Tak.
Mandag i sidste uge var det den 1.
maj, og det blev en rigtig god dag for den danske arbejderklasse, fordi alle partier her i Folketinget var ved at falde over hinanden for at kalde sig et arbejderparti.
Selv Liberal Alliance var med.
Det var jo rigtig godt.
Allerede onsdag i sidste uge blev det hverdag, da vi skulle behandle det forslag fra Enhedslisten, som vi skal stemme om her, for da viste det sig, at det kun var SF og Enhedslisten, der støttede forslaget.
Hvad handler det om?
Ja, det handler jo om de her seniorfridage, nemlig at det ved overenskomstfornyelsen blev aftalt, at man kan opspare 32 seniorfridage i de sidste 3 år op til folkepensionsalderen.
Det er en rigtig god idé.
Der har bare vist sig det problem, at det medfører modregning i efterlønspræmien, hvis man bruger pensionsindbetalingen til at finansiere de her fridage.
Og det kan i værste fald betyde, at hvis man benytter sig af næsten alle fridagene, kommer det til at koste to gange efterlønspræmie, altså over 26.000 kr.
Det ville vi jo gerne bidrage til at rette op på, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag, der så var til behandling i Beskæftigelsesudvalget onsdag morgen.
Men desværre måtte vi opleve, at det kun var SF, der støttede det.
Ministeren afviste det.
Han sagde, at det havde han ikke nogen planer om.
Han ville gerne på et senere tidspunkt indkalde parterne og snakke om det spørgsmål og alle mulige andre, der havde med samspilsproblemer i forhold til pension at gøre, men her og nu ville han ikke løse problemet.
Der kan man selvfølgelig sige som ministeren, at det ikke er et problem, han har skabt, for det har han sådan set ret i.
Man kan også sige, at vi var nogle, der ikke var opmærksomme på, at det var en regel, der blev lavet allerede i 2012.
Det har ministeren også fuldstændig ret i.
Vi burde have været opmærksomme på det dengang og prøvet at få det rettet.
Problemet er bare, at det ikke løser den udfordring, vi har fået, og som jo i praksis vil betyde, at folk, der sparer op til efterlønspræmien, nok vil vurdere, at det bliver så dyrt at holde de seniorfridage, at de lader være.
Og dermed spænder vi jo alle sammen ben for en fælles hensigt, som alle har, nemlig at det da skal være så fordelagtig som muligt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet.
Desværre måtte jeg også opleve til min skuffelse og forundring, at Socialdemokratiet heller ikke ville støtte forslaget, så måske skal man bare konkludere, at det der med, om man er et arbejderparti, er noget, der viser sig i handling, f.eks.
lige om lidt, når vi skal stemme om det her forslag.