I september mislykkedes danske myndigheder med en hjemsendelse af en ung afghansk mand, fordi han ved ankomst oplyste de afghanske myndigheder, at han var konverteret til kristendom, hvorpå de afghanske myndigheder ikke mente de kunne sikre hans beskyttelse. Ifølge en agtindsigt givet til Dagbladet Information kostede den mislykkede hjemsendelse over en million danske kroner (jf. Dagbladet Information, ”Historien om en tvangshjemsendelse, der gik helt og aldeles galt”, den 13. oktober 2016). I det lys bedes ministeren oplyse, om der efterfølgende er lavet nye aftaler med de afghanske myndigheder om hjemsendelse af kristne afghanere? Ministeren bedes oplyse, om de danske myndigheder vil forsøge at hjemsende flere kristne afghanere, før der er klare aftaler med de afghanske myndigheder herom og vished for, at de afghanske myndigheder kan sikre beskyttelse af kristne afghanere, der hjemsendes fra Danmark?
Dato: 17-01-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
udvisning og repatriering