Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 139:

Forslag til folketingsbeslutning om faste teams i den kommunale hjemmepleje.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til ældreministeren.

Vi skal i dag behandle et beslutningsforslag om indførelse af mere faste teams i den kommunale hjemmepleje. B 139 pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om en indfasning af mere faste teams i den kommunale hjemmepleje, sådan at kommunen for den enkelte modtager af hjemmehjælp skal vurdere, hvor mange hjemmehjælpsbesøg der skal varetages af borgerens faste hjælpere. Formålet med forslaget er ifølge forslagsstillerne fra SF, dels at borgerne skal opleve højere kvalitet og sammenhæng i den kommunale hjemmepleje, dels at sikre, at især sårbare ældre så vidt muligt altid får besøg af hjælpere fra samme team. Forslagsstillerne henviser til en række artikler og til undersøgelser siden 2014 om borgernes oplevelse af kvalitet i den kommunale hjemmepleje. Artiklerne peger på, hvor stor betydning det har for borgerne, at medarbejdere, der kommer i borgerens hjem, er kendte ansigter, og at antallet af medarbejdere så vidt muligt begrænses.

Helt overordnet vil jeg starte med at sige, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at skabe mest mulig kvalitet i plejen af og omsorgen for de svageste ældre. Det skal der ikke være tvivl om. Jeg anerkender også fuldt ud, at tilrettelæggelsen af hjemmeplejen, herunder den enkelte borgers indflydelse på hjælpen og antallet af forskellige hjælpere i hjemmet, har stor betydning for borgerens oplevelse af kvalitet i hjemmeplejen. Færrest mulige forskellige medarbejdere i borgerens hjem vil altid være at foretrække. Det bør efter min opfattelse være et helt naturligt mål for såvel kommunale som private leverandører af hjemmepleje, at den enkelte borger møder så få forskellige medarbejdere som muligt. Kendte ansigter skaber tryghed for borgere, der modtager hjemmepleje. Og selvfølgelig har det stor betydning for den enkelte ældre borger, at der kommer færrest mulige forskellige medarbejdere i hjemmet, og at hjælperne kender borgerens vaner og rutiner og kan finde rundt i hjemmet.

Men – for der er for mig at se så absolut et »men« – det er og bliver den enkelte kommunalbestyrelse, der til enhver tid har ansvaret for at tilrettelægge og organisere, hvordan man i den enkelte kommune løser opgaverne i hjemmeplejen med høj kvalitet til gavn og nytte for borgerne. Den enkelte kommunalbestyrelse har ansvaret for at sikre en god og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af hjemmeplejen, der tager hensyn både til borgernes ønsker og de lokale behov. Kommunerne skal i den forbindelse sikre, at der ikke kommer flere forskellige medarbejdere i hjemmet end højst nødvendigt, og at de medarbejdere, der kommer i hjemmet, har de nødvendige kompetencer. Det hverken kan eller skal vi diktere fra Christiansborg. Det ville være at rykke ved essensen af det kommunale selvstyre, det lokale ansvar, og det ville være en styring i detaljen, som ikke giver mening. Hvis vi i lovgivningen fastsætter regler om, hvordan kommunerne skal organisere og tilrettelægge hjemmeplejen, sætter vi selvstyret ud af kraft, og det ønsker regeringen ikke.

Jeg oplever faktisk også, at kommunerne igennem flere år har haft fokus netop på organiseringen og tilrettelæggelse af hjemmeplejen, fordi man i kommunerne er opmærksom på, hvilken betydning det har for de borgere, at antallet af forskellige medarbejdere, der kommer i borgernes hjem, er så lavt som muligt. Det fremgår bl.a. også af Hjemmehjælpskommissionens rapport fra 2013.

Til brug for behandlingen af beslutningsforslaget har ministeriet spurgt KL, hvordan kommunerne i dag arbejder med at begrænse antallet af forskellige hjælpere i hjemmet. KL oplyser, at mange kommuner helt overordnet arbejder på så vidt muligt at sende samme medarbejder ud til samme borger, når de planlægger fordelingen af arbejdsopgaver. Men der er forskellige forhold, der altid vil kunne få indvirkning på planlægningen og antallet af medarbejdere, der kommer i en borgers hjem.

For det første varetager hjemmeplejen en lang række forskellige opgaver lige fra praktisk hjælp som rengøring til mere komplekse plejeopgaver som f.eks. sårpleje. De forskellige typer af opgaver kræver forskellige kompetencer hos medarbejderne, og derfor kan der være forskellige opgaver hos den enkelte borger, der vil skulle løses af forskellige medarbejdere. Det kan f.eks. være, at en social- og sundhedshjælper står for de rent praktiske opgaver i et hjem, mens social- og sundhedsassistenten står for de mere komplekse plejeopgaver.

For det andet kan der opstå uventede situationer, der gør, at man med kort varsel må ændre fordelingen af arbejdsopgaver og medarbejdere. Der kan opstå akut sygdom hos en borger, som betyder, at en medarbejder ikke kan nå sit næste besøg og må bede en kollega overtage besøget. Kvaliteten i hjemmeplejen er jo netop også, at der udvises omsorg og omhyggelighed, så man ikke forlader en borger, som har en akut forværring, som kræver handling. Her skal der selvfølgelig være tilstrækkelig fleksibilitet i planlægningen til, at en medarbejder vil kunne blive hos borgeren og en anden medarbejder vil kunne træde til hos den næste borger, der skulle have haft besøg.

Men ikke bare organiseringen og tilrettelæggelsen af hjemmeplejen har stor betydning for, hvor mange forskellige medarbejdere der kommer i borgerens hjem. Den generelle udvikling på området stiller også flere krav til hjemmeplejen end tidligere. Mange af de ældre, som hjemmeplejen i dag tager hånd om, har bl.a. på grund af en positiv udvikling på sundhedsområdet, hvor lange hospitalsophold er blevet forkortet, mere komplekse plejebehov, end vi så tidligere. Og det betyder, at flere ældre i eget hjem ofte vil have behov for flere besøg hen over døgnet. Samtidig betyder et mere komplekst sygdomsbillede blandt de ældre, at der stilles andre og højere krav til kompetencerne hos medarbejderne i hjemmeplejen. Det er kommunerne nødt til at tage hensyn til, for de medarbejdere, der kommer i borgerens hjem, skal jo have de kompetencer, som er nødvendige for lige præcis denne borger.

Det er med andre ord regeringens opfattelse, at kommunerne allerede arbejder med den problemstilling, som forslaget søger at imødekomme med lovgivning. Lad mig derfor slutte med at slå fast, at vi hele tiden skal have fokus på, hvordan vi sikrer mest mulig værdighed og kvalitet i omsorgen for de svageste ældre. Og antallet af medarbejdere, som borgerne møder i hjemmet, har stor betydning for borgernes oplevelse af kvalitet i hjemmeplejen. Det ændrer dog ikke ved, at det er kommunernes ansvar at tilrettelægge og organisere hjemmeplejen, så der tages mest muligt hensyn til borgerne – også i forhold til antallet af hjælpere i det enkelte hjem. At sætte mål i lovgivningen for, hvor mange medarbejdere der bør komme i det enkelte hjem, giver efter min opfattelse ikke mening. Det er klart et kommunalt ansvar, hvad enten leverandøren i øvrigt er kommunal, eller det er en privat leverandør. Så detaljeret skal vi ikke diktere det her fra Christiansborg. Derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak for den pæne modtagelse af formålet i det mindste. Jeg er fuldstændig enig i, at det her forslag ikke skal betragtes som et forsøg på at omgå det kommunale selvstyre, og det var heller ikke tanken. Men så sent som i går kunne vi lægge øre til, at der er meget store forskelle på, hvad kommunerne magter. Nogle kommuner har mulighed for at tilbyde hjælp ofte, og andre kommuner har simpelt hen ikke ressourcerne til at tilbyde hjælpen så ofte. Så der er store forskelle på, hvad kommunerne har mulighed for, og det er trods alt et Christiansborganliggende.

Så jeg vil spørge, om man alligevel kunne forestille sig, at det kunne betale sig at give Kommunernes Landsforening en hjælpende hånd i forhold til at få udredt, hvor udfordringerne så egentlig er med hensyn til i alle forhold og hos alle borgere at kunne levere hjælp, så vidt muligt med de samme team af hjælpere.

Ministeren.

Det er til enhver tid kommunens ansvar at prioritere, og det er en del af det, der også betyder noget. Så når spørgeren spørger ind til, at der er nogle, der ikke kan give det samme, som der bliver givet andre steder, vil jeg sige, at alting handler om prioritering. Og den her regering prioriterer ældreområdet, hvad vi har vist både ved finansloven i 2016 og i 2017. Jeg mener altså, at den enkelte kommune er bedst til at tilrettelægge de arbejdstider, der måtte være – det er dem, der er tættest på borgerne. Og det er derfor, jeg mener, at vi ikke skal ind og røre ved det kommunale selvstyre. Jeg synes, det er glimrende, som det er.

Spørgeren.

Ældre Sagens undersøgelse viser, at det er forholdsvis lettere for Gentofte Kommune at tilbyde de ældre en rigtig god ældrepleje, end det er for Hjørring Kommune, som har forholdsvis større problemer med at levere en rigtig god ældrepleje. Og det kunne godt have noget at gøre med, hvad det er for nogle borgere, man har i kommunen, og hvad det er for et skattegrundlag, man har. Men samlet set handler det her jo i bund og grund blot om værdighed. Skal jeg samlet set forstå ministerens indlæg sådan, at vi kan blive enige om, at værdighed også indeholder begrebet at sørge for kontinuitet?

Ministeren.

Det er helt klart, at det er rigtig vigtigt, at den enkelte borger møder så få hjælpere som muligt. Der skal selvfølgelig tages hensyn til det. Men vi ved også, at der er nogle borgere, som i dag kommer tidligere hjem fra hospitalet, end man gjorde i gamle dage, med store, komplekse plejebehov, og det betyder bl.a., hvis det f.eks. er en borger, der skal vendes, og hvis man vender vedkommende hver tredje time og er to om at vende, at der allerede dér er rigtig mange inde omkring borgeren. Men det er klart, at det er en meget vigtig ting, at der selvfølgelig er færrest mulige ansatte, der kommer ind i en borgers hjem. Det vil jeg i allerhøjeste grad give spørgeren ret i.

Fru Stine Brix. Værsgo.

Tak. Ministeren sluttede af med at sige, at det er at gå for vidt at sætte et konkret mål i lovgivningen om, hvor mange ansatte der skal komme i den enkelte borgers hjem. Jeg er for så vidt enig i, at det ville være for detailregulerende, som ministeren også siger. Men jeg læser egentlig ikke forslaget fra SF på den måde. Sådan som jeg læser det – det kan SF jo få lejlighed til at præcisere senere – så handler det om at forpligte kommunerne til, at de skal tage stilling til, hvordan man minimerer antallet af ansatte, der kommer i den enkelte borgers hjem. Man går ikke ind og siger, præcis hvordan det skal gøres, men man tager stilling til det og sikrer på den måde kvaliteten.

Så hvis ministeren forholder sig til den udlægning af forslaget, hvad tænker ministeren så om det?

Ministeren.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at kommunen selvfølgelig tager hensyn til det, men ministeriet har i forbindelse med det her beslutningsforslag været i kontakt med KL, og de siger, at man i kommunerne har fokus på det her problem med, at der kommer for mange hos den enkelte borger. Så det er simpelt hen et område, som kommunerne har fokus på.

Stine Brix.

Vil det sige, at ministeren ikke mener, at der er mere at komme efter? Altså, er det ministerens opfattelse, at det går godt nok, som det er i dag? For det et bestemt ikke det indtryk, jeg får, når jeg hører fra ældre borgere om, hvor mange der kommer ind ad døren hos dem. Så kan det godt kan være, at KL oppe i toppen siger, at det har man fokus på, men virkeligheden ude i de enkeltes hjem er jo tit en helt anden. Så kunne ministeren forestille sig at indgå i en lidt mere forpligtende dialog med KL om, hvordan man kommer videre på det her område?

Ministeren.

Jeg mener stadig væk, at det er kommunen, der er bedst til at tilrettelægge arbejdstiden. Der er altid plads til forbedring, og jeg håber også, at man som kommune vil se på, hvordan andre kommuner gør, og at man kan lære af hinanden, men jeg anerkender fuldstændig det kommunale selvstyre og vil ikke gå ind i det.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrunden, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet.

Fra Socialdemokratiets side har vi stor sympati for intentionerne i beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag. Lad mig fra starten slå fast, at vi deler forslagsstillernes intention om at sikre bedre kvalitet og tryghed i ældreplejen, og her er et element af at sikre den her tryghed og kvalitet også, hvor mange forskellige medarbejdere man har i sit hjem, når man har brug for hjælp og pleje. Men trods fælles intentioner og sympati for forslaget kan vi fra Socialdemokratiets side ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Socialdemokratiet ønsker en fingrene væk-reform af den offentlige sektor. Her skal der være mindre detailstyring fra Christiansborgs side, og i stedet skal vi styre ud fra resultater og ud fra få, men klare kvalitetsmål, og her kunne det at sikre sine ældre borgere faste hjælpere jo oplagt være et af flere meningsfulde mål for kvaliteten. Men som vi læser beslutningsforslaget her, er det ikke den metode eller den tilgang, der lægges op til. Her er det ikke mindre, men mere indblanding og detailstyring fra Christiansborgs side, og det tror vi at man løser bedre lokalt. Selv om vi kan og skal lære af hinanden på tværs af kommuner og mellem offentlige og private leverandører, kan man ikke sige, at der er en bestemt model, som passer til alle. Det må være op til den enkelte kommune og den enkelte hjemmehjælpsgruppe at tilrettelægge hjemmeplejen, så det giver den bedste kvalitet for de ældre, som de jo skal drage omsorg for hver eneste dag.

Til slut vil jeg sige, at jeg har været i dialog med Radikale Venstre, og at jeg har lovet at hilse fra dem i dag og sige, at de også er imod det her beslutningsforslag med begrundelsen mindre detailstyring fra Christiansborgs side.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen.

Det er bare kort for lige at slå fast, at Christiansborg så til gengæld har ansvaret for serviceloven – trods alt – som jo definerer ældrepleje. Og jeg kunne måske benytte lejligheden til at bakke det op, som fru Stine Brix sagde for et øjeblik siden, nemlig at det her forslag jo ikke handler om at pålægge nogen noget. Det handler om at prøve at få en definition af, hvordan vi egentlig skaber muligheden for at få et fast team af hjælpere. Hvordan sikrer vi, at borgere i højere grad kan regne med, at det er de samme personer, der kommer i hjemmet, fordi vi erfaringsmæssigt ved, at det oplever de ældre som en del af kvaliteten?

Så når vi taler om værdig ældrepleje, kunne det så ikke alligevel godt være et udmærket signal fra Christiansborg, at det vil vi gerne understøtte, og at vi gerne vil få undersøgt, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre i alle kommuner?

Ordføreren.

Jamen det signal hører du jo også i dag, også fra Socialdemokratiets side. Jeg hørte også fra ministeren lige før, at det er vigtigt. Jeg hører det også fra KL, og jeg har ikke mødt én kommune, som ikke har forstået budskabet her, nemlig at det altså også er et kvalitetsparameter.

Men nu står vi her med et beslutningsforslag, som har overskriften: Forslag til folketingsbeslutning om faste teams i den kommunale hjemmepleje. Og jeg kan læse her, at Socialistisk Folkeparti ikke forestiller sig, at den såkaldte Gladsaxemodel skal pålægges alle landets kommuner, men at »kommunerne skal forpligtes til langt mere offensivt at vurdere, hvor mange hjemmehjælpsbesøg der skal foretages af borgerens faste hjælpere«.

Sådan en formulering kan vi ikke bakke op om, fordi det mener vi er en uhensigtsmæssig detailstyring fra Christiansborg. Vi tror, problemet kan løses bedre og dygtigere dér, hvor det skal løses.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Og vi går videre til hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til SF for at rejse den her debat, for det er et reelt problem, som vi diskuterer i dag. Alt for mange ældre mennesker oplever at se alt for mange forskellige ansigter i deres hjem i løbet af en uge. Og det er ikke kun af sådan rent menneskelige årsager, at det selvfølgelig er rart at kende mennesker, som kommer i ens hjem, men det er jo også en udfordring i forhold til den hjælp, man får, at hver ny person, der kommer, skal sætte sig ind i, hvilken hjælp man har brug for. Det er tid, der går fra tid, man kunne have brugt på at hjælpe, men som man nu skal bruge på at læse op på tingene.

Det er også en udfordring i forhold til fleksibilitet. Når man som fast hjælper kommer hos den samme borger, kan man bedre se fra dag til dag, hvilken hjælp der egentlig er behov for, og i samråd med borgeren beslutte, at det kunne være, man måske skulle bruge lidt mindre tid på rengøring en dag, fordi der er noget andet, der er mere presserende.

Et lidt overset problem er et sikkerhedsmæssigt problem. Hvis man læser lokalaviserne, vil man tit finde de her historier om ældre mennesker, der bliver udsat for tricktyverier, hvor den gennemgående forklaring er, at de troede, det var hjemmehjælperen, der kom. Og så tænker man: Hvordan kunne de ikke gennemskue, at det ikke var hjemmehjælperen? Men det er jo nok, fordi de er vant til, at der kommer så mange forskellige mennesker fra hjemmeplejen, at de simpelt hen ikke kan holde rede på, hvem der egentlig er fra hjemmeplejen, og hvem der er alle mulige andre.

Så af de årsager – og sikkert flere, som jeg ikke lige kunne komme på, da jeg skrev min tale – er det her et problem, vi skal løse. Men – og der kom det »men« – jeg er ikke sikker på, at lige præcis den løsning, som er beskrevet her i forslaget, er den rigtige løsning på problemet. Når man beder kommunerne om at overveje, hvor mange forskellige ansigter den enkelte skal se i sit hjem, så skal kommunerne jo også på en eller anden måde dokumentere, at de har gjort sig de her overvejelser, og så kan jeg godt frygte, at i stedet for at tage opgaven seriøst bruger de en masse tid på at skrive, hvorfor det er, at det lige præcis er den eller den enkelte borger, der kun skal have ganske få mennesker igennem sit hjem.

Men – »men« nr. 2 – problemet skal løses, og det vil vi gerne bidrage til i Dansk Folkeparti. Hvilke håndtag vi skal gribe i, om det så skal være ved en indsats via satspuljen, hvor vi får dokumenteret de mange gavnlige effekter, der er, både for de ældre, men helt sikkert også for kommunen selv, ved at arbejde med det her – og de har jo bevist i Gladsaxe, at der er effekter ved det – eller om det er mere videndeling, eller det er en indsats, som vi skal arbejde med i udvalget, ved jeg ikke lige på stående fod, men det er i hvert fald noget, vi rigtig gerne vil arbejde sammen med SF og andre, der også gerne vil løse det her problem, om.

Det kunne også være, at den regering, som siger, de prioriterer ældreområdet meget højt, kunne tage det op med kommunerne i forbindelse med økonomiforhandlingerne, som man er gået i gang med. Det vil jeg da opfordre regeringen til. Det vil være et oplagt emne at tage op, når man prioriterer ældreområdet. Jeg har jo tidligere underholdt med, at jeg gerne vil se regeringen også på egen hånd bevise, at de prioriterer ældreområdet, så det er en mulighed, der hermed er givet til regeringen.

Så for at opsummere: Vi vil rigtig gerne have løst det her problem, gerne sammen med SF, men nærværende skitsering er vi ikke sikre på er den rigtige. Tak for ordet.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken til fru Jane Heitmann, Venstre.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag om faste teams i den kommunale hjemmepleje. Beslutningsforslaget er fremsat af SF, og teksten, der følger beslutningsforslaget, siger, at »borgerne skal opleve højere kvalitet og sammenhæng i den kommunale hjemmehjælp«. Den ambition deler vi i Venstre fuldt ud med SF, men vejen til at nå målet er vi langtfra enige om. For SF har – igen, fristes man til at sige – fremsat et beslutningsforslag, som vil sætte det kommunale selvstyre ud af kraft og tilsidesætte den faglighed, som i den sidste ende jo skal bidrage til at sikre både kvalitet og en værdig ældreomsorg.

For kort tid siden ville SF med beslutningsforslaget B 39 fratage kommunerne mulighed for selv at budgetlægge og give kompetencen til os på Christiansborg – altså de facto nedlægge det kommunale selvstyre. Den sti ønsker vi ikke at bevæge os nedad i Venstre. Vi mener, at vi har et velfungerende kommunalt selvstyre, som vi bør både være stolte af og værne om.

SF ønsker, at regeringen fremsætter et lovforslag, som indfaser faste teams i den kommunale hjemmehjælp. Hånden på hjertet: Jeg har svært ved at se for mig, at vi på Christiansborg skal time og tilrettelægge det arbejde, som kommunerne skal udføre. Det er kommunerne, der er tættest på borgerne, og det er kommunerne, der ved, hvad borgerne har brug for hvornår, og hvilke fagligheder der bedst tilgodeser den enkeltes behov. Og det undrer mig egentlig lidt, at man i SF har så ringe tillid til de mange dygtige medarbejdere, at man mener, at det er nødvendigt at centralisere og uddelegere arbejdsgange til os på Christiansborg.

Når det så er sagt, kommer det næppe som nogen overraskelse for nogen, at vi i Venstre har et endog meget skarpt fokus på ældreområdet og den pleje og omsorg, som ældre modtager. Mon ikke de fleste, som modtager pleje og omsorg, allerhelst – så vidt det er muligt – gerne ser, at det er det samme personale, som dukker op dag efter dag? Man er jo tæt på hinanden i en pleje- og omsorgssituation.

Fra min egen tid som kommunalbestyrelsesmedlem ved jeg, at netop kontinuitet og faglighed er stærke og væsentlige omdrejningspunkter i den løbende tilrettelæggelse, og jeg ved også fra mine mange år i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune, at man i det kommunale Danmark sætter umådelig stor pris på de mange muligheder og den frihed, som den decentrale model, som vi har i Danmark, jo faktisk giver mulighed for. Det må vi ikke sætte over styr. Lad os nu holde fast i, at det er kommunernes ansvar at sikre, at de kommunalt ansatte har de rigtige kompetencer til at løse de opgaver, som knytter sig til en værdig pleje af vores ældre.

Når jeg ser tilbage på de år, der er gået, med en ældreminister ved roret, som kan holde fokus på området, ja, så bliver jeg faktisk både stolt og glad. For ældreområdet har fået et gevaldigt og et markant løft. Med værdighedsmilliarden har vi givet kommunerne gode muligheder for at prioritere f.eks. varme hænder til ældreplejen. Og kommunerne bruger jo de muligheder, som vi lægger frem. Alene i 2017 er hele 86 pct. af midlerne jo gået til varme hænder. Det vidner jo om, at vi efter flere år med en socialistisk regering, som SF jo var en del af, kan konstatere, at kommunerne tørster efter økonomi til nødvendige prioriteringer af varme hænder på ældreområdet.

Men for os i Venstre er det afgørende også at holde sig for øje, at der er en klar ansvarsfordeling mellem os her i Folketinget og alle de gode folk, som sidder ude i kommunerne. Det er ikke os på Christiansborg, der skal diktere, hvordan kommunerne tilrettelægger ældreplejen ned i mindste detalje. Det er vores fornemste opgave at sikre de bedst mulige rammer, samtidig med at vi respekterer det kommunale selvstyre. Og jeg er optaget af at sikre en god og en værdig ældrepleje, både på plejehjem og også i eget hjem.

I Venstre mener vi ikke, at beslutningsforslaget her vil bidrage til en bedre ældrepleje. Tværtimod er jeg dybt bekymret for, at beslutningsforslaget her, hvis vi gør det til virkelighed, kan resultere i en ældrepleje, hvor antal ansatte i teams går forud for faglighed, som når alt kommer til alt jo er det, der skal sikre vores ældre en god og værdig ældrepleje af høj kvalitet. Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Det der samarbejde mellem det kommunale niveau og det centrale niveau er nogle gange noget af en balancegang, for ét kan jo være at sige, at noget af det kan være ansvarsforflygtigelse, og andet kan være – ja, sådan er der så meget.

Jeg vil bare spørge, om Venstre er enig i, at faste teams af hjælpere har betydning for borgerens oplevelse af kvalitet, sådan som Ældre Sagen ofte har påpeget ved hjælp af et utal af undersøgelser.

Ordføreren.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke kender Ældre Sagens undersøgelser i detaljer, og jeg ved heller ikke, præcis hvad det er for undersøgelser, som ordføreren henviser til. Men jeg er da slet ikke i tvivl om – og det nævnte jeg også i min ordførertale – at det har en betydning for den enkelte, at man ser et kendt ansigt. Sådan tror jeg de fleste mennesker har det. Uanset om det er pleje eller det er ens praktiserende læge, eller om det er sundhedsplejersken, altså uanset hvem det er, man sådan i pleje- og omsorgssektoren er i dialog med, så tror jeg det betyder meget, at det er et kendt ansigt og et menneske, man har tillid til.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Hvis vi nu tror på, at kommunerne faktisk også vil det her, men bare ikke altid kan det, giver det så ikke mening at hjælpes ad med at undersøge, hvad der så skal til, for at det kan blive virkelighed i alle kommuner?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo ikke helt, hvad det er for en oplevelse, som SF's ordfører har af det kommunale Danmark. Min oplevelse er faktisk med det kendskab, som jeg har til det kommunale Danmark, at man derude er meget opmærksom på, hvad det er for en pleje, hvad det er for en omsorg, man tilbyder den enkelte borger. Det er faktisk min oplevelse, at man med kvalitetsstandarder f.eks. gør sig mange overvejelser, i forhold til hvordan man kan sikre den bedst mulige pleje.

Jeg synes, at den interesse, der har været omkring hele værdighedsmilliarden, jo er et meget godt eksempel på, at kommunerne i allerhøjeste grad kerer sig om de ældre borgere.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre til fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes, det er en meget relevant problemstilling, som SF adresserer med det beslutningsforslag, vi diskuterer her i dag. For mig at se er der ingen tvivl om, at det at kende de mennesker, som træder ind ad døren til ens hjem, når man modtager hjemmepleje, er meget vigtigt for de borgere, som har brug for hjemmepleje. Det betyder tryghed for de ældre, at de kender dem, der kommer, men det betyder også, at de plejere, som skal yde hjemmeplejen, hvad enten der er tale om den praktiske hjælp eller den personlige hjælp, kan lave et bedre stykke arbejde, når de kender den borger, de møder ind hos.

For den praktiske hjælp kan jo også fungere som en mulighed for at se til borgeren, mens man f.eks. gør rent eller hjælper med at lave mad. Det er en mulighed for at se, om der f.eks. er nye tegn på forværring af en sygdom, som man skal agere på. Det kan man i meget ringere grad, hvis man ikke kender en borger, end hvis man gør. Så både for trygheden for den ældre, men sådan set også for at give en god pleje, så giver det rigtig god mening at sikre, at det så vidt muligt er nogle af de samme hjemmeplejere, der kommer.

Vi ved, at der er kommuner i dag, der gør, hvad de kan, for at minimere antallet af medarbejdere, der kommer hos de ældre, men vi ved også, at det nogle gange er svært at få det til at hænge sammen. Det kan være økonomi, der er en forklaring på, at man så ikke får gjort det arbejde i kommunen. Der er også en problemstilling om, at mange ansatte i hjemmeplejen er på deltid, selv om de faktisk ofte ønsker at komme på fuld tid. Det gør det jo også vanskeligere at planlægge, at det i høj grad er de samme hjælpere, der kommer. Så derfor synes vi bestemt, at det er relevant at se på, hvad man kunne gøre for, at det i højere grad er faste teams, som kommer fra den kommunale hjemmepleje.

Der er flere af mine ordførerkolleger heroppe, der siger, at det er i strid med det kommunale selvstyre. Altså, man kan jo undre sig lidt over, at da vi for et par uger siden kom med et forslag, som handlede om, at det skulle være op til kommunerne selv at bestemme, hvorvidt der skulle være frit valg i hjemmeplejen, ja, så syntes de samme partier, at det kunne man overhovedet ikke pille ved. Man kunne sige, at det jo også ville være at lægge det ud til det kommunale selvstyre, hvis det blev et valg, man selv kunne træffe, altså om man ville bruge private aktører. Men i den sammenhæng var det altså slet ikke på tale, at man skulle styrke det kommunale selvstyre, som det så hedder i dag.

På samme måde ser vi, at de samme partier synes, det er helt fornuftigt, at man her fra Christiansborg fastlægger, at man skal definere værdighedspolitikker i kommunerne, men man vil altså ikke tage det her tema med. Jeg synes, at der er en usammenhængende argumentation på det her område. For virkeligheden er måske, at det er et udtryk for, at vi som politiske partier synes, at der er forskellige ting, som det er vigtigt at sikre på det her område. Og jeg må sige, at jeg synes det er ret vigtigt, at vi tager nogle initiativer, som gør, at der ikke er rigtig mange forskellige medarbejdere, som vader ind og ud ad døren. Og der mener jeg egentlig godt, at vi kunne gøre noget her fra Christiansborgs side.

Om det er lige præcis den model, SF har foreslået, synes jeg godt man kan diskutere. Man kunne jo også definere, at det skulle være et tema, som kommunerne beskrev i deres kvalitetsstandarder, uden at man sagde, at det skulle være præcis på den her måde. Men, altså, det her med, at man sådan slår sig så højt og helligt op på, at nu vil man bare beskytte det kommunale selvstyre, synes jeg altså er lidt hult, når man i andre sammenhænge slet ikke, hvad skal man sige, taler for det.

Så til SF vil jeg sige: Tak for at rejse debatten. Vi er meget interesseret i at gå videre med det, også i form af eventuelle andre modeller end dem, der ligger her.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, at det betyder meget for de ældre og for den sags skyld for alle borgere, at der ikke kommer hundrede sytten forskellige mennesker i ens hjem for at hjælpe. Få hjemmehjælpere giver tryghed, ikke bare fordi man får bedre kendskab til det enkelte menneske, men også fordi hjælperen får bedre kendskab til rutinerne, behovene og ønskerne. I forslaget her lægges der op til, at der – i gåseøjne – kun skal komme 12 hjemmehjælpere på 3 måneder. Det synes jeg sådan set stadig væk er mange. Jeg ville da nødig have 12 mennesker til at hjælpe mig hjemme i mit eget hjem.

Det er virkelig positivt, at SF sætter fokus på problemstillingen, og jeg håber, at vi i fremtiden vil se en udvikling i retning af færre forskellige hjælpere til den samme borger. Men jeg mener ikke, at vi skal diktere det her fra Christiansborg. Jeg ønsker at respektere det kommunale selvstyre. Det mener jeg nu, og det mente jeg sådan set også, sidste gang SF fremsatte forslag, som ville sætte det kommunale selvstyre ud af kraft. Jeg føler lidt, at jeg tit hører meldinger fra SF, som går imod det kommunale selvstyre, og jeg tænker på, om SF i virkeligheden gerne så det ophævet. Hvis det er tilfældet, vil I så ikke melde ud, hvordan det så skulle fungere, og hvor meget vi skal blande os fra Christiansborg, og måske også komme med en klar melding om, om I i virkeligheden ønsker frit valg eller ej? For jeg føler også ofte, at der kommer en voldsomt stor modstand mod private virksomheder, og det er jo lidt svært at have frit valg, hvis ikke der er noget at vælge imellem. I bemærkningerne til forslaget står der – jeg citerer:

»Konsekvensen vil ofte være, at borgerne skifter til private leverandører, der tilbyder fast hjælp, eller allerværst måske helt undlader at få besøg af hjemmeplejen, fordi de ikke føler, de kan få indflydelse på hjælpens omfang og tilrettelæggelse.«

Det fremstår lidt, som om det er pest eller kolera. Altså enten vælger de ældre en privat leverandør eller også slet ikke nogen hjemmehjælp. Det virker, som om det vil være en enorm stor ulykke for SF, hvis de ældre vælger en privat leverandør. Sådan er det ligesom beskrevet, på trods af at 70 pct. af de ældre sådan set er ret glade for en privat leverandør. En anden ting ved den her formulering er, at den jo understreger, at de private åbenbart opleves som mere stabile. For hvorfor skulle man ellers vælge en privat leverandør? Det fremgår da også af en undersøgelse fra december 2015 fra Sundheds- og Ældreministeriet, at tilfredsheden med antallet af medarbejdere hos kommunale leverandører er på 68 pct., mens den er på hele 80,2 pct. for private leverandører.

Men for mig og Liberal Alliance er det vigtigste ikke, hvem der udfører opgaven, eller hvordan den udføres, men at de ældre er glade og tilfredse, fordi de får den hjælp og omsorg, de har brug for. En høj grad af tilfredshed må være en overordnet politisk målsætning. Det er der heldigvis mange kommuner der leverer i dag, så opgaven må være at sprede den viden og kunnen fra de dygtige kommuner til de mindre dygtige. Og så kan vi nøjes med at måle på det her overordnede mål og ikke måle og diktere ned i mindste detalje. Vi skal give frihed til, at dygtige medarbejdere og dygtig ledelse kan bruge deres kompetencer og deres tid til at gøre et godt og meningsfuldt arbejde i stedet for at spilde deres tid på at sætte ligegyldige krydser og i stedet for at skulle stresse rundt uden at have mulighed for at løse opgaven på tilfredsstillende vis.

Liberal Alliance støtter ikke forslaget, og – denne gang er det rigtigt – jeg skal hilse fra Konservative og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Det er så noteret. Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix.

Nu hører vi jo den samme tale igen, en glødende tale for det kommunale selvstyre, og jeg synes bare, at det er noget mærkelig noget, for fru May-Britt Kattrup ved jo udmærket godt, at Liberal Alliance er ligeglade med det kommunale selvstyre, når det handler om frit valg. Der er flere, der har ytret ønske fra kommunernes side om, at man selv må bestemme, hvordan man tilrettelægger det frie valg, at man selv må bestemme, om man vil bruge private aktører. Men der vil Liberal Alliance bestemme, hvordan kommunerne skal tilrettelægge deres ældrepleje. Så kan vi nu ikke bare få en erkendelse fra Liberal Alliances ordfører om, at den der sang om det kommunale selvstyre er stærkt selektiv, når det kommer til stykket.

Ordføreren.

Faktisk er det jo ikke rigtigt, må jeg sige til fru Stine Brix, fordi det, der er rigtigt, er, at vi rigtig gerne ser, at alle borgere har så meget frit valg som overhovedet muligt, og stod det til os, havde de et rigtigt frit valg. Som vi har diskuteret før i den her sal, er de modeller, de har nu, jo egentlig ikke rigtigt frit valg, for vi har bare sagt, at som minimumkrav skal kommunerne have en privat leverandør og så sig selv. Så det giver to valgmuligheder som minimum, og det er, fordi vi respekterer det kommunale selvstyre. Stod det til os at lave en rent liberal model, havde borgerne rigtigt frit valg blandt alle leverandører, men det går vi ikke ind og dikterer kommunerne.

Fru Stine Brix.

Fru May-Britt Kattrup må jo bestemme sig. Mener fru May-Britt Kattrup, at kommunerne skal tilrettelægge ældreplejen, eller mener fru May-Britt Kattrup ikke det? Hvis fru May-Britt Kattrup bliver ved med at fastholde, at hun vil bestemme, at kommunerne skal bruge private leverandører i ældreplejen, mener hun jo ikke, at det er kommunerne, der selv må tilrettelægge ældreplejen. Så er det bare på nogle områder, at fru May-Britt Kattrup vil bestemme, hvordan kommunerne skal tilrettelægge ældreplejen, mens hun ikke vil på det her område. Det er jo ikke en sammenhængende argumentation, som fru May-Britt Kattrup kommer med fra Folketingets talerstol i den her sag.

Ordføreren.

Som sagt, hvis jeg skulle diktere kommunerne, skulle de ikke kun have en privat leverandør, så skulle de have mange private leverandører, så vi havde oplevet et rigtigt frit valg, men da jeg og Liberal Alliance respekterer det kommunale selvstyre, har vi nøjes med at lave en enkelt begrænsning, der siger, at vi vil have en enkelt privat leverandør.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Det var en interessant version af kommunalt selvstyre, vil jeg sige. Men jeg vil alligevel bare forholde mig til planlægningsdelen. Kommunerne har forsyningspligten, og de private virksomheder vælger stadig væk selv, hvad det er for nogle opgaver, de gerne vil løse. Rigtig mange private virksomheder har valgt kun at tage sig af praktiske opgaver, altså sådan noget som rengøring hver uge eller rengøring hver fjortende dag eller rengøring hver tredje uge, afhængigt af hvad det er, kommunerne har af standarder på det område. 50 pct. af de praktiske opgaver løses faktisk af private firmaer i dag, mens kun 10 pct. af plejeopgaverne bliver løst af de private firmaer. Er fru May-Britt Kattrup enig med mig i, at det er væsentligt lettere at planlægge en rationel og kontinuerlig hjælp til ældre, hvis man udelukkende skal tage sig af den praktiske hjælp og altså ikke har de der plejeopgaver, som hele tiden kan forstyrre i forhold til planlægningen?

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstod spørgsmålet. Kommunen udbyder jo nogle opgaver, og de opgaver, der udbydes, kan de virksomheder, som føler, at de kan løse opgaverne, byde ind på. Så er det kommunens opgave at vurdere de virksomheder, der byder ind, og så vælge den, de mener kan løse opgaven bedst muligt. Jeg er ikke sikker på, jeg svarede på spørgsmålet. Jeg forstod det altså ikke helt.

Kirsten Normann Andersen.

Jeg prøver igen. Hvis private virksomheder primært tager sig af praktiske opgaver og primært vælger plejeopgaverne fra, som er sværere at planlægge, fordi man hele tiden skal forholde sig til, at der skal ske noget nyt – nogen ringer og skal på toilettet, nogen har brug for noget hjælp her og nu, og der er rigtig mange akutte opgaver – er ordføreren så ikke enig med mig i, at det er forholdsvis lettere at blive populær som privat firma, fordi man kan planlægge på en måde, så man altid kan overholde sine aftaler, når man kun har opgaver, som er lette at planlægge i dagligdagen?

Ordføreren.

Det er muligt, at det er nemmere at gøre. Men de virksomheder, som byder ind på det, byder jo ind på de opgaver, som de mener de kan løse tilfredsstillende. Hvis de mener, de ikke kan løse plejeopgaverne tilfredsstillende, jamen så byder virksomhederne ikke ind på dem. Så du vil jo altid have de bedste virksomheder til at udføre opgaverne. Og kommunen byder jo altid selv ind. Hver gang der er et udbud, skal kommunen selv byde ind, og hvis kommunen kan løse det bedre end den private virksomhed, ja, så skal kommunen have opgaven. Men hvis det ikke er tilfældet, får den private opgaven.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Som flere ordførere har sagt, er det her jo et forslag, der italesætter noget, som er vigtigt, nemlig hvor mange det er, man som ældre kommer i kontakt med igennem ældreplejen i sin hverdag. Vi mener sådan set helt grundlæggende, at der er behov for et opgør med den der meget standardiserede tilgang, ja, man kan kalde det industrisamfundslogik, som hersker i ældresektoren, hvor vi behandler folk lidt på samlebånd. Det burde vi holde op med. Vi mener, der burde skabes mulighederne for at rumme de enkelte individer, og at vi laver de rigtige løsninger for den enkelte ældre.

Vi støtter ikke forslaget, som det ligger her, fordi vi finder, at det er at blande sig i det, som så er blevet et mantra heroppefra, det kommunale selvstyre. Vi mener, at det er derude i kommunerne, man skal gøre det. Det, vi kunne tage alvorligt herindefra, er at skabe nogle ordentlige rammer, så der er et reelt kommunalt selvstyre, og så kommunerne kunne vælge at gøre noget ved den her udfordring, hvis det er det, der giver mening for den enkelte ældre. Det er nok der, opgaven er vigtigst, som vi ser det fra Alternativets side. Det er egentlig at sætte nogle ordentlige rammer op, også økonomisk, så kommunerne reelt har mulighed for at finde på løsninger.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Tak for en god og saglig debat. Vi taler rigtig meget om værdig ældrepleje, og jeg synes, det er vigtigt også at prøve at komme med nogle konkrete bud på, hvad det der værdighed så kunne være.

Jeg har diskuteret rigtig meget udlicitering af ældreplejen med ældreministeren. Jeg har også konstateret, at på det område er der et stykke vej til enighed. Alligevel er det faktisk netop den selv samme diskussion, der har inspireret til lige præcis det her forslag. Ministeren har nemlig igen og igen fremhævet, at mange borgere vælger private virksomheder, fordi de kan tilbyde borgerne faste hjælpere. Jeg er helt enig med ministeren i, at faste hjælpere er vigtigt for mange ældre borgere. Ja, faktisk er det så vigtigt, at jeg synes, at ministeren bør overveje, hvordan vi kan sikre, at alle borgere får faste hjælpere, uanset om de vælger et privat firma, eller om de vælger den kommunale hjemmehjælp. Det siger nemlig næsten sig selv, at det bare er mere trygt, hvis det er ens egen hjemmehjælper, som har vagten.

Det kan være særdeles grænseoverskridende at være afhængig af hjemmehjælp. Ud over hjælp til de helt personlige ting er det ikke svært at forestille sig, at det kan være ubehageligt, når andre skal gå i skuffer og skabe, måske uden at man selv kan være med. Med tiden overvinder de fleste imidlertid de barrierer, i takt med at der opbygges et gensidigt tillidsforhold mellem hjælperen og borgeren, men det forudsætter naturligvis, at det er nogenlunde de samme hjælpere, der kommer i hjemmet.

Det er fuldstændig rigtigt, at de ældres gennemgående begrundelse for at vælge et privat firma i ældreplejen er faste hjælpere. Private virksomheder er så bevidste om det helt rimelige ønske, at de ofte ligefrem reklamerer med den fordel. Og netop fordi det er så rimeligt, er det også rimeligt, at vi i Folketinget tager en drøftelse med hinanden om, hvorfor det ikke er ret, som enhver hjemmeplejebruger med rette kunne forvente at få opfyldt – fordi det simpelt hen bare er mere værdigt.

Som en del ordførere allerede har nævnt, tror jeg også, at kommunerne rigtig gerne vil det her. Og når de ikke for længst har sikret alle borgere de samme rettigheder, er der sandsynligvis også en forklaring på det. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget kontinuitet der kan skabes for den enkelte borger, alt efter om man får praktisk hjælp hver tredje uge eller man har døgnhjælp. Men i det omfang, det lader sig gøre, tror jeg kommunerne mener at man kan højne kvaliteten af hjemmeplejen på netop det område. Det er derfor også et paradoks, at en del kommunale politikere og ledere faktisk peger på lov om frit valg og tvungen konkurrenceudsættelse som en medvirkende årsag til, at kontinuiteten nogle gange må vige for rationaliteten – ikke at forglemme, at flere og flere kommuner altså også peger på budgetterne som en medvirkende årsag.

Vi måler på så meget andet, så hvorfor ikke også se kontinuitet som et kvalitetsparameter? For det er og bliver en forudsætning for, at det nære sundhedsvæsen reelt kan blive en succes. Forebyggelse forudsætter nemlig i sig selv et indgående kendskab til den pågældende borger. Det er altså lettere at se forandringerne, hvis man ved, hvordan borgeren normalt har det. Men på samme måde er tryghed altså også en meget vigtig forudsætning for, hvordan borgeren selv håndterer skavanker, progrederende lidelser osv. Kendskabet til det personale, som måske langsomt, men sikkert skal varetage flere og flere opgaver i hjemmet, er vigtigt, og situationen er bare lettere at håndtere, hvis man er tryg ved de mennesker, som kommer i hjemmet. Er man lidt usikker på sin egen situation, er det trygt og godt, at der kommer nogle, som man lige kan vende tingene med. Det er bare lettere at samarbejde på borgerens egne præmisser, hvis man kender hinanden godt. Det er simpelt hen lettere at opmuntre en borger, hvis man kender baggrunden for borgerens situation.

Jeg vil rigtig gerne takke ordførerne for den positive indstilling til målet med forslaget. Det glæder mig, at vi langt hen ad vejen er enige om, at kontinuitet og kvalitet altså ofte går hånd i hånd. For SF er det ikke vigtigt, hvordan vi når de mål. Vi er også åbne for, at der kan være andre måder at nå de samme resultater på. Så jeg håber, at vi i udvalget kan prøve at arbejde videre med at finde nogle gode løsninger på, at kontinuitet også er en definition på kvalitet i ældreplejen. Tusind tak for debatten – og sov godt.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.