Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Bjarne Laustsen (S)
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
2. maj 2017
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 6. april 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 2
(B 145), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Bjarne Laust-
sen (S).
Spørgsmål nr. 2:
”Idet henvises til Industriens overenskomst for perioden 1/3-17 til 1/3-20 bedes
ministeren redegøre for forløbet ift. indgåelsen af overenskomsten. Er ministeren
blevet orienteret/konsulteret om problemet med seniorfridage ift. den skattefri
præmie under forhandlingerne eller er ministeren først blevet opmærksom på dette
spørgsmål efter indgåelsen af overenskomsten?”
Svar:
Jeg kan indledningsvis oplyse, at hverken jeg eller mit ministerium forud for ind-
gåelsen af overenskomstaftalen mellem DI og CO-industri den 12. februar 2017
blev kontaktet om spørgsmålet om optjening af skattefri præmie på baggrund af se-
niorfridage.
Spørgsmålet om optjening af skattefri præmie på baggrund af seniorfridage har ef-
ter indgåelsen af overenskomstaftalen været drøftet på et møde mellem CO-
industri, DI og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) den 2. marts
2017, hvor STAR redegjorde for reglerne på området. Herudover modtog jeg den
27. marts 2017 et brev fra formand for CO-industri Claus Jensen om sagen, som
jeg besvarede den 29. marts 2017.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at den problemstilling, som dette beslutningsforslag hand-
ler om, ikke er ny.
I tilknytning til overenskomsterne i 2012 – hvor der i en række overenskomster på
det private arbejdsmarked blev aftalt seniorordninger, der gav mulighed for, at pen-
sionsindbetalinger blev anvendt som lønkompensation ved afholdelse af seniorfri-
dage – blev der under den daværende S-R-SF-regering indsat en præcisering i
SKATs indberetningsvejledning til arbejdsgiverne om eIndkomstregistret om ind-
beretning af seniorordninger. Den gældende vejledning (Version 7.3. – 2. marts
2017) har følgende ordlyd:
”Ved seniorordninger skal du indberette de reelt aflønnede timer. Dvs. det aftalte
nedsatte antal timer. Dette gælder, når der er indgået aftale om seniorordning, hvor
der udbetales et løntillæg som kompensation for den nedsatte arbejdstid og hvor
løntillægget er finansieret ved, at indbetaling til pensionsordningen (som er et led i
vilkårene for ansættelsesforholdet) helt eller delvist undlades.”