Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 127:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområder.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og der er tilpas med ro i salen, til at vi kan starte. Men vi har ingen minister. Vi er på jagt efter en erhvervsminister. Jeg beklager, men vi kan ikke forhandle, når ministeren ikke er til stede.

Jeg udsætter foreløbig mødet i 5 minutter.

Mødet er udsat. (Kl. 14:43).

Jeg beklager den afbrydelse, men som ministeren ved, er det jo sådan, at man ikke kan forhandle i Folketinget, når ministeren ikke er til stede. Men nu er ministeren til stede.

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til erhvervsministeren.

Jeg vil godt starte med at beklage over for formanden og Folketinget, at jeg kom for sent til forslaget. For selvfølgelig skal man være der til tiden til behandling af forslag i Folketingssalen.

Forslaget, som er fremsat her, handler jo om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområder. Det er en genfremsættelse af et beslutningsforslag fra sidste folketingssamling, som også blev fremsat i forrige folketingssamling, og sådan kan vi jo blive ved og ved. Men det er jo fair og relevant, at man har debatten.

Vi mener i regeringen, at der er en række problemer med forslaget, og mener således ikke, at der skal oprettes et statsligt realkreditinstitut. For det første vil et statsligt støttet realkreditinstitut, det være sig, både når det kommer til underskudsdækning og tilskud til renten, kræve, at der skulle være fastsat en årlig ramme til det på finansloven, og det kræver finansiering. Der vil også skulle afsættes ressourcer til kreditvurdering af låntagerne, da sådanne kompetencer ikke er til stede i det offentlige system i dag. For det andet kan etableringen af et sådant statsligt institut medføre, at der kan blive tale om en kvoteordning, hvor kun en begrænset andel af mulige låntagere i yderområderne vil kunne få et lån. For det tredje vil et statsligt kreditinstitut henvende sig til låntagere, som private institutter ikke vil betjene, fordi pantets værdi vurderes til at være for usikkert. Dermed vil instituttet få en udlånsportefølje med betydelige tabsrisici, der overstiger tabsrisiciene i private institutter. Det betyder konkret, at staten vil påtage sig betydelige tabsrisici. For det fjerde er det regeringens umiddelbare vurdering, at den foreslåede ordning vil være i strid med statsstøttereglerne.

Afslutningsvis mener regeringen helt generelt ikke, at staten bør gribe ind på private markeder, medmindre der er særlige forhold, der taler herfor. Det skal derudover bemærkes, at et velfungerende kreditmarked både vil medføre accept af og afslag på låneforespørgsler. Afslag på kreditanmodninger er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at markedet ikke er velfungerende. Så alt i alt mener regeringen ikke, at statsstøtte er den rigtige vej at gå i denne sag, og regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Når vi fremsætter det her forslag igen og igen, er det, fordi vi synes, at det er en af de største udfordringer for vores land, at vi er ved at knække over. Vi ser i København og også i visse andre større byer, at boligpriserne eksploderer, og så er der landdistriktsområder, hvor problemerne er nogle helt andre, hvor det er svært at få lån, og hvor man ikke kan købe og sælge, og så går mobiliteten i stå. Og ministeren er jo minister for hele Danmark.

Når vi diskuterer det her, bruger ministeren jo tit argumentet om, at vi ikke skal gå ind med statsstøtte, vi skal ikke understøtte noget, der burde kunne håndteres alene på et marked. Men er det ikke rigtigt, at ministeren også er minister for et område, hvor vi bruger milliarder i erhvervsfremme og erhvervsstøtte, eksportstøtte osv.? Så hvorfor kan vi bruge milliarder af statskroner på at hjælpe firmaer og virksomheder videre, men ikke på at sikre – og det koster jo ikke nødvendigvis penge – at boligejere også i landdistrikterne kan få lån?

Ministeren.

For det første er jeg helt enig i, at vi skal have fokus politisk på at få skabt en bedre balance mellem land og by, og det handler om en offensiv landdistriktspolitik. Dertil synes jeg at det, vi gør fra regeringens side, for øvrigt også støttet af mange af Folketingets partier, viser, at vi prioriterer landdistrikterne med forskellige tiltag.

Så er der den rent principielle indgang til det, som SF taler om her, altså at man skulle oprette et statsligt institut. For det første tror jeg, at det ville stikke folk blår i øjnene, i forhold til om man kunne få lån eller ej, for det bliver også nødt til at operere på nogenlunde markedsvilkår. For det andet synes jeg ikke, at staten skal bruge sine penge på at kaste gode penge efter dårlige. Vi har nogle institutter derude, som fungerer, og som låner milliarder af kroner ud. Vi har lavet en fornuftig aftale, for øvrigt også med SF, som betyder mere transparens, bedre mulighed for at få billigere lån og bedre mulighed for at skifte selskab.

Vi kan også se, når vi ser på konjunkturerne, at økonomien i landdistrikterne er blevet bedre. Så det, der virkelig skal til for at løfte landdistrikterne, er, at vi fører en økonomisk politik, som betyder, at der er arbejdspladser og vækst, også i landdistrikterne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Kaste gode penge efter dårlige penge – altså, der er rigtig mange borgere ude i landdistrikterne, som har en fin økonomi, og som, hvis de boede i et andet postnummer, kunne få et lån. Det her er ikke dårlige penge, det er folk, der får nej, fordi lige præcis den plet på landkortet vil man ikke låne til, eller fordi det ikke er normalt at give 6-7 mio. kr. for et hus i store dele af det her land. Der koster det mellem 0,5 og 1 mio. kr. Sådan er det mange steder, og det kan man ikke få lån til. Det her kan jo udarbejdes på mange måder. Det er meningen, det skal foregå på markedsvilkår, og derfor vil der også være en lille merrente. Så det er altså ikke et statsinstitut. Det kan indrettes på mange måder, hvis viljen er der.

Værsgo til ministeren.

Alt andet lige vil gennemførelsen af SF's forslag her betyde, at man sætter markedet ud af kraft, og derfor er det at kaste gode penge efter dårlige. For der er nogle institutter derude, og hvis de ikke låner pengene ud, og man så forestiller sig, at pengene lånes ud, fordi staten går ind over, må det være, fordi der er nogle, der vurderer, at det ikke er rentabelt og fornuftigt at låne penge til de projekter.

Det, vi kan gøre, er at sikre, at der kommer gang i landdistrikterne, at konjunkturerne bliver bedre, at vi får en ordentlig infrastruktur og uddannelsesforhold, som gør, at der bliver arbejdspladser derude, og på den måde følger boligpriserne med. Og vi kan også se af tallene, at boligpriserne er steget i alle dele af Danmark.

Så er det hr. Christian Juhl.

Nu er det heldigvis sådan, at vi ikke bare behøver at snakke fantasi og teori. Vi har jo haft et offentligt låneinstitut før. Jeg vil da gerne høre ministeren: Synes ministeren, at der historisk set er argumenter for, at det giver problemer for staten at have sådan et institut, og at det betyder penge ud af statskassen? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er: Ødelagde det udlånsinstitut markedsvilkårene dengang?

Ministeren.

Man kan sige, at situationen jo har ændret sig rigtig meget siden. I dag har vi velfungerende realkreditinstitutter, som låner penge ud – milliarder af kroner – til millioner af danskere. Udgangspunktet for forslaget fra SF og spørgsmålet fra Enhedslisten er jeg jo sådan set enig i, nemlig at det skal være muligt for folk at låne penge til deres bolig eller erhvervsejendom, uanset hvor de bor henne. Men der er det bedste svar alt andet lige, og det kan vi også se af de analyser, vi laver af det nu, at vi skal have en vækst i hele Danmark, så det kan betale sig at investere i arbejdspladser og boliger i hele Danmark. Det kan vi se at vi er på vej hen mod, fordi konjunkturerne i Danmark er blevet så meget bedre over de seneste år.

Hr. Christian Juhl.

Ministeren svarer direkte udenom. Jeg spørger, punkt 1: Var der problemer for statens økonomi med, at staten ejede et udlånsinstitut i gamle dage, altså førhen? Det mener jeg ikke at der var. Det var en ganske sund virksomhed. Punkt 2: Var det et problem på markedet, at der fandtes et statsligt udlånsinstitut på det tidspunkt? Det er de to spørgsmål, jeg stiller, og ikke om alt det andet udenomssnak.

Ministeren.

Det kræver jo en analyse af det. Det kan være, at hr. Christian Juhl ikke synes, at det var et problem; det kan være, der er nogle andre, der synes, det var problem. Det, jeg kan forholde mig til, er, at vi har forskellige realkreditinstitutter i dag, som yder lån på markedsvilkår. Hvis man fik staten ind over, ville det skævvride forholdet til dem, og det ville betyde, at man gik ind og støttede nogle lån, som markedet ikke ville støtte. Og det må da alt andet lige betyde en større tabsrisiko.

Men det er ikke afgørende for os. Det afgørende for os er, at vi vil fokusere på et væld af andre aktiviteter, som skal betyde, at der kommer mere gang i aktiviteterne i landdistrikterne, for det er en kerneprioritet for regeringen, at vi får gang i væksten og balancen i hele Danmark.

Så er det hr. Henning Hyllested.

Ministeren deltog jo selv i går i et møde med de 25 kommuner, der står bag den her kampagne »På forkant«. Det var så den afsluttende, opsamlende konference. Der var der jo rent faktisk en række borgmestre, som stadig væk kunne påpege, at der er problemer rundtomkring i nogle af deres kommuner, der er udkantskommuner, med finansiering af udlån til både beboelse og mindre virksomheder. Og man kan vel i lighed med, hvad Martin Damm og Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, i sin tid udtalte, konstatere, at markedet i bund og grund ikke fungerer, hvis man rent faktisk ikke engang kan låne til billige huse rundtomkring. Jeg er helt med på, at vi er på vej ud af krisen, og at det selvfølgelig alt andet lige jo sætter gang i nogle aktiviteter, men man er i virkeligheden også nødt til at forberede sig på den næste krise, for da vil det her problem blive forstærket, og det er jo det problem, vi står med.

Værsgo til ministeren.

Jamen undskyld jeg siger det: Jeg synes, man fokuserer på det forkerte. Det er ligesom det der gamle gøglertrick, ikke? Vi fokuserer på problemet herovre i stedet for at fokusere på det reelle problem, som ligger hernede, og det er, at der mangler aktivitet i landdistrikterne. Der mangler uddannelsesmuligheder, der mangler erhvervsaktiviteter, der mangler en ordentlig infrastruktur. Det, der mangler, er ikke, at staten går ind og medfinansierer lån til borgere, der bor i landdistrikterne. Det er at stikke folk blår i øjnene, for de vil aldrig nogen sinde kunne honorere alle de ønsker, der vil være, fra alle de borgere, der gerne vil låne penge – aldrig nogen sinde. Det må jo alt andet lige på en eller anden måde skulle fungere på nogle markedsvilkår, for ellers ville det stride mod statsstøtteregler og alt muligt andet. Det er trods alt den virkelighed, vi lever i.

Derfor vil der være en række praktiske problemer med at etablere et statsligt realkreditinstitut. Det vil også kræve nogle penge på finansloven, og der vil også blive tale om en kvoteordning, hvor kun en begrænset andel af de mulige låntagere i yderområderne vil kunne få lån. Så summen af det her er jo, at det vil henvende sig til borgere, som ellers ikke vil kunne få lån andre steder. Det vil sige, at der alt andet lige vil være betydelige tabsrisici. Og skal vi ikke hellere bruge de penge på at støtte reelle aktiviteter i landdistrikterne og sørge for, at man får mulighed for at få nogle bedre lån?

Hr. Henning Hyllested.

Det tror jeg ikke der er nogen der er uenige i, altså at vi skal have sørget for, at der sker yderligere aktiviteter i landdistrikterne. Det kan givetvis afhjælpe nogle af de her ting. Alligevel må vi konstatere, at den der tyrkertro på, at markedet løser alle problemer, er overdrevet. Det er jo derfor, jeg henviser til diverse borgmestre osv., som helt klart påpeger, at det her ikke hænger sammen helt ude i det yderste sogn. Og jeg synes, at ministeren jo ligesom lægger en holdning for dagen, hvor man giver op og siger: Ja, der er dele af Danmark, hvor markedet ikke fungerer, og det er der så ikke rigtig noget at gøre ved, andet end at vi prøver at skabe nogle aktiviteter. Og der kunne en statslig finansiering jo trods alt hjælpe til her.

Tak! Ministeren, værsgo.

Jeg tror helt ærligt ikke, at en statslig finansiering ville løse noget som helst, for den vil ikke løse det ønske, der vil være fra rigtig mange mennesker, som i dag ikke kan få deres lån, fordi konjunkturerne ikke er med dem. Der må man jo alt andet lige gå ud fra, at man kun giver lån til et hus eller en erhvervsejendom, hvis man får pengene tilbage igen. Ellers er det sådan en ren gavecheck, og så ville andre borgere i Danmark tænke: Hvorfor katten skal vi gøre det?

Nej, det, vi gør, er at sørge for, at der kommer aktivitet i landdistrikterne. Og det er jo ikke kun markedet, der sørger for det; det gør staten også ved forskellige aktiviteter. Det er derfor, vi placerer uddannelsesinstitutioner forskellige steder i Danmark; det er derfor, vi placerer infrastruktur og investeringer der, hvor det betyder noget og gavner investeringer.

Så er det hr. René Gade.

Jeg forstår egentlig fint ministeren. Vi står i en svær situation i Alternativet, for jeg kunne egentlig godt tænke mig at støtte det her forslag, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, at vi kan løse problemet inden for de næste 10-15 år og faktisk også på lang sigt ved at lave alle de gode initiativer, som ministeren har i sinde. Omvendt er vi imod, at man skal lave den her støtte til et realkreditinstitut, der egentlig skulle fungere på markedsvilkår; vi tænker, at det ikke er holdbart. Altså, vi kan ikke se, at det er bæredygtigt fremadrettet, og der er et eller andet sygt i konstruktionen. Men omvendt har vi jo, som det også bliver sagt fra de andre ordføreres side, set det før.

Så jeg vil egentlig bare spørge ministeren: Kunne man forestille sig en alternativ form for finansiering, altså en realkreditinstitution, der gik ind og gjorde det her, som forslagsstillerne lægger op til, altså hjalp i et marked, hvor det er meget, meget svært at se, at de initiativer, vi ellers tager, er nok? Kunne man forestille sig en eller anden afart af det? For så kunne man jo lægge op til, at man skulle have en høring om det senere eller arbejde videre med det. For jeg synes virkelig, at forslaget er godt.

Ministeren.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke se, at der er nogen hybrider af, at staten går ind og blander sig i et marked, hvor der er velfungerende institutter i dag. Altså, hvorfor skal staten gå ind og putte penge i noget, hvor der er nogle institutter? Det vil alt andet lige ifølge almindelig sund logik betyde, at staten vil tabe på det. For ellers ville markedet jo fungere, og det betyder jo, at man så må se på, hvad der ellers er af muligheder. For det er en høj prioritet for regeringen, at der kommer balance i Danmark, og at der er vækst i hele Danmark. Og det handler om, at vi sørger for, at der bliver arbejdspladser i hele Danmark, og at folk bliver boende. Det, vi kan se af vores egne analyser – og vi havde jo også en landdistriktsredegørelse for 2 uger siden her i Folketingssalen – er jo, at det nu går bedre i alle dele af Danmark. Der er selvfølgelig nogle lommer, hvor det ikke går fantastisk, men i alle dele af Danmark går det generelt bedre nu, end det gjorde for nogle år siden.

Hr. René Gade.

Jo, men det falder jo tilbage på mig selv, når jeg skal på talerstolen om lidt, i og med at jeg siger, at hvis vi ikke gør det her og ikke kommer med nogle andre løsninger end dem, vi har i dag, så må vi også tage med, at det kan være, at vi afskriver de her områder. Jeg vil da i hvert fald have det svært med at gå op og sige, at jeg ikke stemmer for det her, fordi jeg synes, det er en skæv model at gøre det efter, mens jeg omvendt så samtidig siger, at jeg ikke har nogen bedre løsninger, så i en periode afskriver jeg så det her samfund. For det er faktisk det, man hører – og det hører jeg også forslagsstillerne sige – ude i lokalområderne. Der er behov for en løsning nu og her, og vores og også ministerens løsning er langsigtet.

Ministeren.

Man kan jo altid finde på alle mulige interessante løsninger på problemer, som er der, for der er problemer med belåning i nogle områder af Danmark. Men fordi man finder en løsning, er det jo ikke nødvendigvis sådan, at det er en god løsning, og det er ikke en god løsning, at staten går ind og agerer på et marked, hvor der i forvejen er institutter. Det, der er den gode løsning, er at sørge for, at det bliver attraktivt at give belåning til aktiviteter i de områder, og det gør vi ved at understøtte, at der kommer gang i hjulene også i landdistrikterne. Det er det, der skal til, altså ved at fokusere på turisme og ved at fokusere på andre erhverv, som betyder noget for udkantsområderne.

Så er det hr. Rune Lund.

Jeg synes, at ministeren taler lidt udenom, for det, vi taler om her, er jo også, at der er folk, der har en god økonomi, og at der er virksomheder, som tjener penge og har en velfungerende forretning, og de kan ikke få lån, fordi markedet ikke fungerer. Nu repræsenterer ministeren hele regeringen og dermed også Venstre, og Venstre har jo en borgmester i Kalundborg, som også er formand for Kommunernes Landsforening. Han har tidligere sagt:

Der er almindelige familier med to indtægter, som i nogle postnumre har svært ved at kunne få lån til et i øvrigt relativt billigt hus, og så fungerer markedet ikke.

Er ministeren enig med Martin Damm i, at markedet ikke fungerer, sådan som det er nu, hverken for mennesker, som har en god økonomi, eller for virksomheder, som kan tjene penge?

Ministeren.

Nu ved jeg ikke, hvornår citatet fra borgmester Martin Damm er fra, for sagens kerne er den, at vi nu kan se, at boligpriserne er steget i alle dele af Danmark, også i Kalundborg. Det betyder, at det er nemmere at få lån. Og hvis man kigger på en status i dag, i maj måned 2017, så kan vi se, at boligpriserne er steget i alle dele af Danmark. Det betyder alt andet lige også, at det så er nemmere at få lån, fordi man jo belåner ud fra, hvad den reelle mulige salgspris er.

Jeg tror ikke, at svaret er, at staten involverer sig mere i belåning. Det minder mig for meget om løsninger fra 1970'erne og om nogle lande, jeg slet ikke bryder mig om. For hvorfor skal staten involvere sig i noget, hvor vi har et marked, der fungerer? Det, vi skal sørge for, er at skabe et fundament, så realkreditinstitutter og banker har lyst til at låne penge ud til de områder, og så skal vi selvfølgelig også hele tiden gøre dem opmærksom på, at man også har et samfundsansvar for, at vi har et Danmark i balance. Men man gør det altså ikke ved, at staten går ind og lånefaciliterer til borgere.

Hr. Rune Lund.

Det her citat stammer nu ikke fra 1970'erne, for det er sådan cirka halvandet år gammelt, og det kommer fra en Venstreborgmester, som kan se, hvordan virkeligheden ser ud ude i den virkelige verden, hvor man prøver at finde praktiske løsninger på de reelle problemer, man har udeomkring i landet, udeomkring i landområderne, udeomkring i landet uden for de store byer.

Men det, som jeg ikke helt fik svar på, synes jeg, var, hvordan ministeren egentlig forholder sig til markedet. Mener ministeren, at markedet fungerer, sådan som situationen er lige nu, og at markedet i øvrigt vil kunne klare ærterne? For det mener Martin Damm i hvert fald ikke.

Ministeren.

Som jeg lige nævnte før, har markedet ændret sig i løbet af de halvandet år. Det var derfor, jeg spurgte, hvornår citatet var fra. For det citat ville man givetvis ikke få i dag. For i dag er det sådan, at huspriserne er steget, og det vil sige, at det så også er nemmere at få lån.

Markedet fungerer, men den måde, vi adresserer det på fra regeringens side, er ved at sige, at der er brug for, at vi skubber til udviklingen i landdistrikterne, for det går ikke stærkt nok, og der mangler aktivitet i landdistrikterne. Vi har et politisk ansvar for at sikre, at vi får et Danmark i balance. Men det gør vi altså ikke, synes jeg, ved at lave en forhistorisk løsning med, at staten skal gå ind og blande sig i lån til borgere. Det vil alt andet lige for det første medføre en masse skuffelser og for det andet misbrug af statens penge.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til erhvervsministeren og går i gang med ordførerrunden. Først er det hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Det er jo en genfremsættelse fra SF's side af et forslag om etablering af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområder, og jeg kan sige, at selv om det er en ny ordfører fra Socialdemokratiet, der står her, har vi ikke ændret holdning, siden vi behandlede det her for halvandet års tid siden. Socialdemokratiet er meget optaget af at skabe et Danmark i balance. Vi tager det også alvorligt, når mennesker rundtomkring i landet – i provinsen, i yderområder – oplever, at de ikke kan få adgang til realkreditfinansiering, selv om deres økonomi er sund. Det skal selvfølgelig være privatøkonomien og ikke postnummeret, der er afgørende, når man er til møde med realkreditinstituttet.

Derfor er vi jo også enige i, at der er de problemer, der bliver peget på, men vi er altså ikke enige i det løsningsforslag, som ligger fra SF's side, først og fremmest fordi vi ikke ønsker, at staten skal drive bank eller realkreditinstitut. Vi mener, det vil være konkurrenceforvridende, og vi har sådan set ikke nogen grund til at tro, at staten skulle have nogle specielle gode forudsætninger for at gå ind og drive effektiv bankvirksomhed. Så derfor ønsker vi ikke at bakke op om det her forslag fra SF, heller ikke i dag.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Den der diskussion om, hvem der er effektiv til at drive bankvæsen og finansiel virksomhed i Danmark, tror jeg ikke jeg vil gå ind i – i forhold til at vi satte 3.000 mia. kr. på spil for at redde bankerne. Men det er en anden snak.

Den socialdemokratiske ordfører siger, at det ikke er statens opgave at gå ind på det her marked eller understøtte de her ting, altså ved at sikre, at der er et realkreditinstitut. Men hvad mener ordføreren om, at vi bruger 26 mia. kr. på erhvervsstøtte – 26 mia. kr. – i erkendelse af at markedet ikke fungerer, at vi bruger dem til at hjælpe virksomheder videre? Der er mange forskellige ordninger. Men vi kan ikke lave et statsligt realkreditinstitut, som skal drives efter hvile i sig selv-princippet, for at sikre, at hele landet hænger sammen. Der er hundredtusindvis af mennesker derude, hvis liv bliver påvirket af det her, på steder, hvor der ikke er mobilitet, hvor man ikke kan købe eller sælge, fordi det er sorte pletter på landkortet.

Ordføreren, værsgo.

Det er Socialdemokratiets ønske og ambition, at Danmark bliver verdens bedste sted at drive forretning. Det kræver god støtte, det kræver politisk opbakning, det kræver en ordentlig infrastruktur, både vej og jernbane, det kræver internet, det kræver, at der er gode produktionsforhold, og det kræver først og fremmest en veluddannet arbejdsstyrke – en veluddannet arbejdsstyrke ikke kun i storbyerne, men i hele landet. Så man kan gøre rigtig meget, som gavner erhvervslivet, og også rigtig meget, som hele Danmark vil få gavn af.

For at svare på spørgsmålet fra SF's ordfører, nemlig hvad Socialdemokratiet mener om den her erhvervsstøtte, kan jeg sige, at vi mener, det er rigtig godt, at vi støtter dansk erhvervsliv. Jo bedre forudsætninger der kan være, for at der kan drives forretning i Danmark, desto rigere og stærkere bliver Danmark.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Nu taler jeg ikke så meget om infrastruktur og uddannelse osv. Jeg taler om, at vi bruger 26 mia. kr. hvert år på direkte støtte til nogle virksomheder – til noget, som jeg ellers troede at f.eks. vores konservative minister ville synes at markedet selv måtte klare efter lad falde, hvad ikke kan stå-princippet. Det er også lidt det, jeg hører fra Socialdemokratiet, og så siger jeg bare: Hvorfor gælder princippet om at lade markedet ordne det, når det handler om hundredtusindvis af danskere, der bor i landdistrikterne, mens det ikke gælder, når det handler om virksomheder? De skal ikke klare sig på markedsvilkår, der skal vi understøtte dem med 26 mia. kr. om året.

Ordføreren.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at dansk erhvervsliv har de bedste arbejdsbetingelser. Noget handler om erhvervsstøtte, men det handler altså også om infrastruktur. Det er derfor, jeg tager det med. Det er ret afgørende. Og vigtigst af alt handler det om uddannelse og efteruddannelse, så der er en kvalificeret arbejdsstyrke, som erhvervslivet kan bruge. For hvis vi holder op med det, er alternativet, enten at de lukker, eller at de skal importere arbejdskraft, eller at de rykker produktionen til udlandet. Så det er fuldstændig afgørende, at der bliver givet den her opbakning til dansk erhvervsliv, og det kan jeg kun bakke op. Det er en god forretning for Danmark.

Hr. Christian Juhl.

Jeg forstår heller ikke helt den liberalistiske tankegang, som Socialdemokratiet nu er slået ind på. Det var Socialdemokratiet, der indførte den statslige realkreditinstitution i Danmark for netop at give en mulighed på markedet for, at enhver kunne låne til sit hus. Og når nu markedet er sådan i dag, at man ikke kan låne penge selv til et billigt hus – et ekstremt billigt hus – i yderområderne, selv om man endda har et arbejde, er tiden så ikke inde til at regulere det marked? For vi har da trods alt historisk og aktuelt været enige om, at det kan være en mulighed for staten at gå ind og regulere et marked, der ikke fungerer.

Ordføreren.

Jo, altså, der er jo nogle udfordringer. Noget af det kan vi gøre noget ved, og noget af det bør vi også gøre noget ved. Sidst der var den her debat i Folketingssalen for halvandet års tid siden, lå det jo lidt i slipstrømmen af den rapport, der kom fra udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikter, som havde nogle anbefalinger, bl.a. om nogle ting, som blev set som hindringer for, at man kunne optage lån, bl.a. 6-månedersreglen. Der var noget om rådighedsbeløbet. Der var nogle andre, hvad kan man sige, problematiske elementer, som vi jo allerede dengang ligesom gav opbakning til at der skulle gøres noget ved. Der var i hvert fald en række anbefalinger fra rapporten i sin tid, og meget af det har regeringen taget med. Så der er jo sket noget politisk, siden vi diskuterede det her sidst. Og der er også mulighed for at gøre noget.

Nu skal vi forholde os til, om vi ønsker, at staten skal oprette et realkreditinstitut, og der er Socialdemokratiets holdning, at det skal vi ikke.

Hr. Christian Juhl.

Det vil sige, at historisk og aktuelt har Socialdemokratiet ændret holdning i forhold til de gode gamle dage, hvor vi tog lidt vare på markedet og prøvede at regulere det. Jeg synes, det er en underfundig holdning, også når man skal høre en minister påstå, at når boligpriserne stiger, er det nemmere at få lån. Det er jo lige omvendt på et almindeligt marked. Altså, hvis det hus, jeg skal købe, stiger i pris, og jeg ikke har for mange penge, ja, så er det da endnu sværere for mig at få et lån. Det er noget, der siger sig selv. Jeg har aldrig hørt magen til sludder.

Hvad vil Socialdemokratiet så gøre for at være med til at sikre de borgere, der ikke har ret mange penge, og som kunne købe et billigt hus?

Vi har ikke sludder i Folketingssalen. (Christian Juhl (EL): Okay).

Værsgo til ordføreren.

Altså, vi ønsker ikke at bakke op om det her. Nu siger hr. Christian Juhl, at vi har ændret holdning, men det er præcis det samme, som min gode kollega sagde for halvandet år siden, så det er svært at sige noget til det. Jeg har hans gamle tale her ved siden af mig, så det er sådan set svært at påstå, at Socialdemokratiet skulle have ændret holdning på det her område. Dengang pegede vi på nogle af de anbefalinger, som rapporten fra udvalget om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikter, som blev nedsat af den tidligere socialdemokratiske regering, kom med, og mange af de anbefalinger har vi ligesom foreslået at der bliver arbejdet videre med.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, så vi siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff og går videre i ordførerrækken til hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Man kan sige, at kært barn har mange navne, og det har det her beslutningsforslag også. Så vidt jeg kan se, hed det i foråret 2015 B 33, i efteråret 2015 var det så blevet transskriberet til at hedde B 12, og nu her i foråret 2017 hedder det B 127. Der er sådan set ikke ændret specielt meget på beslutningsforslaget fra Enhedslisten, men vi vil da traditionen tro kvittere fra Dansk Folkepartis side for at få lejlighed til at diskutere realkreditsituationen i de danske yderområder og i landdistrikterne i særdeleshed.

SF har jo ret i, at det mange steder i Danmark er en udfordring at kunne få en fornuftig belåning i forbindelse med køb af fast ejendom, specielt ude i de danske yderområder. Men vi er ikke helt enige med SF om medicinen, og det var vi heller ikke i forbindelse med de andre behandlinger, der har været i Folketinget. Vi mener ikke, at den rigtige medicin er at lave statsgaranteret udlånsvirksomhed eller for den sags skyld at lave statsfinansierede udlån til ejendomme i landdistrikter. Det er ikke den rigtige medicin.

Vi skal have respekt for, at det her er et åbent marked, hvor der skal være konkurrence på lige og fair vilkår, og det betyder jo altså også, at hvis vi går ind med en statslig virksomhed og siger, at vi gerne vil lave et nyt selskab på markedet, og at de både skal stå for udlån til finansiering af erhvervsejendomme og private boliger i landdistrikter, så ville vi allerede der komme ud i nogle gevaldige bølgeskvulp, fordi det så også ville betyde, at der ville være områder i Danmark, som ville blive sorte. De ville blive sorte i den forstand, at der ville være områder, hvor de andre realkreditinstitutter på markedet ville sige: Jo, men det er nok ikke noget, vi skal begive os ud i, siden regeringen synes, man skal til at bedrive ny politik med en økonomisk redningskrans, hvor alle andre skatteydere skal garantere for eventuelle tab.

Det ville være en situation, som ville give nogle uoverskuelige konsekvenser, set i forhold til hvem der bor på den rigtige eller den forkerte side af de her yderområder. Tænker forslagsstillerne sig eksempelvis, at det skal være de gamle sogne, som skal være gældende, eller mener forslagsstillerne, at det skal være postnumre? Begge dele vil give nogle udfordringer, for nogle af de største postnumre er f.eks. 6700 Esbjerg eller 8700 Horsens eller andre købstadspostnumre, og de har sådan set den samme udfordring, altså at nogle af deres beboere faktisk bor i landdistrikter og andre bor, hvor det er relativt nemmere at sælge fast ejendom. Så ville vi komme i en situation, hvor vi som politikere skulle stå på TV Syd eller TV 2 Østjylland, eller hvor vi nu står, og forklare, hvorfor dem, der bor i nr. 14 på vejen, godt kan få statslige lån, mens dem, der bor i nr. 16, ikke kan, fordi det er en postnummerkonsekvens eller en konsekvens i forhold til de gamle sogneskel. Og det kan vi i Dansk Folkeparti ikke gå med til. Vi mener, at der skal være lige vilkår for alle.

Vi vil gerne være med til at diskutere, at der kommer forbedrede vilkår for at få lån. Vi synes, det vil være oplagt at tage en diskussion om, at skal der en eventuel lovgivning til, kunne det være en model, hvor man siger, at der er en lavere belåningsprocent i f.eks. landdistrikter – i dag siger man, at det typisk er de 80 pct. for privat boligfinansiering, og der kunne man måske sige, at når husene har under en vis værdi, kan der kun lånes 60 pct. Men det er jo en måde, hvor man går ind og regulerer markedet, og det vil også betyde, at det vil være et sted, hvor vi går ind og laver decideret ny lovgivning. Det har vi egentlig aldrig været afvisende over for, men vi har i Dansk Folkeparti bare sagt, at det skal være i yderste konsekvens – det skal være i absolut yderste konsekvens, at vi kommer i en situation, hvor vi vil lovgive om ting, der ellers skal foregå på et operationelt liberalt marked. Og der synes vi altså at mange husejere vil komme i en kattepine, hvis det her forslag bliver til virkelighed.

For hvad med bidragssatserne, som vi jo har talt meget om? Hvad med bidragssatserne og deres udvikling i de områder, hvor de her nye lånetyper ville komme på markedet? Skal dem, der bor der, hvor man ikke kan få de her lån, så være med til at betale, enten ved en højere bidragssats eller via en højere skat, fordi det skal give en skattebegunstigelse til dem, der lånefinansierer deres boliger inden for de her nye områder, som forslagsstillerne kommer med? Eller hvad har man egentlig tænkt sig?

Det er ikke en model, som Dansk Folkeparti kan støtte. Vi synes, det er forkert at lave statslige virksomheder på det her område.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

I forhold til at hr. Hans Kristian Skibby lægger ud med at more sig over, at det er tredje gang, vi behandler det her beslutningsforslag i salen, synes jeg, at det er lidt utroligt, at DF's ordfører bruger så meget tid på at tale om postnumre, når det overhovedet ikke fremgår af vores forslag.

Det er henvendt til landdistrikterne, fordi det er her, problematikken er. Men det er selvfølgelig ikke sådan, at hvis man bor i et postnummer, må man ikke få et lån, og hvis man bor i et andet, så må man godt. Problemet er jo i landdistrikterne. Det er ikke inde midt i København eller Aarhus eller Horsens, eller hvor det nu kan være. Det er en landdistriktsproblematik, og det er en problematik, som også folk med sund økonomi oplever.

Hvis ordføreren har læst beslutningsforslaget, vil han se, at der jo også står, at der skal oprettes et særligt realkreditinstitut, der tager sig af udlån til ejerboliger og erhvervsejendomme i yderområderne, og det kan f.eks. fungere på markedsvilkår. Og det kan være ved at sige, at der nogle steder er en lidt langsommere turnaround, og derfor vil det kunne afspejles i renten.

Ordføreren, værsgo.

Jeg har meget svært ved at se det ske på såkaldte rimelige markedsvilkår, hvis den ene agerer på markedet ud fra en statsgaranti eller en rentefradragsmodel, mens den anden agerer et hundrede procent ud fra almindeligt liberalt udlån. Det er ikke i min optik en fair markedsmodel.

Ordføreren er jo også selv inde på det, der egentlig er sagens kerne. Altså, det er da muligt, at SF har brugt tid og gjort sig umage med at skrive forslaget, men der står udtrykkeligt, at det er etableringen af et realkreditinstitut for lån til ejerboliger og erhvervsejendomme i landdistrikter. Men det kan man jo ikke bare sige, for hvor går grænsen for et landdistrikt? Hvor tæt skal man på Esbjerg by for ikke at være i et landdistrikt, og hvor kort fra Horsens for ikke at være det? De ting flagrer lidt i vinden.

Der siger jeg så, at en måde at gøre det på, og det er bare et velment råd, er at vælge at gøre det ud fra købsprisen, hvis man endelig skulle det. Ellers har man jo sogne og postnumre, men de modeller virker bare ikke efter hensigten.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Hvis DF vil smide sine mandater i puljen ved at lave et ændringsforslag, hvor der tages udgangspunkt i prisen, altså hvor man f.eks. har fået afslag på et markedslån, men i øvrigt har sund økonomi, så er vi til at tale med. Det er helt sikkert.

Problematikken er her, at der er masser af mennesker og virksomhedsejere, der får afslag på lån, selv om de har en sund økonomi. Og det er jo ikke sådan, at vi ikke går ind på alle mulige andre områder, hvor der er det såkaldt frie marked. Som jeg sagde tidligere gives der 26 mia. kr. i erhvervsstøtte, så det er jo ikke sådan, at vi har et liberalt marked noget sted, altså hvor der overhovedet ikke er statslig involvering.

Værsgo.

Som sådan en serviceoplysning smider vi ikke rundt med mandaterne i Dansk Folkeparti. Den praksis bruger vi ikke her i Folketinget.

Jeg sagde udtrykkeligt i min ordførertale, at det var i yderste konsekvens, altså at man i en situation, hvor der ikke var konkurrence på området, udlån på området, godt kunne diskutere, om det ville være aktuelt med en ny lovgivning. Det synes jeg klart jeg sagde i min tale.

Jeg vil også sige, at vi jo har ændret på tingene i forhold til liggetidsprincippet, hvor vi netop har sagt, at det vil være godt og fornuftigt, at Finanstilsynet ikke per automatik benytter sig af den her berømte 6-måneders regel.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Som også ordførerne for Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har sagt, kan jeg konstatere, at det er et beslutningsforslag, vi har behandlet flere gange her i Folketinget. I Venstre har vi været imod tidligere, og det er vi fortsat, så lad mig bare opridse nogle få af grundene til det.

Grundlæggende mener vi ikke, det er en statslig opgave at være udbyder af realkreditlån. Staten vil dermed risikere at skulle agere selskab for dem, der ikke kan få lån på normale vilkår, og der er en stor risiko for, at det vil være personer, hvor økonomien er vurderet til ikke at være velegnet til at modtage realkreditlån. Det vil så betyde, at det vil være et selskab med stor risiko for ikke at være profitabelt, og den anerkendelse er SF jo også selv kommet frem til, i og med at man taler om statsgaranti, tilskud eller på anden vis et selskab, som staten og dermed skatteyderne skal betale til.

Det vil også kræve, at staten etablerer kreditvurderingssystemer, som staten ikke har nu, for det er i dag grundlæggende det private marked, der sørger for at vurdere, om folk kan få det ene eller det andet lån. Og så er der nok også en relativt åbenbar risiko for, at det vil være i strid med EU's statsstøtteregler på området.

Betyder det så, at det her ikke er noget, vi tager alvorligt i Venstre? Nej, det gør det bestemt ikke, og derfor var det også lige præcis et af de temaer, som vi var meget optaget af, mens vi sad i opposition. Og på som så mange andre områder har vi sådan set tænkt os at mene det samme, når vi sidder i regering.

Allerede da rapporten om finansieringen i vores landdistrikter kom for halvandet år siden, tog den daværende Venstreregering et opgør med 6-måneders reglen, og der blev også lempet på reglerne om rådighedsbeløb.

For grundlæggende er det sådan, at den bedste måde til at sikre mulighed for at få et lån også i vores landdistrikter er, at der er gang i økonomien i vores landdistrikter, så der skabes arbejdspladser og fremgang, og at der en tro på fremtiden. At der kan tjenes penge på at låne penge ud er sådan set den bedste måde at understøtte udviklingen på, og det kan man roligt sige er noget, som de to regeringer, der har været siden 2015, altså den nuværende regering og så den rene Venstreregering lige efter seneste folketingsvalg, har sørget for.

Der er blevet taget stribevis af initiativer i forhold til at sikre et Danmark i bedre balance og vækst og udvikling i hele Danmark. Jeg kan nævne udflytning af statslige arbejdspladser, en styrket indsats for turisme, og vi er i gang med at liberalisere planloven. Vi afskaffer også PSO-afgiften, som har ramt mange produktionsvirksomheder, som ligger i vores landdistrikter, og listen er meget længere endnu.

Jeg tror, der er gennemført over 120 konkrete initiativer i løbet af de sidste knap 2 år, og det er netop, fordi vi har den politiske ambition at skabe et Danmark i bedre balance, og at der skal være rig mulighed for at arbejde og bo i alle dele af Danmark. Det er og bliver den bedste forudsætning for, at der er selskaber, der vil investere og låne ud til folk, så de kan bosætte sig.

Derfor er der et langt sejt træk med at sikre et Danmark i bedre balance, og det vil også være med til at understøtte muligheden for at finansiere sin bolig billigt. Det vil for mange være gennem realkreditsystemet, og det kan også være på anden vis. Det er gavnligt, at der er et bredt marked med forskellige tilbud, og jeg tror altså ikke, at det er gavnligt, at staten skal blande sig på det marked. Den eneste involvering fra statens side skal være, at der er gang i økonomien, og vi kan jo se, at den landdistriktsredegørelse, som vi diskuterede forleden, viser, at der er rigtig, rigtig mange positive historier at fortælle om vores landdistrikter, og at udviklingen er vendt.

Det tror jeg sådan set vi skal glæde os over, og måske skal vi være bedre til at tale det op i stedet for at tale en så stor del af Danmark ned og dermed få folk til at blive bekymrede i stedet for at sige: Der er masser af gode historier og fremgang derude. Det er også med til at sikre, at belåningsmulighederne bliver bedre.

Derfor kan vi fra Venstres side ikke støtte SF's beslutningsforslag, og jeg har lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de ej heller kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Jeg håber ikke, at jeg med ordførerens tale skal høre det sådan, at der ikke er noget problem i mange landdistrikter. Sådan vil jeg ikke tolke det. Rigtig mange mennesker med sund økonomi – det er både folk, der har en virksomhed, der måske gerne vil udvide, eller folk, der gerne vil købe en bolig – får afslag igen og igen og igen. Det kan der være forskellige årsager til. En af dem er netop omsætningshastigheden. Man er bange for, at hvis omsætningen bliver for langsom i mange landdistrikter, vil det påvirke de andre huses priser negativt. Men så er man jo selv med til at skabe den negative spiral, at der nemlig ikke bliver købt og solgt i den hast, vi godt kunne ønske os. En model kan være, at det skal foregå på markedsvilkår, det vil sige, at renten der, hvor der kunne være en risiko, selvfølgelig skal afspejle det. Vi vil gerne have, at det her blev overflødiggjort ved netop at presse realkreditinstitutterne til også at sikre, at folk med sund økonomi i landdistrikterne kan få et lån.

Ordføreren.

Hvis SF var optaget af det her forhold, kan det jo undre, at man, mens man sad i regering og havde erhvervsministerposten, ikke gjorde noget ved 6-månedersreglen, som var med til at begrænse mulighederne for at optage et lån, fordi hvis der ikke var udsigt til, at en ejendom kunne omsættes inden for 6 måneder, blokerede reglerne reelt for, at man kunne få et realkreditlån. Det var SF's erhvervsminister ikke indstillet på at gøre noget ved. Det har vi heldigvis fået afskaffet.

Så tror jeg måske, at SF lige skal tænke sig rigtig godt om, for det, SF siger, og konsekvensen af det er, at så skal man altså til at bryde med det solidariske princip i vores realkreditsystem, altså at man betaler det samme i rente. Så skal man altså i landdistrikterne udstyres med realkreditlån, der er dyrere, og det tror jeg ikke er hjælpsomt for udviklingen i vores landdistrikter, og det er i hvert fald ikke et spor, som vi har tænkt os at forfølge fra Venstres side.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Men der er jo allerede kommet nogle, hvad skal man sige, alternative udlånsvirksomheder, UdenomBanken osv., hvor det netop bliver afspejlet i renten. Det her handler om, at der er folk, der har råd til det, og de vil gerne betale en lille smule mere i rente, hvis de kan få det hus og de har en sund økonomi, og jeg tror altså, at der går ideologi i det her fra Venstres side, fordi man siger, at det er en statslig bank, og man vender det blinde øje til, at vi bruger 26 mia. kr. på erhvervsstøtte til alle mulige virksomheder, mange gode projekter, men virksomheder, hvor man ud fra den ideologi skulle sige, at det må de da ordne selv på et frit marked. Så vi går jo ind og blander os andre steder. Hvorfor så ikke hjælpe de her mennesker i landdistrikterne?

Værsgo.

Jeg synes, at det er interessant, hvis SF vil tage et opgør med de største erhvervsstøtteordninger, vi har i Danmark, og det er til hele den grønne omstilling. Det indtryk kunne man godt få, når fru Lisbeth Bech Poulsen udtaler sig.

Vi gør jo netop det, der er det rigtige, nemlig at sikre, at der er fremgang, at der er arbejdspladser, at nogle af de afgifter, som har hæmmet virksomhederne i vores landdistrikter mest, får vi afskaffet. Vi udflytter statslige arbejdspladser. Vi liberaliserer en planlov, som SF synes er ganske forfærdelig at vi liberaliserer. Vi laver en landbrugs- og fødevarepakke, der øger beskæftigelsen i vores landdistrikter – det er den bedste medicin for at sikre fremgang i vores landdistrikter – og vi har fjernet nogle af de barrierer, der har hindret danskerne i at få realkreditlån. Vi sidder absolut ikke på hænderne.

Tak til hr. Torsten Schack Pedersen. Vi går videre i ordførerrækken. Jeg har her stående, at det er hr. Pelle Dragsted som ordfører, men jeg skal høre, om det er hr. Rune Lund, der repræsenterer Enhedslisten. Det er det. Værsgo.

I Enhedslisten har vi bestemt sympati for det her forslag, og selv om det er en genfremsættelse, ligger det jo i forlængelse af en lang og vigtig debat om finansieringen af boliger og småerhverv i yderområderne. Sagen er jo, at markedet ikke fungerer, og at problemet ikke kan løses på markedsvilkår. Der skal andre midler til. Uanset hvad man siger – eller om man synger det, eller om man danser det – må man jo bare sige, at det, der skal til for at løse det her, er en offentlig løsning, en statslig involvering i kreditgivningen i vores yderdistrikter.

Der er efter vores mening måske lidt en svaghed i SF's forslag. Vi kunne godt tænke os, at det måske var lidt skarpere i konturerne. Staten skal ifølge forslaget kun ind med en vis underskudsdækning eller et tilskud til renten. Men okay, det er et godt forslag. Hvis det havde stået til os, havde det været en lidt fastere model. Vi har fremsat forslag om en egentlig landdistriktsbank, et statsligt penge- og kreditinstitut, som skal stå for långivning i landdistrikterne i det omfang, de private finansielle institutter ikke vil. Vi er bl.a. inspireret af den norske Husbanken, og den islandske Boligfinansieringsfonden. Ikke mindst Husbanken er vi inspireret af. Men i begge lande yder disse kreditinstitutioner lån og tilskud ud fra fordelingsmæssige kriterier af forskellig slags. Det, man kan se af Husbankens årsberetning fra 2013, er, at det ifølge dem selv er lykkedes at forbedre boligstandarden og boligfordelingen, også i dele af landet – og det er altså i Norge – som de private kreditinstitutter ikke prioriterer.

Med andre ord: Hvis vi ønsker en bestemt udvikling, f.eks. mere bosætning og flere små virksomheder i yderområderne, en udvikling, som markedet ikke kan imødekomme, så må vi, samfundet og fællesskabet, træde til i stedet for at lade stå til og være passive betragtere af en udvikling, som vi ikke ønsker.

Vi synes måske også, det er lidt besynderligt, at et regeringsparti som Venstre, som ellers gerne vil fremstå som et parti, som tager sig af yderområderne, er så forbenede og markedsfundamentalistiske, at de ligefrem afviser at lade staten spille en rolle i finansieringen her, når nu markedet ikke kan løse opgaven til fulde. Enhedslistens forslag om en landdistriktsbank er jo et forslag, som har fået støtte fra Landdistrikternes Fællesråd, og det tæller en lang række kommuner, omkring 40 kommuner, hvoraf de 25 har en Venstreborgmester i spidsen. Man kan derfor ikke ligefrem sige, at det er en socialistisk frontorganisation, som står bag støtten til Enhedslistens forslag om en landdistriktsbank, men det er nok nogle mennesker, som har en praktisk tilgang til livet og til politik, og som ønsker at skabe konkrete løsninger på konkrete problemer.

Jeg har også noteret mig, at Martin Damm, som er borgmester i Kalundborg og formand for Kommunernes Landsforening, for halvandet års tid siden har sagt – og det er altså en Venstrepolitiker:

»Der er almindelige familier med to indtægter som i nogle postnumre har svært ved at kunne få lån til et i øvrigt relativt billigt hus. Og så fungerer markedet jo ikke.«

Vi har også Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, som også er Venstremand, og han har sagt:

»En ekstraordinær situation kræver ekstraordinær handling ... Hvis vi udelukkende lod markedet bestemme, så vil der ... være for store egne af vores land, der simpelthen ikke vil være befolket.«

Det er et udsagn fra en Venstremand, jeg er frygtelig enig i, og man må nok sige, at det er ord, som er klare. Jeg tror jo som sagt ikke, at man kan beskylde hverken Martin Damm eller Thomas Andresen for at have socialistiske tilbøjeligheder, men de er praktikere, og de ved, at der er et praktisk problem, der skal løses. Og hvis vi skal sikre et Danmark i balance, som er et land, som ikke knækker over, så bliver vi nødt til at få en større grad af involvering fra fællesskabets side til at hjælpe de her løsninger på vej.

Som man kan høre af min ordførertale, kan vi naturligvis støtte forslaget fra Socialistisk Folkeparti.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Det er jeg rigtig glad for. Nu har vi jo også debatteret det her nogle gange, så det kommer ikke som den store overraskelse for mig, og jeg synes, det lyder spændende med den her landdistriktsbank. Det er også spændende, hvad de gør i Norge, for der gør de for alvor noget for at få det land til at hænge sammen, og de er jo endnu mere udfordret end os, fordi det er et kæmpe stort land. Men der har de virkelig besluttet sig for, at Norge skal hænge sammen.

Jeg vil bare af nysgerrighed høre, hvor vores forslag og det forslag, I kommer med nu, adskiller sig. Det er rigtigt, at vi har fokus på realkreditlån til både borgere og virksomheder i landdistrikterne, og der kan være forskellige modeller: Det kan være markedsrente, det kan være statsgaranterede lån osv. Mange steder er der jo ingen risici – det er jo det, der er vores argument, og det hører jeg også er ordførerens argument – men man kan ikke få lån alligevel, og så vil renten afspejles af det, og så vil der faktisk ikke være nogen merrente. Så det var bare, om ordføreren lige kunne fortælle lidt mere om sit eget forslag. Det plejer politikere jo heller ikke at være kede af at få taletid til.

Ordføreren.

Det, jeg tager udgangspunkt i, er selve forslagsteksten: »Forslaget opfordrer regeringen til at oprette et særligt realkreditinstitut, som kan fungere enten på markedsvilkår med en højere rente eller understøttet af staten enten i form af en vis underskudsdækning eller via rentetilskud.« Måske er det det samme, vi mener. Jeg læser det lidt anderledes end det, vi fra Enhedslistens side mener er løsningen, men måske tager jeg fejl. Det, vi i hvert fald ønsker, er at lave en egentlig landdistriktsbank, et statsligt penge- og kreditinstitut, som skal stå for långivningen, og hvis det er det, som også er indeholdt i det her, er forslaget jo bare endnu bedre.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg tror, det er det samme, for det allersidste, der står i bemærkningerne til vores forslag, er:

»Hvis merrisikoen ved udlån i yderområderne er lille eller nul, vil merrenten også blive lille eller nul.«

Det afspejler netop bare risikoen, så på den måde ville der jo ikke nødvendigvis være nogen form for speciel rentesats eller underskudsdækning eller noget som helst. Man ville sige, at vi tror, der er rigtig mange derude, der har gode projekter, de har sund økonomi, og derfor skal de selvfølgelig også kunne have et lån afspejlet i den rente.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har noteret mig, at det her forslag tilsyneladende ligger tættere på Enhedslistens, end jeg måske umiddelbart havde læst mig til. Men uanset hvordan forslaget præcis skal forstås, er vi selvfølgelig positive over for forslaget, som jeg startede med at sige.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Det minder mig lidt om juleaften, jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg har indtryk af, at man fra Enhedslistens side har travlt med at bruge nogle penge, når man nu vil være bankdirektør i noget, der hedder landdistrikternes bank. Det koster mig bekendt penge at stifte en bank, og der vil jeg gerne høre, om Enhedslisten har lavet nogle beregninger over, hvad det her glimrende fantastforslag vil beløbe sig til.

Ordføreren.

Vi har den holdning, at når vi kan se, at markedet ikke kan fungere, og når vi kan se, at vi har et problem, der skal løses, og det er et problem, som vi oven i købet kan se, vi har en løsning på, en løsning, som bliver bakket bredt politisk op, og f.eks. også bliver bakket op af Landdistrikternes Fællesråd, som jo består af omkring 40 kommuner, så synes vi, at vi har en god idé. Og vi er sikre på, at en sådan bankvirksomhed eller et offentligt realkreditinstitut kan løbe rundt, fordi vi netop kan se i dag, at der er mennesker, som har en sund økonomi, men som, fordi de har et bestemt postnummer, ikke er i stand til at optage lån, og vi kan se, at der er virksomheder, som tjener penge og skaber arbejdspladser, men som, fordi de befinder sig et bestemt sted i landet, ikke kan låne penge. Der kan vi jo se, at markedet ikke kan fungere, og så mener vi, at det er i alles interesse – i borgernes interesse, i virksomhederns interesse, i vores interesse som land i at fastholde og videreudvikle arbejdspladser – at der bliver skabt en lånemulighed, som markedet ikke kan levere. Derfor ved vi, at der er brug for et sådant lånefinansieringsinstitut, og det er vi også mange uden for Enhedslistens rækker som synes er en god idé.

Værsgo, Hans Kristian Skibby.

Jeg har også brug for en Ferrari, men jeg har bare ikke råd til den. Ordføreren har ikke givet mig et eneste svar på, hvilke beregninger man har lavet. Hvad koster det med den her bank, som Enhedslisten foreslår? Hvor skal pengene komme fra? Hvordan skal det finansieres? Og hvor mange penge skal der til? Det eneste, ordføreren konkretiserer, er, at man i Enhedslisten kan føle, at der er et behov. Det er det eneste, jeg har hørt. Det er jo ren luft. Må vi få at vide, hvor pengene skal komme fra, og hvor meget det koster?

Jeg gør opmærksom på, at det er et beslutningsforslag fra SF, som vi behandler i øjeblikket.

Værsgo til ordføreren for Enhedslisten.

Vi kan se, at der er mennesker, som tjener gode penge, og at der er virksomheder, som tjener gode penge, men som ikke kan låne i dag. Markedet fungerer ikke. Vi kan derfor se, og det kan vi sammen med en lang række andre mennesker, som forholder sig til virkeligheden og de konkrete problemer, der er, i yderområderne, at det offentlige må træde til. Det er selvfølgelig ved at yde et lån, som økonomisk giver mening. Og det giver økonomisk mening at give folk og virksomheder mulighed for at låne penge – og det er folk, som har gode indtægter, og virksomheder, som tjener penge. Derfor har vi fremlagt en model for, hvordan man kunne lave sådan et realkreditinstitut, og det er en model, som vi er meget stolte af, og vi er også stolte af, at 25 kommuner med Venstreborgmestre i spidsen har været ude at rose vores forslag og bakke forslaget op.

Hr. Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Jeg har lært altid at blive bekymret, når der er politikere her i Folketinget, der mener, at noget er så god en idé, at de ikke kan forstå, hvorfor der ikke er andre, der allerede gør det, og at vi i Folketinget derfor skal påtage os den opgave, og jeg bliver en kende bekymret, når jeg hører, at Enhedslisten mener, at det da er mærkeligt, hvorfor der ikke er nogen, der vil tjene de her penge, og at staten så må gøre det. Det er klart, at der ser vi en smule forskelligt på tingene, i forhold til hvad der er en kerneopgave for et velfærdssamfund.

Jeg må sige, at det er påfaldende, hvis det, som Enhedslisten siger, skulle stå til troende, og at vi så ser, at der i øjeblikket er en positiv udvikling i huspriserne i størstedelen af landet, og at omsætningen på boligmarkedet i næsten alle landets kommuner er i fremgang. Men hvorfor? Det er, fordi der er en økonomisk udvikling i vores landdistrikter, der er positiv, fordi et flertal i Folketinget, som Enhedslisten ikke er en del af, har valgt at sikre, at der er fremgang i hele i Danmark. Det er med til at sikre et boligmarked, der er langt bedre end det, som Enhedslisten og SF giver udtryk for.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om fremgangen i Danmark skyldes de der milliardbesparelser i SKAT, som har gjort, at pengene fosser ud af statskassen, eller den skyldes salget af DONG til Goldman Sachs, som har smidt pengene i skattely, og som har tjent et tocifret milliardbeløb på halvandet år; jeg ved ikke, om det var den ansvarlige økonomiske politik, som var god for Danmark, som spørgeren refererede til.

Det, som jeg står og snakker om heroppe fra talerstolen, er jo, at der efter vores mening også i den nuværende situation er brug for, at der er nogle kredit- og lånemuligheder for landområderne, fordi de ikke i tilstrækkelig grad har mulighed for at låne på de vilkår, som markedet stiller til rådighed. Det er derfor, vi har været ude med et forslag om en landdistriktsbank og et offentligt realkreditinstitut, og jeg må bare konstatere, at hvis det er så forfærdelig en idé, skulle hr. Torsten Schack Pedersen måske snakke med nogle af de 25 borgmestre fra Landdistrikternes Fællesråd, borgmestre fra Venstre, som har været ude at rose Enhedslisten for det her forslag.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jamen altså, man bliver lidt bekymret. Man kan jo godt undre sig over, at Enhedslisten har støttet en rød regering, som stod i spidsen for at sælge DONG, og at Enhedslisten har stemt for finanslove, som har medført færre medarbejdere i SKAT, og jeg ved ikke, om det er sådan en slags bodsgang, man nu forsøger at gå med det her. Og jeg er sikker på, at der findes Venstreborgmestre rundtomkring, der i et svagt øjeblik kan lade sig forlede af det glade budskab, når virkeligheden er, at det her vil betyde, at der vil være nogle, der ikke kan få et fornuftigt lån, og som vil risikere at blive afskåret fra det, når den reelle løsning er at sikre en fremgang i alle dele af Danmark, så der er nogen, der tror på udvikling.

Ordføreren.

Enhedslisten har ikke stemt for en eneste nedskæring eller forringelse i SKAT. Den eneste finanslov, hvormed der blevet vedtaget nye forringelser i SKAT, var finansloven for 2014, og det var den finanslov, som S-R-SF indgik aftale om med de borgerlige. Der blev der nedlagt 400 stillinger i SKAT. Det er så rigtigt, at der har været tidligere vedtagne nedskæringer i SKAT, som også har haft effekt for de år, hvor f.eks. Enhedslisten også er indgået i en finanslov, men der er jo tale om allerede vedtagne besparelser, som vi ikke har kunnet få ud i forhandlingerne. Men alle nye forringelser i SKAT har Enhedslisten aldrig stemt for. Og jeg må bare konstatere, at Venstreborgmestre rundtomkring i landet synes, at Enhedslisten har en vældig fornuftig politik på det her område.

Så er det hr. René Gade.

Jeg kunne ikke lade være med at blande mig. Jeg synes godt nok, at ordføreren får en hård medfart for nogle ret visionære tanker. Hvis man skulle komme med en fuldstændig finansiering af det her forslag, som jo så ikke engang er ordførerens, så er det store krav at komme med. Selvfølgelig kan vi godt tale om, hvor pengene kommer fra, men jeg synes, at det her på alle måder er en interessant tanke, og jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, selv om vi er kritiske over for forslaget, som det ligger her fra SF, om ordføreren kunne tænke sig en løsning, hvor det netop var en højere rente, der finansierede, altså, hvor der ikke var subsidier, for så ville vi i hvert fald være mere for forslaget.

Vi vil gerne se, at støtten på et tidspunkt stopper ligesom med den grønne omstilling. På et eller andet tidspunkt skal det være bæredygtigt i sig selv, og det har jeg svært ved at se her. Kunne man forestille sig, at det var noget, der ikke skulle have støtte måske efter en 10-15-årig periode? Kan ordføreren se, om det vil kunne bære sig selv? Det er nemlig svært for mig at se lige nu.

Ordføreren.

Vores forslag bygger på at oprette en landdistriktsbank og et statsligt penge- og realkreditinstitut, som løber rundt i sig selv, som er en forretning, som hviler i sig selv, og som ikke skal have støtte. Vi mener, at der er gode muligheder for det, når vi kan se, at der er mennesker, som har fornuftig økonomi og tjener gode penge, men som bor på landet, og som af den grund, bare fordi de har et bestemt postnummer, ikke kan låne penge. Det viser jo også, at der er en forretning, at der er nogle penge at tjene. Man kan lave en fornuftig forretningsmodel ved at låne disse mennesker penge.

Det er i virkeligheden det samme i forhold til virksomhederne. Det her er ikke et forslag om, at vi skal hælde en masse milliarder ned i en evig statsstøtte til et realkreditinstitut eller et pengeinstitut, fordi det ikke kan løbe rundt i sig selv. Det er meningen, at det her skal kunne balancere i sig selv, og det tror vi på, når vi ser, hvor mange virksomheder og mennesker, der trods en fornuftig økonomi i de senere år ikke haft mulighed for at låne de penge, de burde have kunnet låne.

Vi siger tak til hr. Rune Lund. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre til hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det, hr. formand. Som flere ordførere har været inde på tidligere, behandler vi igen SF's forslag om at etablere et statsligt realkreditinstitut, og det kommer nok ikke som den store overraskelse for SF, at vi ikke kan støtte et sådant forslag. Det er ikke og bør aldrig nogen sinde blive en statslig opgave at drive et realkreditinstitut eller en bank for den sags skyld.

Det har ligesom været en præmis for debatten her i dag, at markedet ikke fungerer, og det er en forkert præmis. Markedet fungerer, og det fungerer også i landdistrikterne. Faktisk er det sådan, at realkreditsektoren jo har udlån for i hundredevis, hvis ikke over tusinde milliarder kroner i landdistrikterne. Og det er ikke sådan, at man kan sige, at fordi der er en eller flere virksomheder eller borgere, som ikke kan få et lån, så er det, fordi markedet ikke fungerer. Nej, så er det modsat: fordi markedet fungerer.

Banker og realkreditinstitutter tjener jo penge – det er sådan, deres forretning drives – ved at låne penge ud, så når de ikke vil give et lån, er det jo, fordi deres vurdering er, at der ikke er nogen penge at tjene, og dermed er det heller ikke et udtryk for, at markedet ikke fungerer, når borgere og virksomheder kan opleve, at de ikke kan få et lån. Hr. Hans Kristian Skibby talte tidligere i debatten om en Ferrari, og hvis jeg går ned i min bank og gerne vil have et lån til en Ferrari, og banken siger: Kære Joachim, vi kan ikke tilbyde dig det lån – ja, så er det jo ikke et udtryk for, at markedet ikke fungerer. Tværtimod.

Prøver jeg så her at sige, at der ikke er problemer og udfordringer nogen steder også i landdistrikterne? Nej, det er bestemt ikke det, jeg siger. Hvad er svaret så? Jamen det er jo at få markedet til at fungere bedre ved, at vi i langt mindre grad står i vejen for, at markedet fungerer. Der er også taget initiativer, aftalen om en ny planlov er et eksempel på det. Der havde vi gerne set, at man var gået endnu videre, havde givet endnu friere reguleringsmæssige rammer for kommunerne, således at det ville blive lettere at etablere virksomheder; at det ville blive lettere at bo ude i landdistrikterne; at man måtte mere.

En af de ting, som jo får huspriserne til at stige og har fået dem til at stige voldsomt i den her del af landet, er jo f.eks., at man kan bo ved kysterne. Det har vi forbudt at man må ude i landdistrikterne. På trods af at vi har 8.000 km strand, må man simpelt hen ikke bo ved vandet nogen steder ude i landdistrikterne. Det var jo sådan noget, der kunne gøre det mere attraktivt for folk at flytte ud i det, som nogle kalder Udkantsdanmark. Der er også andre steder i planloven, hvor man kunne gå videre, så det blev mere attraktivt både at bo og at skabe virksomheder ude i landdistrikterne. Der er også hele spørgsmålet om, at det kan være svært for kommuner at sætte skatten ned på grund af et kompliceret udligningssystem osv., men det er jo den vej, vi skal gå.

Jeg synes absolut ikke, der er noget visionært over det her udspil overhovedet. Jeg kan ikke komme på eksempler fra resten af verden, hvor det, at man har statsdrevne banker og virksomheder i det hele taget, har ført noget som helst godt med sig. Tværtimod. Vi ser jo de tragiske konsekvenser af socialisme i de her dage i Venezuela. Der er vi langtfra, men det er et eksempel på, hvordan det, at man nationaliserer virksomheder, den finansielle sektor og andre ting, fører frygtelige ting med sig.

Så vi kan på ingen måde støtte det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak. Nu skal jeg nok lade være med at sige sludder om nogen som helst. Jeg vil gerne sige til ordføreren, at det jo ikke er socialisme, vi har på dagsordenen i dag – langtfra, tror jeg. Det var et lille forsigtigt socialdemokratisk forsøg på at have et lille hjørne, hvor der også er en kreditinstitution, som er lidt hævet over markedshensyn, og som måske kan tage en smule sociale hensyn.

Ordføreren siger, at der ikke er nogen steder i verden, hvor institutioner, der ikke tager hensyn til markedet, men som tager sociale hensyn – sådan hørte jeg det – kan fungere. Det passer ikke. Det har været en vældig succes med de her mikrolån, som fungerer over det hele, og som låner ud til de mennesker, som bankerne på markedsvilkår ikke vil låne ud til, fordi de synes, at risikoen er for stor. Det har skabt millioner af arbejdspladser rundt i verden, ved at man netop tog den risiko og det hensyn til de fattigste på denne her klode, og sådan kan det også være i Danmark, hvis vi har en kreditinstitution, der tager hensyn til, at de mindrebemidlede økonomisk set har mulighed for at købe et hus der, hvor ingen andre vil købe et hus.

Ordføreren.

Nej, det er ikke socialisme, der er på dagsordenen i dag, men det her er dog et skridt i en socialistisk retning, idet man vil have, at staten skal drive finansiel virksomhed. Det kan godt være, at jeg tager fejl, men en af grundpillerne i socialismen er vel, at kapitalapparatet, herunder også finansielle institutter, skal være nationalt drevne. Og det er dog et lille skridt i den her retning, og det er ikke noget, som vi på nogen måde kan bakke op om, fordi vi kan konstatere, at alle steder, hvor det er prøvet i verden, har det haft frygtelige konsekvenser for rigtige mennesker. Det fører ikke velstand med sig. Det fører fattigdom med sig. Derfor er præmissen på det, som ordføreren siger, efter min mening også forkert, fordi markedsøkonomi sådan set er den bedste økonomiske model for at skabe et samfund, hvor alle har det godt. Det skal vi sådan set have mere af. Vi skal få markedet til at fungere bedre ved at fjerne reguleringsmæssige barrierer.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl igen. Værsgo.

Jeg er imponeret over ordførerens nærmest geniale evne til slet ikke at komme ind på det, jeg spurgte om. Jeg forklarede, at mikrolån netop havde skabt grobunden nedefra, for at fattige mennesker kunne danne deres egen lille virksomhed. Det er et enestående eksempel på, at hvis man bryder markedsøkonomien, kan man skabe resultater. I det her tilfælde fungerer markedet ikke. Selv billige huse kan ikke sælges, og det vil sige, at det ikke er markedet, der sikrer den ordning. Markedet er en forhindring for det, fordi kreditforeningerne på det private marked ikke vil låne ud. Kan ordføreren ikke se det?

Ordføreren.

Nej, det kan ordføreren ikke se. Var det en diskussion om mikrolån i dag, havde jeg sat mig ind i mikrolån, og så er jeg ret overbevist om, at jeg ville have haft nogle ret gode modargumenter i forhold til det, som hr. Hans Christian Juhl siger, for det er nu engang sådan, at finansielle virksomheder tjener penge på at låne penge ud. Det er det, de lever af, så hvis der er en god forretning i at låne penge ud også til underbemidlede mennesker i den tredje verden – og det er godt, hvis det er det – så vil der også være et marked for det. Så er det igen ikke sådan, at fordi man ikke kan sælge et billigt hus eller få lån til at købe et hus, er det ikke, fordi markedet ikke fungerer.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Der er ikke noget i det her, der kommer som en overraskelse, så jeg vil bare stille ordføreren to konkrete spørgsmål – eller egentlig et spørgsmål: Er det Liberal Alliances politik at lukke Eksportkreditrådet og Vækstfonden?

Ordføreren.

Nej, det er ikke vores politik, og jeg forstår godt, hvor ordføreren vil hen. Det er diskussionen omkring erhvervsstøtte, og det vil vi meget gerne have mindre af. Der er vi ret konsekvente. Vi mener ikke, at virksomheder skal have skattekroner i ryggen. Det synes vi er forkert. Det, vi til gengæld gerne vil have, er, at virksomheder betaler mindre i skat, altså kan beholde flere af de penge, de selv har tjent. Det er en god erhvervspolitik, og det er rimeligt. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, og har aldrig syntes, at det er rimeligt, at virksomheder skal støttes med offentlige kroner.

Spørgeren.

Jeg takker for den ærlighed, og jeg ved jo også, at det er det, ordføreren mener, og den ærlighed synes jeg godt at man kunne trænge til at høre fra Venstre, og jeg er lidt usikker på, hvad Konservative mener, fordi der mener jeg nemlig, at hykleriet er der. Man vil gerne bruge en masse penge på at understøtte virksomheder og mange gode ideer, det er ikke det, jeg siger, men man vil ikke bruge det på understøtte boligejere. Men når ordføreren er så ideologisk og så håndfast i, at selvfølgelig skal vi ikke have statsbanker – det har vi så allerede, vi har en række statslige interesser i bankerne efter finanskrisen, altså den private finanskrise – men hvorfor vil Liberal Alliance så ikke have lukket Eksportkreditrådet og Vækstfonden, hvis det er ordføreren så meget imod, at man bruger statslige midler på sådan noget her?

Ordføreren.

Det er heller ikke sådan, at vi ikke kunne overtales til det. Vores politik er, at vi vil have mindre erhvervsstøtte. Havde vi 90 mandater, er jeg heller ikke sikker på, at de ville fortsætte med at eksistere. Man kan tage sådan noget som Danmarks Eksportkredit, som jeg synes også i sin nuværende form er problematisk, fordi den kun adresserer eksport, og import er jo lige så vigtigt som eksport. Der er også masser af danske virksomheder, der lever af import, så jeg vil da i hvert fald gå så langt som til at sige, at jeg synes, at vi skal have en grundig diskussion af, om det er skruet sammen på den rigtige måde. Jeg synes, at det er et eller andet levn fra firserne, og at betalingsbalancen og eksport er det eneste, der er vigtigt, men det er jo ikke korrekt. Import er lige så vigtigt. Det var i hvert fald et sted at starte. Det ville være et skridt i den rigtige retning, men vi ser gerne meget mindre erhvervsstøtte til gengæld for, at man får markedet til at fungere bedre ved at fjerne nogle af de restriktioner, der er på virksomheder og borgere i det, som ordføreren, fru Lisbeth Bech Poulsen, kalder Udkantsdanmark.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Vi går over til den næste ordfører, og det er hr. René Gade fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Sidste år havde vores glimrende vikar, Nikolaj Amstrup, der bor i det sydfynske, ordførertalen på det her spørgsmål. Han gjorde fint rede for alle de gode elementer, der var i SF's forslag. Og jeg tror egentlig, at der er flere steder i det sydfynske og også i det vestjyske, hvor jeg er opstillet, hvor det kunne være ekstremt populært at sige ja til det her. Jeg må indrømme, at jeg også er blevet endnu mere positiv over for forslaget, siden Nikolaj Amstrup stod har sidst. Vores egen land- og byordfører, Roger Matthiesen, kan ikke være her i dag, og jeg har egentlig aftalt med ham, at inden vi endelig beslutter, hvad vi siger til det her spørgsmål, skal vi lige have endnu en drøftelse. For vi er splittede. Vi er splittede, fordi vi faktisk ikke lige nu kan se, hvordan vi inden for en overskuelig fremtid skal hjælpe de boligejere og skabe den nødvendige fleksibilitet og dynamik i de områder, som det her forslag skal styrke.

Vi er derimod meget med på analysen fra SF, der siger, at vi bliver nødt til at finde et eller andet alternativ, måske kun i en begrænset periode ud fra vores synspunkt, til den vante kreditgivning. For i dag er det ikke muligt, selv for dem, der har midlerne, at købe et hus derude, fordi man simpelt hen ikke kan få det finansieret. Jeg synes faktisk, det var et fornuftigt forslag fra også Dansk Folkeparti tidligere, i forhold til at kigge på hvilken procentsats man kunne låne efter. Jeg forestiller mig egentlig, at der er rigtig mange gode elementer, som også har været oppe i høringer tidligere, som man kunne arbejde med.

Det gør bare ikke, at vi kan sige ja endnu, for jeg har ikke en businesscase, der viser, at det her faktisk kan løbe rundt i sig selv, selv om jeg egentlig tror på, at det kunne det måske godt i fremtiden efter en indkøringsperiode. Så for at Alternativet kan bakke op om det her, skal vi ligesom kunne se, at der er tale om en investering i en årrække frem, hvor der så kommer en slutdato, og herefter skal det være bæredygtigt i sig selv. Det kunne eventuelt være ved, at renten, man betaler, var lidt højere, og at det finansierede det. Det kunne være ved, at man så skabte en eller anden vækst i de områder, så de ville blive mere fleksible i sig selv og derfor kunne bære en normal långivning. Den businesscase har jeg altså ikke i dag, og derfor er jeg stadig væk i tvivl. Jeg tror, vi ender med at sige nej til forslaget, men hold da op, hvor jeg synes det er ærgerligt, for jeg har faktisk ikke det rigtige argument til at sige, hvad det så er, vi gør i områderne.

Det er jo en spredt gruppe af folk, der faktisk synes, at det er godt, som vi kunne høre fra nogle af ordførerne tidligere. Det er jo ikke bare SF-folk, men også Venstrefolk, der siger, at det her er en god idé. Så vi har et stykke arbejde i Alternativet med at finde ud af, hvad vores gode argument skal være, der gør, at vi kan sige nej til det her forslag. For lige nu synes jeg faktisk det er det rigtige. Men jeg mangler at se en finansieringsmodel, der gør, at det er en businesscase, der kan overleve den her statsstøtte, som jeg ser der er et behov for i en periode frem. Så dette er et meget dvælende: Vi kommer med en klar melding til andenbehandlingen om, hvad vi stemmer, altså om vi er for eller imod.

Men lige nu mener jeg, det er et meget sympatisk forslag, hvor jeg egentlig er enig i hensigten, men har svært ved at se, at det kan blive selvbærende over tid, for så skulle det være sådan, at vi så, at der ville være en større attraction på netop yderområderne i fremtiden, og sådan ser det ikke ud. Man kunne måske teste det i nogle områder og se, om man kunne få den ønskede effekt, og så ville vi nok være mere positive. Men vi vender tilbage med en klar indstilling, når jeg har talt med vores land- og byordfører en ekstra gang.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg tror faktisk, at ordføreren næsten brugte hele sin ordførertaletid, men vi andre blev ikke specielt klogere. Businesscase var det ord, jeg noterede mig. Mener Alternativet, at det her er en form for iværksætteri? Nu ved jeg, at ordføreren er meget interesseret i iværksætteri, og al ære og respekt for det, men jeg synes måske bare, det er sådan lidt obskurt at kalde det her for en businesscase, for er det vitterlig det, man ser det som i Alternativet? Og hvorfor skal staten gå ud i iværksætteri inden for nye banker?

Ordføreren.

Jeg skal ikke blære mig med, at jeg taler i korte, afsluttede sætninger, for ofte er der mange kommaer og indskudte sætninger, så jeg beklager, hvis der ikke er nogen, der er blevet klogere. Men det, jeg fik sjusset mig frem til, var netop, at en bank på markedsvilkår ville have godt af at have en fornuftig businesscase, og derfor brugte jeg det ord.

Så siger jeg tak til hr. René Gade for bidraget. Der er en til. Hr. Joachim B. Olsen skal også have chancen. Værsgo.

Tak for det. Jeg glemte faktisk mit spørgsmål, mens jeg desperat prøvede at trykke på knappen. Men det var igen det her med en businesscase. Jo, nu kan jeg huske det. Er der i dag noget, der forhindrer, at borgere ude i yderområderne går sammen om at lave sådan en bank, som ikke er profitdrevet?

Ordføreren.

Det er noget nær drømmescenariet for os i Alternativet, og det er nogle af de scenarier, vi arbejder med, når vi skal ud at skabe stærkere fællesskaber, og det indgik i den gode Nikolaj Amstrups tale sidste år, da han var inde at vikariere på det her område. Det ville være ønskescenariet for os, men det er ikke noget, vi kan lovgive om, og der er måske også en pointe i Liberal Alliances ordførertale, nemlig om det her er noget, vi skal ind at lovgive om, om vi skal se det ske, før det er holdbart, og om der skal være nogen, der selv tager initiativet. Det kan jeg da godt følge, og det er også derfor, jeg ikke kan sige klart ja til det endnu. Jeg har brug for at kunne se – hvis vi skal finde en dansk ord for det – en finansieringsmodel, der i en periode får en investering fra staten, hvorefter det så er selvkørende og så kan køre videre uden støtte. Det har jeg brug for, før vi kan stemme ja til det i Alternativet. Ellers må vi vente på, at der er nogen, der skaber det her momentum ude i det danske land.

Ordføreren. Nej, undskyld. Spørgeren.

Min pointe er, at der bliver tegnet et billede af, at der er en kæmpe stor efterspørgsel på det her herinde fra Folketingets side af, og man refererer til nogle borgmestre osv., men efterspørgslen er åbenbart ikke så stor, at der er nok mennesker ude i de områder, vi taler om her, som ønsker at gå sammen og lave et realkreditinstitut uden profit osv., og derfor er det jo en kunstig efterspørgsel, vi her er i gang med at skabe. Jeg vil tro, der er for omkring 2.000 mia. kr. realkreditudlån ude i landdistrikterne i forvejen på markedet, og så er det bare lige den her ekstra efterspørgsel, som vi prøver at opfinde herinde, for det er ikke noget, nogen går sammen og laver ude i den virkelige verden, altså i de områder, som vi taler om her i dag. Er det ikke lidt tankevækkende?

Ordføreren.

I den bedste af alle verdener var det sådan, at når folk havde behov for noget, gik man sammen og skabte så det, man havde behov for, for det kunne man bare. Vi er jo meget forskellige, f.eks. kan min revisor nogle ting, som jeg slet, slet ikke kan, og min advokat kan nogle ting, som jeg slet, slet ikke kan. Og til det skæve smil fra ordføreren dernede vil jeg sige, at nej, det er ikke at arbejde med tal, for jeg forstår både tal og bundlinjer.

Men det er ikke alle, der bare lige kan gå ud og skabe en bank, det er ikke alle, der bare kan afsætte tid til det i deres hverdag med alt muligt andet, så jeg vil gerne være med til at skabe rammerne for, at folk kan se sig selv i en konstellation, der kunne være en andelskasse, der kunne være et nyt setup for en bank, som der blev talt om fra Enhedslisten og SF's side, men i og med at jeg ikke lige nu kan se det på en måde, hvor vi ikke skal støtte det fra nu af og i al fremtid, kan jeg ikke sige endegyldigt ja her fra talerstolen.

Så jeg følger fint ordførerens tanke, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis det skal sættes sådan op, at borgerne bare selv skal gå ud og skabe alt, hvad de har brug for, for så er der jo ikke brug for, at vi laver lovgivning til at hjælpe nogen på vej, hverken i erhvervslivet eller andre steder.

Hr. Henning Hyllested.

Ordføreren efterlyser en businesscase. Kunne en sådan businesscase være Vestjysk Bank, som staten jo i forvejen har aktiemajoriteten i? Så det kræver jo ikke de store midler. Vi kender også til det statslige Finansiel Stabilitet, og ja, det bliver jo kaldt et skraldespandsselskab. Så det er jo ikke, fordi det her kræver voldsomt meget og kræver voldsomme midler for at få skabt de rammer, som kunne være omkring det, og det er også lidt et svar til Hans Kristian Skibbys tidligere indlæg om, hvor pengene skal komme fra til det her statslige kreditinstitut eller den statslige bank. Vi har dem faktisk i forvejen i form af Vestjysk Bank eller Finansiel Stabilitet.

Ordføreren.

Ja, endelig. Men vi har i Alternativet endnu ikke fundet frem til en formel, der har kunnet modsvare de ønsker og krav, der netop kommer fra nogle i de her områder, også fra vores vælgere og vores medlemmer. Altså, vi har ikke planen for det endnu, og vi har ikke en model, hvor vi har tænkt Vestjysk Bank eller en anden bank ind i forhold til at kunne være løsningen. Men jeg startede også med at sige, at vi meget gerne vil gå videre i dialogen. Jeg har ikke selv været med til de høringer, der har været på området, og det kan være, at der har været nogle guldkorn dér, vi kan gå videre med. Men vi vil rigtig, rigtig gerne stemme for det her forslag, hvis vi ellers kan se – og nu er jeg helt nervøs for at bruge ordet, der starter med b – altså en forretningsmodel, der også kan være virksom i Danmark og nyttig bredt set for de borgere, der bor derude.

Så vi vil meget gerne gå videre med det. Men jeg kan heller ikke lige se, at det i beslutningsforslaget her er præciseret, hvordan det er, det skal gå videre rent økonomisk. Der bliver lagt op til, at det skal klare sig selv, og at det ikke er nogen udgift, og det er jeg egentlig med på: En investering til at starte med, og så kan det måske køre af sig selv. Jeg har bare ikke lige set det.

Spørgeren.

Jeg vil blot sige, at jeg synes, det er helt fair, og så vil jeg jo bare opfordre Alternativet til at tage de overvejelser med i jeres diskussioner og i det udvalgsarbejde, der også kommer, at der faktisk både findes organisationer og for den sags skyld også midler og ressourcer til sådan ret hurtigt at gå ind og skabe det her.

Ordføreren.

Der tror jeg måske også vi kunne få nogle af skeptikerne i salen med, altså hvis der blev præsenteret en meget konkret model for, hvordan det kunne være, måske også med nogle af aktørerne fra det eksisterende bankvæsen, som så sagde, at det godt kan lade sig gøre. Det er jo ofte sådan, at der, hvis der er en politisk hat på, så er nogle, der ikke rigtig tror på, at det kan lade sig gøre. Så måske kunne der være en case fra forslagsstillernes side på det, hvis vi skal gå videre, og ellers vil jeg i hvert fald være med til at lave en beretning eller noget lignende efterfølgende.

Tak til hr. René Gade, og velkommen til hr. Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.

Tilbage i 2014 holdt Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer en høring om den udfordring eller det problem med at belåne både virksomheder og boliger i landdistrikter. I den forbindelse sagde direktøren i det, der dengang hed Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen, følgende, og nu citerer jeg:

»Når industri, skoler, biblioteker, politistationer og domstole flytter helt andre steder hen og bliver centraliseret i byerne, så flytter familierne altså også. Det samme gør kultur- og fritidstilbud, og forretningslivet dør så selvfølgelig i de områder – det giver sig selv. Så der bliver det mindre attraktivt at bo, og så er man inde i den cirkel, som er begyndt. Det er det, der er problemets kerne, og den udvikling kan ikke vendes ved at realkreditten begynder at tage flere risici.«

Det synes jeg var klogt sagt.

Hvis man ser på en by som Klitmøller, kan man jo ikke se, at der er noget problem med at få belånt husene. For Klitmøller er i en rivende udvikling med masser af aktivitet. Man har fundet på det her begreb, man kalder Cold Hawai, hvor man skaber en masse aktivitet i forbindelse med surfing og alt muligt andet, og det gør, at man dér godt kan sælge boligerne og få dem belånt af realkreditten. Så kan der være andre områder, hvor der ikke er den aktivitet, og hvor det så er svært at få lån. Men problemets kerne er at få skabt noget aktivitet i de her områder, og så kommer bankerne og kapitalen også.

I Radikale Venstre er vi jo et socialliberalt parti, og vi synes ikke bare, at man skal stille sig op som liberalist og sige: Hvad der ikke kan stå, skal falde, og du er din egen lykkes smed. Vi synes godt, at staten kan gå ind og regulere, men vi vil meget hellere bruge forskellige statslige politikker end at sige, at staten nu skal ind og drive virksomhed. Man kunne f.eks. sørge for, at der lå uddannelsesinstitutioner i hele landet, man kunne bruge infrastrukturinvesteringer til at skabe noget aktivitet, man kunne bruge kulturinvesteringer til at skabe noget aktivitet, og man kunne tage byfornyelsesmidler og flytte dem ud i landdistrikter i stedet for kun at bruge dem i København. Der er utrolig mange politikker, og SF's ordfører har også nævnt, at man har Vækstfonden, vækstkautionslån, Innovationsfonden, og man har Markedsmålingsfonden. Der er jo en masse forskellige ordninger, som konkret går ind og løser nogle udfordringer, og det mener vi er vejen at gå og ikke at staten overtager opgaven, fordi der ikke er noget aktivitet, og derfor vil vi meget hellere lave nogle andre greb.

Hvis man skal bruge nogle penge, vil vi f.eks. hellere bruge dem på at skabe uddannelse. Nu diskuterer man at samle produktionsskoler og VUC'er, jeg tror, det er 25-30 steder i landet, og det er endnu en gang noget centralisme, hvor man samler det i de store byer, og det er endnu en gang fraflytning, og så er der mindre aktivitet og dermed også færre, der vil låne ud i de områder.

En anden pointe, jeg synes det her forslag overser, er i forhold til det at drive bank. Jeg tror, at det kommer til at forandre sig fuldstændig. Når jeg taler med Finans Danmark og med organisationer, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, så siger de, at det her med at låne 10, 20, 30 eller 100 mio. kr. til en iværksættervirksomhed vil bankerne ikke påtage sig mere, heller ikke her i København, og der tror jeg, at vi skal begynde at arbejde med at fremme nogle helt andre former for lån og kapitalindsprøjtninger i vores virksomheder.

Fagbevægelsen har jo startet en debat for nogle måneder siden, hvor de siger, at et af de store spørgsmål bliver: Hvordan kan man få noget af al den kapital, der er hos private, i de helt store virksomheder, selskaberne og i pensionskasserne, bragt i spil over for iværksættere og nye virksomheder? Kunne det være crowdfunding? Den tidligere Venstreregering havde et forslag om at give et ekstra fradrag, når folk ville investere i nystartede virksomheder. Alle sådan nogle forslag, som kan gavne landdistrikterne, men sådan set også iværksættere i byerne, synes jeg er interessante. Hvordan får vi lavet et helt nyt kapitalmarked, når vi formentlig står i en situation, hvor bankerne generelt kommer til at tage færre risici og dermed ikke har mod på at låne 10 mio. kr. eller 100 mio. kr. til en, der har en idé? Så jeg tror, at man inden for hele erhvervsområdet skal nytænke det helt og egentlig ikke bare komme med en gammeldags løsning, som er, at vi skal blive ved med at have en bank, og så overtager staten det, fordi bankerne er ved at udvikle sig til noget andet. Der tror jeg meget mere at man skal prøve at skabe nogle rammer for nogle nye markeder.

Der har været en diskussion om det, der hedder erhvervsobligationer, hvor man puljer lån til erhverv og sælger dem til pensionskasserne og så på den måde kan skabe en ny måde at finansiere erhverv på. Alle sådan nogle løsninger er vi mere optaget af end sådan en opgivende løsning om, at staten så overtager det. Nej, lad os prøve at se, om vi kan skabe rammerne for noget nyt.

Det sidste, jeg vil nævne, er, at den boligskatteaftale, vi lavede for, tror jeg, ca. 2 uger siden – ja, tiden går hurtigt, når man har travlt – også kommer til at betyde noget. For vi har set et kæmpe udlån i de store byer, fordi priserne på boliger bare er steget og steget, bl.a. fordi man jo altså ikke har beskattet stigningerne. Det får vi nu gjort noget ved, og det skulle alt andet lige også gøre, at markedet bliver mere jævnet ud og bliver bedre og dermed også til gavn for landdistrikterne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det var meget tid, ordføreren brugte på at tale om iværksætteri, når det her forslag sådan grundlæggende handler om, at folk skal have råd til at bo et sted, også for så at kunne være iværksættere. Jeg er enig i, at der er mange spændende historier fra Klitmøller og Læsø og Samsø – der er mange steder, hvor man siger, at nu prøver man at bruge et eller andet lokalt særkende til at brande sit område eller skabe arbejdspladser og de her ting – men der er også bare rigtig mange steder, hvor det er et grundlæggende problem, og der er store områder i Danmark, hvor det her er en negativ spiral. For når der ikke bliver købt og solgt huse, bliver liggetiderne generelt også længere, og det påvirker alle huspriser negativt, og så går det bare slag i slag.

Men ordføreren var lige inde på det her med, at der allerede er alle de her støtteordninger, og det var egentlig det, jeg brugte som argument for at sige, at det jo ikke er nyt for staten at gå ind og lige give et lille skub der, hvor markedet ikke helt fungerer. Det kan være iværksætterstøtteordninger, det kan være Eksport Kredit Rådet, og det kan være Vækstfonden osv. osv. For vi siger: Markedet er ikke perfekt, og hvis de lige skal have lidt hjælp, vil vi gerne understøtte det. Det er jo egentlig lidt den samme tankegang her. Vi ser gerne, at private kommer ind, hvis de føler, at de kan gøre det lige så godt eller billigt.

Ordføreren.

Grunden til, at jeg brugte lidt tid på iværksætteri, var, at I i forslaget også nævner erhvervsejendomme, så I har jo både privatboliger og erhverv med, og jeg synes, iværksætteri er vigtigt. Jeg mener, at det grundlæggende problem er, at der er for lidt aktivitet. Det er det, man via statslige midler skal gå ind og prøve at skabe, og det mener jeg ikke, at sådan en ny bank vil gøre, for det vil ikke løse den grundlæggende udfordring.

Så jeg vil meget hellere gå ind og f.eks. bruge nogle penge på energipolitikken til at skabe nogle job, som gør, at der er penge mellem folk, som de så bruger i butikkerne og til at købe huse, og på den måde få vendt udviklingen, og det var derfor, jeg brugte Klitmøller som et eksempel. For der har man vendt udviklingen, og så kommer lånene også.

Så det er sådan lidt en diskussion om hønen og ægget, mener jeg, og der mener jeg, at forslaget løser det forkerte problem. Jeg vil gerne over og løse det, at der mangler aktivitet. Hvis aktiviteten er der, tror jeg også, at realkreditten og bankerne nok skal komme.

Så siger vi tak til Andreas Steenberg. Der er nu plads til en konservativ ordfører, men det ser ikke ud til, at de vil bruge deres ordførertid, så vi går over til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Tak for debatten, og tak for alle kommentarerne. Tak til dem, der direkte støtter forslaget, som Enhedslisten og som Alternativet – der lige skulle finde ud af, om man var for eller imod. Men jeg kan egentlig godt forstå overvejelserne. Og til DF vil jeg sige, at i forhold til at det lyder, som om man anerkender, at der er et problem, men at man fuldstændig afviser at gøre noget ved det, så er jeg ikke helt sikker på, om jeg forstod, hvor DF så står henne. Men vi er meget modtagelige for ændringsforslag til måder at indrette det her på, fordi vi synes, at problemet er så stort.

Det er også derfor, det er tredje gang på kort tid, at vi har fremsat det. Det har vi gjort, fordi vi nogle gange ser, at tiden egentlig bare skal være moden, eller at timingen skal være rigtig, og så er der ting, der bliver vedtaget. Så det er ikke for at spilde Folketingets tid. Nogle gange er der noget, der skal markedsmodnes – sådan tror jeg vores minister ville kalde det – før tiden er rigtig.

Men vi ser jo nogle ting i de her år, nemlig at effekterne fra finanskrisen har fortaget sig i nogle af de store byer, hvor priserne galoperer af sted – det gælder København og nogle af de andre større byer – og det er faktisk hovedproblemet i de byer, at det er blevet så dyrt, at det er svært for folk at få råd til at købe noget. Og man ser det modsatte problem i nogle landdistrikter, hvor visse realkreditinstitutter faktisk mener, at huse kan blive for billige, og er bekymret for omsætningstiden osv.

Når vi har fremsat det her forslag, er det jo også – jeg bliver lige nødt til at bede om lidt ro dernede. (Tredje næstformand (Christian Juhl): Det kan man få formanden til at bede om. Vi vil gerne have lidt ro dernede.)

Tak. Det kunne jo være, at Venstres ordfører og den konservative minister også kunne komme med nogle indspark senere, hvis man mener, der er nogle forbedringer, man kunne gøre, ikke nødvendigvis af det her forslag.

Men altså, vores beslutningsforslag handler jo om at sikre, at der kan være lån til alle, der har en sund økonomi. Der er nogle, der har antydet, at det her bare ville ende i et ragnarok af dårlige lån: Har vi ikke lært noget af finanskrisen? Og det er simpelt hen en stråmand. Det er ikke det, det handler om. Det handler om de mange, mange eksempler, vi hører om og vi får præsenteret, hvor mennesker med en fuldstændig sund økonomi ikke kan få lov at låne penge til en bolig, eller hvor virksomhedsejere f.eks. ikke kan få lov at udvide deres forretning.

Et helt konkret eksempel var en købmand i Øster Brønderslev, som havde en forretning, der gik strålende. Han ville gerne udvide, og det kunne han igennem lang, lang tid ikke få lov til, fordi den lå i Øster Brønderslev. Hvad den person, der gav ham den melding, ikke vidste, var, at det egentlig gik meget godt i Øster Brønderslev, men det lød måske bare lidt udkantsagtigt. Det er den problematik, vi står over for: Der er nogle, der tager nogle beslutninger i det her land, som ikke har føling med, hvad der sker ude i landdistrikterne.

Jeg er egentlig enig med den radikale ordfører – nu kan jeg ikke lige se, om han stadig væk er i salen – som sagde, at der er forskellige knapper at skrue på. Det er vi fuldstændig enige i, men det behøver ikke være det ene frem for det andet. Det er jo ikke sådan, at der ikke kan være noget iværksætterånd, samtidig med at man sikrer, at folk rent faktisk kan få lov til at låne penge til at købe et hus. De her ting skal gå hånd i hånd, for selvfølgelig skal der også ske nogle ting i landdistrikterne. Men vi ser klokkeklare eksempler på, at udviklingen faktisk bliver holdt nede på grund af det her problem.

Det er jo også derfor, at Landdistrikternes Fællesråd, som repræsenterer 40 kommuner, har støttet det her forslag igen og igen. Det er derfor, at Martin Damm, formand for KL, har sagt, at det er noget a la det her, der skal til. Det er derfor, vi hører borgerlige borgmestre sige – for de kigger ikke efter partifarve, når de sidder derude; de kigger efter, hvad deres kommune har brug for – at der skal sådan noget til, enten vores forslag eller noget, der minder om det.

Vi er også blevet inspireret af Boligfinansieringsfonden i Island og af Husbanken i Norge, fordi man netop der har sagt, og nu citerer jeg, at man kan forbedre boligstandarden og boligfordelingen, også i dele af landet, som de private kreditinstitutter ikke prioriterer.

Det er en klokkeklar prioritering både i Norge og Island, at der skal sikres boligfinansiering i alle dele af landet.

Når jeg lidt polemisk har spurgt ind til de her erhvervsstøtteordninger, er det ikke, fordi jeg er imod dem, ikke dem alle sammen i hvert fald – jeg kan nok godt finde en eller to, men rigtig mange af dem er gode. De understøtter, at nogle lige kan få et skub, kan få lidt hjælp. Der er iværksætterordninger, der er eksportordninger, der er grønne ordninger, der er kreditordninger, der er alt mellem himmel og jord, og det er faktisk oppe på 26 mia. kr. Og noget af det synes jeg er rigtig fint, for jeg abonnerer ikke på en liberalistisk dagsorden om, at der er et perfekt marked derude, der bare venter på, at både boligejere og virksomheder bevæger sig ud på det.

Der er rigtig mange markedsfejl, som nogle ville kalde det, og det er vores opgave at gå ind og hjælpe til dér, uanset om det handler om at fremme grøn energi, om at give noget økonomisk støtte til iværksættere og unge, der gerne vil starte en virksomhed, eller om selvfølgelig at sikre – fordi det er en grundlæggende samfundsopgave – at folk kan bo i hele landet.

Det her er jo heller ikke noget nyt. Altså, vi havde en finanskrise i 2007 og 2008, hvor det vel at mærke var hele det private system, som gik agurk, som eksploderede, og hvor staten måtte træde til med et milliardsikkerhedsnet. Jeg mener, det var 3.000 mia. kr., som staten – altså os alle sammen – måtte spænde ud under den private sektor. Og derfor synes jeg, det er lidt sjovt, når vi hele tiden skal høre, at staten ikke kan finde ud af at drive bank, at det skal vi lade den private sektor om. Altså, det var staten, der trådte til, da hele systemet krakelerede. 49 banker havde statsgarantier – det, som vi nu synes er rimeligt at borgere kan få i sidste ende, hvis det er den model, man vælger. Og i 2009 var staten medejer af hver anden bank i Danmark.

Det var selvfølgelig ikke en ønskelig situation, for alting var gået galt inden for det private. Men min pointe er bare, at hvis man kun skal træde til, når man skal holde hånden under det private, men ikke når det handler om at sikre, at vores land kan hænge sammen, at det ikke knækker over, at folk også kan bo på Lolland og i Thy og andre steder, fordi det har en værdi i sig selv, så synes jeg, det er underligt. Så synes jeg, det er underligt, at man vil bruge 26 mia. kr. af statslige penge til erhvervsstøtte, at man vil gå ind med 3.000 mia. kr. som sikkerhedsnet til private banker, at man i en periode vil gå ind og være medejer af halvdelen af de danske banker. For man må være konsistent, og der vil jeg egentlig gerne rose hr. Joachim B. Olsen. Jeg synes, han har været konsistent og sagt, at det skal vi overhovedet ikke røre ved. Jeg er ikke enig, men jeg synes, det er fint.

Men jeg synes, det er hykleri af værste skuffe, når vi bruger så mange milliarder på at holde hånden under virksomheder og hjælpe dem på vej, når vi siger, at der er nogle markedsfejl, som vi gerne vil korrigere, eller når vi gerne vil hjælpe små virksomheder på vej, men ikke vil hjælpe borgerne derude, som oplever markedsfejl, og som oplever, at det, der fungerer rigtig godt på Østerbro i København, bare ikke fungerer særlig godt ude hos dem, fordi der ikke er den samme velvillighed til at låne penge ud. Og derfor synes jeg, det her er rimeligt. Det er rimeligt, at vi i hvert fald prøver det af.

Det er ikke noget nyt, man har prøvet det før, og det er min afsluttende kommentar: Man gjorde det med FIH. Og inden der kommer gode vittigheder om, hvad der skete med FIH, så vil jeg sige, at det jo netop var en statslig bank, som man oprettede under et socialdemokratisk styre for at sikre, at Danmark kunne hænge sammen på et tidspunkt, hvor der var udfordringer. Så var det, da der skete en privatisering og kom en finanskrise og alt muligt, at FIH fuldstændig krakelerede og imploderede. Men den fungerede i årtier faktisk så godt, at Poul Schlüter postede 200 mio. kr. i den. Og hr. Schlüter var jo en klog mand. Det ved vi. Han kunne godt se ideen i et Danmark, der hang sammen, og derfor postede han 200 mio. kr. i FIH.

Det var min sidste bemærkning. Tak for alle inputtene. Vi ses jo nok igen omkring det her emne, det vil jeg gerne love. Tak for ordet.

Det bliver ikke ordførerens sidste bemærkning, medmindre ordføreren nægter at svare på to korte bemærkninger. Den første er fra hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

Tak for det. Også tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget, for det har da ført en god debat med sig. Jeg synes dog, det er interessant, at fru Lisbeth Bech Poulsen bruger den her argumentation, der handler om finanskrisen og bankpakker. Finanskrisen startede som bekendt i USA med realkreditinstitutter, som gik nedenom og hjem, og det interessante var jo, at det ikke var fuldt private realkreditinstitutter; det var jo halvoffentlige realkreditinstitutter, som gik nedenom og hjem, og som man valgte ikke at redde.

Det var der, krisen startede, altså i halvoffentlige realkreditinstitutter. Så derfor forstår jeg sådan set ikke hele ideen i at tale markedsfejl. Ja, der er markedsfejl, men det her er ikke et eksempel på markedsfejl. Markedsfejl opstår, når man ikke kan sende regningen til dem, der f.eks. forurener, for det kan markedet ikke selv regulere, og så må det offentlige gribe ind – eller på grund af infrastruktur osv., hvor det offentlige er nødt til at gå ind.

Men det, at alle, som ønsker sig et lån, ikke kan få et lån, er altså ikke en markedsfejl. Og der har været offentlige realkreditinstitutter, hvilket vi f.eks. så i USA, og det førte da i hvert fald ikke noget godt med sig, for der har de et langt mindre liberalt marked, end vi har.

Ordføreren.

I USA havde man subprimelån og finansielle værktøjer, derivater og alle mulige underlige konstellationer, som efterfølgende – en del af dem – blev forbudt. Man købte gæld og ompakkede gæld i en grad, så det til sidst blev uigennemskueligt; det er rigtigt. Det var i høj grad et finanssystem, der gik amok i grådighed, fordi man på kort sigt så, at man kunne tjene ufattelig mange penge på det her. Og så var der tale om mangel på regulering, fordi folk, der ikke havde råd til at købe et hus, fik lov til det alligevel. Det var hele ideen med subprimelån.

Det, vi foreslår, er, at folk, der har en fin økonomi, kan få lov at låne. Det baserer sig selvfølgelig på nogle markedsprincipper, hvor det, man har råd til at sidde for for to indkomster – hvis der er tale om konstellationen mor, far og to børn – er det, man får lov til at låne. Det handler ikke om at give usikre lån eller lån til folk, der ikke har råd. Det er ikke det, det handler om.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at krisen i USA ikke var et eksempel på markedsfejl. Den har netop et eksempel på, at man lavede regulering, som f.eks. sagde, at folk skulle have ret til et lån. Man konstaterede noget, man mente var markedsfejl, f.eks. at det var sværere for farvede at få lån, selv om de havde den samme økonomi som hvide, og så gik man ind og sagde, at der var nogle, der skulle have ret til et lån, også i visse områder. Det brød sammen. Det er ikke markedsfejl, det er politikfejl. Og som sagt var det halvoffentlige realkreditinstitutter, som gik nedenom og hjem.

Så jeg synes, at hele præmissen for det, som fru Lisbeth Bech Poulsen siger, simpelt hen ikke hænger sammen med den virkelighed og det, vi har konstateret, i den virkelige verden. Derfor synes jeg, det er meget underligt, at man ønsker et offentligt realkreditinstitut med de farer, det helt tydeligt indebærer.

Ordføreren.

Jeg synes altså, det er lidt morsomt. For det, der fik det til at gå fuldstændig amok, var de nye finansielle værktøjer, der blev taget i brug – hvor man kunne gemme så meget gæld væk og der var noget forsinkelse, før markedet kunne se, hvor elendige nogle af de her lån var, og hvor stor gælden var. Det, Danmark er blevet kritiseret for efterfølgende i rapporten om finanskrisen, er jo netop, at vi stod endnu dårligere rustet og krisen blev endnu dyrere og dybere i Danmark på grund af nogle politiske valg, man havde taget dengang.

Lad mig bare gentage: Det her handler om sunde lån til folk, der har en sund økonomi – om man er virksomhedsejer eller gerne vil købe et hus – men som ikke kan få lov til at tage lån, fordi de bor i et bestemt postnummer. Så det er faktisk fuldstændig i tråd med resten af markedet; vi retter en markedsfejl.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Hvis man kigger på det beslutningsforslag, som fru Lisbeth Bech Poulsen har fremsat, står der, at man bl.a. foreslår en model, hvor det skal udvides med en underskudsdækning eller alternativt et rentetilskud til den enkelte ejendomsejer. Hvis man får en større renteudgift, end man ville få ved andre realkreditinstitutter, vil man kunne få et ekstra rentetilskud for at udligne den forskel. Det er en af de modeller, som SF foreslår.

Men med hensyn til det her med en underskudsdækning tænkte jeg bare på: Hvad nu hvis der er underskud i andre realkreditinstitutter? Hvis vi kigger på regnskabet for 2014 i Nykredit, som jo er den største på markedet, ser vi, at de faktisk havde et underskud i 2014 på 186 mio. kr. Hvordan vil SF forholde sig til, at andre aktører på markedet kører med underskud? Vi ved jo ikke, hvad konjunkturerne er i 2018, 2019 eller 2020. Vil SF så også gå ind for, at de, der kører med underskud, eksempelvis Nykredit, skal have en udvidet underskudsdækning?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er noget af et spring at tale om, at realkreditinstitutterne har underskud. Der bliver tjent penge som aldrig før og det i en grad, så milliarderne bliver overført til bankerne, som er deres moderselskaber, kan man sige. Der bliver tjent styrtende med penge i realkreditinstitutterne. Der var nogle år lige efter finanskrisen, hvor der var nedskrivninger og nogle andre ting. Det beløb, som hr. Hans Kristian Skibby nævner, er jo en dråbe i havet i forhold til det samlede udlånsbeløb. Men det tager man sig også mere end godt betalt for i form af de ekstremt kraftigt stigende bidragssatser. Det er sådan, det marked foregår på, altså et marked, hvor der ikke i vores optik er sund konkurrence. Der er ikke længere underskud. Der er formidable overskud, så langt øjet rækker, og der er samtidig kun stigende bidragssatser. Så vi synes på ingen måde, at der er et fungerende marked blandt de private realkreditinstitutter.

Spørgeren.

Hvis man kigger på Nykredits årsregnskab for 2015, kan man jo se, at det, de tjente penge på, var, at der var ekstremt mange lånomlægninger og dermed mange ekstraordinære indtægter som gebyrer på, at folk konverterede deres lån. Det andet, de tjente rigtig gode penge på, var alternative investeringer, altså investeringer, fordi man havde penge, som man kunne lægge på kistebunden, men som man valgte at investere i andre ting, som ikke decideret havde med realkredit at gøre. Det var der, man tjente rigtig mange af de her penge.

Men det ændrer jo ikke ved, og det må ordføreren forholde sig til, at hvis man kigger på regnskabsåret 2014, ser man, at Nykredit altså kom ud med et underskud på 186 mio. kr. Så spørger jeg bare ordføreren: Når det nu foreslås her i dag, at man skal kunne give en underskudsdækning i det her eventuelt statsligt ejede selskab, hvad så med underskudsdækning i de andre realkreditvirksomheder?

Ordføreren.

Jeg forstår simpelt hen ikke helt den her debat. Er det en debat om, at vi skal have ondt af realkreditinstitutterne, som i de her år tjener milliarder af kroner, og som flytter en ret stor del af deres overskud over til Danske Bank og de andre store banker, som ejer dem? Jeg forstår det simpelt hen ikke. Altså, hvis det handler om, at man i et år har haft et mindre underskud, burde man jo have dækket det ind via sin egenkapital. Det er jo en model, man også kan bruge her. Forskellen vil bare være, at den her model vil være offentlig, og derfor vil der ikke være milliarder af kroner, der skal udbetales til bankerne og dermed videre ud til aktionærerne. Det vil selvfølgelig være forskellen.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Når jeg hører SF's ordfører, lyder det, som om man, hvad enten man er realkreditinstitut eller pengeinstitut eller udlåner på anden vis, ikke er interesseret i at tjene penge. For man siger åbenbart, at der er nogle, der, ifølge SF, har så god økonomi, det er nærmest penge i banken, og så vælger man ikke at låne ud alligevel. Og så mener SF, at så kan staten kreditvurdere eller staten skal gå ind og give en underskudsgaranti, og så er alt godt. Jeg synes, det er ærgerligt, at SF ikke vil kigge på de ting, der har reel betydning, nemlig om der er en positiv økonomisk udvikling og der er en tiltro til udvikling i vores landdistrikter. Det er faktisk det, som Venstre ikke bare har talt om, men også har gennemført over 120 initiativer i forhold til siden regeringsskiftet i 2015.

Vi kan se, at i stort set alle kommuner er der vækst i udlånene, vi kan se, at omsætningshastighederne på ejendomsmarkedet er stigende, og at boligpriserne er stigende i alle dele af landet, ikke kun i hovedstadsområdet og i Østjylland – så der er fremgang. Så er det bare ærgerligt, at SF med den her diskussion i dag taler tingene ned og siger, at det er helt umuligt. Jeg vil bare indtrængende høre SF om, hvorvidt man tror, man fremmer lånemulighederne i landdistrikterne ved at tale på den måde, som man har gjort de sidste 1½-2 timer.

Ordføreren.

Jeg tror, at det betyder rigtig meget for, om der er vækst og udvikling i et område, at man kan få realkreditlån, både til at købe og sælge boliger, så der også er mobilitet, og netop også til virksomheder, for virksomheder er jo også store aftagere af realkreditlån. Der får jeg i hvert fald – jeg ved ikke med hr. Torsten Schack Pedersen – mange henvendelser, også fra virksomhedsejere, som måske har en lille virksomhed, hvor det går meget godt, og man vil gerne udvide, men man kan ikke få lov til at låne penge. Det provokerer mig, når man ser på tallene og ser, at der egentlig godt kunne være mulighed for det, men der er banker og realkreditinstitutter, som har en strategi om at koncentrere deres forretninger der, hvor der er allermest at tjene. Jeg synes, at oven på en finanskrise, hvor danskerne risikerede 3.000 mia. kr. fra finanssektoren, er det rimeligt at sige, at vi egentlig ønsker, at alle, der har en sund økonomi, kan få lån. Sådan er det ikke i dag.

Jeg mødte for et par uger siden en bankmand i Aalborg. Han vil gerne være anonym, for han var faktisk rasende over, at hans egen arbejdsgiver konsekvent sagde, at han skulle sige nej til folk, der kom med sunde projekter, som var små virksomhedsejere. Men det lyder bare, som om vi har meget forskellige opfattelser af tingene.

Spørgeren.

Det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke anerkender, at der er udfordringer, men et spørgsmål om, hvilken medicin der virker bedst. Det, der er SF's budskab, er, at man skal have ret til et lån – man skal have ret til et lån. Jeg tror, at SF skal kigge lidt nærmere på, hvordan det gik med belåning for både pengeinstitutter og realkreditinstitutter under den finansielle sektor, for der er vist nogle forhold, som jeg ikke er helt sikker på at SF helt har styr på.

Jeg undrer mig bare over, at det er SF's politik, at vi skal have et statsligt drevet, statsligt støttet realkreditinstitut, som i øvrigt – det har SF bekræftet under debatten – skal opkræve lån til en højere pris end dem, der kan optage et lån på de velkendte realkreditinstitutter, altså at den solidaritet, der er i vores realkreditsystem så ikke længere skal gælde for folk, der bor i vores landdistrikter, de skal som udgangspunkt have en højere rente. Det synes jeg ikke er hjælpsomt over for udviklingen i vores landdistrikter.

Ordføreren.

Det kunne måske hjælpe, hvis hr. Torsten Schack Pedersen rent faktisk havde læst vores beslutningsforslag. Der står jo til allersidst i bemærkningerne: »Hvis merrisikoen ved udlån i yderområderne er lille eller nul, vil merrenten også blive lille eller nul.« Det betyder jo, at man vil få den samme rente som alle mulige andre steder, hvis der ikke er nogen risiko. Vores fokus er jo netop på sunde projekter, om det er virksomheder eller boligejere.

Så synes jeg også, at hr. Torsten Schack Pedersen skal lægge mærke til den statistik, som også er i beslutningsforslaget, hvis ordføreren vil kigge på det, nemlig at tre ud af fire erhvervschefer i land- og yderkommuner inden for de sidste 2 år har fået kendskab til perspektivrige iværksætterprojekter i kommunen, som har fået afslag på lån til at starte virksomhed. Det er altså tre ud af fire erhvervschefer i land- og yderkommuner. Jeg synes også, man skal tage deres ord for gode varer.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Der er heller ikke flere, som har bedt om ordet i øvrigt, så forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ikke nogen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.