UDENRIGSMINISTERIET
Den 15. december 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
Ministeren for Udviklingssamarbejde
af 23. november 2016.
URU alm. del – spørgsmål 19.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Christian Juhl (EL).
URU alm. del spørgsmål 19:
Spørgsmål:
Vil ministeren oversende en oversigt over udviklingen i uligheden globalt set de
sidste 15 år?
Svar:
Ulighed kan måles på en række forskellige måder, hvoraf det mest udbredte mål er gini-
koefficienten over indkomstfordelingen. Idet gini-koeffecienten er en aggregation, tages der i
beregningen hverken hensyn til det generelle velstandsniveau eller om uligheden forekommer i
bunden eller i toppen af indkomstfordelingen.
Verdensbanken søger regelmæssigt at indhente data over udviklingen af gini-koefficienterne i
de enkelte lande. Som følge af manglende data fra en lang række lande er det dog ikke muligt at
aggregere disse data til et globalt skøn over udvikling af ulighed i verdensøkonomien. Udenrigs-
ministeriet har således ikke kendskab til en pålidelig, fortløbende statistik over den globale
udvikling af ulighed.
En række forskere har søgt at skønne udviklingen af den globale ulighed over tid. Branko
Milanovic står bag en af de mest anerkendte og omfattende undersøgelser om emnet. Denne
konkluderede, at den globale ulighed – som målt i gini-koefficient over indkomstfordelingen –
var næsten uforandret i perioden 1988 til 2008 med et marginalt fald i skønnet af gini-
koefficient over den globale indkomstfordeling fra 0,72 til 0,71. Milanovics forskning tyder på,
at indkomstuligheden indenfor de enkelte lande tendentielt har været stigende, mens uligheden
mellem landene tendentielt har været faldende.
For så vidt angår data over ulighed som målt ved gini-koefficienten over indkomstfordelingen
har Verdensbanken den mest omfattende database om emnet:
http://databank.worldbank.org/data/reports.aspx?source=2&series=SI.POV.GINI&country