Tak for det.
Vi har jo allerede nu brugt de sidste mange timer på forespørgselsdebat F 46, og der har vi også drøftet spørgsmålet om de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af at hæve pensionsalderen.
Dette beslutningsforslag går ud på at give ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet betinget af antal år på arbejdsmarkedet eller antal år med offentlig ydelse.
Følger man Enhedslistens forslag om seniortid, vil det betyde, at f.eks.
borgere på kontanthjælp skal kunne få seniortid med dagpengesats efter 40 på forsørgelse og 35 års a-kassemedlemsskab, mens f.eks.
en skolelærer, der har uddannet sig og arbejdet, skal bruge 44 år på at nå samme fordel.
Det mener jeg i bund og grund er urimeligt og unfair.
Jeg mener i det hele taget ikke, at vi bør satse på tidlig tilbagetrækning for dem, der ikke har brug for det, men snarere gå i den modsatte retning og sikre bedre arbejdsvilkår for seniorer, som godt kan arbejde – fuldstændig som det, vi har diskuteret de sidste mange timer.
Danskerne lever, som jeg sagde tidligere i dag, heldigvis længere og bliver sundere og er mere raske end nogen sinde før.
Det er glædeligt, ikke mindst for den enkelte, men dermed også for samfundet.
Der er behov for, at antallet af år på arbejdsmarkedet forhøjes i forhold til levealderen, hvis vi ønsker at bevare det danske velfærdssamfund.
De positioner, som jeg har givet udtryk for – at vi skal have et robust pensionssystem, vi skal understøtte de danskere, der kan, i at blive længere på arbejdsmarkedet, og vi skal sikre god velfærd for dem, der ikke kan arbejde frem til pensionsalderen – er de pejlemærker, vi går efter.
Sluser vi sunde og raske danskere ud af arbejdsmarkedet i en tidlig alder med noget, der minder om borgerløn, kommer vi jo også til at mangle penge til finansiering af den fælles velfærd.
Jeg mener i bund og grund ikke, det er ansvarligt, og vi kan bestemt ikke være det bekendt over for fremtidige generationer.
Jeg mener i stedet, at vi skal tænke langsigtet.
Det er også derfor, regeringen, som jeg bebudede, inden sommerferien vil komme med et udspil om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – det, vi har kaldt tilbagetrækningsudspillet.
Præcis hvordan et udspil kommer til at se ud, kan vi jo drøfte, når det bliver præsenteret.
Vi har jo så også her i dag med syvtommersøm slået fast, at det i hele diskussionen om, hvad der måtte ske med det udspil, og hvad det måtte have af økonomiske konsekvenser, er fuldstændig afgørende at sige, at provenuet ikke kommer til at blive brugt til topskattelettelser.
At vi alle sammen lever længere, betyder samtidig, at vi alt andet lige vil få forholdsmæssigt flere år på pension i forhold til antal år på arbejdsmarkedet.
Det betyder, at pensionisternes egen opsparing skal række over en længere pensionisttilværelse.
Hvis den enkelte fremadrettet vil fastholde en god levefod som pensionist, kræver det derfor, at den enkelte sparer mere op til sin pension.
Det kan vi sikre ved, at de, der kan, bliver længere på arbejdsmarkedet og ikke som foreslået af Enhedslisten trækker sig tidligere tilbage.
Heldigvis er der også flere og flere, som vælger at blive længere tid på arbejdsmarkedet.
Det er jo de tal, som vi havde under forespørgselsdebatten.
Bl.a.
er antallet af 60-64-årige, der arbejder, steget med ca.
10 pct.
fra 2008 til 2015, og samme tendens ses for de 65-66-årige, hvor beskæftigelsesfrekvensen er steget med 4 pct.
i samme periode.
Tallene taler deres tydelige sprog, nemlig at der er flere, som kan og rent faktisk vælger at blive længere tid på arbejdsmarkedet.
Udviklingen i levetid betyder, at det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er vigtigt, at de, der kan, bliver lidt længere tid på arbejdsmarkedet.
Derfor mener jeg også, at det her beslutningsforslag går i den absolut forkerte retning.
Vi bør ikke trække os tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, men tværtimod være med til at fremtidssikre samfundet, sådan at der bliver mulighed for både at sikre en god velfærd, men også sikre et velfungerende samfund, der er konkurrencedygtigt med de resterende lande i verden rundt om os.