UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 76: Spm. om ministerens talepapir fra det åbne samråd den 25/10-16 om konsekvenserne af integrationsydelsen, til udlændinge-, integration- og boligministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Talepapir

Arrangement:

Samråd i UUI om spm. B og C

Hvornår:

25. oktober 2016, kl. 15.30

DET TALTE ORD GÆLDER

19. oktober 2016

Sags nr.

Akt-id

2016 - 11285

133843

Samrådsspørgsmål B:

Ministeren bedes – i forlængelse af artiklen ”Flere klager over inte-

grationsydelsen” og ”Jurister: Kriterier for lav ydelse til danske stats-

borgere holder ikke i retten” bragt i Politiken den 12. september

2016, redegøre for, om ministeren finder det tilfredsstillende, at inte-

grationsydelsen er så vanskelig at administrere, at der er modtaget

langt flere klager til Ankestyrelsen, siden reglerne blev ændret? Og

er ministeren indstillet på at præcisere reglerne, så det er muligt at

administrere dem i de enkelte kommuner?

Samrådsspørgsmål C:

Adskillige eksperter finder, at integrationsydelsen er i strid med EU-

retten. Ministeren bedes på den baggrund redegøre for, om integrati-

onsydelsen efter regeringens opfattelse er forenelig med EU-retten

og i bekræftende fald begrunde dette.

Svar:

Jeg vil tillade mig at besvare de to spørgsmål samlet, da

de begge omhandler integrationsydelse og udspringer af

de samme avisartikler.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 76: Spm. om ministerens talepapir fra det åbne samråd den 25/10-16 om konsekvenserne af integrationsydelsen, til udlændinge-, integration- og boligministeren

Spørgsmål B henviser til, at flere klager til Ankestyrelsen

over integrationsydelsen.

Det bliver kædet sammen med, at reglerne om integrati-

onsydelse skulle være vanskelig at administrere.

Den sammenkædning er jeg ikke enig i.

Det, der er sket pr. 1. juli i år, er jo, at reglerne om inte-

grationsydelse er kommet til at omfatte en meget større

persongruppe. Reglerne om integrationsydelse, der trådte

i kraft 1. september 2015, omfattede alene nyankomne.

Fra 1. juli i år omfatter reglerne om integrationsydelse

imidlertid alle, der ikke opfylder opholdskravet.

Som tallene i jobindsats viser, var der godt 8.000 perso-

ner, der modtog integrationsydelse i juni måned i år. Må-

neden efter var der 26.000 personer, der modtog integra-

tionsydelse.

Det er en stigning på cirka 18.000 personer, og de fleste

af dem har oplevet en ydelsesnedgang fra juni, hvor de

typisk modtog kontanthjælp, til juli måned, hvor de

overgik til integrationsydelse.

I hver sag har kommunen skullet træffe en ny afgørelse,

hvor der er taget stilling til, hvilken ydelse personen er

berettiget til.

Tredoblingen i antallet af modtagere, der får udbetalt

færre penge end måneden før, vil naturligt betyde, at der

kommer flere klagesager. Når man dertil lægger, at an-

søger og kommunen kan have en forskellig opfattelse af

sagens omstændigheder, er der ikke noget at sige til, at

antallet af klager er steget.

Og i forhold til det antal klagesager vi har set, synes jeg

også det hører med til billedet, at Ankestyrelsen i 2015 i

alt behandlede 9.000 sager, der handlede om aktivloven.

Der er ikke noget usædvanligt i, at der klages over kom-

munernes afgørelser på området.

Mange af de ting, som kommunerne skal vurdere i for-

hold til integrationsydelse, skulle de i øvrigt også vurdere

efter de regler, der gjaldt for den tidligere starthjælp i pe-

rioden fra 2002 til udgangen af 2011.

Kommunerne administrerede med stor dygtighed regler-

ne om starthjælp indtil 31. december 2011. Og jeg er

sikker på, at de vil gøre det samme med reglerne om in-

tegrationsydelse.

Så er det rigtigt, at der i forbindelse med lovændringen

her i sommer har ligget en stor opgave i kommunerne.

Kommunerne har skullet finde ud af, om de mange mod-

tagere af uddannelseshjælp og kontanthjælp opfylder op-

holdskravet. Det er der taget højde for i lovforslaget, og

det er kommunerne blevet kompenseret for, sådan som

jeg også har redegjort for på et samråd i Beskæftigelses-

udvalget den 11. august i år i svaret på samrådsspørgs-

mål BX.

Som jeg også var inde på ved den lejlighed – og som jeg

gerne vil gentage her – er integrationsydelsen indført for

at skabe et større incitament til at arbejde og blive inte-

greret i det danske samfund og også for at gøre det min-

dre attraktivt at søge asyl i Danmark. Derfor har vi nu et

opholdskrav for ret til kontanthjælp, sådan at man først

får ret til kontanthjælp, hvis man lovligt har opholdt sig i

sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år her i

riget. Hvis man ikke opfylder opholdskravet, kan man få

integrationsydelse. Dog gælder der visse undtagelser for

borgere, der er omfattet af EU-retten.

Det leder mig over til spørgsmål C.

Der spørges nemlig her, om integrationsydelsen er for-

enelig med EU-retten?

Svaret på det spørgsmål er enkelt: Lovgivningen om in-

tegrationsydelsen er fuldt foreneligt med EU-retten. Det

fremgår eksplicit af loven, at kravet om lovligt ophold

her i riget i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste

8 år ikke gælder for EU- eller EØS-borgere, i det omfang

disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen.

Dermed er der i loven taget højde for Danmarks EU-

retlige forpligtelser, og EU-retten kan indgå direkte i

kommunernes og Ankestyrelsens afgørelser.

Spørgsmålet er så, hvad EU-retten betyder i forhold til de

konkrete afgørelser af sager om kontanthjælp og integra-

tionsydelse.

I forhold til danske statsborgere, der har haft ophold i et

andet EU- eller EØS-land og vender tilbage til Danmark,

skal der i forhold til EU-retten sondres mellem personer,

der er økonomisk aktive ved deres tilbagevenden til

Danmark, og personer, der ikke er.

Ifølge EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed

har vandrende arbejdstagere ret til samme sociale fordele

som værtsstatens egne statsborgere. Også selvstændige

erhvervsdrivende har ret til ligebehandling. Det betyder,

at EU-borgere, herunder også danske statsborgere, der

efter en periode i et andet EU-land f.eks. har opnået ar-

bejdstagerstatus på det danske arbejdsmarked, vil kunne

modtage kontanthjælp, uanset opholdskravet. Dette er

der redegjort udførligt for i bemærkningerne til aktivlo-

ven, der indførte integrationsydelsen.

Så langt, så godt.

Det spørgsmål, der så er rejst i artiklen i Politiken, om-

handler opholdskravets anvendelse i forhold til danske

statsborgere, som efter ophold i et andet EU- eller EØS-

land vender tilbage til Danmark som ikke-økonomisk ak-

tiv – altså uden at have haft arbejde, efter de er kommet

tilbage til Danmark.

Udover en henvisning til en principafgørelse fra Anke-

styrelsen om starthjælp fremgår det ikke nærmere af be-

mærkningerne til lovforslaget om integrationsydelsen,

hvordan opholdskravet skal anvendes i forhold til denne

persongruppe.

Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt disse personer

har ret til kontanthjælp eller integrationsydelse.

EU-reglerne har hidtil været fortolket sådan, at en dansk

statsborger, der ikke har været økonomisk aktiv i Dan-

mark efter sin tilbagevenden fra et andet UE- eller EØS-

land skal opfylde opholdskravet for at få ret til kontant-

hjælp. Den fortolkning svarer til den fortolkning, der

fremgår af Ankestyrelsens praksis om den tidligere start-

hjælp.

Imidlertid giver en EU-dom fra 2013 grundlag for at an-

tage, at danske statsborgere, som vender tilbage til Dan-

mark som ikke-økonomisk aktive efter at have opholdt

sig i et andet EU- eller EØS-land, i kraft af unionsbor-

gerskabet under visse omstændigheder vil være beretti-

gede til kontanthjælp i stedet for integrationsydelse, selv

om de pågældende ikke opfylder opholdskravet.

Dommen fra 2013 omhandlede et tysk bopælskrav på

mindst 3 år. Efter de tyske regler var tildelingen af ud-

dannelsesstøtte til tyske statsborgere og andre EU-

statsborgere i en periode på over et år til studier i en an-

den medlemsstatsbetinget af et enkeltstående krav om, at

ansøgeren skulle have haft fast bopæl i Tyskland i mindst

3 år inden påbegyndelsen af studiet.

I dommen anerkendte EU-Domstolen, at et bopælskrav

kan godtgøre, at der foreligger en vis grad af integration,

men EU-Domstolen tillagde det også vægt, at der var tale

om et enkeltstående bopælskrav, som udelukkede, at an-

dre sociale eller økonomiske kriterier indgik i vurderin-

gen af, om de omhandlede studerende udviste en til-

strækkelig grad af tilknytning til Tyskland og dermed

havde ret til uddannelsesstøtte fra Tyskland.

På den baggrund fastslog EU-Domstolen i den konkrete

sag, at det tyske bopælskrav var i strid med traktatens be-

stemmelser om unionsborgerskabet.

Der foreligger ikke praksis fra EU-domstolen, der kon-

kret tager stilling til tilfælde, hvor EU-borgere vender

tilbage til deres medlemsstat som ikke-økonomisk aktive

og anmoder om social ydelse i lighed med kontanthjælp,

der jo er betinget af, at ansøgeren opholder sig i det land,

ydelsen udbetales fra.

Men på baggrund af dommen om den tyske uddannelses-

støtte må det antages, at det også i sager om integrations-

ydelse må bero på en konkret vurdering, om EU-retten

fører til, at danske statsborgere, som efter ophold i et an-

det EU- eller EØS-land vender tilbage til Danmark som

ikke-økonomisk aktive er berettigede til kontanthjælp

som følge af deres samlede tilknytning til Danmark.

På den ene side vil der være tilfælde, hvor kravet om lov-

ligt ophold her i riget i sammenlagt mindst 7 år inden for

de seneste 8 år, vil kunne håndhæves uden videre. Det vil

f.eks. være tilfældet, hvor en dansk statsborger har boet i

et andet EU-land i størstedelen af sit liv og på et tids-

punkt indrejser i Danmark som ikke-økonomisk aktiv. På

den anden side vil der være tilfælde, hvor der ikke ude-

lukkende kan lægges vægt på opholdskravet ved vurde-

ringen af, om den pågældende udviser en tilstrækkelig

grad af tilknytning til Danmark. I dommen om den tyske

uddannelsesstøtte nævnes flere kriterier, der kan have

betydning ved en sådan vurdering, f.eks. at vedkommen-

de har gået i skole i hjemlandet i en betydelig periode,

ligesom sociale eller økonomisk bånd kan føre til, at den

pågældende må anses for at have tilstrækkelig tilknyt-

ning til hjemlandet.

Burde man i forbindelse med udarbejdelsen af lovforsla-

gene om integrationsydelse have været opmærksom på

dommen om den tyske uddannelsesstøtte og om den

kunne have betydning også for kontanthjælp og integra-

tionsydelse?

Ja, det burde man, og det er beklageligt, at det ikke skete.

I forbindelse med udarbejdelsen af lovforslagene støttede

man sig imidlertid til den hidtidige danske praksis på

området, som ikke har været underkendt, og som også

har været vurderet af Ombudsmanden så sent som i for-

året 2014.

Men vi er altså nu nået frem til, at der i forhold til det,

der står om forholdet til EU-retten i bemærkningerne til

de to lovforslag om integrationsydelse, som blev vedta-

get i 2015 og 2016, er brug for en præcisering af, hvad

der gælder i forhold til danske statsborgere, der efter op-

hold i et andet EU- eller EØS-land vender tilbage til

Danmark som ikke-økonomisk aktive.

Som nævnt må det her bero på en konkret vurdering, om

EU-retten fører til, at borgeren er berettiget til kontant-

hjælp som følge af deres samlede tilknytning til Dan-

mark.

Ministeriet ser nu på, hvordan vi bedst kan vejlede

kommunerne om de momenter, der skal lægges vægt på,

når tilknytningskravet skal afgøres ud fra en konkret, in-

dividuel vurdering.

Det vil vi naturligvis gøre hurtigst muligt og i samarbej-

de med Justitsministeriet.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at opholdskravet

stadig gælder. Det er alene i de sager, hvor danske stats-

borgere har benyttet sig at deres ret til at færdes og tage

ophold i andre EU-lande og ikke er økonomisk aktive

ved hjemkomsten, at der kan være baggrund for en for-

nyet vurdering af, om der skal udbetales kontanthjælp i

stedet for integrationsydelse.

Tak for ordet.