Udenrigsudvalget 2016-17
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 10. november 2016
Spørgsmål fra
Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 19.
oktober 2016.
Spørgsmål 9 ad URU alm. del.
Spørgsmål 9
Udviklingen i Vestsahara er bekymrende. Over 80 af FN’s fredsbevarende styrker i
Vestsahara blev udvist af Marokko tidligere på året, og kun 25 af dem har fået lov til at
vende tilbage til Vestsahara, hvilket gør, at Minurso, på ingen måde er fuldt funktionsdygtig
i sin rolle som fredsbevarende styrke, med det mandat som man har fået fra FN’s
Sikkerhedsråd – nemlig at sikre at våbenhvilen mellem Marokko og Polisario overholdes,
samt at der afholdes en folkeafstemning om uafhængighed for saharawierne. Den militære
situation i Vestsahara er for tiden specielt bekymrende, efter at Marokko brød våbenhvilen
ved at sende styrker ind i en demilitariseret bufferzone, hvorefter Polisario ligeledes sendte
tropper til området. Der kan derfor udbryde krig når det skal være, da Marokkos og
Polisarios tropper lige nu kun står 200 meter fra hinanden. Udenrigsministeren bedes på
denne baggrund informere Folketinget om
-
Hvorvidt regeringen støtter FN’s Sikkerhedsråds opfordring til at Marokko
sikrer, at Minurso igen bliver fuldt funktionsdygtigt, så den fredsbevarende
styrke på ny kan opfylde sit mandat, samt hvordan man eventuelt, i bekræftende
fald, eventuelt har tænkt sig at handle på denne støtte.
Hvilke militære muligheder, der efter regeringens mening er, for at stoppe
den nuværende militære optrapning af Vestsahara-konflikten, så en eventuel
krig, med en mulig flygtningestrøm til følge, kan undgås.
-
Svar:
Regeringen støtter resolutionen vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd den 29. april 2016.
Resolutionen beklager, at MINURSO's mulighed for at leve op til sit mandat er blevet påvirket,
eftersom størstedelen af den civile komponent – herunder politisk personel – ikke er i stand til
at udføre deres pligter inden for missionens operationsområde. Resolutionen understreger
ligeledes det akutte behov for, at MINURSO får genoprettet fuld funktionalitet. Det er
forståelsen, at der er fremskridt i bestræbelserne på at bringe MINURSO tilbage til fuld styrke.
URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm. om den militære situation i Vestsahara, til udenrigsministeren
Regeringen støtter FN’s bestræbelser på at deeskalere de øgede spændinger mellem Marokko og
Polisario omkring Al Guerguerat, herunder beslutningen om at foretage en undersøgelse af
hændelsen den 11. august 2016. Regeringen støtter ligeledes FN-generalsekretærens opfordring
til parterne om at trække alle væbnede elementer tilbage og respektere våbenhvilen fra 1991
med henblik på at undgå yderligere eskalering. Anvendelse af militære midler er ikke vejen frem
i forhold til at fremme en løsning på konflikten. Til trods for de vanskelige betingelser opnås en
løsning bedst ved direkte FN-ledede forhandlinger mellem parterne. Denne model støttes af
det internationale samfund med FN's Sikkerhedsråd i spidsen. Danmarks bedste mulighed for
at bidrage til en løsning er fortsat at bakke op om FN's bestræbelser.