URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 170: Spm., om ministeren vil oversende sit talepapir fra samråd den 8. maj 2017 om de seneste israelske bosættelsesplaner, til udenrigsministeren

Udenrigsudvalget 2016-17
URU Alm.del
Offentligt

TALEPUNKT

Samrådsspørgsmål AB om israelske bosættelser og anerkendelse af Palæstina til

besvarelse i åbent samråd i URU den 8. maj 2017 kl. 10-11.

Samrådsspørgsmål AB:

”

Hvordan stiller regeringen sig til de seneste israelske bo-

sættelsesplaner på Vestbredden, herunder Netanyahu’s planer om såkaldte "begræn-

sede bosættelser"? Vil regeringen i lyset af de fastfrosne fredsforhandlinger mellem

Israel og palæstinenserne genoverveje sin modstand imod anerkendelse af en palæ-

stinensisk stat?

”

* * *

Tak for muligheden for at drøfte disse spørgsmål. Jeg vil gå lige på og

begynder med spørgsmålet om bosættelser.

Regeringens politik er, at Israel må indstille sin bosættelsespolitik. Bo-

sættelser er ulovlige efter folkeretten og går direkte imod EU-politik,

FN’s

Sikkerhedsråds resolutioner og anbefalingerne i Kvartetrapporten fra juli

2016. Der er altså ikke tvivl om bosættelsernes folkeretlige status. Det

samme synspunkt har et bredt flertal i Folketinget igennem årene tilsluttet

sig.

Lad mig skitsere nogle råtal, der sætter situationen i perspektiv: Der er

omkring 130 israelske bosættelser øst for 1967-grænsen, altså på palæsti-

nensisk område. I alt bor der ca. 600.000 israelske bosættere i Østjerusa-

lem og på Vestbredden i øvrigt. Det er nogenlunde dobbelt så mange som

i 1993, da Oslo-processen fremkaldte optimisme. Udviklingen er altså

gået i den forkerte retning.

URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 170: Spm., om ministeren vil oversende sit talepapir fra samråd den 8. maj 2017 om de seneste israelske bosættelsesplaner, til udenrigsministeren

Spørgeren refererer til

”de seneste israelske bosættelsesplaner på

Vest-

bredden, herunder Netanyahus planer om såkaldte begrænsede bosættel-

ser.

”

Jeg er opmærksom på, at den israelske regering sidst i marts skulle have

besluttet retningslinjer med visse begrænsninger i forhold til bosættelses-

aktiviteter. Jeg må konstatere, at vi skal forholde os til elastik i metermål.

For udspillet er så uklart, at det ikke giver mening at forholde sig konkret

til det.

Generelt om bosættelsesaktiviteter vil jeg sige, at de, ud over at være

ulovlige efter folkeretten, udgør en trussel mod to-statsløsningen, fordi

bosættelser i fysisk forstand ændrer forholdene på jorden.

Der fremføres undertiden argumentet om, at det må være indlysende at

acceptere udvidelser i de bosættelsesblokke, der alligevel som led i land-

bytte mellem parterne ventes at blive en del af Israel i forbindelse med en

fredsaftale. Sagen er blot,



at beslutningen om, hvad der udgør en blok, alene tages af Israel

uden drøftelser med palæstinenserne og uden deres indforståelse, og



at palæstinenserne ikke har en tilsvarende adgang til at bygge i om-

råder, som kan forudses at blive en del af en palæstinensisk stat.

Med andre ord: uden aftale eller gensidighed mellem israelere og palæsti-

nensere forbliver bosættelsesemnet et israelsk diktat. Fordi kun den ene

part - altså Israel - kan bygge. Det er især derfor, bosættelsespolitikken

undergraver to-statsløsningen.

* * *

Lad mig nu svare på anerkendelsesspørgsmålet.

Regeringens modstand mod anerkendelse af en palæstinensisk stat er ikke

principiel. Regeringen deler spørgeren og mange fleres målsætning om,

at det internationale samfund kommer til at anerkende en palæstinensisk

stat. Det ligger i den klare støtte fra EU til to-statsløsningen, som et bredt

flertal i Folketinget bakker op om.

Regeringen finder imidlertid, at der skal foreligge et solidt politisk grund-

lag, før vi sammen med partnere i EU-kredsen vil overveje anerkendelse.

Det nuværende selvstyre under præsident Abbas har med bred internatio-

nal støtte opbygget væsentlige strukturer til brug i en palæstinensisk stat.

Der er på mange felter et organisatorisk fundament for en kommende stat.

Men det er ikke nok i sig selv. Der skal være en demokratisk underbygget

politisk struktur bag en palæstinensisk stat. Gaza og Vestbredden er op-

splittet politisk og fysisk. Selvstyret sidder på Vestbredden, mens Hamas

styrer Gaza. Der er endnu ikke et fælles palæstinensisk politisk projekt.

Uden orden i det palæstinensiske hus er det ikke rimeligt at forvente over-

vejelser om dansk eller bred international anerkendelse.

Det fritager ikke Israel for et medansvar for udviklingen. Israels regering

gør ikke nok for at fremme mulighederne for fremskridt. Israel må sætte

en stopper for de ulovlige bosættelser, der underminerer muligheden for

en to-statsløsning, som jeg nævnte før. Israel må også tage mærkbare

skridt til at forbedre rammen for palæstinensernes hverdag, både på Vest-

bredden og i Gaza. Det sker kun i mindre omfang.

Danmark vil arbejde for ethvert skridt, der kan bringe freden og en to-

statsløsning nærmere. Men afgørende fremskridt mod en forhandlet løs-

ning kan kun ske med et oprigtigt engagement fra parterne selv. Det er

dem, ikke os andre, der sidder med nøglen.

Det vil være mit hovedbudskab, når jeg om en uge besøger Israel og Pa-

læstina.

Tak for ordet.