Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 6. februar 2017
Spørgsmål fra Udlændinge- og
Integrationsudvalget til
udenrigsministeren af 23.
januar 2017.
UUI alm. del – spørgsmål 393
stillet efter ønske af Martin
Henriksen (DF).
UUI alm. del spørgsmål nr. 393:
Vil ministeren redegøre for om regeringen i forbindelse med formandskabet for Europarådet
vil tage konkrete initiativer, som vil gøre det nemmere at frihedsberøve afviste asylansøgere
samt gøre det nemmere at stramme familiesammenføringsreglerne for flygtninge?
Svar:
Danmark har formandskabet for Europarådets Ministerkomité fra november 2017 til maj 2018.
Det vil som led i det danske formandskab være muligt at forfølge en række prioriteter inden for
Europarådets tre hovedområder: menneskerettigheder, demokrati og ”rule of law”.
Det fremgår af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere trygt Danmark”, at der er
behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og at regeringen vil afholde en international ekspertkonference
om konventionen som led i det kommende danske formandskab for Europarådet.
Det er endnu ikke fastlagt, hvilke øvrige prioriteter regeringen vil forfølge under det danske
formandskab.