Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 121:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af bestemmelserne om dobbelt statsborgerskab.

Af Christian Langballe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet. Udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Dansk Folkeparti foreslår med det her beslutningsforslag, at det pålægges regeringen at ophæve bestemmelserne om dobbelt statsborgerskab, så man ikke kan have et andet statsborgerskab, samtidig med at man har et dansk statsborgerskab.

Jeg vil med det samme sige, at regeringen ikke kan støtte ønsket om at ændre på de her regler. Vi har siden den 1. september 2015 accepteret dobbelt statsborgerskab i Danmark, og det er der faktisk masser af danskere der har sat stor pris på og sætter stor pris på både i ind- og udland. På baggrund af reglerne om dobbelt statsborgerskab er det jo ikke længere et krav, at udenlandske statsborgere skal opgive deres oprindelige statsborgerskab for at blive danske statsborgere, ligesom danske statsborgere kan bevare deres.

Det er vigtigt, synes jeg, at holde sig for øje, at reglerne om dobbelt statsborgerskab rent faktisk har betydning i forhold til vores muligheder for at frakende personer, der ikke vil Danmark, dansk statsborgerskab. Det følger af indfødsretsloven, at den, der dømmes for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sit statsborgerskab, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Straffelovens kapitel 12 og 13 vedrører jo bl.a. forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder samt terrorisme. Jeg tænker i den forbindelse på eksempelvis danske statsborgere, der rejser til Syrien og tilslutter sig terrorbevægelser. Hvis disse personer samtidig er statsborgere i et andet land end Danmark, har vi muligheden for ved dom at frakende dem det danske statsborgerskab. Det kan vi ikke, hvis de har opgivet deres oprindelige statsborgerskab.

Så reglerne om dobbelt statsborgerskab indebærer altså også, at vi har en større mulighed for i sidste ende at kunne udvise nogle af de mennesker, som vi bestemt ikke ønsker skal være her i Danmark. Og jeg må sige, at det er et regelsæt, som vi i regeringen sætter meget højt. Med de ord kan jeg sige, at regeringen jo så dermed ikke kan støtte det beslutningsforslag, der er lagt frem her.

Det gav anledning til en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jeg vil simpelt hen bare gerne høre, hvor mange der har fået frakendt deres statsborgerskab, efter at det dobbelte statsborgerskab er blevet indført, og hvor mange der efterfølgende er blevet udvist.

Ministeren.

Altså, vi har jo faktisk set eksempler på, at man har fået frakendt sit danske statsborgerskab, i hvert fald i første instans – så kan det jo godt være, at noget af det så vil køre videre. Men derefter kommer det jo til at handle om netop at få de her mennesker udvist, og det er ikke nødvendigvis – det vedgår jeg gerne – en nem sag, men muligheden foreligger nu. Det gjorde den ikke før. Og jeg kan garantere hr. Christian Langballe for, at det er noget af det, som vi kommer til at arbejde hårdt på i fremtiden, altså netop at få nogle af de her mennesker smidt ud.

Så nåede hr. Christian Langballe lige at trykke sig ind, før ministeren gik ned. Værsgo til hr. Christian Langballe.

Tak, det var dejligt. Jo, men jeg fremfører det bare, for hvis det er hovedargumentet, at man kan få fradømt nogen deres statsborgerskab, altså det her dobbelte statsborgerskab, så synes jeg ikke, det er ret validt – det må jeg altså sige. Der er også nogle andre ting, der har stor betydning her.

Jeg vil godt have ministeren til at kommentere det forhold, at vi under den tyrkiske valgkamp, altså valgkampen i Tyrkiet med Erdogan, så, hvordan der også blev ført valgkamp i Danmark. Det er jo altså bl.a. konsekvensen af dobbelt statsborgerskab – det vil jeg godt lige minde om. Og jeg vil godt have ministeren til at kommentere, om hun synes, at den form for femtekolonnevirksomhed, hvor man udvider et semidiktatur for en statsleder i Tyrkiet, er foreneligt med, at man så også stemmer til det danske Folketing. Det synes jeg faktisk ikke det er.

Ministeren.

Man må i hvert fald sige, at det jo er noget af det, der så er muligt. Jeg må altså sige, at jeg ganske enkelt vægter muligheden for at få udvist nogle af de mennesker, som vi bestemt ikke ønsker i Danmark, altså folk, der f.eks. er dømt for terrorisme, meget, meget højt. Det er en af begrundelserne, en af hovedbegrundelserne for, at jeg i sin tid i hvert fald stemte for det dobbelte statsborgerskab. Og jeg vil antage, at hr. Christian Langballe også ønsker de her mennesker udvist – den mulighed havde vi bare ikke før, men det har vi altså nu.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg står over for at skulle til Flensborg og Slesvig her i næste uge med Sydslesvigudvalget, og der kom jeg til at tænke på, at hvis nu Dansk Folkeparti fik held med at vedtage sådan et forslag som dette, vil det så betyde, at de mindretalsdanskere, som bor i Sydslesvig, og som har søgt dobbelt statsborgerskab, så skal vælge imellem dansk og tysk igen, altså hvis man nu annullerer det dobbelte statsborgerskab?

Ministeren.

Det vil vel umiddelbart være betydningen af det, men nu tror jeg rent faktisk ikke, at det her forslag får så stor opbakning i Folketinget, at man ville skulle stå over for det valg.

Spørgeren.

Nej, det håber jeg heller ikke, men jeg vil bare gerne vide, om det var konsekvensen for mindretallet, at de så skulle vælge enten tysk eller dansk statsborgerskab og ikke kunne have begge statsborgerskaber i fremtiden, hvis det blev vedtaget. Jeg vil vide konsekvenserne af sådan et forslag. Det er det, jeg spørger om.

Ministeren.

Nu ved jeg godt, at Enhedslisten ofte opererer i sådan en verden, der måske ligger lidt uden for den verden, alle vi andre lever i. Ja, det vil det umiddelbart betyde, men altså igen, det ser ikke ud til, at det her forslag får stor opbakning her i Folketinget.

Så siger vi tak til ministeren. Så er vi i gang med ordførerrækken, og det er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det kan nok ikke overraske mange, at vi i Socialdemokratiet som regeringen heller ikke støtter det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Det kan godt være, at det ikke er decideret genudsendelse i debatten – det drøftede jeg lige med Dansk Folkepartis ordfører – fordi vi ikke har stået med et konkret beslutningsforslag, men det er jo trods alt ikke mere end 2½ år siden, at et stort flertal her i Folketinget blev enige om, at man i Danmark skulle tillade dobbelt statsborgerskab.

Når man så nu fra Dansk Folkepartis side foreslår at afskaffe det, kan man læse i beslutningsforslagets argumenter, at et dansk statsborgerskab udtrykker loyalitet og bundethed, noget, som Dansk Folkeparti ikke mener at man kan have til to lande. Jeg mener helt klart også, at man som dansk statsborger skal være loyal over for Danmark. Det underskriver man jo i parentes bemærket også en erklæring om at man vil være, når man ansøger om dansk statsborgerskab.

Hvad er loyalitet så egentlig? Det er jo en følelse af ansvar for og tilknytning til noget eller nogen og en vilje til at kæmpe for det og forpligte sig på det. Jeg slog det lige op i ordbogen, også bare for at se, hvilke formuleringer der bliver brugt der, og der bliver det defineret som fuld støtte og troskab. Det er jo noget, der ligger i den enkeltes identitet, det er inde i kernen af mennesket, og på den måde giver det for mig ikke særlig meget mening, at vi som stat skal lovgive ud fra en generalisering om, at inde i sig selv kan alle mennesker kun rumme den loyalitet til et enkelt land.

Der er også i beslutningsforslaget en henvisning til indfødsrettens oprindelige tolkning både i grundloven og i tiden til formuleringen af § 44 her i grundloven, og ikke for at være polemisk eller noget vil jeg bare sådan lidt forsigtigt sige, at nu er vi jo så nogle år senere her i 2017, og hvordan grundloven blev forstået i 1849, kan vi ikke bruge som et endegyldigt argument i den her sammenhæng. Det er fint og vigtigt at have en interesse for vores historie, og hvad vi kommer af, men når vi står her i salen, lovgiver vi jo altså ikke for fortiden, men for fremtiden, og det var det, vi gjorde, da vi tillod dobbelt statsborgerskab.

At vi i Danmark har mulighed for at have dobbelt statsborgerskab, er til gavn for mange og ikke til skade for nogen. At man vælger at søge om dansk statsborgerskab og opnår det ved at møde de krav, vi stiller, altså at man binder og forpligter sig til Danmark på den måde, synes jeg er positivt, al den stund at der jo er tale om mennesker, der har deres liv her i Danmark, som har boet her i mange, mange år, som forsørger sig og sine, overholder landets love, taler sproget. At de mennesker vælger at blive danske statsborgere, synes jeg er et plus. De rækker ud mod vores fællesskab og forpligter sig på det land, hvor de i forvejen lever deres liv.

Så det dobbelte statsborgerskab er ikke et udtryk for et manglende tilhørsforhold eller et fravalg, men et aktivt tilvalg. At have muligheden for dobbelt statsborgerskab styrker tilhørsforholdet til Danmark for en række mennesker, der bor og lever her og har deres familieliv og arbejdsliv her. Og det gælder naturligvis også med omvendt fortegn for den lille kvarte million danskere, der rundt omkring i verden har benyttet sig af muligheden for at bevare deres statsborgerskab, og som med de her regler jo kan vælge nu også at forpligte sig fuldt ud på det land, hvor de har deres liv.

Så uden flere ord knyttet til det kan vi afvise beslutningsforslaget.

Der bliver dog afæsket et par ord mere, nemlig fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil sige, at virkeligheden demonstrerer, at der kan være og kommer loyalitetskonflikter. Nu nævnte jeg valget i Tyrkiet. Jeg mener da afgjort, at der er tale om en loyalitetskonflikt med en dobbelt standard, når det gælder Tyrkiet, i forhold til at man udvider sådan et semidiktatur, og i forhold til Danmark, hvor der er nogle helt andre rammer for folkestyret. Er der ikke en konflikt i det? Det synes jeg simpelt hen virkeligheden demonstrerer. Er der ikke en konflikt i, at tyrkiske politikere vil føre valgkamp i Danmark for et valg, der foregår i Tyrkiet? Er der ikke en konflikt i det? Det mener jeg da afgjort der er. Hvis det bliver fremtiden, at dobbelt statsborgerskab kommer til at betyde, at fremmede landes politikere begynder at føre valgkamp i Danmark, er det jo utåleligt. Jeg synes bare, at man i det mindste bør anerkende, at det med loyalitet faktisk spiller en meget konkret og praktisk rolle.

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at hr. Christian Langballe peger på noget helt centralt, nemlig at vi i dagens Danmark står med en hel masse meget vigtige kulturkampe, som vi skal kaste os ind i og skal kæmpe, hvilket jo ikke er gjort. Der var også reaktionære og antidemokratiske mennesker og organisationer i etniske miljøer, før vi tillod dobbelt statsborgerskab, og det betyder da ikke, at det ikke var vigtigt at gå op imod det dengang. Jeg synes, det er helt rigtigt at påpege det hykleri, der er i at sidde i frihed i Danmark og stemme for at indskrænke andre menneskers frihed. Helt enig.

Jeg synes, »utåleligt« er et godt ord til at beskrive, hvis fremmede landes politikere skal føre aktiv valgkamp i Danmark. Der er vi sådan set helt på linje. Jeg synes også, at gode socialdemokratiske gruppekollegaer er gået ind i den kamp, både med afsæt i deres lokale valgkredse og med afsæt i deres egen baggrund. Det er en vigtig kamp, men det er altså ikke en kamp, der står og falder med, om der er dobbelt statsborgerskab. Det må hr. Christian Langballe vel også anerkende. Det er altså ikke noget, der er opstået med indførelsen af dobbelt statsborgerskab.

Spørgeren.

Nej, altså, jeg peger bare på det, ordføreren sagde om loyalitet – at man godt kunne rumme to loyaliteter. Det vil sige, at man altså godt kan rumme to loyaliteter, der strider totalt imod hinanden i det principielle og det politiske og ideologiske. Det synes jeg er en absurd påstand, for så er det ikke den samme loyalitet, vi taler om. Men lad det nu være.

I forhold til hele det her statsborgerskabsområde: Jeg ville da ønske, at man havde holdt fast i grundlovens oprindelige bestemmelse om, hvad et statsborgerskab er. Så havde vi ikke stået i den her misere, som vi gør i dag. Det mener jeg virkelig. Der er blevet uddelt alt for mange statsborgerskaber. Der er hældt alt for mange statsborgerskaber ud til mennesker, der ikke taler dansk. Vi var da ikke overhovedet kommet i den situation, hvis man havde fulgt grundlovens ånd.

Tak. Ordføreren.

Man kan sige, at der jo altså er nogle ting, der har forandret sig i verden siden 1849 – og meget, det meste, til det bedre. Enkelte gange kan man da godt forfalde til lidt nostalgi.

Jeg har selv i min omgangskreds tæt på mig tre helt konkrete eksempler, hvor mor har ét statsborgerskab og far har et andet statsborgerskab, og det er måske det allerbedste eksempel på nogle af de situationer, vi står i i dag – ud over det, hr. Jan E. Jørgensen refererede til, nemlig at han elskede sine egne børn lige meget, sidst vi diskuterede det her. Så stiller man de forældre over for et umuligt valg: Skal vores barn være statsborger, som mor er, eller som far er? Den problemstilling stod man jo bare ikke over for tidligere – stod Grundtvig ikke med. Derfor bliver vi da nødt til at løfte de her diskussioner med ind i vores nutid. Når vi lovgiver, som jeg også sagde, så lovgiver vi for fremtiden og ikke for fortiden.

Tak til ordføreren. Så er det Venstres ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Personligt er det nok en af de større politiske sejre, jeg har oplevet, da vi i 2014 blev enige om, at vi skulle tillade dobbelt statsborgerskab. Jeg var ordfører dengang og blev modtaget af en masse glade mennesker med flag og champagne, og jeg ved ikke hvad. Det var danskere, som var flyttet ud af Danmark og boede et andet sted, som nu fik muligheden for at få dobbelt statsborgerskab. De havde simpelt hen ikke kunnet få sig selv til at frasige sig det danske statsborgerskab, selv om de havde boet mange år i et andet land. Og så var det udlændinge, der boede i Danmark, men som var blevet danskere og gerne ville være statsborgere i Danmark, men heller ikke kunne få sig selv til at frasige sig deres oprindelige statsborgerskab. Så det var i mine øjne en rigtig god og progressiv beslutning, som vi traf til gavn for rigtig mange mennesker.

Men jeg anerkender, at det var en svær beslutning. Det var det også i Venstres folketingsgruppe. For der var tale om et paradigmeskifte, hvor man jo decideret havde en konvention, der forbød dobbelt statsborgerskab, og som Danmark havde tiltrådt, men som en række lande havde opsagt, fordi verden havde forandret sig. For vi lever i en globaliseret verden. Vi lever i en verden, hvor mennesker i stor stil bevæger sig på kryds og tværs af grænser. Og ja, det er noget rod. Det er det. Verden er et rodet sted. Man kunne også sige, at verden er et broget sted, for at bruge et mere positivt ladet ord. Men vi synes altså, det er ganske fornuftigt at tage bestik af, at verden har forandret sig. Det har den siden vores grundlov fra 1849, men det har den også gennem de senere årtier.

Så nu har udlændinge, der er flyttet til Danmark og blevet danske statsborgere, mulighed for at fastholde en tilknytning til deres oprindelseslande, og danskere, der er flyttet ud i verden og blevet statsborgere i andre lande, har også fået lov til at beholde deres danske statsborgerskab. Jeg tror ikke, man skal have været ret mange minutter i eksempelvis Solvang på den amerikanske vestkyst for at finde ud af, at det altså er muligt at være amerikaner og dansker og elske begge lande, endog rigtig højt.

Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at der ikke er grund til at tvinge mennesker til at foretage valg, som det ikke er nødvendigt at foretage. Derfor er der heller ingen grund til at tvinge nogen til at opgive deres oprindelige statsborgerskab, fordi de gerne vil være statsborgere i et nyt land. I min verden er det fuldt ud muligt at elske både sit gamle og sit nye fædreland højt, ligesom fru Astrid Krag sagde, jeg tidligere har sagt om mine to børn, Kamma og Valdemar: Dem elsker jeg også lige højt, og det ville være umuligt for mig at skulle vælge mellem dem.

Men jeg har en fornemmelse af, at mine argumenter om globalisering og dobbelt fædrelandskærlighed måske ikke vækker den helt store genklang hos Dansk Folkeparti. Så derfor vil jeg i stedet, som minsiteren jo også gjorde det, henlede Dansk Folkepartis opmærksomhed på en anden sidegevinst ved reglerne om dobbelt statsborgerskab. For reglerne har nemlig stor betydning for vores muligheder for at frakende dansk statsborgerskab fra personer, som på den ene eller den anden måde har vist sig bestemt ikke at være danskere, men faktisk være antidanskere, antidemokrater. Det gælder eksempelvis de syrienskrigere, som vi her i salen diskuterede netop på baggrund af et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som ønskede, at det skulle præciseres, at man kunne fratage syrienskrigere deres danske statsborgerskab.

Som jeg også dengang havde en lille drøftelse med hr. Christian Langballe om, fremgår det jo af indfødsretsloven, at de, der dømmes for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 – og det er de to kapitler, der omhandler forbrydelser mod staten, altså eksempelvis syrienskrigere – ved dom kan frakendes deres statsborgerskab, medmindre de derved bliver statsløse. Og det giver sådan set god mening, for det er jo kun, hvis de borgere samtidig er statsborgere i et andet land end Danmark, at det overhovedet giver mening at fratage dem deres statsborgerskab. For hvis vi ønsker at udvise mennesker af Danmark, skal vi altså have et land, vi kan udvise dem til. Vi kan ikke bare sige: Du skal ud. Vi er nødt til også at sige, hvor vedkommende så skal hen, og vi er også nødt til at sikre os, at det land har en forpligtelse til at tage imod de pågældende, og det har man altså, hvis de pågældende er statsborgere i det andet land.

Så man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om man sætter muligheden for at frakende syrienskrigere deres statsborgerskab højest, eller om man sætter ønsket om at afskaffe dobbelt statsborgerskab højest. Man kan ikke få begge dele. Med disse ord når jeg frem til min konklusion, som så forhåbentlig ikke kommer bag på nogen: Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Det kaldte på en enkelt kort bemærkning fra hr. Christian Langballe. Værsgo.

Vi er jo uenige om noget helt grundlæggende i forhold til loyalitet. Jeg mener, at den loyalitetskonflikt, som jeg har forsøgt at skitsere med Tyrkiet som eksempel, faktisk taler sit eget klare sprog. Men lad det nu være.

Nu er det der med at kunne fradømme statsborgerskab jo blevet betragtet som sådan et rigtig vægtigt argument. Altså, Said Mansour fik fradømt statsborgerskab, skønt der kun var regler om ét statsborgerskab. Det skete faktisk. Og hvor mange er det så egentlig, det er blevet til? Er det én, eller hvad? Jeg kan altså ikke rigtig se det der vægtige argument vise sig, for jeg tror ikke, det kommer til at betyde det nævneværdige i forhold til det her. Og når man endelig kommer med sådan nogle vægtige argumenter, man mener virkelig betyder noget, synes jeg altså, virkeligheden demonstrerer, om det er vægtigt eller bare er noget, man sådan siger, fordi man synes, det lyder godt.

Ordføreren.

Jamen Said Mansour fik frataget sit danske statsborgerskab, netop fordi han havde dobbelt statsborgerskab. Hvis han ikke har haft dobbelt statsborgerskab, kunne vi ikke have frataget ham det danske statsborgerskab. Så var han blevet statsløs, og så kunne vi ikke vise ham nogen steder hen, for der er ikke sådan et Statsløselille, hvor man kan samle de her mennesker op. Det kræver altså et land, man kan udvise dem til. Og siden da har der været en syrienskriger, som har fået frataget sit statsborgerskab, som også havde et dobbelt statsborgerskab.

Det er korrekt, at der jo tidligere har været nogle, som havde problemer med at blive løst fra deres tidligere statsborgerskab, og vi har så ladet nåde gå for ret i Indfødsretsudvalget og sagt, at så kunne man så godt få statsborgerskab alligevel, fordi man havde haft de her vanskeligheder ved at blive løst fra det foregående statsborgerskab. Men der er jo også en række lande, hvor man godt kan få den her løsning, og det er jo også blevet nemmere for en række lande at blive løst. Og nu stiller vi slet ikke krav om løsning. Det vil sige, at fremover vil det jo nærmere blive reglen end undtagelsen, at man, når man får dansk statsborgerskab, så ikke bliver løst fra sit tidligere statsborgerskab og dermed bliver dobbelt statsborger.

Spørgeren.

Jeg bliver bare nødt til at sige, at det, at jeg gerne vil have fradømt nogle deres statsborgerskab, betyder ikke, at jeg så bliver tilhænger af dobbelt statsborgerskab. Det er noget helt afgørende og principielt for mig og for os som parti, at den loyalitet, som man har som borger, knytter sig til et enkelt land. Det er simpelt hen det, der er det afgørende, og der må de andre forhold vige. Det er simpelt hen bare sådan, som det er. Og det vedkender jeg mig gerne. Det kan være, at det ser mærkeligt ud i ordførerens hoved, men det gør det faktisk ikke i mit, for jeg mener, at det helt afgørende principielle, at man knytter sin loyalitet og kærlighed til Danmark, har betydning. Det har en langt, langt dybere betydning end den umiddelbare almindelige politiske dagsorden, sådan som den er nu. Det er noget helt andet, det drejer sig om.

Ordføreren.

Jamen det synspunkt har jeg sådan set fuld respekt for, men man må bare også acceptere, at der så er en konsekvens, altså at de andre forhold må vige, som hr. Christian Langballe siger. Så kan vi altså heller ikke udvise mennesker, når først de har fået dansk statsborgerskab. Vi er helt enige i, at vi skal være påpasselige med, hvem vi giver dansk statsborgerskab. Den forrige debat var jo sådan set et meget godt eksempel på, at vi ikke bare i Venstre synes, at man skal få det pr. automatik, den dag man fylder 18, hvis man har boet i Danmark og ikke har begået kriminalitet. Men altså, den her automatiske tilkendelse af dansk statsborgerskab er vi ganske enige med Dansk Folkeparti i at vi ikke skal have. Men her er vi bare uenige. Hvis DF anerkender, at der altså er negative konsekvenser ved at fjerne dobbelt statsborgerskab, så behøver vi jo ikke diskutere det længere.

Det gør vi så heller ikke, for vi siger nemlig tak til ordføreren og går videre til Enhedslistens ordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen. Værsgo.

I 2014 vedtog et bredt flertal i Folketinget, og det omfattede bl.a. de nuværende regeringspartier Venstre og Liberal Alliance, at modernisere vores lovgivning om statsborgerskab, sådan at det generelt blev muligt at have et andet statsborgerskab ved siden af det danske. Og jeg mener virkelig modernisere, for det var at tilpasse loven til den virkelighed, vi lever i, nemlig at der bor mange mennesker i Danmark, som har boet her i årevis, som føler sig danske, som måske er dansk gift og har danske børn, men oprindelig kommer fra et andet land og har det sådan, at de stadig føler tilknytning til det land, som de oprindelig kommer fra. Det var virkelig et naturligt skridt at tage, for der er som sagt mange mennesker, som bor i Danmark med et andet statsborgerskab, men som har et helt naturligt ønske om at høre til i Danmark og samtidig bevare tilknytningen til deres oprindelige land eller deres forældres gamle land.

Vi hylder jo i Danmark det danske mindretal i Sydslesvig. Vi har ofte fokus på efterkommere af danske udvandrere til USA eller Argentina, som jo altså bevarer danske traditioner og bånd til Danmark. Jeg tror, der er mange i Danmark, der sådan synes, at det er lidt sjovt, at der er nogle danskerkolonier rundtomkring i verden med mennesker, som oprindelig har rødder i Danmark, som er blevet en del af det samfund, de er flyttet til, men som stadig bevarer en tilknytning til det danske. På præcis samme måde kan mennesker, som oprindelig kommer fra Rusland, Irak eller Chile, eller hvor det nu kan være fra, og som nu er flyttet til Danmark, have det, nemlig at de føler sig danske, men også føler sig som russere, irakere eller chilenere, eller hvad det nu kan være.

Derudover er der også et lidt praktisk aspekt i det her, nemlig at vi i årene op til lovændringen i 2014 så, hvor utrolig besværligt det var for en masse mennesker at blive løst fra deres gamle statsborgerskab, for så skulle myndighederne i det land, som de oprindelig kom fra, udføre en masse papirarbejde, som det ikke altid var muligt at få disse myndigheder til at udføre. Det betød jo så, at vi faktisk endte med at give nogle mennesker ret til at have et dobbelt statsborgerskab, fordi de simpelt hen ikke kunne blive løst fra deres gamle statsborgerskab. Men det var så kun nogle, der ligesom fik den mulighed.

Nu har vi altså lavet en lovgivning, som gælder for alle. Man må gerne have et dobbelt statsborgerskab. Det synes jeg er dejligt, og det ved jeg at der er rigtig mange mennesker som også synes. Da vi vedtog lovforslaget, var det sådan lidt en festdag. Der var simpelt hen så mange mennesker, som i årevis havde tænkt: Jeg bor i Danmark, og jeg vil så gerne være dansk statsborger, men jeg vil helst ikke give slip på det statsborgerskab, jeg har, i det land, som jeg kommer fra. Det var en festdag, og vi støtter helhjertet fortsat den lovgivning og stemmer selvfølgelig imod Dansk Folkepartis forslag.

Så vil jeg lige nævne, at Dansk Folkeparti jo har markeret sig meget tydeligt i medierne som tilhængere af et forslag fra Sydslesvigudvalget om, at dansksindede sydslesvigere kan få dansk statsborgerskab på baggrund af deres ophold i Sydslesvig, hvis de opfylder forskellige kriterier, som bl.a. omfatter deres forældres danske oprindelse. Jeg synes jo, at det kunne være interessant at høre Dansk Folkepartis svar på det meget simple spørgsmål, man så kan stille, nemlig om det betyder, at de her mennesker fra det danske mindretal i Tyskland skal opgive deres tyske statsborgerskab for at få lov til at få det danske statsborgerskab.

Jeg synes, at det her igen er et eksempel på, at Dansk Folkeparti arbejder i to forskellige retninger. På den ene side arbejder man for, at mennesker fra det danske mindretal skal have en lettere adgang til at få det danske statsborgerskab – de har i forvejen betydelig lettere adgang til at få dansk statsborgerskab end andre mennesker – og på den anden side siger Dansk Folkeparti nu, at man slet ikke må have dobbelt statsborgerskab. Men det kan jo være, at Dansk Folkepartis ordfører vil svare på det, når ordføreren kommer op på talerstolen.

I hvert fald giver det nu anledning til et enkelt spørgsmål fra hr. Christian Langballe.

Jeg skal nok give en detaljeret forklaring, når jeg kommer på talerstolen. Sådan som jeg husker diskussionen, syntes en hel del af de røde partier, og jeg mener også, at det var inklusive Enhedslisten, at det med det danske mindretal og dobbelt statsborgerskab var det rene pjat. Det mente man faktisk. Man syntes, det var det rene pjat, at de skulle omfattes af det. Så synes jeg, at det er sådan lidt interessant med det der taktiske spil, der foregår i Folketinget, hvor man ligesom ikke står på mål for sit eget standpunkt, men prøver at angribe andres standpunkter, mens ens eget står og blafrer lidt i vinden, for så bliver man selv fri for at udtrykke, hvad man mener.

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg synes, at jeg udtrykker utrolig klart, hvad jeg mener, nemlig at jeg synes, det er fantastisk dejligt, at vi endelig har fået moderniseret loven, sådan at man kan have dobbelt statsborgerskab. Jeg tror ikke, der er nogen, der hørte min tale, som kan være i tvivl om, hvad jeg mener, nemlig at det er rigtig godt, at man kan få dobbelt statsborgerskab.

Med hensyn til det forslag, som diskuteres i Sydslesvigudvalget, om at udvide det danske mindretals adgang til lettere at få dansk statsborgerskab, vil jeg sige, at vi støtter de nuværende regler. Men det er rigtigt, at det forslag, som ligger i udvalget nu, er vi meget kritiske over for, bl.a. fordi man udvider det område, som man skal bo i for at opfylde opholdskravet, til at omfatte den anden side af den demokratisk fastlagte grænse fra 1920. Det er klart, at vi er meget kritiske over for det. Et andet element, vi er meget kritiske over for, er, at et af de kriterier, man skal opfylde for at få den her lettere adgang, er, at man skal gå fire generationer tilbage og identificere eventuelle danske statsborgere i stamtræet. Vi står altså uforstående over for det her med, at man sådan skal tilbage i stamtræet og se, om man kan finde noget dansk blod. Så ja, vi er kritiske over for det forslag, som ligger i Sydslesvigudvalget på nuværende tidspunkt, ligesom jeg ved, at der er mange fra det danske mindretal, som af de samme årsager er kritiske, altså på grund af det her spørgsmål om ophold på den anden side af 1920-grænsen og det med at gå fire generationer tilbage.

Så siger vi tak til ordføreren og lader grænsen stå fast. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Med det her forslag ønsker man at ophæve muligheden for dobbelt statsborgerskab for danskere. Egentlig kan jeg sagtens forstå argumentationen om, at statsborgerskab er et udtryk for en loyalitet over for og en bundethed til en nation, men jeg ser heller ikke noget problem i, at man kan være loyal over for flere nationer. Der er en række lande i verden, som Danmark værdimæssigt er meget tæt forbundet med. Når man f.eks. som dansker finder en amerikansk ægtefælle og flytter til USA, men selvfølgelig stadig væk føler sig nært forbundet med Danmark, så har jeg svært ved at se, at der skulle være en konflikt mellem loyalitetsforholdet til USA og loyalitetsforholdet til Danmark.

Men jeg medgiver, at der er nogle problematikker i forhold til folk, som kommer fra lande, som værdimæssigt er meget forskellige fra Danmark. Et godt eksempel er jo det, som hr. Christian Langballe selv er inde på, i forhold til den tyrkiske afstemning for nylig. Det er et godt eksempel på, at der er udfordringer, når man værdimæssigt er meget forskellige. Men for mig og for Liberal Alliance vejer det dog tungest, at der findes en række danskere, der føler en meget stor fædrelandskærlighed til Danmark, og hvis livsomstændigheder har taget dem et andet sted hen i verden. Det, at folk kan føle sig så knyttet til Danmark selv efter at have levet mange år i et andet land, er virkelig også sigende for danskhedens vitalitet, og vi ønsker ikke at nægte de her danskere, de her mennesker, deres officielle tilknytning til Danmark.

Så det er sådan set ikke, fordi vi ikke anerkender de problematikker, som Dansk Folkeparti påpeger, men det er, fordi det er et spørgsmål om, hvad vi vægter tungest, og i Liberal Alliance er det altså det sidste, jeg var inde på. Derfor stemmer vi imod forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe. Værsgo.

Jeg er da glad for, at det i det mindste anerkendes, at der faktisk er nogle grundlæggende forhold af principiel art, som man bliver nødt til at tage stilling til. Jeg må bare sige, at jeg helt grundlæggende har det sådan, at skulle jeg nogen sinde finde på at udrejse til f.eks. USA og slå mig ned dér og få en amerikansk kone osv. osv., så måtte jeg vælge. Altså, er det så det lod, jeg vil kaste i vægtskålen? Ligger det i USA? Jamen så må det gøre det, og det synes jeg sådan set er helt i orden.

Men jeg mener, at det der med at ville have begge dele må betyde, at så erklærer man en ubetinget loyalitet i forhold til den amerikanske stat, også i forhold til Danmark. Det mener jeg simpelt hen er et valg, man foretager, og det er et valg, jeg godt forstår. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det problematiseres sådan, at mennesker skal foretage det valg, fordi jeg faktisk mener, at den loyalitet betyder langt, langt mere, end det også er fremgået af den her debat – det betyder meget mere.

Ordføreren.

Jamen det er sådan set ikke, fordi jeg ikke udmærket forstår tilgangen, og jeg har også respekt for synspunktet om, at man så skal træffe det valg. Jeg tror bare, at vi i Liberal Alliance ikke mener, at der er et loyalitetsproblem, når vi f.eks. taler USA og Danmark. Vi mener sådan set godt, at man kan være loyal over for to nationer, hvis værdifællesskab ligner hinanden så meget; men jeg respekterer synspunktet om, at man skal træffe et valg – jeg er bare ikke enig i det.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til fru Pernille Schnoor fra Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet finder vi det positivt med de ændringer, der trådte i kraft i sommeren 2015, for da blev det gjort muligt for mennesker, der lever i en global verden som vores, at få dobbelt statsborgerskab og dermed at bevare deres statsborgerskab og i den forbindelse formentlig også en del af deres identitet.

Reglen om dobbelt statsborgerskab gælder naturligvis jo også for f.eks. unge danskere, der er født og opvokset i udlandet med danske forældre, og som netop derfor føler sig særlig knyttet til Danmark og føler, at de har en dansk identitet. Forslagsstillerne beskriver i forslaget, hvordan et statsborgerskab udtrykker udelt loyalitet og bundethed til Danmark.

Betyder det så, at disse unge ikke kan føle en stor loyalitet over for Danmark, fordi de er statsborgere i et andet land? Nej, det mener vi helt klart godt de kan. Derfor finder vi også, at loven om dansk statsborgerskab er positiv, også i forhold til f.eks. de unge mennesker i Danmark, der dermed kan bevare deres bånd til deres forældres hjemland.

Som man godt kan høre, er vi slet ikke enige i argumentationen og præmissen for dette forslag, og vi kan derfor naturligvis ikke stemme for det.

Vi siger så bare tak til ordføreren. Vi går videre i rækken, og så er det hr. Kristian Hegaard fra Det Radikale Venstre, der nu får ordet. Værsgo.

Tak for det. En af mine bedste venner hedder Nicholas. Han har græsk og dansk statsborgerskab, han har altså dobbelt statsborgerskab. Han er opvokset i Danmark, men har en græsk far. Vi gik på samme skole i Humlebæk oppe i Nordsjælland. Nu læser han statskundskab og arbejder her i foråret i Europa-Parlamentet. Hvorfor skal han vælge noget til og i særdeleshed noget andet fra? Hvorfor skal han vælge sin mors identitet eller sin fars identitet, nationalitet?

Det var en kæmpe sejr for Radikale Venstre, da man i sidste periode fik indført dobbelt statsborgerskab, for internationalisering, for globalisering og for de mange mennesker, for hvem det har været ønsket.

For nylig var der statsborgerskabsdag herinde. Det var en helt fantastisk dag, en festdag. Der var masser af mennesker flere timer i træk, og alle var simpelt hen så glade. Det er sjældent, at der er så mange, der gider at besøge os flere timer i træk. Jeg talte med rigtig mange, der kom langvejsfra, som var glade for deres nye danske pas. De var med på vores invitation og glade for, at vi ville fejre dem. Flere af dem, jeg mødte og talte med, fejrede deres dobbelte statsborgerskab. Jeg talte bl.a. med briter og amerikanere, der efter 30 og 40 år endelig havde fået statsborgerskab, fordi muligheden for dobbelt statsborgerskab nu forelå.

30 og 40 år i Danmark, i job, selvforsørgende, gift, fuldstændig dansktalende. Det var den største fornøjelse at hilse på de her mennesker, der strålede af glæde over at være danskere; de var lige så glade for at være dansker, som jeg selv er hver eneste dag; lige så glade, som jeg var, da jeg stod op i morges; lige så glade, som jeg var, da jeg i går spiste flæskesvær i Snapstinget; og lige så glade, som jeg er, når jeg i aften skal have en iskold øl. De var glade over livet, glade over at være danskere – og først og fremmest stolte. For stolte var de mange gæster, vi fik besøg af på statsborgerskabsdagen.

Jeg vil gerne se flere glade mennesker. Flere, der glæder sig over at være danskere; flere, der er med til at bidrage til det danske samfund med de ressourcer, de nu har. Og derfor skal vi fortsat give mennesker mulighed for dobbelt statsborgerskab.

Det ville være en helt forkert vej at gå, hvis vi følger beslutningsforslaget. For selvfølgelig er der ikke nogen, der bare uden videre opgiver sit hjemland og frasiger sig sit andet pas. Der, hvor man er født, vil man altid have en særlig tilknytning, tætte rødder, måske sin familie.

Vi lever i et globaliseret samfund. Vi er mere mobile til at skabe nye tilhørsforhold. Mange mennesker rejser, læser i udlandet, arbejder i udlandet, forelsker sig i hinanden og slår sig ned et sted. Man binder sig til flere steder end sin hjemstavn og sine nye omgivelser.

Det, at man kun har sin loyalitet ét sted, er en håbløs, forældet tankegang, og det skal vores lovgivning naturligvis afspejle. Det er altså mange år siden, at man boede hele sit liv i den samme landsby. Derfor kan vi på ingen måde støtte beslutningsforslaget.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går over til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Vi behandler et forslag fra Dansk Folkeparti om ophævelse af retten til dobbelt statsborgerskab. SF kan ikke støtte forslaget, og en af begrundelserne ses af forslagsstillerens egne bemærkninger til forslaget, nemlig at nogle lande ganske enkelt ikke vil løse deres borgere fra deres oprindelige statsborgerskab. Og selv hvis vi fandt en løsning på det problem, har forslaget flere slagsider.

Det er eksempelvis den danske kvinde, som i sine unge dage rejste til USA og her blev forelsket i en amerikansk mand, fik to børn, inden den samlede nye familie besluttede sig for at bosætte sig i Danmark. De to børn var oprindelig amerikanske statsborgere og følte sig lige så knyttet til deres fars familie og hjemland, som de føler sig knyttet til deres mors familie og hjemland.

Ud over at det var bedst for de to børn, som nu skulle vokse op i Danmark, at have dansk statsborgerskab, er de to nu unge mennesker blandt de danskere, som benyttede sig af muligheden for at få dobbelt statsborgerskab, så de nu både er danske og amerikanske statsborgere. De to unge føler sig ganske rigtigt ikke mere loyale over for Danmark end for den sags skyld over for USA. De to unge har stærke følelser for såvel Danmark som USA, og de kan faktisk rumme det.

Faktisk oplever jeg, at den nye generation af unge i langt højere grad formår at se bort fra stive landegrænser og se sig som borgere i en globaliseret verden. I det nævnte eksempel har de to unge danskere i dag heldigvis også bedre muligheder, når de nu engang er i den situation, at de har aner både i USA og Danmark og føler sig som både danskere og amerikanere, med et dobbelt statsborgerskab, som sikrer, at de ikke følelsesmæssigt bliver rykket midt over.

Det har vi ikke tænkt at vi skulle ændre på igen, så derfor støtter SF heller ikke forslaget.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Dansk Folkeparti vil ændre bestemmelserne om dobbelt statsborgerskab, så man ikke i fremtiden kan have et andet statsborgerskab end det danske, eller så man i fremtiden i hvert fald kun kan have ét statsborgerskab. Det er vi ikke tilhængere af, så vi er imod beslutningsforslaget.

Vi er tilhængere af dobbelt statsborgerskab – især og først og fremmest af hensyn til de mange danskere, der bor i udlandet. Der er en hel del danskere i udlandet, som i mange år har efterspurgt muligheden for at beholde deres danske statsborgerskab og på den måde ikke miste tilknytningen til det danske samfund, når de arbejder og bor i et andet land. Det synes vi er helt fint, og det er først og fremmest af hensyn til dem, altså for at de kan bevare deres danske identitet og tilhørsforhold til Danmark, selv om de flytter til et andet land og bliver statsborgere der. I en globaliseret verden skal der være mulighed for det.

Som regel er der ikke loyalitetsproblemer, når man har dobbelt statsborgerskab, men vi har – og det vil jeg gerne medgive – lige haft et eksempel med nogle tyrkiske statsborgere, der også var danske statsborgere, og som stemte imod demokratiet, da der var afstemning i Tyrkiet. Det syntes jeg var deprimerende, det syntes jeg var bekymrende, men jeg opfatter det som noget, der mere handler om manglende integration, manglende tilhørsforhold og tilknytning til det her samfund end om, at man har dobbelt statsborgerskab. Så problemet her ligger et helt andet sted end i, at man har fået mulighed for at få dobbelt statsborgerskab.

Så alt i alt kan vi ikke støtte B 121 fra Dansk Folkeparti.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe. Værsgo.

Det var jo en skam – mest af alt fordi jeg også mener, at holdningen var en anden i 2014. Jeg mener, at det dengang var fru Charlotte Dyremose, der var ordfører på forslaget, og at hun talte varmt for, at det var en konservativ mærkesag, at man kun havde ét statsborgerskab. Dengang syntes jeg egentlig det var meget godt. Jeg ved ikke, om jeg er så glad for ordførerens tale, men det er jo så på grund af holdningsspørgsmålene. Jeg vil godt have ordføreren til at kommentere det.

Ordføreren.

Vi er blevet klogere siden 2014, og partiet har ændret holdning i forhold til det her spørgsmål. Vi går ind for dobbelt statsborgerskab i dag, især af hensyn til de danskere, der bor i udlandet.

Der er en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er jo sjældent, man skal sige det, men det var lige før, at hr. Christian Langballe tog arbejdet fra mig, skulle jeg til at sige. Det er ikke så tit, at vi vil spørge om det samme. Jeg blev bare så glædeligt overrasket over, at De Konservative nu går ind for dobbelt statsborgerskab, for det er jo helt rigtigt, hvad hr. Christian Langballe siger, nemlig at De Konservative i 2014 stemte imod. Og jeg mener jo også, at vi i år 2014 levede i en verden, hvor mennesker rejste ud i verden og arbejdede.

Så jeg vil egentlig bare sige, at det da var en dejlig nyhed, vi fik på denne fredag: at De Konservative nu støtter muligheden for dobbelt statsborgerskab.

Ordføreren.

Tak. Og det gør vi helhjertet.

Dialogen er slut, og så går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Altså, i det mindste tak for debatten. Jeg kan jo ligesom forstå på det hele, at der ikke er den store opbakning, men for mig har det været vigtigt med det her principielle indspark, i forhold til hvad et statsborgerskab er for mig.

Jeg synes jo, det er rigtigt – og det kunne jeg egentlig aldrig drømme om at benægte – at vi lever i en globaliseret tid. Jeg synes altid, det er de positive sider, man fremhæver, når man taler om globalisering, mens man glemmer de negative sider. Jeg mener faktisk, at statsborgerskabet og nationalstaten er en beskyttelse imod de negative sider af globaliseringen, hvor vi jo kun har set det første, og det synes jeg sådan set man skal medtænke i hele det forhold, at det at indføre dobbelt statsborgerskab også betyder, at man kommer i den konflikt, at der kan komme politikere fra fremmede lande og måske føre valgkamp her i Danmark – politikere, der endda har et ståsted, der ligger langt væk fra det danske demokrati. Altså, det er jo så at sige også et udtryk for det, man kalder globalisering.

Jeg er sådan set med på og anerkender fuldstændig globaliseringens faktum, men jeg mener så også, at de her jubelglobalister skylder os bare en gang imellem også at adressere globaliseringens bagside.

Det er klart for os, at det har handlet om, at statsborgerskabet – det enkelte statsborgerskab – udtrykker en loyalitet, en grundlæggende ubetinget loyalitet over for et land. Kan man så godt have følelser i forhold til et andet land? Ja, det kan man godt. Det kan man i øvrigt have i generationer. Jeg havde besøg af en amerikaner, som var ude at se Tjele Kirke. Jeg viste ham rundt, og så sagde han, at hans bedstefar eller oldefar var udvandret til USA, og at han stadig væk havde den her grundlæggende følelse i forhold til Danmark. Det er da sådan set fint, det forstår jeg udmærket godt, men det betyder jo ikke, at han skal være dansk statsborger. Der mener jeg at loyaliteten, den ubetingede loyalitet, spiller en afgørende rolle.

Jeg har sådan set også sagt det i debatten: Jeg synes altså bare, at hvis man rejser ud, eksempelvis til USA, og finder en kone eller en mand, eller hvad det nu er, og stifter familie der, så er der et tidspunkt, hvor man skal beslutte sig for, hvor man egentlig vil kaste sit lod i vægtskålen, hvad det er for en nation, man vil virke for. Og der synes jeg det er fint, at man så må foretage et valg, samtidig med at man stadig godt kan have dybe følelser for Danmark. Selvfølgelig kan man det. Men det drejer sig altså for vores vedkommende om loyaliteten.

Så er der blevet sagt det her med, at frakendelse af statsborgerskab bliver nemmere med dobbelt statsborgerskab. Jeg benægter jo ikke det enkle faktum, at for at kunne frakende nogen et statsborgerskab, sådan som lovene er i dag, og med de konventioner, vi har tilsluttet os, skal vedkommende have to statsborgerskaber. Ellers kan man ikke få frakendt sit statsborgerskab, for så ryger man ind under statsløsekonventionen. Så jeg er fuldstændig med på præmissen. Jeg spørger så bare: Hvor meget kommer det her til at betyde i praksis?

Jeg vil gerne frakende folk statsborgerskabet, men på den anden side holder jeg altså også fast ved, at i det her forhold til det enkelte statsborgerskab er der noget helt andet, der står på spil for mig og for os i Dansk Folkeparti, nemlig den her bundethed, den her udelte loyalitet over for Danmark. Det er den, der betyder noget, og det mener jeg er vigtigt at sige, da navnlig i en globaliseret tidsalder.

Så vil jeg lige her til sidst adressere en ting, som formanden – før formanden satte sig i formandsstolen – adresserede, og som fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten også har adresseret, nemlig: Hvad så med det tyske mindretal? Og der vil jeg så sige, at det faktisk er en fejl, at jeg ikke har fået det med i forslaget, for jeg havde tænkt mig at adressere det. Jeg mener, at det danske mindretal spiller en helt særlig rolle i forhold til Danmark og tilknytningen til Danmark. Blot det forhold, at det danske mindretal selvfølgelig lever i Tyskland, men i et område grænsende op til Danmark, og at der er tale om en gammel historie og en gammel bundethed til Danmark, mener jeg er en undtagelse og et særtilfælde. Og derfor ville vi også stille det danske mindretal anderledes, hvis vi fik held til at få ophævet det dobbelte statsborgerskab. Vi ville altså lave en undtagelse i forhold til det danske mindretal.

Med de bemærkninger siger jeg tak for debatten. Jeg har sådan set ikke mere at sige. Desværre bliver det ikke vedtaget, men vi kan jo prøve igen en anden gang.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tak for svaret, nemlig at Dansk Folkeparti er imod dobbelt statsborgerskab, undtagen når det drejer sig om det danske mindretal og vel også det tyske mindretal, går jeg ud fra. Er der andre, som de her regler ikke gælder for – Sverige, Norge? Er der andre, eller er det det danske mindretal og det tyske mindretal, som godt må være danske statsborgere?

Ordføreren.

Det danske mindretal, ja. Det er den undtagelse, der er. Færdig, slut.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Hegaard.

Tak for det. I min ordførertale omtalte jeg, som ordføreren sikkert hørte, min ven Nicolas, der har dobbelt statsborgerskab, græsk og dansk, som følge af at han har en dansk mor og en græsk far. Anerkender ordføreren ikke, at man i den forbindelse både kan føle sig dansk og græsk?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg. Det adresserede jeg sådan set også i min egen ordførertale, så det anerkender jeg faktisk. Jeg anerkender, at man godt kan have følelser. Hvis jeg rejste til USA f.eks. og bosatte mig der, ville jeg da stadig væk have følelser for Danmark. Det er da klart, det anerkender jeg, men jeg mener så også, og det er der, hvor min pointe kommer, at når det drejer sig om statsborgerskab, må man foretage et valg, fordi det drejer sig om loyalitet, ubetinget loyalitet, i forhold til det land, hvor man er statsborger, altså at man så at sige kaster sit lod i den vægtskål og deler skæbne med det land, hvor man bor. Det mener jeg sådan set bare er en grundlæggende præmis for mig, men jeg anerkender helt, at man kan føle for mere end et land, selvfølgelig.

Spørgeren.

Det er jo glædeligt, at vi er så langt, at Dansk Folkeparti i hvert fald anerkender, at man kan have følelser for flere lande – så langt, så godt.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge supplerende til det: Hvad synes ordføreren så om den situation, hvor ens mor er dansk statsborger og ens far er græsk statsborger, og hvor man så bliver stillet op og ligesom skal vælge mellem enten sin fars identitet eller sin mors identitet? Er det ikke en helt urimelig måde at stille et valg op på? Skal vi ikke bare lade borgere få dobbelt statsborgerskab, så de ikke får et urimeligt valg, så de ikke skal tvinges til at vælge deres mors eller fars identitet, når nu ordføreren netop lige har anerkendt at have en vis sympati for, at man godt kan have følelser for flere lande?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, ordføreren siger, helt sprogligt simpelt hen ikke holder, fordi det jo ikke er et spørgsmål om at vælge imellem sin mors og fars identitet. De har deres egen identitet. Barnet har da sin egen identitet, og man foretager jo ikke et valg ved at sige, at der er et bestemt land, man identificerer sig mere med end det andet. Så vælger man ikke mellem sin mor og sin far, så vælger man i forhold til landet. Jeg mener simpelt hen, at der er tale om to forskellige ting – undskyld mig.

En kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Jeg kan nu hilse fra nogle af dem, jeg kender, hvor mor og far har hvert sit statsborgerskab, og sige, at det faktisk er en helt konkret og relevant og ikke fundet på-problemstilling, man står med som forældre i den situation. Men det var faktisk slet ikke det, jeg ville spørge om. Det var mere et helt konkret spørgsmål.

Jeg tror, at der er flere folketingsmedlemmer herinde, som har fået henvendelser fra nogle af de britiske borgere i Danmark, der lige nu er i gang med at søge om dansk statsborgerskab, fordi de er bekymret for, hvordan de står oven på Brexit. Hvad vil Dansk Folkepartis ordfører sige til dem?

Ordføreren.

Skal jeg forholde mig til hele Brexitspørgsmålet i forhold til dobbelt statsborgerskab, kommer vi lidt vidt omkring. Undskyld, det er ikke, fordi jeg driller eller noget. Jeg forstod faktisk ikke helt spørgsmålet. Jeg skal nok svare på det, hvis ordføreren lige hjælper mig.

Det giver ikke ekstra taletid, men værsgo til spørgeren.

Okay. Vi skal selvfølgelig ikke åbne en stor europapolitisk debat. Det ville også falde lidt uden for beslutningsforslagets emne. Men der er jo mulighed for, at de briter nu kan søge om dansk statsborgerskab. De lever, bor og har deres liv her, og de har mulighed for nu at få det dobbelte statsborgerskab. Det vil Dansk Folkeparti jo fratage dem. Det er vel også derfor, at der er kommet nogle enkelte bekymrede mails, fordi dem, der følger med, har kunnet se, at det her forslag ville blive fremsat. Hvad er ordførerens budskab til dem? Hvis det blev gennemført, måtte de jo så droppe den ansøgning. Hvad vil ordføreren sige til dem?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg har et meget pragmatisk forhold til det her. Når vi laver nye love, er der overgangsbestemmelser. Så jeg vil sige til dem, at de selvfølgelig har søgt under nogle bestemte præmisser, og det vil sige, at der gælder nogle andre forhold. Det samme skete, da vi i fællesskab lavede den aftale om statsborgerskab. Det mener jeg er den måde, man gør det rimeligt på. Lige meget hvad det egentlig drejer sig om, skal der altid være nogle overgangsbestemmelser, fordi folk har søgt under nogle helt bestemte forudsætninger – selvfølgelig.

Tak til hr. Christian Langballe.

Der er ikke flere, som ønsker ordet, og derfor er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.