UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 668: Spm. om, hvilke forpligtelser til en undersøgelse af behandlingsmulighederne i det modtagende land det giver de danske myndigheder i sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Folketinget

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 5. april 2017 stillet følgende

spørgsmål nr. 665 (Alm. del) efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til ud-

lændinge- og integrationsministeren, som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 665:

Vil ministeren kommentere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i

sagen Paposhvili mod Belgien af 13. december 2016 samt seniorforsker, ph.d.

Peter Vedel Kessi gs artikel o do

e i ”EU-ret og Me eskeret” r. ,

redegøre for, om dommen får konsekvenser for den danske praksis med hensyn

til tildeling af humanitære opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 b?

Svar:

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 13. december 2016

dom i sagen

Paposhvili mod Belgien.

Dommen vedrører udsendelse af alvorligt

syge personer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gennemgår i

præmis 172-181

sin

hidtidige praksis for udsendelse af personer, der er alvorligt syge. Domstolen op-

summerer bl.a. sin hidtidige praksis, hvorefter udlændinge, der står over for ud-

visning, som udgangspunkt ikke har ret til ophold i en konventionsstat for dér at

fortsætte med at modtage medicinsk, social eller anden form for bistand, og at

det forhold, at den pågældendes vilkår, herunder den forventede levetid, vil blive

væsentligt forringet eller forkortet i tilfælde af udsendelse, ikke i sig selv kan med-

føre en krænkelse af artikel 3. Kun i meget ekstraordinære tilfælde, hvor der er

tvingende humanitære modhensyn, kan det være i strid med artikel 3 at udsende

en udlænding, der lider af en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, til et land, hvor

der ikke er adgang til behandling.

I praksis har Domstolen fortolket begrebet

meget ekstraordinære tilfælde

i over-

ensstemmelse med sin dom af 2. maj 1997 i sagen

D mod Storbritannien

således,

at eget ekstraordi ære tilfælde ”ver e eptio el ases” foreligger i e situati-

on, hvor en udlænding er kritisk syg og døden nær (terminalstadiet). I en dom af

27. maj 2008 i sagen

N mod Storbritannien

anførte Domstolen dog, at den ikke

ville udelukke, at der kunne foreligge andre meget ekstraordinære tilfælde end

2. februar 2018

Udlændingeafdeling

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2017 - 5755

221627

Side

1/10

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 668: Spm. om, hvilke forpligtelser til en undersøgelse af behandlingsmulighederne i det modtagende land det giver de danske myndigheder i sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

situationen, som forelå i sagen

D mod Storbritannien.

Domstolen anførte imidler-

tid ikke, hvori disse andre ekstraordinære tilfælde består.

I Paposhvili-dommens

præmis 182

markerer Domstolen, at retstilstanden præci-

seres. Domstolen vil således afklare praksis og redegøre nærmere for, hvornår der

ka foreligge ”andre

meget ekstraordinære tilfælde”.

Præmis 183

er herefter den centrale præmis i dommen. Domstolen udtaler såle-

des, at der ved ” eget ekstraordi ære tilfælde” forstås situatio er, hvor der er

vægtige grunde til at antage, at den pågældende, selvom døden ikke er nært fore-

stående, vil blive udsat for en virkelig risiko, som følge af mangel på passende

behandling i modtagerstaten eller manglende adgang til sådan behandling, for at

blive udsat for en alvorlig, hurtig

og uoprettelig forværri g ”serious, rapid a d

irreversi le de li e” i vedko

e des hel redstilsta d, der vil resultere i i te s

lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid. Domstolen understre-

ger, at dette er i overensstemmelse med den høje tærskel for anvendelse af arti-

kel 3 i sager om udsendelse af alvorligt syge udlændinge.

Herefter indfører Domstolen i

præmis 185

en sagsbehandlingspligt for de nationa-

le myndigheder.

Det er i første omgang op til udlændingen at føre bevis

”addu e evide e” for

den påståede risiko. Udlændingen skal således fremlægge beviser, der godtgør, at

der er vægtige grunde til at tro, at der kan være tale om en artikel 3-situation

(præmis

186).

Hvis udlændingen kan føre bevis for den påståede risiko, er det op

til staten at afkræfte tvivlen. Det forudsætter en indgående prøvelse af de forud-

sigelige konsekvenser af en udsendelse, hvor der lægges vægt på de generelle

oplysninger om modtagerstaten og oplysningerne om den individuelle udlænding,

hvilket omfatter en sammenligning af udlændingens helbredstilstand henholdsvis

før og efter udsendelse (præmis

187).

Domstolen bemærker, at der ved vurderingen lægges vægt på, om den behand-

ling, der er generelt tilgængelig i modtagerstaten, er tilstrækkelig og passende til

at sikre, at udlændingen ikke udsættes for en behandling i strid med artikel 3, og

det afgørende er således ikke behandlingsniveauet i den udvisende stat, eller om

behandlingen i modtagerstaten er på et sammenligneligt niveau, ligesom artikel 3

ikke sikrer ret til en behandling i modtagerstaten, der ikke er tilgængelig for resten

af befolkningen (præmis

188-189).

Myndighederne skal undersøge, om behandlingen generelt er tilgængelig i hjem-

landet.

Det følger herefter af

præmis 190,

at myndighederne også skal overveje, om ud-

lændingen rent faktisk har adgang til at modtage behandlingen i hjemlandet, hvil-

ket omfatter spørgsmål om tilgængelighed både med hensyn til afstand og om-

kostninger. Domstolen henviser i den forbindelse til sin hidtidige praksis på områ-

det.

Side

2/10

Hvis der herefter foreligger alvorlig tvivl med hensyn til konsekvenserne for den

syge udlænding i tilfælde af udsendelse, kan den udvisende stat have pligt til at

opnå en individuel og tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten om, at behandlin-

gen eksisterer og vil være tilgængelig for udlændingen, inden en udsendelse gen-

nemføres (præmis

191).

Det forhold, at modtagerstaten er en medlemsstat, der også er bundet af konven-

tionen, er ikke i sig selv afgørende for, om udsendelse vil være i strid med konven-

tionen (præmis

193).

I forhold til den konkrete sag, som dommen vedrører, var der tale om en geor-

gisk statsborger (Georgie Paposhvili), som kom til Belgien i 1998 med sin kone og

et barn. Han fik sidenhen to børn mere. Han fik afslag på asyl og på opholdstilla-

delse på andet grundlag. Fra 1999 og frem til 2005 blev Paposhvili dømt for adskil-

lige lovovertrædelser, og han blev derfor udvist på grund af den begåede krimina-

litet.

Under afsoning af en fængselsstraf i 2006 fik han konstateret bl.a. leukæmi. Han

modtog forskellig behandling, og hans forventede levetid blev i 2008 vurderet til

at være 3-5 år. Sygdommen forværredes, og i 2012 vurderede en læge, at ophør

af behandlingen kunne føre til Paposhvilis død. I 2015 vurderede en læge, at op-

hør af behandling ville medføre en forventet levetid på tre måneder, samt at

Paposhvili ikke havde adgang til behandlingen i Georgien.

Paposhvili søgte flere gange om opholdstilladelse af humanitære årsager under

henvisning til, at det ikke var muligt at få behandling for hans leukæmi i Georgien.

Han fik imidlertid afslag med henvisning til, at han var udelukket fra at få opholds-

tilladelse efter belgisk lovgivning på grund af den begåede kriminalitet. De belgi-

ske myndigheder foretog derfor ikke yderligere undersøgelser i sagen i forhold til

Belgiens internationale forpligtelser.

Paposhvili indbragte herefter sagen for Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol med påstand om, at hans udvisning til Georgien ville sætte ham i fare for

umenneskelig behandling og en tidligere død på grund af, at behandlingen, som

han havde modtaget i Belgien, ikke var tilgængelig i Georgien. I 2016 døde

Paposhvili i Belgien, men da de efterladte ønskede at fortsætte sagen, fortsatte

Menneskerettighedsdomstolen behandlingen.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sin dom, at Belgien ville have krænket

Den Europæiske Menneskeretskonventions (EMRK) artikel 3 (om forbud mod

tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) og artikel 8

(om ret til privat- og familieliv), hvis Paposhvili var blevet udsendt af Belgien til

Georgien, idet Belgien i den konkrete sag ikke havde overholdt sin undersøgelses-

pligt.

I den artikel, der henvises til i spørgsmålet, anfører forfatteren, at han mener,

at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Paposhvili-sagen bør føre

til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ændrer sin praksis for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Side

3/10

Forfatteren anfører, at Domstolen med Paposhvili-dommen har lempet sygdoms-

kriteriet og skærpet undersøgelseskravet. Forfatteren anfører således, at det ikke

længere er tilstrækkeligt blot at undersøge, om en udlænding lider af en terminal

sygdom. Der bør herudover foretages en konkret og individuel vurdering af, om

udlændingen vil have adgang til den nødvendige behandling og pleje i hjemlandet,

herunder i forhold til økonomi, sociale og familiemæssige netværk og afstand til

behandling.

Forfatteren anfører endvidere, at den danske praksis for meddelelse af humani-

tær opholdstilladelse synes at være i overensstemmelse med Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols tidligere praksis om staters undersøgelsespligt,

hvorefter det ansås for tilstrækkeligt at vurdere de generelle behandlingsmulig-

heder i hjemlandet.

Forfatteren finder imidlertid, at Udlændinge- og Integrationsministeriet på bag-

grund af dommen bør ændre praksis, så udlændingens reelle behandlingsmulig-

heder i hjemlandet undersøges, og der foretages en konkret og individuel vurde-

ring af, om udlændingen vil have adgang til den nødvendige behandling og pleje i

hjemlandet, herunder i forhold til økonomi, sociale og familiemæssige netværk og

afstand til behandling.

Forfatteren finder på den baggrund, at ministeriet er forpligtet til at indrette sin

praksis efter EMD-praksis, der efter forfatterens opfattelse i meget vidt omfang

svarer til dansk praksis før praksisændringen i 2010.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse, at Paposhvili-

dommen grundlæggende handler om tre ting.

Hidtil har Domstolen i sin praksis antaget, at personer, der lider af en alvorlig syg-

dom i terminalstadiet, er omfattet af beskyttelsen i artikel 3. Men Domstolen har

æv t i

a ført, at der ku e være a dre ” eget ekstraordi ære tilfæl-

de”, hvor e alvorligt s g perso er o fattet af de e esk ttelse.

I Paposhvili-dommen finder Domstolen så for første gang anledning til at præcise-

re,

hvad der ær ere ligger i disse a dre ” eget ekstraordi ære tilfælde”, hvor

udsendelse af en alvorligt syg udlænding vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK

artikel 3, selvom døden ikke er nært forestående.

Der er også efter Paposhvili-dommen en meget høj tærskel, før et forhold er om-

fattet af EMRK artikel 3. Bestemmelsen vil således fortsat kun blive krænket, hvis

der foreligger meget ekstraordinære tilfælde. Det drejer sig om de grupper af

alvorligt syge udlændinge, for hvem det må antages, at udlændingen uden be-

handling i hjemlandet er i reel risiko for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og

uoprettelig forværring i vedkommendes helbredstilstand, der vil resultere i intens

lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid (præmis

183).

Der kan efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddeles humanitær opholdstilla-

delse, hvis ”væse tlige he s af hu a itær karakter afgøre de taler for at i ø-

Side

4/10

deko

e a søg i ge ”.

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige huma-

nitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestem-

melse, beror på et skøn.

I praksis er udlændingens helbredsforhold et kerneområde for bestemmelsens

anvendelse. Helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse forudsætter, at ud-

lændingen lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom (sygdomskri-

teriet). Derudover stilles der som altovervejende udgangspunkt krav om, at be-

handling ikke er tilgængelig i ansøgerens hjemland (kriteriet om fravær af behand-

lingsmuligheder i hjemlandet).

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets praksis anses sygdomskriteriet for

opfyldt, hvis der er tale om en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger lider af meget alvorlige hjertesygdomme,

nyresygdomme, tarmsygdomme, blodsygdomme, insulinkrævende diabetes samt

egentlige sindssygdomme, hvor den pågældende lider af en psykose f.eks. parano-

id psykose og skizofreni. Opremsningen er ikke udtømmende.

Sygdomskriteriet vil efter Udlændinge- og Integrationsministeriets praksis kunne

være opfyldt selv i sager, hvor en udlænding lider af en sygdom, hvor en mang-

lende behandling ikke vil medføre en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i

vedkommendes helbredstilstand med intens lidelse eller væsentlig reduktion i den

forventede restlevetid til følge.

På den baggrund finder Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke på baggrund

af dommen anledning til at ændre praksis for fortolkning af sygdomskriteriet, som

allerede efter dansk praksis omfatter såvel uhelbredelige sygdomme i terminal-

stadiet som andre meget alvorlige sygdomme. Ministeriet har således ikke fundet

holdepunkter i dommen for, at den danske fortolkning af sygdomskriteriet er for

snæver.

For det andet medfører dommen en udvidet undersøgelsespligt i de særlige sager,

som er omfattet af dommen.

Det fremgår af dommen, at myndighederne fra sag til sag skal overveje, om den

behandling, der generelt er tilgængelig i modtagerstaten, er tilstrækkelig og pas-

sende til den pågældendes sygdom, således at vedkommende ikke udsættes for

behandling i strid med artikel 3 (præmis

189).

Det er i første omgang op til udlændingen at føre bevis for den påståede risiko.

Hvis udlændingen fremlægger beviser, så der er vægtige grunde til at antage, at

det vil kunne stride mod artikel 3 at udsende den pågældende, vil det være op til

staten at afkræfte tvivlen.

Det er en betingelse for at meddele helbredsbetinget humanitær opholdstilladel-

se til en ansøger, der lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, at an-

Side

5/10

søgeren ikke har adgang til den nødvendige behandling i sit hjemland (kriteriet om

fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet).

Efter gældende praksis er det op til udlændingen at fremlægge oplysninger om, at

vedkommende lider af en alvorlig sygdom og modtager behandling herfor.

Udlændinge- og Integrationsministeriet foretager herefter efter praksis allerede

en vurdering af, hvorvidt den pågældende har adgang til medicin i de sager, hvor

ministeriet har fundet, at den pågældende lider af en meget alvorlig sygdom.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund ikke, at der er

behov for at justere ministeriet fortolkning af, hvornår medicin og behandling

generelt er tilgængeligt.

Domstolen anfører herudover, at myndighederne skal overveje, i hvilken ud-

strækning den pågældende

faktisk

vil have adgang til behandling i modtagersta-

ten (præmis

190).

Domstolen bemærker i den forbindelse (i overensstemmelse

med dens tidligere afsagte domme), at staterne bl.a. skal overveje omkostninger

ved medicinering og behandling, om der er et tilgængeligt socialt og familiemæs-

sigt netværk, og den distance, der skal rejses for at få adgang til den nødvendige

pleje.

Domstolen har ikke i dommen udtalt sig om, hvornår undersøgelsespligten ind-

træder, udover at der skal foreligge vægtige grunde. Det følger dog heraf, at der

skal noget til.

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets gældende praksis vil det normalt

være uden betydning for meddelelse af en helbredsbetinget opholdstilladelse, at

en given behandling alene er tilgængelig i f.eks. privat regi mod egenbetaling,

ligesom egenbetalingens størrelse som udgangspunkt er uden betydning. Det er

endvidere ikke en betingelse, at den behandling, som er tilgængelig i hjemlandet,

er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det danske sundhedsvæ-

sen, så længe der foreligger oplysninger fra hjemlandets sundhedsmyndigheder

eller andre relevante aktører om, at den pågældende sygdom rent faktisk kan

behandles i hjemlandet.

Det er desuden normalt uden betydning, at den nødvendige behandling er tilgæn-

gelig på apoteker med videre i hele hjemlandet. Såfremt det pågældende land

asylretligt anses for ét land, vil en ansøger således kunne henvises til at modtage

den foreskrevne behandling i en anden del af landet også, selvom den pågælden-

de var bosiddende et andet sted i hjemlandet inden sin udrejse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har hidtil alene undersøgt spørgsmål om

f.eks. omkostninger ved medicin og afstand til behandling i de sager, hvor det på

baggrund af sagens oplysninger umiddelbart blev skønnet, at ansøgeren opfylder

den høje tærskel for meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Side

6/10

Ministeriet har således kun lagt vægt på prisen af behandlingen, hvis der er kon-

krete holdepunkter for, at der er tale om en meget dyr behandling. Justitsministe-

riet har således f.eks. (på det tidspunkt, hvor udlændingeområdet hørte under

Justitsministeriet) behandlet en sag, hvor der var oplysninger om, at en ansøger

led af en meget alvorlig fysisk sygdom, hvor den livsnødvendige medicin her i lan-

det kostede mere end 80.000 kr. om måneden. På den baggrund blev det beslut-

tet at undersøge, hvad behandlingen i hjemlandet ville koste. Ministeriets under-

søgelse af prisen på medicinen i hjemlandet blev imidlertid ikke tilendebragt, da

den nødvendige behandling efterfølgende viste sig ikke at være tilgængelig.

Der har endvidere efter den hidtidige praksis i ekstraordinære tilfælde kunnet

meddeles humanitær opholdstilladelse, hvis det ville være farefuldt for en ansø-

ger at nå frem til behandlingsstedet, og den pågældende f.eks. på grund af sin

sygdom ikke ville være i stand til at bosætte sig i den del af landet, hvor behand-

lingen var tilgængelig.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at dommen medfører,

at behandlingens faktiske tilgængelighed i de særlige sager, hvor der på baggrund

af udlændingens egne forhold er væsentlig grund til at tro, at der ikke er faktisk

adgang til en behandling i hjemlandet, nu skal undersøges nærmere.

Er der således på baggrund af ansøgerens personlige forhold vægtige grunde til at

tro, at vedkommende ikke har faktisk adgang til at modtage behandling, vil Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet fremover skulle foretage yderligere sags-

skridt med henblik på at undersøge dette nærmere.

Ved vurdering af spørgsmålet om faktisk adgang skal der bl.a. ses på spørgsmålet

om omkostninger, socialt og familiært netværk og afstand.

Der vil som hidtil være en høj tærskel for, hvornår behandling ikke anses for fak-

tisk tilgængeligt.

For det tredje åbner Domstolen også op for, at man i sager, hvor der efter den

udvidede undersøgelse er alvorlig tvivl om konsekvenserne af en udsendelse, alli-

gevel har mulighed for at udsende den pågældende ved brug af en individuel og

tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke hidtil overvejet at anvende garan-

tier i sager om humanitær opholdstilladelse.

I Paposhvili-sagen var Paposhvili udelukket fra at blive meddelt opholdstilladel-

se som følge af, at han havde begået kriminalitet i Belgien. De belgiske myndighe-

der undersøgte på den baggrund ikke, om den behandling, som Paposhvili havde

brug for, var tilgængelig i hjemlandet.

Der er ligeledes efter dansk ret mulighed for at udelukke en udlænding fra op-

holdstilladelse, hvis pågældende har begået kriminalitet.

Side

7/10

Det følger således af udlændingelovens § 10, stk. 4, at en udlænding, der har ind-

rejseforbud, ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 f, §§ 9

i-9 n eller 9 p, medmindre ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år

efter udrejsen, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4. Kravet om, at der skal være for-

løbet to år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er EU-borger,

og som er udvist efter udlændingelovens § 25 b (om ulovligt ophold), jf. § 10, stk.

4, 2. pkt.

Efter praksis vil en udlænding, som er udvist af Danmark ved dom med et indrej-

seforbud, således være udelukket fra at blive meddelt humanitær opholdstilladel-

se, hvis vedkommende ikke har været udrejst i to år.

Det følger af udlændingelovens § 50, stk. 1, at en udlænding, der er udvist ved

dom, som ikke har været udrejst af Danmark, og som påberåber sig, at der er ind-

trådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. udlændingelovens § 26,

kan begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Hvis

retten ophæver udvisningen, vil udlændingen kunne meddeles humanitær op-

holdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingel-

serne herfor.

Efter praksis har Udlændinge- og Integrationsministeriet hidtil som udgangspunkt

ikke nærmere undersøgt sygdommens karakter samt tilgængeligheden af medicin

i hjemlandet i de sager, hvor udlændingen er udelukket efter udlændingelovens §

10, stk. 4.

Selvom Paposhvili var udelukket fra opholdstilladelse på grund af, at han havde

begået kriminalitet, fandt Domstolen i Paposhvili-dommen, at det ville have ud-

gjort en krænkelse af EMRK artikel 3, hvis Paposhvili var blevet udsendt af Belgien,

da de belgiske myndigheder ikke havde undersøgt, om der var medicin tilgænge-

ligt i hjemlandet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den baggrund fundet anledning til

at justere praksis i forbindelse med behandling af sager, hvor der meddeles afslag

på humanitær opholdstilladelse som følge af, at udlændingen er udelukket efter

udlændingelovens § 10, stk. 4.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således fremover i sager, hvor der

meddeles afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning til udlændinge-

lovens § 10, stk. 4, 1. pkt., og hvor udlændingen fortsat opholder sig i Danmark,

vejlede udlændingen om, at udlændingen i medfør af udlændingelovens § 50 har

mulighed for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domsto-

lene, hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf.

udlændingelovens § 26.

Såfremt udlændingen ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af

udvisningen for retten, eller retten ikke har fundet anledning til at ophæve udvis-

ningen, jf. udlændingelovens § 50, men ministeriet vurderer, at den pågældende

vil være i en situation, hvor det vil stride mod artikel 3 at udsende den pågælden-

de, vil ministeriet således fremadrettet henvise den pågældende til tålt ophold,

Side

8/10

indtil vedkommende kan udsendes af landet. Det skyldes, at udlændingelovens §

10 udtømmende regulerer adgangen til at meddele opholdstilladelse til udlæn-

dinge med indrejseforbud. En udlænding med et indrejseforbud, der har fået af-

slag på asyl, vil derfor ikke kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, stk. 1, selv om den pågældende ikke for tiden kan udsen-

des.

Samlet er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der ikke

efter de internationale konventioner og traktater eksisterer en ret for udlændinge

til at opholde sig i et land, hvor de pågældende ikke er statsborgere, alene med

henvisning til, at de pågældende modtager eller ønsker at modtage f.eks. medi-

cinsk behandling i dette land.

Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at praksis for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse fortsat

–

i overensstemmelse med

bestemmelsens hidtidige formål

–

skal have undtagelsens karakter. Bestemmelsen

har et snævert anvendelsesområde.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse skal administreres i overensstemmelse med Danmarks internati-

onale forpligtelser.

I henhold til EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig

eller nedværdigende behandling eller straf. Det er Udlændinge- og Integrations-

ministeriets opfattelse, at det også efter Paposhvili-dommen følger, at EMRK arti-

kel 3 ikke beskytter mod udsendelse af en udlænding med fysiske eller psykiske

helbredsproblemer til et land med lavere behandlingsstandard og/eller begræn-

sede behandlingsmuligheder, medmindre der foreligger meget ekstraordinære

tilfælde.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Paposhvili-dommen redegjort

for, hvad der skal forstås ved andre meget ekstraordinære tilfælde. Det er Udlæn-

dinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der for at sikre, at afgørelser på

det humanitære område træffes i overensstemmelse med Danmarks internationa-

le forpligtelser, er behov for at indføre ekstra sagsbehandlingsskridt i visse særlige

sager, således at ansøgerens faktiske adgang til behandling undersøges nærmere.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at ministeriet bl.a. med den ovenfor

beskrevne justering af praksis i forhold til behandling af sager, hvor udlændingen

er udvist af Danmark som følge af, at den pågældende har begået kriminalitet,

opfylder de nødvendige undersøgelseskrav af behandlingsmulighederne i hjem-

landet.

Side

9/10

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil følge kommende domme fra Den Eu-

ropæiske Menneskeretsdomstol tæt og justere den danske praksis, hvis der måtte

blive behov derfor.

Inger Støjberg

Frederik Gammeltoft

Side

10/10