Tak for det, formand.
Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har i en sjældent set alliance i fællesskab fremsat dette beslutningsforslag om at bekæmpe social dumping i transportsektoren, og jeg vil starte med at sige tak for forslaget; det aftvinger altid respekt, når nogen sætter sig ned og gør sig nogle tanker om tingene og ligesom giver anledning til, at vi kan have en sober og saglig debat.
Jeg vil sige, at jeg anerkender intentionerne i forslaget.
Det er gode intentioner.
Vi skal bekæmpe det begreb, der hedder social dumping, men vi skal også turde skelne mellem det, der er lovlig cabotagekørsel, og det, der er direkte social dumping, nemlig ulovlig cabotagekørsel.
Jeg vil også godt understrege, at Venstre også er meget optaget af, at der skal være ordnede forhold, og at der skal være fair konkurrencevilkår inden for vejgodstransporten.
Så synes jeg, at jeg også lige vil fremhæve, at der måske er en præmis for hele forslaget, som måske er lidt forkert.
Det er det der med, at det antydes, at al kørsel med udenlandske lastbiler med udenlandske chauffører skulle være social dumping.
Der vil jeg godt henvise til et svar, der kom under den tidligere regering.
Det var faktisk to agtværdige, socialdemokratiske ordførere og tidligere transportministre, nemlig Henrik Dam Kristensen og Magnus Heunicke, der præciserede følgende:
»...
at ikke al kørsel med udenlandske lastbiler i Danmark er ulovlig, og det er ikke enhver aflønning, der ligger under dansk overenskomst, som er lig med social dumping...«
Det var altså to socialdemokratiske transportordførere i den tidligere regering.
Det synes jeg hører med i den her debat.
Forslaget indeholder nogle gode elementer, men jeg vil også godt lige anholde det der med, at nogle partier ligesom tager patent på, at der skal være ordnede forhold.
Det tror jeg alle partier er optaget af.
Der er nogle, der prøver at tage patent på det, og det synes jeg er lidt ærgerligt, for det her påkalder sig nogle bredere løsninger, og det kommer jeg også ind på, for det er det, vi skal frem til.
Men der er gode elementer i forslaget.
F.eks.
peger man på tidsbegrænset parkering på rastepladser, og det er Venstre meget klar til at indgå i en forhandling om.
Vi er nødt til at forhindre, at vores rastepladser bliver lavet om til campingpladser.
Det er uholdbart.
Jeg har for kort tid siden selv oplevet som passager i en stor bus, at den dårligt kunne finde en parkeringsplads, fordi der var fyldt med lastbiler, hvoraf nogle af dem helt tydeligt havde holdt der i dagevis.
Det går ikke.
Så derfor skal vi have fundet nogle konkrete løsninger, og to hovedmodeller kunne være, at vi laver et forbud med tidsbegrænsning, altså tidsbegrænset parkering, hvorefter det er forbudt med klækkelige bøder til følge.
En anden model kunne være, at man efter 24 timer så f.eks.
begynder at tage en mærkbar betaling for at holde med udenlandske lastbiler på sådanne rastepladser.
Det tror jeg vil lægge en dæmper på det.
Jeg vil i hvert fald stille det spørgsmål:
Er det nu statens opgave at sørge for at stille rastepladsareal til rådighed for parkering i dagevis?
Det mener jeg ikke det er.
Faktisk kunne det godt være en opgave for private parkeringspladser mod betaling at løse det her, i stedet for at der er trængsel på vores rastepladser.
Så vi er helt klar til at diskutere det her element nu, når vi får EU's vejpakke på banen, og det gør vi forventeligt i næste uge.
Der er også fokus på anvendelse af ny teknologi i forslaget.
Det hilser jeg også velkommen.
Jeg tror, at tiden er inde til at introducere en ny teknologi, elektroniske fragtbreve osv.; det kan være en administrativ lettelse og en forenkling, samtidig med at det også letter kontrollen.
Så den del er vi også klar til at kigge på.
Det kan være med til en afbureaukratisering.
Ideen om permanente nummerpladescannere er også rigtig god, men der er man faktisk ved at sparke en åben dør ind, for det kommer der senere på året.
Det kommer der rent faktisk nede ved grænsen.
Men forslaget er rigtig godt, og det støtter vi.
Så er der det der med, at man vil præcisere definitionen af cabotagekørsel.
Til det vil jeg i al stilfærdighed sige:
Da de røde partier havde regeringsmagten, arbejdede man meget med det, og det gik lidt frem og tilbage, og hver gang man ligesom gik ud over det, der var den fælles EU-definition, fik man et tilbageløb, som vi siger i hæren, og så fik man ordre på at lave det om, og det gjorde man så.
Så det har jo været afprøvet.
Det er ligesom gammel vin på nye flasker, der kommer her.
Men den gode nyhed er, at den vejgodstransportpakke, der kommer i næste uge, jo giver os anledning til at diskutere en helt ny og forhåbentlig meget mere enkel definition af cabotage, og det ser jeg meget frem til at drøfte på tværs af partierne, og forhåbentlig opnår vi også en bred politisk aftale om, hvad vi skal kæmpe for bliver resultatet nede i Bruxelles på det her område.
Så er der det der med klampning.
Jamen det har den tidligere røde regeringer arbejdet meget med, og det var en rød transportminister, der konkluderede, at det ikke kunne lade sig gøre rent juridisk; det vil give så mange juridiske forviklinger og et hav af retssager.
Så det kan ikke lade sig gøre.
Det har de røde partier forsøgt sig med, men alligevel dukker op i det her forslag.
Samlet set er der som sagt gode intentioner i det her forslag.
En række af elementerne er gode, og de er i fuld gang med at blive indført, og Venstre er klar til at forhandle om at få de fornuftige ting i det her gennemført.