URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 130: Spm., om det er regeringens opfattelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Szabó og Vissy mod Ungarn af 12. januar 2016 er udtryk for den uheldige udvikling i retning af dynamisk fortolkning af Menneskerettighedskonventionen, til justitsministeren

Udenrigsudvalget 2016-17
URU Alm.del
Offentligt

Lovafdelingen

Folketinget

Udenrigsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. marts 2017

Lovafdelingen

Lisa Holm Petersen

2017-0032/21-0013

2231637

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 130 (Alm. del), som Folketin-

gets Udenrigsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. februar 2017.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL).

Søren Pape Poulsen

Rasmus Kieffer-Kristensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 130: Spm., om det er regeringens opfattelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Szabó og Vissy mod Ungarn af 12. januar 2016 er udtryk for den uheldige udvikling i retning af dynamisk fortolkning af Menneskerettighedskonventionen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 130 (Alm. del) fra Folketingets Udenrigsudvalg:

”Er det regeringens opfattelse, at Den Europæiske Menneske-

rettighedsdomstols dom i sagen Szabó og Vissy mod Ungarn

af 12. januar 2016, hvor den ungarske regering blev dømt for

krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 8, er udtryk for den uheldige udvikling i retning af dy-

namisk fortolkning af konventionen, der begrænser national-

staternes muligheder for at agere, som regeringen ønsker at

imødegå i forbindelse med nedsættelsen af den såkaldte task-

force og initiativer under det danske formandskab i Europarå-

det i 2017-18?”

Svar:

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen

Szabó og

Vissy mod Ungarn

af 12. januar 2016 omhandler en lovgivning indført i

Ungarn i 2011 vedrørende hemmelig overvågning i terrorsager.

I dommen udtalte Menneskerettighedsdomstolen, at det i lyset af terror-

truslen er naturligt, at staterne anvender moderne teknologi, herunder til

omfattende overvågning af kommunikationsmidler, for at forhindre fore-

stående terrorhandlinger. Menneskerettighedsdomstolen fandt imidlertid

ikke, at den konkrete lovgivning, som gav de ungarske myndigheder vidt-

rækkende beføjelser til – uden retskendelse – at foretage indgreb i medde-

lelseshemmeligheden, indeholdt tilstrækkelige retsgarantier for at forhin-

dre misbrug.

Domstolen lagde bl.a. vægt på, at indgreb kunne iværksættes uden en retlig

prøvelse og uden foretagelsen af en nærmere vurdering af indgrebets nød-

vendighed. Der var tale om indgreb, som potentielt kunne omfatte en me-

get stor personkreds, herunder personer, der ikke var under mistanke for en

forbrydelse. Personer, som havde været udsat for indgreb, ville typisk ikke

ville blive orienteret herom efterfølgende, og de havde derfor i realiteten

ikke mulighed for at klage over indgrebet. Samlet set levede lovgivningen

dermed ikke op til de minimumskrav, som følger af artikel 8 om retten til

privatliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg finder ikke, at der er grundlag for at rejse spørgsmål ved Menneske-

rettighedsdomstolens fortolkning af artikel 8 i den omtalte afgørelse, som

ligger inden for Menneskerettighedsdomstolens faste praksis på området.