UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 867: Spm. om ministeren vil redegøre nærmere for sit synspunkt i Politiken den 8. juni 2017 om, at spørgsmålet om partshøring ikke er relevant i forbindelse med samrådet den 1. juni, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Talepapir

Arrangement:

Samrådsspørgsmål AT og AU

Hvornår:

Torsdag den 1. juni kl. 14

DET TALTE ORD GÆLDER

29. maj 2017

Sags nr.

Akt-id

Samrådsspørgsmål AT:

”

Vil ministeren detaljeret redegøre for forløbet op til be-

slutningen af 10. februar 2016 om undtagelsesfrit at ad-

skille ægtepar på asylcentre, hvor den ene ægtefælle er

under 18 år, og herunder orientere om, hvilke vurderin-

ger fra embedsmænd der forelå for ministeren med hen-

syn til, om en sådan beslutning ville stemme overens med

dansk lov og Danmarks internationale forpligtelser?

”

Samrådsspørgsmål AU:

”

Vil ministeren redegøre for sin beslutning om at fjerne

en formulering fra et udkast til en pressemeddelelse om,

at der ved beslutning om at adskille ægtepar, hvor den

ene ægtefælle er under 18 år, skal ske en individuel vur-

dering, sådan som ministeren oplyser, at hun har gjort

det (der henvises til artiklen ”Ja, der gik vi for langt”,

Politiken, 21. maj 2017)?

”

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 867: Spm. om ministeren vil redegøre nærmere for sit synspunkt i Politiken den 8. juni 2017 om, at spørgsmålet om partshøring ikke er relevant i forbindelse med samrådet den 1. juni, til udlændinge- og integrationsministeren

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Johanne Schmidt-

Nielsen (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Josephine

Fock (ALT).

***

Udkast til tale til brug for besvarelsen af samråds-

spørgsmål AT og AU fra Udlændinge- og Integrati-

onsudvalget.

[Indledning]

Der har været sagt og skrevet meget om forløbet op til

min instruks af 10. februar 2016 om adskilt indkvartering

af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere.

Jeg vil i dag redegøre for det forløb, der førte frem til, at

min instruks blev udsendt den 10. februar.

Jeg vil besvare de to samrådsspørgsmål samlet.

[Generelle holdning til barnebrude]

Som man måske husker, var der i slutningen af januar

2016 i medierne oplysninger om, at der også på de dan-

ske asylcentre

–

ligesom i Sverige

–

fandtes barnebrude,

der var indkvarteret med deres ældre ægtefælle.

Jeg må ærligt sige, at jeg blev oprigtigt trist og bestyrtet

over oplysningerne. Det er imod alt, hvad jeg står for:

Unge kvinder skal have frihed til at leve deres liv, som

de ønsker og vælge den ægtefælle, de ønsker. Min første

reaktion var, at i Danmark bestemmer kvinder og mænd

over deres eget liv.

Dét ønskede jeg klart og tydeligt at markere. For den

samme valgfrihed gælder jo ikke nødvendigvis i det land,

de kommer fra.

Jeg var derfor også meget optaget af at sikre, at indkvar-

teringen i asylsystemet, som jeg i sidste ende har ansva-

ret for, ikke bidrager til at fastholde en mindreårig i et

ægteskab eller samliv, som den unge ikke selv ønsker.

Jeg ville for alt i verden undgå, at myndigheder, som jeg

er ansvarlig for, bidrager til at fastholde unge kvinder i et

ufrivilligt ægteskab i den tid, hvor parterne opholder sig i

asylsystemet.

Min holdning var, at jeg i sidste ende havde ansvaret for

og så at sige trådte i forældrenes sted over for de her pi-

ger, lidt som skoleforstanderen, når unge er på efterskole.

Og derfor var jeg optaget af at sikre, at vi ikke risikerede

at stå i en situation, hvor danske myndigheder uforvaren-

de kan komme til at bidrage til at udhule kvinders selv-

bestemmelse.

Mit mål var at beskytte de her piger alt det, vi kunne, og

sikre de unge en form for ”pusterum” ved ankomsten

til Danmark, hvor de kan få lejlighed til at overveje deres

situation og tage stilling til, om ægteskabet eller samlivet

faktisk er frivilligt.

Og pusterummet skulle sikre, at valget blevet taget under

indtryk af, at nu er de her i Danmark, og her gælder vo-

res normer og rettigheder ved separation eller skilsmisse.

Min klare holdning var derfor, at mindreårige asylansø-

gere skulle indkvarteres adskilt fra deres eventuelle ægte-

fælle eller samlever.

Og det er stadig min holdning i dag.

[Sagsforløbet frem til instruksen]

Som jeg har tilkendegivet ved flere lejligheder, har sagen

om indkvarteringen af barnebrude været genstand for

mange drøftelser i ministeriet.

Ministeriets overvejelser tog afsæt i flere hensyn:

- På

den ene side

skulle indkvarteringsordningen va-

retage hensynet til barnets tarv

–

i denne sammen-

hæng hensynet til den mindreårige ægtefælle eller

samlever

–

og til beskyttelsen af de retlige normer

for samlivsforhold, som gælder i Danmark

- På

den anden side

skulle indkvarteringsordningen

ikke gøre usaglige eller uforholdsmæssige indgreb i

familielivet, ligesom ordningen også skulle vareta-

ge hensynet til barnets tarv i forhold til parrets

eventuelle børn.

Overvejelserne tog endvidere afsæt i, at der er overladt

udlændingemyndighederne relativt vide rammer i forbin-

delse med indkvarteringen af asylansøgere.

Sagt på en anden måde var der hensyn til både familieli-

vet og til barnets tarv, og det stod over for det ønske, jeg

havde om at beskytte pigerne, så de kunne få et pusterum

og plads til at vælge selv.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg internt i ministeriet

meget klart gav udtryk for, at jeg ønskede en så restriktiv

linje som overhovedet muligt. Jeg ønskede, at alle par

blev skilt ad og indkvarteret så langt fra hinanden som

muligt, ja gerne med den ene i Gedser, og den anden i

Skagen.

Det affødte en del diskussion om, hvor langt man kunne

gå.

Vurderingen i ministeriet var, at der i et antal tilfælde

under særlige omstændigheder skulle gøres undtagelse til

en separat indkvartering. Det skyldes hensynet til vores

internationale forpligtelser.

Og det var derfor en forudsætning, at Udlændingestyrel-

sen skulle administrere ordningen i overensstemmelse

med dansk ret, herunder vores internationale forpligtel-

ser.

Dette fremgik af de udkast til pressemeddelelser, som jeg

fik forelagt, og som indeholdt et forbehold, og af de drøf-

telser om den generelle indkvarteringsordning, som fandt

sted med ministeriets jurister.

***

Et af udvalgsspørgsmålene stillet forud for dagens sam-

råd går på, om jeg vil udlevere en intern e-mail af 9. fe-

bruar 2016, som er omtalt i Politiken.

Af principielle grunde vil jeg ikke udlevere de interne e-

mails, der sendes den 9. februar 2016 i denne sag. Det

skyldes hensynet til ministeriets interne beslutningspro-

ces.

Det er fast praksis og en del af rammerne for den måde,

en regering arbejder på

–

det gælder for både tidligere

regeringer, den nuværende og for fremtidige. Som rege-

ring har man brug for at have et fortroligt rum for me-

ningsdannelse og politikudvikling.

Men det er for mig at se også uinteressant, i og med at

jeg i dag klart redegør for den rådgivning, som jeg fik af

ministeriet.

Jeg har i øvrigt flere gange i løbet af 2016 oplyst Folke-

tinget om ordningen, og at der skal gøres undtagelser.

Det skete bl.a. på et samråd den 15. marts 2016. Som ét

eksempel nævnte jeg i mit svar det tilfælde, at et par er

blevet gift i Danmark med det, man før i tiden kaldte et

kongebrev.

Og jeg har også orienteret ombudsmanden om denne

forudsætning. Det skete første gang ved ministeriets brev

af 4. maj 2016 til ombudsmanden. Det indgår også i om-

budsmandens redegørelse.

Det vil jeg vende tilbage til.

***

Det forhold, at der i visse situationer vil skulle gøres

undtagelse, havde jeg ærligt talt gerne set var anderledes.

På den baggrund var det afgørende for mig, at den pres-

semeddelelse, som jeg udsendte i februar sidste år, inde-

holdt en klar politisk tilkendegivelse fra mig om den ge-

nerelle, fremtidige indkvarteringsordning.

Jeg har det nu engang bedst med at sige tingene lige ud.

Derfor valgte jeg at beskrive den generelle indkvarte-

ringsordning i pressemeddelelsen, så det politiske signal

til omverdenen stod helt klart.

Da pressemeddelelsen blev udsendt, var den således en

politisk tilkendegivelse. Som tidligere oplyst var det mig

selv, der ændrede pressemeddelelsen. Det er der i sig

selv intet odiøst i. Jeg ændrer en masse pressemeddelel-

ser.

Og som jeg tidligere har oplyst, var det også mig selv,

som tog forbeholdet ud af pressemeddelelsen. Det gjorde

jeg, fordi jeg ønskede at give et klart og tydeligt politisk

budskab, og fordi jeg ønskede at sende et klart budskab

til de unge piger på asylcentrene og til de kræfter, som

fastholder de unge piger i en kultur uden selvbestemmel-

se.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad det konkret er,

ombudsmanden vurderer som ulovligt. Nemlig den kate-

goriske og undtagelsesfrie ordlyd af min pressemeddelel-

se.

Når pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en

instruks, skyldes det, at der ikke i umiddelbar forlængel-

se af pressemeddelelsen blev sendt en egentlig skriftlig

instruks til Udlændingestyrelsen, som beskrev de undta-

gelser, der skulle gøres.

Det vil også sige, at på det tidspunkt, hvor vi sad og ar-

bejdede med pressemeddelelsen, har dokumentet ikke

haft karakter af en instruks.

Derfor blev der heller ikke foretaget en juridisk vurde-

ring af, om pressemeddelelsen efter sin ordlyd ville være

ulovlig, hvis den efterfølgende skulle læses som en in-

struks over for Udlændingestyrelsen.

Sådan en vurdering lå der altså ikke på mit bord.

Og derfor har jeg ikke forud for udsendelsen af presse-

meddelelsen drøftet med mine embedsmænd, om selve

det, at jeg udsendte en pressemeddelelse, der indeholdt

min politiske tilkendegivelse, ville være ulovligt, når jeg

tog undtagelsen ud af ordlyden.

Rådgivningen af mig fra mine embedsmænd gik alene

på, at der i indkvarteringsordningen skulle være en und-

tagelsesmulighed i særlige tilfælde.

***

I forhold til Udlændingestyrelsens administration af ind-

kvarteringsordningen gælder, at styrelsen hele tiden har

administreret den i overensstemmelse med vores interna-

tionale forpligtelser.

Som et resultat af den administration har Udlændingesty-

relsen i 6 sager på intet tidspunkt adskilt parret.

Også dette indgår i ombudsmandens vurdering af sags-

forløbet.

Pressemeddelelsen blev ikke umiddelbart efter den 10.

februar 2016 fulgt op af andre skriftlige instrukser til Ud-

lændingestyrelsen.

Derfor blev min pressemeddelelse den eneste skriftlige

instruks på dette tidspunkt til Udlændingestyrelsen.

I sin kategoriske og undtagelsesfri form var den ifølge

ombudsmanden ulovlig, og det har jeg taget til efterret-

ning.

Det fremgår også af ministeriets svar af 3. februar 2017

på ombudsmandens foreløbige redegørelse.

Når pressemeddelelsen efterfølgende vurderes ulovlig,

skyldes det

–

som sagt

–,

at den ikke på et tidligt tids-

punkt blev fulgt af en egentlig skriftlig instruks til Ud-

lændingestyrelsen.

Når jeg så har taget ombudsmandens kritik til efterret-

ning, betyder det også, at vi umiddelbart i forlængelse af

udsendelsen af pressemeddelelsen skulle have fulgt op

med en egentlig skriftlig instruks, der indeholdt de nød-

vendige forbehold.

Det skulle vi. Det vil jeg gerne tage på mig. Det burde vi

have gjort anderledes.

[Sagsforløbet efter udstedelsen af pressemeddelelsen]

Nu vender jeg mig så væk fra selve pressemeddelelsen

–

eller min generelle instruks, om man vil

–

et øjeblik for

at fokusere på sagsforløbet efter den 10. februar 2016.

Spørgsmålet er, om Folketinget først nu er blevet be-

kendt med, at der skal gøres undtagelse i særlige tilfælde.

Det kan man næsten få indtrykket af, når man læser Poli-

tikens artikler.

Men jeg vil erindre om, at jeg flere gange efter den 10.

februar 2016 har orienteret Folketinget om, at der i sær-

lige tilfælde skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet

om separat indkvartering, uanset beskrivelsen af den ge-

nerelle indkvarteringsordning i min instruks.

At der ikke er tale om en undtagelsesfri ordning nævnte

jeg blandt andet flere gange i mit svar under behandlin-

gen af samråd Z den 15. marts 2016. Som ét eksempel

nævnte jeg i mit svar det tilfælde, at et par er blevet gift i

Danmark med det, man før i tiden kaldte et kongebrev.

Det følger af mit svar, at der er tale om ét eksempel, og

at der således vil kunne være flere eksempler. Mit tale-

papir fra samrådet er oversendt til Folketinget.

Jeg har også redegjort for sagen i besvarelsen af en ræk-

ke folketingsspørgsmål.

I mit svar af 9. marts 2016 på spørgsmål 302 stillet af

Udlændinge- og Integrationsudvalget redegør jeg først

for den generelle indkvarteringsordning. Herefter frem-

går det af svaret, at Udlændingestyrelsen var i færd med,

og nu citerer jeg, ”at omsætte min generelle instruks i

retningslinjer, der skal anvendes i de konkrete sager”.

der skulle udsendes retningslinjer for anvendelse i de

konkrete sager afspejler, at den generelle instruks ikke

var udtømmende. Jeg skal være den første til at sige, at

det kunne have været formuleret klarere.

At der skal gøres undtagelse i særlige tilfælde er også an-

ført bl.a. i mit svar af 9. maj 2016 på spørgsmål 513 stil-

let af Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Og at der skal gøres undtagelse i særlige tilfælde fremgår

også af ministeriets notat om fortolkningen af Danmarks

internationale forpligtelser i disse sager, som er sendt til

Folketinget den 12. december 2016.

Senest har jeg redegjort for dette under behandlingen af

beslutningsforslag B 38 den 7. februar i år.

Jeg har altså flere gange over for Folketinget tilkendegi-

vet, at der skal gøres undtagelse fra udgangspunktet om

separat indkvartering i særlige tilfælde.

Desuden blev det over for Udlændingestyrelsen i en e-

mail den 18. marts 2016 præciseret, at indkvarteringen

skal ske på en sådan måde, at dette ikke er i strid med

Danmarks internationale forpligtelser eller dansk ret i øv-

rigt.

Læser man ombudsmandens endelige redegørelse af 23.

marts 2017 om sagen, fremgår det da også, at ombuds-

manden er opmærksom på, at det samtidig med udsen-

delsen af min instruks blev antaget, at der skulle gøres

undtagelse i særlige tilfælde.

Ombudsmanden lægger således til grund, at det ikke var

ministeriets samlede intention at pålægge Udlændinge-

styrelsen at iværksætte en ulovlig praksis.

[Afrunding]

Lad mig runde af.

For at sige det klokkeklart: Jeg har ikke ændret mit syn

på barnebrude, hvor ned til 15-årige piger med eller mod

deres vilje giftes med ældre mænd, selvom de måske ik-

ke er meget ældre end 18 år.

Og jeg siger også klart, at der er ting i dette forløb, som

kunne være håndteret bedre. Og det vil jeg gerne tage på

mig, som jeg allerede har sagt.

Mit klare politiske mål var at sikre de unge en form for

”pusterum” ved ankomsten til Danmark, hvor de

kunne

få lejlighed til at overveje deres situation og tage stilling

til, om de fortsat ønsker at bo sammen med deres ægte-

fælle eller samlever.

Og derfor er det afslutningsvist også vigtigt for mig at

fremhæve følgende pointer:

Der er tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen aldrig har skilt

parrene ad.

Der er tilfælde, hvor styrelsen har skilt parrene ad.

Og nok så vigtigt, så har den unge kvinde i 4 af de sager,

hvor styrelsen har skilt parrene ad, bagefter selv valgt at

forblive adskilt fra sin mand.

Her er vi så ved det, der er sagens absolutte kerne for

mig, nemlig hensynet til pigerne, deres liv og deres frem-

tid.

Og det faktum, at vi i statsfinansierede asylcentre var på

vej til at fastholde dem i det, der for mig er et middelal-

derligt familiemønster.

Men nu var det altså Danmark, de kom til. Og her er pi-

ger og drenge

–

kvinder og mænd

–

lige meget værd.

Og derfor glæder jeg mig over, at kvinderne har fået mu-

ligheden for at få et pusterum.

Tak for ordet.