Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2017 - 14121
MKL
1. maj 2017
URU alm. del – svar på spørgsmål 150 fra Mette Gjerskov (S)
stillet den 4. april 2017 til udviklingsministeren.
Spørgsmål
Hvilke initiativer har ministeren sat i gang for at sikre kvinder og børn
sikre fødsler efter, at USA's præsident Donald Trump har trukket støtten
til UNFPA?
Svar
Danmark har en stærk og anerkendt stemme for pigers og kvinders
seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder i international
sammenhæng. Regeringen besluttede, som en konsekvens af den vægt, vi
lægger på kvinders SRSR, herunder sikre fødsler, i kølvandet på USA’s
beslutning om at genindføre den såkaldte Global Gag rule, at bevilge 75
mio. kroner til området, der skulle tildeles organisationer der fik deres
amerikanske bidrag reduceret. Da det stod klart at UNFPA var blevet
ramt, besluttede regeringen, at de 40 mio. kroner heraf skal gå til
UNFPA. Jeg har i min egenskab af Danmarks udviklingsminister
engageret mig som frontkæmper i SheDecides-bevægelsen, som arbejder
for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder i
udviklingslandene. Sammen med andre kerneaktører lancerede jeg
SheDecides på en konference i Bruxelles i marts i år, og her blev der i alt
indsamlet 1,3 mia. kroner til området. Jeg arbejder for, at SheDecides
skal katalysere finansiering, skabe konkrete initiativer og fremme
normative fremskridt for kvinder og pigers seksuelle og reproduktive
sundhed og rettigheder globalt.
Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs