UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm., om en beslutning om at tvangsadskille et gift eller samlevende par med eller uden børn er så intensivt et indgreb i privat- og familielivet, at det ikke kan betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 28. juni 2017 stillet følgende

spørgsmål nr. 951 (alm. del) efter ønske fra Holger K. Nielsen (SF), Johanne

Schmidt-Nielsen (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV), Mattias Tesfaye (S) og Josephine

Fock (ALT) til udlændinge- og integrationsministeren, som hermed besvares ende-

ligt.

Spørgsmål nr. 951:

Vil ministeren redegøre for, om og hvordan adskillelse af asylansøgere fra deres

ægtefælle/samlever kan sidestilles med en beslutning om at ændre indkvarte-

ringssted for ikke-gifte asylansøgere eller at flytte en hel familie samlet til et nyt

indkvarteringssted, således som anført af Udlændingestyrelsen i svar på UUI alm.

del

–

spm. 809?

Svar:

Med min pressemeddelelse af 10. februar 2016 om den generelle indkvarte-

ringsordning for mindreårige asylansøgere med en ægtefælle eller samlever øn-

skede jeg at vende udgangspunktet for, om en mindreårig asylansøger skal ind-

kvarteres med en ægtefælle eller samlever, på hovedet, så udgangspunktet er

separat indkvartering i disse sager.

Den generelle praksisændring, som pressemeddelelsen lagde op til, vedrørte såle-

des indholdet af ordningen, altså hvad der skal være udgangspunktet for det kon-

krete udfald, når myndighederne skal beslutte, om et par kan indkvarteres sam-

men. Forenklet betyder praksisændringen, at indkvartering i sådanne tilfælde

skal

ske separat, medmindre Danmarks internationale forpligtelser taler herimod.

Derimod forholder min pressemeddelelse sig ikke til spørgsmålet om, hvilke parts-

rettigheder der skal iagttages som led i den ændrede vurdering af, om indkvarte-

ring skal ske separat, eller hvilken sagsbehandling praksisændringen i øvrigt giver

anledning til. Sådanne overvejelser, der er af forvaltningsretlig karakter, skal fore-

tages af de sagsbehandlende myndigheder.

9. oktober 2017

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2017 - 10324

258773

Side

1/3

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm., om en beslutning om at tvangsadskille et gift eller samlevende par med eller uden børn er så intensivt et indgreb i privat- og familielivet, at det ikke kan betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed, til udlændinge- og integrationsministeren

Én af de partsrettigheder, der efter forvaltningsloven normalt skal iagttages i

sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, er

forudgående partshøring.

Er der ikke tale om en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en for-

valtningsmyndighed, men derimod om såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed,

skal forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring ikke iagttages.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., og forarbejderne hertil sker Ud-

lændingestyrelsens anvisninger om indkvartering på asylcentrene som led i styrel-

sens almindelige virksomhed og har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Dette indebærer således, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring ikke

skal iagttages i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen træffer bestemmelse om

indkvarteringen af en asylansøger, herunder flytning af en asylansøger fra ét cen-

ter til et andet, når styrelsens anvisning efterkommes.

Derimod udgør et flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og

forarbejderne hertil en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det indebærer, at

forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring skal iagttages, hvis en asylansøger

ikke efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, og styrelsen

derefter pålægger udlændingen at tage ophold på et bestemt asylcenter.

Der henvises herved til lovforslag nr. L 130 af 30. januar 2013, jf. bemærkningerne

til lovforslagets § 1, nr. 15 (folketingsåret 2012-13).

Den generelle praksis på indkvarteringsområdet både før og efter den 10. fe-

bruar 2016 er, at i de tilfælde, hvor en asylansøger efterkommer Udlændingesty-

relsens anvisning om indkvartering, er der ikke tale om en afgørelse i forvaltnings-

lovens forstand, men derimod om faktisk forvaltningsvirksomhed. Der foretages

derfor heller ikke partshøring efter forvaltningsloven.

Efterkommer en asylansøger derimod ikke styrelsens anvisning om indkvartering,

træffer styrelsen afgørelse om flyttepåbud efter forudgående partshøring.

Denne praksis er i overensstemmelse med udlændingeloven og forarbejderne

hertil og var derfor udgangspunktet for Udlændingestyrelsens sagsbehandling

efter udsendelsen af pressemeddelelsen af 10. februar 2016.

Udlændingestyrelsen traf den 28. april 2016 beslutning om at genoptage de

konkrete sager om adskilt indkvartering af mindreårige asylansøgere med en æg-

tefælle eller samlever og at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7,

3. pkt., om flyttepåbud, i alle sådanne sager om adskilt indkvartering efter forud-

gående partshøring, dvs. også i sager, hvor parterne efterkom styrelsens anvisning

om indkvartering.

Side

2/3

Om baggrunden herfor kan der henvises til, at Udlændingestyrelsen samtidig med

behandlingen af sagerne om indkvartering af mindreårige asylansøgere med en

ægtefælle eller samlever efter den 10. februar 2016 over for Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet rejste det forvaltningsretlige spørgsmål, om den indgribende

karakter af en beslutning om separat indkvartering i disse tilfælde kunne føre til,

at der skulle ske partshøring i disse sager, uanset om der efter udlændingeloven

og forarbejderne hertil var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

Dette spørgsmål gav, navnlig i lyset af den klare forudsætning i forarbejderne,

anledning til ikke ubetydelig tvivl, og spørgsmålet blev derfor nøje overvejet. Re-

sultatet af disse forvaltningsretlige overvejelser blev, at der også træffes afgørelse

om flyttepåbud i sådanne sager, når parterne ved den første indkvartering nok

efterkommer anvisningen om separat indkvartering, men ikke selv ønsker denne

separate indkvartering. Forud for en sådan eventuel afgørelse om flyttepåbud skal

der fortsat ske partshøring.

Inger Støjberg

Jesper Gori

Side

3/3