund. Jeg ville såmænd have stået på hovedet, for at kommunen kom til fornuft og fik sat et ordentligt forløb i gang, som var med til at sikre, at borgerne oplevede, at der var kvalitet i det, de fik fra kommunen, i de afgørelser, de fik fra kommunen – når man kan se, at der er så voldsomme forskelle, som der har været på det her område. Så presset på ministeren ville være fortsat.

Men heldigvis sagde Jammerbugt Kommune ja til at forsøge at gøre tingene på bedre vis. Og heldigvis, kunne jeg forstå, sagde et flertal i Odenses kommunalbestyrelse også ja til at få rettet op på de forhold, som var gældende der. Og det er jo den der lokale påtagen sig ansvar, som jeg har en bekymring om at vi risikerer at flytte, hvis det er sådan, at vi tager kompetence væk fra kommunen. Men der er jo ingen tvivl om, at kommunerne skal opføre sig ordentligt på det her område.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg vil gerne se ordføreren stå på hovedet, men jeg tror nu ikke, at det kunne rykke det helt vilde i forhold til 98 kommuner, når det handler om at rette ind i forbindelse med det med taskforce.

Nu har hr. Orla Hav jo siddet i Socialudvalget mange år, og jeg ved ikke, om ordføreren husker sagen med Handicapcenter København, som nu hedder Borgercenter Handicap. Allerede i 2013 havde vi jo indkaldt til adskillige samråd om netop det her. Vi fik henvendelser fra forældre, som skrev til os, og her den anden dag kunne man så igen læse om det i avisen, altså 4 år efter.

Mener ordføreren, det er rimeligt? Havde det da ikke være rimeligt, at man havde sendt en taskforce ud til dem eller givet dem det her tilbud og sagt: Det skal I gøre, når I ikke retter ind?

Ordføreren.

Jamen jeg synes ikke, 4 år er rimeligt – lad det være slået fast med det samme. Det synes jeg hverken er rimeligt eller ordentligt. Så er det ligesom trukket op.

Men hvis man forestiller sig et taskforceforløb i en kommune, hvor man fra kommunens side positivt har sagt nej, at det vil de ikke, hvad er det så for en situation, den taskforce kommer ud i, når de skal være med til at løse en pædagogisk opgave og skabe en anden stemning, en anden ånd og en anden faglighed om tingene? Kan det overhovedet praktiseres, hvis der sidder en kommunalbestyrelse, som har sagt nej og har givet den ordre ned i rækkerne i det kommunale system? Det er der, vi har en bekymring for, om det er det rigtige værktøj.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kristian Hegaard.

Først og fremmest tak til ordføreren for gerne at ville adressere problemstillingen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om ikke ordføreren er enig i, at hvis man får besøg af en taskforce, der dermed kan give råd og faglig sparring, så ændrer det sådan set ikke ved, at kommunen stadig har fuld metodefrihed. Det ændrer ikke ved, at der stadig er fuld frihed til opgaveløsning, og det ændrer ikke ved, at der stadig er fuld frihed og kompetence til at træffe afgørelser. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jamen sådan som hr. Kristian Hegaard beskriver det, lyder det jo tilforladeligt, at det er sådan. Men det, der er min bekymring, er: Flytter vi den oplevelse af ansvar, det ansvarsforhold, som det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har i forhold til at servicere de borgere, der i virkelighedens verden vælger kommunalbestyrelsesmedlemmerne? Det er der, jeg har min bekymring. Hvis man med det her forslag risikerer at komme til at flytte på den der hårfine balance i respekten mellem borgerne og deres valgte repræsentanter, frygter jeg, at det kan blive en dårlig hjælp til den gruppe, som vi i virkelighedens verden vel alle sammen gerne vil give en god hjælp.

Hr. Kristian Hegaard.

Det var et meget langt svar, men er det ikke rigtigt forstået, at ordføreren så er enig i, at det ikke påvirker den fulde metodefrihed, som stadig vil foreligge i den enkelte kommune, at der stadig vil være fuld frihed til, hvordan man løser opgaven, og at der stadig er fuld frihed og kompetence til at træffe afgørelser for den enkelte kommune? Så man ændrer sådan set ikke ved noget af det, der har med kommunestyret at gøre i forhold til den kompetence, der er tillagt. Er ordføreren ikke enig i, at det ingenting ændrer ved det, at man får lidt faglig sparring og rådgivning?

Ordføreren.

I min begrebsverden er der en risiko for, at man flytter på den ansvarsforpligtelse, som hvert enkelt kommunalbestyrelsesmedlem føler for at løse opgaverne ordentligt. Det er ikke sikkert, det berører det, som hr. Kristian Hegaard beskriver, nemlig de administrative, faglige forhold. Jeg tror sådan set, hr. Kristian Hegaard har ret i, at de ikke ændrer sig. Men oplevelsen af, at kommunalbestyrelsen er forpligtet over for den lovgivning, der er, og over for de borgere, de skal servicere, er sådan set det, der er min bekymring.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ordføreren, også for, hvad skal vi sige, en i hvert fald i retorikken noget mere imødekommende holdning til både forslaget og håndteringen af problemstillingen, end ministeren udviste. Sådan en nuance vil man jo gerne kvittere for.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan skulle det på nogen måde ændre på ansvarsfordelingen at gennemføre sådan et forslag? Det er et argument, ordføreren har brugt, og jeg hørte også ministeren bruge det. Kan vi ikke få konkret at vide, hvor der sker en forflytning af ansvaret, hvis man gennemfører det forslag, der er fremsat her?

Ordføreren.

Jamen sådan billedligt talt kunne man jo forestille sig en kommunalbestyrelse læne sig tilbage og sige: Jamen det er noget, de afgør ovre på Christiansborg, hvorfor skal vi engagere os i det?

Hvor er så det kommunale engagement i forhold til at servicere borgerne? Og det er det, der er min bekymring, nemlig at man sådan stykke for stykke fjerner de steder, hvor der er indflydelse og kompetence – at man siger: Nej her skal I ikke have den; vi skal nok fortælle jer, hvordan verden ser ud. Og det frygter jeg lidt kan være en konsekvens. Men det kan være, jeg ser forkert på det.

Hr. Finn Sørensen.

Men så kan vi i hvert fald være enige om, at der ikke sker nogen som helst ændring af det juridiske ansvar ved at gennemføre sådan et forslag. Så det er ordførerens formodning om, hvilke psykologiske mekanismer det kan sætte i værk i hovederne på nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er jo fair nok, det er en vurdering.

Men så er det, som om ordføreren overser, at sådan et forslag som det her jo er møntet lige nøjagtig på kommunalbestyrelser, der har fralagt sig ansvaret. Det er jo det, der er formålet med forslaget, nemlig at man kan konstatere, at der er en kommune, der gentagne gange ligger på en fuldstændig uacceptabelt høj omgørelsesprocent, og den vil man gerne hjælpe – altså en kommune, der har fralagt sig ansvaret.

Ordføreren.

Jeg er ikke enig med hr. Finn Sørensen i, at det her handler om kommuner, der har fralagt sig ansvaret. Jeg tror faktisk, man kan finde repræsentanter for de kommuner, som har meget høje omgørelsesprocenter, som ville kunne give udtryk for, at de netop foretager prioriteringen af de forskellige synspunkter, som ligger i en kommunal sagsbehandling og en kommunal drift, og prioriterer dem forskelligt. Og her har de så valgt at prioritere nogle andre forhold end dem, vi selvfølgelig med vores baggrund og indsigt synes skal tilgodeses. Så jeg synes ikke, det er et udtryk for, at man kan sige, at en kommunalbestyrelse på nuværende tidspunkt har fralagt sig ansvaret.

Tak til hr. Orla Hav. Der er ikke flere kommentarer. Vi går videre i rækken til hr. Carl Holst, Venstre.

Problemstillingen, som er rejst, er alvorlig. Venstre ville støtte forslaget, hvis vi troede på, at det virkede. For der skal gøres noget ved det. Vi tror bare ikke på, at det, som forslaget lægger op til, er løsningen. Og så kan folk tænke, at ja, det er typisk; altid velmenende ord i forhold til konkrete forslag, men handlingen er der ikke.

Men det er jo netop, fordi vi ikke tror på, at medicinen er den rigtige. Vi tror ikke på, at påbud, regler og tvang i sammenspillet mellem myndigheder og kommuner er vejen frem. Vi tror ikke på, at ensartethed og kasser, som jo ville blive konsekvensen, når man skulle tvinges til at lave målinger, er vejen frem, fordi det vil ødelægge det, man har brug for i socialpolitikken, og det paradigme, vi skal i retning af i socialpolitikken, nemlig en mere individuel tilgang, mere udgangspunkt i, hvad den enkelte socialt udsatte gerne vil. Det er hele mindsettet i forhold til borgerstyrede budgetter, som vi skal have bredt endnu mere ud.

Jeg frygter, at et regime som dette vil medføre, at man i tilgangen til de socialt udsatte vil prøve at se på, hvad det er, kassen siger, fordi så kan vi blive målt på den rigtige måde i forhold til et måleregime, som vil medføre, at vi i højere grad går fra relationsvelfærd til systemvelfærd, og vi skal modsat. Vejen til, at vi bliver modsat tænkende, er, at vi giver plads til, at man udeomkring møder den enkelte, der har brug for hjælp, individuelt med udgangspunkt i den enkeltes ønsker. Det kan man kun gøre, ved at man lokalt har friheden til at tage individuelle skøn. De skøn er nogle gange rigtige og nogle gange forkerte, og det er stærkt bekymrende, at antallet af sager, der bliver omgjort, er stigende, så vi jo er over en tredjedel. Det er stærkt bekymrende. Men jeg tror ikke på, at forslaget er løsningen, men det er dialogen med kommunerne.

På den baggrund er Venstre stærkt skeptiske i forhold til forslagets indhold, men meget varme for at se på, hvad vi så gør for at få løst problemstillingen. Tak for ordet.

Fru Karina Adsbøl.

Nu har hr. Carl Holst siddet i Socialudvalget i en lang periode og har sikkert ligesom jeg fået rigtig mange henvendelser om problemstillingen. Ordføreren siger i sin tale, at løsningen er dialog. Nu har vi siden 2011, da jeg blev valgt ind, haft dialog om netop det her emne. Det er blevet diskuteret rigtig, rigtig mange gange, og det er stadig væk ikke blevet bedre. Så helt konkret, når Venstre ikke kan støtte det her, hvad foreslår ordføreren så der skal sættes i stedet? For vi har p.t. en frivillig taskforce, og der er kommuner, der boner ud gang på gang. Ankestyrelsen og tilsynet er jo sammen nu, så de kan hurtigt danne sig et overblik over, hvad det er for kommuner, der går igen.

Hvad er problemet i at støtte det her forslag?

Ordføreren.

Spørgeren siger, at jeg har været i Socialudvalget i lang tid. Det er godt et år. Men oplevelserne kan være forskellige. Det er rigtigt, at i det år, jeg har været med, og tidligere, har man gang på gang set sager, hvor beslutningen i administrationen i en kommune bliver omgjort af Ankestyrelsen. Det er et problem.

Der bliver spurgt om, hvorfor vi ikke støtter. Det, der er problemet, er, at vi ikke tror, at løsningen er, at man skaber et samspil mellem en myndighed og nogle medarbejdere, offentligt ansatte, som skal bero på tvang i stedet for det, som ministeren i sin venlige og positive indledende tale om forslaget gjorde opmærksom på, nemlig den gode dialog. Jammerbugt Kommune blev brugt af ministeren som eksempel på det. Løsningen er dialogen om at få det løst.

Fru Karina Adsbøl.

Man nævner dialog. Nu er det sådan, at vi har nogle kommuner, som har svært ved at overholde lovgivningen, også trods det, at der er gentagne hjemvisninger fra Ankestyrelsen, og så kører det frem og tilbage. Når der er tale om lovbrud og man ikke følger lovgivningen, er Venstres forslag så, at vi skal have dialog?

Ordføreren.

Jeg bliver spurgt til, hvad vi gør med de kommuner, hvor det ikke fungerer. Jeg siger så, at et samarbejde mellem en kommune og en taskforce, som er frivilligt, som man har gjort i Jammerbugt eller Middelfart eller for nylig Københavns Kommune, er vejen frem, i stedet for at man får en oplevelse af, at nu bliver man påduttet noget, altså regler, kontrol, og hvad ved jeg. Jeg tror ikke på, at den offentlige sektor har brug for flere regler, kontrol og påbud. Jeg tror faktisk, at den har brug for, at alle gode kræfter snakker sammen, altså dialog.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg vil gerne kvittere for det, som ordføreren sagde om det her med, at man skal tage udgangspunkt i, hvad den enkelte har brug for, og det er jo i virkeligheden derfor, at vi sidder her. Problemet er jo bare, at det er der nogle kommuner der ikke er så gode til. De er ikke så gode til lige at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte har brug for, og derfor er der desværre nogle kommuner, der ender ud med en fejlprocent på op til 50 i Ankestyrelsen i forhold til hjemvisninger og omgørelser. Synes ordføreren så ikke, at det i de tilfælde, hvor man ikke får foretaget de her individuelle skøn, måske er en god idé lige at give sådan lidt faglige råd og sparring til dem?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg, og det er det, der er formålet med taskforcen. Jeg tror, at det faglige råd og sparring jo netop bygger på dialog, og det er det, der kommer til udtryk, når den satspuljefinansierede taskforce stiller sig til rådighed og kommunerne tager imod den.

Hr. Kristian Hegaard.

Det er jo glædeligt, at man i hvert fald synes, at det er den rigtige måde at gøre det på. Så var ordføreren også inde på, at det er vigtigt med det individuelle skøn, og det kan man jo kun være enig i. Det er jo sådan det, der er grundlaget for alle de forvaltningsretlige principper, vores samfund er bygget op på. Er ordføreren så ikke enig i, at det, at der kommer en taskforce ud og giver noget faglig sparring til dem, der måske ikke lige er så gode til at tage udgangspunkt i den enkelte, ikke ændrer noget ved det individuelle skøn for den enkelte kommune, og at det har den stadig væk?

Ordføreren.

Ja, forpligtelsen til et individuelt skøn omfatter alle sager i forhold til de retssikkerhedsmæssige principper, man har krav på, dels i forhold til hvert individuelle skøn, dels i forhold til partshøringer og andre ting.

Tak til hr. Carl Holst. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Mange tak for ordet, formand, og tak til forslagsstillerne, som fremsætter et forslag, der peger på en rigtig kedelig problemstilling.

Ministeren sagde, at det ikke er godt nok, hvis man har omgørelsesprocenter op imod de 30 pct. Det er ikke et spørgsmål om, at det ikke er godt nok. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det er da det, som alle ordførertaler herinde burde starte med, og hvis alle ordførertaler starter med det, kan man da have et håb om, at der er en fælles vilje til at få gjort noget ved det. Men det er desværre ikke så mange ordførertaler, der starter på den måde, og det er måske, fordi man fornemmer, at det på en eller anden måde så vil forpligte til at få gjort noget effektivt ved problemet, som jo ikke er nyt.

Det er ikke nyt i den her regeringsperiode. Det var heller ikke nyt under Thorningregeringen, og det var heller ikke nyt under VKO-regeringens lange periode, og nu ved jeg godt, at O ikke sad i regeringen, men de var dog et trofast støtteparti. Så det er ikke nyt. Det har været diskuteret utallige gange i den her Folketingssal helt tilbage i 00'erne, og det er jo på den baggrund, man kan blive en lille smule træt, når man hører de her fuldstændige automatsvar om, at vi ikke skal have tvang, men at vi skal have dialog. Det har været diskuteret i rigtig mange år, og Ankestyrelsens seneste praksisundersøgelse, der er refereret til i forslaget, siger det også meget klart.

Så er der en diskussion om, hvad der så er årsagerne til det her. Jeg er fuldstændig enig i, at man ikke kan udpege en enkelt årsag. Det kan jo være alt lige fra almindelig slendrian og uduelighed i en kommune til nogle strukturelle bagvedliggende mekanismer, der presser kommuner ud i den her situation. Der vil jeg da gerne nævne den enormt stramme økonomiske spændetrøje, som et flertal her i Folketinget har lagt ned over kommunerne, både i form af budgetloven med de dertilhørende sanktioner og i form af nogle meget stramme økonomiaftaler. Det er efter Enhedslistens opfattelse den bagvedliggende grundlæggende årsag til, at vi bliver ved med at diskutere de her ting. Dermed er ikke sagt, at det ikke også ville være tilfældet, selv om der ikke var en så hård økonomisk spændetrøje. Det er bare sagt for en god ordens skyld, så man ikke frikender kommunerne for det ansvar, de har hver især, uanset hvor god eller dårlig økonomi de har, det vil jeg gerne understrege.

Men der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at den økonomi, man tildeler kommunerne, en stadig strammere økonomi, jo presser kommunerne eller lokker dem – det er måske i virkeligheden meningen, hvad ved jeg – ud i situationer, hvor de går til grænsen, og hvad det angår, ligger der jo nogle tilståelsessager. Lad mig bare tage en enkelt fra september 2012, hvor Kommunernes Landsforening giver kritikerne delvis ret, og det var jo den samme sag, man diskuterede dengang. Anny Winther, der var formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, siger:

»Vi har indgået en stram aftale med regeringen om, at der skal være en stærk opbremsning i den kommunale økonomi. Det ses også i de her afgørelser. Der kommer hele tiden ny lovgivning, så kommunerne er nødt til at vide, hvor grænsen går«.

Det er da en tilståelsessag. Kommunerne prøver helt bevidst at gå lidt ud over grænsen for at se, hvor billigt de kan slippe i forhold til at give mennesker med handicap de her ydelser. Selvfølgelig har kommunerne allerede et ansvar, ja, det er dem, der tager stilling til, om borgerne skal have de ydelser eller de ikke skal. Problemet er jo, at det er fuldstændig omkostningsfrit. Ja, det er ovenikøbet en besparelse for kommunerne i rigtig mange tilfælde, hvis de nægter borgerne nogle ydelser, som Ankestyrelsen så senere finder ud af at borgerne faktisk har krav på. Der er ingen konsekvenser for kommunen ud over en besparelse i den periode, der går, og det kan være rigtig mange uger, før kommunen får besked på, at hov, borgeren har altså krav på den der ydelse. Det er jo et andet grundlæggende problem ved den struktur, vi har.

Der har været mange forslag igennem årene til at sikre, at kommunerne løftede deres opgave her, lige fra at forhindre dem i at tage ydelserne fra folk, førend det er konstateret, og så til et meget mildt forslag som det her. Det er jo mildt, i forhold til hvad der burde tages i anvendelse for at få det til at virke, så Enhedslisten støtter det. Vi kan have et problem med finansieringen, fordi det jo så overlades til satspuljepartierne at finde pengene, så det er noget af det, vi lige må have kigget på i udvalgsarbejdet, for principielt skal det jo være i orden. Men som udgangspunkt er vi bestemt positive over for det her forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Carl Holst.

Ordføreren gør opmærksom på, at der er variation i det her, at der sker fejl osv., og så har ordføreren nogle forskellige vurderinger af og gisninger om, hvad årsagen er til det; det kunne være økonomi osv., men også, at der er en juridisk fejlvurdering, altså en faglig fejl. Mit spørgsmål til ordføreren er: Tror ordføreren i forhold til modernisering og fremtidssikring af den offentlige sektor, at vejen frem er, at man centralt pålægger medarbejdere i den offentlige sektor flere regler?

Ordføreren.

Det tror jeg sådan set ikke. Det her forslag er heller ikke et forslag om at pålægge kommunerne flere regler. Det er et forslag, der skal sikre, at hvis en kommune ikke kan finde ud af det – for at sige det pænt – og den bliver ved med at ligge på nogle uacceptable fejlprocenter, så har man fra myndighedens side, i det her tilfælde Ankestyrelsens, mulighed for at hjælpe den kommune, og det skal kommunen ikke kunne afslå, og det synes jeg ikke den skal kunne. Der vil jeg bare sige til de partier, der bliver ved med at sige, at vi skal have dialog, og at vi ikke må indføre nye regler og ting og sager: Det er helt i orden, hvis man så selv kom med nogle konkrete forslag, som man kunne have en formodning om ville virke. Men det eneste, man kan sige, er, at vi må have noget dialog. Ja, men det er altså det, vi har haft de sidste 10 år, og vi ser bare de fejl stadig væk.

Hr. Carl Holst.

Nu er ordførerens parti af principielle årsager ikke en del af kredsen bag den satspuljefinansierede taskforce, men jeg er sikker på, at partiet holdningsmæssigt er enig i taskforcen. Nu har den jo ikke fungeret de sidste 10 år, så vidt jeg erindrer, men i hvert fald siden 2014, så burde man ikke lige give den en chance i forhold til at gøre det til et påbud, som så bliver opfattet som centralstyring?

Ordføreren.

Hvis det var et effektivt redskab, var det nok allerede slået igennem, så man kunne se det på omgørelsesprocenterne, men det er der ikke rigtig noget der tyder på. Svagheden ved det instrument er, at hvis der er en kommune, der ligger oppe i den uacceptable ende, og som bare ikke har lyst til at få hjælp, så hjælper det jo ikke ret meget, vel? Så er det ansvarsforflygtigelse, synes jeg, fra de partiers side herinde, der siger: Nej, men så vil vi ikke finde på noget, der er lidt mere effektivt end at have en eller anden måske lidt for naiv tro på, at alle kommuner helt frivilligt vil benytte sig af sådan et redskab.

Så er det hr. Orla Østerby.

Tak for det. Når hr. Finn Sørensen vil have en tvungen taskforce ud til kommunerne, hvordan tænker han så at det skal udføres? Kvaliteten af sagsbehandlingen rundtomkring i kommunerne skal jo nu ensrettes af Ankestyrelsen, og de skal have en eller anden facitliste, som de skal træffe afgørelse efter. Hr. Finn Sørensen må lige fortælle mig, hvor dårlig kvaliteten af sagsbehandlingen skal være, før kommunen skal tvinges til at få en taskforce ud.

Ordføreren.

Det vil jeg ikke stå og fastlægge i detaljer her, og det indgår heller ikke i beslutningsforslaget. Men der er ikke noget nyt i det. Det er jo det, Ankestyrelsen gør i dag. Når Ankestyrelsen laver sine praksisundersøgelser, er det jo med det formål at kvalitetsanalysere kommunernes sagsbehandling – det er jo det, der er formålet – holdt op imod, hvad loven siger. Det er det, en praksisundersøgelse går ud på. Og det er lige nøjagtig den praksisundersøgelse, der viser, at der er alt for mange kommuner, der har nogle fuldstændig uacceptabelt høje omgørelsesprocenter. Så arbejdet bliver jo gjort i forvejen. Det, det handler om, er at foretage sig noget på baggrund af den kvalitetsanalyse.

Hr. Orla Østerby.

Vi hørte jo ministeren fortælle, at der netop ikke findes sådan en facitliste – den eksisterer simpelt hen ikke. Så hr. Finn Sørensen må lige fortælle mig, hvad det er for en facitliste, han vil arbejde med. Og hvad sker der, hvis kommunen nægter at tage imod et tvungent taskforceforløb? Skal kommunen så dømmes? Skal de have en eller anden straf? Skal de have en millionbøde? Hvordan vil hr. Finn Sørensen finde ud af, hvordan han tackler en kommune, der mener, at de godt selv kan løse den her opgave?

Ordføreren.

Jeg må bare sige, at jeg ikke er enig i ministerens vurdering af, at man ikke kan foretage en sådan vurdering. Det viser sig jo, at det kan man godt, for det er jo det, Ankestyrelsen gør gang på gang, når den laver en praksisundersøgelse. Den undersøgelse har det formål at analysere kommunernes praksis på et bestemt lovområde sammenholdt med, hvad lovgivningen siger. Og det er jo det, vi diskuterer her, fordi der jo helt klart er alt, alt for mange kommuner, der har nogle fuldstændig uacceptable omgørelsesprocenter. Det har Ankestyrelsen været i stand til at analysere i de tilfælde, og det er sådan set bare det arbejde, der skal omsættes i handling.

Nu fik jeg desværre ikke svaret på den sidste del af spørgsmålet – jeg kan håbe, at der er en anden, der stiller spørgsmålet igen, for jeg har selvfølgelig et svar på det.

Det er der ikke, for der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Finn Sørensen og går videre til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Jeg kan jo indlede talen med at slå fast – på opfordring fra hr. Finn Sørensen – at omgørelsesprocenter på 30 pct. eller derover er fuldstændig uacceptable. Det er jeg sådan set ikke bange for at sige, og det tror jeg ikke der er nogen herinde der ikke mener. Og det er jo lige præcis det, forslagsstillerne vil med det her forslag, nemlig at sætte fokus på lige præcis problemerne med sagsbehandling i kommunerne på handicapområdet. Man foreslår så, at problemerne med de høje omgørelsesprocenter skal løses ved, at den tidligere frivillige taskforce bliver en taskforce, der kan pålægges kommunerne af Ankestyrelsen, og så skal der også være nogle måleværktøjer på området. Jeg synes, det er et vigtigt område at sætte fokus på. Blandt mennesker med funktionsnedsættelser har man jo også nogle af samfundets svageste personer, og selvfølgelig skal vi garantere en ordentlig sikkerhed for, at de får den hjælp, som er foreskrevet i loven.

I Liberal Alliance har vi den generelle betragtning, at vi ikke ser noget problem med at sanktionere kommuner, når de ikke overholder loven. Problemet med det her forslag er for mig at se, at taskforcen på handicapområdet ikke bør være en sanktion, men bør være en hjælp til kommuner med rod i forholdene. Og hvis man bruger det som en sanktion, tror jeg faktisk ikke, at man får en særlig god effekt ud af det. For jeg tror ikke på, at man kan ændre på forholdene i kommunerne, altså de her meget kritisable forhold, uden at kommunen aktivt gerne vil være en del af en ny proces, og at de er engageret i processen. Det er sådan set ikke, fordi jeg står her og bare siger, at vi skal have mere dialog. Jeg er sådan set med på handling, det tror jeg de fleste af os er, vi vil gerne ændre noget. Jeg har ikke været medlem af Folketinget i så mange år som nogle af de andre ordførere her, men for mig er den her problemstilling jo heller ikke ny. Jeg anerkender, at den har pågået i flere år, og at der skal gøres noget. Jeg føler mig bare ikke overbevist om, at det her er det rigtige.

Har jeg så svaret på, hvad der er det rigtige? Nej, det har jeg ikke. Det kan man selvfølgelig sagtens kritisere mig for. Det, jeg gerne vil, er at blive klogere på, hvad det er, der er baggrunden for de høje omgørelsesprocenter. Hvorfor er det, de forekommer? Er det rigtigt, hvad hr. Finn Sørensen siger, i forhold til at det er på grund af en stram økonomi ude i kommunerne? Er det, fordi sagsbehandlerne har for mange sager? Er det, fordi de ikke er fagligt nok klædt på? Er det, fordi lovgivningen er for kompliceret? Jeg har ikke svaret, men jeg synes, at vi skal være enige om, at det her problem skal løses – det tror jeg vi er enige om – og så tror jeg sådan set godt, at vi kan gå videre ad den vej og blive klogere på, hvad roden til de her udfordringer er. Og det er vi i hvert fald indstillet på at dykke ned i.

Så vi støtter ikke det her konkrete forslag, men vi støtter – det er efterhånden en kliché at sige – intentionen i lovforslaget, og vi vil sådan set gerne arbejde videre med den.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg undrer mig meget over, at Liberal Alliance ikke støtter det her, fordi jeg jo ved, at ordføreren er meget optaget af det, der er foregået på børne- og ungeområdet og har været massivt ude i pressen og har sagt noget om tvangsbøder til uvorne kommunalpolitikere og flere ting. Det, jeg undrer mig over, er, at ordføreren siger, at det er en sanktion. Det kan da aldrig nogen sinde være en sanktion at pålægge nogen at tage imod hjælp, ligesom det heller ikke er en sanktion at sige til sit barn: Du skal passe skolen. Er det så en sanktion, at de skal overholde lovgivningen? Det er jo ikke en sanktion. Det er en hjælp, og jeg tror faktisk, at rigtig mange sagsbehandlere ønsker den hjælp, men jeg tror måske, at der er en kultur i nogle forvaltninger, som mener, at det kan man klare selv.

Ordføreren.

Men jeg synes jo, at taskforcen er god, når den er frivillig. Når kommunen indser, at den har brug for den hjælp, er det, at jeg er fuldstændig på linje med ordføreren, nemlig at så er det en hjælp, og så kan man bruge den rådgivning og sparring. Men jeg er bange for, at det der med, at man kommer og presser det ned over kommunerne, vil opfattes som en sanktion. Det vil opfattes som en straf, og så tror jeg, at det faktisk kan have en negativ effekt, altså at man faktisk modarbejder det, fordi man ikke mener, at det er rimeligt, og det tror jeg faktisk ikke er til gavn for borgerne.

Fru Karina Adsbøl.

Mener ordføreren, at det er til gavn for borgerne, som bliver fanget i alt det her, i forhold til at en kommune har 50 pct. i omgørelse? Mener ordføreren, at det er til gavn? Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren så mener, at vi skal lave et lovforslag om tvangsbøder. Er det så bedre? Det ligger jo i god tråd med det, ordføreren tidligere har været ude at sige på børneområdet. Er det så den vej, vi skal gå? For det er vi da villige til i Dansk Folkeparti at kigge på. Vi kan også lave et ændringsforslag til det her beslutningsforslag om det, hvis det er det, Liberal Alliance er med på.

Ordføreren.

Det er klart, at det ikke er til gavn for borgerne at blive holdt i det, vi har i dag, og det er klart, at der skal gøres noget. Det synes jeg sådan set også at jeg anerkendte i min tale. Jeg tror ikke, at der er ét quick fix her, jeg tror ikke, at der er én ting, vi kan gøre. Jeg tror sådan set på, at økonomiske sanktioner virker, og derfor er vi i Liberal Alliance tilhængere af det. Jeg tror sådan set også, at der kan være andre ting som rådgivning og sparring i form af taskforcen, men der er ikke noget overraskende i, at Liberal Alliance ikke er tilhænger af tvang. Det er vi meget, meget sjældent.

Hr. Kristian Hegaard.

Tak for det, og tak for ordførerens budskab om, at borgerne selvfølgelig skal have hjælp som foreskrevet, og at man vil gøre en god indsats for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om hun er enig i det, som de tidligere ordførere har været oppe på talerstolen og delvis tilkendegive, altså det her med, om ikke det er rigtigt, at det, at man får hjælp af en taskforce med råd og faglig sparring, sådan set ikke ændrer ved det, at kommunen stadig har fuld metodefrihed, stadig har fuld frihed til opgaveløsningen, og stadig har fuld frihed til at træffe afgørelser osv. Er ordføreren ikke enig i, at alle de ting er der stadig fuld frihed til?

Ordføreren.

Jo, det er ordføreren fuldstændig enig i.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg nåede næsten ikke at trykke mig ind igen efter det hurtige og meget klare svar. Tusind tak for det. Og så kan jeg i hvert fald forstå, at det ikke for Liberal Alliances vedkommende er et spørgsmål om, at det går ud over det kommunale selvstyre, for når der stadig er fuld metodefrihed og fuld kompetence til at træffe afgørelser, så går det jo ikke ind og påvirker det kommunale selvstyre.

Liberal Alliance siger så, at det ikke skal være en sanktion. Hvad er det så, man tror kan vende den her udvikling, som Liberal Alliance også italesatte som en forkert tendens?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at man ikke ændrer, at metodefriheden stadig væk vil være der under en taskforce. Når man pålægger en kommune noget, så griber man jo ind i det kommunale selvstyre, også selv om de stadig væk har en vis metodefrihed til opgaveløsning inden for de rammer, vi pålægger dem. Men selvfølgelig griber man ind i det kommunale selvstyre, når man pålægger dem en taskforce. Det er klart.

I forhold til sanktioner er det sådan set ikke, fordi vi ikke anerkender sanktioner. Vi anerkender sanktioner. Vi tror faktisk også, at sanktioner virker. Vi mener bare ikke, at en taskforce er en fornuftig vej som sanktion. Vi mener, at en taskforce skal være et rådgivnings- og sparringsorgan og ikke en sanktion.

Tak til fru Laura Lindahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. Det er ikke godt nok. Det er ikke godt nok, at vi har så mange omgørelser, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Alternativet er stærkt bekymrede over det. Og jeg har egentlig ikke hørt nogen ordførere, som har betvivlet det problem, og vi mener, der skal gøres noget ved det. Så det her er ikke et spørgsmål om, hvorvidt problemet skal løses; det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal skåne mennesker med særlige behov for de problemer, som den her problematik skaber. Det er kun et spørgsmål om, hvad vi skal gøre ved det.

Her er DF kommet med et meget specifikt forslag, som vi behandler i dag, og det synes jeg de skal have ros for. Det er meget kort, så jeg vil lige beskrive det lidt nærmere, også i forhold til nytilkomne seere. Det er et forslag, der skal bemyndige Ankestyrelsen til at kunne forpligte en kommune med en høj omgørelsesprocent i handicapsager til at indgå i kortere eller længere udviklings- eller rådgivningsforløb ved taskforcen på handicapområdet. Og så er der del 2: at udvikle metodiske redskaber, hvormed det vil være muligt at måle kvaliteten af sagsbehandlingen på handicapområdet i alle landets 98 kommuner.

Er det så den rette løsning på et problem, der skal løses? Altså, jeg ved det virkelig ikke. Vi er i Alternativet ikke færdige med at tænke over det. Vi har drøftet det rigtig godt igennem, og vi har argumenter både for og imod. Problemet skal løses – det, vi diskuterer, er: Er det her er den rigtige løsning? Så i stedet for at vælge at tvinge en afgørelse igennem, som jeg skal stå her og meddele, har vi valgt at blive klogere, og vi har valgt at benytte os af et af vores mottoer, der hedder: »Flere ved mere«. Og kære Folketing, »flere« i den her situation er Folketinget. Det er ordførerne, det er Folketingets socialordførere og vores socialminister.

Derfor er jeg også glad for, at den her sag er blevet diskuteret så grundigt, som den er blevet i dag. Jeg tager alle de gode input fra den her debat med tilbage til Alternativets folketingsgruppe, og på den baggrund tager vi en beslutning. Min anbefaling til gruppen vil dog under alle omstændigheder være, at vi får løst det her problem, uanset om vi bestemmer os for at støtte det her forslag, eller vi bestemmer os for at bruge det rum, som Dansk Folkeparti har skabt ved at sætte det på dagsordenen, til at løse det på en anden måde. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er jo helt legalt at blive klogere. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at høre om ordførerens holdning til selve beslutningsforslaget, altså netop det, at en kommune går igen og igen, boner ud i Ankestyrelsens statistik. Vi har set og hørt om et kort i dag, som DR har lavet over de her kommuner, som boner ud. Mener ordføreren så ikke, at det er rimeligt, at de kommuner, der går igen og igen, bliver pålagt at tage imod et rådgivningsforløb fra taskforcen?

Ordføreren.

Jo, men på den baggrund at sige, at vi skal til at tvinge kommunerne til at gøre det her og så sanktionere dem, hvis de ikke gør det, synes jeg er langt at gå. I Alternativet er vi virkelig, virkelig glade for det kommunale selvstyre, så vi er klar til at gå dybere for at finde alternativer til den løsning.

Fru Karina Adsbøl.

Okay, nu har jeg hørt meget om det kommunale selvstyre i dag. Det er også fint nok. Kommunalt selvstyre er rigtig godt. Det er ikke det, vi diskuterer i dag, altså for eller imod kommunalt selvstyre. Det, vi diskuterer i dag, er noget andet. Der er nogle kommuner, der boner ud, som ikke har overholdt lovgivningen, og som har sat nogle borgere i en situation, så de måske står uden hjælp eller andet. Det er faktisk den diskussion, vi har i dag, og ikke for eller imod kommunalt selvstyre. Jeg mener bare, det er rimeligt, at man så har borgeren i fokus.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren: Hvad er Alternativets forslag til at forbedre det her område?

Ordføreren.

Det, som jeg synes måske er lidt problematisk med DF's forslag, når jeg skal tage minusserne, for jeg synes, at der er mange gode ting, er den her lidt quickfixagtige løsning, en meget specifik løsning, som jo har en række problemer i sig, som er blevet påpeget i dag. Derfor har jeg jo ikke lyst til bare at stå her og komme med en anden quickfixløsning. Vi har brug for at blive klogere på, hvad det er for en type sager, der omgøres; hvad det er for en type fejl, der sker. Er det ressourcemangel, ledelsesproblemer, strukturelle problemer osv. osv.? Så det vil jeg meget hellere gå ind og blive rigtig meget klogere på, før jeg lægger mig fast på en løsning.

Hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke lige har taget endelig stilling endnu, men jeg hører også ordføreren – og det er jeg meget glad for – sige, at der sådan set skal gøres noget på det her område, altså at man anerkender, at problemerne har et omfang, der gør, at der skal ske noget. Så ville jeg bare høre, om ordføreren ikke synes, at det er en god idé så at starte i det små, som der her er lagt op til, altså at give de kommuner, der måske har lidt større udfordringer end andre med at overholde loven, en faglig rådgivning, noget faglig sparring, som der her er lagt op til. Det er i virkeligheden et udtryk for at starte i det små. Ville det ikke være en god idé, når nu ordføreren anerkender, at hans parti rent faktisk synes, der skal gøres noget på det her område, at man altså så starter i det små med særlig målrettet faglig rådgivning?

Ordføreren.

Grunden til, at jeg lytter i dag, er for at blive klogere og for at tage den diskussion med tilbage til min gruppe. Så det er svært at stå her og sige, at ja, jeg synes, det er det, vi skal, for så ville jeg da udvise mangel på respekt for den gruppe, som jeg har lovet at drøfte det her rigtig, rigtig klogt sammen med.

Hr. Kristian Hegaard.

Det er selvfølgelig også okay. Så vil jeg lidt nysgerrigt høre om noget: Hvad føler ordføreren så han har fået med tilbage fra den her debat, hvad vil hans anbefaling være til hans partigruppe, når han kommer tilbage? Vil det være, at det er en god idé, at man giver noget faglig, målrettet rådgivning til dem, der har lidt større udfordringer end andre, eller synes man ikke, det er en god idé? Hvilken anbefaling vil han give på baggrund af den debat, der har været i dag, som jeg hører han vil tage med tilbage til sin gruppe?

Ordføreren.

Det synes jeg er et rigtig fair spørgsmål. Jeg ville egentlig ønske, at vi måske lavede en beretning sammen. Jeg ville ønske, at vi forpligtede ministeren lidt på at udnytte den ramme, vi har lavet i dag, på at få det her løst. Jeg vil særlig ønske, at vi i sådan en situation som den her, hvor vi skal adressere noget, der er så vigtigt, kunne have en periode, hvor vi kunne snakke sammen i udvalget, at vi kunne byde ind med ideer, der supplerede den mulighed, DF har skabt for at få det her løst. Så lige nu vil jeg anbefale min gruppe, at vi arbejder for en beretning, hvor vi udnytter muligheden for at løse det her ordentligt.

Tak til hr. Torsten Gejl. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Rettigheder er blevet noget, man klager sig til. Det fremgår af den udvikling, der har været i ankestatistikkerne på det seneste, hvor flere og flere sager boner ud som hjemvist eller omgjort. En af de sager, der har gjort størst indtryk på mig, var en sag fra Odense Kommune for 2 år siden. Her fik hvert femte udsatte barn eller ung uden videre frataget deres hjælp. Det er en hjælp, de får, så deres fremtid ikke afgøres af deres forældres baggrund, så de ikke overtager deres fars plads på bænken, så de ikke overtager deres mors lange forløb i psykiatrien, og så de ikke overtager storebrors plads i Vestre Fængsel, så de får deres egen fremtid, deres egne muligheder og deres egne drømme. Heldigvis var der en sagsbehandler i Odense, der sagde stop. Hun fandt sig ikke i, at man uden videre tog hjælp fra udsatte børn, og derfor råbte hun op. Den sagsbehandler var en helt. For det handler om, at love og paragraffer ikke må blive afgørende for den hjælp, man får, og for hvilke rettigheder man har.

Det nyeste skud på stammen så vi i går. I en rapport på 126 sider hudfletter en borgerrådgivers egen undersøgelse i København en række alvorlige sagsbehandlingsfejl i 77 tilfældigt udvalgte sager på anbringelsesområdet i Københavns Kommune. Faktisk bliver det skrevet i den her rapport, at i ingen af de 77 sager bliver sagsbehandlingsreglerne fuldt ud opfyldt. Det må være ganske tankevækkende, særlig fordi det ikke er sager, der er anket. Det er sådan set sager, der kører. Når vi får ankestatistikker fra kommunerne, er det interessant at se, i hvilket omfang de er repræsentative for de sager, der ikke ankes. Det er sådan set svært at sige noget helt konkret om, om der er sådan et mørketal. Men man kan jo være bekymret, når den seneste ankeopgørelse fra Ankestyrelsen viser, at der er flere kommuner, hvor der sker hjemvisninger eller ændringer i samlet 50 pct. af sagerne på det sociale område, herunder i min egen kommune i Fredensborg, hvor jeg sidder som næstformand i vores socialudvalg og har været ude med stor kritik på netop det område.

Forestil jer, at der var fejl i hver anden behandling i hospitalsvæsenet. Der ville med rette lyde et ramaskrig. For nogle er den sociale ydelse, man får, måske en del af deres behandling og dermed lige så vigtig som den hospitalsbehandling, der kunne være. Derfor er det her tal på 50 pct. alt, alt for højt. Så var jeg ved at sige: tænk sig, hvis der var fejl i hver anden sag i SKAT. Men det var måske et dårligt eksempel. Men der har man erkendt, at der skal ske noget, og det kommer ikke af sig selv. Så det er måske alligevel et meget godt eksempel.

Radikale Venstre er vilde med det kommunale selvstyre, og derfor er det også vigtigt, at der med det her forslag stadig er fuld metodefrihed, stadig er fuld frihed til opgaveløsning, og stadig er fuld frihed og kompetence til at træffe afgørelser. Det har flere ordførere jo været oppe at sige meget klart. Tydeligst var det, da Liberal Alliance var oppe at sige det, men også både Venstre og Socialdemokratiet hørte jeg sige, at det ikke går ud over den kompetence, som kommunerne har. Så det her rører altså ikke ved det kommunale selvstyre. Der er virkelig mange kompetente medarbejdere i Ankestyrelsen, og derfor tror Radikale Venstre, at det her vil være med til at sætte skub i det og sende det i den rigtige retning, så retssikkerheden øges, når kommunerne får en ekstra rådgivende hånd. Det gælder dem, der har lidt sværere ved at afgøre sagerne end andre på de områder, de ikke klarer sig så godt på.

Derfor kan vi godt støtte beslutningsforslaget, så rettigheder ikke bliver noget, man skal klage sig til.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi går videre i rækken til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at sætte handicappedes vilkår på dagsordenen. I SF er vi enige i, at det er et problem, at Ankestyrelsen ofte må omgøre afgørelser truffet af kommunerne på grund af fejl. I SF er vi også enige med Dansk Folkeparti i, at problemet er alvorligt, og at det skal løses. Jeg har personligt arbejdet for forbedringer af vilkår for borgere med handicap i mere end 20 år i et tæt samarbejde med lokale organisationer og de medarbejdere, som ofte er knyttet til området. Spørgsmålet er bare: Hvad er den rigtige løsning?

I SF tror vi på, at kommunerne ønsker at sikre borgere med handicap de bedst mulige vilkår, men vi lytter os også til, at der er forskel på, i hvilken grad de kommunale budgetter eksempelvis rækker til at løse opgaverne på den bedste måde. På samme måde er der traditionelt og reelt stor forskel på antallet af borgere med handicap, som den enkelte kommune skal afholde udgifterne til. Tvungen brug af en taskforce kan måske her og nu løse problemerne med de forkerte afgørelser, uanset årsagen, men spørgsmålet er, om en taskforce løser det grundlæggende problem. I en typisk kommune vil en tvungen dyrere løsning jo alene få som konsekvens, at en anden opgave skal løses billigere. Og hvis vi blot flytter problemet, må vi nødvendigvis også spørge os selv, hvor det næste problem vil opstå. Vil vi også oprette taskforces til behandling af afgørelser for ældre, for sygedagpengemodtagere, for arbejdsløse?

Hvis det vitterlig forholder sig, som det fremgår af bemærkningerne, at kommunerne bevidst træffer forkerte afgørelser med henblik på at spare udgiften, indtil Ankestyrelsen har talt, er løsningen så ikke i stedet for at se på Ankestyrelsens sagsbehandlingstid og/eller at se på, om kommunernes økonomiske muligheder for at løse opgaven efter lovens hensigter er til stede? Hvis problemet med forkerte afgørelser handler om, at kommunerne har svært ved at tolke loven, så skal vi jo se på, om lovgivningen er klar nok. Det er og bliver jo desværre et faktum, at kommunernes mulighed for at løse opgaverne er forskellige. Det erfarede man senest med Ældre Sagens opgørelse over afgørelser med hjælp til ældre, hvor de rigeste kommuner åbenlyst har bedre muligheder for at tilbyde en væsentlig bedre ældrepleje end forholdsvis fattige kommuner. Gør det samme sig gældende for kommunernes sagsbehandling af afgørelser for borgere med handicap, så er løsningen jo ikke en taskforce og mere sagsbehandling, men at flytte økonomi til de fattigste kommuner. Jeg har ingen idé om, hvad det koster at oprette et evalueringssystem, som kan måle kvaliteten af kommunernes sagsbehandling, men jeg ved, at det ikke er gratis.

Jeg spørger derfor mig selv, om det er vigtigt for os, at vi kan aflæse kvaliteten i et regneark, eller om borgerne får mulighed for at opleve kvalitet i dagligdagen. For det er netop det, der gør forskellen på de beslutninger, vi træffer i Folketinget, at løsninger, som betyder flere konsulenter og mere administration, også koster millioner, som vi i stedet kunne have brugt direkte til at løse problemerne for handicappede.

Skal vi reelt løse problemerne med for ringe service og måske også forkerte afgørelser, så kan det naturligvis betyde, at vi skal genoverveje måden, som kommunerne får tildelt økonomi på. For det vil naturligvis være langt mere omfattende end det, som forslaget lægger op til, men det er nu engang et faktum, at ukrudt ikke er fjernet, før man har fået roden op. I SF er vi dog enige med forslagsstillerne i, at der er tale om et reelt problem, og at der derfor også er behov for en reel løsning. Vi håber dog, at forslagsstilleren vil være interesseret i en drøftelse af, hvorvidt vi har et validt grundlag for at vurdere, hvad det reelle problem er, og dermed også et validt grundlag for at finde den helt rigtige løsning. Det håber jeg vi kan få lejlighed til at drøfte i en eventuel udvalgsbehandling.

SF er imidlertid ikke indstillet på at stemme for forslaget i den form, som Dansk Folkeparti har foreslået. Vi tror ikke på dummebøder, men på løsninger, som tager fat om nældens rod, og derfor håber jeg, at vi måske kan nå frem til en fælles beretning, hvor vi adresserer løsningen sammen i udvalget efterfølgende.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak for ordførertalen. Nu har vi jo lavet en del aftaler sammen, også i satspuljeregi, og der har vi jo også lige lavet noget i forhold til netop at måle på nogle metoder og sikre, at de metoder, der bliver anvendt, også virker. Så derfor kan jeg ikke forstå, at ordføreren taler imod metodiske redskaber. Det handler jo sådan set også om god sagsbehandlingsskik og god forvaltningsskik og om, hvordan man møder borgeren.

Det er jo rigtigt, at der ikke er noget quickfix, og det er derfor, vi gentagne gange har prøvet at finde løsninger. Vi har talt om opsættende virkning, og vi er kommet med andre forslag for at finde løsninger. Og det her er jo en del af det med at komme med forslag.

Så siger SF, at de hellere vil finde den rigtige løsning, og så tænker jeg: Hvad er den rigtige løsning? Den her problemstilling har jo været der i rigtig mange år under tidligere regeringer.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg prøvede faktisk i min ordførertale at komme ind på det, at der kan være rigtig mange forskellige årsager til, hvad problemet er. Og jeg tror i virkeligheden, at årsagen er vigtig, hvis man også skal finde den rigtige løsning.

Derfor har jeg også takket Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget, for her får vi en debat om lige præcis det her problem. Men jeg appellerer også til, at vi måske benytter lejligheden til at få en grundig udvalgsdrøftelse af, om det her så er den rigtige måde at løse problemet på.

Altså, jeg tror ikke, at nogen kommuner har lyst til at være på sådan en liste. Men Ankestyrelsens opgørelsesmetoder er jo bare en opgørelse over gode og mindre gode afgørelser i de enkelte kommuner, og de siger jo ingenting om, om det er de samme kommuner, der går igen, eller om det er de samme kommuner, der har de samme problemer igen efterfølgende, eller om nogle kommuner rent faktisk har løst problemerne. Og det tror jeg egentlig kommunerne er indstillet på at gøre, i takt med at de konstaterer, at de har haft et problem i deres afgørelser.

Fru Karina Adsbøl.

Altså, nu ved jeg ikke, om ordføreren har fulgt med i bl.a. de ting, jeg nævnte i mine tidligere spørgsmål om Handicapcenter København, hvor vi allerede i 2013 fik henvendelser fra de her forældre, og hvor der stadig kører nogle ting.

Her den anden dag var der også noget i Politiken om, at borgerne ikke får svar. Så det er jo ikke en ny problemstilling, og derfor forstår jeg ikke, at ordføreren siger: Vi går ikke ind for tvang. Det her handler simpelt hen om, at de kommuner, der boner ud, er dem, der skal have et rådgivningsforløb. Og de skal ikke kunne takke nej til det, for det er borgerne, det handler om.

Ordføreren.

Alle kommuner har adgang til rådgivning, og jeg tror, at den kommune, som simpelt hen ikke forstår, hvorfor en afgørelse er faldet ud til ugunst for kommunen eller til gunst for den handicappede, søger den rådgivning. Det har jeg faktisk en formodning om at de gør. Men det ved vi jo ikke på nuværende tidspunkt.

Man kunne også spørge fru Karina Adsbøl, om det er sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen, der er for lang, siden vi ender med, at nogle borgere kommer i den her klemme. Så der kunne i virkeligheden også være andre løsninger, man kunne tage fat på.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at ordføreren tager det her som udtryk for dummebøder og ikke, hvad det er, nemlig en hjælpende hånd til de kommuner, der har lidt sværere ved nogle forskellige sager, end andre har. Som jeg hører ordføreren, siger hun, at det er okay, at man siger nej til faglig opkvalificering, hvis man har svært ved lige at klare nogle bestemte sager eller får mange af dem omgjort. Hvorfor er det egentlig rimeligt, at man bare kan sige nej til lige at få en hjælpende hånd, hvis man har nogle meget udtalte problemer på juridisk niveau, som går ud over rigtig, rigtig mange borgere?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at kommuner siger nej tak til en hjælpende hånd, hvis det er sådan, at de har behov for det, og det har kommunerne jo reelt muligheden for. De aftaler, vi har i dag, om en taskforce, er jo en hjælpende hånd til kommunerne. Spørgsmålet er, om hr. Kristian Hegaard mener, at vi skal bruge pisken til at piske nogle til at bruge en taskforce, som en kommune måske selv mener at den ikke har brug for, fordi den godt selv er klar over, hvad den rigtige løsning måtte være, eller om vi skal vælge at prøve at kigge på, hvad årsagen er til, at der trods alt har været så mange forkerte afgørelser. For jeg er nemlig enig i, at det er et problem, og det er det problem, vi skal forsøge at løse. Og spørgsmålet er så, hvordan man fjerner roden til årsagen til det, der giver problemerne.

Hr. Kristian Hegaard.

Det glæder mig, at ordføreren er enig i det her med, at kommunerne ikke siger nej til en hjælpende hånd, ikke siger nej, hvis det er, man har nogle udfordringer. Derfor er det her jo ikke en pisk eller en bøde eller en sanktion, hvis kommunerne siger ja, når de lige har nogle ekstra udfordringer i forhold til de andre. Så når ordføreren mener, at kommunerne ikke siger nej tak til hjælp og ikke modsætter sig det, hvorfor skal vi så ikke have mulighed for at give dem et pålæg om, at nu skal de lige have lidt ekstra hjælp, fordi de har det lidt sværere, end de andre har?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår spørgsmålet. Jeg mener faktisk, at kommunerne har muligheden for at takke ja til en hjælpende hånd. Og det er altså noget andet, at man kan takke ja til at få noget hjælp, end at man bliver pålagt at skulle modtage noget hjælp, som man ikke nødvendigvis mener at man har brug for. Det er en afgørende forskel på forslaget og på det, som allerede eksisterer.

Så vil jeg til gengæld rigtig gerne tage ordføreren på ordet i forhold til at prøve at få kigget på, hvad der så er årsagen til, at problemet opstår, for det er da langt mere interessant, end det er at diskutere gulerod eller pisk.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger på. Vi går videre til hr. Orla Østerby, Konservative Folkeparti.

Tak for det. Først og fremmest er det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti et angreb på det kommunale selvstyre. Det er usædvanligt, at man oplever, at Christiansborg nu skal tvinge kommunerne til, at der skal bruges en taskforce. Der er en tendens til, at politikerne her på Christiansborg tror, at man har bedre løsninger, end man har ude i kommunerne. Jeg har selv en fortid på knap 20 år som kommunalpolitiker og også som socialudvalgsformand. Det er ikke min opfattelse, at kommunernes øvelse i det daglige er at gøre det ringest muligt for borgerne. Mit indtryk er, at langt de fleste af de 98 kommuner gør det rigtig, rigtig godt. Men vi er jo også i en situation, hvor det er mennesker, som sidder som sagsbehandlere. Men der er også en borger på den anden side af bordet. Der er stort pres på rundtomkring. Derfor kan der godt ske fejl i sagsbehandlingen. Det er det, vi ser.

I Det Konservative Folkeparti er vi enige i, at kommunerne har brug for at få forbedret kvalitet i sagsbehandlingen. De skal have gode muligheder for hjælp. Det er vigtigt med en høj kvalitet i kommunernes sagsbehandling, og hermed føler borgerne også, at deres retssikkerhed er tilgodeset. Det er vigtigt. Brug af en taskforce er med til at styrke sagsbehandlingen på handicapområdet til gavn for både borgerne og kommunerne, men for Det Konservative Folkeparti er det afgørende, at det er frivilligt for den enkelte kommune, hvilken fremgangsmåde man ønsker at bruge for at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen. Et taskforceforløb er baseret på et tæt og fortroligt samarbejde mellem taskforce og kommune. Derfor er det vigtigt, at omlægningen af kommunens sagsbehandling er forankret lokalt, hvis det skal lykkes. Hele udgangspunktet er, at det kun kan lykkes, hvis man lokalt er med til at få det til at lykkes. Vi er også fuldstændig på det rene med i Det Konservative Folkeparti, at en fejl- eller omgørelsesprocent på 25 ikke er godt nok. Vi skal også huske på, at omgørelsesprocenter er udtryk for antallet af fejl i sagsbehandlingen, men de fortæller ikke noget om, hvor store fejlene har været.

Mange kommuner har de seneste år bedt om at få en taskforce. Senest har Københavns Kommune ønsket et forløb med en taskforce. Vi skal være opmærksomme på, at et sådant forløb går over et halvt til et helt år. Det betyder jo, at det ikke bare lige er noget, man kommer tromlende med hos en kommune, og så siger man: Nu tvinger vi jer til et forløb med en taskforce på et halvt til et helt år. Hvis vi tvangspålægger brug af en taskforce, skal alle kommuner dut'es – også dem, der i dag er frivillige og selv beder om en taskforce. Jeg ved ikke, om Dansk Folkeparti har gjort op, hvor mange millioner vi snakker om, om det er 25, 50 eller 75 mio. kr. Det ved jeg heller ikke. Jeg ved bare, at det er noget, der bliver dyrt. Jeg og Det Konservative Folkeparti tror på, at det vil være langt bedre, hvis man fortsætter med en frivillig taskforce. Ansvaret er kommunernes, og det er derude, servicen ligger. Det er også kommunerne, der i dag løser opgaven, og vi her fra Christiansborg skal have kommunen som medspiller. Vores kommuner er den største serviceudbyder, vi har i Danmark. Vi skal give dem tillid i stedet for mistro. Det er meget, meget vigtigt, også på det her område.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Angreb på det kommunale selvstyre, nå! Nu har vi her sidst indgået en satspuljeaftale om bl.a. Herningmodellen, netop for at få en god model for udsatte børn og unge. Er det så også et angreb på det kommunale selvstyre? Jeg spørger bare. Jeg er fuldstændig uforstående over for, at det her skulle være et angreb på det kommunale selvstyre.

Ordføreren snakker om det økonomiske, men ordføreren, som jo også er satspuljeordfører, ved, at der er sendt et brev ud fra ministeren til os satspuljeordførere, netop om, at ministeren gerne ser, at vi i satspuljeforhandlingerne kan blive enige om at fortsætte bevillingen til taskforcen, som i første omgang kun er givet til og med i år, og der lægges så i den forbindelse op til en drøftelse af det her. Det ved ordføreren jo godt, og det er også det, der er skrevet i beslutningsforslaget, altså det omkring det økonomiske.

Hvad er ordførerens løsning så på det her område, når vi ser kommuner, der går igen i forhold til det her og boner ud på kommunekortet?

Ordføreren.

Jamen løsningen er jo samarbejde imellem kommunerne og Ankestyrelsen og taskforcen, og løsningen er ikke, at vi politikere her på Christiansborg tror, at vi er bedre til at løse det, for det er der mange eksempler på vi ikke er. Det er det, Dansk Folkeparti tager helt fejl af i den her sag, altså at vi skulle gå ud og påtvinge det her over for kommunerne uden at høre deres holdning til det. Det er jo sådan, at hvis de satspuljemidler, vi har brugt indtil nu, fra løsningen i 2014, skal fortsættes, så skal vi og også ordføreren finde mange, mange flere penge, hvis det er sådan, at vi vil til at gå i gang med at påtvinge dem det. For så er det altså alle forløb med taskforce, hvilket betyder, at vi nu skal til at afregne ved kasse et. Jeg ved ikke, om Dansk Folkeparti har regnet på det, men det bliver en dyr omgang.

Spørgeren.

Hold da op. Skal jeg så forstå det sådan, at ordføreren fra talerstolen siger, at det bliver dyrt med alle de kommuner, der skal have en taskforce, ergo: Alle kommuner gør det ikke godt nok? Er det det, ordføreren står og siger? For det er jo det, det handler om. Det her handler om at målrette det til de kommuner, der boner ud. Men når ordføreren står på talerstolen og siger, at det her godt nok bliver dyrt, for nu skal alle have en taskforce ned over sig, så står ordføreren samtidig og siger, at kommunerne overhovedet ikke gør det godt nok.

Ordføreren.

Jeg startede jo min ordførertale med at sige, at kommunernes sagsbehandling og service på det her område er langt bedre, end Dansk Folkeparti fremlægger det. Det var indledningen på min ordførertale. Det, jeg siger, er, at hvis vi fra statens side pålægger kommunerne taskforce med tvang, så gør vi det, at vi pålægger os selv nogle dut-opgaver, som vi jo kunne være fri for. Det er ikke alle kommuner, der laver fejl. Det er heller ikke alle kommuner, der falder ud den ene gang efter den anden. Det er faktisk ganske få, der har de her store procenter. Og de her store procenter er jo ikke ensbetydende med noget, der er værre. Hvis den er på 25 pct., er det ikke nødvendigvis noget, der er helt forfærdeligt. Det kan være, at der er en, der er på 15 pct., men som er værre, fordi de sager, der bliver afgjort der, er meget værre.

Tak. Så er det hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for mange af de gode elementer, som jeg synes ordføreren nævnte, bl.a. det her med, at mange af kommunerne gør det godt, men at der kan ske fejl – det er sådan set rigtigt nok. Jeg hører også ordføreren sige, at nogle gange kan der ske for mange fejl, og at det skal man også være opmærksom på. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til det, som ordføreren siger om, at man skal kunne sige nej til at få faglig rådgivning, hvis man nu ikke lige gør det så godt. Hvad så, hvis en kommune siger nej og ikke vil indgå i sådan et samarbejde? Er det okay, og hvad skal så træde i stedet? Hvad skal der så til, for at man får rettet op på noget af det?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at når kommunerne får tilbudt hjælp, vil de allerfleste sige og har de allerfleste sagt ja. Det er også min tanke med hensyn til den fremtidige drift på taskforceområdet, altså at kommunerne vil sige ja til det her.

Så er det jo sådan, at vi folketingspolitikere nok skal være der, hvis der er en kommune, som ikke er hurtig nok til at sige ja tak til taskforcen. Det kunne også være en minister, som sendte et hyrdebrev til en kommune, hvis man sagde nej til at få forbedret sin sagsbehandling. For vi må som folketingspolitikere have tillid til, at vores kollegaer, som er politikere ude i kommunerne, rent faktisk vil deres borgere det bedste. Men de har jo hver især deres eget serviceniveau – det glemmer vi fuldstændig herinde – og det er jo derfor, vi har det kommunale selvstyre.

Spørgeren.

Det glæder mig at høre, og jeg er også enig med ordføreren i, at de fleste ville sige ja. Hvorfor skal det her så betragtes som en sanktion eller en dummebøde eller sådan noget, når ordføreren ganske rigtigt siger, at de fleste ville sige ja?

Så siger ordføreren også, at vi skal være der, hvis der er nogle, der siger nej. Hvorfor skal vi vente med at være der? Hvorfor skal vi ikke bare i dag sige, at hvis der er nogle kommuner, hvor situationen er grel, synes vi rent faktisk, at de skal have rådgivning og faglig sparring og en hjælpende hånd? Hvorfor skal vi vente med det, når ordføreren erkender, at vi skal være der, hvis der er nogle, der siger nej?

Ordføreren.

Jamen det er jo, fordi en af præmisserne i beslutningsforslagets punkt to er at få udviklet metodiske redskaber, hvormed der vil være mulighed for at måle kvaliteten af sagsbehandlingen på handicapområdet i alle 98 kommuner. Det er lige præcis der, det slår fuldstændig fejl, for der findes ikke sådan et termometer, der kan måle det her. Så derfor vil det jo være en umulig opgave for Ankestyrelsen at komme og sige: Nu vil vi lave en fuldstændig ens sagsbehandling for alle de 98 kommuner. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti mener, at det kan lade sig gøre, men det er kun i teorien, når man er herinde på Christiansborg og ikke har været ude i det virkelige liv, nemlig i kommunerne.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Nu synes jeg, at debatten måske bliver lige lovlig overophedet. Jeg synes jo, at det er helt sagligt, hvad ordføreren siger, nemlig at der er forskellige serviceniveauer i kommunerne, og det bakker vi også i Socialdemokratiet fuldstændig op om at der skal være. Det, jeg godt kunne tænke mig at få skilt ad, er det, der handler om fejl, og det, der handler om serviceniveau. For jeg er sådan set enig med ordføreren i, at vi ikke under nogen omstændigheder herindefra skal diktere serviceniveauet. Men omvendt er jeg fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i, at vi selvfølgelig de steder, hvor der bliver begået for mange fejl, skal kunne få en kommune til at tage imod faglig sparring.

Så jeg vil spørge om ordførerens holdning til, at man i et beslutningsgrundlag kunne få skilt de to ting ad, så det ikke er serviceniveauet, det handler om, men antallet af fejl begået i sagsbehandlingen – det synes jeg nemlig er rigtig, rigtig alvorligt. Jeg er enig i, at de fleste kommuner gør det fint, og jeg er sådan set også enig i, at vi ikke er på plads med beslutningsgrundlaget i det her beslutningsforslag. Men kan ordføreren ikke give mig og i øvrigt også Dansk Folkeparti som forslagsstillere ret i, at det på en eller anden måde er helt tosset, at man kan lave en masse fejl, ikke hvad angår serviceniveauet, men fejl i sagsbehandlingen, og når vi så gerne vil sanktionere det, jamen så handler det om »må« eller »kan«? Det synes jeg er en meget blød måde at gå til det på over for folk, der gør noget forkert.

Ordføreren.

Jeg vil da byde fru Pernille Rosenkrantz-Theil velkommen i debatten. Jeg vil bare sige, at sagsbehandlingen og serviceniveauet i kommunerne er to forskellige ting – det har spørgeren jo fuldstændig ret i. Og hvis det var sådan, at vi her stod med et forslag, hvor vi isolerede det til at sige, at hvis der var en kommune i Danmark, der simpelt hen nægtede at ville lave en ordentlig sagsbehandling efter serviceloven, og hvis det var første, anden eller tredje gang, vi havde sådan en situation med en kommune, så kunne vi jo begynde med at diskutere, hvad vi så gjorde. Men derfra og så til at komme med en taskforce, som skal gå ud uden varsel og kunne sige: Hør her, I er nået op på en fejlprocent, som vi har besluttet grænsen for her i Folketinget, og nu, når I er nået dertil, er det os, der bestemmer, hvordan det her skal køre, så nu skal I høre.

Spørgeren.

Tænk, det synes jeg faktisk lyder som en rigtig god verden, altså en verden, hvor man kan sige: Nu er der så mange mennesker, der er kommet i klemme i den måde, I gør tingene på i den her kommune, at nu skrider vi altså ind og siger, at det her bliver I nødt til at gøre bedre. Det synes jeg faktisk er positivt. Så herfra skal der i hvert fald lyde en varm støtte til ideen og kernen i det her forslag. Og det er slet ikke, fordi jeg ikke anerkender, at man skal kunne lægge sit serviceniveau – altså inden for lovgivningens rammer – som man vil, for selvfølgelig skal man det. Jeg er helt enig med den konservative ordfører i det. Men der er vel et eller andet i det her med, at hvis man begår tilpas mange fejl i en forvaltning, skal der gribes ind, for vi har jo set, hvordan det har sejlet nogle steder, og vi har i øvrigt også eksempler på, at Ankestyrelsen er kommet med en kendelse, hvorefter kommunen ingenting har gjort for at rette op på det.

Så jeg er med på, at i langt de fleste kommuner vil det jo være unheard-of – der gør man alt, hvad man kan, for selvfølgelig at rette ind efter de ting, der kommer. Så er der bare undtagelserne, og det er jo de undtagelser, jeg mener Dansk Folkeparti sigter efter her, hvor man så kan gå ind med lidt håndfaste krav. Og det er egentlig bare et spørgsmål om, om Det Konservative Folkeparti ville være medvirkende til, at vi arbejdede videre med det i udvalget. For jeg synes, der er en kerne i det her, som vi dog med mellemrum plejer at kunne blive enige med hinanden om.

Tak. Ordføreren.

Jeg er enig med fru Pernille Rosenkrantz-Theil i, at Dansk Folkeparti har fremsat et forslag, som kunne adressere det her. Men det er et forslag, som ødelægger samarbejdet mellem Christiansborg og kommunerne. Så derfor er det et rigtig dårligt forslag.

Men vi har jo også set kommuner, som ikke har rettet ind i første omgang, hvor så Folketinget eller ministeren har taget fat i det, og så har vi jo set, at der er kommet en løsning. Jeg kan ikke se, at det her ændrer noget ved, at ministeren altid har mulighed for at tage fat i en kommune. Og det har vi jo set har virket. Så derfor skal vi passe på med, at vi her på Christiansborg tror, at vi kan lovgive os ud af det hele ved at sende en taskforce rundt til kommunerne. Hvad bliver det næste, vi skal sende sådan en rundt til? Er det børneområdet? Er det ældreområdet, eller hvor skal vi gøre det?

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tusind tak. Det var en interessant tale af den konservative ordfører. Jeg kunne bedre lide ministerens tale, det vil jeg sige. Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, vi har haft en rigtig god debat. Den konservative ordfører spurgte, om vi så også skal have en taskforce på børneområdet. Det har vi sådan set. Tilbage i 2014, tror jeg det var, sagde Karen Hækkerup: Jeg sender min nyoprettede taskforce til Esbjerg Kommune. Så der er også taskforce på børneområdet, men den kan vi jo også tage med ind, så det skal være obligatorisk efter den sag, vi læste om i aviserne i går. Den handlede om, at en borgerrådgiver har undersøgt 77 sager i København med fejl og mangler.

Det beslutningsforslag, vi har drøftet i dag, handler specifikt om at målrette taskforcen på handicapområdet. Det er en del af de forskellige forslag, Dansk Folkeparti har fremsat om at forbedre hele handicapområdet. Vi ønsker at bemyndige Ankestyrelsen til at kunne forpligte en kommune med en høj omgørelsesprocent i handicapsager til at indgå i kortere eller længere udviklings- eller rådgivningsforløb med en taskforce på handicapområdet.

Jeg tror personligt, at det her ikke handler om ret mange kommuner. Som det er blevet sagt i dag, er der kommuner, der gør et rigtig godt stykke arbejde. Det her handler kun om dem, der ikke gør det godt nok og har brug for hjælp til det. I tæt på hver tredje sag på beskæftigelses- eller socialområdet i 2016 blev det vurderet, at kommunerne enten har truffet en forkert afgørelse, eller at der var væsentlige oplysninger, som kommunen ikke havde med i sin vurdering af sagen. De mange fejlbehæftede sagsbehandlingsforløb går ud over rigtig mange borgere. Derfor ønsker vi med det her forslag at målrette den indsats.

Den indsats, vi kender i dag, er en frivillig indsats. Vi synes, det er på sin plads, at det er de rigtige, der får den hjælp, som der er behov for, ved netop at målrette den. Jeg er sikker på, at I ligesom jeg her i Folketinget oplever, at vi får rigtig mange henvendelser på handicapområdet. De kommer bl.a. fra flere forældre, der har børn med handicap. De er også tidligere gået sammen om en fælles skrivelse til Socialudvalget. De har haft foretræde i Socialudvalget, og Socialudvalget har også haft ministeren i samråd. Hvis man ser på kortet over kommuner, der har begået flest fejl i sagsbehandlingen, som DR Nyheder har beskrevet, efter de har analyseret tallene, ser man, at det passer meget godt med den henvendelse, vi fik fra de forældre. Lige nøjagtig den kommune boner også ud på landkortet. I artiklen fra den 22. marts 2017 på DR Nyheder udtaler en jurist og ekstern lektor i socialret sig om, at den store forskel på, hvor ofte kommunerne begår fejl, også kan hænge sammen med kulturen. Nina Von Hielmcrone henviser til en undersøgelse, der blev lavet for nogle år siden i Statsforvaltningen. Nogle kommuner udtalte dengang, at de gik lige til grænsen, når de skulle træffe afgørelser, men kommunerne skal anvende loven, som den er, og ikke efter, hvor lidt man giver folk, siger hun i artiklen.

Vi også læst om borgere, der ofte mister støtten, fordi kommunen læser loven forkert. Vores egen minister har også udtalt sig. Ministeren har sagt, det er meget bekymrende og har understreget, at loven skal overholdes. Ministeren siger, det er meget, meget bekymrende, når vi pludselig ser, at antallet af omgørelser hos Ankestyrelsen stiger, for det er et tegn på, at kommunerne ikke er grundige nok. Der er også en anden lektor, John Klausen fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet, som har udtalt, at han frygter, at stigningen i fejl kan skyldes, at kommunerne nogle steder tager mere hensyn til kommunekassen end til de mennesker, der har brug for støtten. Selv Thomas Adelskov, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget, har udtalt i en artikel, at det er beklageligt, at antallet af omgjorte sager er stigende. Han udtaler, at kommunerne ikke er stolte af det. Det er det, det handler om. Det handler om at forbedre området og også forbedre borgernes retssikkerhed på handicapområdet. Selv om flere borgere ender med at få ret i Ankestyrelsen, når de klager, er det et problem, at kommunen i første omgang ikke traf den rigtige beslutning, idet sagsbehandlingen i Ankestyrelsen, som det også er blevet nævnt i debatten, kan være rigtig lang. Borgerne får dermed ikke den hjælp og støtte, de har ret til ifølge loven. Det er et emne, vi har diskuteret rigtig meget. Derfor er jeg glad for, at vi i fællesskab har indgået en aftale om opsættende virkning i nogle paragraffer på området. Jeg er rigtig glad for, at vi i fællesskab har løst det.

I satspuljeregi fik vi i 2014 afsat midler til taskforcen, og målet er netop at støtte sagsbehandlingen på handicapområdet for både børn og voksne. Og den skulle også være med til at styrke kvaliteten. Det vil også være der, vi følger op på den diskussion, man har haft i dag, om finansieringen, som også er blevet nævnt. Jeg vil sige, at også ministeren har nævnt, at taskforcetilbud er noget, hun gerne ser at vi forlænger. Der har vi et ønske om, at man målretter det de kommuner, der har behov for det. Jeg tænker, det er i tråd med ministerens tørresnor, hvad angår det kort, som ministeren snakker om.

Jeg synes heller ikke, at man kan stå på talerstolen og sige, at det her virker som et quickfix. Det tror jeg bestemt ikke det er. Men under den her debat har vi i dag talt om, at det ikke er nogen ny problemstilling. Det er faktisk en problemstilling, der har været i rigtig mange år.

Jeg er også enig i, at vi både har en juridisk hotline og VISO. Derfor kan man også undre sig over, at der er nogle kommuner, der boner ud på det område. Vi har mange hjælperedskaber. Man kan som fagperson ringe til den juridiske hotline, eller man kan få sparring hos VISO. Det handler simpelt hen om, at vi skal tænke på de borgere, det handler om. Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra borgere, som ikke forstår, at man ikke følger den lovgivning, vi har, til punkt og prikke. Så sker der ikke mere. Hvordan kan man så beklage, at lovgivningen ikke er overholdt, og sige, at der bliver fulgt op, uden at der sker noget? Så det handler om at målrette, så vi i fællesskab kan forbedre det her område. Det ønsker vi i Dansk Folkeparti at gøre.

Jeg ser frem til et fint samarbejde under udvalgsbehandlingen. Selv om vi måske går i clinch med hinanden i Folketingssalen, fordi vi går meget op i de ting, vi arbejder med hver især, kan vi også somme tider mødes og finde nogle gode løsninger i fællesskab. Jeg håber også, at vi kan finde en god model på det her område. Hvis det ikke er det her, skal der måske et ændringsforslag til. Det må vi tale om under udvalgsbehandlingen.

Jeg vil godt sige tusind tak for debatten og tak for nogle gode indlæg. Specielt vil jeg sige tak til Enhedslisten og De Radikale, som fuldt ud støtter forslaget. Det er vi rigtig glade for i Dansk Folkeparti. Men jeg vil også sige tak til ministeren, som egentlig også holdt en rigtig fin tale. Ministeren anerkender også, at der er kæmpe udfordringer på det her område.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, den første fra hr. Orla Østerby, Konservative Folkeparti.

Lige indledningsvis vil jeg sige, at jeg selvfølgelig er klar over, at der også er en taskforce for børnene ifølge retssikkerhedslovens § 76. Det, jeg bare sagde fra talerstolen, var: Skal vi også her have en tvungen taskforce, hvis kommunerne ikke løser opgaven godt nok? Det er bare som eksempel på, hvordan det her kan udvides og blive til noget, som kan blive rigtig ubehageligt, også for os her på Christiansborg.

Mit spørgsmål til ordføreren lige her er: Hvordan forestiller ordføreren sig at et taskforceforløb, som kommunen tvinges ind i – altså tvinges ind i – kan forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen?

Ordføreren.

Først og fremmest undrer jeg mig over de kommuner, som har sagt nej til et taskforceforløb. Det kan i hvert fald godt undre mig, og det er jeg bekendt med at én kommune har gjort, i hvert fald på børneområdet. Og når Konservatives ordfører snakker om børneområdet, og om vi også skal have en tvungen taskforce på børneområdet, så tænker jeg, at det ikke er nogen dum idé, fordi vi netop på børneområdet ser kommuner, som afviser at tage imod et forløb. Altså, jeg undrer mig over, at nogle kommuner vil afslå hjælp og rådgivningsforløb.

Men jeg kan sige, at hvis den samme kommune dukker op igen og igen, og Ankestyrelsen og et tilsyn, som sidder med den samme sag, vurderer, at den her kommune simpelt hen ikke gør det godt nok, så synes jeg bare, det er rimeligt, at man simpelt hen kan sige: Nå, men så sender vi en taskforce ud for at hjælpe jer. Og jeg ville da synes, at man har noget af et problem i en kommune, når man ikke takker ja til den gode hjælp, man kan få af en taskforce.

Spørgeren.

Men det kunne jo også være, at ordføreren taler problemet op. Altså, hvor mange kommuner i Danmark har sagt nej til at få hjælp af en taskforce? Jeg kunne godt lige tænke mig at høre, helt præcis hvor mange det er, der siger nej til det her, for det er mit indtryk, at det er ganske, ganske få.

Så er mit sidste spørgsmål: Hvor dårlig skal kvaliteten i sagsbehandlingen være, før kommunen så skal tvinges? Og kan ordføreren fortælle mig, hvad det er for en facitliste, Ankestyrelsen skal bruge i det her tilfælde, sådan at de kan ramme ens ved alle 98 kommuner – som for øvrigt har deres eget serviceniveau?

Ordføreren.

Det var mange spørgsmål på en gang. Facitliste var lige det sidste, der blev nævnt. Nu er det jo sådan, som jeg sagde tidligere, at jeg egentlig tror, at det her er i god tråd med den tørresnor, som ministeren fremlagde, i forhold til de kommuner, der ikke gør det godt nok. Og i Ankestyrelsens system, hvor det er samlet under samme hat, kan man jo se, hvad det er for nogle kommuner, der går igen. Derfor kan man målrette indsatsen til de kommuner, der har behov for hjælpen, og det er jo ikke så mange kommuner, der er behov for den. Hvis man skal tage efter, hvad der er blevet sagt i dag, så handler det om en snes kommuner. Jeg er bekendt med, at i hvert fald én kommune har sagt nej til et taskforceforløb, men hvis vi skal have de klare tal, er det nok et svar fra ministeren, vi skal have.

Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren har ved andre lejligheder og i løbet af i dag henvist til Odense Kommune. Var det ikke sådan vedrørende taskforce og Odense Kommune, at taskforcen blev afslået, fordi man vurderede, at udfordringen her netop ikke var inden for rammerne af en taskforce, og at det ikke nødvendigvis var et udtryk for, at man kommunalt ikke ad frivillighedens vej ville gøre brug af den?

Derudover kunne jeg godt tænke mig at få ordføreren for forslagsstillerne til lige at uddybe lidt, hvad det er, vi taler om, og hvor mange kommuner vi taler om. Når vi taler kroner og øre, fornemmer jeg, at ordføreren gør det til et spørgsmål om, at det er noget meget, meget småt og ikke ret mange kroner, og når vi taler om begrundelsen for at rejse problemstillingen, er den, at det er et meget, meget stort problem. Hvor mange kommuner drejer det sig om, og hvordan måler man kommunerne, og hvordan udpeger man kommunerne? Er det på baggrund af antallet af sager, hvor der kan være begået banale fejl? Eller er det også dybden og størrelsen af sagerne? Der kan oversigten, altså tørresnoren, jo ikke bruges.

Ordføreren.

Det er rigtig godt, at vi i dag har Ankestyrelsen og netop også tilsynet, som kan være med til at sætte rammerne for det her. Vi er kommet med et konkret beslutningsforslag, og det er helt fair, at man fra Venstres og Konservatives ordførers side ikke er enig i, hvordan det skal gøres. Når man kommer med et beslutningsforslag, er det et overordnet forslag, og så ved ordføreren jo godt, at når det så skal laves til et lovforslag, kommer indholdet i højere grad ind i det.

Det er ligesom, når ministeren kommer med et forslag. Så kan man snakke om det, og så kommer indholdet senere, og så tager man det i udvalgsbehandling, og så kommer der senere et lovforslag, når vi har drøftet det i satspuljeregi, som netop også er der, hvor vi skal finde pengene. De penge, der skal findes, skal jo ses i forhold til det her taskforcebeløb, der er nu. Der har ministeren udtrykt et ønske om at forhøje rammen. Hun mener, der er brug for en taskforce. Hun mener så, at det skal være en frivillig taskforce, og der er det så, vi ønsker at målrette taskforcen til de kommuner, der specifikt har brug for hjælp, og som netop boner ud på landkortet.

Spørgeren.

Jeg tror, at jeg fik formuleret mig forkert, for det, jeg fik svar på, var i hvert fald ikke det, jeg ønskede at spørge om, nemlig: Hvilke kommuner drejer det sig om, og hvordan skal de udpeges? Er det på baggrund af antallet af sager? Er det på baggrund af sagernes kompleksitet? Hvor stort er problemet? Jeg har forståelse for, at man selvfølgelig ikke kan svare på det konkret, men må jeg lige gøre opmærksom på, at ordføreren på talerstolen af en række ærede kolleger er blevet mødt med spørgsmålet: Hvad vil du så gøre? Så tillader jeg mig bare at spørge ordføreren for forslagsstillerne: Hvad er det for nogle kriterier, der ligger til grund for, at du vil udpege nogle kommuner, der skal påtvinges en taskforce? Er det antallet af sager? Er det sagernes kompleksitet? Og hvor mange drejer det sig om?

Ordføreren.

Det er, som vi har set på landkortet, antallet af sager, men det er også kompleksiteten, og det er jo Ankestyrelsen, der også er med til at vurdere det. De kan se: Er det BPA-ordningerne, der går igen? Vi har på et tidspunkt set en bestemt kommune, som simpelt hen næsten ville udelukke, at man skulle have BPA-ordninger. Hvad er det for nogle konkrete sager, der går igen? Jeg synes jo egentlig, det er lidt underligt, at spørgeren stiller de spørgsmål. Det er, som om jeg skulle sidde i Ankestyrelsen eller i tilsynet og have haft fingrene ned i materien og lige kunne sige, om det er BPA-ordningerne, der går igen, eller tabt arbejdsfortjeneste til familier med børn, der går igen. Det kan jeg jo ikke stå og komme med en oversigt over her fra talerstolen.

Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Jeg synes egentlig, at det er fuldstændig fair, at man ikke har alle detaljer på plads. Men for at vi kan drøfte forslaget, er vi jo nødt til at blive konkrete i nogle af de spørgsmål, som dukker op, f.eks: Hvad, hvis en kommune, der bliver pålagt den her taskforce, siger, at det vil de ikke? Der er man jo nødt til at have overvejet i sådan et beslutningsforslag, hvad man så gør. Skal de have en bøde? Og hvad gør man i det tilfælde, at en kommune siger, at de er i gang med deres eget eller vil noget helt tredje? Hvad gør man så?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren kan huske Dansk Folkepartis beslutningsforslag om ansvarliggørelse i kommunerne. Vi havde et konkret beslutningsforslag om det. Det handler netop om, at hvis man som kommune ikke efterlever lovgivningen, som ordføreren også selv tidligere har været ude at tale om, kan man blive pålagt tvangsbøder. Hvis man så nægter at tage imod en hjælp til at rette op på, at man måske ikke har fulgt lovgivningen og har overtrådt nogle regler, kan det godt være et værktøj, der hives op af hatten, at sige: I skal følge lovgivningen inden for det her område, og jeres sagsbehandling har ikke været god nok; der har været lovbrud i et vist antal sager, og derfor skal I tage imod den her hjælp for at rette op på de sager, som I fejlbehandler, og hvis I ikke gør det, kan det godt være, at det ender med, at I får tvangsbøder. Det er jo også det, vi har lavet en fælles vedtagelse om på børneområdet, nemlig at man selvfølgelig skal tage de sanktioner i brug, hvis det er, at lovgivningen ikke bliver overholdt.

Spørgeren.

Det er der, min bekymring er. En kommune følger selvfølgelig også selv de her omgåelser og går f.eks. ind og vurderer, at det er gået helt skævt, at der er begået alt for mange fejl. Man retter så op på det ved at lægge en strategi, tildele sagsbehandlerne færre sager og tildele flere ressourcer til dem – man gør nogle forskellige ting – og får sat det i gang, men så kommer vi og siger, at man har overtrådt den her grænse, og derfor skal man have en obligatorisk taskforce, og hvis man så siger nej til det, fordi man selv har sat noget gang, får man en bøde oveni. Den situation tror jeg bare ikke gavner borgerne, og det, der må være det endelige mål for os, må være, hvad der gavner borgerne. Og hvis kommunerne selv kan håndtere det her, er det da det allerallerbedste. Vil ordføreren ikke give mig ret i det?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig det allerallerbedste, hvis der ikke er nogen fejl, og hvis den afgørelse, kommunerne traf, var den helt rigtige fra starten af, så borgeren fik den hjælp, som borgeren havde behov for, eller hvis man havde overholdt sagsbehandlingstiden, så borgeren ikke skulle vente 1 år for at få bevilget en handicapbil eller 1½ år for at få besked på, om vedkommendes handicapbil kunne blive repareret. Det ville da være det allerbedste og til gavn for alle parter.

Så kan vi sige tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget. Det er vedtaget.