UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om ministeren vil oversende talepapir fra det åbent samråd den 10/11-16 om regeringens syn på en række konventione, til udlændinge-, integrations- og boligministeren, justitsministeren og udenrigsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

7. november 2016

Task force

Maria Aviaja Sander Holm

2016-0035-0378

2138200

UDKAST TIL TALE

Til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål D fra Folke-

tingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg

Samrådsspørgsmål D

”Hvad er regeringens syn på følgende konventioner: Den Euro-

pæiske menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen

og Konventionen til begrænsning af statsløshed? Samråds-

spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2015-16,

jf. UUI alm. del - samrådsspm. AN.”

[Indledning]

Tak for invitationen til at komme her i dag og tale om regeringens

syn på internationale konventioner.

Som udenrigsministeren har været inde på, har Danmark en interesse

i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskeret-

tighederne.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om ministeren vil oversende talepapir fra det åbent samråd den 10/11-16 om regeringens syn på en række konventione, til udlændinge-, integrations- og boligministeren, justitsministeren og udenrigsministeren

Når det er sagt, så er konventioner ikke uforanderlige. De er udtryk

for politiske forhandlinger og kompromiser. Og af gode grunder af-

spejler konventionerne den tid og kontekst, hvori de er blevet til.

Derfor er det også vigtigt, at vi ikke er berøringsangste, men tværti-

mod villige til at diskutere og udfordre konventionerne, når der er et

behov herfor.

[Den demokratiske udfordring]

Som folkevalgte politikere er vi forpligtede til at standse op og re-

flektere over den indflydelse, som internationale konventionsforpligtel-

ser efterhånden har fået på folkestyret.

For nogle konventioner – ikke mindst på menneskerettighedsområdet –

udgør i stigende grad en demokratisk udfordring - og det er vi nødt til at

diskutere og forholde os aktivt til.

Direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen,

har faktisk skrevet en bog om netop denne problemstilling. Den hedder

”Menneskeret – en demokratisk udfordring”, [og den vil jeg gerne an-

befale, for det er interessant læsning].

[Hvad er problemet?]

Hvorfor er det så, at konventionerne i stigende grad udfordrer vores

folkestyre?

Det skyldes ikke mindst, at vi har en række internationale institutioner –

som f.eks. Menneskerettighedsdomstolen og FN-komitéerne – som ud-

fylder konventionernes indhold og ind imellem udvikler nye forpligtel-

ser og rettigheder.

Det indebærer – alt andet lige – at vi som folkevalgte politikere i Dan-

mark mister råderum.

For det betyder, at politikere i dag – på væsentlige områder – er bundet

til at respektere konventionerne i stedet for at træffe frie beslutninger

om, hvilken retsstilling vi ønsker i Danmark.

Og det skaber et demokratisk problem.

[EMRK]

Problemstillingen er særligt aktuel i forhold til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som jeg vil koncentrere mig om i dag.

Menneskerettighedskonventionen udgør en hjørnesten i Danmarks in-

ternationale forpligtelser på det menneskeretlige område.

Før Menneskerettighedskonventionen blev til, var efterlevelsen af men-

neskerettighederne alene staternes ansvar. 2. Verdenskrig – med alle

sine grusomheder – beviste, at der var behov for, at Europa tog et fælles

ansvar for at sikre de grundlæggende rettigheder, som udgør byggeste-

nene i et frit og et demokratisk samfund.

Siden 1953 – hvor konventionen trådte i kraft – er der dog sket en bety-

delig udvikling af konventionen.

Det skyldes ikke mindst, at Menneskerettighedsdomstolen med årerne

har behandlet et støt stigende antal sager – og derigennem løbende har

udfyldt og udvidet konventionens indhold.

I nogle tilfælde har det været velbegrundet. Samfundsudviklingen har

skabt nye situationer og udfordringer, som Menneskerettighedsdomsto-

len har været nødt til at forholde sig til. I andre tilfælde har Menneske-

rettighedsdomstolen selv fundet det berettiget at gå videre i sin fortolk-

ning af menneskerettighederne.

En sådan dynamisk fortolkning er i et vist omfang nødvendig og uund-

gåelig for at sikre, at de rettigheder, som konventionen beskytter, beva-

rer deres aktualitet.

For eksempel har vi i Europa i dag et andet syn på homoseksuelle end

vi havde for 65 år siden. Det skal Menneskerettighedskonventionen

selvfølgelig afspejle.

Men på nogle områder, kan man berettiget sætte spørgsmålstegn ved

udviklingen i retspraksis.

[Problemet med dynamisk fortolkning]

Det er efter min mening ikke en ubetinget positiv udvikling for det

demokratiske liv, at flere og flere nationale samfundsforhold kan opfat-

tes som menneskeretlige spørgsmål – og dermed i sidste ende blive af-

gjort af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Uden at jeg på nogen måde vil underkende den store og vigtige rolle,

som Menneskerettighedsdomstolen har og har haft i Europa, er det ikke

til at komme udenom, at Menneskerettighedsdomstolen ikke er en de-

mokratisk valgt forsamling.

Det er Folketinget derimod.

Vælgerne kan ved næste folketingsvalg lade være med at stemme på de

politikere, der har været med til at gennemføre en bestemt politik, hvis

de ikke kan lide den politik. Den mulighed har vælgerne ikke i forhold

til Menneskerettighedsdomstolen.

Derfor er det problematisk, når udviklingen af Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention medfører yderligere – og eventuelt uforudsete

– begrænsninger af det nationale politiske råderum, fordi det kan inde-

bære en risiko for, at menneskerettighederne mister deres demokratiske

opbakning.

Det er for tidligt at sige, hvilke præcise emner, vi vil tage op. For det

har vi

ikke

besluttet endnu. Men der er flere områder, hvor man i prin-

cippet kan rejse spørgsmål, om den dynamiske fortolkning er gået for

langt.

[Tildeling af sociale ydelser]

Et eksempel på et område, hvor denne udvikling har været problema-

tiseret, er de sociale ydelser.

Her er Domstolen gået meget langt i forhold til at gøre sociale ydelser

til menneskerettigheder.

Tildeling af sociale ydelser er efter min opfattelse ikke et spørgsmål,

der egner sig til at blive løst internationalt. Det løses bedst nationalt.

Tildeling af sociale ydelser er efter min opfattelse heller ikke en del af

kernen i den nødvendige menneskeretlige beskyttelse.

[Udvisning af kriminelle udlændinge]

Et andet område er udvisning af kriminelle udlændinge.

Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 8 om retten

til privatliv og familieliv har i dag stor betydning for Danmarks mulig-

heder for at udvise kriminelle udlændinge.

Der har de senere år været flere eksempler på straffesager, hvor det ikke

har været muligt for de danske domstole at udvise endog meget krimi-

nelle udlændinge. Jeg tror, at vi er mange, der har svært ved at se, at

disse domme er et udtryk for en rimelig balance mellem vores samfunds

behov for at beskytte sig mod kriminelle udlændinge og hensynet til

den kriminelles familie- og privatliv.

Efter regeringens opfattelse skal kriminelle udlændinge som det helt

klare udgangspunkt ikke være i Danmark.

[Bagatelsager]

Jeg synes også, at man berettiget kan stille spørgsmål til, om Menne-

skerettighedsdomstolen går for langt ned i småsager.

Professor, Mads Bryde Andersen kritiserede allerede i 2005 Menneske-

rettighedsdomstolen for at devaluere menneskerettighederne ved at gøre

for mange uvæsentlige spørgsmål til internationale menneskerettigheds-

spørgsmål. Kritikken blev dengang bl.a. støttet af professor i strafferet

Gorm Toftegaard Nielsen.

Og jeg synes fortsat det er et berettiget spørgsmål at stille, om Menne-

skerettighedsdomstolen går får langt, når den behandler sager om f.eks.

parkeringsbøder og retsafgifter.

Menneskerettighedsdomstolen skal i mine øjne ikke fungere som en

småsagsdomstol. Den skal behandle væsentlige menneskeretlige

spørgsmål.

Hvis Menneskerettighedsstolen gør for mange uvæsentlige spørgsmål

til internationale menneskeretlige anliggender, risikerer vi, at menne-

skerettighederne devalueres.

[Formandskabet for Europarådet]

Regeringen vil sikre, at der er den rette balance mellem beskyttel-

sen af menneskerettighederne og vores mulighed for at bestemme,

hvordan vi vil indrette vores samfund.

Derfor vil vi nu sætte det på den internationale dagsorden. For vi er

overbeviste om, at andre lande ser samme udfordringer. Og vi er ikke

mindst overbevist om, at det vil være både godt og nødvendigt for

Europa, at vi forholder os mere aktivt til dette spørgsmål.

Derfor har regeringen konkret bestemt, at det kommende danske for-

mandskab for Europarådet fra november 2017 til maj 2018 skal have

fokus på netop dette spørgsmål.

Regeringen har allerede nedsat en task force under Justitsministeriet

– og med deltagelse af Udenrigsministeriet – som nu går i gang med

at forberede dette arbejde.

Task forcen får – kort sagt – til opgave at arbejde for, at der kan op-

nås enighed blandt Europarådets medlemslande om at få udstukket

en ny kurs.

Det er et ambitiøst projekt. Og det er også et vanskeligt projekt. Det

er bestemt ikke en nem sag at få 47 medlemslande til at blive enige.

Men hvis vi er berøringsangste og ikke prøver, sker der med sikker-

hed ingenting.

Derfor tager vi nu arbejdshandskerne på og går i gang. Heldigvis

starter vi ikke helt fra bunden. Der er allerede sat en reformdiskus-

sion i gang blandt Europarådets medlemslande. Det kom bl.a. til ud-

tryk ved Brighton-erklæringen fra 2012.

[Afslutning]

10.

Det er vigtigt for mig at understrege, at regeringens fokus på

konventioner ikke skal ses som et angreb på den internationale

retsorden.

Tværtimod. Menneskerettighederne og Menneskerettighedskonven-

tionen er det fundament, vi står på, i Europa og i Danmark. Det er

værdier og rettigheder, som vi bygger vores demokratiske samfund

på. Og vi skal sikre, at det også er sådan i fremtiden.

I en tid, som den vi oplever lige nu, hvor det stormer over Europa –

Ja hele den vestlige verden - er det ikke noget, vi bare kan tage for

givet!

Netop derfor er det også vigtigt – for ikke at sige afgørende - at vi

sikrer den rette balance mellem beskyttelsen af menneskerettigheder-

ne og vores mulighed for som demokratier at bestemme, hvordan vi

vil indrette vores samfund.

For kun på den måde sikrer vi den demokratiske forankring af og

folkelige opbakning til menneskerettighederne, som i sidste ende er

en nødvendig forudsætning for deres beståen.

Tak for ordet.