Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 130:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsret inden for behandling af type 1-diabetes.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er først sundhedsministeren.

Tak, og tak til SF for beslutningsforslaget om at give borgere med type 1-diabetes ret til behandling med glukosesensor og insulinpumpe. Jeg vil sige, at jeg godt forstår hensigten med forslaget, og jeg tænker, at tanken bag forslaget er at sikre, at borgere med type 1-diabetes får adgang til den bedst mulige behandling, og det er jeg sådan set ikke uenig med SF i. Jeg kunne heller ikke forestille mig, at der er særlig mange herinde i Folketingssalen, der er uenig i det. Jeg tror, vi alle sammen har fulgt de sager, der har været, hvor borgere er kommet i klemme i et slagsmål mellem regioner og kommuner, i forhold til hvem der er den bevilgende myndighed på det her område. Jeg tror sådan set, alle har syntes, at det, hvad angår den principafgørelse fra Ankestyrelsen, som forventedes afklaret før nytår, men som så blev udskudt først lidt, så lidt mere, og som nu forventes inden udgangen af maj, har været frustrerende at opleve, at der ikke kom klarhed. Så jeg forstår godt intentionen bag og sigtet med forslaget.

Jeg tror, vi alle sammen har hørt de her historier om forældre, der er nødt til at vække deres børn midt om natten for at sikre, at deres blodsukker ikke galoperer i enten den ene eller anden retning, og hvor teknologiske hjælpemidler kunne gøre ikke bare livet for børnene, men for hele familien bedre. Og der er ingen tvivl om, at her og nu er der et problem i forhold til de kommuner og regioner, der ikke har kunnet enes om ansvaret for at bevilge glukosesensorer, og det er et spørgsmål, som jeg ser frem til Ankestyrelsen forhåbentlig snart får afklaret, og som de jo har meddelt de vil afklare inden udgangen af maj. Det er bare ikke altid sådan, at alle gode ønsker, vi måtte have til at sikre en bedre behandling, skal opfyldes, eller at alle problemer skal løses, ved at vi opfinder en ny regel, eller ved at vi fremsætter et beslutningsforslag eller et lovforslag her i salen. Vi skal være forsigtige med regler, som risikerer at tilsidesætte faglige vurderinger af, hvad der er den bedste løsning i de konkrete tilfælde.

Der er ingen tvivl om, at der er patienter med type 1-diabetes, som med behandling ville have meget, meget gavn af det, og som også allerede i dag – det kan vi også se i nogle kommuner og regioner – har gavn af glukosesensorer og insulinpumper. Men det er ikke nødvendigvis sådan, at alle patienter med type 1-diabetes ville have gavn af det, og der tror jeg, det er vigtigt, at vi også lader det bero på netop en faglig vurdering ude hos de læger, som har kontakt til vores diabetikere, hvad det er for behandling, der skal iværksættes.

Behandling af diabetes og hele den teknologi, som vi jo sådan set også diskuterer her i forhold til glukosesensorer og insulinpumper, er noget, der har været under konstant udvikling. De redskaber, som borgerne med forslaget fra SF skal sikres ret til, risikerer sådan set, ligesom vi har set udviklingen overhale de gamle typer af behandlingsredskaber, at blive overhalet indenom af nye og smartere behandlingsformer. Derfor synes jeg sådan set, at vi skal sikre, at det netop er den faglige vurdering, der ligger til grund for, hvilke behandlingsredskaber man tager i brug og ikke, hvad det er for en teknologi, vi lige på et givet tidspunkt synes er den rigtige, for så risikerer vi, at vi fra Folketingets side måske ender med at gøre mere skade end gavn, fordi vi ikke nødvendigvis altid kan følge med udviklingen, lige så hurtigt som den går, og fordi vi ikke minutiøst tæt kan komme med nye regler, hver gang der kommer ny viden, eller hver gang teknologien på det her område udvikler sig.

Derfor mener jeg, det må være beslutninger, der på baggrund af bl.a. nationale myndigheders overordnede retningslinjer og vejledninger træffes lokalt tæt på den enkelte borger, og at de personer, som har den faglige indsigt, og som har ansvar for behandlingen af den enkelte, hvad enten det er børn, hvor jeg tror det er en større målgruppe – det kan vi jo bl.a. fra nogle af erfaringerne i Region Hovedstaden se – der kan have gavn af de her behandlingsredskaber, eller det er andre diabetikere i type 1-diabetesgruppen.

Jeg er som sagt helt med på, at der er en række verserende sager på området, sager, som ofte er opstået som resultat af uenigheder mellem myndighederne om bevillingsansvar, og der er også blevet svaret på en række spørgsmål til Folketinget netop i forbindelse med det her såkaldte afgrænsningscirkulære, som jo klart siger, at det ikke er borgeren, der skal i klemme, for så skal myndighederne bevilge det, og så kan man så efterfølgende tage slagsmålet kommune og region imellem. Det er kommunerne, der har bevillingsansvaret efter den sociale lovgivning, hvis glukosesensorerne skal anvendes som hjælpemiddel ved varig funktionsnedsættelse, og det er regionerne, der skal bevilge glukosesensorerne, hvis det er et behandlingsredskab, som indgår som led i en sygehusbehandling.

Jeg ser frem til, at Ankestyrelsen får afgjort de sager, der ligger, så vi kan få en klarhed om bevillingsansvar, og så vi også kan være med til at sikre, at de borgere, der har ventet alt for længe, kan opleve, at der kommer skred i deres sager. Det er naturligvis vigtigt og også væsentligt, at man som borger med en sygdom eller en funktionsnedsættelse kan være sikker på at få de nødvendige hjælpemidler og behandlingsredskaber, også i ordentlig tid, sådan som forslaget også indikerer med det her ønske om 1 måned, fra man bliver stillet det i udsigt, til man får det. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at vi, når vi taler om det samlede diabetesområde, så forholder os til, at vi i fællesskab har afsat penge i satspuljen til at lave en diabeteshandlingsplan, og at vi skal passe på, at vi ikke laver knopskydning på det her område, når vi netop i fællesskab har aftalt, at vi skal have en opdateret handlingsplan. Derfor er det regeringens ønske, at vi drøfter de her ting samlet i en diabeteshandlingsplan, og at vi sådan set passer på med ikke at tro, at vi kan detailregulere og dermed overtrumfe også de faglige skøn for, hvilken gruppe diabetikere der kan have behov for hvilke typer behandlingsredskaber.

Jeg håber på, at diabeteshandlingsplanen kan være med til at sikre, at den enkelte borger får en mere målrettet og en mere klar behandling på det her område, og det er sådan set også baggrunden for, at vi ikke kan støtte forslaget, nemlig at der ikke er finansiering, at vi tror, vi risikerer at gøre mere skade end gavn, at vi vil afvente Ankestyrelsen, og at vi mener, at det her naturligt bør indgå i en samlet sammenhæng i forbindelse med diabeteshandlingsplanen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg tror sådan set, at i de eksempler, som vi alle sammen har hørt om, har det været vældig fagligt begrundet, hvorvidt borgeren skulle have en glukosesensor. Problemet er, at kommunerne peger på, at der er tale om et behandlingsredskab, som regionerne skal betale, og at regionerne peger på, at der er tale om et hjælpemiddel, som kommunerne skal betale. Altså, det der med alles ansvar har en tendens til at blive ingens ansvar.

Jeg tror simpelt hen ikke, det har været meningen med den måde, vi har skruet samfundet sammen på, at borgerne skulle ende med at komme i klemme – tilmed på en måde, hvor de kommuner, der så har løftet opgaven selvstændigt og sagt, at det påtager de sig ansvaret for, alligevel ender med at få at vide, at det har de faktisk ikke hjemmel til, og hvor det så kan bringe os i en situation, hvor vi gang på gang skal vente på, at Ankestyrelsen træffer beslutning i de her sager. Det tror jeg ikke har været meningen.

Kunne det ikke godt give god mening at få sat sig ned én gang for alle og få løst det her problem, sådan at borgeren i hvert fald kommer først, og at skænderiet så kan afklares efterfølgende?

Tak. Værsgo til ministeren.

Det giver rigtig god mening at sætte sig ned og kigge på det her samlet. Det er sådan set også det, vi i fællesskab har aftalt i forbindelse med den bevilling, vi har afsat til en ny diabeteshandlingsplan. Det er også derfor, jeg synes, det er vigtigt, at vi netop tager en sådan samlet diskussion af, hvad vi vil gøre for at skabe sammenhæng på diabetesområdet.

Så er der jo spørgsmålet om borgeren, der kommer i klemme. Jamen jeg er grundlæggende fuldstændig enig. Det er sådan set derfor, vi har det her afgrænsningscirkulære, som klart siger, at borgeren ikke må komme i klemme, og at region og kommune sådan set må skændes om det efterfølgende, fordi den, der er tættest på borgeren, så skal bevilge det.

Det er også derfor, jeg synes, det har været frustrerende at opleve, at der er gået så lang tid i Ankestyrelsen, som der er, for det har jo været med til at gøre, at der er nogle borgere, som egentlig ikke har fået afklaret deres sager. Nu er meldingen så, at Ankestyrelsen kommer med deres afgørelse inden udgangen af maj, herunder også en afgørelse af de 350 sager, der ligger. Og jeg synes sådan set, at set i lyset af hvor lang tid vi har ventet, er den korte tid, der er til udgangen af maj, meget kort tid at vente længere for at få en afklaring i sagen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til formanden, og tak til forslagsstillerne. For Socialdemokratiet er det afgørende, at borgere og patienter ikke kommer i klemme i sundhedsvæsenet eller i vores sociale system. Hvis borgerne kommer i klemme, er det vores forventning, at man lynhurtigt får sikret, at man får fjernet den klemme, de er kommet i. Jeg vil gerne sige, at vi har rigtig stor forståelse for det her beslutningsforslag. Vi har faktisk rejst den samme diskussion i samråd, hvor det drejede sig om kugledyner. Det var igen et hjælpemiddel til borgere, som kunne have den rette effekt, og som faglige personer stod bag skulle gives.

Jeg er faktisk meget forundret over, at vi ikke har et politisk system, hvor ministre kan kaste sig ind i at få en afgørelse hurtigere. Det mener jeg rent faktisk slet ikke modsvarer den forventning, som jeg har som politiker, og som borgerne som helhed har til vores system. Den kritik vil jeg gerne adressere til sundhedsministeren, for det må der gøres noget ved. Det er ikke tilstrækkelig moderne, og det er ikke tilstrækkelig kvalitetsbetonet, for selvfølgelig skal vi da have et system, hvor diabetespatienter får de hjælpemidler, som fagprofessionelle har sagt ville være det rigtige, for at de kan have en god hverdag, for at deres sygdom kan være kontrolleret på bedst mulig måde, og for at deres sygdom ikke skal udvikle sig, så der kommer negative konsekvenser af sygdommen, som kunne være undgået, hvis de havde en god regulering af deres diabetes.

Jeg synes, at regeringen skal kaste sig kraftigere ind i det her og prøve at bide sig fast i det, for her har vi endnu et eksempel på, at noget ikke fungerer, som vi i hvert fald fra socialdemokratisk side synes det skal. Så må vi lave systemet om, så man kan handle hurtigere, for det her drejer sig om borgere, som kommer i en fuldstændig urimelig klemme. Ja, det er borgerne, der kommer i en urimelig klemme, men jeg synes rent faktisk, at vores kommunalbestyrelser og vores regionsråd på nøjagtig samme måde kommer i klemme, for de handler i kraft af et regelsæt, som vi altså står bag, og hvis vi ønsker, at det regelsæt skal være anderledes, så skal vi naturligvis også handle på det, når vi har vedkendt os, at noget er problematisk.

I forhold til det konkrete beslutningsforslag vil jeg sige, at vi ikke kan støtte det, som det ligger her, og det er bestemt ikke – og det kan ordføreren også godt høre – fordi vi ikke har forståelse for problemstillingen. Men det er, fordi vi jo rigtig gerne vil have, at vi løfter den her problemstilling op på et mere principielt niveau. Jeg synes, det skal være sådan, at i tilfælde, hvor læger synes, at der skal gives en glukosesensor og en insulinpumpe, skal patienterne naturligvis have den. Det er ikke rigtigt at begynde at lægge det ind i et beslutningsforslag, for jeg synes, at det her burde være det, der var det helt naturlige i vores sundhedsvæsen, også der, hvor vi har grænsestridigheder mellem det sociale og det sundhedsmæssige.

Jeg vil rigtig gerne, at vi i den her sammenhæng politisk i Sundhedsudvalget kan arbejde frem mod, at vi altså får afhjulpet problemet med den her klemme, der er, og at vi også på det her område laver en fælles beretning, hvis den kan laves, så vi kan finde ud af, hvilke løsninger der skal til. Her vil jeg håbe at vi kan få en meget bred politisk enighed om det, for det her er klart urimeligt for borgerne, patienterne, kommunerne og regionerne. Det skal være mine sidste ord. Tak.

Tak for det. Fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Jeg er rigtig glad for, at ordførerne er kommet med det her beslutningsforslag. Det er en sag, som har ligget Dansk Folkeparti meget på sinde i mange år. Vi har faktisk kæmpet den her sag om insulinpumper og glukosesensorer både herindefra og i regionen, specielt Region Sjælland, som også bliver nævnt i beslutningsforslaget. Der har vi haft et regionsmedlem, som nu også er folketingsmedlem, hr. Jeppe Jakobsen, der netop har klaget over den mangel på insulinpumper og behandling samt det, at man har svært ved at få de sensorer, der hører med.

Det er jo sådan i dag, at vi desværre ser en stigning i type 1-diabetes, som man kalder den insulinkrævende diabetes, som mange børn og voksne har og får; selv om vi tit hører om type 2-diabetes, er der altså stadig væk en stigning i antallet af børn, der får type 1-diabetes. Og man kan ikke helbrede den her form. Det er ikke en livsstilssygdom, så man kan ikke træne sig ud af det, men vi kan sørge for, at man har et blodsukker, der er stabilt – det er det, en insulinpumpe kan hjælpe til med, specielt børn, så de kan gå i skole. Vi har set flere henvendelser fra forældre til børn, der faktisk nærmest er blevet smidt ud af skolen, fordi der ikke er nogen, der kan varetage deres diabetes.

Vi talte om ny teknologi lige før i forbindelse med et andet forslag. Her har vi netop en insulinpumpe, som man kan have i bæltet, og som sørger for, at man får den insulin, der er brug for, hvilket er målt via en sensor, som kan sige, hvordan ens blodsukker er. Man siger faktisk, at hvis det udvikles videre, bliver det en kunstig bugspytkirtel. Det er ny teknologi, som vi bremser.

Dansk Folkeparti havde et forslag oppe for nogle år siden før den forrige regering, altså før den rød-radikale regering, som vi tog det med i en 2020-plan. For det blev nedstemt i salen, men så tog vi det med i 2020-planen, og det blev besluttet, at børn skulle have en insulinpumpe, efter at en læge selvfølgelig havde henvist til det og sagt: Her har vi et barn, der vil have gavn af en insulinpumpe. Og dengang sagde vi, at vi også skulle indtænke sensorerne. Man har så gjort det på nogle andre måder, så man ikke ser ventelisterne på samme måde ude i regionen. Men jeg ved, at der stadig væk er patienter i Region Sjælland, der bliver henvist til Region Hovedstaden, fordi de dér får den hurtigere. Bare det er jo fuldstændig vanvittigt, og så skal vi også begynde at skændes om, hvem der skal betale for en sensor. Det er det, der er problemet nu, og som vi ved ligger i Ankestyrelsen. Nu har vi fået at vide, at Ankestyrelsen kommer med svar her sidst på måneden – og der ligger jo 200-300 ankesager om det her med en sensor. Det er syge mennesker, vi taler om, og jeg synes, det er under al kritik.

Så derfor er jeg glad for, at vi får den her debat i dag, for vi støtter fuldt op om, at der skal ske noget. Men jeg mener også, at det selvfølgelig er noget, vi må tage med ind i diabetesplanen, altså sådan, at hvis det her er noget, der koster penge, så har vi penge i planen. Så jeg ved ikke, om ordføreren vil have det til afstemning uanset hvad, men jeg kan sige, at vi gerne vil arbejde, presse på og gøre, hvad vi kan, for, at det her sker – for det her er noget, vi har ønsket i meget lang tid.

Så vi støtter forslaget, men håber på, vi kan presse på. Og så er vi jo selvfølgelig spændt på, hvad Ankestyrelsen siger, for der halter det lige i øjeblikket.

Tak til fru Liselott Blixt. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre.

I dag behandler vi et beslutningsforslag fra SF med titlen »Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsret inden for behandling af type 1-diabetes.« Det er et beslutningsforslag, som lægger op til, at diabetespatienter skal have ret til en glykosesensor og en insulinpumpe, når udstyret er bevilget af en speciallæge, inden for 1 måned. Og lad det være sagt med det samme: Venstres klare holdning er, at alle danske patienter har ret til behandling af høj kvalitet.

Jeg deler den omsorg for diabetespatienter, som jeg fornemmer at beslutningsforslaget her er et udtryk for. Venstre og SF har sammen med de øvrige partier i satspuljekredsen prioriteret midler til en ny og fælles diabeteshandlingsplan. Vi skal blive bedre til at forebygge og til at opspore diabetes, men vi skal også sikre, at flere mennesker prioriterer egenomsorgen på nye måder. Det er hårdt arbejde at leve med diabetes, som for nogles vedkommende jo er en livslang følgesvend. Sund livsstil, hvor kost og motion er vigtige omdrejningspunkter, og mulighederne for at følge ens sygdom helt tæt på i det daglige, kan være forskellen på, om man udvikler følgesygdomme som f.eks. nyresvigt eller amputationer eller ej.

Jeg har stor forståelse for den frustration, som nogle borgere føler, når der er uklarhed om, hvem der skal betale for medicinsk udstyr eller hjælpemidler, og hvornår det karakteriseres som det ene eller det andet hos regionen eller kommunen. Det er en helt urimelig usikkerhed, som vi skal have gjort op med. Det må og skal være patienten først. Der er ingen tvivl om, at det er patienten, som bliver den store taber, når systemet ikke kan blive enig med sig selv om, hvem der betaler for hvad. Særlig når det drejer sig om børn, er det uholdbart, at regioner og kommuner ikke formår at samarbejde. Jeg er selv mor til et barn med en kronisk sygdom, og jeg ved, hvor hårdt det må være for forældre med et barn, der har diabetes, f.eks. at skulle op om natten og måle blodsukker, særlig set i lyset af, at der faktisk findes en teknisk løsning, som kunne lette hverdagen for både voksne og børn.

Netop nu er man i Ankestyrelsen i færd med at behandle et stort antal sager, nemlig 350, som omhandler kommunernes afslag på bevillinger af glykosesensorer. Jeg håber på, at når Ankestyrelsens principafgørelser foreligger, og det gør de forhåbentlig snart, vil vi alle få klarhed over, hvem der har bevillingsansvaret. Derudover er der i regi af Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen drøftelser, som også adresserer problematikken, nemlig hvordan vi sikrer, at ingen tabes mellem to stole. Og inden sommerferien afrapporteres der jo fra den kant.

Så der er altså flere initiativer i gang eller på vej, som på den ene eller den anden måde adresserer problematikken. For os i Venstre er det afgørende, at man i sundhedsvæsenet ser den enkelte patient individuelt og både forholder sig til individuelle problemstillinger og individuelle behandlingsmuligheder. Mennesker er forskellige, og selv om man har den samme diagnose, kan der også være forskellige behov, som hver enkelt har. Sådan er det også for type 1-diabetespatienter. Derfor giver det god mening, at det er en individuel vurdering at se på, hvem der kan have glæde af en glykosesensor. Der sker jo hele tiden ny udvikling, både i forhold til behandlingen af diabetes og udstyr, og det er uhensigtsmæssigt, hvis man sikres ret til udstyr, som er forældet.

Jeg nævnte tidligere vores fælles mål om en ny diabeteshandlingsplan. Jeg forventer, at spørgsmålet om glykosesonsorer og insulinpumper vil indgå som vigtige elementer og spørgsmål, som vi i fællesskab skal have adresseret og afklaret under forhandlingerne. Den nye diabeteshandlingsplanen er finansieret med 65 mio. kr. via satspuljen. I forslaget her fra SF er der ikke anvist finansiering.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget, bl.a. fordi det ikke er finansieret. Men vi bidrager gerne til en fælles beretning på området med udgangspunkt i, at regioner og kommuner i fællesskab bør kunne sørge for at blive enige om, at borgerne tilbydes de relevante behandlingsredskaber, og myndighederne må kunne finde ud af at afklare betalingsforpligtelserne mellem sig, ligesom borgere med type 1-diabetes skal have adgang til de samme indsatser og behandlingsmuligheder, uanset hvor i landet man bor.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget, og også tak til andre partier, som jeg ved har arbejdet rigtig meget med den her sag. Det har jeg ikke selv, men det er godt, at vi nogle gange deler kræfterne mellem os. Sagen handler, som flere af mine kollegaer har været inde på, især om, om det er kommunen eller regionen, der skal bevilge det her nødvendige teknologiske udstyr, som diabetes 1-patienter har brug for, og jeg har også hørt mig frem til, at Ankestyrelsen i øjeblikket er i gang med at træffe en afgørelse.

Jeg er faktisk i tvivl om, hvordan forslaget skal forstås. For der står, at regeringen skal fremsætte et forslag, men der står ikke et lovforslag, som SF ellers ofte plejer at skrive. Så jeg forstår det egentlig ikke som et lovforslag, og muligvis er det en misforståelse. Men jeg er i hvert fald enig med ministeren og de partier, der har sagt, at hvis man sigter på egentlig lovgivning, så er det en overreaktion her. Så vil det være at fremme bestemte medicinske teknologier, som kan vise sig at blive forældet senere, og det vil også være for detailregulerende, i forhold til hvordan vi ellers styrer på området. Men hvis det ikke skal forstås som lovgivning, men at regeringen på anden måde skal komme med forslag til, hvordan vi kan fremme den her sag, så synes jeg faktisk, at der er nogle gode takter i forslaget. For det ligger jo helt i forlængelse af det, som Socialdemokratiet også siger: Kunne vi kigge på, hvordan vi kunne styrke vores muligheder for, at sådan nogle sager ikke trækker i langdrag, og at vi må vente og vente på, at der findes en afklaring om, hvem der egentlig skal betale, og at borgerne på den måde bliver kastebold mellem forskellige myndigheder?

Så hvis det er den forståelse, er jeg sådan set positiv over for forslaget. Men jeg synes, det er lidt uklart. For på den anden side tales der også om behandlingsret, som egentlig er et begreb, der sigter til lovgivning. Så hvis vi kan få afklaret lidt nærmere, hvad der egentlig sigtes på, så tror jeg også, at jeg bedre kan sige, hvad jeg, i tilfælde af at SF skulle bringe det her i salen, vil stemme.

Tak for det. Så er det fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Det er altid trist, når borgere ikke får den bedst mulige behandling eller det bedst mulige behandlingsredskab, og især hvis det skyldes fnidder mellem kommuner og regioner om, hvem der skal betale. Det er ikke rimeligt, at det skal gå ud over en borger.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne, at Folketinget pålægger kommuner og regioner, at borgere med type 1-diabetes får ret til en glukosesensor og en insulinpumpe, lige så snart en borger er blevet udredt af en speciallæge og speciallægen finder, at patienten kan have gavn af dem, og dette senest inden for en måned. Der henvises til to forhold, som ligger til grund for ønsket om ændringen. Først peges der på, at det ikke giver mening med så store forskelle i bevillingsniveauet på tværs af kommuner og regioner, særlig ikke da behandlingstyperne potentielt kan forbedre patienters og deres familiers livskvalitet væsentligt. Dernæst nævnes den række af sager, hvor der har været uenighed mellem regioner og kommuner om bevillingsansvaret, hvorfor borgere er endt mellem to systemer. Vedrørende forskellene regioner og kommunerne imellem henviser forslagsstillerne til et svar fra den foregående sundhedsminister, der udelukkende vedrører glukosesensorer og altså ikke også insulinpumper.

Men når det så er sagt, skal vi selvfølgelig sikre, at alle patienttyper får den bedst mulige behandling. Det sker dog ikke, ved at man giver særlige rettigheder til en bestemt type af behandling af diabetes 1 frem for andre behandlingsformer. For selv om de berørte behandlinger for nogle patienter vil kunne gavne betydeligt, gælder det ikke alle patienter. Det væsentligste er, at alle patienter får den bedste behandling baseret på en konkret vurdering af patientens behov. Ved en klar arbejdsfordeling mellem kommuner og regioner er det noget, vi løbende støder på i vores arbejde, og som flere af os partier har imødegået gennem forskellige initiativer, der netop skal skabe en større sammenhæng i sundhedsvæsenet. Bl.a. blev satspuljepartierne i satspuljeaftalen for 2017 enige om at prioritere 65 mio. kr. fra 2017 til 2020 til en national diabeteshandlingsplan, og problemet adresseres også i planen for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. I denne specifikke sag er uklarheden om ansvarsfordelingen mellem kommuner og regioner i bevillingen af henholdsvis glukosesensorer og insulinpumper taget op af Ankestyrelsen, og som ministeren nævnte, er Ankestyrelsen i gang med at behandle et antal sager om netop kommunernes afslag på bevilling af hjælpemidlerne for at komme med nogle principafgørelser, der kan skabe større klarhed på området, og det ser vi frem til. For selvfølgelig er det ikke uenighed om bevillingsansvaret, der skal forsinke, at relevante behandlingshjælpemidler udleveres til hverken type 1-diabetespatienter eller andre patientgrupper.

Men alt i alt gør ovenstående dog, at Liberal Alliance ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. René Gade, Alternativet.

Det er helt afgørende, når vi taler om behandling i sundhedsvæsenet, at vi ikke kommer til at foregive, at der er nogle partier, der ikke ønsker at gøre det godt for dem, der skal behandles. Jeg er helt sikker på, at når vi har uenighed på det her felt, er det selvfølgelig et prioriteringsspørgsmål, og det er et spørgsmål om, hvordan man tror man kan løse den her opgave bedst.

Der mener vi i Alternativet, at det ville være en god idé at bakke op om forslaget. For på trods af at vi rigtig gerne vil have, at det både er kommuner og regioner, der har selvbestemmelse, med hensyn til hvordan de forvalter deres midler langt hen ad vejen, så mener vi, at det med de eksempler, der er kommet op, ikke bare i beslutningsforslaget, men generelt, hvor man ikke ligefrem kan sige, at der er lighed for sundheden på tværs af geografien i Danmark, er så stort et problem, at der må gøres noget ved det, og så må vi så lave en retfærdig ramme, inden for hvilken de kan få det udbedret.

Men det kan ikke være rigtigt, at hjælpen til patienter med type 1-diabetes i forhold til at få en insulinpumpe og en glukosesensor kan være så forskellig. Jeg har tidligere i mit private erhvervslivs tid selv været med til at rejse midler for Diabetesforeningen og har været inde over deres fundraising, og der må jeg bare sige, at det bekræftede mig i, at når vi taler om sundhed og ikke mindst sygdom, er det jo der, vi oplever, hvad vores liv egentlig er for en størrelse at stå med i hænderne. For det kan godt være, at jeg synes, jeg kan magte stort set alting lige nu, når jeg står her, men i det øjeblik, jeg bliver syg eller en i min familie bliver ramt af sygdom, ændrer alting sig.

Derfor er det helt afgørende, at man med hensyn til de midler og de muligheder, der er til rådighed for nogle i Danmark, ikke afskærer nogle andre fra at få del i dem på grundlag af sociale eller geografiske forhold; det her beslutningsforslag synes jeg faktisk går ind på en meget, meget intelligent måde og siger, at her bliver vi fra Folketingets side nødt til at pålægge regeringen, at her skal vi have lavet en udligning, kan man sige, ja, altså, der skal være lige ret for alle til at få de hjælpemidler, for det er så afgørende en størrelse, om man skal vente 1 måned eller 1 år. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvis jeg skulle stå med en af mine pårørende og så argumentere for, hvorfor vedkommende skulle vente 1 år, når en af vores bekendte, der boede et andet sted i landet, skulle vente 1 måned. Altså, det er 11 måneders livskvalitet, det er 11 måneders frustration, og hvis vi på nogen måde kan presse på for at lempe det for nogen, synes jeg vi skal gøre det.

Så er der selvfølgelig en kritik og et djævelens advokat-spørgsmål, og du kan sige: Jamen er det så kun diabetes 1-patienter, vi skal gøre det her for? Hvad med alle andre? Nej, jeg synes faktisk, det er det samme problem, der gælder for alle, det her er så bare et godt eksempel på, at vi har den problematik flere steder i Danmark og på flere områder, og lad os starte med et, og så må vi se, om der er andre områder, hvor vi skal gå ind og hjælpe til og presse på. For det er klart, at vi ikke kan leve med, at der er den her forskel for patienterne.

Så vi bakker op om beslutningsforslaget i Alternativet.

Tak til hr. René Gade. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg var overraskende meget enig i det, ministeren sagde – måske endda enig i det hele, og det sker jo ikke så tit, så det er da værd at bide mærke i.

SF peger jo her på et vigtigt problem for de familier, som har et barn med type 1-diabetes, og hvor der bare ikke sker noget i forhold til at få den her glukosesensor eller insulinpumpe, som man ville have glæde af. Og som SF jo også skriver i beslutningsforslaget her, er det meget voldsomt at skulle vække sit barn midt om natten og igen og igen skulle stikke i barnets finger. Jeg deler fuldstændig frustrationen over, at det her er et område, hvor det bare er faldet ned mellem to stole, og hvor kommuner og regioner ikke kan blive enige med hinanden om, hvem der skal betale.

Jeg tror måske bare ikke, at et beslutningsforslag er den rigtige måde at gøre det på. Som flere andre også har været inde på, risikerer vi at komme til at lave for firkantede regler, og i det hele taget er det for mig som radikal jo også en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skal regulere den her slags ting i Folketingssalen. Så jeg håber, at vi kan lande på en fælles beretning – og det er måske det mest logiske, hvis vi lige kan nå at få Ankestyrelsens afgørelse med og så bruge det til et fælles afsæt.

Tak til fru Lotte Rod. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor er det nu ordføreren for forslagsstillerne, Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Mange tak. Først vil jeg sige tusind tak for en fin debat, og tusind tak for den store opbakning, som jeg oplever der var til det her forslag om, at vi én gang for alle skal sikre, at børn ikke længere skal vente på at få en glukosesensor, som kan afhjælpe de enorme udfordringer, som følger med at leve med diabetes 1-diagnosen.

Jeg synes, det er pinligt at erfare, at åbenlyst rigtige beslutninger ikke kan gennemføres, fordi myndigheder lægger arm med hinanden om, hvem der skal betale regningen. For det er sådan set klart nok – det skal enten kommunen eller regionen. Forslaget har derfor til formål at sikre, at patienter med diabetes 1 og især børn skal gives det hjælpemiddel eller behandlingsredskab, og så må myndighederne efterfølgende finde ud af, hvem der skal betale regningen – altså efterfølgende.

Jeg har noteret mig, at diskussionen går på, om en glukosesensor er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Det kan faktisk sagtens være begge dele, men det er da et paradoks, at familier, som 24-7 passer og plejer et barn med diabetes 1, og som derved formår at undgå de alvorlige følgevirkninger, i konkrete tilfælde ikke har kunnet få apparatet, som kan lette hverdagen, mens den mindre ressourcestærke familie, som ikke på samme måde magter at passe og pleje barnet, kan få apparatet som et behandlingsredskab. Men uanset hvad vi kalder det, er og bliver de nye teknologiske hjælpemidler også et hjælpemiddel i en hverdag, som brat forandres den dag, hvor et barn får diagnosen diabetes. En velreguleret diabetes er nemlig afgørende, når det gælder at forebygge følgesygdomme.

At skulle stikke sit barn hver anden time kræver også, at man har sit vækkeur til at ringe hver anden time hver nat. Det er en ubeskrivelig belastning for familien, som jo normalt også skal passe job og skole – for slet ikke at tale om de skader, som børnene får på fingrene. Det her forslag er derfor også en hyldest til de forældre, som dag og nat påtager sig den kæmpestore opgave, som både kommer barnet, men altså også samfundet til gode, når det lykkes at forebygge alvorlige følger af den ret alvorlige sygdom.

Alles ansvar er som bekendt ofte ingens ansvar, men det har aldrig været meningen, at patienter skulle komme i klemme. Og sundhedsministeren har jo også allerede gjort gældende, at de børn skal have en glukosesensor, og alligevel er der familier, som har ventet i flere år, fordi man ikke kan blive enige. Ankestyrelsen har for nylig adviseret en ventetid på 7 måneder for en familie, som også har fået et afslag.

Jeg har noteret mig, at ministeren forventer, at afgørelsen fra Ankestyrelsen er lige om hjørnet. Det glæder mig rigtig meget. Jeg lytter mig også til, at ordførere fra alle partier deler frustrationen, og jeg lytter mig til, at ordførerne er indstillet på, at vi i udvalget overvejer at udarbejde en fælles beretning, og det vil jeg se rigtig meget frem til. Tusind tak for en velvillig behandling af forslaget.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.